O, vestland, du min moderjord

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
H. Aschehoug & Co.s Forlag (s. 7-8).


O, vestland, du min moderjord,
jeg synger ei med stolte ord
din ære og din hæder.
Du havgrå land, jeg kalder mit,
hos dig gror græsset hårdt og stridt,
og skodden lav sig breder.
Den bæk, som rinder over hei,
den bred sig fra dit hjerte vei
og derfor stilt den græder.

Du bæk, som rinder over hei
fra samme dunkle dyb som dig
er og mit væsen rundet.

Hverken på jord jeg gik og stod,
du strømmed i mit hjerteblod –
mod dig jeg altid stunded.
Den triste myr, den golde ur,
den melankolske havnatur,
den havde sjælen bundet.

Nu står jeg atter i mithkjem,
og fra min barndom stiger frem
de gammelkjendte klange.
Snart lystige som dans ved vår,
snart som en gråd så hjertesår
i hestens nætter lange.
Og for dit folk – for små som stor
med dine egne simple ord
jeg synger dine sange –

O fædreland, o moderjord.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.