Nordmænd i Napoleon I’s tjeneste
I forskjellige throndhjemske bygder, navnlig i Romsdalen og i Stjørdalen, lever der endnu sagn om norske soldater, som fra dansk-norsk krigstjeneste var indtraadte i keiserinde Katharina II’s garde i St. Petersburg. Efter afskeden vendte flere af dem tilbage til fædrelandet, hvor de ikke noksom kunde rose »Stordronningens« gavmildhed og den pragt, hvormed garden var udstyret. Nogle af disse veteraner levede endnu et godt stykke ind i dette aarhundrede og drev, tildels iført de smukke gardistuniformer, de ved afskeden havde faaet beholde, om gaard imellem for at berette om sine oplevelser for den beundrende tilhørerkreds, de altid kunde gjøre sikker regning paa at samle om sig.
At de franske revolutionskrige maatte øve sin tiltrækning paa eventyrlystne landsmænd, er rimeligt nok; allerede tidlig finder vi officerer af den dansk-norske hær, der i egenskab af volontører ved de franske generalstaber søgte at sætte sig ind i de forbedringer, som gjennemførtes i krigskunsten, og i aarenes løb, da Bonaparte havde knyttet seieren til de franske faner, tiltager deres antal. Den dansk-norske kronprins og hans generaler kunde gjennem rapporter, som subalterne dansk-norske officerer affattede paa selve valpladsene, nøie følge begivenhedernes gang under den fransk-østerrigske krig i aarhundredets begyndelse.
Der fattes heller ikke eksempler paa, at norske bondegutter som menige soldater kjæmper med i franskmændenes rækker. Ombord paa et nordlandsdampskib traf i 1855 min farfader en nordmand, der tilhørte en høitstaaende fransk embedsmands tjenerskab. Han var ifølge sin egen beretning i sin ungdom kommen til Frankrige som oppasser for en af de officerer, der tog volontørtjeneste i den franske arme. Siden havde han tjent keiseren, først som soldat, siden som livjæger og havde i dennes umiddelbare nærhed blandt andet gjort toget til Moskwa med. Efter keiserens fald havde han døiet meget i det fremmede land, men priste sig nu lykkelig i den stilling, han paa sine gamle dage havde fundet. Kun smertede det ham, at han under gjensynet af sit fædreland havde det vanskeligt for at udtrykke sig i sit modersmaal. Fra hvilken kant af landet, denne veteran var, og hvad han hed, kan jeg ikke mindes, skjønt flere af de træk, min farfader fortalte af hans livsførelse, staar tydelige for min erindring.
Ogsaa om andre nordmænd, der for kortere eller længere tid havde tjent under Napoleons faner, tør der leve sagn i bygderne. Kun om to saadanne har jeg fundet noget optegnet, nemlig om solungen Nils Noring af Eidskogen og vossingen Herbrand Olssøn Bakketun.
Nils Noring kom som ung gut i begyndelsen af dette aarhundrede til Kristiania, hvor han stod ud skomagerlæren. Siden vandrede han paa professionens vegne og maaske tillige af lyst til eventyr ud af landet, først til Kjøbenhavn og efter en tids ophold derfra til Hamburg. Straks efter at han var kommen til denne by, blev den beleiret af franskmændene og nødt til at kapitulere. Allerede i sine yngre aar havde Nils hang til sterke drikke, en feil, som fulgte ham gjennem hele livet. Heraf forstod franske hververe at benytte sig; en vakker dag, da Nils havde holdt en ganske forsvarlig svir, vaagner han som fransk soldat. Letlivet og ligeglad, som Nils stadig var, befandt han sig snart ret vel under bjørneskindschakoen, skjønt han neppe nogensinde kom til at tage del i den store armes bedrifter. Hele hans soldaterliv synes nemlig blot at have bestaaet i en tids garnisonering i Lille. Et minde fra dette ophold skulde dog helt til hans høie alderdom staa dybt præget i hans erindring og fremkalde taarer hos ham, saa ofte det dukkede op, og det var en mønstring, ved hvilken han fik keiseren at se. «Vi blev kommanderet paa linjer – saaledes beskrev han denne begivenhed – «og ret som vi stod og stirrede bent frem for os, kom Napoleon paa en hvid hest med graa kappe, som flaug om ham, og ‘auga flaug paa’n som værme i skallen.‘»
Det ensformige garnisonsliv i Lille huede i længden ikke den ustadige skomagersvend, som higede efter forandring, og han besluttede sig derfor til at rømme. Dette lykkedes. Han naaede ind paa belgisk omraade og slap ubemerket i følge med en del andre rømlinge gjennem Belgien lige til Elben. Paa denne flugt maatte de udstaa meget ondt; thi de vovede ikke at gaa ind paa noget sted, hvor der var mad at faa kjøbt. I en by i Hannover var Nils indom etsteds for at faa kjøbe kaffe. Men da han vel skulde faa den, kom der en trop soldater ind. Nils gjorde sig da et erende ud og bad om, at kaffen maatte staa saalænge. Der skulde ikke være noget i veien for det; men den kaffe kom Nils ikke til at smage; thi han strøg af gaarde, det forteste han kunde. Da Nils og hans følge var komne til Elben, søgte de en belgmørk nat at sætte over denne elv i en baad. De udstillede grænsevagter opdagede dem imidlertid, da de var komne midtveis, og satte efter dem. Baaden var allerede nær ved at indhentes, da Nils kastede sig i vandet og ved opbydelsen af sine sidste kræfter naaede den østre elbbred. Saa udmattet og medtagen han end var, priste han sig dog lykkelig over at være undgaaet sine forfølgere. Thi til sine kammerater og reisefæller hverken saa eller spurgte han siden. Over Hamburg naaede han Danmark, hvor han paa grund af de udstaaede strabadser og gjenvordigheder længe laa syg.
Helt til syttiaarene var den lille, rødøjede Nils Noring en af Eidskogens og naboprestegjældenes originale skikkelser. Naar han døde, vides ikke; men allerede ved aar 1870 var han et godt stykke ind i ottiaarene. Hans beretning om, hvad han havde oplevet i Frankrige, bar efter vor hjemmelsmands forsikring præg af sandhed; navnlig var hans opfatning af krigen og beretninger om hvad øder af franskmændene var bleven okkuperet og atter opgivet, fuldstændig stemmende med det historiske.
Ulige større interesse frembyder Herbrand Olssøn Bakketuns eventyr i Frankrige, Spanien og Italien. Herbrand var født paa Voss i 1759 og tilhørte en slegt, der selv blandt de kvikke og opvakte vossinger udmerkede sig ved sin sjeldne begavelse, sin lyst til eventyr og en vis ubændighed. I en alder af 21 aar kom han til garnisonen i Bergen, hvor han tjente i flere aar. Han var imidlertid begyndt at stunde efter at komme tilbage til sin hjembygd igjen, hvor han havde sin fæstemø; da lod han sig i et uheldigt øjeblik overtale til at lade sig hverve til garden i Kjøbenhavn. Herbrand var en vakker karl, høi og sterkbygget, og officererne gjorde sig derfor megen umag for at bevæge ham til dette skridt. Sammen med 10, 12 andre fra Bergen drog han da til Kjøbenhavn, hvor han tjente i 5 aar. Siden kommanderedes han for andre fem aar til Rendsborg, hvor han blev ansat ved artilleriet. Her havde han det meget godt. Kapteinen og hans øvrige overordnede tog sig af ham, lærte ham at skrive og regne, og med sit lette nemme forstod Herbrand snart at tilegne sig det tyske sprog til fuldkommenhed. I begyndelsen af 1807 var hans tjenestetid omme. Da vaagnede paany hans længsel efter hjemmet med øget styrke. Men først ud paa høsten fandt han en passende skibsleilighed til Norge. Da var krigen med England udbrudt. Det fartøi, hvorpaa han havde indskibet sig, blev taget af en engelsk orlogsmand, og han tilligemed 7 andre norske soldater, som havde gjort tjeneste i Danmark og som var ombord med ham, blev ført som fanger til Portsmouth, hvor de sattes i prisonen paa samme skib.
Hvor længe Herbrand og hans kammerater blev siddende her, skal være usagt; nogle paastaar, at de kun sad her i nogle faa uger, medens andre mener, at fangenskabet strakte sig gjennem flere maaneder. Deres hele hu stod efter at komme paa fri fod; men vagterne passede godt paa, saa flugt syntes umulig, skjønt der var truffet aftale med en skipper om at sætte dem over kanalen.
En eftermiddag holdtes der stort gjestebud ombord paa prisonskibet, hvis besætning og vagter drak sig fra sans og samling. Udpaa kvelden lagde en stor skibsbaad med seil andet og tilbehør, som skipperen havde skaffet, til ved skibssiden; Herbrand og hans kammerater listede sig i den, og i nattens mørke lagde de saa ud paa det af storm og uveir oprørte hav. Maaske vilde deres saga have været tilende hermed; men til alt held fik de prajet en fransk orlogsmand, som tog dem ombord og landsatte dem siden i Bayonne.
I det pas, som Herbrand og hans kammerater havde faaet ved afskeden, stod der udtrykkelig, at de havde at melde sig hos kommandanten paa det sted, hvor de kom. Om det var i Norge eller i Frankrige kom for de pligttroe soldater ud paa et, og de skyndte sig derfor med at melde sig hos den militære øvrighed i Bayonne, der gav dem 12 sous daglig til deres underhold. En tid efter sendtes de til Bordeaux, hvor de af kommandanten Lallement opfordredes til at træde i fransk krigstjeneste. Længe forsøgte de at undslaa sig ved alskens paaskud; især var det deres hjemve, som laa bag deres vægring. Tilsidst gav de efter for de franske officerers overtalelser og traadte ind i keiserens hær. Hvor der blev af de syv af dem, vides ikke, men Herbrand blev artillerist og sendtes som saadan til hæren i Preussen.
Om sit ophold i de franskes rækker fortalte Herbrand siden, at der oftere hørtes knur og misnøje, naar brødposen var tom og uniformerne udslidte. Engang herskede der endog saa sterk uvillie blandt tropperne, at det var nær ved at komme til mytteri. Da viste keiseren, »den lille korporal«, sig hel uventet i deres midte, og al misstemning var ligesom blæst bort ved de leveraab, hvormed man hilsede ham.
I Preussen skal han have deltaget i Kosels beleiring og erobring (?). 1 1809 kjæmpede han i de franske rækker mod østerrigerne ved Eckmühl (22de april) og Wagram (5te og 6te juli). Efter freden i Wien sendtes alle de tropper, som kunde undværes i øst, til Massenas hær i Spanien, og saaledes kom Herbrand til at deltage i flere slag og træfninger, som leveredes mod spanierne og englænderne. I et slag – det var i aaret 1811 – blev han haardt saaret og tagen til fange. Sammen med flere andre saarede blev han indlagt i et kloster i Valencia; men de lidelser, feltlivet førte med sig, var for lidet eller intet at regne mod, hvad han her maatte døje under de fanatiske og uvidende munkes behandling. Hans saar vanskjøttedes, forplejningen var ussel, og sent og tidlig var de fremmede soldater udsatte for krænkelser og nederdrægtigheder af sine pleiere og vogtere. Paa Herbrand, som i sine yngre aar neppe kan have været af det mildeste gemyt, virkede denne behandling saa ophidsende, at hans helbred led haardt derunder, og det varede længe, før han igjen kom paa benene. Da han omsider var bleven nogenledes restitueret, førtes han til øen Minorka, hvor englænderne holdt de franske fanger, som var tagne i Spanien, i varetægt. Havde munkene i Valencia været sande djævle i menneskeham, skulde Herbrand snart sande, at de i englænderne havde sine overmænd. I usle træbarakker, der var saa gisne og trækfulde, at de hverken afgav beskyttelse mod dagens solsteg eller nattens bidende kulde, maatte de franske krigsfanger ligge paa raaddent straa, som var udbredt paa de fugtige lergulve. Hertil kom, at kosten var knap og ussel, og med graadighed kastede de forsultne fanger sig over de kaalblade og umodne frugter, som de venlige øboere af og til kastede over indhegningen til dem. For at slippe ud af denne elendighed, som under den uvirksomhed, hvortil fangerne var fordømte, føltes i sin fulde strenghed, lod Herbrand sig tilsidst overtale til at gaa i engelsk tjeneste, idet hververne forespeilede ham muligheden af, at han vilde blive sendt til England. Herved kunde jo Herbrand nære et berettiget haab om, at der skulde aabnes ham en udvei til at komme tilbage til fædrelandet. Snart skulde han dog bitterlig komme til at fortryde dette skridt; thi den trop, hvortil Herbrand blev hvervet, blev kommanderet til Sicilien. I Palermo brød de saar, han havde faaet i Spanien, op igjen. Han blev liggende paa et af byens lasaretter, indtil han i 1814 erklæredes fot ubrugbar til krigstjeneste og sendtes over til England. Det følgende aar steg han i land paa bryggen i Hamburg, blottet for penge og for alle hjælpemidler baade til at opholde livet og til at fortsætte reisen til hjemlandet med. Der var da intet andet for ham at gjøre end at tage foden paa nakken og vandre op gjennem Holsten og Danmark. Overalt maatte han tigge sig frem eller arbeide for kost og herberge. Omsider slap han over til Malmø, hvorfra han siden over Kristiania fortsatte færden til sin hjembygd.
Der var nu hengaaet 25 aar, siden han som soldat havde forladt hjemmet, og hans slægt og venner havde forlængst anset ham for død. Hans fæstemø var gift med en anden, og mangt og meget var forandret under hans fravær. Men det varede ikke længe, før vossingerne lærte at sætte pris paa sin vidtbereiste landsmand. Om søndagene maatte presten Jersin prædike for saa godt som tomme bænke, naar Herbrand ude paa kirkebakken fortalte sine oplevelser, og den opvoksende slægt hædrede ham ogsaa paa forskjellige anden vis.
Heldigt vilde det have været, om vi hermed kunde have afsluttet Herbrands saga; men desværre tæller den ogsaa mørke blade om fattigdom, brøde og straf. En stund efter hjemkomsten giftede han sig; men hans valg var saa uheldigt, som det bedst kunde blive. Konen var en slurve, som hverken forstod at stelle mad eller holde huset i orden, og som følge deraf blev hans hjem ham snart et værre helvede end det spanske fangenskab havde været. Da Herbrand engang som leiemand havde paataget sig at besørge et pengebrev fra kaptein Bredal paa Vangen til Hardanger, lod han sig af sin kone forlede til at aabne det og udtage nogle daler. Da tyveriet opdagedes, blev han dømt til tugthusstraf. Efterat denne var udsonet, lader det til, at han helst holdt sig borte fra sin hjemstavn og levede som fragtemand i de indre bergenske fjorde. Da C. P. Blom i 1823 bereiste den nordlige del af Bergens stift, var Herbrand blandt hans skydsfolk fra Aurdal til Lyster, uden at han dog synes at have kjendt fuldt ud til hans skjæbne. I 1827 og aarene deromkring gjestede han oftere Bergen, for hvis latinskoleelever han nøje beskrev sine oplevelser under Massenas fane.
Da Herbrand blev gammel og skrøbelig, kom han tilbage til Voss. Hans tyranniske kone var da død, og selv kom han paa bygden som lægdslem. Først i 1847 løste døden op for ham. Helt til sin høje alderdom bevarede han sin ranke militære holdning, og hans ungdoms freidighed skal efter hans kones død have vendt tilbage.
Om Nils Noring se Skilling-Magazin f. 1880, s. 480. Om Herbrand Bakketun findes oplysninger i Morgenbladet f. 1848, Adressebladet f. 1878 og G. P. Bloms bemerkninger paa en reise i nordlandene 1827, 2det oplag (Kristiania 1832), s. 16.
Forøvrigt fandt der som bekjendt i aarene 1808–1811 nogle større udkommanderinger af norske søfolk til den franske flaade sted. Efter Kjøbenhavns bombardement ejede Danmark-Norge ikke saa store og gode skibe, at et paatænkt fransk-dansk angreb paa Skaane kunde komme istand. Paa den danske regjerings henvendelse lovede keiser Napoleon at overlade Danmark 2 linieskibe og 2 fregatter, deriblandt linjeskibene Pultusk og Danzig, og som følge heraf sendtes officerer og mandskab til Vliessingen. I en samtidig dansk diplomats erindringer heder det herom: «I Vinteren 1809–1810 tog disse transporter sin begyndelse, og omtrent 2000 søfolk blev af mig i Hamburg overleverede til de franske autoriteter. Det gjorde mig ondt at se de friske folk, for den største del nordmænd, føres som fanger eller gisler til det usunde myrlændte Vliessingen. Mellem mandskabet udbrød tilsidst et slags opstand formedelst den slette behandling og forpleining; flere officerer var indviklede heri og blev hjemsendte som fanger, mellem dem kommandør Hans Holsten. I begyndelsen af 1811 blev der atter sendt besætninger til to linieskibe afsted, og indtil 1813 forblev disse søfolk paa den franske flaade». Til chef for Pultusk udnævntes kaptein Rosenvinge og for Danzig kaptein Holstein med kapteinløitnant Fasting († 1841 som statsraad i Norge) som næstkommanderende. Af de officerer, som senere tilhørte den norske marine, tjenstgjorde i løbet af aarene 1808 og 1809 paa Pultusk sekondløitnanterne Friedrichsen (bombeopfinderen) og Horn, kadetmaanedsløitnant Petersen samt kadet O. W. Erichsen og paa Danzig foruden Fasting sekondløitnanterne Willoch og Mechlenburg samt kadet-maanedsløitnant Bendz. Af de nye besætningers officerer, som i 1811 afsendtes, var løitnant J. H. Wiese († 1844 som kommandørkaptein i den norske marine). En nærmere indgaaen paa dette emne, som nærmest vedkommer den napoleonske politik, er imidlertid unødig, da det med omhu er behandlet af sagkyndige forfattere som Garde, Müller, Tuxen og O. Lütken m. fl.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |