Norske Folke- og Huldre-eventyr/31

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Der Var en Gang en Konge, som havde en Datter, og hun var saa deilig, at hun var navnspurgt baade vidt og bredt; men hun var saa alvorlig af sig, at hun aldrig kunde le, og saa var hun saa stor paa det, at hun sagde Nei til alle dem, som kom og friede til hende, og ikke vilde hun have Nogen, om de vare aldrig saa gilde, enten det var Prindser eller Herremænd. Kongen var kjed af dette for længe siden og syntes, at hun kunde gifte sig, hun som Andre; hun havde ikke Noget at vente efter; hun var gammel nok, og rigere blev hun ikke heller, for halve Riget skulde hun have, det var Mors-Arven hendes.

Saa lod han lyse op paa Kirkebakken baade fort og Snart, at den, som kunde faa hans Datter til at le, han skulde have hende og det halve Kongerige. Men var der Nogen, som prøvede sig og ikke kunde faa hende til, skulde de skjære tre røde Remme af Ryggen hans og strø Salt i, og det er sikkert, at der blev mange saare Rygge i det Kongerige. Der kom farende Friere baade fra Syd og fra Nord og fra Øst og fra Vest, og troede, det var ingen Sag at faa en Kongsdatter til at le. Og rare Karle var det ogsaa, som kom. Men alle de Abefanter der var, og alle de Abefynter de gjorde, saa var Kongsdatteren lige stø og alvorlig, hun.

Tæt ved Kongsgaarden boede der en Mand, som havde tre Sønner. De fik ogsaa spurgt, at Kongen havde lyst op, at den, som kunde faa Kongsdatteren til at le, skulde faa hende og halve Kongeriget.

Den Ældste vilde i Veien først; saa strøg han af Gaarde, og da han kom til Kongsgaarden, sagde han til Kongen, han vilde nok friste at faa Kongsdatteren til at le.

»Ja, det er vel nok,« sagde Kongen, »men det kan vist lidet nytte, min Mand, for her har været saa mange, som har prøvet sig; min Datter er saa sorgfuld, at det ikke nytter, og jeg vilde nødig, at Flere skulde komme i Ulykke.«

Men han mente, det nok skulde nytte. Det kunde ikke være nogen farlig Sag at faa en Kongsdatter til at le for ham, for de havde leet saa mange Gange af ham baade Fornemme og Simple, da han tjente Soldat og exercerte under Nils Fløimand. — Saa lagde han ud paa Traakken, udenfor Vinduet til Kongsdatteren og begyndte at exercere efter Nils Fløimand. Men det hjalp ikke. Kongsdatteren var lige stø og alvorlig saa tog de ham og skar tre brede, røde Remme af Ryggen hans, og sendte ham hjem.

Da han vel var kommen hjem, vilde den andre Sønnen i Veien. Han var Skolemester, og en underlig Figur til Karl var det. Han var lavhalt, og det saa det forslog. Et Øieblik var han liden som en Gutunge, men naar han reiste sig paa det lange Benet sit, blev han stor og lang som et Trold. Og til at lægge ud var han rigtig svær.

Da han kom til Kongsgaarden og sagde, han vilde have Kongsdatteren til at le, syntes Kongen, at det ikke kunde være saa uligt endda; »men Gud trøste Dig, faar Du hende ikke til,« sagde Kongen; »Remmene skjære vi bredere for Hver, som prøver sig.«

Skoleholderen strøg ud paa Traakken; der stillede han sig op udenfor Vinduet til Kongsdatteren, og han prækede og messede efter syv Præster og læste og sang efter syv Klokkere, som havde været i Bygden der. Kongen lo af Skolemesteren, saa han maatte holde sig i Svalstolpen, og Kongsdatteren vilde til at drage paa Smilet, men saa var hun lige stø og alvorlig igjen, og saa gik det ikke bedre med Paal Skolemester, end det var gaaet med Per Soldat — for Per og Paal hedte de, maavide. — De tog ham og skar tre røde Remme af Ryggen hans, strøede Salt i, og saa sendte de ham hjem igjen.

Saa vilde den yngste i Veien, og det var Tyrihans. Men Brødrene lo og gjønede af ham og viste ham de saare Ryggene sine, og Faderen vilde ikke give ham Lov, for han sagde, det kunde da ikke nytte for ham, som ikke havde noget Vet; han kunde jo Ingenting, og han gjorde Ingenting, han sad bare i Peisen som en Katte, og grov i Asken og spikkede Tyristikker. Men Tyrihans gav sig ikke, han gnaalede og gnog saa længe, til de bleve kjede af Gnaalet hans, og tilsidst fik han Lov til at gaa til Kongsgaarden og friste Lykken.

Da han kom til Kongsgaarden, sagde han ikke det, at han vilde faa Kongsdatteren til at le, men han bad, om han kunde faa Tjeneste der. Nei, de havde ikke nogen Tjeneste for ham, men Tyrihans gav sig ikke for det; de kunde vist behøve En til at bære Ved og Vand til Kokkejenten i slig en stor Gaard, sagde han; ja, det syntes Kongen ikke kunde være saa uligt, og han var vel kjed af Gnaalet hans, han og; saa skulde Tyrihans faa Lov at være der og bære Ved og Vand til Kokkejenten tilsidst.

Da han skulde hente Vand i Bækken en Dag, fik han se en stor Fisk, som stod under en gammel Furerod, som Vandet havde skaaret Jorden bort fra; han satte Bøtten sin saa sagte under Fisken. Men da han Skulde gaa hjem til Kongsgaarden, mødte han en gammel Kjærring, som ledede en Guldgaas.

»God Dag, Bedstemoder!« sagde Tyrihans. »Det var en ven Fugl, I har; og saa gilde Fjær da! — det lyser lang Vei af den, — havde En slige Fjær, kunde En slippe at spikke Tyrilyser,« sagde han.

Kjærringen syntes vel saa godt om Fisken, Hans havde i Bøtten sin, og sagde, at vilde Hans give hende Fisken, skulde han faa Guldgaasen, og den var slig, at naar Nogen rørte ved den, blev han hængende fast, bare han sagde: »Vil Du være med, saa hæng paa.«

Ja, det Byttet vilde Tyrihans gjerne gjøre. »Fugl er vel saa brav som Fisk,« sagde han ved sig selv; »er den slig som Du siger, kan jeg gjerne bruge den til Fiskekrog,« sagde han til Kjærringen og var vel fornøiet med Gaasen. Han havde ikke gaaet langt, før han mødte en gammel Kjærring. Da hun saa den deilige Guldgaasen, maatte hun bort og kramse paa den. Hun gjorde sig saa sød og lækker, og saa bad hun Tyrihans, om hun fik Lov til at klappe den deilige Guldgaasen hans.

»Kan saa,« sagde Tyrihans, »men Du faar ikke nappe Fjærene af den!«

I det samme hun klappede paa Fuglen, sagde han:

»Vil Du være med, saa hæng paa!« Kjærringen sled og rev, men hun maatte hænge med, enten hun vilde eller ikke, og Tyrihans gik fremover, som om han var alene med Guldgaasen. Da han havde gaaet et Stykke til, traf han en Mand, som havde et Horn i Siden til Kjærringen for et Puds, hun havde gjort ham.

Tyrihans

Da han saa det, at hun stred saa haardt for at blive fri, og skjønte, hun sad saa vel fast, syntes han, at han trygt kunde give hende en Dult til Tak for Sidst, og saa spændte han til Kjærringen med den ene Foden.

»Vil Du være med. saa hæng paa!« sagde Tyrihans, og Manden maatte følge med og hinke paa eet Ben, enten han vilde eller ikke, og naar han nappede og sled og vilde løs, var det endda værre for ham, for da var han færdig til at dumpe baglænds, ret som det var.

Nu gik de et godt Stykke, til de kom bortimod Kongsgaarden. Der mødte de Smeden til Kongen; han skulde gaa til Smedjen og havde en stor Smedjetang i Haanden. Denne Smeden var en lystig Fyr, som altid var fuld af Galskab og Skjelmsstykker, og da han saa dette Følge komme hoppende og hinkende, lo han først, saa han stod tvekroget, men saa sagde han:

»Det er nok en ny Gaaseflok, Prindsessen skal have, det; skal tro, hvem der er Gasse, og hvem der er Gaas af dem? Det maa vel være Gassen han, som rugger i Forveien. Gaas, Gaas, Gaas, Gaas, Gaas!« lokkede han og kastede med Haanden, som om han strøede Korn for Gjæssene.

Men Flokken standsede ikke — Kjærringen og Manden saa bare argt paa Smeden, fordi han gjorde Nar af dem. — Saa sagde Smeden: »Det skulde være artigt at holde hele Gaaseflokken, saamange de ere;« for han var en stærk Mand, og saa tog han Tag med Smedjetangen bag i Enden paa den gamle Manden, og Manden baade skreg og vred sig, men Tyrihans sagde:

»Vil Du være med, saa hæng paa!«

Saa maatte Smeden ogsaa med. Han slog nok Bugt paa Ryggen, tog Spændetag i Bakken og vilde løs, men det hjalp ikke, han sad saa fast, som han var skruet ind i det store Skruestedet i Smedjen, og enten han vilde eller ikke, maatte han danse med.

Da de kom frem imod Kongsgaarden, foer Gaardshunden imod dem og øede, som det var Skrup eller Langfant, og da Kongsdatteren skulde se ud igjennem Vinduet, hvad der var paafærde, og fik Øie paa dette Fantefølge, satte hun i at le. Men Tyrihans var ikke fornøiet med det. »Bi lidt, skal hun nok faa Latterdøren bedre op!« sagde han og gjorde en Vending — bag om Kongsgaarden med Følget sit.

Da de kom forbi Kjøkkenet, stod Døren aaben, og Kokken holdt paa at stampe Grøden, men da hun fik se Tyrihans og Flokken, kom hun farende ud i Døren med Tvaren i den ene Haand og en Kokkeslev fuld af rygende Grød i den anden, og lo saa hun rystede, og da hun fik se, at Smeden var med, slog hun sig paa Laaret og satte saa i at storle. Men da hun havde leet rigtig ud, syntes hun ogsaa, at Guldgaasen var saa deilig, at hun maatte klappe den.

»Tyrihans, Tyrihans!«skreg hun og kom løbende efter med Grødsleven i Næven, faar jeg Lov at klappe den vene Fuglen, Du har?«

»Lad hende hellere klappe mig!« sagde Smeden.

»Kan saa!« sagde Tyrihans.

Men da Kokken hørte det, blev hun sindt. »Hvad er det, Du siger!« skreg hun, og drev til Smeden med Grødsleven.

»Vil Du være med, saa hæng paa!« sagde Tyrihans; saa sad hun fast, hun ogsaa, og Alt hun skjændte, og Alt hun sled og rev, og saa vild hun var, maatte hun hinke med. Men da de kom udenfor Vinduet til Kongsdatteren, stod hun og ventede paa dem, og da hun saa, de havde faaet Kokken med, baade med Grødslev og Tvare, slog hun op hele Latterdøren og lo, saa Kongen maatte støtte hende. Saa fik Tyrihans Prindsessen og det halve Kongerige, og Bryllup holdt de, saa det baade hørtes og spurgtes.