Norsk Sprogreformation

P. A. Munch

Samlede Afhandlinger

Utgitt av Gustav Storm, Alb. Cammermeyer, 1873 (1, s. 16-26).

Siden vor Adskillelse fra Danmark er et nyt Liv oprundet for den norske Nation. Efterat den i henimod 300 Aar blot var en Provinds af et fremmed, fjerntliggende Rige, og imidlertid saavel ved egen Brøde (især i de ældre Tider), som ved det danske ofte saare trykkende Overherredømme havde tabt det ydre Tegn paa Nationalitet, har den nu gjenvundet samme Frihed, samme Anledning til virksom og selvstændig Fremtræden, som den havde under Hakonernes meest glimrende Periode. Det er derfor intet Under, at den, i ungdommelig Følelse af sit gjenerhvervede Liv, ogsaa paa alle Maader søger at nyde dette og gjøre det gjældende: intet Under, at den, i det Mindste, som i det Største, søger at yttre en selvstændig Virksomhed og hævde sin Plads som en for sig selv bestaaende Nation blandt Europas Riger. Dertil ere Omstændighederne og i det Hele saare gunstige: Landets afsondrede Beliggenhed, dets charakteristiske Natur og Indbyggernes hele Aandsretning ør det nødvendigt, at det, naar det ikke er forenet med et andet Land, der ligesom skygger for det, maa falde i Øinene og vise sig som en isoleret Stat. Med alt dette have vi dog intet eget skriftsprog. Vort Talesprog forgrener sig blandt Almuen i mange Dialekter, der ere det Oldnorske meget lige, men derfor og i større eller mindre Grad forskjellige fra Skriftsproget, hvilket vi maae dele med vore forrige Herrer, de Danske.

Denne Mangel er i disse Tider bleven hos Flere saameget mere følelig, som man pleier at tillægge Alt, endog langt ubetydeligere Ting, en politisk Betydning. Man har derfor paa flere Maader søgt at afhjælpe den. For nogle Aar siden, og tildeels ogsaa endnu, skete dette ved at kalde Skriftsproget Norsk: man holdt nemlig for, at da Sproget var fælles, have de Danske ei mere Ret til at tilegne sig det, end vi; hvilket gav Anledning til mangfoldige Trætter, og Kampen synes endnu aldeles ikke at være udfægtet. Andre have senerehen indseet, at Danernes Paastand, naar de vindicere sig Sproget, har meget for sig, eller at Sagen idetmindste er saa uvis, at man gjør bedst i at lade al Strid derom fare; imidlertid fandt man det yderst føleligt at give Slip paa et saadant Nationalmerke, og endelig forsøgte man at norvagisere eller fornorske vort Skriftsprog, i det Haab, tilsidst at kunne drive det dertil, at vi kunne siges at have et eget, virkeligt norsk Sprog.

De Grunde, disse Sprogreformatorer almindeligviis anføre for sin Fremgangsmaade, kunne vel ved et flygtigt Øiekast synes ret antagelige, men ville ved nøiere Betragtning skjønnes at være af saare liden Værd. De opstille, som ovenfor anført, Besiddelsen af et eget norsk Sprog som Betingelsen for sand Nationalitet, og paastaae, at man ved at bruge en fremmed Nations Sprog ligesom føres i Ledebaand af denne. Hertil kommer den Lyst, som er Enhver, der har været i nogensomhelst Tvang, egen: nemlig at udslette ethvert Minde om denne, og saaledes paa en Maade hovere over sine Undertrykkere. Her vil man dog snart indsee, at Nationaliteten grunder sig ikke saameget paa Sproget, som paa Indbyggernes Charakteer og Landets Natur (ja de nordamerikanske Stater vise, at endog langt mindre dertil behøves); desuden indeholder allerede vort fra Dansken saa betydelig forskjellige Talesprog et naturligt og yderst charakteristisk Særkjende; og forat det ei skal synes Udlændingen, som om vi gaae i Danernes Ledebaand, er det sandelig ikke nok, at vi have et eget Sprog: dertil udfordres Nationalskrifter, der kunne sættes ved Siden af dem, der i andre videnskabelige Lande præsteres. Forsaavidt Lyst til at udslette Mindet om fordums Tvang hist og her kunde begunstige Bestræbelsen efter at forandre Sproget, burde man dog først undersøge, hvorvidt dette Afhængighedsforhold i literair Henseende virkelig kan have skadet. Og da vil man tilvisse indsee, at det i Grunden maa ansees heldigt for os, at vi saa bekvemt komme til at deeltage i en af Europas meest dannede Nationers Literatur; at Alt, hvad Danerne arbeide for sig, ogsaa kommer os tilgode; at vi gjennem dem sættes i Forbindelse med alle øvrige videnskabeligt dannede Nationer, hvilket vistnok — paa Grund af vort Lands afsides Beliggenhed — næppe, eller saare vanskeligt vilde have været Tilfældet, hvis vi stedse havde haft et eget Sprog, ligesom og vor Literatur, hvor fattig den end nu er, dog i hiint Fald havde været endnu fattigere, da det baade vilde have kostet os mere Anstrengelse, at holde Skridt med Tiden, og det læsende Publikums ubetydelige Udstrækning vilde have sat snevre Grændser for literair Produktion.

Saa langt vi kunne følge den norske Stamme tilbage i Historien, har den i ældre Tider stedse talt eet og det samme Sprog, det Oldnorske (Islandske), hvilket noksom kan skjønnes af de gamle Kvæder, da de ældste Eddadigte ere ligesaa reen oldnorske, som de bedste Kvad fra Harald Haardraades Tid. I Norge, Stammens Hovedsæde, taltes der udelukkende Norsk, paa de Egne nær, hvor endnu det Lappiske tales, ligesaa i det egentlige Sverige eller Svealand (Svithjod), Derimod synes det norske Sprog senere at være blevet indført i det saakaldte Gautland (Göthaland) og Danmark, i hvilke Lande et sig det Gothiske eller Angelsaxiske nærmende Sprog udentvivl har været talt; det sidste endog ganske vist i Jydland (see Chron. saxon. ved Aar 449^[1]), hvor Almuesproget endnu ligner meget det Gammelengelske^[2]. Senerehen udbredte det norske Sprog sig med de norske erobrende Stammer ogsaa til disse Egne, men kunde naturligviis ikke beholde sin fuldkomne Reenhed, og maatte lide under en mægtig Reaktion. Derimod vedblev i Norge og Island Sproget at tales reent og uforvansket; sildigere begyndte man i dette sidste Land at file mere derpaa, saaat mangen bred Lyd, der fandtes i det ældste Sprog, paa Island blev formildet^[3]; dog seer man af den islandske Lovbog Graagaasen, at Orthographien i det 12te Aarhundred endnu var den samme i begge Lande. Imidlertid var Sproget i Danmark ved idelig Omgang med Engelske og Tydskere udartet; medens vore Forfædres Interesse drog dem fordetmeste til de Folkeslag, der enten talte samme Sprog som dem, eller ogsaa aldeles forskjellige, f. Ex. Russer og Gaeler — hvorved naturligviis ingen Sprogforvanskning kunde opstaae —, hendroges de Danske meest til det for ethvert Sprogs Reenhed saameget farligere Samkvem med sprogforvandte Nationer. Alligevel vedblev den danske Tunge endnu en Tidlang at være den norske saa lig, at Udlændinge stedse, og Indenlandske ofte, naar de vilde omfatte alle Sprogets Forgreninger, brugte det almindelige Navn „Dansk“.^[4]

Sproget i Norge undergik vel ogsaa lidt efter lidt Forandringer, men ikke saaledes, at det nærmede sig det Danske, tvertimod synes Forkjerligheden for den brede Lyd at være bleven større og større. En og anden grammatisk Form lader dog til at være bortfalden, især den saakaldte Omlyd, men det kan ikke nægtes, at det af flere gamle Viser tydeligt sees, hvorledes man heller ikke i de ældste Tider var saa nøieregnende dermed^[5]. Sverige blev 1319 forenet med Norge: uagtet dette vel ingen synderlig Indflydelse havde paa Sproget, kan man dog vel antage, at det ei har undladt at forberede den ved Foreningen med Danmark fuldkommen afstedkomne Forandring. Thi med Calmarunionen begyndte den ulykkelige Tid, da Norge maatte staae i Skyggen for Danmark: vi fik danske Befalingsmænd, Dynastiet selv hørte nærmest til Danmark, og Alt, hvad der angik Regjeringen, blev efterhaanden mere og mere skrevet og forhandlet paa Dansk. Derved maatte naturligviis det norske Sprog lide, og brækkes over til det Danske, dog er det interessant at see, hvorledes i Dokumenter, bestemte til blot at beroe hos Landets egne Mænd, det gamle Sprog endnu længe vedligeholdt sig^[6], saaat man næppe kan kalde det fuldkommen uddødt som skriftsprog før Aar 1600, og som Talesprog ikke engang endnu, hvis man betragter Levninger, som endnu findes i vore Dialekter, skjønt de fleste grammatikalske Former dog ere svundne. Vi see saaledes, at vort Sprogs Overgang til Dansken vel var pludselig, men dog længe forberedet, 0g at vi snarere burde glæde os ved at have beholdt et saa velklingende Sprog, end blindthen stræbe at forandre det, mindst naar det skeer paa den planløse Maade, Sprogreformatoreme eller Fordærverne bruge.

Disse vise nemlig en merkelig Usikkerhed i Brugen af de Ord, som de optage i vort Sprog. Thi de bruge ligesaavel tydske og svenske Ord, som norske, blot fordi de ere sjældne og have etslags originalt Tilsnit, som blender dem. Ligeledes seer man dem ofte optage meget besynderlige og ubekjendte Ord, som bruges af Almuen i een eller anden enkelt Egn, men aldeles ikke ere forstaaelige for Mængden af Norges Indbyggere. Ogsaa ere iblandt disse en heel Deel onomatopoietica, mange endog hidtil aldeles uhørte. Til Exempler paa slige Ord kunne tjene: Verkmester (Werkmeister), Hui, Grop (svensk), Gelænder, Bild, udbilde, Frivil, Skolt, Bart, Kampp, Sjuh (interjectio), Kulp, Tyh (interj), Skrasl o. s. v. Hvor urimeligt er det nu ikke, naar man vil skrive Norsk, at optage tydske Ord istedetfor norske og, naar man vil være populair, at bruge Udtryk, forstaaelige blot for enkelte Provindser! Optagelsen af onomatapoietica er især mislig, thi hvo kan forsikkre, at et Udtryk er norsk, naar man maaskee en Dag iforveien har taget Anledning til at forme det? Ikke at tale om, at alle slige Ord ere meest almindelige hos den laveste Pøbel, og aldeles intet godt Indtryk kunne gjøre paa dannede Læsere.

Sprogreformatorerne pleie og at optage flere Ord, som vel ere ægte norske, men saa lidet anvendelige, at de kun gjøre en høist daarlig Figur. Mange gamle Ord kunne vel taales i ordentligt Foredrag, men der er ogsaa en heel Deel, som ere blevne saa almindelige for de lavere Klasser, ogsaa sjældne blandt de Bedre, at deres Indtryk maa være saare ubehageligt. Saadanne ere: „at smyge, siige, skvette, Sjø, Sju, Raane, tyne, Gulp, flunkende“ o. s. v. Den almindelige Stemme har nu engang erklæret sig imod dem: og saameget er vist, at en klog Sprogreformator idetmindste ikke vilde begynde med at intrudere Ord af denne Natur.

I Brugen og Skrivemaaden af slige tildeels oldnorske Ord lægges ogsaa den groveste Uvidenhed og den latterligste Inkonseqvents for Dagen. Jeg vil til Exempel herpaa anføre det gamle Ord, „Garðr“. Det betegner baade en indhegnet Plads og Hegnet selv, til hvilket sidste man og har det afledede „gerði“, som endnu almindeligt forekommer (Gjerde), medens af hiint Ord, som i vort nuværende Skriftsprog heder „Gaard“, i dette blot førstnævnte Betydning er vedbleven. Almuen kalder det endnu „Gard“ og bruger det i begge Betydninger: derfor sætter Wergeland i Oden til Bolivar „Gard“ istedetfor „Gjerde“, medens „Gaard“ ogsaa paa andre Steder bruges, og vi faae saaledes to Ord af eet gammelt. „Vivand“ ansees at være et eget Navn, medens det blot er en skjødesløs Udtale af „Vidjevaand“. „Ur“ (Steenrøse) og „stør“ (stiv) skrives istedetfor „Urd“ og „størd“. Uagtet det dygtigste Blik paa det ældre Sprog vilde være tilstrækkeligt til at vise, hvorledes Diphthongerne mere og mere ere gangne af Brug, og at vort nuværende Skriftsprogs Natur i flere Ord aldeles ingen Diphthong tillader, seer man dog, at Hine bruge Ord som Stein, Bein, Hei, fordi de ofte, skjønt ei altid, i daglig Tale høres. I Femininers og Neutrers Dannelse anvendes det platte, aldeles pøbelagtige „a“, som i den senere Tid har indsneget sig, medens de ældre brugte „in, udtalt en“ eller „n“, der stemmer overeens med Skriftsproget. Hvor utaaleligt er det ei at see Ord som „Myra“,,Stunda“, »Heia“, „Gropa“ istedetfor Myren, Stunden, o. s. v. (myrin, stundin, heiðin)? Ingen Hensyn tages til de gamle Ords Retskrivning; man finder saaledes endogsaa „unna“, istedetfor „under“.

Man burde da og skrive „Barna" istedetfor „Børnene“, „Auga“ istedetfor „Øinene“, „ova“ istedetfor „oven“, „Da“ for „Dag“, da man ved nøiere Sammenligning mellem det ældre og nuværende Sprog vil finde, at Endelsen in, der bruges baade som Hunkjøns- og Intetkjøns-Udgang ved den bestemte postpositive Artikel (f. Ex. konan, bruðrin, stundin, gjörðin, augun, börnin) konseqvent hos den laveste Pøbel i de mere fordærvede Egne er bleven til „a“, f. Ex. Kona, Brudra, Stunda, Auga, Barna; og at det nyere Talesprog især udmerker sig ved at udelade Endekonsonanterne, fornemmelig d, g og n. Men heri bestaaer just disse Sprogfordærveres Inkonseqvents, at de følge en Afledningsmaade i eet Øieblik, medens de i et andet aldeles ikke synes at kjende dertil.

Ikke mindre Inkonseqvents og Ukyndighed med vort Sprogs Natur vises ogsaa i Sammensætning af Ord. Saaledes sammensættes norske og tydske Ord, f. Ex. „steinskandse, udbilde“; Infinitiver bruges uforandrede til substantiviske Sammensætninger, f. Ex. „Huusgavne". Man kunde da og sige „Huusbygge“, „Overeensstemme“, istedetfor „Huusbygning“, „Overeensstemmelse“. Desuden dannes aldeles nye og hidtil uhørte Ord, hvori især Hr. Wergeland extravagerer. Hvad skal man vel sige om Ord som „Sprudslesly, Ordbladerasel, Tankeqvisteqvasl, Luepill“? De ere næppe forstaaelige for en enkelt Liebhaber, endsige for et heelt Land; hvad det først anførte Exempel angaaer, da er det vel blot Forfatteren selv, som kjender Betydningen deraf.

I Talemaader og Vendinger troe DHrr. Sprogflikkere ogsaa at kunne drive aldeles frit Spil. Vel vare vore Forfædre i sine Digte regelløse med Hensyn til Ordenes Konstruktion, men deres Øren taalte det, deres Versebygning var afpasset derefter, og de havde strengere grammatiske Former, som gjorde Meningen tydelig. Hvad de fandt Tilladeligt, ja Smukt, vilde nu vække vor høieste Afsmag. Ikke saa tænker f. Ex. Hr. Wergeland. Han vil, som det lader til, have samme Frihed, som Hine, til at opstille Ordene, ligesom de paa særskilte Stykker Papir vare rystede ud af Ærmet. Exempler herpaa ere Ordføininger som: „hvis loe du“ (istf. hvis du loe), „mon hvad han mener“ (istf. hvad mon han mener);,end simpel Nar er mere“ (istf. er mere end simpel Nar) o. s. v.

Et af saamange heterogene Bestanddele og uden al Kritik sammensat Sprog kan ingenlunde være ønskeligt. Ved at forandre Sproget saaledes, som nu er viist, idet man aabenbar fornægter Sprogdannelsens historiske og naturlige Grund, og under denne voldsomme Adfærd ei engang røber noget Blik for Sprogets Kjerne, bliver det Product, man udbringer, endnu altid — Dansk, men naturligviis fordærvet; og hvor langt bedre er det ikke, at skrive reent end fordærvet Dansk, der dog aldrig bliver Norsk?

Det vil have viist sig af hvad der ovenfor er sagt, at det hovedsageligen er Ordforandringer, der beskjæftige vore Sprogreformatorer. Dette Arbeide gaaer dem rask fra Haanden, og den ubetydelige Dygtighed, som hertil udfordres, staaer heller ikke i noget Forhold til den Vigtighed og Betydning, man tillægger et saadant Foretagende. Frygten for Ordlighed med de Danske er i det Hele taget af en høist pudseerlig Virkning; man miskjender nemlig og overvurderer Frygtens Gjenstand og griber derfor til blinde og intetsigende Forholdsregler. Det er dog bekjendt nok, at Ligheden mellem de blotte Ord i forskjellige Sprog, uden Hensyn til Ordføininger og grammatiske Former, den saakaldte lexikalske Lighed, aldrig kan gjøre Udslaget i at bestemme Sprogets indre Væsen og Navn; hvor den er charakteristisk og indgribende, vil den vel antyde Sprogenes Stamme eller indbyrdes Slægtskab, men dens hele Anvendbarhed, som Særkjende, er ogsaa derved udtømt. Man kan ikke bedre betegne Værdet af denne evige Experimenteren med Gloser end ved at bringe i Erindring, hvortil den ledede flere af det forrige Aarhundredes og selv nogle af vore Dages Lærde; her seer man engelske, tydske, franske, gaeliske, arabiske, chinesiske, persiske o. s. v. Ord sammenlignes for derved at bevise en Slags almindelig Sprogforbindelse, uagtet dog det Tilfældige og Grundløse heri er aldeles aabenbart. Man kunde paa denne Maade maaskee komme til det Resultat, at Svensk var beslægtet med Fransk, thi som bekjendt have Svenskerne mere end nogen anden nordisk-germanisk Nation den Skik, at spække Talen med franske Udtryk, og man vil lettelig træde flere Steder i svenske Bøger, der ere nogle Decennier gamle, hvor Foredraget for en stor Deel bestaaer af franske Udtryk; men Konstruktionen, Vendingerne, Charakteren bliver dog altid svensk; de optagne Ord ere blot en ydre Klædning. Efter denne Digression behøver jeg næppe at bemerke, hvorlidet man igrunden rykker fra det Danske og nærmere vort Oldsprog, eller med andre Ord, hvor lidet man bevirker nogen indgribende Reform ved at fylde Talen med et Forraad af saakaldte norske Udtryk; kan man ikke indføre en særegen Methode i at forme og sammenstille Ordene, har man saa godt som Intet udrettet. Man erindre endelig hvad ovenfor er viist, at vort Sprogs første Forandring blev foretagen under langt gunstigere Auspicier end denne nye, at den længe var forberedt og et nødvendigt Produkt af Tidsomstændigheder; da Magthaverne vare danske, maatte man nolens volens rette sig efter dem, nu derimod er det Sprog, hvorefter man skulde forme det nye, i dets Totalitet saagodtsom uddødt, de Dannede, ja Almuen selv ere engang blevne vante til og gjennemtrængte af det nu herskende Skriftsprog, og man vil saaledes ikke kunne faae dem til at adoptere hiint uden samme Tvang, under hvilken det blev udryddet; idetmindste burde man gaae klogere og mere planmessigt tilverks, og vide at begynde fra den rette Kant, saaat man gjorde umerkelige, men sikkre Trin. Ved at betragte vort Sprogs Forandring vil man finde, at Former og Konstruktion dog var det, som længst holdt sig^[7], efterat Ordene for længe siden vare forvanskede: Udlændingerne forstode, saameget de behøvede, naar de kjendte Ordene: Formerne kunde ikke forvolde dem store Vanskeligheder; men de Indfødte havde vanskeligt for at aflade, hvad der ved et Aartusendes Brug maatte være dem en fuldkommen Natur. Vilde man derfor planmessigen lægge Grundstenen til en nye Sprogbygning, maatte man i alle Fald begynde med at indføre de gamle Former, Konstruktion, Kasusendelser og Præpositioners Styrelse o. s. v. Det vilde da vise sig, naar disse gjennem Tiden vare saaledes almindeliggjorte, at man ei længer standsede ved dem, at Ordene af sig selv rykkede ind i de bekvemme Former. Denne Maade bruge Nygrækerne i deres Stræben efter at rense sit Sprog, som dog ligger langt nærmere det Gammel-Græske, end vort Sprog det Oldnorske: de tænke aldeles ikke paa at udfeie Ord, eller at indføre gamle eller ubrugelige i Sproget; derimod overholde de strengere regelmessige Flexioner, rigtig Orthographie og ordentlig Brug af Kasus.

I ethvert Tilfælde er det klart, at om det end ikke var skadeligt, vilde det dog aldrig lade sig gjøre, voldsomt at forandre Sproget. Dog er hermed ikke sagt, at vi aldeles skulle holde os inden de Grændser og Regler, de Danske afstikke for os^[8]. Charakteerforskjelligheden i begge Lande foraarsager og tilsteder naturligviis adskillige Modifikationer, men disse ville dog næppe tilintetgjøre den sikkre Grundtone, der betegner et ordentlig reguleret Sprog, og deres Oprindelse vil noksom adskille dem fra Vilkaarligheder og Magtsprog.

Langt hensigtsmessigere end hiin falsk-patriotiske stræben var det, hvis man, ved at udbrede almindelig Kundskab til vort Oldsprog og de deri opbevarede herlige Skrifter, hædrede vore Oldtidsminder paa den rigtige Maade. Var først Kjerlighed og Fortrolighed med vore Fornlævninger udbredt i Landet, vilde snart en renere Stræben efter Selvstændighed i Literaturen følge. Vi raade Sprogreformatorerne at bruge denne Forberedelse; de kunne da fornuftigere og mere konseqvent anvende deres Liebhaberi til at bringe en af vore reneste Almuedialekter i en ordentlig Form sammenholdt med vort Oldsprog, istedetfor som nu skjændigen at forhuttle og sammenjaske vore Dialekter i vild Uorden. Man vilde da, ved en kritisk Sondring og Sammenligning, og ved at etablere en konstant Orthographie^[9], kunne opstille et for hele Norge fælles Talesprog, blot med enkelte Afvigelser i Udtalen hos de forskjellige Egne. Havde man nu først faaet dette bragt i ordentligt System, kunde man skrive deri, ligesom Franskmændene skrive Provençalsk, Tydskerne Alemannisk-schweitzersk o. fl., og hvo der havde Lyst dertil, kunde bruge det som bestandigt Skriftsprog. Naar man da fik en i dette Sprog skreven Bog i Hænde, vidste man strax, hvad man havde at vænte; Intet vilde der forekomme plat, da det Ene svarede til det Andet; nu derimod træffe vi i et ellers ordentligt dansk Foredrag gediegne Bønder, og dette vækker naturligviis som alle heterogene og vilkaarlige Sammenblandinger vor høieste Afsmag. Man kunde, paraphrasere vore Oldforfattere i hiint Sprog, eller rettere, det behøvedes ikke, da man, vant til hiint, strax vilde forstaae Oldsproget, naar dettes Orthographie blot var ubetydelig forandret^[10] Saadant et Foretagende fortjente idetmindste langt mere Navn af Nationalt, end hiin fortvivlede Stræben uden fast Maal og sikker Plan.

1. 449. „I denne Tid søgte Hengest og Horsa, indbudne af Briterkongen Vyrtgeorn, til Britanien … Da kom der Folk af tre germaniske Stammer, af Old-Saxer, af Angler, af Jyder. Fra Jyderne kom Beboerne af Kent og Wight, samt den Slægt i Wessex, der nu kaldes Jydeslægten".
2. See f. Ex. Feldborghs Denmark delineated Vol I. Pag. 29, hvor der fortælles om Foersom, at han forstod strax de selv for Engelske uforstaaelige Ord i Burns’s Digte, fordi alle disse Ord deriverede sig fra hans Fødeegn Syd-Jydland.
3. F. Ex. Brugen af i istedetfor e, e istedetfor æ, u istedetfor o, o. s. v.
4. Saaledes fortælles i Harald Haardraades Saga, Cap. 113, og Fagurskinna, at Thingmændenes Skare, eller det saakaldte Tinglidh, i England, var valgt fra forskjellige Lande, og meest af den danske Tunge ɔ: af Danmark, Norge og Sverige, hvor den danske Tunge overalt forstodes.
5. See f. Ex. 1ste Vise i Heimskr. Ol. Tr. Saga Cap. 18, hvor man for Rimets Skyld man læse, „folklandum sa branda, istf. folklöndum“, o. fl. a. St.
6. I et Dokument fra 1536 [Dipl. VII. 780] staaer der saaledes: Ollum mannum them szom thette breff sio ædher höre hilser Anston Olaffson qwædhe gwdhs och sine kwnnwcth gørindes meth thette mith wpne bref ath jak haffwer selth o. s. v. — Ligeledes fra 1520 [Dipl. III. 781]: Thet bekennis wij effter skriffne menn Guttorm Nielsson logmann i Bergen, Olaf Thorgilsson … med thetta wore opne breff, at wij haffa seed opit breff med heilum oc oskoddum inciglum … Fra 1521 [Dipl. VII. 546]: Ollum mannum them som thette breff sea eder höyre sændher Byön Ormson … lagrettis men q. g. oc syne, kwnnickt görende at mer worum paa …, saghum oc hördhum aa handerbonde thera af enne halffone N. N. af andre halffone N. N, met the skilorde, ath o. s. v. Derimod i et fra 1505: [Dipl. IV. 1044.] Edher myn werdhoghe herre och högboren fförsthæ konwngh Hans medh Gvds nadhe … o. s. v. ær thet ophaf at tesse male at o. s. v. staar nw tiil gwdh och edhre nadhe. Ja selv i et fra 1469 [Dipl. VII. 464]: Alle men ssem theme breff sse heller höræ, kunetgöræ jek N N. Prest hii N. N. hog N. N. Lauræ’æmen hii N. N at wii vithwm thet N. N. hauer betalet kirken … som han louede o. s. v.
7. Man behøver blot at kaste et Par Blik paa forskjellige Dokumenter fra det 16de Aarhundrede, for at overtyde sig om, at nogle Former og Konstruktionen stedse er reen Islandsk. See f. Ex. de under Nota [S. 18] forhen anførte Steder.
8. F. Ex. den Regel, der i vort Sprog ingensteds har hjemme, hvilken Baden og Nissen finde for godt at opstille, nemlig, at man istedetfor pron. poss. „sin“ og pron. pers. reflex. „sig“ skal sætte „deres“ og „dem“, hvor de referere sig til Pluraler. Det maa kanskee være saaledes Skik og Brug i Danmark: vi Norske sige derimod stedse i daglig Tale „sin“ og „sig“, og have heri fuldkommen Medhold af Oldsproget, der overalt bruger disse Former. — Andre slige Exempler ere Regelerne om det understøttende n og om Nødvendigheden af enkelt Endekonsonant, hvilke begge ere lige ugrundede.
9. Naar man f. Ex. vedtog at skrive de Konsonanter, der oprindelig fandtes i Sproget, men siden formedelst en Skjødesløshed i Udtalen ikke altid høres, f. Ex. d, g, n, altsaa en „Lid“, en „Tidur“ (oldn. þidurr), „Rid“ (Paroxysme, oldnorsk hrið), en „Dag“, „heiman“, „undan“, istedetfor Li, Tiur, Ri, Da, heima, unda, o. s. v. Ligesaa „au“ stedse istedetfor det unorske ou, som Ukyndige bruge, f. Ex. Augun, Graut, — istedetfor Ougun, Grout; „tj“ og ,hj“ istf. kj, f. Ex. „Tjern“ (Indsø, oldn. tjörn) istf. Kjern; „Thjostolv“ (oldn. Þjostólfr) istf. Kjøstolv, o. s. v.
10. Man kunde f. Ex. udgive en kort Kongesaga, som Fagurskinna, eller og et Udtog af Heimskringla og Fagurskinna, med gothiske Bogstaver, og med al den Modifikation i Orthographien, som de i Norge skrevne oldnorske Bøger selv antyde; altsaa med h udeladt forved l, r og n, med v istedetfor f i Enden af Stavelser, med ingen Omlyd, med e istedetfor i og o istedetfor u i Endelser, med det stungne d, endog i Begyndelsen af Ord, hvor i det nuværende Sprog findes d, altsaa i Pronominer og Pronominalpartikler, o. fl. Det er sandsynligt, at et saadant Skrift vilde af Almuesmanden forstaaee og ivrigen søges.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.