Norsk eller Dansk-norsk?/4

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk

Sammenligningerne mellem vort Maalstræv og andre europæiske Sprogkampe kan jo B. B. slippe, naar han vil. Men saa længe han i Kampen mod »Bondemaalstrævet« snakker om, at sligt som Dyrkelse af et Folkemaal til Svækkelse af Landets Kultursprog, — sligt finder ingen Mennesker paa, — saa længe vil han til sin bestandige Ærgrelse bli mindet om, at Maalreisningskampe er et meget europæisk og meget moderne Fænomen, og at Forholdene i andre Maalstrævland ligner vore egne mere end man skulde tro, navnlig hvad Dannelsens Brøl angaar. At Forholdene forresten paa forskjellige Steder aldrig blir ganske ens, skulde være selvsagt; det kan ikke nytte at lade som man tror, at nogen vil sammenligne Dansk og Norsk med f. Ex. Svensk og Finsk i Hensyn paa sproglig Lighed.

Naar B. B. anfører, at i Norge blir Kulturmaalet forstaaet af hver boglært Gut og Gjente i hele Landet, kan man deri være enig, hvis der lægges fornøden Vægt paa Reservationen »boglært«.[1]

Forøvrigt paastaar vi kun, at hver Gut og Gjente vil ha lettere for at bli »boglært«, og vil kunne bli mere »boglært« paa den korte Skoletid, naar Undervisningen foregaar i Barnets eget Maal, d. v. s. i det Maal, som hver Gut og Gjente forstaar uden at være boglært. Og deri er vel ingen uenig.

* * *

Vi disputerte om, hvorvidt det norske »Bonde-maalstræv« var nødvendigt for den norske Bonde; B. B. paastod nei.

Jeg lod en halv Tylvt bondefødte Mænd rykke op som Vidner; de maatte vide det ligesaa godt som Bjørnson. Og de sa jo.

Nu svarer Bjørnson: »Der er ikke den sekteriske Bevægelse til, som ikke blir Kulturens ene rette Hovedvej, hvis de, som lagede Sekten, ogsaa var fuldgode Vidner om, hvor Hovedvejen skulde gaa.«

— Det er sligtnoget, jeg kalder at skvætte over i en anden Gade. Det var jo ikke det, vi talte om.

* * *

B. talte om vort »ikke ganske trygge Naboskab«; af Hensyn til dette skulde vi la være at skrive norsk-norsk, hvorimod vi nok kunde faa Lov til at drive Knudsensk Maalstræv.

Jeg svarte som sandt er, at skal noget kunne gi os Støtte mod Forsvenskning, saa er det den Ting at ta helt Standpunkt i vort eget. Dansken kan vi ikke længer stole paa; den blir mer og mer blandet for hvert nyt Slægtled. Og Knudsens »Dansknorsk« er halvsvensk fra Fødselen, idet den, som Svensken, har haarde Konsonanter, men Diftongerne sammenknebne til Enkeltlyd (Dansk: lege, Norsk leike, Svensk og Knudsen-Bjørnsonsk: leke).

Dette kan. jo ikke B. B. komme fra. Men med »Skadefryd« anfører han en Udtalelse af Prof. Lundell om, at ogsaa Landsmaalet vil føre til Forsvenskning.

Hertil er at bemærke, at naar Knudsens Maal har flere Ejendommeligheder fælles med Svensk end Landsmaalet, saa fører Knudsens Maal ogsaa lettere til Forsvenskning; det kan vi regne ud selv.

Jeg ved forresten ikke, i hvilken Forbindelse Lundell har sagt det af B. anførte; jeg kjender bare hans Brochure »om de svenska folkmålens frändskaper«.

Lundell inddeler her de skandinaviske Dialekter i danske, svenske og »norske eller norrlandske«, ikke efter Landsgrænserne, men efter sproglige Hensyn. De danske (bortseet fra Jydsk) er, oplyser han, de mest gammeldagse (forntrognaste), fordi de har beholdt mest af gamle Endelser: Huset, Solen; kastede, kastet, hvorimod de »norske« eller »norrlandske« Dialekter er mere fremskredne (Huse, Sole (Sola); kaste, kasta). Til de danske Dialekter regner han Sydsvensk; dette stemmer igjen i den Grad overens med det svenske Literatursprog, hvad »Forntrogenhet« angaar, at man kunde tro, bemeldte Literatursprog var smaalandsk (hvad det forresten ikke er); se nævnte Brochure S. 63.

Tænker man sig nu et Skriftsprog grundet paa »norske« Dialekter, der altsaa udgjør en anden, mere fremskreden Sproggruppe, saa skulde vel dette Skriftsprog ikke netop bli ligt Svensk.

Men ikke nok hermed.

Ved »norske eller norrlandske« Dialekter forstaar Lundell de østlandske og trondhjemske samt altsaa Dialekterne i svensk Norrland. Men der er i Norge en Del Bondemaal, som ikke kommer ind under denne Gruppe, men ifølge Lundell maa opstilles i en Gruppe for sig selv; det er Vestlandsmaalene paa Bergenskanten. (S. 50). Men nu er det netop paa disse vestlandske Bygdemaal, at »Landsmaalet« hovedsagelig er bygget; efter Lundell skulde der altsaa bli svært liden Udsigt til, at Landsmaalet og det svenske Fællesmaal skulde, løbe sammen.

Det er nok ikke værdt at bruge den Autoritet heller uden Kritik.

* * *

Forresten har B. B. fundet ud, at hverken Diftongerne eller de haarde Medlyd er norske.

»Sandheden er nok den,« skriver han, »at Tvelydene og de haarde Medlyd er »norske« paa samme Maade som de engang har været baade »svenske« og »danske«, og at somt er slit væk og annet holder paa at slites væk.« »Naar vort Talesprog likesom Svensk (hvor ogsaa Bygdemaalene sitter igjen med Tvelydene) har tapt dem, saa er dette hverken »unorsk« eller »usvensk«, men Fremgangsvejen. De haarde Medlyd stryker nok ogsaa delvis med.«

Det er rigtigt paa en Maade: Tvelyd og haarde Medlyd har engang været svenske og danske saa vel som norske, nemlig paa den Tid, da der endnu ikke var noget norsk, svensk eller dansk. Men saa begyndte Sprogene at differentiere sig (sammen med »Nationaliteterne«), og dette gik vel for sig paa den Vis, at paa de forskjellige Steder blev det gamle Sprog forskjellig slidt og det bortslidte forskjellig erstattet. Paavirkningerne udenfra var jo ogsaa forskjellige. Lundell finder det rimeligt, at dansk blev det mest fremskredne, fordi det laa Kulturen nærmest (andensteds paaviser han jo, at netop de danske (og sydsvenske) Dialekter er de »forntrognaste«, saa her hænger han vist ikke rigtig sammen); Norge, som stod i Forbindelse med Vesteuropa, var nu ikke saa langt fra Kulturen, det heller. Imidlertid blev Resultatet flere forskjellige Dialektgrupper, og naar man nu skal skjelne mellem dem og bestemme Forholdet mellem dem, er der ikke andet at gjøre end at se efter, hvad de har fælles og hvad de ikke har fælles; for de norske Dialekter (overhoved taget naturligvis) i Modsætning til det danske og svenske Nationalsprog er nu engang p — t — k med Diftonger fælles og ejendommeligt.

Men »Fremgangsvejen« fører bort fra dem, siger B. B., bort fra de haarde Konsonanter ogsaa.

Samtidig skriver han tape, slite, stryke, saa det knaker efter, og K. K. og han vil ha alle andre til at skrive ligedan,

— Fremgangsveien? Herregud, saa havde vi jo egentlig naaet frem, før K. K, og B. B. begyndte. Det høieste og fineste, bløde Konsonanter og sammenknebne Diftonger, det er jo naaet i Dansken, og dermed var det ogsaa naaet for os. Helt indtil K, K. begyndte med sit sekteriske Væsen, sit almuagtige, barbariserende Stræv med p — t — k, som de dannede sa de knak Jækslerne over, — helt til da var vi i fuld, anerkjendt Besiddelse, ikke blot af de sammenknebne Diftonger, men ogsaa af disse selvsamme bløde Konsonanter, som B. B. nu siger vi først skal naa i Fremtiden,

Hvorfor i al Verden bekjæmper saa B. B. de bløde Konsonanter? »Har nogen nogetsteds hørt Tale øm, at et Folks Fællesmaal, selv om dets ældre Former tildels holdt sig blandt Almuen, gik bak over igjæn til at bli tyngre, haardere, vanskeligere?« (B. B. i Dagbl. 8de Maj). Og Skrefsrud siger udtrykkelig, at Sprogene ikke udvikler sig bagover, en Sandhed, som ogsaa andre fortræffelige Autoriteter skal ha opdaget. Hvis Fremgangsveien fører bort fra de haarde Konsonanter — og vi var komne bort fra dem —, hvorfor vil saa B. B. ha os tilbage til dem igjen, saa at vi paany skal maatte baske os fremover til de bløde?

Det er i yderste Utrængsmaal. Hele vor Dannelse saa nær som Knudsenianernes ørvesle Sekt skriver fremdeles tabe, slide, stryge og befinder sig vel derved; »Almuen« (»Folket« er i denne Sag bestandig »Almuen«) kan jo ligesaa snart »flytte over« i Dansk med bløde som i Dansk med haarde Konsonanter; ved at beholde de bløde, beholder vi desuden den store danske Læsekreds, som vist i senere Tid begynder at vri sig lidt for B.’s p’er, k’er og andre Rarheder; — hvorfor skal vi saa bakover igjæn til de haarde Konsonanter?

Formodentlig er B. B. alligevel ikke vis paa, at Nordmændene i sproglig Henseende kommer til at følge akkurat samme »Fremgangsvei« som Dansker og Svensker.

* * *

Naar B. B. sidder og afskriver Knudsen om dette med Diftongerne, nemlig at de skal være i Tilbagegang over al Verden, saa synes jeg, han kunde bli opmærksom paa det rare i, at K. K. af germanniske Sprog drar frem til Sammenligning bare Dansk og Svensk, og saa med en Gang hopper over til de romanske. For det er rart.

Nu faar vi se nærmere paa Tingen her. Allerførst vil vi nævne vort eget »Dannelsens Maal«; er det saa vist, at Udviklingen her fører bort fra Diftonger? Jeg synes jeg hører Stein og Bein ret som det er, ja ser det paa Prent sommetider; hvordan er det med B. B. selv? »End Gjeita da om Vaaren!« End naar han er »ute og brøyter?«

Og saa til Udlandet.

Jeg har spurgt en Sprogmand om Sagen; han siger, at Tilbøjeligheden for Tvelyd snarest er voxende i de nyere Sprog. De gamle Diftonger kan være knebne sammen til Enkeltlyd; men saa danner Sprogene nye.

Selv Dansken, der har tabt de gamle Diftonger, har intet havt mod Dobbeltlyden i Nydannelser (Møde — Møje, Veg — Vei, Vedr — Veir osv.) Man forsøger jo at lempe paa Tingen ved efter svensk Mønster at skrive Møje, Vej; det skal liksom ikke se ud som Diftong da; men det blir nu Diftong alligevel; dansk Høi er akkurat ligesaa diftongisk som tysk »Heu«, og »Veien« blir ikke udtalt Vegjen, om der skrives »Vejen« noksaa meget.

Hvad de romanske Sprog angaar, saa er vistnok Latinens Diftonger for det meste sammenknebne; men nye Tvelyd vrimler det af (Italiensk: uomo (homo); Spansk: buena (bona), Duero (Durius), hiero (ferrum); Portugisisk: Douro, udtales Døyro (Durins), madeira (materia); Fransk: rien (rem), bien (bene), pays ɔ: pagense (pagus), roi (reg), loi (leg) osv. osv.[2]

Men tilbage til vor egen Sproggruppe. Der kan vi i denne Sag lære mest, naar vi da ikke, som K. K. og andre Skandinaver, stanser netop ved det lille svensk-danske Sprogomraade og anser det for Verden.

Vi har Hollandsk, som har udvidet langt u og i til Diftonger; »myn« (mijn) udt. mein, huis udt. høys, og som desuden har flere Diftonger, hvori en Konsonant er gaaet op: houd, oud, halt, alt. Saa har vi Højtysk; det har ikke blot beholdt næsten alle sine gamle Tvelyd: Stein, Traum, Heu, men dertil udviklet en Mængde nye: min til mein, Hus til Haus; — alle lange i og u er blit Diftonger. Det tyder ikke paa nogen Trang til at komme bort fra Tvelydene, synes jeg.

Kommer vi saa til det største og mest fremskredne af de. germaniske Maal, det mest moderne af Sprogene overhoved, Engelsk, nemlig, saa finder vi, at dette Sprog, som vistnok har knebet sammen sine gamle Diftonger, for det første lig Høitysken har gjort alle lange i’er og u’er til Tvelyd; det er kjendt nok; for det andet blir, ifølge Sweet, alle lange Vokaler til Tvelyd i Udtalen (Diftonger, ikke blot diftongiske). Heller ikke i England kan man saaledes sige, at »Fremgangsvejen« fører bort fra Brug af Diftonger.

Det gaar op og ned med den Ting; en Tidlang synes Udviklingen at have ført bort fra de brede Dobbeltlyd, men saa er der begyndt en Bevægelse i modsat Retning igjen, saaat hvad Sprogene har tabt af Diftonger paa én Kant, faar de igjen paa en anden.

Det afgjørende Kjendetegn paa gammelt eller fremskredet i sproglig Henseende er Endelserne; jo flere Endelser, jo ældre. (Sml. Lundells ovennævnte Brochure h. 63)[3]. Men i den Henseende er Norsken, som vi har set, mere fremskreden end Dansk og Svensk; selv i Aasens Form, der ellers paa Grund af en romantisk Misforstaaelse har søgt at overdække og bortdølge vort Folkemaals Modernitet, hvorfor ogsaa Udviklingen gaar i Retning af at fjerne alt det kunstige Gammelvæsen, — selv i Aasens Form er Norsken vel saa moderne som Dansk og Svensk.

Jo mere Landsmaalet faar Mod til at kaste de gamle, gilde Greier, det blev overklædt med i en Tid, da man trodde det gjaldt at reise »Fædrenes Maal« istedetfor at reise et praktisk, hjemligt Sprog for vore Børn, — des mere uimodsigelig vil det vise sig, at af de tre skandinaviske Sprog er Norsken med samt sine Medlyd og Tvelyd det ubetinget moderneste.


  1. B. B. og andre Dansknorske klager over, at de har vondt for at læse Folkemaal; værst er det, naar der skrives Dialekt. Ved hvilken særlig Naadegave skulde Landsfolk ha lettere for at læse og forstaa Dansknorsk?
  2. Fra en anden Sproggruppe kan anføres, at Slovakisk (tidligere nævnt som maalstrævende mod Czekisk) har udvidet det oprindelige (og Czekiske) lange u til ou.
  3. Hvor han som Exempel paa forntrogenhet opfører „tøs, tøsen“, — paa Grund af n’et — trods den sammenknebne Diftong.