Novembernat
Og maanen slynger en glødrig sommmer,
som spiller blank paa den hvide sne
og tænder de blinkende vinterblommer
langs alle grene
rundt i det ribbede, tvære træ.
Fra luftvulkanens vaarlige esse
gløder der mægtig og samlet frem
skjærsommerdage sammenpresset,
efterglemt ild
fra dage, som døde med løvet og græsset.
Ja solnedgange fra svundne dage
strømmer fremdeles denne nat
i maanens guldklode, der den ruller
udødelig sommer
over et Eden af ishvide blommer.
Et Eden af rimkolde morgenskove
straaler sig af i fjernenes blaanen.
— — Kun livsens træ, kun rognen Rø,
som ikke vil dø,
gjør evig sommer sammen med maanen.
Slig ruller maanen i himmelbunden
i flammer af dag, mens rognens roser
synker som mørkerøde solglød mod grunden
gjennem den skjære
skogs myriader af stjernehære.