Oldbreve (1863)
I Faderens, Sønnens og den hellige Aands Navn, Amen. Jeg Arne Eindridssøn, Chorsbroder i Nidaros, sund af Fornuft, skjønt syg paa Legemet, gjør denne min sidste Bestemmelse, Gud til Lov og Dyrkelse og vor Frue, den hellige Maria, til Hæder og Værdighed og mig til Sjælehjælp, saaledes som jeg vil have anseet som mit Testament, paa den Maade at jeg vælger mig Leiested i den hellige Kirke i Nidaros, dersom min Herre Erkebiskoppen vil samtykke deri, og giver jeg Gud og den hellige Olaf to Spands Leie til Nidaros Kirkes Opbyggelse og min Herre Erkebiskoppen til Bordhold to andre Spands Leie af Gaupeseter, ligesaa mine Brødre (ɔ: Chorsbrødrene) den Bolle, som jeg har paa Bordet for mig. Min Begravelse skal gjøres sømmelig, eftersom min Stand tilhører Sira[1] Audun og Sira Eilif, Sira Peter og Sira Ivar skulle være Executorer af dette mit Testament. Ligesaa giver jeg Chorsbrødrene i Nidaros tre Spands Leie af Voll, ligesaa til Marie- Kirkens Bygning tre gamle Mark, til Hospitalet paa Voll en enkelt Seng paa den Betingelse at den strax skal blive benyttet af den sygeste Mand, som findes der; ligesaa til Marie-Hospitalet en gammel Mark, til Prædikebrødrene en gammel Mark, til Klements-Kirken en halv Mark, til Andreas-Kirken en halv Mark, til Martins-Kirken en halv Mark, til Gregorius-Kirken en halv Mark, til Olafs-Kirken en Mark, til Kors-Kirken en halv Mark, til Michaels-Kirken en halv Mark, til Allehelgens -Kirke en halv Mark, til Husebø Kirke i Usmudal (Øxendalen) et 20 Alen langt Stykke firskjeftet[2], til Aulfundynjar Kirke (ɔ: Ulvund paa Nordmøre) en halv Mark. Endvidere bestemmer jeg som mit Testament, at de af mine Brødre, som før nævnes, skulle indtale og værge alt dette efter Guds og Menneskers Love. Og for at ingen skal have Mistillid hertil, sætter jeg mit Segl for dette Brev, som blev gjort i Nidaros paa Apostelen Matthias’s Festdag (ɔ: 24 Februar) Aar efter Guds Byrd 1309.
I Herrens Navn Amen. Jeg Narve Matthiassøn, Chorsbroder i Oslo, gjør dette mit Testament, sund af Forstand, skjønt syg af Legeme. Først giver jeg min Sjæl Gud i Vold, naar den skilles fra Legemet, og for mit Legeme vælger jeg Leiested i St. Hallvards Kirke nær ved min Frende Mester Ogmund Berserk. Først giver jeg Kirken til Bergs Præbende tre Markebol i Mo i Duraal (i Eidsvoll) paa Romerike; ligesaa mine Medbrødres Commune mit Hus, som staar næst norden for Porten, til evindeligt Aartidehold. Ligesaa vil jeg have over mit Lig et Pund Vox og 2 Mark Penge i Offer, og til Dækning heraf vil jeg, at en brun Hest, som staar hos min Broder Hallvard, skal sælges, saa langt den kan række, og endvidere af mine Ting, som dertil passe sig. Ligesaa vil jeg, at 12 Psalmer skulle læses over mit Lig, naar det natsættes. Ligesaa giver jeg Aas Kirke mit Breviar med Noder; ligesaa Fru Cecilia Haakonsdatter min Skindkjortel og Bæverskindsfæld; ligesaa Sira Thore paa Hofvin min store blaa, tvebremmede Kaabe med Hætte, som Hr. Biskop Jon gav mig; ligesaa Ragnhild Thomasdatter min brune Skindkaabe og Kjortel og Hætte med; ligesaa min Slægtning Ragnhild Eysteinsdatter min store mørkeblaa Hverdags-Kjortel med vide Ærmer; ligesaa Vicarien Sira Eilif min blaamengede Understak for Chorhold og Sjælemesser; ligesaa Klokkeren for sin Umage min lyseblaa Understak. Jeg anordner til Excutorer af dette mit Testament mine Medbrødre Sira Ogmund Helgessøn og Sira Steinar Thordssøn, og beder jeg dem for Guds og sine Sjæles Skyld, at de anordne og fremfare saaledes med dette mit Testament og sidste Vilie, som før er sagt, og som de vide, min Vilie er, eftersom de ville svare for Gud, at min sidste Vilie er fuldført. Da jeg gjorde dette Testament, vare hos mig mine Medbrødre Sira Hallvard Gudleifssøn, Sira Herleif Jonssøn, Sira Steinar Thordssøn og Sira Skeldulf Helgessøn. Og til Forsikring sætter jeg mit Segl for dette mit Testaments-Brev, som blev gjort i Oslo anden Paaskedag (19 April) Aar 1389.
Sin værdige Herre, Hr. Erik, med Guds Naade Norges, Danmarks, Sveriges, Venders og Goters Konge og Hertug over Pommeren, hilser jeg Herlaug Peterssøn, Foged i Skidens Syssel paa velbaaren Mands Hr. Svarte Jens’s Vegne, kjærlig med Gud og min skyldige, ydmyge Tjeneste, kundgjørende eders Naade, at efter eders Bud og Brev var jeg paa almindeligt Stævne i Skiden Løverdagen nest før Jonsvaage i eders Naades 13de Rigsaar (ɔ: 21 Juni 1432), og tog jeg i Nærværelse af den dødes lovlig stævnte Arvinger Prov om Vigleik Ølverssøn, som uden Overlæg kom til at dræbe Nikolas Ketilssøn. Dette var Ophavet, at de vare paa Medfal i Soleims Sogn om Kvælden 8de Dag Jul, som nu nest var, og vare de begge budne til Gjæst. Da det led paa Kvælden, gik Vigleik og lagde sig i en Seng tvers over den; da sagde Bonden i Gaarden, Thord Thorbjørnssøn, til Nikolas: „Gaa og læg dig hos Vigleik!“ – og saa gjorde han, og gik da Thord og lagde en Hovedpude under begges Hoved. Som de havde ligget en Stund, da sagde Nikolas, at han ikke gad ligget i den Skidtlugt, som der var; da stod Vigleik op og gik frem paa Gulvet og rystede sin Kjole og sagde sig ikke at være mere beskidt end han og gik saa ud i Gaarden og Thord Thorbjørnsøn efter ham, og saa gik Nikolas ud efter dem, men Vigleik drog sig langsomt tilbage hen imod Nikolas og stak saa oftnævnte Nikolas i Brystet og deraf døde han. Dette Ophav svor oftnævnte Thord paa Bogen (Evangeliet) med fuld Ed, men Thore Steinarsdatter svor ogsaa paa Bogen om disse Ord, dog ikke alle, thi hun laa i Kaaven ved Stuen. End fremledede oftnævnte Vigleik to skjellige Vidner, som saa hede, Arne Nikolassøn og Olof Thorsteinsdatter, og som svore paa Bogen med fuld Ed, at Vigleik kom til dem samme Døgn (og sagde): „Hvad Skade Nikolas har faaet, er der ingen anden end jeg, som har voldt og bevirket.“ Fornævnte Arne forklarede ogsaa det i sin Ed, at oftnævnte Nikolas Ketilssøn blev slagen sagesløs, saa lyste oftnævnte Vigleik Ølverssøn selv for ham. Oftnævnte Vigleik har ogsaa sat Borgen for Thegn og Fredkjøb, om han proves at være Botemand[3]. Sandere Prov kunde jeg ikke faa i denne Sag; det staar nu til Guds og eders Naade angaaende hans Landsvist (ɔ: Tilladelse til at forblive i Landet). Til Vidnesbyrd herom sætter jeg mit Segl for dette Brev, som blev gjort Dag og Aar, som før siges.
Vi Hoskuld, med Guds Miskund Biskop i Stavanger, vilse alle Guds Venner, nærværende og tilkommende, som dette Brev se eller høre, kjærlig med Gud og St. Svithun[4]. Det være eder kundgjort, at Aar efter Guds Byrd 1517 ved St. Svithuns Tid vare vi i det nordre Sacristie i vor Domkirke, hosværende ærlig Mand Hr. Klaus Jenssøn, vor Erkedegn, Hr. Peder Hanssøn, Official, Hr. Orm Ivarssøn og Hr. Jørgen, vore elskelige Kanniker; spurgte vi da efter og ransagede nøiagtig St. Svithuns Skrin og alle andre Helligdomme, Kar, Poser og Punge, hvori der fandtes Helgen-Ben. Vi fandt da disse efterskrevne Helligdomme under deres ved hvert skrevne og vedhængende Navn. Først af St. Svithuns Armleg. Ligesaa en Linklud, bestænket med vor Herres Jesu Christi Blod. Ligesaa to store Helgen-Ben. Ligesaa af de 11,000 Jomfruer. Ligesaa af den Sten, som vor Herre svedede Blod og Vand paa, da han i Urtegaarden bad til Gud Fader. Ligesaa af St. Edmunds blodige Klæder. Ligesaa af den hellige Kong Olafs Blod i et Sølvkar. Ligesaa af Apostelen St. Paals Albue. Ligesaa af St. Laurentius. Ligesaa af St. Valentin. Ligesaa af St. Vilhadus Confessor. Ligesaa af St. Stephanus. Ligesaa af Evangelisten St. Markus. Ligesaa Ben af en af den hellige Sunnivas Følge. Ligesaa af St. Thomas af Canterburys Klæder, bestænkede med hans Blod. Ligesaa af St. Clemens’s Ben. Ligesaa Ben af den hellige Jomfru Juliana. Ligesaa af den hellige Jomfru Cordula. Ligesaa af en hellig Jomfru, som heder Genovefa. Ligesaa af begge de hellige Jomfruer Agatha og Sigfrida. Ligesaa af St. Moses. Ligesaa af en hellig Mand, som heder St. Vitus. Ligesaa et Ribben af St. Knuds Side. Ligesaa Ben af den hellige Sunniva og hendes Medfølgere og af deres Skib og Ben af mange andre Helgener, hvis Navne ere forgangne af Ælde, men som alligevel staa i Livsens Bog i Himmerige. – Men selv flyede vi disse efterskrevne Helligdomme, som vi hjemførte fra Rom, til vor Domkirke i Stavanger: Først et Stykke af vor Herres Jesu Christi Kors, og lode vi det sætte under en Krystal-Sten i det forgyldte Kors. Ligesaa af Jomfru Marias Hoveddug. Ligesaa af Apostelen St. Andreas’s Armleg. Ligesaa af St. Barbaras Kjortel. Ligesaa af St. Cosmus’s Legeme. Ligesaa af Ridder St. Jørgens Banner. Ligesaa et stort Stykke af Abbeden St. Sabas’s Ryggetavle. Ligesaa noget af de 10,000 Ridderes Hovedpander. Ligesaa, kjære Venner, efterdi at vi fandt disse forskrevne værdige Helligdomme ikke saa værdigt bevarede, som det sig burde, da have vi med vort kjære Kapitels Raad og Samtykke beskikket og givet til Helligdoms-Kar sammesteds nogle Skaaler med og uden Laag, som tilhørte os og vor Biskopsstol, Gud almægtige, Jomfru Maria, de gode forskrevne Helgener, og alt Himmeriges Herskab til Hæder og os fattige, syndige Mennesker til Hjælp for Liv og Sjæl. Ligesaa forbyde vi enhver disse forskrevne Helligdomme eller nogen af dem at bytte, give eller i nogen Maade forkomme eller afhænde fra fornævnte Stavangers Domkirke, medmindre enhver, som fordrister sig til at gjøre det, vil falde i Ban ved selve Handlingen. Men alle dem, som hjælpe dem til Hæder og søge deres Helligdag med gudfrygtig Omhu, give vi i Fortrøstning til Guds og deres Hjælp 40 Dages Aflad[5]. Dette Brev blev gjort i Stavanger Aar og Dag, som før siges, under vort og vort hæderlige Kapitels Segl.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ En Titel for Prester, der betyder Herre; det samme Ord som det engelske Sir og det franske Sire.
- ↑ Tøi, der brugtes til Tapeter og lignende.
- ↑ ɔ: den, hvem det tillades at betale Bøder, modsat Ubotemand, der ikke kan afsone sin Forseelse paa denne Maade.
- ↑ En engelsk Helgen, hvem Stavangers Domkirke var indviet; hans Helligdage indtraf 2den og 15de Juli.
- ↑ ɔ: Fritagelse for paalagte kirkelige Straffe.