Norge i 1814, fra russiske Arkiver/3
Orloff anholdt i sin Audiens hos Kong Frederik den Sjette om, at man vilde holde ham underrettet om alt, som blev foretaget for at bringe Norge i Forening med Sverige, og Frederik den Sjette svarede at der var givet Befaling til at vise ham alt, hvad der i denne Anledning var ukjendt, lige indtil hans egne private Skrivelser. Dernæst bad Orloff om at maatte indfinde sig hos Kongen, saa ofte han efter Sagernes videre Gang ansaa dette for nødvendig.
Ogsaa dette blev indvilget af Frederik den Sjette.
Fra Russerens Side var der i den første Samtale faldt skarpe Udtryk. Han havde betragtet sig som Repræsentant for de svenske Anskuelser, og han ansaa det for rigtigt at paatale, hvad der fra den Side var fremholdt som Anklager mod den danske Regjering. Men bagetter var han ligesom afvæbnet ved den Maade, hvorpaa Frederik den Sjette havde mødt ham i deres første Samtale. Han bad derfor Rosenkrantz, da han umiddelbart efter havde en Samtale med denne, om at frembære for Kongen hans Undskyldninger for de Friheder, han i sin Varme havde kunnet tage sig under Audiensen. Men samtidig vedblev han sit Arbeide med at trænge ind i et Spørgsmaal, der endnu frembød for ham mange dunkle Sider.
Til Rosenkrantz sagde han, at han ikke alene ønskede at faa Oplysning om, hvad der var foregaaet, men ogsaa om det, som fremdeles foregik. Rosenkrantz var Imødekommenheden selv og lovede at meddele alt, hvad der kunde ønskes.
Imidlertid var der kort i Forveien indtruffet en Affære, som kunde true med at kaste et uheldigt Lys over den danske Regjerings Holdning. Det var den bekjendte Tildragelse med Kammerjunker Gyldenpalm, der paa sin Gjennemreise gjennem Sverige var greben som Overbringer af Breve fra høitstaaende danske Embedsmænd til deres Venner i Norge, tildels af et noksaa kompromitterende Indhold.
Merkelig nok lod Orloff sig ikke synderlig paavirke af denne Sag, som han kun kortelig omtaler i Forbindelse med at nævne den Straf, der blev de skyldige til Del. Det kan ikke vel tænkes, at der har manglet paa Henveldelser i den Anledning for at gribe en saadan Leilighed til at fremstille Danmarks Skyld. Men Sagen var den, at Brevene var skrevne paa dansk, hvilket Sprog Orloff ikke forstod. Han mente derfor, at Sveriges Sendebud i Rusland var nærmest til at give Besked. Den Ro, hvormed Orloff tog denne Gyldenpalmske Affære, kan ogsaa have havt mere langtrækkende Virkninger og bidraget til, at den i Rusland er betraktet som mindre væsentlig.
Rosenkrantz havde i de første Samtaler ogsaa sine Spørgsmaal at fremsætte.
Han ønskede at vide, om det ogsaa stod i Konimissærernes Instruktioner, at de fra Kjøbenhavn skulde fortsætte sin Reise til Norge. Paa dette aabne Spørgsmaal vilde imidlertid Orloff kun nødig give et bestemt Svar. Det passede sig for ham bedst at holde den danske Regjering i Usikkerhed paa dette Punkt. Hans Opgave var foreløbig den at tvinge Danmark til at ordne Forholdene i Norge, og han skulde derfor bevæge Regjeringen til at gribe de mest energiske Forholdsregler. Rosenkrantz kjendte sin egen Afmagt, og derfor mente han, det vilde have den bedste Virkning, hvis Kommissærene viste sig paa Skuepladsen i Norge. Orloff afgav den Erklæring, at det fik være afhængigt af Omstændighederne, hvorledes disse videre vilde fridrette sig, og at de ikke kunde tage noget Skridt, der vilde udsætte dem for at blive kompromitterede, hvad de vilde blive, hvis Christian Frederik negtede at rsepektere deres Monarkers Vilje. Desuden erklærede Orloff, at der ikke var Tale om at foretage nogen Reise til Christiania, medmindre de kunde overbringe bestemte, tydelige og energiske Befalinger, hvis Indhold de selv kjendte, for at gjøre Indtryk paa Christian Frederik og det norske Folk.
I de følgende Dage lod Orloff sig det være magtpaaliggende at anstille Undersøgelser og erhverve en selvstændig Basis for sine Domme. I sin anden Depesche, som han af sendte fra Kjøbenhavn 13 Mai, skriver han til Nesselrode:
„Norges Stilling er geografisk talt, aldeles uafhængig af Danmark. Det er kun ved en krydset Forbindelse mellem Racer og Familier under en lang Besiddelse, at man er naaet til at forene i Meninger og i Interesser to Folk, der er saa adskilte ved sin Beliggenhed og saa forskjellige i sin Karakter. I det Øieblik, da den sidste Krig blev erklæret, betraktede Ministeriet den med Rette som afgjørende; thi den blev aabnet paa Grundlag af Norges Bevarelse eller Afstaaelse. Det danske Kabinet, som allerede den Gang forudsaa, at det vilde have Anvendelse af hele sin Styrke paa Fastlandet, besluttede sig til at overlade Nordmændene til deres egne Midler. Derfra skriver sig de revolutionære Methoder for at opflamme Folket, Methoder, som, naar de engang er anvendte, ikke oftere kan tages tilbage. Paa den anden Side foreskrev Mangelen af en sikker Samfærdsel Regjeringen, at den i Nutiden maatte ordne Fremtidens Begivenheder. Derfra skriver sig Prins Christians Instruktioner, der i Myndighed og i Tid var ubegrænsede. Det var, uanset hvad der saa end kunde hænde, paalagt ham ikke at vende tilbage før ved den almindelige Fred. Da saaledes Frankriges Minister, Baron Alquier, kom for at tage Afsked med Prinsen og for ham udtrykke sin Beklagelse over hans Afreise, — saa meget mere, sagde han, som man ikke kunde bestemme Tiden for hans Tilbagekomst, da svarede Prinsen: „Ved den almindelige Fred; jeg kommer kun tilbage ved den almindelige Fred“.
Man kan sikkerligen ikke fordømme det danske Hof for at have anvendt alle de Forsvarsmidler, som stod til dets Raadighed. Det er en Ulykke, at disse Midler, der i sin Oprindelse var legitime, er blevne en Anledning til at an tænde Oprørets Ild, uagtet Ordrerne er tilbagekaldte“.
Hvad Orloff her udtalte, var en vigtig Erkjendelse. Det blev kun en Indledning for ham til at gaa over paa helt nye Standpunkter i sin Bedømmelse af Stillingen. Det var, sagde han, fuldt rigtigt af den danske Regjering, at den under Krigen havde truffet sine Forholdsregler til mulig Bevarelse af, hvad den kunde blive tvungen til at opgive. Hvad han videre ønskede at have paa det rene, var, hvorvidt der efter den 14 Januar var handlet fra dansk Side med nogen bestemt Plan om at unddrage sig fra at opfylde den nysluttede Fredstraktat. Ogsaa her var man begyndt at se med mildere Øine.
Orloff mente, at flere af den danske Regjerings Handlinger i den nærmeste Tid efter Kielerfreden var uheldige, og at de maatte indvirke paa Stemningen i Norge paa en Maade, som opmuntrede til Modstand. Fremfor alt ansaa han det berettiget at paatale Langsomheden i alle dens Foranstaltninger. Men han var aldeles imod den Tanke, deri at se en Virkning af noget falsk Spil eller nogen Tilbøilighed til at unddrage sig Fredstraktatens Opfyldelse. En upartisk Betrakning maatte — saa skrev Orloff nu — føre til den modsatte Opfatning og frifinde den danske Regjering for al Mistanke om connivence med det, som foregik i Norge. Fremfor alt lagde han Vegt paa det meget bekjendte Brev, som Frederik den Sjette den 21de Marts havde tilstillet Christian Frederik. Idet mente han at finde det mest fuldgyldige Udtryk for de Tanker, som havde vist sig hos Kongen — maaske dog et noget naivt Udtryk.
Dette maatte faa sin Betydning for Kommissærernes paafølgende Opfatning af det hele Spørgsmaal om Danmarks Delagtighed eller Udelagtighed i de norske Begivenheder. Fra Sverige lød det stadig, maaske med voxende Styrke, at den hele Forvikling skyldtes den danske Troløshed, og saa kom pludselig den russiske Kommissær og afgav til sin Regjering den Forsikring, at naar man upartisk overveiede Sagen, var der i Grunden ikke saa mange Indvendinger at gjøre, og at Danmark ikke kunde beskyldes for slette Hensigter, og hvad mere var, han gik videre og paastod, at den svenske Regjering ogsaa havde sin Andel i, hvad der var foregaaet paa norsk Grund.
Havde ikke Sverige, medens Underhandlingerne i Kiel stod paa, erklæret, at der ikke behøvedes mere end et simpelt Afkald fra Frederik den Sjettes Side, og at man forøvrigt paa egen Haand skulde ordne den hele Sag?
Var der ikke fra svensk Side vist en overordentlig Hast med at faa offetliggjort den undertegnede Fredstraktat, medens den danske Regjerings Repræsentanter havde gjort Forestillinger deiimod, for at Prins Christian Frederik kunde være kaldt tilbage fra Norge, forinden denne Offentliggjørelse fandt Sted?
Havde ikke Svenskerne ophidset det norske Folk ved sit Forbud mod Kornindførsel?
Hvis der endelig kunde rettes Bebreidelser for Langsomhed mod den danske Regjering, hvad lod der sig saa ikke sige om den svenske Regjering, som havde ventet saa længe med at love Norge en fri Forfatning og Bevarelse af dets Rettigheder?
Dette var fire væsentlige Punkter, og det var kanske endnu mere væsentlig, at Orloff i alle fire Punkter mente at maatte besvare Spørgsmaalet med Ja. „Jeg har behandlet disse Spørgsmaal for at befri min Samvittighed“, — saa skrev han i denne Anledning til Nesselrode, — „og denne tillader mig ikke at betragte Kongen af Danmark som den eneste, der svarer for Normændenes Adfærd; andre Grunde forener sig dermed, og uagtet jeg endnu kun har Gjetninger at forelægge Dem, saa tror jeg, at disse er tilstrækkelig vigtige til at kunne meddeles Dem“.
Orloff slog saaledes fast, at her ikke var eller kunde være Tale om en ensidig Opvigling fra den danske Regjerings Side, og dermed havde han taget det væsentlige Grundlag bort for de stadige svenske Beskyldninger. Han var hurtig kommen til at indtage et Standpunkt, fra hvilket der kunde ventes et mere upartisk og overlegent Blik paa Forholdene, med nødvendig Hensyntagen til alle Sider. Dermed var det ham ikke muligt at lægge Wetterstedts Fremstilling til Grund for sin egen Fremstilling.
I Orloffs Øine var Danmark i alle hovedsagelige Dele udenfor Sagen.
Anderledes betragtede han derimod den Stilling, som den engelske Regjering havde indtaget, og han bad sin egen Regjering om nøie at overveie, hvad der her var foregaaet, og hvorledes Englænderne var den eneste Magt, til hvilken Normændene havde henvendt sig for at finde Støtte for sin Sag. Det nyttede nemlig her ikke at sige, at den engelske Regjering havde givet Norges Udsending i London, Statsraad Carsten Anker, Afslag paa hans Begjæringer. Faktum var der, at denne rolig forblev i England, og at han — hvad der saa end sagdes — var modtagen af Lord Liverpool. Normændene lagde stor Vegt paa dette, og de fæstede sin Opmerksomhed ved alle de Skridt, der foretoges af den engelske Regjering. Orloff forsikrede, at hvis England øieblikkelig havde afgivet en bestemt Forsikring om sin Holdning, da vilde Norge forlængst have rettet sig efter Magternes Forlangende.
Herved er at merke, at Orloff vistnok i dette Punkt maa have modtaget Fingerpeg fra dem, med hvem han kom i Forbindelse i Danmark, og at man der med Flid kan have søgt at lede hans Tanker over mod England.
Men der vare i alle Tilfælde megen Sandhed i, hvad han havde at meddele. Han skrev, at der ikke var noget Land, der havde saamange Forbindelser med England som Norge, ikke engang Danmark. „Der er ikke den norske Matros, som jo ikke har været iland paa de britiske Kyster, og der er ingen, som ikke kjender det engelske Sprog og de engelske Varer. Saaledes er det til Englænderne, de holder sig. Saaledes udspredes der her et noksaa grundet Rygte, at de forlanger Uafhængighed under engelsk Beskyttelse“.
Orloff stod derfor mistvivlende overfor Udsigten til at løse den ham betroede Mission paa en heldig Maade. Ialfald regnede han det som en absolut Nødvendighed, at han ledsagedes af en engelsk Kollega, den eneste, der med tilbørlig Fynd kunde virke paa Normændenes Stemning. Han var gjennemgaaende uklar med Hensyn til, hvad der fra den Kant var at vente, og han var i sin Uvished endog beredt til at laane Øre til meget vilde Rygter. Han bad Grev Nesselrode om at anstrænge sig for at bevæge den engelske Regjering til at afsende en Diplomat, der kunde paavirke Normændene efter Ønske, og han bad ham ogsaa om at vaage over de Underhandlinger, som den danske Regjering efter de i selve Kjøbenhavn verserende Rygter muligens kunde komme til at aabne i London. Der taltes nemlig om en Plan, hvoretter Sjælland skulde bortbyttes mod Hannover. Saa urimeligt dette end var, havde det dog gjort Indtryk paa Orloff.
Thi hvis en saadan Bytteplan gik i Orden, vilde den være faretruende for den russiske Magt. Om Danmarks Konge herskede paa Øerne eller i Tyskland, kunde være ham en underordnet Sag. Men England som Herre over Sjælland, med et Støttepunkt for sin uhyre Flaade lige i Indløbet til Østersøen, — det var et Fremtidsperspektiv, der nok kunde allar mere en Mand som Orloff.
Overhovedet var han nu kommen ind paa Fantasiernes vidtstrakte Omraade. Han havde ogsaa sit Øie henvendt paa „den svenske Ærgjærrighed“, hvis sidste Maal kunde være Foreningen af de tre nordiske Kroner paa samme Fyrstes Hoved. Unegtelig var dette endnu kun et fjernt Maal. Men ogsaa det stred mod Ruslands Interesser. Der var dem i Danmark, som tiltrods for det nationale Had hellere vilde se sit eget Land forenet med Sverige end skildt fra Norge, og der var — saa paastod Orloff — virkelig i Danmark et svensk Parti. I denne Henseende erklærede han, at hans Opfatning stemte overens med, hvad den russiske Gesant i Danmark, Lisakewitsch, og hans østerriske Kollega, Grev von Lutzow, troede at have iagttaget.
Orloff havde til en Begyndelse været alene, og han havde under sine Forhandlinger med Frederik den Sjette og Rosenkrantz tillige repræsenteret de øvrige Stormagter, hvis Udsendige endnu ikke var ankomne til Kjøbenhavn.
Han ventede dem med Utaalmodighed. Ingen var, som vi har set, mere efterlængtet end den engelske Kommissær, hvis Tilstedeværelse han — og med god Grund — ansaa som nødvendig for at tilveiebringe et heldigt Udfald. Paa denne maatte han dog vente endnu i mange Uger, medens det ikke varede saa ret længe, forinden han saa den preussiske og den østerriske Kommissær indfinde sig i Kjøbenhavn og der forene sine Forestillinger med hans.
Saa kom der en Tid, der kan betegnes som den, hvori de tre Kommissærer arbeidede sammen for yderligere at sikre de vundne Resultater og danne sig en fælles Opinion om Stillingen, som den i det hele forelaa. Herom har Orloff udtalt sig med større Aabenhed og større Udførlighed end sine Kolleger, og det vil derfor, forinden vi gaar videre i Fremstillingen, være hensigtsmæssigt at dvæle lidt ved hans Udtalelser om sine Kolleger.
Og disse er meget oplysende for Stillingen.