Norge i 1920
Aaret 1920 har paa flere maater været betydningsfuldt for vort land i politisk henseende — saavel indenrikspolitisk som for Norges forhold til utlandet.
Den største utenrikspolitiske begivenhet har utvilsomt været Norges tilslutning til Nationernes Forbund. Efterat denne sak var forberedt gjennem en særlig sakkyndig komité fremsatte Gunnar Knudsens regjering i begyndelsen av Stortingssessionen 1920 forslag om, at Norge skulde melde sig ind i det nye Folkeforbund. Saken blev behandlet i konstitutionskomiteen, som for anledningen blev forsterket med de forskjellige partiførere. Komiteens sterke borgerlige flertal (10 mand) under formandens, advokat C. F. Michelets ledelse, sluttet sig til propositionen om indtræden i Forbundet, mens de to socialister fremsatte et særforslag og stemte mot tilslutningen. Stortinget drøftet spørsmaalet i møter 3. og 4. mars og forkastet tilslut komiteens mindretalsforslag mot de tilstedeværende 17 socialisters stemmer. Derpaa vedtoges forslaget om indmeldelse i Nationernes Forbund den 4. mars med 100 mot 20 stemmer. Det mindretal, som stemte mot, bestod av 16 socialister (idet Gausdal ved den avgjørende votering stemte for indmeldelse), høiremændene Hambro og Sollie, venstremanden Belland samt Mohr av Landmandsforbundet. I henhold til Stortingsbeslutningen tiltraadte saa Norge Forbundspagten og sendte 3 delegerte (Hagerup, Nansen og Blehr) med varamænd til Forbundets første delegeretforsamling i Genf i november-december.
Vort land hadde her den store tilfredsstillelse, at vore utsendingers indlæg under forhandlingerne i Genf Vakte en smigrende opmerksomhet.
I februar 1920 undertegnedes i Paris en traktat, hvorved Norges høihetsret over Spitsbergen med Bjørnøen anerkjendes. Traktaten forutsætter imidlertid ogsaa en særskilt bergverkslovgivning, som skäl forelægges samtlige signatarmagter til godkjendelse. Det er imidlertid ikke gaat saa glat med at faa istand en tilfredsstillende
ordning her, hvorfor heller ikke spørsmaalet om Spitsbergentraktatens ratifikation endnu har været forelagt Stortinget.
Ved vor nordvestlige grænse er naboforholdene ændret, idet som bekjendt Rusland har avstaat Petschengadistriktet til Finland. Herefter er altsaa Norges umiddelbare naboskap til det russiske rike ophørt.
Forholdet til Rusland har budt adskillige episoder av interesse. Norge har fremdeles ikke anerkjendt Sovjet-Rusland og det er heller ikke lykkedes at komme i større forbindelse med dette land. Forholdene i Finmarken og i store kystdistrikter, hvor avsætningsforholdene for fisken var vanskelige, bevirket endel forhandlinger mellem den norske regjering og russerne. Stortinget vedtok 4 juni med stor majoritet en uttalelse til fordel for, at handelsforbindelsen med Rusland burde søkes istandbragt. Som følge derav kom den russiske utsending Litvinov til Kristiania, men de forhandlinger regjeringen førte med ham utover sommeren og høsten blev ganske resultatløse.
I henhold til Stortingets beslutning av 20. Juli 1920 er der indledet forhandlinger om nye handelstraktater med «vinlandene» (Frankrige, Portugal og Spanien), idet Norge efter resultatet av folkeavstemningen om forbudet (høsten 1919) opsa traktaten ogsaa med Spanien. Disse forhandlinger, som den norske regjering har drevet gjennem minister Wedel-Jarlsberg — bistaat av en i sommer særlig opnævnt komité paa 6 medlemmer — har endnu ikke ført til noget tilfredsstillende resultat. Med Portugal er der avsluttet en midlertidig avtale om foreløbig opretholdelse av status quo med 3 maaneders gjensidig opsigelsesfrist, men hverken for Frankrike eller Spanien er der truffet nogen ordning. Disse traktatspørsmaal, som følges med stor interesse av det hele folk paa grund av deres store betydning saavel for vigtige grene av vort
næringsliv som for forbudssaken, har været behandlet i en række Stortingsmøter, de allerfleste for lukkede døre.
Om samarbeidet med de to nordiske nabolande henvises til kroniken om nordisk samarbeide.
Indrepolitisk har den store begivenhet ubetinget været regjeringsskiftet i sommer. Som omtalt i fjoraarets oversigt er den parlamentariske stilling i denne Stortingsperiode noksaa uklar, idet Gunnar Knudsens regjering kun kunde regne med 54 tilhængere (av venstre og arbeiderdemokraterne) mot en borgerlig opposition paa 54 mand og socialdemokraternes 18 repræsentanter. Imidlertid hadde man litt efter litt begyndt at regne med, at det vilde lykkes Gunnar Knudsen — som hadde været regjeringens chef siden februar 1912 — at holde sig oppe indtil valgene høsten 1921 netop paa grund av den uklare partistilling. De forandringer som foregik i regjeringens sammensætning utover vaaren hadde ingen politisk karakter. Statsraad Hauan fratraadte fordi Industriforsyningsdepartementet kunde inddrages, og da Statsraad Olsen Nalum i mai traadte tilbake av helbredshensyn, byttet han bare plads med sin partifælle fanejunker O. M. Mjelde, hvem han ogsaa fulgte paa Odelstingets præsidentstol.
Trontaledebatten forløp rolig, idet et mistillidsforslag kun fik socialisternes stemmer. Høires fører, præsident Halvorsen, fik enstemmig vedtat sit forslag, hvori regjeringen anmodedes om snarest at drøfte ophævelse av de midlertidige kriselove og den dermed sammenhængende ekstraordinære fuldmagt.
Regjeringskrisen i juni kom derfor vistnok overraskende paa de fleste. Den var ogsaa parlamentarisk set ganske eiendommelig. I 1919 hadde regjeringens forslag til veibudget vakt megen motstand, men situationen blev reddet gjennem et kompromis. Imidlertid fastholdt statsminister Knudsen i 1920 sin bestemte motstand mot at forøke veibudgettet med den million, som veikomiteen krævet. Alle forhandlinger blev frugtesløse og komiteens store flertal paa 7 medlemmer (høire, socialister, og 2 venstremænd) foreslog saa veienes anlægsbudget øket med 1 million kr. utover propositionen. Regjeringen stod samlet om at holde paa propositionen, men det oplystes, at 7 av regjeringens øvrige 8 medlemmer fraraadet at gjøre kabinetsspørsmaal paa saken. Statsminister Knudsen satte imidlertid sin stilling ind paa denne «veimillion». Resultatet, som var imøteset med megen spænding, blev at Stortinget 15 juni med 75 mot 51 stemmer vedtok veikomiteens flertalsindstilling. Stillingen var nu høist eiendommelig, idet flertallet bestod av høire, frisindede, Landmandsforbundet, den uavhængige Stousland, socialisterne og 3 venstremænd og derfor ikke kunde danne grundlaget for en fremtidig regjeringsblok. Regjeringen indleverte imidlertid sin avskedsansøkning, de 7 statsraader, som hadde fraraadet kabinetsspørsmaalet, var uvillige til at rekonstruere regjeringen, venstre negtet at yde sin medvirkning til dannelsen av nogen ny regjering og Stortingspræsident Halvorsen maatte derfor danne sin regjering kun bygget paa høire og frisindede venstre.
Otto B. Halvorsens ministerium blev utnævnt 21. juni 1920 og fik følgende sammensætning: Stortingspræsident, høiesteretsadvokat Halvorsen blev statsminister og chef for justisdepartementet, advokat C. F. Michelet blev utenriksminister, høiesteretsassesor E. Hagerup Bull finansminister, lagtingspræsident, gaardbruker G. A. Jahren landbruksminister, lektor N. Riddervold Jensen kirkeminister, overlæge K. Wefring forsvarsminister, advokat Odd Klingenberg socialminister, konsul. Corn. Middelthon arbeidsminister, konsul J. Rye Holmboe provianteringsminister og fabrikeier Gert Meyer Bruun handelsminister.[1]
Av den nye regjerings medlemmer hadde kun en Statsraad (Hagerup Bull) tidligere sittet i Kongens Raad, men samtlige ministre var eller hadde været stortingsmænd. Rye Holmboe og Wefring repræsenterte frisindede venstre, de øvrige var alle kjendte høiremænd.
Den nye regjering avgav straks en erklæring, som blev diskutert i Stortinget 6 juli. Buens mistillidsforslag forkastedes mot 19 stemmer (socialisterne og venstremanden Kulstad). Tiltrods for den uklare parlamentariske stilling lykkedes det ministeriet Halvorsen at holde sig ved magten aaret ut.
Dyrtidsproblemet, avviklingen av krigsaarenes statsforanstaltninger og de tiltagende vanskeligheter for næringslivet har sat sit sterke præg paa norsk indenrikspolitik i 1920.
Aaret 1920 bragte nemlig den definitive avslutning paa den høikonjunktur som satte ind nogen maaneder efter verdenskrigens slut. Det er fastslaaet at verdenskonjunkturene allerede i aarets første kvartal vaklet, men forskjellige forhold gjorde at man i Norge ikke merket noget til nedgangen før i aarets 2. halvdel. Billedet av Norges økonomiske liv falder saaledes i tre dele, den første karakteriseret av glimrende konjunkturer i et tidsrum der strækker sig gjennem 6—7 maaneder, den anden og kortere hvor strømmen vender, og den tredje, som satte et markeret præg paa aarets tre-fire sidste maaneder hvor nedgangen skjøt en akcelererende fart.
Disse tre perioder trær klart frem i den almindelige handelsomsætning i aarets løp. Aaret begyndte med livlig omsætning hos grossister og detaljister. Priserne steg, publikums kjøpelyst og kjøpeevne var upaaklagelig, varerne strømmet ind til landet i mængder, som vor økonomiske historie sjelden eller aldrig har vist sidestykke til. Den uavbrutte stigning som fundet sted i valutakursene gjorde at importartiklene stadig faldt dyrere med det resultat at publikums kjøpelyst blev yderligere stimuleret. Forbruket var abnormt stort. Utpaa sensommeren indtraadte en reaktion. Man kunde merke de første tegn til en svigtende kjøpeevne og til en begyndende forsigtighet. Pengene sat ikke saa løst som før, og den livlige handelsomsætning begyndte at gaa ned.
Tiltrods for nogen stigning i exporten, som blev stimulert av vor ugunstige valuta, var dog landets handelsbalance overordentlig ugunstig. Mens importen i sidste fredsaar (1913) utgjorde 552 millioner og exporten 392 (underskud 160) var tallene i 1919 rundt 918 og 297 millioner (621 i underskud) og i de fem første maaneder av 1920: 1 124 millioner importert og 501 eksportert, d. v. s. et underskud av 623 millioner kroner paa 5 maaneder. Dette avspeilet sig naturlig i valutamiséren som særlig i høstmaanederne var sterkt utpræget og — som nævnt — gjorde alle vore indkjøp i utlandet overordentlig kostbare.
Netop paa det tidspunkt, da alle tegn pekte i retning av synkende konjunkturer, blev foreningen «Mindsket Forbruk». (M. F.) dannet under en særdeles stor tilslutning. Næringslivets mænd, hadde sat sig i spidsen for denne propagande-bevægelse og maalet var ved et økonomisk levesæt at sætte importen ned og derved bedre den norske krones internationale værdi. Det er vanskelig at bedømme resultaterne av foreningens virksomhet. At den kom til at spille en rolle i det økonomiske liv er sikkert nok. Men det at dens tilsynekomst akkurat falder paa det tidspunkt da de økonomiske kræfter allikevel hadde fremtvunget en strøm vending gjør det umulig at bringe aarsak og virkning helt paa det rene.
En bestræbelse i samme retning var de av Halvorsens regjering indførte importforbud — særlig paa al slags luksus. — De varer som disse forbud omfattet, utgjorde ganske visst kun en ringe brøkdel av vor samlede import, og hvilken betydning forbudene har hat for valutakursenes utvikling, er meget vanskelig at avgjøre. Kurserne holdt sig aaret ut ganske abnorme. Mens saaledes valutanoteringen paa Kristiania børs ved nytaar 1920 viste kr. 18,61 for pund, 4,93 for dollars og 105,75 for svenske kroner, stod 23 september pund i 26,60, dollars i 7,63 og svenske kroner 153,25. I januar 1921 var den norske krone atter steget endel, saa pund stod i 19,55, dollars i 5,16 og svenske kroner i 112.
Nedgangen i handelsomsætningen fortsatte utover høsten og antok karakteren av stagnation. Juletrafikken var lampens sidste blaf. Det nye aar gik ind med en yderst begrænset omsætning og liten fortjeneste.
Industriens kaar var i aarets første halvdel tilfredsstillende. Der var flere, om end ikke særlig omfattende streiker, men det at disse som oftest faldt ut til arbeidernes fordel viser bedst at industriprodukterne fik en tilfredsstillende avsætning. Eksportindustrien hadde et særdeles godt aar. Trælast, træmasse, cellulose og papir nød godt av en meget sterk efterspørsel som resulterte i hittil useede topnoteringer. Desværre la de vanskelige skibningsforhold i aarets første kvartal hindringer iveien saa eksporten kvantitativt ikke naadde de høider den sterke efterspørsel burde ha resultert i. Nedgangstiden rammet træforædlingsprodukterne meget sent, hvilket gjorde at aarets produktion praktisk talt i sin helhet blev solgt til gode priser. Paa den anden side ledet forholdene paa verdensmarkedet til for sterk optimisme saa der blev kjøpt meget mere slipe-tømmer til toppriser end det viste sig nødvendig og heldig. — For den kemiske industri var forholdene mere uensartet. Det kan dog noteres at eksporten av Norgessalpeter blev en rekord.
Grubedriften har det meste av aaret ligget nede. Der er utført en brøkdel av det normale.
Jordbruket hadde under middels utbytte.
Fiskeribedriften led — tiltrods for at de opfiskede kvanta var smaa — under elendig avsætningsforhold; man laa inde med store lagre. Staten maatte sælge store kvanta paa langsigtig og tildels tvilsom kredit. Klipfisken har dog hat et bra aar. Prisene var like til december stigende og statens lagre av denne vare blev praktisk talt i sin helhet heldig solgt.
Forholdene for hjemmeindustrien var i aarets første halvdel tilfredsstillende. De stigende vekselkurser la vanskeligheter iveien for den utenlandske konkurrence, men de fordyret ogsaa raavarerne, likesom den engelske kulpolitik fordyret produktionen for den norske som for alle de lands industri som var avhængig av de engelske kul.
Vendepunktet betegnes ved den store arbeidskonflikt som blev løst ved anvendelse av den midlertidige lov om tvungen voldgift. Dommene gik i alt væsentlig i arbeidernes favør, dette fik naturligvis avgjørende betydning for hele lønsnivaaet, og lønsnivaaets stigning bidrog igjen til at gjøre varepriserne høiere. De sterkt faldende konjunkturer har senere rykket bort grundlaget for de fastsatte satser. Arbeidsledigheten er blit akcentueret og industrien ligger under for den utenlandske — specielt den tyske — konkurrence. For hjemmeindustrien gik aaret ut under trykket av prisfald, høie produktionsomkostninger og en intens utenlandsk konkurrence.
Skibsfarten fik allerede tidlig paa aaret vanskeligheter at kjæmpe med. Den engelske regjerings kulpolitik fordyret driften. De høie fragter faldt fra februar—mars av, og stigningen i utenlandsk valuta — særlig pund sterling — fordyret sterkt de forpligteiser rederierne hadde paatat sig i form av nybygningskontrakter for at gjenopbygge den av krigen sterkt reducerte handelsflaate. For at hjælpe paa de store vanskeligheter som nybygningerne paaførte denne næring optok den norske stat i New York et laan paa 25 mill. dollar som blev stillet til kontrakteiernes disposition. Laanet var imidlertid ikke billig. — Fragterne vedblev at falde aaret ut og efterhvert som skibene fuldførte sine timechartere blev de lagt op. Fragtindtægterne dækket ikke længer utgiftene. Dette fik selvfølgelig ogsaa sin virkning paa skibsaktiebørsen, hvor kursene sank rask, og kjøpelysten var forsvindende i sammenligning med krigsaarenes høikonjunkturtider.
Prisnivaaet. Ved hjælp av de nye statistiske undersøkelser som en række blade har foretat er man blit istand til paa det nøieste at følge det norske prisnivaas utvikling. Tidligere har man bare hat de officielle beregninger. Nu har man for engrosprisene faaet Farmands prisindeks og for detaljprisene Tidens Tegn. Det førstnævnte viser i aarets første 7—8 maaneder sterk stigning. Derpaa indtrær en tydelig stagnation i opgangens hastighet og fra oktober av gaar engrospriserne sterkt ned. Naar priserne i 1913 sættes lik 100, var nivaaet ved september maaneds utgang 433,1. De paafølgende maaneder bragte følgende nedadgaaende bevægelse: Oktober til 424,1, november til 408,5 og december til 370,0. Den nævnte detaljprisindeks viser at butikpriserne først begyndte at falde i december og de officielle beregninger viser at leveomkostningerne ikke gik ned før i januar 1921.
Indextallene for leveomkostningene satte høiderekord utover høsten, (inden november 337 sammenlignet med 100 i juli 1914). Kampen mot dyrtiden avfødte adskillige interpellationer i Stortinget, i december endog et mistillidsvotum fra socialistisk hold. Dette samlet dog kun 22 stemmer. Stortinget vedtok i sommer en ny prisreguleringslov, som den nye regjering har sat ut i livet under samarbeide med handelsstandens mænd.
Pengemarkedet har været karakteriseret av en række store finansielle operationer. Det viste i aarets første maaneder lettelse efter den sterke anspænding før aarsskiftet. Staten benyttet i mars anledningen til at lægge ut et laan til 6 pct. rente, hvori der blev tegnet ca. 85 mill. kroner mot et fastsat minimumsbeløp paa 100 mill. kroner. Samtidig blev der utlagt et 5-aarig 6 procents konverteringslaan med ubegrænset laanebeløp. Dette blev dog ikke nogen succes, idet der bare blev tegnet ca. 92 000 000 kr., mens man trængte 250 mill. kr: Staten indledet da underhandlinger med bankerne, hvilke resulterte i et enaarig konverteringslaan paa 192 000 000 og et 5-aarig ditto paa 146 500 000 kr. Tilsammen ordnet staten laan paa ialt ca. 515,5 millioner kroner, hvilket financielt er en meget respektabel transaktion og vei den største paa et bret i Nordens historie.
I høstmaanederne optok desuten den norske stat et laan paa 25 mill. dollars — det tidligere nævnte skibsrederlaan. Desuten optok en mængde kommuner store indenlandske laan og Christiania og Bergens kommuner laante i New York henholdsvis 5 og 4 mill. dollar til stramme satser.
Pengemarkedet blev tidlig stramt og fra den 25. juni blev Norges Banks diskonto sat op til 7 procent. Stramningen vedvarte aaret ut og ved juletider naadde seddelomløpet op i rekorden 493 mill. kroner. Privatbankerne har gjennemgaaende havt meget gode resultater av virksomheten.
Henimot aarets slutning sporet man en begyndende arbeidsløshet, som imidlertid først tok større dimensioner i 1921.
Av streiker har man som nævnt ikke hat særlig mange inden industrien, idet jo voldgiftsdommene har skaffet arbeiderne store fordele uten streik. Bemerkelsesværdige var derimot en langvarig sporveisstreik i Kristiania i begyndelsen av aaret og streiken ved statens anlæg. Denne sidste har vedvaret gjennem aarets sidste halvdel og bevirket bl. a. et aars utsættelse av Dovrebanens aapning. Av størst interesse var dog jernbanestreiken i december.
De allerfleste jernbanefunktionærer hadde isommer opsagt sine stillinger med 3 maaneders varsel for at fremtvinge lønsforbedring. Det spændte statsbudget umuliggjorde noget nævneværdig paalæg, men da jernbanefolkene hævdet, at de var forholdsvis daarligere stillet end statens øvrige funktionærer nedsatte Halvorsens regjering i august en komité for at undersøke dette forhold.
Jernbanemændene prolongerte saa sine opsigelser, men vilde ikke ta dem tilbake. Komitéen kom til det resultat, at jernbanens funktionærer — med en høist uvæsentlig undtagelse — var passet rigtig ind i det almindelige lønsregulativ og regjeringen kunde derfor ikke anbefale noget lønstillæg. Funktionærerne gik saa til streik fra 1 december efterat Stortinget med 102 mot 21 stemmer (socialisterne og arbeiderdemokraterne) hadde avvist frivillig voldgift. Socialisternes forslag om en lønsforhøielse for de lavere klasser av 600 kr. samlet kun 17 partistemmer, mens regjeringens forslag tilslut vedtoges mot 3 socialiststemmer. Alle tog blev indstillet, men dels lykkedes det lidt efter lidt at sætte enkelte tog igang igjen, dels klarte man sig meget bra med andre transportmidler (særlig automobiler), saa streiken blev ikke saa effektiv som man hadde ventet. Det viste sig ogsaa meget snart, at opinionen overveiende var imot de streikende, og i Stortinget, hvor de borgerlige partier hadde sluttet «borgfred», stod et sterkt flertal paa over 100 (av 126) samlet imot en hvilkensomhelst indrømmelse. Efter 16 dages streik maatte saa streiken avblæses uten at der var opnaadd nogetsomhelst.
I 1920 er en række kriseforanstaltninger ophævet, idet særlig den Halvorsenske regjering har fortsat avviklingen med kraft. Allerede i mars blev industriforsyningsdepartementet ophævet. Ogsaa i provianteringsdepartementets virkeomraade har man foretat væsentlige indskrænkninger, idet blandt andet statens skibsfartsdirektorat, rationeringskontorerne og Statens brændselsstyre er ophævet. Statens 3 motorskibe er solgt med god fortjeneste. Statsbidragene til de kommunale provianteringsraad er bortfaldt, likesom forskrifterne for raadene er betydelig forenklet. En række utførselsforbud er ophævet. Enkelte kommuner har ogsaa besluttet at lempe paa de strenge husleiereguleringsbestemmelser. Maximalpriserne er bortfaldt.
Statshandelen er ogsaa for en stor del efterhvert søkt avviklet. Staten har fremdeles midlertidig monopol for korn, mel og sukker likesom den i væsentlig grad har tat sig av kulforsyningen, som har bragt svære tap; men særlig paa det sidste omraad har den nye regjering kancellert en række kontrakter og fragtslutninger, som under de ændrede forhold var overflødige og vilde medføre vældige utgifter for statskassen. Der er praktisk talt intet nyt kjøpt i aarets sidste halvdel og de rikholdige lagre er endnu paa lqngt nær tømt. Der har været opretholdt statsgaranterte mindstepriser for korn og for fiskerierne i Finmarken.
Stortinget hadde ogsaa i 1920 to samlinger. Vaarsessionen varte fra 12 januar til 22 juli, høstsessionen fra 18 oktober til 15 december, mens den formelle opløsning først fandt sted 10 januar 1921. I Stortingets præsidentskap blev der foretat endel forandringer. Som tidligere nævnt avløste Statsraad Olsen Nalum (v) i mai Mjelde som odelstingspræsident. Regjeringsskiftet skapte to nye præsidenter, idet konsul Ivar Lykke (h.) fulgte efter stortingspræsident Halvorsen og gaardbruker Karl Sanne (h) efter lagtingspræsident Jahrén. Til præsidentskapets formand valgtes hr. Tveiten (v.) efter Halvorsens overtagelse av regjeringen. Da 7 av den nye regjerings medlemmer og 3 av de avgaaende statsraader var stortingsmænd, bevirket regieringsskiftet ikke saa smaa forandringer i Stortingets sammensætning, men partiforholdene blev ikke forrykket. Ved suppleringsvalget efter Statsraad Michelet — hvis varamand tidligere var avgaaet ved døden — seiret høire med stor majoritet. Andre valg fandt ikke sted i 1920.
Den forlængst besluttede store civile forsvarskommission blev nedsat 16 april og har begyndt sit arbeide. En række avgjørelser vedkommende vort forsvar er stillet i bero, idet man vilde avvente denne kommissions indstilling. En række officers- og underofficers-stillinger blir herefter kun besat ved konstitution, idet man ikke vil foregripe en nyordning ved fast utnævnelse. Vaabenøvelserne blev reducert for rekrutskolerne til et minmum, for regimentssamlingerne til 18 dage. Et forslag om helt at sløife aarets militære øvelser, ialfald for Nord-Norge, blev imidlertid forkastet.
Statens financer begyndte for alvor at vække bekymring. Statsbudgettet steg til en rekordmæssig høide og blev gjort op med 772 889 000 kroner for budgetterminen 1/7 1920-30/6 1921. Utgifterne steg voldsomt, mens indtægterne begyndte at svigte. Særlig maa man være forberedt paa, at skattefundamenterne vil svigte i den nedgangstid vi nu er oppe i. I indtægtsaaret 1919—1920 var underskuddet ved jernbanernes driftsbudget over 32 millioner kroner, ved telefon og telegraf over 9 millioner o. s. v. altsaa i bedrifter som normalt pleier at gi overskud, tiltrods for, at baade jernbanefragter, telegraf og portotakster er betydelig forhøiet. Statsunderstøttelsen til kystruterne slugte mangfoldige millioner. Lønningsbudgettet steg betydelig ved det nye lønsregulativ, som blev vedtat fra 1. juli 1920, hvor alle lønninger blev sat meget op likesom dyrtidstillæggene fremdeles blev bibeholdt (dog lidt omregulert).
Statsgjælden er ogsaa steget voldsomt. Den var pr. 1. juli 1914 — altsaa ved krigens utbrud — kr. 357 394 000, men pr. 30/6 1920 var den faste gjæld kr. 732 962 000 og den svævende gjæld desuten kr. 396 643 000, altsaa tilsammen kr. 1 129 605 000. Staten har rigtignok til gjengjæld store utestaaande fordringer (blandt andet paa Centralmagterne) og endel beholdninger, men disse er paa langt nær værd saa meget, som de har kostet. Det udækkede tap paa statshandelen overstiger 200 millioner kroner.
Stortinget har i 1920 vedtat 11 nye love og 3 grundlovsforandringer.
Den vigtigste grundlovsforandring er stemmeretsalderens nedsættelse til 23 aar. Desuten er grundlovens § 89 om militær høiesteret ophævet, likesom der er foretat en forandring i § 23 som berøver avgaaede statsraader ret til at bibeholde sin titel.
Derimot forkastedes en række andre grundlovsforslag (bl. a. om ordensvæsenets avskaffelse, bostedsbaandets løsning, forfaldsinstitutionens ophævelse o. s. v.).
Av nye love kan særlig merkes:
Indførelsen av den nye valgordning med forholdsvalg har medført en ny valglov og en særskilt nominationslov.
Stortinget vedtok — som før nævnt — isommer en noksaa radikal prisreguleringslov. Den midlertidige voldgiftslov er forlænget til 1. april 1921 (hvormed den bortfalder). Venstre og socialisterne tvang igjennem loven om boligrationering som dog blir avhængig av, om vedkommende kommunestyre beslutter at gjøre den gjældende (hvilket endnu ingen kommune har gjort). Fjeldloven og forandringer i jagtloven fremkaldte en længere debat, hvor tilslut fjeldbygderne fik igjennem de vigtigste av sine krav. Der blev i juli vedtat en midlertidig lov om arbeiderutvalg i industrielle bedrifter, som lovfæster at et tillidsutvalg for arbeidere og funktionærer skal bli raadspurt foran en række avgjørelser.
Av andre vigtige love kan nævnes: lov om menighetsraad og menighetsmøter, vaarsildloven, lov om ulykkesforsikring for fiskere, jordkoncessionsloven, en række forandringer i skattelovene o. s. v.
En række av disse love vakte heftige debatter i Stortinget og flere av dem avgjordes efter rent politiske voteringer. Det sidste gjaldt ogsaa en beslutning om, at for fremtiden kun de 3-aarige middelskoler kunde faa statstilskud. Et farlig politisk brændstof var ogsaa skattespørsmaalene, baade aktionærbeskatningen (som dog under borgfreden i december tilslut blev utsat) og spørsmaalet om en stor ekstraordinær formuesbeskatning, som endnu er uavgjort.
Begivenheter av stor indrepolitisk betydning er ogsaa de to nye partidannelser i 1920. Paa landsmøtet i Kristiansand i juni besluttet Norsk Landmandsforbund med stort flertal at gaa over til politisk parti. Landmandsforbundet, som hittil har været et faglig og upolitisk bondeforbund med over 60 000 medlemmer, har rigtignok ogsaa tidligere i enkelte kredse stillet kandidater ved Stortings valgene (Forbundet fik saaledes i 1918 valgt 3 av sine særkandidater), men for fremtiden skal altsaa Landmandsforbundet optræde med sine egne lister ved valgene, helt uavhængig av de andre politiske partier. Utpaa høsten vedtok det nye parti et valgprogram og partiets hovedorgan «Nationen» begyndte allerede meget tidlig en hidsig valgagitation. Det er ikke tvilsomt, at det nye bondeparti i 1921 vil ta mange stemmer baade fra høire og venstre utover i landdistrikterne.
Offentliggjørelsen av Moskvatheserne isommer fremskyndet bruddet inden «Det norske arbeiderparti». Den moderate retning, som var misfornøiet med den radikale ledelse, men litet kunde utrette, fordi den stod uorganisert og saagodtsom uten presse, benyttet nu anledningen til at ta bestemt avstand fra «bolsjevikerne» inden partiet, som vilde akceptere Moskvas betingelser. Striden mellem de to retninger blev stadig skarpere, men bruddet blev først formelt fastslaat paa den moderate fraktions landsmøte
i januar 1921. Ogsaa denne partikløvning kan utvilsomt faa betydning for høstens stortingsvalg. I den nuværende Stortingsgruppe er de moderate de sterkeste under præsidenterne Buen og Magnus Nilsen medens de radikale har valgt gaardbruker Hornsrud til sin fører. Lian, fagforeningernes mægtige formand, staar nu de radikale nærmest, men har dog reservert sig ligeoverfor flere punkter i Moskvatheserne. Utover landet er stemningen delt, enkelte tager bestemt avstand fra theserne og gaar ut av partiet, men mange fastholder tilslutningen til Moskva-internationalen.
I denne forbindelse kan ogsaa nævnes, at det vakte megen opsigt, da den radikale socialistredaktør Madsen i august fik beslaglagt en større sending russisk guld, som han hadde medført fra Rusland over Vardø. Henimot aarets slutning fastsatte den Halvorsenske regjering utførselsforbud for russisk bolsjevikliteratur, som gjennem Norge i agitatorisk hensigt var spredt i utenlandske havne. Store lagre av slike agitationsskrifter blev i december beslaglagt i Folkets hus i Kristiania.
- ↑ Portrætter av endel av de nye regjeringsmedlemmer samt av andre her nævnte politikere i forrige aarbok.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |