Norge i 1814, fra russiske Arkiver/2
Generalmajor Orloffs Instruktion er udfærdiget de April 1814 i Paris, hvor paa den Tid, da Kommissionens Afsendelse blev besluttet, den russiske Keiser opholdt sig. Det var ogsaa der, Wetterstedt paa Sveriges Vegne havde forlangt Magternes Intervention. Dens Indhold er, efterat de tre øvrige Instruktioner er kjendte, uden synderlig Interesse. Hovedsagelig angaar den Sendelser til Danmark og indeholder i den Henseende skarpe Paalæg, hvorimod den Omtale, som deri bliver Norge og Christian Frederik tildel, er en mere underordnet. Orloff kunde, saafremt det i Danmark ikke gik efter Ønske med Underhandlingerne, true med at ville reise til Norge, og det var underforstaaet, at han ogsaa skulde begive sig did. Ligeledes kunde han, hvis man ved det danske Hof ikke rettede sig efter Keiserens Forlangender, gaa saa langt som til at true med, at Bennigsens Armé, i Forening med et preussisk Korps, skulde slutte sig til Svenskerne, — mod hvem, siges ikke. Men det ligger nær at formode, at det var mod Danmark, mere end mod Norge.
Forsynet med denne Instruktion, der i Virkeligheden gav ham meget frie Hænder, afreiste Orloff fra Paris og naaede Kjøbenhavn efter en Længere Reise, den 9de Mai. Det var forud før Dampskibenes og Jernbanernes Tid; paa Store Bælt blev han opholdt af Vindstille og blev derved yderligere forsinket. Han fandt ikke denne Begyndelse tilfredsstillende, og han var øiensynlig ikke i det bedste Humør, da han betraadte den danske Hovedstad.
Orloff havde i Kjøbenhavn strax — tillige med den faste russiske Gesandt — en Sammenkomst med Statsminister Rosenkrantz, og derunder havde han for første Gang Anledning til at trænge lidt dybere ind i de Spørgsmaal, paa hvis videre Udvikling han og hans Kolleger kom til at have en afgjørende Indflydelse.
Hvad han tidligere vidste derom, var ikke meget indgaaende.
Han havde været henvist til at læse den Fremstilling af Sagernes hidtidige Gang, som var udarbeidet af Wetterstedt til at forelægges for de fremmede Monarker, deres Ministre og Sendebud, ligesom han havde sin Instruktion og nogle Depescher fra den russiske Statssekretær, Grev Nesselrode, til Gesandten i Kjøbenhavn, Lisakowitch. Men udover dette var han saa temmelig ubekjendt med Stillingen. I Kjøbenhavn begyndte han derimod at sætte sig ind i, hvad der var passetet, hvortil der var saa meget bedre Anledning, som han selv var kommen forud for sine Kolleger og bagetter maatte vente meget længe, til de alle var samlede.
Denne Ventetid blev for ham en Studietid, og den har havt sin Betydning for, hvad der senere hen skete. Nils Rosenkrantz, Danmarks Udenrigsminister, var selv Normand. Han var derhos gift med en fornem russisk Dame. Med ham havde Orloff at forhandle.
Rosenkrantz afgav den Forsikring, at hans Herre Kongen ikke ønskede at faa Norge tilbage. Begrundelsen heraf er noget paafaldende. Men den er vistnok aldeles korrekt, stemmende med Frederik den Sjettes hele Tankegang.
Normændene havde, saa sagde Rosenkrantz, altid været nogle urolige Hoveder. Men nu var de blevne formelig berusede af den Frihed, de havde begyndt at smage, og det var ikke at tænke paa, at de kunde bringes bort fra denne.
Merkelige Ord, udtalte forinden endnu Rigsforsamlingen var færdig med sit Arbeide og helt havde grundlagt den norske Frihed!
Men deri — sagde Rosenkrantz — laa den store Anstødssten, der gjorde det umuligt for Frederik den Sjette at ønske sig Norge tilbage. Thi Danmark var nu henvist til at blive et absolut styret Land, som det tidligere havde været.
Anderledes var det med Sverige.
Sverige havde nemlig, hvad Frederik den Sjette aldrig kunde tænke sig at give sine egne Riger, en fri Forfatning, og derfor kunde Norge passe ganske anderledes i en Forening med dette Rige end med Danmark.
Naar Rosenkrantz gav en saadan Anvisning, var det ikke hans egen Mening. Det var Kongens Synsmaader, som han her skulde fastslaa. Det ser næsten ud, som Rosenkrantz selv har antydet, at han ikke følte nogen større Begeistring ved at skulle tilbage under det enevældige Styre, men at han forstod, at det var uundgaaeligt, og at han derfor ikke vilde indlade sig paa noget videre Ræsonnement i den Anledning, i Bevistheden om dets fuldkomne Overflødighed.
Naar han gav sine Landsmænd den Omtale, at de altid pleiede at være nogle urolige Hoveder, men at de ved denne Anledning havde gaaet videre end sædvanlig, kan det nok hænde, at han desuagtet har havt mere Sympathi for dem, end han i sin Egenskab af Danmarks Udenrigsminnister har fundet hensigtsmæssigt at udtale, specielt til en Mand i den Stilling som Keiser Alexanders Udsending. Hvad man ellers kjender til Rosenkrantz, tyder paa, at han har havt andre Følelser for det norske Folk, der mellem sine første Tillidsmænd talte hans egen Broder. Men han har ogsaa forstaaet, at der var kommet Begivenheder imellem, som vilde gjøre en Fornyelse af den gamle Forening til en lidet tænkelig Sag og ialfald ubetinget maatte gjøre den til en Umulighed, hvis Forudsætningen derfor var en Tilbagevenden til de gamle statsretslige Former. Christian Fredrik havde sprængt disse, i det samme Øieblik, han vilde bane Veien for en fremtidig Gjenforening.
For Rosenkrantz blev det nu tillige en Hovedsag at rense sin Konge og sig selv med, som dennes Udenrigsminister, for alle Beskyldninger om at have drevet et falsk Spil, for at bevirke en Kuldkastelse af Kielertraktaten. Det var en Sag for sig selv, at man havde følt en dyb Smerte ved at underskrive en Fred, der sønderrev de mere end firehundredeaarige Baand, som knyttede Norge til Danmark og det oldenburgske Kongehus, — hvad ogsaa Orloff paa sin Side fuldt vel forstod og var langt fra at misbillige. Han var kommen til Danmark for at studere forholdene og derpaa at opgjøre sin Dom over dem. Han handlede i Overensstemmelse dermed og begyndte snart at betragte Stillingen med en stor Upartiskhed. Han tog sit selvstændige Standpunkt, og ud fra dette satte han sig ind i de fore liggende Spørgsmaal.
Orloff gjør, som han fremtræder i sine Beretninger til Grev Nesselrode, den russiske Statssekretær for de udenrigske Anliggender, Intryk af at have været en bestemt Personlighed, der ønsker at danne sig en egen og mest mulig korrekt Mening. Han vinder ved nærmere Bekjentskab. Men det maa ogsaa erindres, at han fremfor alt lod sig bestemme ved Hensynet til sin Keisers Politik, og at denne ofte kunde skille sig ud fra deres Interesser, i hvilke han var bleven indblandet. I den Henseende maa der vises ham samme Retfærdighed, som han selv var villig til at vise Frederik den Sjettes og hans Ministres Politik, selv hvor den ikke ganske stemte overens med den russiske Politiks Synsmaader, og hvad der kunde tjene til disses Fremme.
Han var med de øvrige Kommissærer kaklet til at varetage Sveriges Interesser, der ansaaes for at være krænkede ved de Begivenheder, som foregik i Norge. Den hele Missions endelige Maal var at bevirke Norges Forening med Sverige ad fredelig Vei. Historien vidner om, hvorledes dette lykkedes. Kommissærernes Gjerning blev her først mulig derved, at de løsrev sig fra al Ensidighed, og i dette Punkt maa det i det store og hele siges, at de alle viste sig meget beredvillige til at gjøre, hvad der stod i deres Magt for at opnaa Klarhed og de fornødne Forudsætninger til at kunne dømme om det, som var dem forelagt.
Fra sin Keiser havde Orloff medbragt et Brev til Frederik den Sjette. Af dette lod han først Rosenkrantz modtage en Afskrift, som han kunde vise sin Konge, for at denne kunde være kjendt med dets Indhold, naar det blev ham overleveret ved den høitidelige Audiens, som Orloff havde anholdt om, og som ogsaa øieblikkelig blev ham tilstaaet. Keiserens Brev er tidligere kjendt.
Det var skarpt.
Frederik den Sjette kunde nok have faaet mindre ubehagelig Læsning end den, der saaledes bragtes ham af den russiske Udsending.
Audiensen fandt Sted den 11te Mai Kl. 6 om Eftermiddagen. Kongen modtog Orloff alene. Ingen Vidner var tilstede ved deres Sammenkomst. Ikke engang Rosenkrantz var tilkaldt.
Orloff overleverede Brevet, hvilket Kongen meget opmerksomt gjennemlæste, ganske som om dets Indhold havde været ham nyt og ukjendt. Det gjorde Indtryk paa ham, og hvad Orloff dertil havde at meddele, maatte end mere virke.
Den russiske Udsending havde ved denne Anledning sat det som sin Opgave at forklare den politiske Situation for Kongen, som den var, og han talte under Forudsætningen af at Frederik den Sjette spillede under Dække med sin Tronfølger i Norge. Han udviklede den Fare, som deraf kunde kommet for Danmark, og han krævede med Bestemthed, at der skulde træffes kraftige og alvorlige Forholdsregler imod Christian Frederik for saaledes at bevæge denne til at vende tilbage til, hvad Russeren betegnede som hans Pligt, — den Pligt, fra hvilken han altfor meget ansaaes for at have fjernet sig. Spørgsmaalet om Christian Frederik havde — saa paastod Orloff — hidtil altfor meget været behandlet som et Familieanliggende. Men dette kunde nu ikke længere gaa; det maatte tages som en Statssag, hvad det i allerhøieste Grad var.
Frederik den Sjette mente, at han havde gjort, hvad der stod i hans Magt for at bringe Christian Frederik til at vende tilbage til den omtalte Pligtens Vei; men havde ikke længere nogen Midler til at kunne virke paa ham. Norge var nemlig nu i den Stilling, at ingen kunde udrette noget med det; men hvis man kunde anvise ham noget Middel, som her kunde benyttes, da skulde han anvende det. Af hans Ytringer viser sig, at han her gjorde gjeldende den samme Opfatning af Kielerfredens statsretslige Rækkevidde, som ogsaa andetsteds kom frem i hine Dage, og som maa siges at være den officielle danske Opfatning, — den, at Kongen af Danmark havde opfyldt sine Forpligtelser, da han havde løst det norske Folk fra dets Ed til ham og paalagt det at gaa over under sin nye Hersker, den svenske Konges Herredømme. Videre kunde han ikke gaa; han havde ikke en eneste dansk Soldat i Norge.
Denne Opfatning var jo ogsaa bygget paa de faktiske Forhold. Kongen havde ikke havt noget Middel, der kunde sætte ham istand til at øve Pres paa Normændene, og det var med fuld Ret, han spurgte Orloff, hvorledes dette skulde kunne ske.
Orloff indlod sig ikke paa at meddele nogen Anvisning desangaaende. Det var, sagde han, ikke hans Sag at give Kongen Raad; denne kjendte selv sine Stater og deres Behov; han vilde bedst kunne ramme det, som gavnede dem. Noget andet havde vel heller ikke Kongen kunnet vente.
Samtalen havde imidlertid for ham aabnet visse Udsigter, der ikke var ham tiltalende, og han drog Slutninger om Ydmygelser, der kunde forestaa for ham og for det danske Folk. I denne Stemning blev han aaben. Der undslap ham ialfald en merkelig Ytring om, hvad han havde burdet gjøre.
Orloff refererer denne saaledes, at Kongen havde sagt, han nu forstod, han ikke skulde have sluttet Freden, men hellere kjæmpet til det yderste, forinden han gav sit Samtykke til Norges Afstaaelse. I disse Ord ligger der megen politisk Erkjendelse fra Frederik den Sjettes Side.
„De kan ødelægge mig“, sagde Frederik den Sjette. Men det var umuligt at forlange mere af ham til Kielerfredens Opfyldelse, end han allerede havde gjort.
En saadan Samtale maatte være ham yderst pinlig.
Imidlertid bidrog den til at klargjøre Stillingen for Orloff, og den viste denne, at han ikke ganske maatte dømme efter de Oplysninger, der var ham givne fra den ene Side. Han kunde med den største Sindsro drøfte Spørgsmaalet om Danmarks Deling. Men han vilde gjøre det som den upartiske Mand, der ikke forud var indtagen til nogen af Siderne. Imidlertid kunde han under sine Undersøgelser af de foreliggende Forhold ikke undgaa at lade sig paavirke af den danske Opfatning, og han blev paa sin Vis efterhaanden nærmest en Advokat for denne, tildels endog en ret ivrig Advokat for de danske Synsmaader, hvilket senere hen har faaet en noksaa langt rækkende Betydning for Sagens videre Forløb. Orloff var jo her, som den, der var kommen først af den specielle Kommissions Medlemmer, ogsaa den, som først maatte opgjøre sin Mening, efter hvilken han atter fik at instruere de Kolleger, der efterhaanden indfandt sig i Kjøbenhavn. Hvis den samlede Mission strax havde indfundet sig der, kunde meget været anderledes. Som det nu gik, viste det sig ved dens endelige Afslutning, at den i væsentlige Henseender havde ændret sin Opfatning af Situationen.
Sverige havde fra Begyndelsen af taget sin Plads som den skarpe Anklager af den danske Regjering. Hvad der fra svensk Side var forelagt de allierede Stormagter, var i det væsentlige en Række af Anklager mod Frederik den Sjette, mod hans Raadgivere og mod hele den danske Administration. Ingen af Kommissærerne har mere end Orloff sysselsat sig med dette Spørgsmaal. Det blev Centrum i hans Arbeide. Om dette Punkt dreiede sig hans Undersøgelser, og han sysselsatte sig dermed fra den første Stund, han havde taget Sagens Udredning i sine Hænder.
Der vil i en senere Artikel blive nærmere Anledning til at indgaa paa dette Spørgsmaal, der tilsidst blev afgjørende for Orloffs Opfatning, som han formulerede den i det Øieblik, han kunde forlade de skandinaviske Lande. Men det vil dog allerede her være hensigtsmæssigt at have set derpaa, og at erindre med hvilke Forudsætninger han oprindelig var kommen.
De svenske Anklageskrifter mod Danmark var hans egentlige Instruktion. Gjennem eget Syn paa Sagerne blev han overfor disse Deduktioner en sterk Tvivler.
Ogsaa de øvrige Kommissærer gav sig ifærd med en Overveielse af de Synsmaader, som i dem var de bestemmende. Man kan ogsaa hos dem merke disse samme Tvivl. Men for Orloff blev Kritiken afgjørende, og gjennem den tilegnede han sig en Opfatning, der udvikledes trinvis og tilsidst blev stik modsat af den, som var fremholdt af de svenske Statsmænd, der havde søgt at instruere Stormagternes Udsendinger.
I denne Henseende er Orloffs Brevvexling af en overordentlige Interesse, og det er at merke, at den Meningsforskjel, som her kom tilsyne, tillige giver Vink af største Betydning for Forstaaelsen af Begivenhederne, som de videre fandt Sted. De svenske Paastande om, at Danmark stod bag det, som skede i Norge, havde ikke alene Betydning som et enkelt underordnet Moment, der kunde give de diplomatiske Forhandlinger en vis Kolorit. Nei, — de er for det, som senere foregik, det afgjørende, det centrale Punkt, og her er det, de Orloffske Beretninger faar sin hovedsagelige Interesse. Bag disse Paastande laa nemlig store Planer, og de kunde visselig til sine Tider endog vinde en saadan Vegt, at de norske Forhold maatte træde ganske i Skyggen over for dem. I Lys af dem maa selve Kommissærernes Forhandlinger ses.