Norsk eller Dansk-norsk?/Anhang
Af »Dagbladets« Redaktionsindlæg i Sagen hidsættes:
Hr. Bjørnstjerne Bjørnson har i den senere Tid gjentagende udtalt sig mod Arbejdet for at indføre et norsk Landssprog i Stedet for det danske eller den Modifikation af Dansk, som kaldes dansk-norsk.
Hr. Bjørnsons Artikler har fundet Imødegaaelse fra forskjellige Kanter. Vi vil her væsentlig indskrænke os til at eftervise, hvad der ikke er stærkt nok belyst i Modindlæggene mod Hr. Bjørnson, nemlig hans Fejlsyn ved Paaberaabelsen af fremmede Sprog og Literaturforhold.
Naar Digteren fremholder for vor Tanke det urimelige i, at Bretagnerne, Gascognerne, Provençalerne og Piemonteserne o. s. v. skulde kunne fremsætte Krav paa Ligestilling for sine Dialekter med det franske og italienske Skriftsprog, glemmer han, at der er samme Forskjel mellem Kravet paa Erkjendelse af Provence og Piemonts administrative og literære Sprogselvstændighed og det norske Landsmaals Ret, som mellem Arbejdet paa et Riges Opløsning og dets Samling. Provence er ikke Frankrige, Piemont er ikke Italien, men Bondelandet det er Norge. Kan der i Frankrige findes nogen bedre Generalnævner end det franske Skriftsprog, i Italien nogen bedre end det nuværende italienske, det førstnævnte udviklet af en Dialekt, der taltes i den uden Sammenligning indflydelsesrigeste Del af Landet, det sidste fremgaaet af en Mundart, der netop holder Middelvejen mellen Syditaliens og Norditaliens Sprog, da vilde Spørgsmaalet om et samlende Maalstræv i disse Lande kunde lade sig drøfte.
Vi vil her ingenting have udtalt om, hvorvidt ikke Bretagnerne (keltisk Sprog), Provençalerne, Piemonteserne, engang skulde kunne finde for godt at ville have sit Sprog anvendt i Administrationen og Skolen, som det aldrig har ophørt at være anvendt i Literaturen. Dette vil de kunne gjøre med Krav paa, at man skal respektere deres Ønske, dersom den Tid kommer, at Egnens Talesprog blir Omgangssproget for dem, der sidder inde med Tidens højeste Dannelse. Allerede nu har det provençalske Maalstræv naaet et Omfang, der har vakt Skræk i Paris.
Det lader sig nemlig ikke godt tænke, at f. Ex. de dannede Folk i Arles, Avignon, Montpellier, Toulouse o. s. v. skulde tale langue d’oc og dette dog ikke faa Udtryk gjennem Bogavlen, Avisliteraturen o. s. v. Det er heller ikke, historisk seet, umuligt, at det provençalske Maalstræv vil kunne lede til praktiske Resultater, naar Oplysningen trænger ned i Massen af Befolkningen i Frankriges sydlige provinser. Provençalsk — i forskjellige Mundarter — var nemlig et administrativt og literært Sprog lige til det 15de Aarhundrede, i Béarn endog til det 17de Aarhundrede. »Provençes Deling i Departementer i 1790« — vi citerer her en udenlandsk sprogkyndig Kilde — »udslettede endelig alle Spor af Landets gamle Forfatning, men Folket bevarer endnu i de bløde Toner, som udmærker dets langue d’oc, en Levning af fordums Uafhængighed, som aldrig vil dø ud.« »Maaske«, heder det videre, »har Literaturen i en langsomt uddøende Dialekt ingen stor Fremtid ivente, men der savnes ikke Exempler af ny Dato, der viser, at der endnu er Levedygtighed i Folkets Sprog.« »Langue d’oc er et Sprog, som endnu ikke har talt sit sidste Ord i Verdens Digtekunst.«
Men for Frankrige som Enhed vil et provençalsk Maalstræv maaske ikke være heldigt, da de Egne af Frankrige, hvor langue d’oc tales, i geografisk Henseende danner en vel afrundet Helhed.
Det katalanske Sprog i Spanien (det, der tales i Barcelona og det gamle Grevskab Cataluna af ca. 2 Millioner Mennesker) er et fuldt udviklet Literatursprog, der bruges i »det line Selskab«, paa Theatrene, i Pressen, i Videnskaben osv. At det skal blive fortrængt af det spanske (ɔ: kastilianske), derom vil der ikke kunne være Tale.
Det lillerussiske Sprog, som forfølges af Regjeringen uden at kunne besejres, vil sikkerlig engang i Tiden komme til Hæder og Værdighed.
Der kan anføres talrige Exempler paa, hvorledes i vor Tid Sprog, der længe har været tilsidesatte som Dialekter, har arbeidet sig op til at blive selvstendige Literatursprog, ikke bare under Kamp med Sprog af forskjellig Stamme, men ogsaa mod nærbeslægtede, som f. Ex. Slovakisk ligeoverfor Czechisk. Udfaldet af Kampen beror paa et Sprogs Livskraft, der igjen beror paa mange forskjellige Forhold. Det irske Sprogs Forsvinden i Irland er et Exempel paa, hverledes Sproget kan være betydeligt mindre livskraftigt end Nationalfølelsen. Det modsatte viser sig i langue d’ocs Forhold til langue d’oui, i Kymrisks Forhold til Engelsk, for at tage to indbyrdes meget forskjellige Exempler, medens man om det katalanske Sprog maaske kan sige, at Nationalfølelsen og Sprogets egen Kraft arbejder Haand i Haand.
Et Sprogs Fremtid beror i væsentlig Mon paa, om de i aandelig Henseende ledende Klasser bruger eller tilegner sig det. Naar den Tid kommer, at vore Bønder rundt om i Landat med Rette vil kunne regnes til den højst oplyste Befolkning, og de endda taler sit eget norske Sprog, da kan det umulig slaa fejl, at Skriftsproget blir norsk. Der maa nemlig være et vist Forhold mellem »det dannede Talesprog« og Skriftsproget.
Dette ved vi fra England, hvor »Generalnævneren« netop var et brændende Spørgsmaal i Aarrækker. Efter Erobringen forsvandt, praktisk talt, den angelsaksiske Literatur, Normannisk-fransk var de herskende Klassers og de talrige Indvandredes Talesprog og altsaa ogsaa, ved Siden af Latin, Skrift- og Administrationssproget. En engelsk Forfatter siger:
»Det franske Sprog i dets normanniske Dialekt blev det eneste Omgangssprog, som kunde bruges i de bedre Kredse (the only polite medium, of intercourse). Det indfødte Maal, foragtet ikke blot som noget ubekjendt, men som Sproget hos en undertvunget Race, blev overladt til Bønder og Trælle (boors and serfs), og blev, undtagen i nogle faa spredte Tilfælde, slet ikke anvendt i Skrift. Det naturlige Resultat heraf viste sig. Da den dannede Generation, som levede paa Erobringens Tid, uddøde, og Sproget ophørte at blive læst og skrevet, mistede det alle sine Ord for de højere Begreber (literary words).
De dagligdagse Ord og Udtryk, hvis Bevarelse er uafhængig af Bøger, levede saa kraftigt som nogensinde paa Folkets Læber; men de literære Termini, de, som vedkom Videnskab, Kunst og højere Dannelse, de dristige Kunstudtryk, de figurlige Omskrivninger i Poesien, glemtes snart. Det praktiske Ordforraad skrumpede sammen til en Brøkdel af dets tidligere Omfang. Og da Engelsk flere Menneskealdre senere atter begyndte at bruges i Folkeliteraturen, var de eneste Ord, som havdes ved Haanden til at udtrykke over Hverdagslivet liggende Tanker, at finde i det franske Sprog, som brugtes af de priviligerede Klasser, der Slægtled efter Slægtled havde siddet alene inde med Kunst, Videnskab, Lovkyndighed og Theologi. Paa Grund deraf følger med enhver suceessiv Brug af det engelske Sprog i Literaturen en stedse stigende Anvendelse af franske Ord til at erstatte glemte engelske, indtil de franske Ord i Chaucers Dage (1350—1400) dannede en vældig Portion af Ordforraadet.«
Videre heder det: »Enhver, som ønskede at have Omgang med de dannede Klasser og tilstedes Adgang til Personer af Rang, Autoritet eller Indflydelse, fandt det nødvendigt, var han end en Ætling af selve Alfred den store, at tale Fransk i godt Selskab og at skrive paa Fransk alt, hvad han ønskede at dannede Folk skulde læse.«
»Det angelsaksiske Sprog blev ikke længer lært i Skolerne og heller ikke talt i de højere Kredse.«
Der var i England en betydelig og værdifuld Literatur paa Fransk, omfattende omtrent alle Hovedgrene af menneskelig Kunst og Viden, medens der lige til Slutningen af det 14de Aarhundrede ikke kunde tales om nogen Literatur paa Engelsk. Præsteskabet var ivrigt for at udbrede Kjendskab til Fransk blandt Folkets store Masse. Det fandt det uheldigt, at Sjælesørgeren ikke skulde blive forstaaet af sit Sognebarn, naar han bragte ham religiøs Trøst paa Sottesengen. Derfor udbredtes der ivrigt franske Smaaskrifter (treatises) blandt Folket. Men de omvandrende Barfodmunke modarbejdede disse Bestræbelser fra Præsteskabets Side. Thi de prækede paa Folkets eget Maal.
Under Henrik III, i Midten af det 13de Aarhundrede, gjordes der et alvorligt Forsøg paa at gjøre Fransk til det engelske Folks eneste skrevne Sprog. Om Forsøget under andre Omstændigheder vilde være lykkets, er ikke godt at sige.
Heldigvis havde Tabet af Normandie i 1204 svækket Franskens Stilling i Landet, da de fransktalende i England fra den Tid af maatte holde sig oppe ved egne Kræfter, med saa meget mindre Hjælp udenfra, som England senere indvikledes i Krig paa Liv og Død med Frankrige. De engelsktalende Bueskytteres (yeomens) glimrende Andel i de (fransktalende) engelske Kongers Sejre over Franskmændene bidrog til at hæve Selvfølelsen hos den engelsktalende Del af Folket, og det kunde derfor ved Overgangen fra det 14de til det 15de Aarhundrede med Rette siges af en samtidig, at »der folkelige Lidenskab for at tale Fransk, som havde her sket før »Stordauen« (grete deth 1348), siden den Tid har gaaet noget tilbage.« Den første betydelige Frugt af Omslaget var, at det under Edward III 1362—23 blev bestemt, at Engelsk (den midlandske Dialekt) skulde bruges ved Domstolene (ved pleadings) istedetfor Fransk. Men det varede længe, før Fransk ophørte at være Administrationens Sprog, og der findes som bekjendt endnu Levninger af Fransk i den officielle Sprogbrug.
At Normannisk-Franskens Indflydelse bortover Tiderne har fremkaldt Resultater, der i en mærkelig Grad ligner dem, der i Norge er fremkaldt af Dansk-Norsken, derpaa vil kunne anføres adskillige Exempler. Der er bl. a. endnu en pudsig Overensstemmelse mellem de franske Familjenavnes Stilling i England og de dansk-tyskes i Norge. Et rent eller forvansket fransk Navn gjør en i England mistænkt for at være af »god Familje«. Men ligesom det nu er længe siden Franskens Herredømme, saaledes indtager de franske Navne ikke længere en saa bred Plads i det engelske Kulturliv, som de dansk-tyske endnu gjør i Norge.
Efterat Forsøget paa at gjøre Fransk til »Generalnævner« var mislykket, foregik der et langvarigt og — mærkelig nok — tildels bevidst Arbejde paa at finde Generalnævneren for de engelske Dialekter. Et kuriøst Exempel paa, hvordan Stillingen var, leverer en Fortale til Caxtons Oversættelse af Vivgils Æneide, trykt 1470, der (oversat) lyder saaledes:
»Jeg tror nok, det ikke vil behage somme Herrer, der før har dadlet mig og sagt, at jeg i mine Oversættelser havde rare Udtryk, som ikke kunde forstaaes af den gemene Mand, og ønskede, at jeg skulde bruge gamle og hjemlige Udtryk i mine Oversættelser. Gjerne vilde jeg tilfredsstille alle, og derfor tog jeg for mig en gammel Bog og læste i den. Men dens Engelsk var saa raat og bredt, at jeg ikke godt kunde forstaa den. Og Mylord Abbeden af Westminster viste mig forleden Dokumenter, som var skrevet paa gammel Engelsk, forat jeg skulde oversætte det til vort Engelsk, som nu bruges. Det var skrevet slig, at det lignede mere Hollandsk (eller Tysk) end Engelsk. Jeg kunde ikke oversætte det eller gjøre det forstaaeligt. Vort nu brugte Sprog er svært forskjelligt fra det, som blev brugt og talt, da jeg blev født. For vi Engelskmænd er født under Maanens Herredømme; den er ikke uforanderlig, men stedse varierende, tiltagende til en Tid og aftagende til en anden. Og det almindelige Engelsk, som tales i et Grevskab, er forskjelligt fra det, som tales i et andet.«
Caxton fortæller derpaa en Historie om nogle Kjøbmænd, som kom fra en Kant af Landet til en anden. Vi giver ham selv Ordet igjen:
»En af dem ved Navn Sheffelde, en Klædeshandler, kom ind i et Hus og spurgte efter Mad (nu = Kjød) og bad særlig om Æg, og den gode Kone svarede, at hun ikke kunde tale Fransk. Kjøbmanden blev vred, for han kunde heller ikke tale Fransk, men vilde ha havt Æg, og hun forstod ham ikke. Tilsidst sagde en anden, at han vilde have Æg (han brugte her et andet Dialektord). Da sagde den gode Kone, at hun forstod ham. Ak, hvad skal man skrive nutildags, egges eller eyren? Visselig, det er vanskeligt at stille enhver tilfreds paa Grund af Sprogets Forskjellighed og Forandring. For nutildags vil hver Mand, som har nogen Anseelse i sit Land, udtrykke sig paa en saadan Maade og med saadanne Ord, at faa vil forstaa dem. Nogle agtværdige og store Lærde har været hos mig og bad mig om at skrive de rareste Udtryk jeg kunde finde. Og saaledes staar jeg hjælpeløs mellem det enkle, det raa og det rare. Men efter min Mening er det lettere at forstaa dagligdags brugte Udtryk end det gamle Engelsk.«
Ja den Generalnævneren, den har nok voldt Hovedbrud før.
Men Vanskeligheden har ikke vist sig større, end at den kunde overvindes.
Da det danske Sprog staar det norske meget nærmere, end Fransken stod det angelsaksiske, vil Udviklingen selvfølgelig gaa noget anderledes hos os, saa meget mere, som Tiderne nu er andre, og vor Sproghistorie fra det 15de til det 20de Aarhundrede vil se anderledes ud end Englands fra det 11te til det 15de Aarhundrede. Men det tør antages, at det danske Sprogs Afløsning af Norsk vil gaa for sig efter hvert som den norsktalende Del af Folket faar den Indflydelse paa Kulturlivet, som staar i Forhold til dens Talrighed, og det vil den faa med den stigende Oplysning. Der lægges derfor ogsaa med rette Vægt paa Barnets Maal i Skolen.
Vi tror ikke, at det norske Skriftsprogs endelige Form blir netop det nuværende Normalmaals. Naar Forholdenes Udvikling har ledet til, at Norsk blir vort eneste Literatursprog, vil Sprogformen uden al Tvil bli saa enkel, grej og letvindt, som Tiden kræver. Man bør ikke fæste sig ved, hvad der skrives nu. Men alt det paagaaende Arbejde er et Led i Sprogdannelsen, og Brugen af det saakaldte Normalmaal et overmaade vigtigt Led.
(I et Svar til senere fremkomne Artikler af B. B. og K. Knudsen anføres:)
Først faar vi dvæle lidt ved de moralske Formaninger, som henvendes til Landsmaalets Venner. Disse beskyldes for at være fanatiske og behandle Sandheden paa en saa ejendommelig Maade, at den hos dem bliver en Sandhed af meget tvilsom Art. Vi maa tilstaa, at vi i hvad der anføres til Støtte for denne Karakteristik nok har fundet det godtgjort, at Fejltagelser har fundet Sted — men ikke et eneste Bevis for, at her foreligger en bevidst Forvanskning, der berettiger en Udtalelse, som den, at »Bondemaalstræverne« ikke lar sig nøje »med den Fremgang, de Sejre, som de kan ha med Ret og Sandhet, men maa idelig ha noget mere«.
Det vilde bli for vidtløftigt her at gjennemgaa alle Punkter. Vi skal holde os til et Par, der sandsynligvis betragtes som de mest graverende. For Hr. Knudsen ser det ud, som om »Fedraheimen « og »Kristianiaposten« med Forsæt har forfalsket Referatet fra Debatten i Storthinget om Maalkurserne. De har nemlig ikke berettet, at Sæter, Akre og Drevland udtalte sig for det dansk-norske Stræv og for det alene. Derimod har de opført det ene Blad de to og det andet alle tre blandt dem, der talte for Bevilgningerne. Alle, der kjender noget til Avisforhold, vil dog vide, at denne Fejltagelse laa nær, saasom de alle tre stemte for den foreslaaede Bevilgning til Maalkurser.
Paa samme Maade forholder det sig selvfølgelig med »Fedraheimens« Bemærkning i Anledning af Alfred Eriksens Paastand om, at Landsmaalets Venner lærer, at »Formerne er Hovedsagen ved Sproget. I denne knappe Form var nemlig Maalmændenes Opfatning bleven saa ensidig tilspidset, at det var rimelig, »Fedraheimen« ikke kunde kjendes ved den. Som det saa ofte gaar, kom da Bladet paa sin Side til at begaa til spidsede Overdrivelser.
Hver Gang der fra Landsmaalsmændenes Side drages Sammenligninger med Udlandet er navnlig Bjørnstjerne Bjørnson ude og raser over disse som listige »Kunster«, »en Skam« osv. Nu ved vi alle, at den mekaniske Lighed ikke findes i den organiske Verden. Endog Bladene paa et og samme Træ er ikke saa lige, at der ikke kan disputeres om dem. Endnu mere gjælder det oppe paa den menneskelige Kulturs Enemærker, at Ligheder og Uligheder kan vurderes paa forskjellig Maade. Men derfor har ingen Ret til at beskylde en anderledes vurderende for skammelige Kunster. Sker det ofte, opnaar man bare at gjøre sin egen Samvittighed mistænkt, ikke som var man bevidst uærlig, men som talte man om Ting, ens egen Samvittighed sa, man ikke kjendte rigtig til. Det vilde derfor ikke alene være mest dannet, men det vilde være i Diskussjonens, Sandhedens, Sagens, Udviklingens Interesse, at man ikke satte sig paa det moralske Dommersæde, uden hvor det var uundgaaeligt nødvendigt. Det kan friste til Efterligning. Den dømte kan tage Repressalier hos den selvkaldede Dommer og Sagen glemmes over personligt Kjævl.
Der er Lærdom at hente fra Sproghistorien, selv fra Englands og Belgiens. Naar Exemplerne anføres, saa mener man ikke derfor, at Ligheden er fuldkommen eller endog udpræget. Nægtes kan det dog ikke, at der er megen Lighed mellem vort »Bondemaalstræv« og det nu saa vidt fremskredne katalanske Sprogstrævs Forhold til Spansk (kastiliansk), Plattysken til Tysk, og Provençalsken til Fransk, men der er ogsaa adskillig Ulighed paa Grund af sociale og politiske Forhold. Dog ikke større end at man har Ret til at pege paa Ligheden, naar der siges, at den europæiske Udviklingsstrøm fører bort fra en Maalrejsning som vor.
Der kunde ogsaa være Grund til at minde om, at Dansk i lange Tider har været Skriftsprog i Sverige — Gustav Wasa skrev sine Breve paa Dansk — indtil den svenske Bibeloversættelse, optaget uden positivt Hensyn til Dansken, men derimod med Henblik til Gammelsvensk og derfor vel meget med Bevidsthed antikiseret, bragte Svensken frem igjen ved Midten af Aarhundredet. Imidlertid havde endel svenske Bygder — ikke Skaane og andre sydsvenske, der var danske, men ægte svenske — gjort sig saa fortrolige med den danske Bibel, at de næsten gjorde Oprør, da deres Regjering vilde indføre den svenske (ligesom de danske Slesvigere i sin Tid mod den danske Bibel).
Vi er forberedt paa her at mødes med den Indvending, at dette skede for nogle hundrede Aar tilbage. Vi skal derfor tage et Exempel fra Nutiden: Slovakisk overfor Czekisk. B. B. har rigtignok nedlagt sit Interdikt mod Benyttelsen af dette Exempel. Men vi vover det alligevel. Thi han kjender ikke Forholdene. Han lægger Vægten paa, at Slovakerne bor mellem fremmede Folk og slutter deraf, at de i meget har gjort en anden Vej end Czekerne. Dette er nu kun delvist sandt. Endel Slovaker bor i Mähren, hvor Sproget forresten er Czekisk.
Slovakerne er ifølge Johnstons og Berghaus’s »physikalske« Atlasser og efter andre Kilder et Folk paa ca. 2 Millioner. De bor i det nordlige Ungarn og en liden Snip af Mähren fra Pressburg og Marova i Vest til Byen Ungvar i Karpaterne i Øst. De er for en stor Del Protestanter, helt fra Reformationens Tid, og har saaledes i halvfjerde Aarhundrede havt Gudstjeneste i et Sprog, der skulde gjælde for deres Modersmaal, ligesom Dansken hos vore Bønder. Dette Sprog, som indtil den senere Tid indtog denne Stilling, var Czekisk, Hovedsproget i Bøhmen og Mähren. De to Sprog ligger hinanden noget nærmere end Svensk og Dansk. Vi tror saaledes, at det maa indrømmes, at Ligheden mellem norsk og slovakisk Maalrejsning er stor. B. B. vil vel ikke nægte, at det han kalder vort Fællesmaal ialfald har dansk Oprindelse. Norske Bønder og Slovaker har altsaa det tilfælles, at de i lange Tider har til sit officielle Maal havt en nærbeslægtet Mundart.
Det slovakiske Maalstræv har da ogsaa vakt samme Forbitrelse som vort og er bleven mødt med den samme Kritik.
Den store slaviske Sprogmand, Miklosich, siger i Fortalen til sin »Vergleichende Grammatik der slavischen Sprachen«, Leipzig 1852, om Forholdet mellem Czekisk og Slovakisk: »Saa vigtig end denne Dialekt af Czekisken er for Sprogforskeren, saa meget er det at beklage, at Slovakerne i vore Dage stræver for at hæve den til Skriftsprog.« Og Miklosich klager over den Tid og Kraft, som bortkastes paa dette unyttige Stræv.
Samme Klager som hos os.
Et Snes Aar senere havde Slovakisk hævet sig til Literatursprog for de to Millioner Slovaker med 4 Aviser, Bibeloversættelse og adskillig anden Literatur.
Gaar det ikke samme Vej hos os?
Man bør ogsaa lægge Mærke til, at Slovakisk her ansees for en Dialekt af det konkurrerende Czekisk, medens ingen falder paa at kalde de norske Bygdemaal for Dialekter af Dansk, — i det højeste skandinaviske Dialekter, hvilket vilde have sit Sidestykke i Betegnelsen »Vestslavisk« for Slovakisk. Men Miklosich kalder det ikke saa, men en czekisk Dialekt.
Til Trods for dette nære Forhold mellem Slovakisk og det gamle czekiske »Fællesmaal« gik ikke Slovakeren den Vej at forsyne Czekisken med slovakiske Ord. De rejste sit eget Maalføre til Skriftsprog.[1]
Om Forholdet mellem Norsk (Bondemaal), Dansk og Svensk kan der tvistes. Der er gode Grunde for at betragte dem som Dialekter af et — tænkt — skandinavisk Fællessprog, men der er mindst ligesaa gode Grunde for at opstille dem som tilhørende tre forskjellige Sprog. Ligesaalidt som det i Zoologien er let skarpt at begrænse Forskjellen mellem Varieteter og Arter — hvad den ene Forsker har betragtet som to Varieteter af samme Art har en anden behandlet som to Arter —, ligesaalidt kan man i Sprogvidenskaben i alle Tilfælde uden Vanskelighed sige, hvad der skal betragtes som Sprogvarieteter (Dialekter af samme Sprog) og som Sprogarter (selvstændige Sprog). F. Ex. Portugisisk betragtes nu af alle som et selvstændigt nationalt Sprog. Men da »den portugisiske Literaturs Fader« Camoens skrev sit bekjendte Os Lusiades paa det samme Sprog som det nuværende Portugisiske, sa han, at »han vil besynge de portugisiske Helte i vort skjønne spanske Sprog.« For ham stod altsaa Portugisisk (Galicisk) som var Societetens Sprog der, som spansk Maalføre, og dog er det nu Mediet for en temmelig forskjellig Nationalitets Aandsliv.
Vi mener ogsaa, at det praktisk er ligegyldigt, enten man opfatter en Mundart som »Maalføre« eller »Maal«, »Dialekt« eller »Sprog«, naar blot »Dialekten« eller »Sproget« er kommen til den Selvbevidsthed, at den (eller det) vil frem.
Selve det Knudsenske Maalstræv er jo et Vidnesbyrd om, at han og hans Tilhængere anser Forskjellen mellem Dansk og Norsk for at være saa stor, at den har praktisk Betydning. Knudsens Skrifter vrimler jo ogsaa af Udtalelser i denne Retning. Og Bjørnson foreslaar i »Syn for Sagn« flere danske Ord afløst af norske.
Praktisk er man altsaa i Maalsagens to Hovedlejre enig om, at der er Forskjel paa Dansk og Norsk. Det er kun om den rette Vej til et norsk Fællesmaal, at de tvister.
Her lægger Knudsen og hans Mænd den væsentlige Vægt paa Ordforraadet, medens man fra den anden Side fremhæver Sprogets Former. Knudsen mener rigtignok, at han har fundet, hvad han kalder den landsgyldige Udtale. Men er dette mer end et fromt Ønske? Lyder i den levende Tale f. Ex. de haarde Konsonanter i Flertallet af de dannedes Mund? Eller er det ikke blot et Mindretal, der siger f. Ex. »hate«? Og »Sanhet«, »Kjærlighet« og i det hele dette »het«, hvor mange er det, som bruger det? Under Nils Wichstrøms Ledelse af Bergens Scene blev Knudsens » landsgyldige Udtale« strængt fulgt. Men »Spraak«, »hate« og »het« vakte Anstød der, hvor man taalte »Bok«, »mate« og »lage«. Sandheden er den, at Societetens Tale, selv blandt de yngre, der med Bevidsthed søger at følge Knudsens Princip, endnu er inkonsekvent.
Imidlertid er det som sagt paa Glosernes, Ordenes Norskhed, at Knudsen lægger Hovedvægten. Han har, saavidt vi har opfattet ham, omtrent ment som saa: vort Skriftsprog kan ramme alle disse Ord. Der er intet ivejen for paa den Maade at faa et fuldstændigt norsk Sprog med bare norske Ord.
Herpaa har man saa svaret fra den anden Side: Nej, det nytter ikke, det er fremfor alt Formerne, det kommer an paa. Oprindelig hed det ikke saa i Landsmaalets Lejr. Ivar Aasen lægger i Theori som Praxislige megen Vægt paa Glosernes som paa Formernes Ægthed. Alle kjender hans Digt »Lovtale over Kulturen« med dets Haan over den stærke Brug af Fremmedord.
Yngre Maalmænd har dog, som fremhævet af Knudsen, gjort Formerne til det ene bestemmende. Saaledes har Stipendiat Ross sagt: »Sprogets Aand er i Formen, Ordformen, Bøyningsformen, Sætningsformen.« Han har her givet Tanken et noget ensidigt tilspidset Udtryk. Privat har han udtrykt den saaledes: »Det er Formen, Ordformen, Bøyningsformen, Sammensætningsformen, Sætningsformen, Periodeformen, Idiomet, Stilen — og ikke Gloserne (der er Materien), som gjør Sproget.«
I Hovedsagen tror vi ogsaa, at Ross har Ret. Professor Bugge kalder paa sine Forelæsninger Angelsaxisken ligetil Oldengelsk, aldeles ignorerende Engelskens franske Gloseforraad. Hvad der gjør Italiensk, Spansk, Fransk osv. til forskjellige Sprog, er dog vel ikke de stakkars græske Gloser i Italiensk, de arabiske i Spansk og de germanske i Fransk, men det, at de har udformet det samme Stof, det fælles latinske Modersprog (med dets Gloser) hver efter sin historisk udformede nationale, legemlig-aandelige Konstitution.
at han saa stærkt har betonet Glosernes Renhed. Det har megen praktisk Værdi for Folkets Fremgang i Oplysning. Vi synes, at Landsmaalets Mænd her har meget at lære af ham.
I det hele er det Knudsens Fortjeneste, at han oprindelig gik ud fra den levende Tale eller mente at gjøre det. Senere er ogsaa han begyndt at »lage«. Men »Landsmaalet« er her, efter vor Opfatning, ikke saa fri for »Laging«, som hans Dansk-Norsk. Vi mener, at det var et skjæbnesvangert Fejlgreb, at man ikke i Ly af de netop samlede telemarkiske Folkevisers Autoritet rejste dette Bygdemaal til Skriftsprog. Man havde her en central Dialekt og man stod paa Livets egen Grund. Isteden opstillede man, greben af den romantiske Aandsretnings Beundring for det gamle, en ny Sprogform, der gav et urigtigt Indtryk af de norske Dialekter, lod dem se ældre ud end de var, dækkede over det norske Sprogs Udvikling fra et konsonantisk til et vokalisk Maal o. s. v. Under dette Fejlgreb har vort »Bondemaalstræv« lidt og lider det den Dag i Dag.
Her er ogsaa Grunden til, at vi — som vi før har fremhævet — ikke tror, at Landsmaalet blir Fremtidens Fællesmaal. Vi er enig med Garborg i, at det fælles Maal har vi ikke, det er det, vi skal naa.
Men det Sprog, som Bjørnson og Knudsen skriver og taler for, er heller ikke det norske Folks Fællesmaal. Det har aldrig været det og vil aldrig bli det. Dermed vil vi ikke være med paa at frakjende det enhver Norskhed. Oprindelig er det Dansk. Men norsk Aand har arbejdet i det, vore ypperste, vore mest nationale Forfattere har i det skabt Værker, der altid vil staa som norske Mindesmærker. Det har ogsaa herigjennem faaet en ejendommelig, fra Dansk uafhængig Udvikling.
Men det vil, netop fordi det ikke ejer det norske Maals i mangeartede Former aabenbarede Aand, aldrig bli et nationalt Fællesmaal. Fremtidens norske Sprog vil ha de norske Bygdemaals Aand i sig; thi disse er Flertallets Sprog og har udviklet og moderniseret de gamle norske Former.
I begge Maalsagens Lejre arbejdes der imidlertid henimod det Maal, vi nu ikke har naaet: et virkeligt, i Aand og Sandhed norsk Fællessprog. Havde vi et virkeligt »Fællesmaal«, saa havde vi heller ingen Sprogstrid. Vi kan dog ikke se andet, end at det norske »Bondemaalstræv« hertil vil og maa yde de største og væsentligste Bidrag.
- ↑ Tvelyden (Diftongerne) kan det neppe nytte at drøfte med B. B. Han sammenstiller Lyden i roa (roy) med den i Stue, medens alle romanske Filologer henfører den til Tvelydene. Roa udtales ikke i 2 Stavelser som Stue, men i en. Vi har i enkelte norske Dialekter noget lignende, saaledes Geud (for Gud) udtalt i en Stavelse).