Norges gamle Love før 1387 (Fritzner)
4. Norges gamle Love indtil 1387. Ifölge offentlig Foranstaltning og tillige med Understöttelse af det Kongelige Norske Videnskabers Selskab udgivne ved R. Keyser og P. A. Munch. Förste Bind. Norges gamle Love ældre end Kong Magnus Haakonssöns Regjerings-Tiltrædelse i 1263. Christiania. Chr. Gröndahl. 1846. XII & 463 Sid. 4to. 2 Spd.
Iblandt de flere Verker, som i den senere Tid ere udgangne iblandt os til Oplysning om Fædrenelandets Fortid, og som paa en Gang bære Vidnesbyrd om den vaagnede og voxende Interesse for vore nationale Minder, og tillige ere skikkede til at tilfredsstille denne, indtager det ovennævnte uimodsigeligen, om ikke den første Plads, saa dog en saadan, at det ikke i Betydenhed og Vigtighed staar tilbage for noget andet. Vore gamle Love indeholde nemlig saa væsentlige Bidrag til Kundskab om Oldtidens Sæder, Samfundsforfatning, Kirkevæsen m. m., at Kundskaben til alt dette, og følgeligen ogsaa til de vigtigste af de ældre Forholde i Fædrelandet, ikke vel kunde andet end være mangelfuld og ufuldstændig, saa længe som Adgangen til denne vigtige Kilde ikkun stod aaben for de enkelte, som kunde benytte Haandskrifterne, der saa godt som alle bevaredes i fremmede Samlinger. Hvad der inden Fædrelandet er forfattet og nedskrevet i vort gamle Sprog er derhos saa vigtigt, medens Udgaverne af dettes Mindesmærker i Almindelighed ere saa upaalidelige i sproglig Henseende, at en kritisk og korrekt Udgave af vore gamle Love maatte afgive et væsentligt og længe savnet Bidrag til et grundigt Studium af vort gamle Sprog.
Erkjendelsen af en saadan Udgaves Gavnlighed var det ogsaa, som bevægede nu afdøde Professor Gr. F. Lundh at omtrent til samme Tid, som han udgav Prøve paa et norsk Diplomatarium, tillige udgive Bergens gamle Bylov som Prøve paa en Udgave af vore gamle Love, og dernæst i Aaret 1830 henvende sig til Stortinget med Andragende om, at en saadan ved Regjeringens Omsorg og paa offentlig Bekostning maatte blive forberedet og iverksat. Skjønt Forholdene den Gang ikke vare saa gunstige som nu for et saadant Foretagende, da i det mindste Interessen for vor Historie og vort Sprog samt deres grundige Studium endnu ikke var saa levende, modtoges dog dette Andragende med Bifald, og ikke alene Stortinget men ogsaa det kongelige norske Videnskabers Selskab indgik med Beredvillighed paa at understøtte Foretagendets Fremme. Saavel tilfældige Omstændigheder, som ogsaa Vedkommendes prisværdige Hensyn til at Verket, naar det en Gang traadte for Lyset, saavel kunde findes det Folk værdigt, hvis Fortid det skulde oplyse, og ved hvis Foranstaltning det var fremkaldt, som ogsaa kunde tilfredsstille Videnskabens Fordringer, bevirkede imidlertid, at dets Fremme ikke skred saa rask fremad som oprindeligen paaregnet. Ren skulde dette end maaske hos enkelte have vakt Utaalmodighed, saa kunne dog vel selv disse ikke andet end glæde sig over, at Verkets Udgivelse ikke er bleven fremskyndet med Opofrelse af vigtigere Hensyn, da det nu er givet dem i Hænde saadant, at det tilfredsstiller, for ikke at sige overtræffer alle grundede Forventninger.
Det første Bind, som nu har forladt Pressen, indeholder Norges Love ældre end Kong Magnus Haakonssons Regjeringstiltrædelse i 1263, nemlig: 1. Den ældre Gulathingslov; 2. Den ældre Frostathingslov, med Kong Haakon Haakonssons islandske Lov (Hákonarbók eller Járnsiða) som Anhang; 3. Den ældre Bylov eller Bjarkøret; 4. Den ældre Borgarthings- eller Vikens Kristenret; 5. Den ældre Eidsivathings Kristenret; 6. Kong Sverres Kristenret; 7. Retterbøder og Forordninger.
“Texten er nøiagtigen aftrykt efter Afskriften af Hovedcodex, og dennes Bogstaveringsmaade aldeles bibeholdt, hvor et godt Pergaments-Haandskrift, eller ogsaa en aldeles paalidelig nyere Afskrift af et nu tabt gammelt og godt Haandskrift er benyttet.“ Dette er Tilfælde med Gulathingsloven, Frostathingslovens Kristenret, Hákonarbók, 1ste og 4de Stykke af Bjærkøretten, samt alle Kristenretterne. Hvor man derimod har maattet benytte nyere Papirs-Afskrifter, hvis Beskaffenhed tydelig viser, at Afskriveren ikke nøiagtigen har fulgt sin Original, men vilkaarligen forandret dens Retskrivning, har man troet at burde restituere denne, saavidt det lod sig gjøre, saaledes at man enten, hvor Retskrivningen viste sig blot at være i mindre Grad forvansket, har berigtiget den efter den Analogi, Hovedafskriften selv antydede, eller, hvor en slet islandsk Retskrivning fra forrige Aarhundrede var anvendt, har i dens Sted optaget en saadan regelmæssig grammatisk Skrivemaade, som den nyeste Tids Undersøgelser have godtgjort at maatte ansees som den normale for det oldnorske Sprog i det 13de og 14de Aarhundrede.“ Overalt er baaret nøje Omsorg for, at man paa ethvert enkelt Sted med Sikkerhed kan vide, hvad der i Haandskrifterne er forefundet, og selv det ved første Øiekast ubetydelige er derved ingenlunde overseet, saa at Udgaven, saavidt som dette er muligt, tilvisse er skikket til at erstatte Savnet af Adgang til selve Haandskrifterne. For at dette Øiemed kunde naaes, er den neden under Texten tilføiede Variantsamling givet en saa stor Fuldstændighed som muligt, medens man, “hvor Varianternes Masse var saa stor, at man nødvendigvis maatte gjøre et Udvalg, har anseet dem, der medførte en Forandring i selve Meningen, vigtigere end dem, der blot antydede en orthographisk eller grammatisk Egenhed.“ De i Codex forekommende formentlige Feil ere dels her bemærkede, dels rettede i selve Texten med Tilkjendegivelse heraf i Noterne, hvor ogsaa i Anledning af enkelte særegne Ordformer oplysende Vink ere meddelte. Endeligen ere de Codices, hvoraf Varianterne ikke paa denne Maade kunde gjengives, vedføiede in extenso. Foran ethvert Afsnit og enhver Forordning eller Retterbode meddeles Underretning om Codices, og i et eget Rum paa hver Side under Texten og over Noterne er ved ethvert Kapitel af en Lov anførte til Sammenligning de tilsvarende Steder i de andre Love, hvor saadanne lade sig paavise.
Om alt dette meddeles fuldstændig Underretning i Fortalen, hvor der ogsaa gjøres Regnskab for Udgavens Historie, Anordning m. m., medens en udførligere Beskrivelse af de benyttede Codices og Fremstilling af sammes Historie, samt en Oversigt over de forskjellige Loves og deres afvigende Recensioners indbyrdes Forhold, efter Verkets Plan først vil blive leveret i dets sidste eller 4de Bind.
Hvad man ved nærværende Udgave fornemmelig har haft før Øie, har altsaa været at give Vennerne af Norges Fortid i Hænde en saa korrekt Text som mulig af vore gamle Love, der med lige Tryghed kunde benyttes ved historiske og sprogvidenskabelige Studier, medens man derimod har anseet det mindre vigtigt at ledsage Udgaven med nogen Oversættelse eller andet Apparat, end det som Textens kritiske Behandling nødvendigen medførte. Dette kan man heller ikke andet end billige. Ti ligesom man maa haabe, at en Oversættelse i Almindelighed vil være overflødig for dem, hvis Studier føre dem til at sysselsætte sig med vore gamle Love – ligesom den i mange Tilfælde kun lidet vilde hjælpe dem –: vilde Verkets Forsyning dermed eller med oplysende Anmærkninger, Afhandlinger, Glossarium o. desl. baade have forsinket dets Udgivelse og ved den højere Pris have gjort det mindre tilgjængeligt. Er derimod Adgangen til en paalidelig Text ved en billig Udgave bleven almindelig, vil dens Fortolkning og Benyttelse desto hurtigere og fuldstændigere kunne foregaa, som flere kunne og forhaabentlig ville deltage i Arbeidet.
Omendskjønt Udgiverne altsaa i Almindelighed have afholdt sig fra at tilføie oplysende Anmærkninger, ere saadan, som allerede foran bemærket, dog paa enkelte Steder, hvor Textens Forstaaelighed især syntes at udkræve det, indflettede mellem de kritiske Noter. At her gaa i Rette med Udgiverne, om det passende Maal er iagttaget, vilde neppe være tilbørligt, da det herved saa meget kommer an paa et aldeles subjektivt Skjøn. Men det forekommer mig dog, som om mange ville have et Vink ved Ord som: afgu liki alen Æ. Eids. 1, 5 jevnf. Overskriften; at tvaro Æ. Eids. 1, 48 jevnf. Æ. Gul. 184. Æ. Frost. XIV, 2; villator f. villáttor Æ. Eids. 1, 29. Æ. Frost. III, 17. hawd f. hafud.
Om den Omhyggelighed, hvormed Textens Bearbeidelse og Opstilling er behandlet, vidne de kritiske Noter. At der imidlertid dels ved selve Udgivelsen, dels ved Korrekturen kunde indsnige sig Feil, der maa ønskes borte, bør alligevel ikke forundre nogen; men at med fuldkommen Sikkerhed paavise saadanne og betegne dem med dette Navn, er ikke let for den, som ikke har Adgang til Haandskrifterne. Som sandsynlige Tryksfejl, der ikke i Verket selv ere bemærkede, vil jeg dog anføre: Side 38 L. 12 nedfr. Lavafili oc florfili for: Lavaþili oc florþili. – S. 62 L. 9 ovenfr. hinna for: hiuna. – S. 201 L. 9 ovenfr. kaupagne for: kaupange. – S. 150 L. 10 nedfr. frendkona for: frendkono. – S. 200 L. 2 nedfr. skorn for: skornu. – S. 210 L. 19 ovenfr. vitum for: vitnum. S. 212 L. 13 ovenfr. og 5 nedfr. S. 211 L. 10 nedfr. gort for: gört; ti denne Skrivemaade have Udgiverne ellers fulgt overalt, hvor Codex ikke er fulgt med diplomatisk Nøjagtighed. S. 239 L. 7 ovenfr. veðjaðardom for: veðjanardom. – S. 244 L. 2 nedfr. eyrir for: fyrir. – S. 249 L. 9 nedfr. landnám for: landnáme.
Adskillige af disse Fejl kunne dog maaske ogsaa findes i Haandskrifterne. Disse maa det formodentlig tilskrives, naar der S. 12 L. 12 nedfr. synes at være en Lacune imellem “ioansmesso“ og “En barn hvert.“ – S. 31 L. 12 nedfr. synes at være udeladt “systur“ mellem “broðer“ og “oc systur.“ – S. 76 L. 18 ovenfr. staar “broðor“ for den ellers i Codex stadigen brugte Dativform “brꝍdr“; jevnf. broðor f. broðer S. 81 L. 5 nedfr. – S. 206 L. 14 nedfr. staar “oc iij manne“ for: oc er at iij manne. – S. 207 L. 13 nedfr. staar er v manne for: er at v manne. – S. 244 L. 5 ovenfr. synes af elldi at staa for: af valdi eller: af veldi.
Uanmærket Fejl i Haandskrifterne er det formodentlig ogsaa, naar S. 51 L. 2 og 3 nedenfra det der forekommende hon intet har at svare til – S. 244 L. 11 ovenfr. staar et Genitiv sætrs, som ikke synes at passe i Sammenhængen. – S. 243 L. 6 nedfr. staar hafi bꝍndr eið, hvilket sidste Ord ikke her synes at passe; ligesom der i den følgende Linje synes at fattes noget. – S. 246 L. 8 synes ogsaa at mangle noget.
Adskillige formentlige Fejl i Haandskrifterne er af Udgiverne dels anmærkede, dels ved Conjectur søgte rettede. Saaledes S. 55 L. 7 nedfr. bemærkes, at det der forekommende sia i Codd. skrives som om Ordet var ufuldstændigt i Enden, og at navnligen Cod. A. M. 66 qv. har sia .... At dette maa udfyldes sialfr forekommer mig upaatvivleligt. – S. 205 Anm. 5 gjøres opmærksom paa, at nogle Ord L. 17 ovenfra ere udeladte. At her Ordene oc mani oprindelig have staaet i Texten er ikke allene sandsynligt, men ogsaa uomtvisteligt, da de følgende Ord: en þat skal eigi o. s. v. med Nødvendighed fordre det, og ellers vilde blive meningsløse. – S. 249 Anm. 1 heder det, at det L. 4 ovenfra forekommende at er en Feilskrift for er, hvilket forekommer i den nyere Landslov. En Feilskrift er det dog neppe, da er og at som relative Partikler ofte vexle med hinanden. – S. 237 L. 2 ovenfra er ved Haandskrifternes .. aups conjectureret scaps, og henvist til at dette Ord forekommer i Kapitlets sidste Linje. Men ligesom Ordet der staar meningsløst, vilde det samme ogsaa vederfares det, om det indsattes i den første Linje for .. aups. Mig forekommer det utvivlsomt, at der paa begge Steder maa læses kapps. – S. 212 L. 2 nedfra er for vanar conjectureret varnaðar. Skulde en Conjectur her være fornøden, synes dog varnar at ligge nærmere, jevnf. S. 211 L. 14. Men at her ville rette Haandskrifterne forekommer mig betænkeligt, da Udtrykket vanar maðr tillige forekommer S. 211 L. 9 nedenfra, hvor dog ingen Anmærkning derved er gjort af Udgiverne, og det vel tillige kan modtage en Udtydning, der passer i Sammenhængen.
Endvidere bemærkes, at S. 82 sidste Linje bør læses bloðugri for bloðre (jevnf. Æ. Frost. XIV, 12); at dette er indkommet hidrører formodentlig fra en Abbreviatur, som ikke er opløst. – S. 249 L. 8 nedfra bør læses: hefir át (átt) for: hefir at. – S. 207 sidste Linje, S. 250 sidste Linje, og S. 235 L. 1 ovenfr. staar öfra, öfsta i Stedet for at man vel rettere burde læse ofra, ofsta. Ti endogsaa antaget, at man med Rette forandrer det i de gamle Haandskrifter forekommende o til ö, hvor det ved U-Omlyd er fremgaaet af A, saa har dette ö dog her aldeles ingen Hjemmel. Det til Præpositionen of og Adverbiet ofan svarende adjektiviske Komparativ heder nemlig oprindelig ꝍfri, der vel kan blive til efri, men ikke til öfri, medens ofri let lader sig forklare af Omlydens Undladelse, hvorpaa netop i denne Udgave af vore gamle Love forekomme hyppige Exempler.
At disse Udsættelser lige saa lidet tilsigte, som de formaa at nedsætte de dygtige Udgiveres Fortjeneste af dette Arbeide, vil det forhaabentlig være overflødigt at bemærke; og alle competente Dommere ville uden Tvivl være enige i, at de ikke allene efter yderste Evne have bestræbt sig for, men at det ogsaa har lykkes dem „at levere det saa fuldkomment som Omstændighederne tillode, til Fyldestgjørelse for Nationen i Almindelighed, og for den videnskabelige Forening i Særdeleshed, der saa liberalt har understøttet det.“
Ogsaa fra Officinets Side er denne Udgave af vore gamle Love udstyret paa en Maade, der gjør det al Ære. Man har benyttet en ny Slags (schochisk) Skrift, hvis rene, antike Snit ligesom forud forbereder Læseren paa hvad han i dette Verk finder. Prisen maa, naar Hensyn tages til Verkets Omfang og Udstyr i det Hele, ansees for moderat.
Johan Fritzner.
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |