Norsk eller Dansk-norsk?/1

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk

K. Knudsen og efter ham Björnst. Björnson spør, om det er de norsk-norske eller de dansk-norske, som skal vinde her i Landet. Dertil svares: de kommer vel egentlig til at vinde begge to.

Det Sprog faar Overvægten, som bag sig har de fleste Mennesker og de stærkeste Interesser. Det andet vil faa med akkurat saa meget af sit, som det har været istand til at hævde.

Man kan sammenligne de to Sprog og finde, at det ene er det andet saa og saa overlegent i Udvikling, har en saa og saa meget rigere Bogavl, osv. Men dermed har man ikke afgjort noget. Fransk er ganske sikkert rigere og finere udviklet end Flamsk og har en ganske anderledes gild Literatur; alligevel kjæmper Flamsken sig frem paa Liv og Død, og den vinder frem ogsaa, som vi ser, nemlig fordi der i Belgien er saa og saa mange Mennesker, som for sit vedkommende har mere Brug for Flamsken end for Fransken.

Det er sligt, man maa regne med, naar man vil vide, hvem der skal »vinde« i en Maalstrid.

— Bjørnson vil, som Professor Monrad i gamle Dage, gjerne negte Landsmaalets Udviklingsdygtighed, ligesom han ogsaa siger opigjen den gamle Misforstaaelse om, at »Landsmaalet« var landsgyldigt for mange hundrede Aar siden, men stanste da. Særlig vil jeg gjøre opmærksom paa hans Klager over det plagsomme for ham ved at læse Landsmaal. Han maa oversætte, siger han. Værst er det med »Ivar Mortensons Blad«; det volder ham stor Møje. Sprogets Rhytme besværer ham; det blir tilsidst saa tungt, at han er ude og brøjter. »Og saa blir jeg efterhvert« — fortsætter han — »elendig fattig i det; han (Bladskriveren) har gjort noget ved mig, saa jeg ikke har min fulde Aandsmagt. Akkurat som han kom ind i min lyse Stue og tog ud Vinduerne og satte andre ind, nogen smaa, nogen i Blyrammer og med grøngult Glas. Der paakommer mig efterhaanden en bestemt Følelse af Kulde.«

Skjønt ikke alle Mennesker blir saa angrebne af at læse et fremmed Sprog, kommer jeg dog, ved at læse disse Klagemaal, til at tænke paa, hvad der maa føles og fornemmes af dem, som er opvoxede i Bygdemaal, naar de en vakker Dag skal til at læse dansk-norsk.

Skolen tager dem, naar de er 8 Aar. Og saa faar de med engang det halvfremmede Sprog over Hovedet paa sig som en Hætte.

Da kan det vel hænde, at de ogsaa faar Fornemmelser af Besvær, af at maatte oversætte og ikke kunne, af Vinduer med grønt Glas og af megen Uklarhed. Der blir gjort noget ved dem, saa de ikke har sin fulde Aandsmagt. De skjønner naturligvis ikke, hvad der er i Vejen, men tror, det er de selv, som er dumme. Der gaar Aar væk, før de faar vænt sig til at oversætte nogenlunde sikkert.

Det skulde Bjørnson betænke, og ikke klage fuldt saa sørgeligt for sin egen Part.

Det er saadant noget, som skaber Maalstræv i et Land og holder det oppe. Det nationale ved Sagen har naturligvis ogsaa været stærkt fremme og havt megen Betydning. Vort norske Sprog laa som et nedtraadt Gjærde, syntes man, og man vilde gjerne ha Gaarden ordentligt bygt. Men det praktiske ved Sagen, Oplysningsspørgsmaalet, kommer alle Dage til at veje tyngst.

For Fremtiden kommer det til at veje tyngre end nogensinde hidtil. Nationalitetstanken kan man lægge mere eller mindre Vægt paa; det er en historisk Ide, som har sin Tid. Men hvad Samfundene kommer til at arbejde paa mer og mer, er, at ethvert eneste Individ blir et oplyst Menneske. Et virkeligt oplyst Menneske, ikke bare saadan konfirmationsoplyst. Og da blir Sproget først og fremst et Meddelelsesmiddel, ikke saa meget en Gjenstand for Dyrkelse. Det kommer til at gaa med Sprogenes Penhed og Finhed som det bedst kan. De fleste Mennesker har liden Tid, og meget skal læres; — man kommer til at snakke Dialekt til Ungerne, Bygdemaal, Gademaal, hvadsomhelst, bare man faar dem til at forstaa helt og trygt og faar dem ordentlig med. Vi Nordmænd, som ikke egentlig har noget Sprog at dyrke og tilbede, kan gjerne være dem, der begynder.

Bygdemaal i Skolen! det er Maalsagen for mig. Alle Mennesker i Landet kan bli saa oplyste og grejt tænkende, at vi ikke længer skal behøve at frygte »Bøndernes indrykkende Samfund«.

Fremtiden vil forlange, at intet Menneske skal mangle menneskelig Dannelse, ligesom intet Menneske skal sulte. Det vil være heldigt for de Samfund, som indretter sig paa det kommende i god Tid. Lad os sørge for vore Folkeskoler; lad os begynde at sørge alvorligt for dem. Udstyre dem saa godt som muligt; fjerne saa meget som muligt af alt, hvad der hindrer den knappe Undervisningstids fuldstændige Udnyttelse. Fjerne alt unyttigt Stof altsaa, og saa fjerne al sinkende, besværende Form. Pontoppidan ud, Bygdemaalene ind. Der kan læres utrolig meget paa kort Tid, naar man indretter sig fornuftigt.

Faar vi saa, ved Siden af vor prægtige dansk-norske Literatur, en god norsk-norsk for dem, som maatte foretrække det Sprog, fordi de da ikke behøver at oversætte, saa lad gaa; det kan ikke gjøre noget, bare Menneskene blir oplyste og dygtige. Bjørnson taler om at flytte ud af det ene Sprog og ind i det andet, som man flytter ud og ind af et Hus; saadant sker ikke; men et Par forskjellige Sprogformer, hvoraf den ene tilsidst sejrer, fordi den blir stærkest, eller begge sejrer ved et eller andet Slags Kompromis, det hører til de Ulemper, som et Land faar taale.

Overgangen er jo alt begyndt; Forvirringen er der; Bjørnson har ikke været den, der har hjulpet mindst til. Vi er forlængst i Drift mod et nyt Skriftsprog. Lad os ta det med Ro altsaa og bare arbejde. Er vi Bogmennesker, saa faar vi bruge hver den Form, vi liker bedst, bare vi gjør noget dygtigt.