Norsk eller Dansk-norsk?/3

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk

Alle Ikke-Maalmænd har følgende Argument:

Den Ting at ta i Brug et Folkesprog, som er lidet udviklet, naar man i Forvejen har et Kultursprog, som er mere udviklet, — den Ting er umulig; intet Folk finder paa sligt.

Dertil svarer vi som saa, at vi kan ikke la os skræmme af det Argument. Thi den Ting: at ta et mindre udviklet Sprog, fordi det er Landets eget, og dyrke det ved Siden af, ja til Fortrængsel for det mere udviklede, som Landets Literatur er i, og som Landets Dannelse taler og skriver — den Ting har flere Folk fundet paa, og Tingen har ikke vist sig umulig.

Da skvætter de Herrer over i en anden Gade. De slipper Sammenligningspunktet, glemmer, hvad Talen var om, begynder at ræsonnere ved Siden af. Ja i Belgien, ja — siger de. Der kan sagtens det umulige ske; der er det nemlig nødvendigt.

Hvoraf ved forresten B. B., at det umulige er saa nødvendigt i Belgien? De Fransktalende dersteds synes vist ikke det. De gjør Modstand. De ræsonnerer som saa, at naar Bønderne faar »sit eget Maal« til at »begynde med«, saa kan det være dem nok. Snarest muligt maa de jo over i »vort Maal«, som er Dannelsens; Fransk er jo saa meget mere udviklet end deres eget Vadmelsmaal, deres tarvelige Flamsk. Fra B. B.s Standpunkt skulde der ikke være stort at si paa det Ræsonnement heller.

Nordtyskens Selvopholdelseskamp overfor Højtysken, Provençalsken overfor Nordfransken, Katalonisk overfor Kastiliansk, Slovakisk over Czekisk, alle disse, mest kanske de sidste, har forøvrigt efter hvad jeg erfarer fra sprogkyndigt Hold, større Lighed med vor norske Maalstrid end de Sprogkampe, jeg før har omtalt. Men jeg synes ikke, vi behøver saadanne Analogibeviser. Saa langt som vi nu er komne, kan vi se paa vor egen Kamp, at den ikke er »umulig«. Det er vel det, K. K. og B. B. ogsaa begynder at skjønne; ellers spurgte de ikke saa hysterisk om, hvem der »skal vinne«.

— Jeg sa om Knudsens Maal, som B. B. i senere Tid efterligner, at det er svenskagtigt, fordi det har optaget de haarde Konsonanter (der skiller Svensk og Dansk), men ikke Diftongerne (der skiller Svensk og Norsk). Hvor umuligt det er at si noget imod dette, vil kunne sees af det Svar, B. B. giver; det lyder saa:

»At p — t — k umulig kan skilles fra au — øj — ej, er et Paafund for Lejligheden. I mange hundre Aar har de jo været skilt i Sverige! Ja ogsaa i Danmark som og i vor dannede Tale.«

Det træffer ikke Skaaken engang.

I uklar Forbindelse hermed nævner B. B., at Østerdalen mangler Diftonger, medens Jæderen mangler haarde Konsonanter. Derfor skulde ikke Diftonger og haarde Konsonanter være karakteristiske for Norsk.

Ja det har gamle Knudsen maset med længe —: Regelen kan ikke være Regel, fordi den har Undtagelser.

Hvorfor bruger saa de Herrer selv haarde Konsonanter? Bemeldte Konsonanter mangler jo ikke blot paa Jæderen, men helt østover til Arendal! Skal en Ting være unorsk, fordi ikke alle Dialekter har den, saa er altsaa de haarde Konsonanter ogsaa unorske —?

B. B.s Uvilje mod Maalkurserne har samlet sig i det store Udtryk, at ved dem skal nu vort Skriftsprog »blodtappes med Statshjælp.«

Det maa være blodfattigt, Skriftsproget, hvis det virkelig kan føle disse Kurser saa stærkt.

Skriftsproget raar jo egentlig Grunnen aaleine. Saa godt som alt, hvad der bevilges til Skolevæsenet, til Kirken, til Retsvæsenet, til hele Administrationen, kommer jo direkte eller indirekte Dansknorsken tilgode. Og om der i de sidste Aar bevilges nogle hundre Kroner til Maalkurser, saa skal vi huske, at der ogsaa bevilges nogle hundre Kroner til Støtte for Dansknorsken specielt. Der er nemlig en Del dansknorske Skribenter, som har Forfatterløn, Nogle Jakobiter og Gausdøler vil ovenikjøbet, at der skal lægges Skat paa hele den almindelige Oplysning for disse Forfatteres Skyld.

Og saa taler B. B. om Blodtapning! Jeg synes, Storslæggen kunde bruges med bedre Effekt andetsteds, jeg.

Jeg er forresten imod Maalkurserne, jeg ogsaa. Jeg vil ha Maalundervisningen ordentlig indført ved Seminarierne. Men noget maa vi ha. Vi kan ikke kræve, at de unge Lærere, der ved Seminarierne hjælpes saa vakkert over i »Dannelsens Maal«, skal kunne gaa ud og undervise i »Barnets eget Maal« ofte i fremmede Bygder, uden Spor af Vejledning eller Hjælp,

Altsaa faar vi greje os med »Maalkurser« indtil videre.

— Egentlig skulde B. B. fra sit Standpunkt være ligesaa glad i Maalkurserne som vi. Det, der gjøres til Fordel for Folkemaalet, kan jo ikke efter hans Tro føre til, at »Generalnævneren« blir Skriftsprog; det er umuligt, naturstridigt. Skrefsrud har sagt det: Sprogene udvikler sig aldrig bagover. Alt, hvad der gjøres for Folkemaalet, kan altsaa faktisk kun føre til, at det af B. forfægtede Maal derved »blir rigere og venere«, faar netop den friske og jevne Tilførsel fra Bygdemaalene, som han selv maa ønske! Blodoverførelse altsaa, ikke Blodtapning.

Men det har B. B. ikke husket paa.