Norsk eller Dansk-norsk?/2

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk

Engang skrev B. B. til mig om Maalsagen, at han likte noksaa godt denne lille rislende Fjeldbæk i vor Udvikling. Nu liker han den ikke mer, eftersom den ikke længer vil være bare Fjeldbæk. Den voxer; den tegner til at ville blive Elv. K. Knudsen har i sin sidste Bog til Skræk og Stimulans for dovne Disciple skræmt med, at hvis man ikke tar sig i Agt, vil den kanske endog komme til at blive Elva.

Saa er Bjørnson blit ræd denne lumske Fjeldbæk, som truer med at bli Elv; den er istand til at vaske Gaardene ud under Fødderne paa os og til syvende og sidst dra afsted med alt det dyrkede Land, som i Dalen findes.

Det er Maalkurserne, han denne Gang er efter. Han har ikke noget imod, at Barnets »eget Maal«, som han sætter i Gaaseøjne, bruges ved den første Undervisning, nemlig til at hjælpe Barnet op i Dannelsens Maal (Bonnevies og Hertzbergs Standpunkt); men naar man nu, for at sætte saa mange Lærere som mulig istand til at bruge Dialekterne paa skikkelig Vis, har faat istand disse Kurser, hvor en halvhundrede Lærere og Lærerinder paa en Maaneds Tid faar Besked om det aller væsentligste ved Dialekternes Bygning m. v., — hvad der lettest lader sig gjøre, naar man gaar ud fra »Generalnævneren«, der er blit kaldt saa, fordi alle Dialektformer og Dialektafvigelser ud fra den lader sig forklare, — saa er der Fare paafærde. Der er »Fusk« i Spillet; det er »Maalstræverapostle« man vil opdrage; Statens Penger bruger man lumskelig og falskelig til at opamme et nyt Skriftsprog for, og det skal vi ikke ha noget af. Han søger Hjælp, hvor han tror at kunne faa den. Af Venstre venter han intet; der er bare Uklarhed; noget sygt og ugrejt er kommet ind i en god Sag, et ulyksaligt Bondefangeri, et politisk Hykleri, et ikke ulønnet Vindespil. Saa vender han sig til Højre. Der ved han, at han kan paaregne al ønskelig Mangel paa Sympathi for »Bondens Maal«, og han muntrer Partiet med eggende Ord, som man muntrer en Slagsbror. I gjør ingenting! siger han; Skam at sidde i slig Afmagt! Tænk, ikke engang aarke at tvinge Tilstaaelser frem i Thinget!

Jeg. tror, B. B. er uretfærdig mod Højre i denne Sag. Kan Højre nogen Ting, saa er det den sejge, energiske, uopslidelige Modstand, og har Højre brugt denne sin Kunst nogetsteds, saa er det her. Gang efter Gang, Aar efter Aar, har det taget Maaldebatten op igjen; hver Gang der er en Anledning, begynder de igjen; de Argumenter, som Markus Monrad, Ludvig Daae, Hartvig Lassen m. fl. og nu allersidst B. B. har ført i Marken, fra de allerældste, som det om de middelalderske Rustninger, til det nyeste, Boghandler Husebys Brev, saa kjører de op med dem, hver Gang paany; her om nogetsteds har Partiet gjort sin Pligt, kjæmpet til Blodet. Alle de »Tilstaaelser«, som i denne Sag var at gjøre, er vist ogsaa fremkomne, om ikke netop fremtvungne. Alt er forsøgt, ligetil de af B. B. nu gjenopvarmede Insinuationer om Hykleri, Bondefangeri og Spekulation i Statsrevisorgager; alt, baade nobelt og unobelt, har været forsøgt, og naar det ikke har hjulpet, saa er det ikke Højres Skyld.

— Det er Alvor, naar Bjørnson er ræd Maalkurserne. Det gjælder ved dem, siger han, planmæssig at svække vort Fællesmaal for at opamme et nyt, og denne Sprogdeling kan, mener han, bli farlig nok, eftersom Naboskabet ikke er ganske trygt; han tænker paa en mulig Forsvenskning.

Det er ikke første Gang, den Frygt er kommen frem; jeg har dog aldrig kunnet bli skræmt af den. Jeg synes, at hvis noget skal frelse os fra Forsvenskning, saa maa det være den Ting at ta helt og fast Standpunkt i Landets »eget Maal« (lad det staa i Gaase-øjne da!) og ud derfra arbejde os op et Skriftsprog, som i fuld Inderlighed blir vort. Vi er saavidt skilt fra Danmark nu, at det danske Sprog ikke kan støtte os synderligt; vi er jo alt saa langt komne, at vi ikke længer kan læse en norsk Avis uden at støde paa de naiveste Svecismer (Irgens Hansen f. Ex. har været lej; naar han trodde, han skrev kavnorsk, var det tidt nok »rake motsatsen«[1]. Knudsen-Bjørnsons Maal kan heller ikke hjælpe os; det har jo ingen fast Konsistens. Det er desuden allerede fra Ophavet av svenskagtigt; de haarde Konsonanter uden Diftonger er jo netop det, der karaktiserer Svensk overfor Norsk paa den ene Side og Dansk paa den anden. Tar vi Standpunkt, i Landsmaalet, blir Stillingen ubetinget tryggere; Landsmaalet har for det første indre Selvstændighed, og desuden faar vi Sprogets Kilder og Normer inden Landet selv, hvilket giver den størst mulige Garanti for dets uafhængige Udvikling. Endelig forekommer det mig, at vi ad den Vej maatte kunne faa et Sprog, der blev saa hjemligt for os, at vi kom til at holde af det.

B. B. tror ikke, at det er noget Sundhedstegn; naar man forelsker sig i det Sprog, man er født i. Hertil bemærkes, at der neppe findes noget Kultursprog, som ikke er blit besunget af sine Digtere; ogsaa det danske Sprog har faaet sine Elskovskvad og sine Hymner. Hos os begyndte Literaturen med, at vor første Digter, han, som ellers besang alt, hvad der kunde være det unge Folk kjært og værdifuldt (selv Kongen besang han; det var jo Norges!) — han forlangte et nyt Sprog, et andet Sprog end det han selv skrev i, og det lidt fort: før Aarhundredet gik til Ende. Jeg ved ikke, om det skal forklares saa, at vi er saa meget sundere end andre Folk; der er en Forklaring, som ligger nærmere.

Det eneste nye, jeg finder hos Bjørnson er; Udtrykket »Fællesmaal«; ved at bevilge til Maalkurserne vil man svække vort »Fællesmaal«. Tør jeg bede mig underrettet om, hvad det er for et Maal. Er det det, vi har fælles med Danmark? Isaafald blir det ikke Knudsens, af den Grund nemlig, at de danske selv vil betakke sig for Fællesskabet. Er det det Sprog vi Nordmænd har fælles os imellem? — Isaafald blev det nok ikke Bjørnsons; thi mig vitterligt har den Mand ikke Sprog fælles med noget andet Menneske i dette Land. Han har jo ikke ordentligt Fællesskab med Knudsen engang, og de Par andre æ-Mennesker.

Nej, vi har nok Paradiset foran os her som ellers; vi har ikke et Fællessprog, som vi kan »svække«; men vi har et Fællessprog, som vi med Tid og Arbeide kan naa. Hvis Maalkurserne kan bidrage noget i den Retning, kommer det vist vel med; den »Tilstaaelse« kan Bjørnson faa; den er ellers givet nogle Gange før, og man er slet ikke saa ræd for, at den Hemmelighed skal komme ud i Byen.

— Vi kan ikke naa dette Fællesmaal, mener Bjørnson. Vi kan bare opnaa at gjøre endel Ugagn; det gode, vi tilsigter, blir der ikke noget af; det er umuligt.

Jeg ved ikke, jeg. I gamle Dage »troede« vi paa Maalsagen; nu for Tiden tar vi det mere prosaisk. Vi siger: hvis Landsmaalet viser sig saa leve- og udviklingsdygtigt som det har vist sig hidtil; hvis Bymaalenes Fornorskning herefter skrider frem som før, (og hvis der blir arbejdet saa dygtigt paa Dansknorskens Sprængning og Forvirring, som Bjørnson og Knudsen har arbejdet hidtil), — saa naar vi et Fællesmaal paa Landsmaalets Grund. Hvis ikke, — saa blir vi siddende i den Sprogforvirring, som alt er begyndt, indtil f. Ex. Svensken siger ind paa os og faar Magten; det helstøbte og selvsikre vil nemlig altid være skikket til at faa Magt over det splittede og uselvstændige.

— Men det er i Utrængsmaal! siger Bjørnson, og saa nævner han mig som Exempel, Jeg er »Bevægelsens første Mand«, og endda skriver jeg Dansk bedre end Norsk; have vi mere Vidnesbyrd behov?

Jeg begynder at bli kjed af den Kompliment nu. Allerede Hartvig Lassen sa den Ting, da jeg for ti Aar siden begyndte at skrive om Maalet i »Aftenbladet«, og siden siger de det bestandig, naar de skal sige noget slaaende.

De kunde vel engang begribe, at naar et ikke ganske ubegavet Menneske arbejder energisk i tyve Aar paa at lære et Sprog, saa maa han vel til syvende og sidst kunne det ogsaa. Landsmaalet derimod — jeg har ikke havt en Times Undervisning i at skrive det; det var noget, jeg simpelthen tog mig til, da jeg var 27 Aar; dertil kommer, at Landsmaalet jo i sig selv ikke har den Udvikling endnu som Dansken. Naar jeg saa tiltrods for alt dette har kunnet bruge Landsmaalet til Forfatterskab i alle mulige Kulturemner — Politik, Religion, Æsthetik; og naar jeg ovenikjøbet i dette samme Maal har leveret skjønliterære Arbejder, der staar paa Højde med, og er fuldt saa moderne som det meste af det, der skrives paa Dansknorsk, — saa synes jeg, man deraf burde drage den Slutning, at altsaa kan Landsmaalet bruges til Kulturmaal. Men det finder de ikke paa! Den eneste mulige Slutning, — den drager de aldrig.

Og nu Vinje, som Bjørnson i en tidligere Artikel behandlede paa en Maade, saa jeg ikke gad svare paa det —; han har skrevet uvorrent mangen Gang, det véd vi; men Bjørnson skulde ikke være uvidende om, at der, hvor Vinje dybest og sandest gav sig selv, nemlig i sine Digte, der har han leveret Ting, som er saa »skjære« i Følelsen og saa »høje« i Tanken, at jeg undres paa, hvor Bjørnstjerne Bjørnson i sit »Dannelsens Maal« har overgaaet ham forsaavidt.

Jeg tror ikke, B. B. skulde tale saa høit om »Utrængsmaal«.

Lad hele Maalstræverbanden trine frem, de værste af dem. Der er et Par Bymænd iblandt; dem skyder vi ud som inhabile i dette Spørgsmaal. Og saa mønstrer vi de øvrige: Ivar Aasen, Aasmund Vinje, Olaus Fjørtoft, Ivar Mortenson, Arne Garborg.

De er allesammen bondefødte. De har allesammen passeret Graderne, har Oplysning og Vet som andet Folk, ialfald vil ikke B. B. paastaa andet om Aasen og Fjørtoft. For sin egen Part har de nævnte Mænd ikke »behøvet« noget nyt Maal; de kan — kunde — Dansknorsk allesammen. Ivar Aasen skriver Dansk bedre end nogen her i Landet, og jeg er heller ikke væk altsaa, hvis man kan tro Bjørnstjerne Bjørnson.

Alligevel vidner alle disse bondefødte Mænd, ikke blot i Ord, men i Gjerning, ja i Opofrelse (Vinje fik ikke Digtergage; vore Bøger læses ikke i Danmark), at en Literatur i Folkemaalet er nødvendig, netop af Hensyn til Bonden. En Mængde andre bondefødte Mænd Landet rundt »istemmer«.

Hvor tar saa Præstesønnen B. B. Autoriteten fra til at si det modsatte?

Kan han ikke tænke sig, at der i de nævnte Mænds Oplevelser og Erfaringer er et eller andet, som har tvunget dem ind i den Erkjendelse (der ikke hidtil har været synderlig »lønnet«), at det Sprog, de selv med tung Møje har lært, ikke er det, der er bedst skikket som Oplysningssprog for den norske Bonde?

For min egen Part kunde jeg fortælle og forklare Hr. B., at det er Landsmaalet, som i literær Henseende har været min Redning. Først gjennem det vandt jeg en Form, som var min egen og ikke — som min tidligere dansknorske Stil — kvalmede mig selv ved sin Affektation. Men jeg gider ikke udvikle dette; han er for sint og lej nu til at forstaa det.

Naar Bjørnstjerne Bjørnson sidder i Paris og forestiller sig, hvilket »Brøl af Harme og Haan« der vilde opstaa i andre Land, hvis man der forsøgte med noget saadant som vort Maalstræv, saa er dertil at bemærke, at vi andre ikke behøver at forestille os den Ting; vi kjender Affæren. Vi kjender den fra vor egen Tid og fra vor egen Verdensdel, — fra Ungarn, fra Belgien, fra Finland, fra Smaastater paa Balkanhalvøen. Overalt er der »Brøl af Harme og Haan« — fra dem, hvis Maal tidligere har været det herskende — akkurat som her; og overalt gaar det tidligere undertrykte Maal stadig fremad, trods Brølene og trods Dannelsen — akkurat som her.


  1. „Dagbl.” taler stundom om „vor numere saa svagt strømmende lyriske literatur” eller om at gjøre en Ting paa det eller det Sæt; „Verd. Gang” fortæller om den finansielle Udygtighed, Regjeringen har idagelagt osv. osv.