Norske Folke- og Huldre-eventyr/20
Der var en Gang en Livørsmand, som havde givet op Gaarden sin til Odelsmanden, men han havde tre Sønner til, og de hedte Per og Paal og Esben Askelad. De gik hjemme og vilde Ingenting gjøre, for de havde det for godt, og selv syntes de, at de vare for gode til Alting, og at Ingenting var godt nok til dem.
Langt om længe havde Per faaet høre, at Kongen vilde have en Gjæter til at gjæte Harerne sine, og saa sagde han til Faderen, at han vilde did, det kunde være passe til ham, for han vilde ikke tjene nogen ringere Mand end Kongen, sagde han. Kallen mente det, at der nok kunde være Arbeide, som
passede bedre til ham end det; for den, som skulde gjæte Haren,fik være leug og let og ikke nogen Daustok, og naar Harerne tog paa at skjærpe og flyve, saa blev det anden Dans end at rangle stueimellem. Ja, det fik ikke hjælpe, Per vilde did og han skulde did, saa tog han Skræppen paa Nakken og labbede ned over Bakken, og da han havde gaaet langt og længer end langt, kom han til en gammel Kjærring, som stod med Næsen sin i en Vedkubbe og hakkede, og da han fik se, hvorledes hun rykkede og sled for at komme løs, gav han sig til at storle.
»Staa ikke der og glisp,« sagde Kjærringen, »men kom og hjælp en gammel Krok; jeg skulde knærte sund lidt Ved, saa fik jeg Næsen min nedi her, og saa har jeg staaet og rykket og slidt og ikke smagt Madsmulen i hundrede Aar,« sagde hun.
Men endda mere lo han Per; han syntes det var bare Moro, og sagde, at naar hun havde staaet saa i hundrede Aar, kunde hun altid holde ud hundrede til.
Da han kom til Kongsgaarden, tog de ham til Gjæter strax; det var ikke ondt om Tjeneste der, og god Niste og god Løn skulde han have og kanske Prindsessen paa Kjøbet, men om der kom bort en eneste af Kongens Harer, skulde de skjære tre røde Remmer af Ryggen hans og kaste ham i Ormegaarden.
Saalænge Per var i Fægaden og i Hjemhagen, havde han alle Harerne i een Flok, men da det led paa Dagen, og de kom op i Skoven, tog de til at skjene og flyve over alle Aaserne. Per satte efter og rendte paa Spræng, saalænge han kunde skjønne, han havde een igjen, og da den sidste var borte, var han næsten sprængt, siden saa han ikke mere til dem.
Da det led paa Eftermiddagen, ranglede han paa Hjemveien og stod og kopte og kopte efter dem i Grinden; der kom ingen Harer, men da han kom hjem til Kongsgaarden om Kvelden, stod Kongen færdig med Kniven og tog og skar tre røde Remmer af Ryggen paa ham, strøede Peber og Salt i og kastede ham i Ormegaarden.
Om en Stund vilde Paal i Veien til Kongsgaarden og gjæte Harerne til Kongen. Kallen sagde det Samme til ham og endda mere til; men han maatte afsted og han vilde afsted, der var ingen Raad for det, og det gik hverken værre eller bedre med ham end det gik med Per. Kjærrringen stod der og rykkede og sled med Næsen i Vedkubben, han lo og syntes det var bare Moro, og lod hende staa der og hakke. Tjeneste fik han strax, der var ikke Nei til det; men Harerne skjenede fra ham bort over alle Haugene, endda han sprængfløi, saa han pustede og bar sig som en Buhund i Solsteg, og da han kom hareløs til Kongsgaarden om Kvelden, stod Kongen færdig med Kniven paa Traakken og tog og skar tre brede røde Remmer af Ryggen paa ham og strøede Peber og Salt i, og saa i Ormegaarden med ham.
Da det led om en Stund, vilde Askeladden i Veien og gjæte Kongens Harer, og det sagde han til Kallen; han syntes, det kunde være saadant passe Arbeide til sig at fare i Skov og Mark og bort efter Jordbærbraaterne og ræke efter en Flok Harer og ligge og sove og lade sig i Solbakkerne stundomtil.
Kallen mente det, at der nok kunde være Arbeide, som passede bedre til ham; gik det ikke værre, saa gik det vist ikke bedre med ham, end det havde gaaet Brødrene hans; den som skulde gjæte Kongens Harer, fik ikke drage sig som en Daustok med Blyladder paa eller som en Flue i en Tjærekost; og naar de tog til at skjene i Solbakkerne, blev det anden Dands end at fange Lopper med Vaatter paa; den som skulde slippe fra det med hel Ryg, fik være mere end leug og let, og flyve maatte han værre end et tørt Skind og en Fugleving.
Ja, det fik ikke hjælpe, hvorledes det var, sagde Esben Askelad; han vilde til Kongsgaarden og tjene Kongen, for nogen ringere Mand vilde han ikke tjene, sagde han, og Harerne skulde han nok gjæte, de kunde vel ikke være Stort værre end Gjeden og Kalven; saa tog Askeladden Skræppen paa Nakken og labbede ned over Bakken.
Da han havde gaaet langt og længer end langt, saa han tog til at blive rigtig sulten, kom han til den gamle Kjærringen, som stod med Næsen i Vedkubben og rykkede og sled og vilde løs.
»God Dag, Gamlemor,« sagde Askeladden, »staar Du der og bryner Næsen Din, Din Stakkars Krok Du er?« sagde han.
»Nu har ikke Nogen kaldt mig Mor paa hundrede Aar,« sagde Kjærringen, »men kom nu og hjælp mig løs og giv mig saa Lidt at leve af, for jeg har ikke havt Mad i min Mund i al den Tid, saa skal jeg gjøre Dig et Morstykke igjen,« sagde hun.
Ja, han syntes nok hun kunde trænge til baade Mad og Drikke da, sagde Esben Askelad.
Saa kløvede han Kubben for hende, saa hun fik Næsen ud af Vedsprungen, og satte sig til at æde og delte med hende, og Kjærringen havde god Madhug, det kan En nok vide, saa hun blev ved Broderparten af Nisten.
Da de vare færdige med det, gav hun Askeladden en Pibe, som var slig, at naar han blæste i den ene Enden, saa spredte det sig til alle Kanter det som han vilde have bort, og naar han blæste i den anden, saa sankede det sig sammen igjen; og om Piben blev borte eller kom fra ham, saa fik han den igjen, bare han ønskede den tilbage. Det var meget til Pibe, tænkte Esben Askelad.
Da han kom til Kongsgaarden, tog de ham til Gjæter strax, det var ikke ondt om Tjeneste der, og Kost og Løn skulde han have, og var han istand til at gjæte Kongens Harer, saa ingen kom bort, skulde han kanske faa Prindsessen ogsaa, men kom der bort nogen af dem, om det saa ikke var mere end en Hareunge, skulde de skjære tre røde Remmer af Ryggen hans, og Kongen var saa sikker paa det, at han gik bort og brynte Kniven med det samme.
Det skulde være en smal Sag at gjæte disse Harerne, mente Esben Askelad; for naar de gik ud, vare de mest saa tamme som en Faareflok, og saalænge han var i Fægaden og i Hjemhagen, havde han dem ogsaa i Flok og Følge, men da de kom op under Skovaasen, og det led til Middags, saa Solen tog til at brænde og skinne i Braater og Lier, tog de paa at skjærpe og skjene bort mellem alle Haugene.
»Eia mei da! hei, vil Du gaa!« skreg Esben Askelad og blæste i den ene Ende af Piben, saa de foer til alle Verdsens Kanter, og borte var de. Men da han kom frem paa en gammel Kullebund, saa blæste han i den anden Ende paa Piben, og før han vidste Ordet af det, var Harerne der og stod i Række og Rad, saa han kunde se dem over som en Trop Soldater paa en Exercerplads. Det var meget til Pibe, tænkte Esben Askelad, saa lagde han sig til at sove bort i en Solbakke og Harerne skjenede og skjøttede sig selv til Kveldstid; da blæste han dem Sammen igjen og kom frem til Kongsgaarden med dem som med en Faareflok.
Kongen og Dronningen og Prindsessen med de stode i Svalen og undredes paa, hvad dette var for en Karl, som gjætede Harerne, saa han kom hjem med dem igjen, og Kongen talte og regnede dem og pegte med Fingeren og regnede dem igjen, men der var ikke borte saa meget som en Hareunge engang. »Det var Gut det!« sagde Prindsessen.
Den næste Dagen foer han til Skovs og skulde gjæte igjen, men som han laa og ladede sig i en Jordbærbraate, sendte de Stuepigen i Kongsgaarden bort til ham, for at hun skulde faa Rede paa, hvorledes det gik til, at han var Karl for at gjæte Kongens Harer saa vel.
Han tog frem og viste hende Piben, og saa blæste han i den ene Enden, saa de foer som en Vind bort over alle Hauge og Aaser, og saa blæste han i den anden, saa de kom travende hjem paa Braaten og stod paa Række og Rad igjen.
Det var en artig Pibe, syntes Stuepigen; hun skulde gjerne give hundrede Daler for den, om han vilde sælge den, sagde hun.
»Ja, det er meget til Pibe,« sagde Esben Askelad, og for Penge var den ikke tiIfals, men vilde hun give ham de hundrede Dalerne og en Kys for hver Daler, saa skulde hun faa den, sagde han.
Ja da, det skulde hun gjerne gjøre; hun skulde gjerne give ham to for hver Daler og Tak til.
Saa fik hun Piben, men da hun kom frem til Kongsgaarden, var Piben borte, for Esben Askelad havde ønsket den til sig igjen, og da det led til kvelds, kom han hjem med Harerne sine som med en anden Faareflok, og alt det Kongen regnede og pegte og talte, saa hjalp det ikke, for der manglede ikke et Haar.
Den tredje Dagen han gjætede, sendte de Prindsessen i Veien, forat hun skulde faa Piben fra h1m. Hun gjorde sig blid som en Lærke, og saa bød hun ham tohundrede Daler, om han vilde sælge hende Piben og sige hende, hvorledes hun skulde bære sig ad for at faa den vel hjem med sig.
»Ja, det er meget til Pibe,« sagde Esben Askelad, og den var ikke tilfals, sagde han, men det var det samme, han fik gjøre det for hendes Skyld, vilde hun give ham tohundrede Daler og en Kys paa Kjøbet for hver Daler, saa skulde hun faa Piben, og vilde hun beholde den, fik hun passe vel paa den; det var hendes Sag det.
»Det var en høi Pris paa den Harepiben,« syntes Prindsessen, og hun kviede sig ligesom for at give ham Kyssene, »men siden det var i Skoven, saa Ingen saa det eller hørte det, saa fik det skure, for Piben maatte hun have og vilde hun have,« sagde hun, og da Esben Askelad havde faaet det han skulde have, saa fik hun Piben, og saa gik hun og holdt og fingrede paa den hele Veien, men da hun kom til Kongsgaarden og skulde tage den op, var den borte mellem Fingrene paa hende.
Den næste Dag vilde Dronningen selv i Veien og faa fra ham Piben, og hun mente nok, hun skulde have Piben med sig ogsaa.
Hun var mere kneben paa Skillingen og bød ikke mere end femti Daler, men hun maatte lægge paa, saa det blev trehundrede. Askeladden sagde, det var meget til Pibe, og det var et rent Skambud, men for hendes Skyld fik det være det samme; vilde hun give ham trehundrede Daler og en Smældkys paa Kjøbet for hver Daler, saa fik hun have den. Det fik han velmaalt, for paa det Slaget var hun ikke saa prutten.
Da hun havde faaet Piben, baade bandt hun den fast og gjemte den vel til, men det gik ikke hende et Haar bedre end de Andre, for da hun skulde tage den frem, var Piben borte, og om Aftenen kom Esben Askelad hjemdrivende med Kongens Harer som med en veltæmt Faareflok.
»Det er Skrab Alt tilhobe,« sagde Kongen; »jeg faar nok i Veien selv, skal vi faa fra ham denne Skarvepiben; det bliver ikke andet Raad kan jeg skjønne,« og da Esben Askelad var kommen vel til Skovs med Harerne den næste Dagen, saa strøg Kongen efter og fandt ham i den samme Solbakken, som Kvindfolkene havde været i Kastelag med ham.
Ja, de vare fine Venner og vel forligte, og Esben teede ham Piben og blæste baade i den ene og i den anden Ende paa den, og Kongen syntes det var en artig Pibe og vilde endelig kjøbe den, om han saa skulde give tusind Daler for Piben. »Ja, det er meget til Pibe, det,« sagde Esben Askelad, »og for Penge er den ikke tilfals,« sagde han, »men ser Du den hvide Hesten dernede?« sagde han og pegte bort i Skoven.
»Ja, det er min egen Hest, det er Hviten det,« sagde Kongen; den var han god til at kjende selv.
»Ja, vil Du give mig tusind Daler og kysse den hvide Hoppen, som gaar nedi Myren bag ved den store Fureen. saa skal Du faa Piben min.«
»Er den ikke tilfals for nogen anden Pris?« sagde Kongen.
»Nei, den er ikke det,« sagde Esben.
»Ja, men jeg faar vel Lov at lægge Silkelommetørklædet mit imellem,« sagde Kongen.
Det kunde han faa Lov til, og saa fik han Piben og lagde den i Pengepungen Sin, og den stak han i Lommen og knappede vel til for den, og saa strøg han afsted paa Hjemveien; men da han kom til Kongsgaarden og vilde tage frem Piben, var det ikke ligere med ham end med Kvindfolkene, han havde ikke Piben mere end de havde den; og Esben Askelad kom hjemdrivende med Hareflokken, og der manglede ikke et Haar.
Kongen var baade hadsk og harm, fordi han havde narret dem Allesammen og snydt ham for Piben ogsaa, og nu skulde han miste Livet, det var ikke noget at spørge om; og Dronningen sagde det Samme, det var bedst at rette en saadan Bedrager paa fersk Gjerning.
Esben mente det, at det hverken var ret eller rigtigt, for han havde ikke gjort Andet end det, de havde sagt han skulde gjøre, og saa havde han værget Ryggen og Livet sit, saagodt han kunde.
Saa sagde Kongen, at det fik være det Samme, var han god for at lyve det store Bryggerkarret saa fuldt, at det randt over, saa skulde han faa beholde Livet.
Det var hverken noget langt eller vanskeligt Arbeide det, det troede han sig vel til, sagde Esben Askelad, og saa tog han paa at fortælle, hvorledes det var gaaet med ham fra Førsten af; han fortalte om Kjærringen med Næsen i Stubben, og ret som det var, saa sagde han: — »jeg maa Noget lyve ihob, skal Karret blive fuldt,« — saa talte han om Piben han fik, og om Stuepigen, som kom til ham og vilde kjøbe den for hundrede Daler, og om alle Kyssene hun maatte give attpaa borte i Skovbakken, og saa talte han om Prindsessen, hvorledes hun kom til ham og kyssede ham saa vel for Piben, saa Ingen saa eller hørte det borte i Skoveu — »jeg maa Noget lyve ihob, skal Kanret blive fuldt« —— sagde Esbeu Askelad; saa talte han om Dronningen, hvor kneben hun var paa Skillingen, og hvor flongs hun var med Smældkys — »jeg maa Noget lyve ihob, skal Karret blive fuldt,« — sagde Esben Askelad.
»Nu synes jeg, det er temmelig fuldt jeg,« — sagde Dronningen.
»Aa inte,« sagde Kongen.
Saa tog han paa at tale om, at Kongen kom til ham, og om den hvide Hesten, som gik nede i Myren — og om han vilde have Piben, saa fik han — saa fik han — »ja, med Forlov, jeg maa Noget lyve ihob, skal Karret blive fuldt,« — sagde Esben Askelad.
»Holdt, holdt, det er fuldt, Gut!« skreg Kongen, »ser Du ikke, det flømmer over Bredden paa Bryggekarret?«
Saa syntes Kongen og Dronningen, at det var bedst han fik Prindsessen og halve Riget; der var ingen Raad for det.
»Det var meget til Pibe det,« sagde Esben Askelad.