Norsk aandsliv i hundrede aar (foredrag)

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Naar jeg staar her[1] og skal forsøke paa at efterkomme den opfordring jeg har faat fra Deres formand, — i løpet av en time at gi en oversigt over norsk aandsliv i de sidste hundrede aar, er jeg noksaa meget i vildrede med, hvorledes jeg skal gripe saken an; det kan kun ske gjennem en voldsom forenkling. Jeg har søkt forskjellige synspunkter for at samle den brogede mangfoldighet til et helhetsbillede; tilslut kom jeg til et sted, hvorfra alle kulturbestræbelser, — kunst, digtning, forskning, ja endog religion syntes at løpe sammen i én fremgangslinje mot ett maal, — det hele blev til politik. Der er jeg blit staaende, og herfra ser det ut som Hans Nielsen Hauge, Henrik Wergeland, P. A. Munch, Asbjørnsen og Moe, Tidemand og Gude, Bjørnson, Ibsen allesammen har arbeidet paa det samme, — det samme som man — med mindre talent — kjæmpet henimot i stortingssalen og i regjeringskontorene.

Alle, enten de visste det eller ei, ja enten de vilde det eller ikke, blev tat i historiske kræfters tjeneste, maatte gi sit bidrag til ett stort formaal, til virkeliggjørelsen av Haakons kongstanke: Norge var et rike, det skal bli et folk. Det nye Norges historie — fra 1814 eller litt tidligere og til den dag idag har været en hundredaarig kamp for ytre og indre selvstændighet, og i denne kamp har aandsarbeidet været av den allerstørste betydning. Vi skal ikke glemme eller undervurdere Christian Michelsens bedrift i 1905; men uten Henrik Ibsen var han ikke kommet av flekken.

Fra dette synspunkt tror jeg det skulde gaa an i løpet av en time at si noget om norsk aandsliv i 100 aar, — som der kunde være etslags mening i.

*

Der er perioder i utviklingen, perioder som synes at svare til veksttrinene hos det enkelte individ: fra en tid i ungdommelig eller barnlig selvhævdelse, gik folket gjennem en modningstid av selvfordypelse over i fuldvoksen mandig selvutfoldelse. Med nogen vilkaarlighet gaar det an at anbringe disse veksttrin i begrænsede tidsavsnit paa omtrent 30 aar eller en menneskealder; selvhævdelsens tidsalder fra 1814—45, selvfordypelsens fra 1845—75, og selvhævdelsens fra 1875—1905. Naturligvis er ethvert aarstal voldtægt mot historien, i hvis ubrutte strøm der ikke findes klokkeslæt. Men som arbeidshjælp, som mnemoteknisk støtte er aarstallene likevel næsten uundværlige, og jeg vaager derfor at ordne fremstillingen ind i disse rammer. — Ved siden av et hurtig blik paa de nationale videnskaper — historien og sprogforskningen — holder jeg mig hovedsagelig til digtningen, ikke bare fordi jeg her føler mig mest hjemme, men ogsaa fordi linjerne her træder klarest frem, og fordi digtningen utvilsomt er den vigtigste faktor i vor utvikling; men selv her vil jeg kun faa tid til at dvæle ved nogen springende hovedpunkter.

I.

Den 17. mai 1814 stod vi efter 400 aars avhængighet, politisk, administrativ, aandelig avhængighet, — pludselig alene. Som ved et under kom vi nogenlunde hele ut av den verdensstorm vi var hvirvlet ind i, og som i nogen aar hadde truet med at la hele nationen gaa under med mand og mus. Stormen hadde løsnet os fra vor gamle broder og herre, og vi skulde nu begynde vort eget liv. Men heller ikke dette var uten farer. For det første blev vi knyttet til en ny broder, som ogsaa lystet at bli herre, — og dernæst: avhængigheten av den gamle som gik meget dypere end til det politiske fællesskap, kunde ikke sin med én gang og ved en ydre akt forsvinde.

Og vi var daarlig rustet til den færd som nu forestod os. — Efter strabadserne i stormen var vi ynkelig reduceret, statskassen var tom, faa var de ressurcer vi hadde at øse av, og det politiske barometer viste motbør over hele verden. — Vor opgave var historisk givet, — de klare maal vi hadde at styre mot, var demokrati og national selvstændighet, — grundlovens kjerne. Men i de første aar av vor selvstændighets historie laa Metternichs visne haand over Europas hjerte, — helligalliancens kurs gik stik imot den kurs vi hadde at baute os fremover.

Der var da ogsaa mange nordmænd — og ikke de daarligste — som med modløshet saa paa landets skjæbne i disse første aar efter 1814, — tidens breve og dagbøker er fulde av frygt for at vi ikke skal klare det; men det varte ikke længe; eftersom vi kom ind tyveaarene, slaar tonen ganske om, — istedenfor mistillid — overmod; istedenfor ængstelse — dristighet; istedenfor beskedenhet — selvsikkerhet; og stemningen stiger med aarene, indtil den ved trediveaarenes begyndelse bryter ut i en flom av sterke ord og høirøstet deklamation.

En interessant tid, fordi spirerne til det som skal komme, begynder at titte frem. Alle de historiske motsætninger som hadde ophobet sig i fortiden, og de nye som var kommet til, begynder nu at brytes. Frøerne fra grundlovens blade spreder sig og fæster rot, bonden begynder saa smaat at rykke ind i det historiske lys, det norske sprog kommer med sine første krav, marscherende fra bygd og ind til by, den norske naturskjønhet stiger for første gang ind i nationens bevissthet, den politiske interesse fødes og vokser, — kortsagt: den indre frigjørelse forberedes og kræves med stigende lidenskabelighet.

Et nutidsmenneske som ved studium av tidens aviser, brochurer og literatur har levet sig ind i forholdene og gjort sig samtidig med menneskene, befinder sig ikke ubetinget vel i disse omgivelser. Man føler sig ofte i mindre godt selskap, tonen er ukultivert, samtalen høirøstet og fordringsfuld, den letvinte fordømmelse av motstandere florerer, mens selvkritikken slumrer sødelig; den brautende selvsikkerhet i nogen kredse og den dødsens kjedsommelige stivhet i andre vidner om halvkultur og ferskhet, idéerne er faa og gjentages med en forbløffende mangel paa kræsenhet; har man læst én aargang av en avis, har man læst dem alle; de samme ord svirrer en uophørlig om ørene: Norge, ældgamle Norge, — den gjæve odelsbonde, — verdens frieste forfatning, — Norges urfjelde, — nordmændene sig selv lik, sig selv nok, — de kraftige vadmelsklædte nordboer, — sagaold, — vikingeblod, — Fredriks pjattende by osv.

Jeg anfører et eneste citat som er tilstrækkelig til at gi en forestilling om sindelaget og uttrykkets art. Da kongen 1820 besøkte Kristiania, hilste en unævnt poet i Nationalbladet ham i følgende beskedne ordelag:

Velkommen Drot! til Norges klippeland,
hvor du modtages av et ædelt folk,
hvis barm er trofast som dets marmorfjeld,
hvis arm har malm og kraft som klippens fyr,

hvis mod er kjækt som bjergets stolte elv.
Blandt det end dyd og rene sæder bor;
ti hin fordærvelsens den sterke strøm
som vældig brøt fra syd til nord,
ei overskylled Norges frie fjeld.
Her hævdes troen, lik ærværdig ek,
i sekler fredet til den trættes ly
Som dalens favre eng en ungdomsflok
opblomstrer her, uskyldig, blid og god.
Og huslig lykke trives i vort nord,
som høien lind i dalens lune skjød!
O, lær at kjende dette gjeve folk!
O, hør dets klare, mandig sterke røst,
der klirrer som dets faste bjerges malm.
— — — — — —

*

Saa usmakelig som den ferske selvtilfredshet hos dette slegtled end er, saa blottet for forfinelse, saa raa i sine seder, saa trættende i sine evige gjentagelser, — allikevel, — har man hat taalmodighet til at leve sig sammen med disse mennesker, — man liker dem, man ender med at bli glad i dem. Fordi raaheten ikke har angrepet deres uskyldighet, fordi gjentagelsen ikke i ringeste grad har mattet friskheten i deres begeistring og tro, fordi de med al sin smakløshet og intellektuelle tarvelighet er kjernesunde, ufordærvede, levedygtige. De gjennemgaar vor utviklings slyngelalder og har slyngelalderens feil og dyder. Der er vaar over dem, tidlig vaar. Den første vaar i Norge er ikke ubetinget vakker, den kommer med braak og lurveleven, der følger sørpe og søle med sneløisningen, og det tar lang tid før den tar form og farve og ynde; den henrykker os derfor længe, ikke saa meget ved sin skjønhet som ved sine løfter, om hvis indfrielse vi ikke kan nære tvil.

Slik er denne slegt — larmende og ufærdig i alt, — men svanger med fremtid.

Det varer en stund før slegten finder en tolk, — ikke saa at forstaa at det mangler paa munde som kvæder; men i den avstand jeg har stillet mig, hører jeg dem ikke, — de forsvinder i massen, mens hele opmerksomheten slukes av den kjæmpeskikkelse som omkring 1830 stiger frem for vort øie og dækker hele horisonten — Henrik Wergeland.

Henrik Wergeland — vor store barbariske lyriker, en primitiv som ser alt omkring sig for første gang, med nye øine, — antropomorfistisk, mytedannende; han oplever verdens allerførste tordenveir, det blir til en kjæmpemæssig natfugl som flyver gennem himmelrummet, og med sine sorte, vældige vinger spreder mørke over jorden og med sit gule neb splintrer ekens sterke stamme; — den lunkne sommerregn falder velgjørende paa hans sjæl; han aner hemmeligheten ved dens velsignelse og betror os dens mytologi:

Har engle udspændt sine slør?
Saa fin og sød faldt regn ei for.
De himmelske først op den fange,
at blomsterne ei bliver bange,
at græssets sitren ei forskrækkes
og biens søvn i liljen vækkes
— — — — — — — — — — —

O, aldrig som i denne kveld
av andagt er igjennemstrømt
min sjæl av heftig orgel verden,
som nu av denne spæde torden,
der bruser fra torbistens vinge,
derfor, o milde regn, bliv ved!
— — — — — — — — — — —
Velsignelse du drysser ned.

Han tænker i billeder, i overvældende mængde fosser de ind i hans hjerne, han gir sig sjelden tid til at vælge, det ene billede trænger sig ind i det andet og skaffer sig plads i lange parenteser, som ofte gjør hans digte til et vildtvoksende junglekrat, som der skal taalmodighet til at gjennemtrænge.

En vildmand — som skraalhalsene omkring ham — gaar han braakende gjennem livet, tramper ned, uregjerlig og hensynsløs; men saa kan han pludselig stanse for i øm tilbedelse at bøie sig over den hellige jord og indsuge duften av en anemone i salig henrykkelse over livets betagende aande.

Hans blod ruller voldsommere, hans puls slaar hurtigere end andre menneskers, — med vold vil han indhente fremtiden, han ryster i verdenshistoriens bygning og utbryter med en kjæmpes utaalmodighet: Hvorfor skrider menneskeheten saa langsomt fremad?

Indtrykkene tar magten fra ham, hans stemninger har ham i sin vold, øieblikket sluker ham indtil den fuldstændigste selvforglemmelse. Da rygtet om julirevolutionen kommer til Kristiania, brændte han av længsel efter det sted hvor livet var hetest, og han ilte til Paris saa snart det var mulig. Han kom for sent, der var ingen revolution mere, men han gynget sig med velbehag i dønningerne, veiret hvor gjæringen boblet, tok aktiv del og satte masser i bevægelse. Han sitter paa galleriet i teater St. Porte-Martin, stykket fremmaner Napoleonslegenden — scene for scene — liketil St Helena, hvor den rødhaarede engelske skurk Hudson Lowe piner livet av sit store offer. Wergeland glemmer ganske sig selv, føler som en rasende franskmand hadet mot englænderne gløde i sit hjerte, læner sig utover logen og brøler: A bas les coquins anglais! Det var som at sætte en gnist til en krudttønde, i tusenstemmig ekko brølet hans utrop tilbake: A bas les coquins anglais! A bas les coqiuns anglais!

Wergeland gik — som de fleste av hans slegtled — omkring med en stadig trang til at skrike ut, — til at hævde sig, hans ungdommelige overstrømmende livsfølelse krævet uophørlige utbrud, og heller ikke hos ham antok utbruddene altid tiltalende former, men han var dog et geni, utstyret med den overdaadigste fantasi — han optok i sig alle tidens tendenser og blev i høiere grad end nogen anden i Norges historie sin tidsalders «repræsentative mand».

Henrik Wergeland var søn av en bondefødt prest, og han var opvokset paa Eidsvold, grundlovens fødested; hans hjerterøtter laa dypt bundet i Norges land og var inderlig knyttet til Norges skjæbne. Fædrelandet var den drivende kraft i hans digtning som i hans daad; naar han nævner Norge, vibrerer hans stemme, hele hans stormende troende sjæl er i ordet, med rørende ømhet elsker han det, landet, folket, minderne; trofast staar han vakt om dets ære og selvstændighet, — mot Danmark paa det mindste tegn av gammel avhængighet som ytrer sig, — mot Sverige ved den svakeste antydning av sammensmeltningslyster; selv Karl Johan, av hvem hans fantasi hadde spundet sig et straalende heltebillede, maa stande til rette hvis han vover at forgripe sig paa Norges grundlov, «det kostelige klenodie», eller kommer Norges frihet for nær, «den underglans under Dovrefjeld».

Han trodde paa fædrelandet som han trodde paa livet; hans fædrelandskjærlighet var indvævet i hans religion, hvis indhold i et par ord var: troen paa livet og troen paa Gud i livet; en brændende forvisning om menneskehetens og alt levendes perfektibilitet eller uuttømmelige fremskridtsmuligheter under en guddommelig fornufts aldrig svigtende førerskap. For Wergelands bevissthet stod alle levende væsener knyttet sammen i en ubrutt utviklingskjede, som i en spiralformet linje gjennem myriader av aar hævet sig mot himlen for tilslut at forenes med guddommen i fuldkommen sandhet, frihet og kjærlighet.

Ogsaa heri var han i den dypeste overensstemmelse med sine omgivelser; denne straalende og uskyldige frernskridtsforvisning var legemliggjørelsen eller idealisationen av det norske folks sindstilstand paa et bestemt tidspunkt; denne ungdommelige religiøsitet, hvor syndserkjendelsen er saa forsvindende, mens livsbekræftelsen er alt overdøvende, denne angerløse kasten sig ind i livshvirvelen, det er, slik som den fremtræder hos Wergeland i genial potens, det unge norske folks første selvfølelse med ynglingeaarenes himmelstormende drømme og de vaagnende drifters vælde.

Wergeland har engang skrevet: «Naar jeg undfanget et digt, syntes jeg at min sjæl aandet i en ren, endog kjølig atmosfære, som naar de deilige snestjerner sitter paa kvisten, og man kan se uendelig høit gjennem disse i den dypblaa luft.»

Disse ord gir et uforglemmelig billede av den stemning hvori meget av hans digtning er blit til. De gjælder ingenlunde alt; ikke bare hans liv, men ofte ogsaa hans digtning kunde ose av brynde og forskrække ved raahet.

I de sidste aar kom forklarelsen.

Wergeland som engang sa at han naarsomhelst kunde klatre til himmels paa et spindelvævstraad, han som saa ofte midt under den groveste polemik pludselig forsvandt i en sky for at overraske sine fiender med sin lærkesang fra det høie blaa, Wergeland, hvis kosmiske fantasi stadig løftet ham ut i verdensrummet, hvor han bevæget sig med den samme hjemlige sikkerhet paa Melkeveien som ved Mjøsens bredder, — han stod nu, pludselig og uanet, ansigt til ansigt med døden, — 36 aar gammel.

Han lot sig ikke skræmme; Ikke et øieblik; han hadde nok lyst til at leve, roserne var endnu ikke utsprunget, mangen en gjerning var ugjort og mangt et digt ukvædet; han hadde øieblikke, da han anropte foraaret om at redde ham; foraaret, ti «ingen har elsket dig ømmere end jeg». Men da hverken foraaret eller nogen anden kunde hjælpe, faldt det ham dog ikke et øieblik ind at være saa «naragtig», at han ikke betragtet ogsaa døden som et gode; han hilste med freidighet sin sygdom som sin «salighets april» og nærmet sig syngende det store sprang ind i det ubekjendte.

Der var nok dem som var bekymret for hans sjæls frelse, fordi han ikke i et og alt hadde de rette «meninger»; presten Wexels sendte ham sin «bønnebok», sikkert i den bedste hensigt; men Wergeland remitterte denne «middelalderens gjenganger» med den bemerkning, at han trodde at «finde mere kraft i ett av de blik hvormed han om aftenen med smerte dreiet sig for at lete efter en stjerne».

Det mest betagende ved dette dødsleie er den vidunderlige friskhet som følger ham til det sidste suk, — livsfrodigheten forlater ham ikke ved gravens rand; her er ingen antydning til noget av det som saa ofte gjør avskeden pinlig og smertefuld: ingen omvendelse, ingen anger, intet opgjør — han dør midt i selve livsutfoldelsen, arbeidende til det sidste, taknemmelig over søvnløsheten, der skjænker ham flere timer nu de er saa kostbare. Da han har faat unnagjort det vigtigste, gjør han sig rede til opbrud og sier i rolige, freidige breve farvel til dem han hadde kjær, — tilslut til sine elskede blomster:

Gyldenlak, før du din glans har tabt,
da er jeg det, hvorav alt er skabt,
ja før du mister din krones guld,
da er jeg muld.

Idet jeg raaber: med vindvet op!
mit sidste blik faar din gyldentop.
Min sjæl dig kysser, idet forbi
den flyver fri.

To gange jeg kysser din søde mund,
dit er det første med rettens grund,
det andet give du, kjære husk,
min rosenbusk.

Udsprungen faar jeg den ei at se;
ti bring min hilsen, naar det vil ske.
Og sig jeg ønsker at paa min grav
den blomstrer av.

Wergelands dødsleie er det skjønneste og største øieblik i Norges nyere historie; disse livsfyldte salmer, som med overjordisk renhet klang ut fra en døendes sykeværelse, — like ind i dødens svelg, var indviede og helliggjorte utbrud av det dypeste og værdifuldeste i slegtens sjæl, — den unge overstrømmende følelse av livets magt, den unge straalende tro paa livets fornyelsesevne, den unge uryggelige forvissning om fremskridtets evighet.
II.

Ved Wergelands bortgang blev der stille i landet.

Det var som en fos pludsetig stanset og holdt op at dure.

I denne stilhet hører vi snart nye stemmer. Dog, de var ikke nye, — de hadde ropt længe, vi bare ikke hørte dem, — nu kom de i forgrunden.

De hadde staat omkring fossen og protestert; de opdaget ikke den herlige regnbueglans i fossesprøiten, de hørte kun dens larm og saa kun dens grumsete vande; ti det de krævet var stilhet og renhet.

Nu kom stilheten, det var ikke bare Wergelands bortgang som voldte den; aaret i forveien var Karl Johan død, og med ham den brysomme unionspolitik, som ustanselig hadde revet op i de politiske lidenskaper; hans efterfølger, Oscar I, var en fredsæl mand, av hvem vi ikke behøvde at frygte anfald paa grundloven; de økonomiske forholde var gunstige; patrioterne hadde foreløbig skreket ut, det første larmende selvhævdelsens aar nærmet sig sin ende, — selvfordypelsens arbeide kunde begynde.

Wergeland hadde — stort set — levet i nutiden med ansigtet vendt i utilmodig forventning mot fremtiden; firtiaarenes mænd hadde hovedsagelig sin opmerksomhet optat av fortiden. Fortiden, slik som den aapenbaret sig i folkets historie, — og slik som den endnu levet igjen i fortidslevninger. Wergeland og trediverenes mænd var patrioter og politikere, firtiaarenes betydeligste begavelser var nationale forskere og artister. I denne tid grundlagdes den norske historieskrivning, sprogforskningen, sagn og sangforskningen, eventyrforskningen, den episke digtning, musikken, malerkunsten.

Den mest centrale skikkelse i tiden, den drivende kraft i den nationale videnskap var P. A. Munch.

Man har kaldt P. A. Munch Norges Jacob Grimm. Han hadde ikke alle Jacob Grimms egenskaper, — ikke hans betydelige samlede personlighet, og derfor heller ikke hans storslagne enhet i plan og fremgangslinjer, men han hadde den samme fænomenale hukommelse, den samme utrættelige flid og uoverskuelige lærdom, den samme alsidighet, den samme forskerglæde og opdagerlidenskap og kombinationsevne, og han kunde derfor som Grimm skape en hel ny fædrelandsk videnskap.

Munchs hovedverk er Det norske folks historie. Av dette arbeide faar man et klart indtryk av hans forfatterpersonlighet, hans styrke, saavelsom hans svakheter. Naar man har læst eller bladet igjennem de 8 tykke bind, hvorav over halvparten er amnerkninger trykt med petit, sitter man igjen med billedet av en kjæmpe som har hugget sig igjennem en urskog, men som i hvert øieblik lar sig hefte bort fra hovedveien, fordi han maa bane sti til alle de merkværdigheter som egger hans nysgjerrighet til alle sider.

En midddmaadig historieskriver, — en forsker av Guds naade. Det norske folks historie er ikke nogen bok, men en samling av høist merkværdige avhandlinger og ekskurser, som snart sagt streifer ind paa alle den nordiske filologis omraader. Han har litet av filosofisk samsyn og store kausalitetslinjer, saavelsom av kunstnerisk grupperings- eller kompositionsevne; men hans kritiske skarpsyn i det enkelte er likesaa forbausende som hans stifindergeni; hvor han tar fat, finder han vei og lægger nyt land under sig, og paa de mangfoldigste omraader har han skapt frugtbare begyndelser som har git og endnu gir hans efterfølgere mere end nok at bestille.

Det norske folks historie blev et fædrelandsk monumentalverk av den største betydning, et opbyggelsesarbeide for norsk fædrelandsfølelse. Vore digtere søkte efter nationale emner i dens skatkammere, forskerne fandt viden og opgaver, det historisk interesserte publikum fordypet sig i storhetstidens minder, og selv de som ikke læste boken, hadde den dog staaende i sine hylder og pekte med stolthet paa de mange bind: Saa megen fortid har vi!

Munch var ikke bare den norske historieforsknings ene forvalter i 20 aar; men samtidig hadde han sit blik aapent for alle historiens hjælpe- og grænsevidenskaper; i arkæologi, geografi, mytologi, sprogvidenskap, folketradition, — overalt traadte han støttende og inspirerende til, — gjennem specialavhandlinger, i mundtlige raad, i en utrættelig brevskrivning, — i anmeldelser av alt hvad der fremkom paa disse omraader, anmeldelser som ofte svulmet op til store, originale avhandlinger, som i betydning langt overgik de verker de behandlet.

Omkring P. A. Munch — i sine utgangspunkter for en del uavhængige av ham, men i tidens løp altid paa en eller anden maate i forbindelse med ham, grupperet der sig i firtiaarene og utover — en flok av begavede mænd, som med iver grov i folkedypet for at fremdrage dets skjulte skatte.

Tidligere hadde man næsten ikke hat anelse om at der var noget at finde; selv Henrik Wergeland som dog mere end nogen anden bymand færdedes blandt bønder, var ganske uvidende. Den eneste bok av folkloristisk indhold som var fremkommet, var Andreas Fayes middelmaadige Norske folkesagn (1833). Men i firtiaarene kom det: først Jørgen Moes Samling av sange, folkeviser og stev, saa Asbjørnsen og Moes Norske folkeeventyr, i stadig nye forbedrede og forøkede utgaver, saa Asbjørnsens: Huldreeventyr, — og endelig i 1853: Landstads Norske folkeviser.

Det betydningsfuldeste av disse arbeider var eventyrsamlingen; denne bok, kanske den norske literaturs mest helstøpte, er fremkommet gjennem samarbeide av to høist forskjellige personligheter.

Jørgen Moe, paa én gang dikter og videnskapsmand, artist og æstetiker, gjennemreflekteret og kritisk, planmæssig i sit arbeide som i sin livsførelse, dypt religiøs i sin livsbetragtnirig, men med et fond av frisk oprindelighet i sin sjæl, en vidunderlig samfølelse med ethvert opkomme av folkenaiviteten, fuld av humor og munterhet, i sin ungdom sprættende lystig med kaate indfald og megen lykkelig respektløshet.

P. C. Asbjørnsen, en mere ublandet kunstnernatur, en barnlig epikuræer, glad i altslags godter, — god mat, god vin, smukke piker — og ros; en noksaa usammensat hedningesjæl, meget mere umiddelbar end Moe, men derfor ogsaa mere tilfældig og ujevn; utpræget virkelighetssans med stænk av sund kynisme; naar han turde slippe sig løs og gi sig sin natur ivold, mere saftig i sit penselstrøk og robustere i sit lune end Jørgen Moe; men naar han kom under indflydelse av den fornemme æstetik, — istand til mindre egte literære kunststykker.

Disse to mænd møttes i det fælles gehør for det folkelig oprindelige. De var begyndt at samle paa eventyr uavhængig av hverandre, omtrent samtidig, — Moe litt tidligere end Asbjørnsen. — De var begge paa det rene med at de her var i nærheten av selve folkelynnets kilder, og de indsaa den store betydning det vilde ha at gjøre nationen delagtig i disse gamle, nyopdagede rigdomme.

Opgaven var ikke let, den var paa engang videnskabelig og kunstnerisk; videnskabelig, fordi eventyrene var dokumenter som fremfor alt ikke maatte forfalskes, kunstnerisk, fordi det gjaldt at finde en form som kunde finde veien frem til folket og gjøre dem saa frugtbare for folkefantasien som mulig. — I begge henseender løste de to eventyrfortællere opgaven glimrende; i videnskabelig henseende fulgte de i Grimms fotspor og gjengav eventyrene slik som de forefandt dem paa folkets læber — uten digterisk utsmykning eller fortolkning; i sin fremstilling skapte de noget fuldstændig nyt, som blev epokegjørende i den norske stilfølelses historie.

Utgiverne kunde umulig fortælle eventyrene paa den dialekt hvori de fandt dem, da ingen isaafald vilde forstaa dem; men likesaa umulig var det at gjengi dem paa det gjængse danske skriftsprog, som i hele sin bygning stod i en skjærende motsætning til selve det norske eventyrs aand.

De kom ut av vanskeligheten ved et genialt grep, idet de simpelthen skapte et nyt sprog og en ny stil, et sprog som var saaledes at det uten vanskelighet blev forstaat av alle, samtidig som det var overrislet av folkesprogets ordforraad og gjennemaandet av dets rytme og melodi, saa det ikke paa noget punkt fortrædiget eventyrets indre karakter.

Saa radikalt som grepet var tat, saa var det dog gjort med en genial instinktsikkerhet som lot os føle det nye sprog som en hjemkomst efter en lang utlændighet. I disse korte, fyndige periodeløse sætninger føler vi atter rytmen i vort naturlige aandedræt som en befrielse fra det lange pust det fremmede og trykkende klædebon hadde paaført os.

Asbjørnsen og Moes eventyr blev med engang folkeboken fremfor alle andre bøker i vor litteratur. Det var naturligvis ikke bare sproget og stilen som gjorde det, men fuldt saa meget indholdet. Her fremtraadte i klart lys vort folkelynne i sin oprindelighet, blottet for den fernis som i aarhundreders bykultur hadde bortnivellert de nationale eiendommeligheter; eventyrene blev for det norske folk noget av en selvaabenbarelse.

Den samme længsel efter en hjemligere uttryksform som hadde skapt Asbjørnsen og Moes geniale fortælling i eventyrene, gjorde sig, som rimelig var, med størst styrke gjældende hos bønderne, eftersom de rykket ind i den historiske bevissthets lys. For dem føltes det danske skriftsprog endnu meget sterkere som en tvang, ja rent ut som en hindring paa veien til kultur og oplysning. Der var derfor hos bønderne en ganske naturlig og historisk begrundet behov til at faa bruke det sprog som levet paa deres læber.

Den mand som paatok sig at tilfredsstille dette behov, var Ivar Aasen, en genial bondegut fra Søndmør, som gjennem trange livsvilkaars næsten uoverstigeige hindringer tilkjæmpet sig den lærdom som var nødvendig for hans sproggenis utfoldelse. Han blev landsmaalets far. Hans ræsonnement kan i yderste korthet gjengives saaledes: det sprog som skrives i Norge, saavelsom det som tales i byerne, er dansk; nordmændene mistet sit skriftsprog i dansketiden; men sproget døde ikke, det er endnu lyslevende i bygdernes talesprog. Dette er ganske vist — av mangel paa et sammenbindende skriftsprog — i tidernes løp blit splittet i mangfoldige bygdemaal; men den indbyrdes forskjel er ikke større end at alle dialekter lar sig samle i en fælles generalnævner — et landsmaal. Dette maal var det Ivar Aasen bygget i sine to sprog videnskabelige storverk: Norsk grammatik (1848) og Norsk ordbok (1850), og paa disse to verker er det den senere landsmaalsbevægelse og dens literatur har bygget indtil den dag idag.

Ivar Aasen bygget hovedsagelig paa de dialekter som sterkest nærmet sig oldsproget, og han kittet med oldnorsk; han hadde som P. A. Munch — og som tiden i det hele — et romantisk sværmeri for alt hvad der var gammelt, og hans pragtfulde bygning har faat noget av et restaureret monuments mangel paa organisk liv over sig.

*

Den almindelig literaturhistorie fortæller, at alle landes kunstdigtning med tiders mellemrum dukker ned i folkedigtningen for derav at øse ny kraft. Dette bad virker forfriskende og nyskapende, digtningen renses for det utvortes fremmede, blir hjemilg og mere oprindelig og egte. En slik fornyelse foregik i Norge i firtiaarene, fra Fayes folkesagn, fra Munchs historie, fra Landstads folkeviser, men først og fremst fra eventyrene rislet der befrugtende kilder utover vor nationalfølelse og vor nationaldigtning. Hele vor literatur i de nærmest følgende 20 aar og mere, Welhavens romancer og naturdigte, Jørgen Moes lyrik, Asbjørnsens indledninger til huldreeventyrene, Andreas Munchs digte og dramaet, Bjørnsons bondenoveller, Ibsens og Bjørnsons historiske skuespil bærer præget av at være blit til i den nationale selvfordypelses tidsalder.

Et fælles træk for alle retninger i denne tid, som man har kaldt den nationalromantiske, er at de alle pekte tilbake; øinene var rettet mot fortiden, — av bølgende nutidsliv, av dristig fremtidskrav var der litet. Man fulgte interessert med i hvad der skedde i literaturen og videnskapen hjemme og ute; men det som foregik i virkeligheten — og det var da ikke saa litet og saa litet opsigtsvækkende i disse aar — fandt næsten ikke gjenklang. Motsætningen mellem trediveaarene og firtiaarene er i denne henseende paafaldende. Da rygtet om julirevolutionen naadde Norge, var det ikke bare Wergeland som flammet; alle aviser bølget av deltagelse og begeistring, og Lafayette var ikke bare en pariserhelt, han blev ogsaa en kristianiahelt. I 1848 — næsten ikke en lyd; det vældige pariserutbrud vækker knapt nok nationalromantikernes opmerksomhet. Welhaven føler februarrevolutionen bare som en ærgerlig fredsforstyrrelse og skriver nogen trætte og grætne vers om

det høi opsatte frihetstræ,
som nu alverden danser om,
hvis løv er uten ly og læ,
hvis glimmerfrugt er hul og tom.

Og Andreas Munch, som i 1830 dog hadde latt sig forlede til at skrive en ode til Lafayette, — han finder ved februarrevolutionen kun visne ord for spidsborgerlig glæde over, at vi er saa langt borte at stormen ikke kan naa os.

Her var fred, dødlignende fred.

Den nationale vækkelse varte heller ikke længe, — den blev nok fortsat i videnskabelig arbeide, — men ikke som folkestemning. Der kom en tid med opgaaende konjunkturer, — og som det har gaat saa ofte: den økonomiske opgangstid blev aandelig nedgang.

Schweigaard stelte med det meste. Schweigaard var den diametrale motsætning til Wergeland; Wergeland var den ædle rus, Schweigaard var den ædle nøkternhet. Wergeland var poesi. Schweigaard var prosa.

Schweigaard er vel den nobleste og pletfrieste personlighet i hele vor politiske historie; — men — han var den ideale spidsborger. I sin ungdom hadde han med forbløffende modenhet og suverænt overmod slagtet den spekulative tyske filosofi; men samtidig hadde han tynet idéen i sin egen sjæl. Hans manddomspolitik var vidunderlig klok, og den var epokegjørende for vor velfærd, hvad vi altid skal være ham taknemmelig for, — men den var idéløs.

I trediveaarene hadde politikken været poetisk og poesien politisk. I firtiaarene viste æstetikken politikken ut av poesien, og i 50—60-aarene drev Schweigaard poesien ut av politikken.

Og det var vel rigtig og fornuftig; verden gaar ikke paa vers; og dog hele retten har kanske fornuften ikke paa sin side.

Hvis Schweigaard hadde spurt Wergeland: til hvilket politisk parti hører du? kunde han godt ha risikert at Wergeland i fuldt alvor hadde svart ham: til det himmelske.

Schweigaard vilde ha ledd ham op i hans aapne ansigt og med rette; men ikke ubetinget med rette; ti man savner unegtelig himmel over Schweigaards politik. Der bredte sig matos over landet i disse aar, og i denne matos, hvori efterhaanden interessen for det nationale sygnet hen, begynte man i en betænkelig grad at citere Heine; mangelen paa idealer, paa «himmel» fødte haanen, selvforhaanelsen.

Ingenting dudde noget; man lo og haanet sig selv og alle andre og nedgjønet alt, — der var nogen aar i den rene negativitet, hvor ingenting kunde vokse.

Men saa kom der en dag en mand ind til Kristiania fra Romsdalen — med rødt, modig haar greiet op i en hanekam, — saa de kaldte ham Romsdalshorn. Han var ikke ræd, han hadde selvtillid for en hel by. Hans sjæl var ubesmittet av tvil og utilgjængelig for spot. Han følte en naturkrafts vælde i sit bryst og vilde ikke vite av noget sludder med selvoptrevling og zerrissenheit og selvforhaanelse. Han gik ind i spotternes leir og snakket alvor, — han trodde — og han sa at han trodde — paa kristendom og folkelighet og Norge og Norden, — men først og sidst trodde han paa Bjørnstjerne Bjørnson.

III.

Med Bjørnson kom en ny og vældig kraft ind vort historiske liv.

Det kan jo til en begyndelse og mange aar fremover se ut som om Bjørnson bare fortsatte i det gamle spor, — bondekultus og fortidskultus, bondenoveller og sagadramaer.

Rent literaturhistorisk er det jo ogsaa almindelig at henføre Bjørnsons ungdomsdigtning til den saakaldte romantiske tidsalder, og det er vel ogsaa væsentlig rigtig.

Men der var dog kommet noget nyt til, noget nyt som tillike var gammelt, et element som ikke fandtes hos romantikerne, men desto mere rendyrket hos Wergeland.

Wergeland hadde ogsaa dyrket bonden, men hans bonde var fremforalt borger og politiker. Han burde jo helst nedstamme fra Harald Haarfagre, men vigtigere var det at grundloven i glas og ramme aldrig manglet paa hans væg.

Hos nationalromantikerne var grundloven ganske forsvundet; for dem var bonden først og fremst en ædel fortidslevning som det gjaldt at hegne om, og som især blev dyrket, fordi han i uberørt uskyldighet hadde bevaret folkets nationale eiendommeligheter; hans vigtigste opgave var i grunden at spille slaatter for Ole Bull, fortælle eventyr til Asbjørnsen og synge kjæmpeviser for Landstad.

Hos Bjørnson fløt begge strømme sammen; bønderne i hans fortællinger var neppe blit saa norske, hvis ikke den folkloristiske fordypelse i folkeeiendommeligheten var gaat i forveien. Dette har han jo ogsaa selv sagt. Men et endnu mere lysende forbillede saa han dog like fra begyndelsen av i Henrik Wergeland. Ganske vist søker vi forgjæves efter grundloven i Sæmund Granliens og Guttorm Solbakkens stuer; men den var dem efter Bjørnsons mening ingenlunde uvedkommende; vi har hans eget ord for at han saa paa sine bondefortællinger som et indlæg i en social og politisk bevægelse; ved at aabenbare bønderne for dem selv vilde han vække dem til selvbevissthet og gjøre dem istand til at indta den plads i vort offentlige liv som grundloven anviste dem.

Paa samme maate forholder det sig med Bjørnsons dramaer, han vendte sig mot fortiden, ikke som de ældre romantikere for at dvæle i den, men for at ta tilsprang i den. — Psykologien, kostymet og stilen i hans dramaer var sikkert ikke blit saa sagarnæssige, hvis den historiske fordypelse ikke var gaat i forveien. Men det var ikke hovedsaken for Bjørnson; i sin hensigt var kong Sverre, Sigurd Slembe, Sigurd Jorsalfar politiske dramaer, de skulde opbygge folkets nationale selvstændighetsfølelse, det gjaldt for Bjørnson at skaffe nordmændene slegt, at skape dem et anegalleri, at gi dem den styrke og karakter som det er at være av god familie, hvis traditioner det er en vanære at krænke. «— — Før vi har et historisk galleri, har vi heller ikke den anernes stolthet som ethvert for nationalitet kjæmpende folk maa ha, heller ikke den nødvendige berettigelse like overfor andre.»

Det var ikke med sin gode vilje at han blev sittende saa længe i fortiden; ganske vist følte han sig hele sit liv som høvding i «et for nationalitet kjæmpende folk»; men nationalitet betydde for ham like fra begyndelsen ikke fortid, men nutid og fremtid, — politik. Fortidens opgave var kun at levere hjælpetropper, allerede i 1861 taler han om Arnljot og de historiske dramaer «som indledning til noget andet, hvori jeg føler at hele mit væsen ret vil gaa op: det borgerlige drama».

Bjørnson har engang skrevet et litet selvbiografisk fragment som han kalder «Hvorledes jeg blev digter». — Det var paa studentertoget til Upsala og Stockholm i 1856. — Her steg produktionsdriften op i ham med en styrke som tvang ham til utbrud, straks han kom hjem. Og her blev han sig ogsaa for første gang fuldt bevisst det som skulde bli indholdet, hovedindholdet i hans livsgjerning. Indtrykket av de historiske mindesmerker i Upsala og i museet i Stockholm virket overvældende paa ham; «— i museet at staa foran de klær, de vaaben, Sveriges store kjæmper hadde baaret, eller i Riddarholmskirken foran de erobrede faner eller ved kongeheltenes kister, — — jeg hadde aldrig tænkt mig at kunne staa saa nær en stor tids historie — —»

Han kunde ikke la bli at sammenligne: her var et folk som stod sikkert med røtterne i sin fortid, og hvis selvstændlighetsfølelse derfor var en selvfølgelghet som ingen behøvde at nævne engang.

Og hjemme — der skjelet man mot syd efter sanktion paa sine kulturbestræbelser, — og mot øst med spænding om hvad man der kunde mene om vore forsigtge politiske ytringer av selvhævdelse. Han blev grepen av historisk misundelse og «national selvopholdelsesdrift». Norge maatte bli like saa selvberoende, like saa sikker og selvfølgelig i sin nationalfølelse som danskerne og svenskerne. Det gjaldt at oparbeide «selvstændighetens æresfølelse», — som han kaldte det, og som han savnet saa saart hos sine landsmænd.

Dette blev maalet for hans digtning og hans daad; ikke bare bondenovellerne og sagadramaerne, men at hans nutidsdigtning, det var politik, folkepædagogik.

Likesom alle hans kampe i aviser og paa folkemøter, — like fra hans ungdomskrig for et norsk teater og ind i hans politiske felttog — like til 1905. Dette er for Bjørnsons vedkommende saa oplagt at det er nok at nævne det.

*

Ikke paa langt nær saa liketil er Ibsens forhold til fædrelandet. Ganske vist grep ogsaa han i sin ungdomsdigtning efter historien og de nationale emner, gik ind i den senere middelalder og hentet frem «Fru Inger til Østraat», fordypet sig i folkevisen og skrev «Gildet paa Solhaug» og «Olaf Liljekrans», studerte ættesagaerne og skapte derav «Hærmændene paa Helgeland», — og endelig Kongesagaerne, hvor han hentet stoffet til «Kongsemnerne». Men for det første varte det ikke længe, og dernæst var det sikkert hovedsagelig av rent artistisk grunde at han, — i nogen grad drevet av den almindelige strømning og tidens stemninger — vendte sig til denne kant. — Han var sterkt interessert for et norsk teater; men det var jo en livsbetingelse for det norske drama han var ifærd med at skape; og han var en tid ogsaa sterkt optat av det sproglige fornorskningsarbeide, som selvfølgelig gav ham det naturlige uttryk for hans egen tanke og steniningsverden.

Men at Ibsen nogengang var grepet av nogetslags national bevægelse, kan jeg ikke opdage; ja, at han i det hele har elsket sit fædreland, vil det ikke falde let at bevise.

Ingenting er derimot lettere end av Ibsens verker, breve, taler og mundtlige ytringer — at samle en vældig buket av uttalelser som ganske utvetydig synes at vidne om et oprigtig had til Norge og alt hvad norsk er. Da han endelig i 1864 kom sig hjemmefra, følte han det som han var sluppet ut av en tunnel, og da han saa sig tilbake, fremstillet landet sig for ham under billedet av en grube, hvor en slegt av pukkelsjælede dverge pusler omkring paa bunden, — uten skjønhet, uten storhet, uten lykke, — men herlige i egen indbildning, stolte av at nedstamme fra kjæmper — sig selv nok. Naar han skrev hjem, var hans raad til vennerne atter og atter, — at de snarest mulig maatte redde sig ut av det hjemlige mørke og den hjemlige ringhet, hvis de ikke vilde kvæles levende.

Norge — det var Dovregubbens hal — der skulde et snit i øiet til for at bli blind for dets hæslighet og jammerlighet. — Og det er ikke bare forbigaaende stemninger, — det kommer igjen i brevene til langt op i hans alderdom.

Men dette har kanske allikevel ikke saa meget at bety for det som her beskjæftiger os.

Ibsen skrev i sin ungdom en anmeldelse av et drama av P. A. Jensen, som hadde den egte nationalromantiske titel: «Huldrens hjem». Ibsen analyserer det grundig og konkluderer saaledes: «Man behøver ikke at gaa dypt i saken for at bemerke at det nationale (her) kun er noget utenpaahængt; — — til denne nationale flitterstas maa henregnes stevkampene, springdansene, skjældsordene og dialektuttrykkene — —

Den nationale forfatter er den, der forstaar at meddele sit verk hin grundtone, der klinger os imøte fra fjeld og dal, fra li og strand, men fremfor alt fra vort eget indre.»

Disse ord indeholder adskillig sandhet som vi endnu kan ha godt av at lægge os paa sinde. — Ja, for der er endnu dem — og ikke de mindst høirøstede, for hvem det nationale indhold er uttømt i det Ibsen kalder flitterstas — stevkampene, springdansene osv. — og som er ganske døve for det som det kommer an paa, nemlig «hin grundtone som klinger os imøte fra vort eget indre». Der findes nordmænd — og det ikke saa faa, som mener at øke sit menneskeværd ved at sy sølvknapper i sin vest, eller som tror at de blir norskere, gjævere og kjækkere ved at si stein istedenfor sten, og ved at utstyre sit sprog med de vanskelige tre kjøn.

Men national er naturligvis en ganske værdiløs affectation, hvis det er noget man en god dag bestemmer sig til at være, og har kun værd hvis det er noget man ikke kan la bli at være.

Og Ibsens haan over fædrelandet og had til Norge har ikke tat et fnug av hans norskhet; han er saa norsk at de utlændinger som nærmer sig ham og søger at trænge ind i ham, allesammen studser som like overfor noget underlig og fremmed, dypt forskjellig fra dem selv.

Ikke saa sjelden har jeg set franskrnænd kalde Norge simpelthen for Le pays d’Ibsen, — og med Ibsens land mener de individualismens land, de forklarer det som for dem staar som Ibsens hovedeiendommelighet, — av landet, av de lange avstande, de skilte dalfører, den spredte befolkning, hvor den enkelte sitter og lever ut sit eget jeg uten at avslipes i den trængsel som ellers er det almindelige i det tætbefolkede Europa. — Kanske har de ikke saa ganske uret.

Individualismen, den heftige trang til selvhævdelse, er vel norsk, skulde jeg tro. Vor historie kan neppe betegnes som disciplinens historie, vi har aldrig lidt av nogen overdreven brutal samdrægtighet; selvhævdelsestrang er et av de sterkets fremtrædende træk i vor nationalkarakter, — der er ubetinget noget i enhver nordmands sjæl som kraftig og ganske bestemt svarer ja til Brands ord: akkordens aand er Satan.

Ibsen er norsk i dette og i meget andet — i alt. I det dystre mørke, som er hans sjæls farve, i sin hensyns løse konsekvens, i sin pietistiske verdensforsagelse, i sin tause indelukkethet og grublesyke, — i det landskap som han trækker ind i sine skuespil som bakgrund for de tragiske skjæbner som avgjøres der. Det er altsammen vokset ut av norsk natur og norsk folkesjæl.

Men han er ikke bare norsk, fordi han dypere end nogen anden har tolket væsentlige sider av vort folkelynne; men han har ogsaa gjennem sine verker skapt ny norskhet. Han sier i en av sine stipendieansøkninger det stolte ord, at maalet for hans gjerning er at lære det norske folk at tænke stort. Jeg vil ikke si, at det har lykkes ham; men saa meget tør jeg vel si, at Ibsen har sat os maal som vi aldrig helt kan bli kvit, at han har gjennernsyret os med sine idealer, slik at vi ser anderledes og dypere paa mange ting end før ham. Hvis vi kunde tænke os Ibsen borte, saa maatte vi tænke os selv anderledes, — ringere; han har skapt noget i os som har forædlet og styrket os, hævet os. Han har indpodet et nyt element i vor nationalkarakter, et selvkritisk alvor, som vi har al grund til at haabe vi aldrig blir kvit. Han har med andre ord øket vor fædrelandsfølelse med nye værdier.

Ogsaa paa en anden maate, mere utvortes kanske, men ikke uvigtig, har han utvidet vor nationalfølelse. Han var og er endnu efter sin død vor mest effektive gesant i utlandet; hvad andre aandens mænd eller vore officielle utsendinger kan ha utrettet, er litet i sammenligning med det han har gjort. Han er den eneste norske aand som er blit ferment i verdenskulturen, den eneste som har skapt diskussion om sit navn, den eneste som alle dannede i alle lande kjender og tar standpunkt til.

Selv om man ikke vil ta denne verdensposition for nogen avgjørende maalestok for digterisk eller menneskelig storhet, saa er den dog av stor politisk og national betydning, — allermest for en liten nation som vor.

Gjennem Ibsen er vi for første gang rykket ind i verdensliteraturen, vi har git vort bidrag; og det forpligter, det gir stolthet og stiller krav, tvinger os i nogen grad til at følge Ibsens bud: at tænke stort.

*

Bjørnson og Ibsen erobret aandshegemoniet i Norden for vort land og hævdet det i en række aar. Om dette ubetinget var et gode for vort aandslivs vekst i sin almindelighet, vet jeg ikke; men i politisk henseende, som grundlag for vor nationalfølelses konsolidering har det sikkert været av uvurderlig betydning.

I de taler Chr. Michelsen holdt høsten 1905 som svar paa den hyldest man ydet ham, var der en vending som stadig kom igjen: «Vi politikere,» sa han omtrent; «vi har ikke kunnet gjøre andet end at fuldbyrde en utvikling; — hvis ikke betingelserne hadde været tilstede, hadde vi intet kunnet utrette.» Dette er naturligvis rigtig, ja selvfølgelig. Hvis den 7. juni i dypere forstand bare hadde været et kup, saa hadde det sikkert været bedre om det hadde været ugjort; ti hvorledes skulde vi bære os ad med at staa paa egne ben, hvis benene ikke hadde kraft til at bære os?

I Norge er der nu neppe mere end én mening om at løsrivelsen kom som den modne frugt av et nationalt livs langsomme vekst, at aaret 1905 var fuldbyrdelsen av Haakons kongstanke: Norge var et rike, det er blit et folk.

Der gaar naturligvis mange elementer ind i denne modningsproces, som jeg ikke har kunnet nævne engang. Stor betydning har naturligvis næringslivets opblomstring, den materielle kultur, financernes sundhet, kommunikationernes utvikling, skolevæsenets fremskridt, den stigende oplysnirig, den stadig voksende deltagelse i det offentlige liv osv.

Men allerstørst betydning har utvilsomt dog vor literatur, vor videnskap og vor kunst. Gjennem disse aandsmagter — først og fremst gennem dem — har vi lært vort land og vort folk at kjende. For 100 aar siden var Norge et uopdaget land, Jotunheimen laa i det mørke fastland, Nordland, Jæderen, fjordene var kun navne paa kartet; men efterhaanden har vore geologer, vore digtere og vore malere erobret bygd for bygd, slik at vi nu med rette kan si at vi eier vort land.

Alle vore kulturbestræbelser i det 19de aarhundrede har været utslag av historiske kræfter som hadde ligget bundet i hundreder av aar, men som blev løsnet ved aarhundredets begyndelse, — av grunde som jeg ikke behøver at dvæle ved i denne forsamling.

Vi var historisk bundet til at utvikle os til et folk, til at erobre os selvstændighetens æresfølelse, og i denne kamp kunde det ikke undgaaes at vi ofte blev mistænksomme og nøieseende, pripne, ja stundom endog smaalige i vort vakthold om vor egen selvstændighet.

I vort forhold til de to andre nordiske folk hadde vi et maal at kjæmpe for, som baade danske og svenske for længe siden hadde naadd, — noget som vi selv i vore skandinaviske følelser — aldrig turde glemme. «Jeg har fra min ungdom været skandinav» skriver B. B. i 1899. «Jeg har bekjendt den, naar idéen var seierrik, som naar den var forfulgt. Men aldrig har jeg forstaat andet end forbund mellem selvstændige folk. Aldrig blir nogen anden skandinavisme mulig heller.»

Dette vilkaar blev for vort vedkommende først opnaadd ved unionens opløsning. Men nu er det jo tilstede; den bitterhet som svenskerne ganske naturlig matte føle likeoverfor os, synes efterhaanden at forsvinde og vike for erkjendelsen av, at det som skedde i 1905, var en historisk nødvendighet, og det ser ut som der nu igjen er jordbund for nordiske følelser.

Med skandinavisme mente B. B. i 1899 ikke den gamle politiske forbundsskandinavisme; den er der vel neppe nogen som nu tror paa, — dertil har interessedifferentiationen utviklet sig for sterkt. Men det er jo rent fornuftsstridig at de tre smaa nordiske folk ikke utnytter den fordel de har av at ha sprog som man gjensidig forstaar, fælles slegtstræk, som muliggjør samarbeide, mange fælles minder som der kan bygges paa.


  1. Foredrag i den danske studenterforening april 1915.