Norske Ordsprog/Fortale

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

De forſkjellige Talemaader, ſom man pleier at kalde Ordſprog, have vel ikke alle nogen ſærdeles ſtor Betydning; men i Almindelighed have de dog altid ſaa meget Værd, at de vel fortjene at blive ſamlede og komme paa Prent, for at Folket kan mindes om deres Brug, og for at der ogſaa kan blive Leilighed til at ſammenſtille dem med lignende Talemaader hos flere Folkeſlag. I andre Lande har man længe havt Samlinger af ſaadanne Talemaader; og mange lærde Mænd have ſat ſtor Priis paa ſit Lands Ordſprog og gjort ſig Flid for at faae dem ſamlede ſaa fuldſtændigt ſom muligt. Og da den ſenere Tid iſær har medført en mere almindelig Opmærkſomhed for de enkelte Folkeſlags nedarvede Egenheder i Sprog og Udtryk, ſaa er da naturligviis ogſaa Ordſprogerne overalt komne under en nærmere Betragtning, ſaa at det nu vil blive anſeet ſom en Forſømmelſe eller en Mangel ved et Lands Folk, hvis det ikke kan opviſe nogen Samling af hjemlige eller nationale Ordſprog.

Ogſaa her i vort Land har en Mængde Ordſprog været i Brug hos Almuen; og vi ere viſt mange, ſom kunne ſige, at vi allerede i vore Forældres Huus have hørt ſaa mange Ordſprog, at hvis de alle vare optegnede, vilde det blive en ganſke vakker Samling alene fra et enkelt Sted. Og det kan ogſaa bemærkes, at en ſtor Deel af dette Slags Talemaader ikke engang betragtes ſom Ordſprog, da nemlig Udtrykket er ſaa ſimpelt og naturligt, at det ikke vækker nogen ſærlig Opmærkſomhed. Man lægger førſt Mærke til ſaadanne Talemaader, naar de adſkille ſig noget fra den ſædvanlige Tale, enten ved et mærkeligt Indhold eller ved visſe Egenheder i Formen; og i dette Tilfælde betegner man dem ogſaa med en egen Benævnelſe, ſaaſom Ordtak, Ordtøkje eller Gamalt Ord, tildeels ogſaa Ordtam, Munntam, Ordſtev, Vedſtev eller Vedkvæde. Disſe Benævnelſer omſatte ſædvanlig alle ordſproglige Talemaader uden ſynderlig Forſkjel; imidlertid behøves der to forſkjellige Benævnelſer, da nemlig disſe Talemaader adſkille ſig i to Rækker, nemlig fuldkomne og ufuldkomne Ordſprog. De fuldkomne Ordſprog (Ordtøke) ere de, ſom give en fuldſtændig Mening, ſaa at de ikke behøve nogen Antydning af den Leilighed, ved hvilken de ſkulde bruges. De ufuldkomne Ordſprog eller Mundheld (ſom vi helſt kunde kalde „Vedſtev“), ere derimod ſaadanne Talemaader, ſom ikke give fuld Mening for ſig ſelv alene, men derimod ſtøtte ſig til en Leilighed, ſom i Øie- blikket er forhaanden eller ſom forhen er nævnt og betegnet i Samtalen; f. Ex. „Han har mange Jern i Ilden“. I nogle af disſe Talemaader nævnes virkelig ogſaa den Leilighed, ved hvilken de ere brugte (f. Ex. „Jeg er lige glad, ſagde Smaadrengen; han gik og græd“); og ſaadanne Mundheld (de ſaakaldte Hermeſtev) kunne da ofte være morſomme nok, men have forøvrigt kun lidet Værd. Ellers er der da ogſaa mangt andet, ſom man ſtundom har kaldt Ordſprog, ſaaſom adſkillige Udtryk, ſom grunde ſig nærmeſt paa et enkelt Ord eller Navn; men ſaadanne Talemaader ſynes dog hellere at henhøre til en Gloſebog end til en Ordſprogſamling.

Indholdet af de fuldkomne Ordſprog er ſædvanlig en vis Iagttagelſe eller Erfaring ſom betegnes med ſaa faa Ord ſom muligt og helſt i en ſaadan Form, at Ordene let kunne fæſte ſig i Hukommelſen og ved Leilighed efterſiges uden nogen Forandring. For en ſtor Deel betegne Ordene en Erfaring, ſom i ſig ſelv har kun liden Betydning, men derimod faar et ſtørre Værd ved at benyttes ſom en Lignelſe og altſaa anvendes i figurlig Betydning. Noget lignende er Tilfældet med endeel andre Ordſprog, ſom kun indeholde et Exempel, idet de bare nævne et af de mange Tilfælde, hvor en vis Regel gjælder, og ſaaledes kunne betyde meget mere, end der ligger i ſelve Ordene. Saadanne Ordſprog, ſom altſaa kunne have en dobbelt Betydning, ere naturligviis de fyndigſte og bekvemmeſte til at fæſte ſig i Hukommelſen. Imidlertid er der ogſaa mangfoldige andre, ſom udtale en Mening ligefrem og uden noget dobbelt Begreb, men ſom alligevel kunne være fyndige nok og vel ſkikkede til at vække Opmærkſomhed. Det er ellers at mærke, at da Ordſproget altid vil være kort og ſige meget med faa Ord, ſaa vil den Paaſtand, ſom det indeholder, ſtundom ſynes at være altfor driſtig, idet der ikke er taget Henſyn til, at der kan være Undtagelſer eller Tilfælde hvor Paaſtanden ikke gjælder. Man faar altſaa ikke vente, at Ordſproget altid ſkal indeholde en uomtviſtelig Sandhed eller en altid gjældende Regel; man vil tvertimod ſinde enkelte Exempler paa, at det ene Ordſprog netop modſiger det andet. Der har ogſaa været talt og ſkrevet om „onde Ordſprog“; men dette har dog ikke ſaa meget at betyde, da det ſom ofteſt ved nærmere Prøvelſe har viſt ſig, at de omhandlede Ordſprog havde været mistydede og anvendte paa noget, ſom de egentlig ikke ſigtede til. Og med alt dette vil man dog ſinde, at vore Ordſprog i Almindelighed indeholde Sandhed, og mangen Gang ogſaa en vigtig Sandhed, ſom det altid kan være nyttigt at paaminde ſig om.

Hvad der imidlertid gjør Ordſprogene ſaa vel ſkikkede til at fæſte ſig i Hukommelſen, er ikke deres Indhold alene, men for en ſtor Deel ogſaa deres Form. Man kan viſtnok ſige, at mangen ſimpel Tanke er bleven til et Ordſprog netop derved, at den har fundet et ſærdeles bekvemt Udtryk i Sproget; og derfor finder man da ogſaa, at enkelte Ordſprog ikke godt kunne overſættes fra det ene Tungemaal til det andet, da de nemlig derved vilde tabe ſin oprindelige Fynd og Velklang. Sædvanligſt har Ordſproget faaet en vis aſmaalt og for Velklangen tillempet Ordfølge, ſaa at det ligner et Slags Vers, og i nogle Tilfælde har det ogſaa virkelig en Verſeſorm med rimede Stavelſer, f. Ex. „Alle vil Herre være; ingen vil Sækken bære“. Men ved Siden heraf kunne Ordſprogene ogſaa have et andet Slags Riim, ſom fra gammel Tid har været meget brugt i de nordiſke Lande, nemlig Bogſtavrimet eller den ſaakaldte Alliteration, ſom beſtaar deri, at et Par betonede Ord begynder med ſamme Slags Lyd, nemlig enten med ſamme Konſonant, eller ogſaa med en Vokal, ſom da ikke behøver at være den ſamme; f. Ex. „Skam og Slade ſøl- ges ad“, eller: „Et Aar er ingen Alder“. I mange Tilfælde er der ogſaa tre Riimord ligeſom i de gamle SkaldeVers, ſ. Ex. „Naar Tønden er tom, faar Tappen hvile“; men dette er da ogſaa det høieſte Tal, ſom kan anſees at være pasſende, da flere Riimbogſtaver vilde ſnarere give Misklang. Ellers kunne enkelte Ordſprog ogſaa have et dobbelt Bogſtavriim (ſ. Ex. „Lige Børn lege bedſt“), og nogle kunne ogſaa have to Afdelinger med hver ſit eget Bogſtavriim, medens enkelte andre kunne have baade Bogſtavriim og Stavelſeriim, hvorved de altſaa faae en ſærdeles fuldkommen Form; men ſaadanne Tilfælde er dog noget ſjeldnere.

Men medens Ordſprogene ſaaledes enten i Indholdet eller i Formen have noget, hvorved de paa en Maade udmærke ſig fremfor andre ſimplere Talemaader, vil det alligevel ofte blive noget tvivlſomt, om en vis Talemaade ſkal anſees ſom Ordſprog eller ikke. Spørgsmaalet om hvad et Ordſprog egentlig er, har været noget forſkjellig behandlet af de Forfattere ſom have ſkrevet derom. Nogle have villet paaſtaae, at egentlige Ordſprog ere kun de, ſom indeholde en Lignelſe eller et Exempel og altſaa kunne bruges figurlig eller med en dobbelt Mening, ſaaledes ſom før er omtalt. Nogle have ogſaa taget det ſtrengt fra en anden Side, idet de ved Ordſprog kun ville betegne ſaadanne ſtaaende Talemaader, ſom ere meget brugelige og almindelig bekjendte blandt Folket i et Land. Men efter ſaadanne Regler maatte man da komme til at udelade meget, ſom var for godt til at udelades; og ſaaledes finde vi da ogſaa, at Ordſprogſamlere i andre Lande ſlet ikke have været ſaa nøieregnende i disſe Stykker, da tvertimod de fleſte ſtørre Samlinger indeholde meget, ſom er af temmelig tvivlſomt Værd. Sagen er, at der vel neppe kan gives nogen ſikker Regel for hvad der ſkal henregnes til Ordſprog, og Beſtemmelſen heraf vil altſaa for en ſtor Del beroe paa et Skjøn. Og naar man nu ſkal give en Overſigt over et Lands Forraad af Ordſprog, da vil man dog helſt være tilbøjelig til at medtage alt, hvad der ſynes nogenlunde pasſende, idet man foreftiller ſig, at der altid ſenere vil være Leilighed til at gjøre Udvalg og vrage alt det, ſom er til Overflod.

I vore Nabolande har man allerede længe havt ſtore Samlinger af Ordſprog paa Prent. I Danmark har man havt Peder Syv’s ſtore Samling (fra 1682 og 1688), og denne Samling har formodentlig havt nogen Indflydelſe paa det norſke Forraad da den i lang Tid viſtnok var den eneſte her i Landet bekjendte Ordſprogſamling. I Sverige har man fra en endda ældre Tid havt en ſtor Samling i Grubb’s „Svenſke Ordſeder“, et betydeligt Værk, hvori Ordſprogene ere opſtillede i alfabetiſk Orden med mange Sammenligninger og oplyſende Anmærkninger. Ogſaa af islandſke Ordſprog har man et betydeligt Forraad i Gudmund Jonſons „Safn af islenzkum ordskvidum“ (1830), hvortil der ſenere er kommet adſkillige Tillæg.

Her hos os har derimod en Opſamling af Landets Ordſprog længe været forfømt. En Deel af dem er maaſkee i tillempet Form indgaaet i de danſke Samlinger; ialfald ſeer man, at P. Syd har beftræbt ſig for at faae Ordſprog fra Norge. „De Nordſke haver jeg havd verſt for at bekomme, ihvor meget jeg hos de indfødde haver ſøgt derom“, hedder det i hans Fortale. Formodentlig ere dog adſkillige Ordfprog blevne optegnede i en eller anden Deel af Landet; men de ere ikke komne paa Prent og have altſaa ikke kommet til nogen Benyttelſe. En liden Samling fra Smaalenene findes trykt ſom Tillæg til Wilſe’s Beſkrivelſe over Spydeberg (1780). En ældre Samling i Amtmand De Fines Beſkrivelſe over Stavanger Amt er derimod førſt nylig kommen paa Prent. En anden Samling, ſom ikke har været prentet, er forefunden iblandt Præſten Leem’s Optegnelſer, hvoraf en Afſkrift har været mig velvillig meddeelt af Dr. Skavlan. Disſe Optegnelſer indeholde et lidet godt Forraad af veftenfjeldſke Ordſprog og Talemaader og ere meget godt ſkrevne, ſaa at man kun ſkulde ønſke at have noget mere fra den ſamme Haand.

Til Benyttelſe ved min førſte Udgave af de norſke Ordfprog (1856) havde jeg foruden mine egne Optegnelſer kun den nysnævnte Samling af Wilſe og dernæſt et Par Samlinger i Haandſkrift, nemlig en fra Valders og en fra Stjørdalen. Senere ere derimod flere Samlinger tilkomne, ſom ſiden fkulle nævnes. Disſe Samlinger indeholdt naturligviis adſkilligt, ſom ikke netop var nyt eller nu førſt optegnet; men ved Siden deraf gav de dog et betydeligt nyt Forraad, ſaa at hvis alt det gamle ſkulde blive ſtaaende, og alt det nye blive tillagt, vilde Samlingen nu blive temmelig ſtor. Imidlertid ſyntes det dog ikke vendigtnødvendigt at optage alt, hvad der ſaaledes var forefundet. Allerede den forrige Udgave indeholdt adſkillige Talemaader, ſom gjerne kunde være udeladte, deels fordi de havde kun liden Betydning, og deels fordi de ſtode paa noget løs Grund eller ſyntes at være Efterligninger af fremmede Ordſprog. Og da nu Forraadet var ſaa meget ſtørre, ſaa var der altſaa bedre Leilighed til at vrage og udelade alt det, ſom havde for liden Betydning; og denne Leilighed har jeg da ogſaa benyttet. Men da nu en ſaadan Vrag ning altid maa beroe paa et Skjøn, ſaa vil maaſkee nogle Læſere ſynes, at jeg har vraget for meget, medens andre ville ſynes, at jeg burde vrage meget mere. Imidlertid er da den nye Udgave bleven noget forſkjellig fra den forrige, idet noget af det gamle Forraad er udelukket, medens derimod endeel nyt Forraad er indkommet, ſaa at Mængden i det hele er lidt ſtørre, ſkjønt mere ſammentrængt end i forrige Udgave.

Den ſtørſte Forſkjel mellem denne og den forrige Ud gave er ellers den, at Ordſprogene her ere ſatte i en ganſke anden Ordning, idet den hele Opſtilling fra førſt til ſidſt er forandret, I forrige Udgave vare Ordſprogene opſtillede i visſe Rækker eller Grupper efter deres Indhold og Mening, ſaaledes at enhver Række havde en vis Overſkrift for at betegne Indholdet. Denne Ordning har den Fordeel, at de Ordſprog, ſom ligne hinanden meſt i Mening og Anvendelſe, kunne findes ſamlede paa eet Sted, ſaa at de paa en Maade oplyſe og forklare hverandre og altſaa kunne læſes i Sammenhæng ſom en Række af Bemærkninger om ſamme Ting. Men paa en anden Side har denne Ordning ſine ſtore Ulemper, ſom iſær grunde ſig derpaa, at man ved denne Opſtilling ikke har nogen almindelig Regel at følge og altſaa har for megen Leilighed til en ſelvtykkelig eller vilkaarlig Fremgangsmaade, blandt andet deri, at man altid Vil lægge meſt Vægt paa den figurlige Betydning, ſom et Ordſprog kan have, uagtet denne Betydning kan opfattes paa mere end een Maade. Peder Syd har opſtillet ſin Samling under alfabetiſk ordnede Overſkrifter, men uden Henſyn til, om Ordſprogene ſelv indeholdt det Ord, ſom var ſat til Overſkrift. Andre have derimod dannet ſig Overſkrifter efter en vis Tankerække eller „logiſk“ Ordning; men herved er den Uleilighed, at man ikke veed, hvad Tanke der da ſkal ſættes førſt, og hvad der ſaa ſkal følge dernæſt og derefter. I dette Stykke vil hver Samler have ſin egen Mening og helſt lægge en ny Plan efter ſit eget Hoved. Og imidlertid vil enhver Plan have ſine Ulemper, ſaa længe ſom man tager ſig den Frihed at danne Overſkrifter af ſaadanne Ord, ſom Ordſprogene ſelv ikke indeholde; thi dermed vil følge, at det ofte bliver vanſkeligt at finde en pasſende Plads for et Ordſprog og ſaa vil da ogſaa Læſeren faae megen Møie for at finde hvad han ſøger, naar han nemlig vil paaminde ſig om et viſt Ordſprog eller ſee efter, om det er indført i Samlingen.

En ſimplere Opſtilling er rigtignok den, at man ſætter Ordſprogene i alfabetiſk Orden efter de Ord, ſom de begynde med, ligeſom i et Regiſter til en Viſebog eller deslige. Men for enhver ſtørre Samling vil denne Ordning være uheldig; thi for det førſte kan et Ordſprog begynde paa forſkjellig Maade, ſaa at det førſte Ord ikke er altid det ſamme; og dernæſt vil man ved denne Opſtilling faae nogle umaadelig lange Rækker, ſom begynde med et ubetydeligt indledende Ord, ſaaſom: en, et, den, det, han, der el. naar. Men da nu en vis alfabetiſk Ordning alligevel altid vil være den ſikkreſte, hvor det gjælder om Ord og Talemaader, faa have nogle Ordſprogſamlere forſøgt at benytte denne Ordning paa en anden Maade, nemlig ſaaledes, at man ved Opſtillingen ikke tager Henſyn til det førſte Ord, men derimod kun til de vigtigſte eller meſt betonede Ord i Ordſproget, ſaa at man altſaa udvælger et viſt Mærkeord eller Slagord, ſom kan tjene til at opſtille i den alſabetiſke Ordning idet man derved nogenledes kan antyde, hvad Ordſproget handler om. Denne Opſtillingsmaade er i den ſenere Tid bleven meget benyttet i andre Lande, ſaaſom i de nyere tydſke Samlinger af Körte, Simrock og Binder, og ligeſaa i et Par nylig udkomne meget ſtore Værker, nemlig Wander’s tydſke „Sprichwörter-Lexikon“ og Harrebomee’s hollandſke „Spreekwoordenboek“. I den nye danſke „Ordſprogſkat“, af E. Mau, findes ogſaa en lignende Ordning, ſkjønt Udgiveren gjerne ſammenſtiller to eller flere Mærkeord, naar de have omtrent ſamme Betydning. Det er altſaa at ſormode, at flere Samlinger ſenere ville blive ordnede efter ſamme Plan, og dette vil da have den Fordeel at det bliver lettere at ſammenligne de ſorſkjellige Landes Forraad, da Ordſprogene i denne Ordning blive lettere at finde.

Denne Opſtillingsmaade fandt jeg efterhaanden langt bekvemmere end den, ſom jeg fþr havde brugt, ſaa at jeg kun beklagede, at jeg ikke havde kommet til at indføre den i min forrige Udgave, da jeg derved kunde have ſparet mig for meget Arbeide. Med denne Plan er man da fri for al vilkaarlig Sammenſtilling under kunſtige og udſtuderede Overſkrifter; man har kun at ſøge eſter ſaadanne Ord, ſom findes i ſelve Ordſproget, og ſaa har man kun at agte paa den bogſtavelige Betydning og ikke paa nogen figurlig Brug, da den ſidſte viſtnok let vil udſindes uden nogen nærmere Paaviisning. Rigtignok kan der ſtundom blive Tvivl, om hvilket Ord der ſkal anſees ſom Mærkeord, da enkelte Ordſprog kunne have to eller tre Ord, hvis Vægt og Betoning er lige ſtor; dog kan dette ikke blive nogen ſynderlig ſtor Uleilighed. For en ſtor Deel er det nu et af de førſte Ord, ſom er taget til Mærkeord, og forøvrigt vil man vel neppe ſøge længe forgjæves efter at finde et viſt Ordſprog, ſaafremt det virkelig er indført i Samlingen.

De ordſprogelige Talemaader eller Mundheld (Vedſtev) ere her ſatte i en Afdeling for ſig ſelv, ligeſom i den forrige Udgave; dog er herved gjort den Forandring, at de nu ere opſtillede i en enkelt Række, medens de før vare deelte i tre Rækker. Imidlertid burde jeg her have gaaet et Skridt videre og ſat disſe Talemaader ind imellem de egentlige Ordſprog, ſaa at man her kunde have altſammen i en eneſte Række ſaaledes ſom i de fleſte Ordſprogſamlinger fra andre Lande. Dette kunde da ogſaa lade ſig gjore, idet man kun hehøvede en vis Betegning til Skillemærke imellem Ordſprog og Mundheld; men uheldigviis blev det ikke rigtig paatænkt, førend efterat Arbeidet allerede var noget fremſkredet. Imidlertid kan det ogſaa have ſin Fordeel at finde disſe Talemaader i en egen Aſdeling.

Den Sprogform, hvori Ordſprogene ere ſkrevne, var noget udſørlig omtalt i Fortalen til forrige Udgave, og hvad der var anſørt, kunde gjerne her være gjentaget; men formodentlig er dette ikke ſaa ganſke nødvendigt, da denne Sag nu ikke er ſaa ny eller ſaa lidet paatænkt ſom ved forrige Leilighed. Det kan bemærkes, at de benyttede norſke Samlinger ere alleſammen ſkrevne i Bygdemaal, med Undtagelſe af en eneſte, nemlig Wilſe’s Samling fra Smaalenene, da denne er ſkreven i danſk Form med Optagelſe af enkelte norſke Ord. Ligeſaa kan det bemærkes, at det ſamme Ordſprog ofte gjenfindes i flere af disſe Samlinger og altſaa med de Aſvigelſer, ſom tilhøre vedkommende Bygdemaal; men disſe Afvigelſer have ſaa liden Betydning at det kun vilde blive kjedeligt at anføre dem alle. Og at ſkrive nogle Ordſprog i den ene Dialekt og nogle i den anden, vilde ogſaa blive ubekvemt for almindelige Læſere, ſom helſt ville ſee den ſamme Form overalt, for at de kunne vide at gjenkjende Ordene og vænnes til at læſe Sproget med nogen Lethed. Her er altſaa alt ført tilbage til ſamme Form; og naar her ſtundom er nævnt et skabLandskab, ſaaſom Hallingdal (Hall.), Telemarken (Tel.), Hardanger (Hard.), Nordhordland (Nhl.) eller Søndmøre (Sdm.), ſaa betyder dette ikke, at Ordſproget er ſkrevet i Landſkabets Dialekt, men kun at det førſt er bemærket eller optegnet i denne Deel af Landet. Og da det er ſandſynligt at mange Ordſprog bruges meget videre, end ſom hidtil er bemærket, ſaa har jeg nogle Gange ogſaa tilladt mig at nævne et ſtørre Landſkab ſaaſom Øſtlandet (Øſtl.), Trondhjems (Trondh.) eller Bergens Stift (Berg.). Kun i enkelte Tilfælde har jeg anſeet det tjenligt at anføre et Ordſprog i en ſærlig Bhgdemaalsform, og i disſe Tilfælde er det da tilføiet ſom en Sideform med Anførſelstegn („–“) og ellers med ſamme Slags Skrift.

I Almindelighed ere Ordenes Former her de ſamme ſom i forrige Udgave. De Ord, ſom have faaet nogen Forandring, ere meget faa, men da det netop er ſaadanne Ord, ſom ere meget brugte, ſaa vil Forandringen let blive bemærket. Dette er Tilfældet med „dat“ og „dan“, ſom her ere ſkrevne „det“ og „den“, da det her ikke ſyntes nødvendigt at holde faſt ved den ældre Form, ſom ogſaa kan ſiges at have visſe Grunde imod ſig (hvorom ſe Norſk Grammatik, S. 189). I Lighed hermed er Formen „dar“ forandret til „der“. – Formen „deſs“ ved Komparativ (f. Ex. deſs lenger, deſs betre) er her ombyttet med „di“, ſom vel er mindre brugt, men ſom dog netop er den rette Form og ſom viſtnok ogſaa ligger til Grund for den fordunklede Form „te“ eller „til„ ſom tildeels er kommen i i Brug – Sammendragningen „d’er“ for „det er“ (ſæd- vanlig udtalt: dæer, dær eller dæ) er ofte bleven benyttet ligeſom i forrige Udgave, da den pasſer ſaa godt for Ordſprogets Trang til Korthed og kan desuden være ligeſaa tilladelig ſom det engelſke »’tis« (for: it is) og det tydſke „’siſt“ (for: es iſt), ſom ſtundom findes brugt i Ordſprog og Vers, men ellers ikke i ſædvanlig Stiil. – Ved Ordet „inkje“ var der i forrige Udgave taget for meget Henſyn til de Dialekter, ſom bruge denne Form til Overmaal, idet de ſætte „inkje“ i Stedet for „ikkje“ (ɔ: ikke); og dette Misforhold er da her blevet rettet. I det hele er det ogſaa ellers forſøgt at bringe Ordenes Former i Overeensſtemmelſe med ſidſte Udgave af den norſke Ordbog; ſaaledes f. Ex. i Skrivemaaden „Skeid“ for Skjeid, „gøyma“ for gjøyma o. ſ. v.

Det kan ellers bemcerkes, at den Form, ſom falder bekvemmeſt for Ordſprogene, ikke altid pasſer for andre Sager eller er tjenlig til Mønſter for anden Skrift. Ordſproget behøver fornemmelig Korthed og Velklang, og det danner ſig gjerne ſaa, at de betonede Stavelſer ikke ſkulle ſtøde for nær ſammen og heller ikke komme for langt fra hinanden. Det vil ſtundom helſt have een Stavelſe i Stedet for to, ſaaſom i Verbernes Fleertalsform, hvor man ofte finder Eenſtavelſesformen ſat i Stedet (f. Ex. dei kjem, ſit, vil, kann, veit, – i Stedet for: dei koma, ſitja, vilja, kunna, vita), om end Dialekten ſelv bruger Fleertalsformen i andre Tilfælde. I visſe Stillinger vil derimod to Stavelſer klinge bedre end een, ſaaledes i de Adjektiver, ſom egentlig ere Eenſtavelſesord, men ſom i mange gode Dialekter faae en Endeſtavelſe „e“, ſom netop er det gamle „er“ (eller ’r), f. Ex. ſterk’e (ſterker), faſt’e (faſter), og ligeſaa i Præſens af endeel Verber, f. Ex. ſtend’e (ſtender), ligg’e (ligger). Da nu den korte Form ſtundom kommer i et uheldigt Sammenſtød med en paafølgende Konſonant (f.Ex. „ein friſk’ Gut“), ſaa vilde det ſtundom ſynes tjenligt at foretrække den længere Form og altſaa gjøre en Undtagelſe fra Regelen. Og i enkelte andre Tilfælde kan en vis Regel ogſaa blive vanſkelig at gjennemføre; ſaaledes med Flertal af Adjektiv, hvor Hunljønsformen efter gammel Brug ſkal ende paa „a“, hvilket ſtundom medfører Misklang, naar der nemlig er flere Ord ved Siden, ſom ogſaa ende paa „a“ (f. Ex. Gamla Sinar lunna vera ſeiga). Denne Regel er derfor ikke her bleven gjennemfort. Det har altid forekommet mig, at man i Ordſprog (ligeſom i Bers) maatte have Frihed til at benytte en og anden Dobbeltform eller tillade ſig visſe Undtagelſer medens man derimod i andet Slags Skrift burde ſøge at gjennemføre de bedſt begrundede Former efter en ſtadig Regel.

Rimeligviis vil der endnu findes adſkillige gode Ordſprog, ſom hidtil ikke have været optegnede, ſaa at der altſaa med Tiden kan blive en ſtørre Samling. Og efter den nye Ordning, ſom her er indfort, vil det nu blive lettere at ſee, om et viſt Ordſprog mangler, og at vide, hvor det ſkulde finde ſin Plads.


Benyttede Samlinger, ſom her tildeels findes nævnte eller tilſigtede, ere folgende:

a) trykte.
Wilſe’s Samling i Tillæggene til Spydebergs Beſkrivelſe. (1780).
DeFine’s Samling, i hans Beſkrivelſe over Stavanger Amt (1745), trykt i Nicolayſens Norſke Magaſin, 3die Bind. (1869).
Tillæg til „Søgnir fraa Hallingdal“. (1868).
En Samling fra Selbu, af J. P. Sand, trykt i Segner fraa Bygdom, II. )l872).
En Samling fra Valders, af H. Bergh, i Segner fraa Bygdom, IV. (1879).

h) utrykte
Optegnelſer fra Valders, af A. Vang.
En Samling fra Stjørdalen, af Kirkeſanger Bjorgum. (Begge disſe ogſaa benyttede ved forrige Udgave). Efterladte Optegnelſer af Præſt og Profesſor Knud Leem, † 1774. (Efter en Afſkrift).
En Samling fra Nord1and, af E. Theſen. (Tillæg til et ſtort Manuſtript, indeholdende Anmærkninger til den norſke Ordbog).
En Samling fra Jæderen, af Skolelærer T. Mauland.
Flere Smaaſamlinger, iſær fra Chriſtianſands Stift, af Kandidat H. Roſs.
Desuden adſkillige Optegnelſer fra Nordhordland af I. Veſeth; fra Øvre Telemarken af A. O. Vinje; fra Guldalen af A. Reitan; fra Sætersdalen af Ioh. Skar; fra Telemarken af J. M. Moe og I. Mortenſen.