Nordland og Finmarken
Nordland og Finmarken
Reiseindtryk
af
Jon Sørensen
(deltager i studenterfærden 1902)
Tillægshefte til Norsk skoletidende
Norsk skoletiden des bogtrykkeri
1903
Nordover!
„Norsk skoletidende“ er ved en hændelse falden over en bunke reiseindtryk fra studenterfærden til Nordland og Finmarken. Resultatet af hændelsen er altsaa, at bunken flytter ind i „Norsk skoletid.“ Det efter min mening redaktionelt letsindige i at sende et pædagogisk blad med et saa upædagogisk stof til pædagoger det faar redaktionen ta ansvaret for, jeg har advaret den.
Jeg indrømmer imidler tid, at red. har beredt mig en glæde ved ar ville ha mine reiseindtrvk meddelt sine læsere. Det er nemlig en glæde, i godt selskab at faa la munden løbe om det hjertet er fuldt af.
Saadanne, som ikke kan livnære sig af bare „indtryk”, men trænger sagligheder, maa jeg beskytte mig mod ved en liden fortale: Jeg reiste ikke som sagkyndig. Før jeg tænkte paa den reis, var jeg meget uvidende om de nordlige landsdele, saa uvidende at jeg havde ikke begreb om min egen uvidenhed. Jeg er fremdeles meget uvidende, men dog mindre meget. Den danske forfatter dr. Aage Friis, der deltog i færden, nævner i sine artikler i „Politiken” den alvor og iver mange studenter viste for at faa besked om forhold og folk. Det er det ved en færd til Nordland og Finmarken, at en sydlænding der kommer til noget helt nyt, som forpligter ham til at skaffe sig besked. Men altfor hurtig gik færden til at kunne bli nogen studieferd. Den blev dog en aabner, en vækker. Selvsyn gir interesse, og saa blir man samler, og fra da af altid opmerksom.
Men — jeg har ikke levet dernord eller reist der ofte og meget, hverken kan eller vil derfor levere noget mere end det overskriften antyder: indtryk. Den overskrift er en saadan rummelig og tøielig dragt at optræde i, ligner den forfatning hun Aslaug i sagnet var i da hun kom ombord: ikke naken og ikke klædt, ikke fastende og ikke mæt.
En i turistverdenen og tindesporten velkjendt størrelse, Bing fra Bergen, er far til ideen, professor Yngv. Nielsen stod fadder til den, og Studentersamfundet knæsatte den straks, Vesteraalske dampskibsselskab stilled skib til raadighed, de udlagte lister var fuldtegnet i en fart, fra Nordland og Finmarken læste vi om den glæde og interesse man deroppe omfatted turen med.
var færdens devise. Dens hensigt var noget andet og mere end at skaffe studenterne en billig og morsom turisttur. Studentersamfundet har lagt sin virksomhed ind i et delvis nvt gjænge. Den tid er forbi, da Studentersamfundet som i Wergelands og Welhavens tid var det høiere, ledende aandslivs fornemste forum og arena, og den tid kan selvfølgelig aldrig komme tilbage, men Studentersamfundet har dog ogsaa nu ædlere opgave end at være et klublokale, hvor studenter tilbringer lidt af sin fritid paa en mere eller mindre underholdende maade.
Det heder „studenten er folkets søn“, „fra folket er han kommen, til folket skal han gaa“, og dette skal han fra første færd af opdrages til at være sig bevidst som en ære og et ansvar. Det folkeoplysningsarbeide, studentersamfundet har sat igang, er et prisværdigt led i arbeidet for at sætte den studerende ungdom i et aktivt arbeidsforhold til det brede folk. Studenten skal ikke være blot i læresalene som elev, han skal ud blandt folket, og han vil merke, hvis han tar sig opgaven alvorlig, at han faar mere end han gir. Han vil skrælle af sig blasertheden og vinde mod til at opelske hjertelaget.
Færden nordpaa var ogsaa en færd for at bese en fjern arbeidsmark. Vore nordlige landsdele har grund til at beklage sig over, at de betragtes her sydpaa som et ultima Thule i mørke, storm og ensomhed, hvor den akademiske stand kun nødig vil hen.
Paa hvert eneste sted, hvor vi mødtes til fest med befolkningen, lød bønnen og kravet: Kom herop, I unge, her er arbeidsfelter nok, her er opgaver nok for sterke og dygtige mænd. Det blev ikke gjemt bort, at der er veirhaardt og slitsomt, og paa mangen udpost ensomt, at livet deroppe kan kræve ofre. Naar jeg hørte paa dette, og saa paa mangen en staut idrætshærdet student, tænkte Side:Nordland og Finmarken.djvu/8 Side:Nordland og Finmarken.djvu/9 Side:Nordland og Finmarken.djvu/10 Side:Nordland og Finmarken.djvu/11 Side:Nordland og Finmarken.djvu/12 Side:Nordland og Finmarken.djvu/13 var sunget, hurraerne ropt, duskehuerne svunget, løstes studenterskaren stilt ifra hinanden. Det var som den ene vilde gjemme væk for den anden (for vi er jo nordmænd), hvor grebet han var, øinene kjæmped for ikke at bli for fugtige, mens de stirred efter den svindende baadflok bagud i leden. Blan6t alle de straalende fester under hele vor eventyrfærd vil dette møde med den graanede prest og barneflokken og spillemanden fra Gildeskaal staa for sig selv, en bevæget, uforglemmelig stund.
Presten Magelsen var det private forspil til den tætte rad af officielle fester kysten op og kysten ned. Jeg skal imidler tid være kortest mulig som festreferent, og heller la os vise lidt omkring.
Bodø brygge.
Bodø ser ud som de fleste træbyer langs kysten, det eneste nye for os sydlændinger er de høie pælebrygger og de sleipe, slemme bryggetrapper, som skal udjevne den svære forskjel paa flod og fjære. Desuden er der det merkelige ved denne træbv, at der er huse, der kan tilegne sig æresbegrebet: De ældste. Bodø har nemlig aldrig havt ildebrande, som er lykkedes, byen har nemlig saadant et tryk i sin vandledning, at den af bare vandskræk ikke kan drænde. De ældste hus har paa gammel norsk vis torvtag med græsgange paa, der stod saa frodige, at vi fra det afbrændte syden kunde taa vand i munden.
Bodø har ca. 5000 mennesker, og de liker sig bedst ved de vinduer som vender mod sjøen: men Bodø begynder at strække sig indover landsiden, den spekulerer paa, om den ikke snart skal se lokomotivrøgen fra Nordlandsbanen. Naar de blanke skinner har knyttet Nordland ind i landets jernbanenet, vil vistnok denne landsdel rykke den store fremtid, den drømmer om, endnu raskere imøde. Der er jord nok i Nordland, og der er marmor, og der er metaller, bundne millioner.
Men af denne rigdom, Nordland bygger sine fremtidsdrømme paa, er det ikke nordmændene som løser ud, men udlændingerne. Vi har ikke kapital, svares der. Men hertil svares igjen af folk, som vil være ligesaa kyndige, at det er ikke penge, som vanter, men nordmænds evne til sammenslutning, til at se stort paa det store og vove sig paa, selv om udroren er lang, offervilje og taalmodighed til at vente. Sulitjelmas kobberverk gav i 10 aar intet udbytte, men suged 3 millioner i sig. Nu gir det glimrende udbytte. Selvfølgelig ikke i norske hænder. Grellivare, det svenske anlæg, hvoraf Narvik har sin tilværelse, har til nu kostet omtr. 70 mill., bare til jernbane og kaier 9 mill. Og Dunderlandsdalen og Salten, Lyngen og Alten og Varanger, skal det altsammen flytte fra Norge?
Men til Bodø igjen. Dens naturomgivelser har ingen sydligere by mage til. En solaften paa Holmenkollens altaner er meget smuk, men har man efterladt sine superlativer der, resikerer man at bli uhøflig af stumhed overfor sine Bodø-verter, naar man staar ved deres turisthytte paa fjeldtoppen bag byen. Kristianiadalen blir slunken fattigdom mod arkitekturen i fjeldkysten ved Bodø. Selv paa en kortfattet tur indover de flittig opdyrkede myrflader bag Bodø, forbi millionanlægget: det nordlandske marmorhus for sindssyge og op til turisthytten faar man en omfattende udsigt og et sterkt indtryk af Bodø-landets natur. Allevegne, fra hav og til rigsgrænsen, en stimmel af toppe, mørke vægge og skinnende snebaand, og ind gjennem vildskaben fjorde i tunger. Den som havde havt tid til at slaa følge med, ind Saltenfjorden gjennem den berømmelige Saltstrømmen ind i Skjærstadfjorden, opover Nedre- og Øvrevand, videre med Sulitjelmabanen frem gjennem en bugtende, trang dal mellem fjeldvæggen og den hvide, vilde elv frem til Sulitjelmas stort anlagte kobberverk. Men den fart faar vi skrive i vore ønskers bog og haabe paa en gavmild fremtid.
I havet udenfor Bodø staar den mægtige Landegode. Paa den ene fløi en høi top, paa den anden en svær ryg, og en sadelformet forsænkning imellem. Under festen ved turisthytten fik vi Landegode mellem os og nattesolen, skylagene letned af fjeldene eller sank ned, tyndedes ud til flor, hvori solstraalerne væved farver ind, og Landegode stod paa havets blanke salsgulv og drapered med slør af taageflor og solguld. Fra turishyttena plataa og altaner stirred betagne øine mod dette første syn af midnatssolens land; det var første nat, første akt i eventyret. Vi syntes, større naturindtryk, mere festlig betagende kunde naturen ikke faa byde.
Men vi drog fra stort og til større. Ved midnat damped vi fra Bodø ad Lofoten til.
Fra Bodø har man to ruter til Lofoten. Fra Bodø tversover Vestfjorden til Lofotodden og saa østover langsmed Lofotrækken til Raftsundet.
Eller direkte til Svolvær. Og da Svolvær ligger i Østlofoten, holder man langs Saltens tindekyst til Grøtø og saa tversover Vestfjorden mod Lofotvæggen, det er et betegnende navn for Øst-Lofotens takkede mur med tinder paa. Vest-Lofoten vil derimod vise sig som isolerede toppe.
I øst staar kystens fylking af tinder skarpt mod luften, store, nære og virkelige. Ude i vest, udenfor allo afstande, langt nede mellem hav og himmel, dukker no'en blege syner frem, ligesom en verden bag verden. De blege takker er ikke hildr, det er virkelighedens alfeland, det er Værø. Ti—tolv mil didud, saa vidunderlig gjennemsigtig er luften. Mere af Lofoten ser vi endnu ikke. Men vi nyder følelsen af at være paa Vestfjorden, med Saltens stolte tinderad som følge i øst og Lofotrækken i vente.
De navne rummer i os en række forestillinger, som der er eventyr ved. Jonas Lie, Petter Dass, Schulze. Kittelsen, Holmboe, Gunnar Berg har git os naturen og livet i al sin usedvanlighed. Og nu skal man selv faa se, om ikke livet saa dog naturen i dette eventyrland! Jeg tror nogen hver følte denne fyldte spændthed i brystet som foran en stor glæde, det var jo ogsaa sligt et veir, at bare det at være til er en fest. Og naar saa frempaa morgenen Lofotens sneskinnende tinder endelig er der, med tindrende morgensol paa sig og et glitrende havgulv foran sig, da er alle læste indtryk væk bag en, sindet ryddet trit for alle andenhaandsindtryk. Men naar jeg nu efterpaa sidder og skriver, synes den saa intenst oplevede virkelighed mig som en drøm, som et luftsyn, og trangen til i ord og udtryk at finde udløsning for indtrykket mødes af afmagt, — aldeles som naar en graaspurv vil fortælle hvor deilig maaltrosten sang.
Et Jotunheim i havet, en stenørken, ensom høitidelig, et stykke jorderige før mennesketiden.
Efter den første sterke optagethed af øieblickets indtryk er det uundgaaeligt, at man søger at forestille sig, hvordan her ser ud til andre aarstider og under andre veirforhold paa den verdenskjendte fiskeplads.
Nordlands trompet, Schulzes skitser, Gunnar Bergs billeder gir god besked.
Lofoten ved vintertid.
Det lysner jo ad morgen naar solen er 18° under, og det borgerlige tusmørke, d. v. s. saalænge der er læselyst inde i hus, varer jo saalænge solen ikke er længer end 6½° under horisonten.
Men selv ved det nordligste punkt Andenes er solen ved middagstid den mørkeste dag i aaret ikke længer nede unde horisonten end 2° 46, saa man har det læselyst i omtr. 2½ time. En novemberdag i Kristianiataagen er saamænd værre.
Svolvær
Og mens vi, naar vi famler os frem paa bunden af taagehavet, maa nøie os med et døsigt gasblus som vor ledende stjerne, tænder Vorherre nordlysene over den nordlandske nat. Da er Nordland Hálogaland, „de høie luers land“. Ifølge Sophus Bugge er navnet sat sammen af hår, „høi“ og laga „luers“, saa blir altsaa Hålogaland „landet, hvor de høie luer blusser“.
En blank søndagsagtig lørdagsmorgen slap vi ankeret i Svolværs havn. Paa et stykke lavt forland og paa lave holmer udenfor ligger i klynger og spredt en hel mængde smaahuse omkring den lune havn. Og bag Svolvær løfter sig Øst-Vaagøs tinder, med skinnende snemasser i botner og render, saa deilig steile og mangfoldig udspekulerte for at bevare sin jomfruelige utilgjængelighed, at tindesygen gaar én i kløerne. Fra havnen ser man over ryggen mellem Fløifjeldet og Blaatinden en merkelig fjelddannelse, et spidst horn, som kløver sig til en trang gaffel. Det er Svolværjuret eller Svolværgjeita. Hvis det fjeld havde staaet i et land, hvor fantastiske fjeldformer ikke var saa hyppige, at det blev hverdagsligt, der vilde slig en tind aldrig blit døbt med saa prosaisk navn. Selv uden fantasi maa man se, at det er to unge vakre folk, som sidder sammen og ser paa hin anden. I holdning og klædedragt tilhører de den stilige middelalder; de maa ha fundet sladderørerne nede i Svolvær generlig lange, siden de har sat sig op paa en slig fjeldstolpe, at det ikke er lyktes de dristigste tindebestigere at komme saa langt op, at de har kunnet fortælle hvad de to snakker om. „Det elskende par“ — „Faust og Margarethe“ er naturligvis betegnelser af moderne datum, og ikke fra det brede folk. „Mand og kjærring“ maatte de i saafald hedt. Men slig sidder ikke mand og kjærring hertillands, og hvordan de sad sammen før de blev gifte, det skal urindbyggerne i natteløberiets gamle land nok vogte sig for skal bli bekjendt. Derfor kunde ikke bondefantasien døbe dem hverken Mand og kjærring eller Det elskende par. Derfor skal „Svolværjuret“ eller „Svolværgjeita“ faa bli staaende som det baade historisk og kulturhistorisk rigtige navn. Tænk paa fremtidens arkæologer, hvilke vildledende oplysninger de kunde begaa.
Paa en liden ø lyser et hvidmalet hus i morgensolen. Det er maleren Gunnar Bergs hjem. Her bygged Lofotens trofaste maler sit atelier, der staar som han forlod det, for, tror jeg, 9 aar siden. Her havde han nær sig alt det kjæreste han eiede i verden. Her stod tinderne og skinned udenfor vinduerne, her suste Vestfjorden md sine viser, her gynged hans kjære nordlandsbaad, her havde han far og mor, brødre og søstre, — han var slig en hjemmegut.
Atelierets alle vægge dækkes af billeder og skisser. Lofoten og atter Lofoten, især ved vintertid, naar de sneede tinder staar i den mørke sjø med fiskerflaadens skog af master. Guttens forsøg, kunstskolens aktstudier, hans manddoms voksne kunst er her. Hans sidste arbeide, udkastet til et kolossalt billede, staar paa staffeliet, den tomme ramme staar ved væggen og venter. Paa skrivebordet staar penslerne i krukken, ligger penner, papirer, smaating slig han forlod det, henne i hylden hans skolebøger fra guttedagene, som han, vistnok betegnende for ham, ikke har skilt sig ved, og hans læsning, ved døren hans arsenal af manualer. Jernstangen med to slibestener paa fortæller om hans kjæmpekræfter og idrætsmandens kjærlighed til et veldyrket legeme.
Det eiendommelige verksted og helligdom for en Lofotens kunstner er med rørende omhu af familjen bevaret som da Grunnar var der, rummet gir en det indtryk, at han netop var her.
Og det samme indtryk gjorde ogsaa den fisker, jeg laante baad af for at komme over til holmen. Der kom noget bevæget, inderlig op i mandens stemme, som gav mig mer ærbødighed for Gunnar Bergs minde end noget offentligt omdømme jeg har læst, hvor veltalende det end har været.
30 aar gammel maatte hans sterke legeme gi tabt for kræftsygdommen, som først tog benet af idrætsmanden, siden langsomt livet
Opstigning til Digermulen.
Paa en holme nærved hjemmet og atelieret vilde han hvile. Kisten staar i et kammer sprængt i fjeldet, blomster og vindslidte trær anstrenger sig for at lune om stedet og blande sig ind i Vestfjordens barske melodier om Gunnarholmens mausolæ.
De par timer, viet Grunnar Berg og hans hvilested, vil vistnok ingen af os saa snart glemme. De var en stemningsfuld indvielse af denne vor rige dag i Lofoten.
Saa vendtes stævnen mod Lofotens glansnummer, Raftsundet. Farten dertil, udenfor Mollas tinder og med udsigt tversover Vestfjorden til fastlandets vilde tindefylking, er saa storslagen at man glemmer, at man skal til Raftsundet.
Digermulpanoramet.
Ved indseilingen til Raftsundet besteg vi Digermulen, en svær kolle paa 1000 fods høide. En stegende varm tur op gjennem frodige bjerkelier, med den yndigste udsigt nedover bjerkeskogen og de grønne myrmarker og det solglitrende friske hav udenfor i syd, mens paa venstre side Digermulens i istiden afrundede og blankskurede hjørnerunding tvang stien til en stor omgaaende bevægelse for fra bagsiden af at føre os frem paa den flade top. — Den som kunde faa været her i ro, ikke et øieblik, men i timer, og prentet synet ind, baade helheden og de rige enkeltheder!
Hindøens tinder faar man ikke ret se virkningen af fra Digermulen, da man her er paa fløien af dem.
Til gjengjæld har man vestsiden af sundet ret imot sig.
Nede ved sundet grønnende lier, med hvide baand i af sne og bækker. Eller i bergfoden brat og svart dybe grydehuller, troldbugter med sjø i, — Troldfjord er en slig en. Lidt høiere oppe og lidt længere ind staar de forstenede trolde og luter over lignende gryder, fyldte af sne og blanksvarte tjern.
Raftsund.
Op over lier og bugter og botner bygger sig slot over slot, med høie vægge og bratte tage og spidse gavler, og taarn og tagger og spir og pigger. Sneen i fonner og isen i bræ lyser fra fjeldkam og kløft.
Vend dig saa helt om, har du i øst, paa den anden side af Vestfjorden og Ofotenfjord, et mylder al sneede himmelstormere inde i Salten og Hammere (Hammerøskaftet). Mange af dem er berømte lækkerbidskener for montanister. Her paa Digermulen er man dem prægtig nær, fra Svolvær og hid har de vokset betydelig.
Man skal dampe gjennem Raftsundet en solblank dag, og helst i stillen paa strømroligt vand, i hvis speil damperen svæver frem som mellem to bundløse dyb, med de fine tinderader baade under og over vandspeilet.
Vi har alle inde fra vor barnelærdom „Brudefærden i Hardanger“ som en maalestok for indtryk af naturens storhed og høitid. Det samme indtryk, men større endda, gir Raftsundet, uden maler, uden digter, uden komponist.
Troldfjord.
I Raftsundet stikker damperen lige paa bergvæggen; hvor vil den hen? Ind til troldene? Ja netop, ind i Troldfjord.
Side:Nordland og Finmarken.djvu/32 Side:Nordland og Finmarken.djvu/33 Side:Nordland og Finmarken.djvu/34
Hvad den nu 36-aarige mand har sat igang af virksomheder, og selv dirigerer, det er en hel ramse: Han har æren af den første landstelefon i det nordlige Norge, et andelsmeieri for Hasseløens bønder, et uldspinderi med to filialer andetsteds i Nordland, saapefabrik, kaffetilsætningsfabrik, margarinfabrik, oljeklædefabrik, inde i Ofoten et tegelværk og et kalkbrænderi, dertil dampskibsekspedition og et gaardsbrug med 12 husmandspladse og 50 kjør. Ogsaa tilhavs er han en foregangsmand, idet han ved anvendelse af fiskedampskibe søger at føre fiskeriet over i større og sikrere arbeidsbaner.
Den mands bedrift maa tilfredsstille selv en nordlændings trang til det usedvanlige, og den kan vise Nordlands bebyggende mænd, at der er flere virksomhedsfelter end det lunete hav at gi sig i kast med.
Den mand har ret til at si en lyttende ungdomsskare et par ord. Varmt og energisk talte han, om Nordland og Finmarken, om livskaarene heroppe, om opgaverne her laa og vented paa dygtige og varmhjertede mænd.
Og det burde ikke være usandsynligt, at der i mangen ung student i en saadan stund og foran en saadan mand vokser frem et spørgsmaal: Skulde jeg og kan jeg bli med her?
Gjælder det noget steds saa gjælder det her: „Her ¦er sædejord nok, bare vi havde kjærlighed nok“.
Den som heroppe skal kunne ta kampen op, bære savn og taale ofre, maa eie i stort maal denne største at alle drivkræfter.
Og da maa ungdom til, for at kunne akklimatiseres her, slaa rod og staa, og ikke, som tit sker, flygte af post naar man blir kold paa fødderne.
Andenæs.
Som sedvanlig havde vi snau tid, saa vi hverken kunde faa bese Fredriksens mange anlæg eller ta landeveien over øen til Stokmarknæs.
Her stor fest hos direktøren for Vesteraalske d/s, den dristige starter af den første og eneste hurtigrute paa Finmarken, direktør With. Her fik vi jo anledning til at takke for den elskværdighed, hvormed „Nordland“ var stillet til færdens raadighed.
Fra Stokmarknæs var ruten til havs udenom Andenæs, ud til fri horisont og midnatssol. Men der blæste en „kustorm“, som vi lurte os undaf ved at gaa tilbaga Raftsundet om natten og nordover paa Hindøens østside.
De allerfleste sov gjennem Raftsundet, trætte af 24 indtryksrige timer. Men Raftsundet i natbelysning, man bør jo heller sætto pinder mellem øielaagene end gaa glip af en saadan afslutning paa et saadant døgn,
Det eventyrligste og righoldigste reisedøgn, ialfald i mit liv, og jeg synes jeg har krydset ganske bra omkring i Norges land. En dobbelt dag, der taaler Wergelands ord:
Den hele dag
var et gyldent vingeslag.
Næste dag fik vi erfare det almindelige veirfænomen her nord: efter en straalende dag kommer taage. I vind, taage, regnbyger og kulde damped vi nordover den hele dag, uden anelse om Thore Hunds Bjarkø, Senjens stolte tindeø eller Tromsø-indseilingen. En patriotisk Tromsøstudent var grædefærdig over sit hjemsteds mangel paa udseende. En rus, der vilde trøste ham, kom farende med det spørsmaal: Er Tromsø-damerne pene, men blev bidt af paa midten med en af ædel bitterhed dikteret forelæsning om hvad studenter syntes væsentlig at bryde sig om paa denne færd. Jeg vil ikke fortælle hvad Tromsø-studenten sa.
Lappeleiren paa den anden side sundet maatte sløifes paa grund af veiret. Til gjengjæld fik vi ofre længere tid paa det arktiske musæum. Her er med stor kyndigihed samlet og lagt til rette en masse stof fra natur og folkeliv ved ishavets kyster. Musæets konservator og andre kyndige herrer viste studenterne om, særlig opmærksomhed vakte den lappiske samling. Af interesse var ogsaa en samling tværsnit af forskjellige træsorter i Finmarken. For den som bare jager udenom Finmarkens umilde kyst er det en utrolighed, at der inde i endel af fjordbygderne staar urskoge af undersætsige furustokker. De vokser nok ikke fort, men desto traustere. De træskiver der paa væggen saa ud som malm. En furustamme paa en halv alens tvermaal havde 431 aarringe. De laa saa tæt, at det blotte øie ikke kunde skille og tælle dem.
Byens omgivelser fandtes „altsaa“ ikke den dag. Byen selv saa vi ikke anderledes end paa veien mellem bryggen, musæet og ballokalet. Men nu havde man dog reist sig til en forestilling om, at Tromsø og Stavanger ligger ikke i nærheden af hinanden.
Der kom en afrigget, stilfærdig sjømandsfigur alene henad veien. Naar man selv har været gut i en sjøby og siddet og rigget skuder i sjømandshytterne, mens en hyggelig skraatobak la blaadis over „enderne“ fra hav og havn, saa maa man lægge ombord i en slig fyr. Det var en ikke gammel mand paa 76 aar, det stilfærdige i stemmen, det kortfattede i sætningen havde han vist havt bestandig. Naar man saa maa leve længe, miste meget, være alene, blir gangen sagte, naar der skal fortælles. Det var om sønnerne sine han fortalte. Han havde rede paa 1 levende og 1 død (skibbrud i norsk farvand). To andre sønner og sjøfolk havde han ikke hørt et ord om paa 18 aar. Den ene havde været flink til at skrive hjem, og saa med ét ikke et brev længer. De var nok „gaat med.“
Fra den gamles saga, som ikke er den eneste af den art i en norsk kystby, lige ind i et straalende bal i „nordens Paris.“
Den bekjendte hvalfanger Ingebrigtsen fra Tromsø havde indbudt færden til et besøg paa sin station i Troldfjord paa Rolfsø nordenfor Hammerfest.
Skytteren paa bakken.
Fra et gyngende hav smat vi ind paa en blank lun bugt. Duften fortalte os straks hvor vi var. Hvalskrotter optrukne i fjæren til flensning, flensede hvalskrotter ude paa bugten, en slæber i færd med at bugsere disse til en guanofabrik i nærheden, trankogeriet nede ved stranden, mørkt, rygende og duftende, hvalbarder i mængder udover marken til tørring, længere oppe et rødt hus, en menneskebolig, den eneste her, hvor Ingebrigtsens familje bor fra januar til høsten, hele fangsttiden. Omgivelserne: lyng, sne og ijeldkoller, vi er nøiagtig paa stregen under 71de breddegrad, og ishavet er naboen.
Ingebrigtsens hvalfangerstation paa Rolfsø.
Kapteinen modtog os med velgjørende kortfattethed i formaliteterne, og vi var med engang med i hvalbedriften, følgende den demonstrerende og fortællende kaptein om mellem hvaler og barder og spæk og tran, kjedler og tønder, harpuner og trosser, gigantiske greier til en jagt, der som idræt betragtet maatte tilfredsstille jøtner. Selv kaptein Ingebrigtsen synes at hvaljagten er der noget ved. Det er ogsaa sikkert, at han „staar godt“ til de omgivelser han lever i og den jagt han driver. Det er en prægtig ishavsbjørn, bred og brysk og rungende. Jeg kan tænke mig den mand ombord, ved harpunen, der det gjælder, da er det neppe flere ord end dem der trænges, og de Side:Nordland og Finmarken.djvu/41 Side:Nordland og Finmarken.djvu/42 granaten springer og gir i regelen en hurtig død. Naar hvalen „blaaser blod“ er den snart færdig. Er den kun truffet i kjødet, bærer det ivei med mer end dampskibsfart, selv om maskinen bakker, til blodtabet stanser den, eller en ny harpun har truffet den bedre.
Hvormange studenter der gaar paa en hval.
Man maa ha nogenlunde roligt veir for at kunne jage, og kun indenfor 40—50 favne er hvalen paa skudhold. Harpunen kan ikke med skudsikkerhed trække den svære trossetyngde syn derlig længer.
Fangsttiden er februar—september. I de to første maaneder knølhval, siden, naar lodden kommer, finhval, og efter loddefiskets slut ogsaa blaahval, seihval og knølhval.
Fiskeribefolkningen har i aarrækker og med stor ihærdighed ropt paa total fredning af hval. Thi hvalfangsten truer den med udryddelse, og det vil være og er allerede fiskeriet til stor skade. Thi, Side:Nordland og Finmarken.djvu/44 Side:Nordland og Finmarken.djvu/45 Side:Nordland og Finmarken.djvu/46 Side:Nordland og Finmarken.djvu/47 Side:Nordland og Finmarken.djvu/48 lappens skade var nok den finske lensmand ikke altid stiv i decimalbrøken, der fortælles ogsaa, at finlændere drev lappens rener indover den finske grænse i klørne paa den finlandske decimalbrøk og skadeserstatninger. Der for mangen rødøiet, forgræmmet lap og stirred efter renerne sine og saa sig aar for aar mer og mer forarmet. Den norske stat gjør ikke anden gjengjæld end at mulktere den fremmede lap, som ikke inden en rummelig frist har bragt sine rener tilbage.
Østfinmarkisk landskab ved Vardø.
Nu tildags, naar Varangerhalvøens rener er færdig med sit sommerliv og trækker indover, kommer den foreløbig ikke længer end til rengjærdet mellem Varangerfjordens ende og Tana. Staten satte det op i 1860. Her ved gjærdet kan eierne finde og samle sine dyr og merke kalvene. En dag i november, efter det første snefald, slippes alle de klaprende tusinder paa engang gjennem gjærdet. Nu er det meningen de skal holde sig inde paa den smale strimmel norsk land mellem Pasvig i øst og Finland i vest. Her har renlapperne fremdeles en brysom vagt og jagt og mister ofte hundreder af ren til den finske lensmand.
Rusland og Norge overholder sig imellem grænsespærringen paa en mindre streng maade. Baade russisk og norsk ren kan passere grænsen uden mulkt, det vilde ellers blit uudholdelig for grænseboerne paa begge sider.
Indenfor Finmarkens ørkenagtige halvøer er bølgende vidder af mosefjeld, her og der spættet af myrer og tjern og sjøer, og gjennemslynget af et elvenet, hvis største præstationer er de betydelige elve til Alten, Tana og Pasvig. D6 har langsomt fald og stor vandmasse. Fra Karasjok langt inde i bunden af Finmarken, 25 mil i baad ned ad den vældige, rolige Tana, den tur skriver vi ind i vore ønskers bog. I samme bog indfører vi ogsaa en tur fra Alten til Karasjok, men det skulde helst være i mars maaned med en galen ren foran pulken, og lapper i viltre kjærriser foran og efter.
Herinde er lappen i sit rige, her er ingen bumandsmark at komme i konflikt med, ingen eiendes ret at ta hensyn til, her er Fin-marken. I Finmarken kaldes ogsaa lappen helst for fin. Det er hans rette navn, lap er et klængenavn paastaaes det af folk, som burde vide besked. De nordmænd, lapper og kvæner jeg udspurte om dette erklærte, at det havde de aldrig hørt, at lap var et klængenavn, 6t navn lappen ikke likte. Derimod hørte jeg, at kvænen liker ikke sit navn. Kvænen bodde i det gamle Kvænland, men blev undertrykt af beslægtede finlændere (kareler?), som altsaa ikke liker at kaldes kvæn. Altsaa: lappen er fin, og kvænen er finlænder. Det som er ret maa de lærde vide. Seminarrektor Qvigstad anraaber vi om besked. Den mand er vel høi nok instans i det spørgsmaal.
Paa kartet ser man, at hele det nordlige Norge til langt ned i Nordland med de tilsvarende dele af Sverige nar været lappens land, „Lappland“. Bare langs kysten dinder man i Finmarken og Tromsø norske stednavne. I det indre er alle fjelde „varre“, alle sjøer „javre“, alle elver „jokka“. Mon norskhedsbaptisterne har tænkt paa dette? Stakkars lap, hans eget sprog er dødsdømt paa hans tunge, men hver gang fjeld og elv og sjø blir nævnt klinger vemodige levninger igjen, vemodige lyd fra en paradisisk urtid, da hans fædre i fjeldets navn paakaldte hjælpens aander: „Gedge olmutj! passe gedge vækst!“ Stenens væsen! hellige sten, hjælp mig!
Det første trin op i kulturens trappe er jo at nomaden blir bumand. Den forvandling er nu lappens fleste tusinder færdig med. Mon forvandlingen for lappens vedkommende er kultur? Mon sjølappen i jordgammen, i hytten maa veies op med tyngre kulturlodder end hans frie frænde paa fjeldet? Han overgaar ham i fattigdom, men fattigdom er et daarligt kulturmiddel. Men man faar haabe, at forvandlingen fra flytlap til bulap med tiden kan bringe muligheder for den fremgang som nok kunde trænges. Af Finmarkens 10 000 lapper er der kun 1 000 flytlapper.
Fjeldlappens dage er vistnok talte. Det indre af landet har han, men om somren vil hans rener til kysten. Naar de myggeplagede, græssultne dyr faar tæften af sjøen, er de ikke til at holde, da vører de hverken hujing eller hunde, og de kjender ingen love om forskjellen mellem dit og mit, det bærer afsted ind i bumands eng og ager. I den konflikt, som heraf opstaar mellem renlap og bumand, maa staten ta den fastboendes part. Jo mer kysten bebygges, des værre blir det for lappen at klare sig. Overalt gjærder og stængsler, forbud og ret, bøder og straf. Stakkars lap! Læren om den sterkeres ret er en sur drik at faa tvunget i sig.
Fjeldlap og bjørn skulde fredes, staten betale den skade de gjør. Vi kjender ligesom roden er frisk i os, saa længe gamle Norge huser disse oprindelighedens væsner.
Der var engang et „Finmørker“. Paa Kjølsnæs østenfor Tanafjordens havkjæft stod finkongens slot. Stort var hans rige. Fra Malangen til Hvidehavet og til Finske botten. Og stort var hans ry. Haalogalands drot sendte sin datter at lære trolddom at finkongen. Den sidste finkonge havde en solfager datter. Saa ved vi resten. Hun elsked. Og det er et geografisk faktum, at jo længer nord des hedere er kjærlighedens ild, des rødere er dens veie. Finkongen lod jo hovedet afslaa paa den hemmelige elsker. 10 aar efter kom den røde hævn. 10 tønder guld bød finkongen, men han maatte bøde med det røde blod, og hans slot røg i aske.
Saa skiltes hans folk i tre strømme: lange havets strand, indefter elvenes bredder, indover fjeldenes vidder.
Og sidenefter, i hundreder aar, løsned i øst stykke paa stykke udaf det gamle rige. Og indover resten for skattekrævere fra tre riger, saa den arme lap vidste ikke rede paa hvem der egentlig havde landet. Russerne tog Murmans- (Normans) kysten og Sverige blev trængt tilbage fra Ishavet. Først i 1751 blev grænsen ordnet med Sverige, og først i 1826 blev de tidligere norsk-russiske fellesdistrikter endelig delt.
Finmarkens historie er en lang lidelseshistorie. Først
revet i tre stykker, saa udsuget af skattekrævere og Side:Nordland og Finmarken.djvu/53 Side:Nordland og Finmarken.djvu/54 Side:Nordland og Finmarken.djvu/55 Side:Nordland og Finmarken.djvu/56 Side:Nordland og Finmarken.djvu/57 Side:Nordland og Finmarken.djvu/58 Side:Nordland og Finmarken.djvu/59 Side:Nordland og Finmarken.djvu/60 Side:Nordland og Finmarken.djvu/61 Side:Nordland og Finmarken.djvu/62 Side:Nordland og Finmarken.djvu/63
Kibjerg fiskevær.
Vi stanser ved et af Finmarkens mange fiskevær, Kibjerg, østenfor Vardø. Kystlandet er lavt og sjøen langgrund. Et saadant vær er en havn, en klynge lave mørke rorboder, og en mængde tørrestilladser for fisk — hjeller — indi været og omkring.
Mens Lofotens vær er fyldte kun i skreitiden, er Finmarkens vær i virksomhed den største del af aaret. Udværene er udenfor fisketiden helt tomme, de øvrige vær har en kjerne af fastboende, og værets akse er gjerne en matador af en landhandler.
Inde paa havnen, den ydre, ligger russiske handelsfartøier, paa havnen inde ved bryggerne ligger fiskebaadene, mest otringer. Hver baad har sit nr. og sin bestemte plads. Under selve storfisketiden er der offentligt opsyn, der vilde ellers bli et uhjælpeligt anarki. Det har hændt at rige fiskepladser har maattet rømmes, fordi mangel paa kraftigt opsyn har forvoldt et anarki, som har umuliggjort al virksomhed. Naar liner og garn sættes op i andres redskaber, naar kniven kapper og lar naboens liner eller garn gaa tilbunds, naar det endog har kunnet gaa saa vidt, at der roes med knive bundne paa aarebladene, saa indsees det nok, at love uden lovens haandhævere det gaar ikke i denne syndige verden, netop i fiskeribedriften er en streng samfundsorden nødvendig.
Fra Berlevaag.
Men iland. Kibjerg er af de smaa vær, 100 baade. Vi borer os ind mellem baadene, lægger til ved den høie pælebrygge, krabber forsigtig op de sleipe trin. De høie pælebrygger er typisk for alle vær og byer i Nordland og Finmarken. Forskjellen mellem flod og fjære er mellem 2 og 3 m., ved springflod over 3½ m. Naar stranden saa ogsaa er langgrund, blir bryggerne baade lange og høie. Ude ved bryggekanten staar det høie vindehjul til vareheis. Paa bryggen en oljeklædt flok Side:Nordland og Finmarken.djvu/66 Side:Nordland og Finmarken.djvu/67 Jeg saa ingen » af disse skrukkede, skidne, tafsede puslinger som tidt figurerer i skildringer og illustrationer. Det var pene, glatte folk, med klare, blaa, blide øine r ansigter som baade i form og farve var mere norsk end mongolsk, ja stundom ikke til at skjelne fra norsk typus. Men gangen var ikke til at ta feil af. Med ryggen bøiet som af hundreaars teltliv og lange bører, med korte, ikke sterkt byggede, men seige ben, med en gliden og vrikken i hofterne og et fodlag som de gik og skub bet frem ski uden paabindinger eller tassed sig frem i tuet mark.
Sin maleriske dragt holder de paa, har jeg læst t men en mand i 40 aars alderen fra Hinnøen fortæller mig, at allerede i hans barndom kasted de lapper der kom og tjente blandt norske, snar t sin dragt, og i skolen vilde lappebørnene slet ikke tale sit morsmaal, undtagen de saadan paa tomandshaand kunde forlokkes til naar de var i godlag. De vørte ikke Bit eget B^roZ længer, BkanliQ66 sig ved det. Hvis dette træk er gjennem gaaende, Baa Btaar BiiZt et folk sig ikke længe. Den godslige lap er ikke en karakter som kvænen, har ikke dennes stolte, trodsige trang til at være sig selv ren dyrket.
En halv times vei fra Kibjerg var lappeleir og gam mer, men vi havde ikke tid. G -ammer i Kibjerg? Jo, jeg saa ialfald en, og var inde i den ogsaa. Men det var en arkæologisk skuffelse. Det ydre var ægte nok, torvvæggene, men inde var det trægulv, tapetvægge, norsk møblement, store vinduer med blomsterpotter i. Der var rigtig hyggeligt. Men det er ikke alle lappe gammer som 86r slig ud. De allerenkleste er kun et rum for folk og fæ, seng og sæder er jordgulvet, og luften er parfumeret af transtank -f" en ne 66l an66n slags stank. Men udviklede gammer har to rum med gang imellem, folk og fæ i hver sit, trantønden i gangen. Gammens skelet er 4 hjørnepæle, paa dem 4 vandrette stokke, der bærer tagsperrerne. To par, de midtre, sperrer støttes af fire lodrette stænger, der danner den firkant, hvori gruen er bygget. Fra de vandrette tagstokke er stillet skraa bjerkestænger, med en haandbreds
rum, de er væggestøtningen for torvvæggen. Udenfor paa bjerkestængerne er lagt flæktorv med græssiden ind, som altsaa syns mellem stængerne, hvis den ikke er dækket af næver. Udenfor flæktorven ligger i vandret lagring tykke stiktorv, med græssiden ned, og stenheller imellem til støtning. Taget er græstorv i to lag, det nedre med græsset ned, det øvre med græssiden op. Ikke vinduer. Lys ind og røg ud gjennem ljoren i taget ret over gruen. Væggen er ikke over skulderhøide og taget lavt, der kan bli ulidelig med røg, saa man befinder sig bedst parallelt med gulvet. Gulvet er jord eller stenheller.
1. A arne, s sengested, y og x baaser, F bislag.
2. Indre
skeiet af træ i gammen. 3. Tversnit af gammen.
Der hvor der er skog som i Pasvigdalen, er lappens hovedbolig i reglen af tømmer. En fordel maa jordgammen ha, den maa være varm.
Vi spadsered, d. v. s. hopped og vaded omkring i værets gader, Finnegaden var storgaden. Naar det omtalte handelshus undtages, ligger værets egne hus, rorboder og gammer godt i landskabet, lave, mørke, med græsvokset torvtag, smaa vinduer og veirslidte, graa vægge af russiske planker med bundter af torskehoder paa, og udenfor væggene kvindfolk, som med rappe næver angler linerne, og rundt omkring fisk paa hjell, fiskeslo, fiskelugt og søle. Ikke blot rundt om været var hjeller, men i selve gaderne, saa hvor man vassed og hopped var man under en himmel af torsk. Med torsken paa hjell og russen paa havnen, saa ved vi hvad tid det er, det er „makketiden“.
Vadsø.
Vadsø. Fra Kibjerg af bøier kysten i sydvestlig retning, vi damper indad Varangerfjordens svære havkjæft, ind til Vadsø. Den er hverken den nordligste elle østligste by, men den er den sidste og fjerneste by, hvis opgang i velstand, kultur og norskhed har krav paa vor særlige interesse. Hvis den by engang blir helt norsk, Side:Nordland og Finmarken.djvu/72 Side:Nordland og Finmarken.djvu/73 Side:Nordland og Finmarken.djvu/74 og under hurraer og sang gled baad efter baad udover den solgyldne havn.
Paa Vadsø havn kl. 2 morgon.
Syd-Varanger. Hele Varanger er en løvesnude med det halvaabnede gab vendt mod øst.
Nord-Varanger er næsepartiet. Fjorden er kjæften. Syd-Varanger underkjæven med en dygtig tandgar i, dannet af Varangerfjordens mange indskjæringer. Pasvigdalføret er den ti mil lange hagetip, som stikker ind mellem Rusland og Finland. Syd-Varanger or to strimler land. Den ene langs Varangerfjorden, den anden langs Pasvig, hver paa omtr. ti mils længde og kun nogle faa mils bredde.
Af de mange elve er Pasvig den største og merkeligste. Dens tre nederste km. er norsk paa begge bredder, paa de to næste er Rusland paa begge sider (Boris — Gløb), siden er den paa ti mils længde skille mellem Rusland og Norge. Pasvig er bred og vældig, en konge i sit rige, eller rettere som en endnu ikke indfanget naturkraft, fri og unyttet, som en vild hest raader den for dalen og farer sin stolte, sterke gang fra Enares vældige vandhav, fra det store og ud til det større.
Pasvig som grænseelv.
Men inde i fjeldene har malmen sovet i millioner af aar, men nu synger det i den, nu vil den op, nu roper den paa elven og vil ha tømme og træksæle paa den frie vilde hest.
Begrebet elv gir ellers i Norge ikke indtryk af mægtighed, af majestæt. Men Finmarken har elve som virkelig er vældige, Alten, Tana og Pasvig, selv Glomma maa gi sig der. Pasvig er paa sine ti norske mile vand efter vand, 9 a 10 store vand, hvor den hviler sig godt ud. Paa de korte mellemstykker præsterer den 15 fosser, brede, tunge, drønnende fald, foruden lange rivende stryk. Pasvig er altsaa i sin helhed en besværlig vandvei at befare. Baaden maa trækkes overland paa stokker forbi fosserne, og det koster slid og tid. Pasvig er den frie vilde hest, den sørger stadig væk at holde sig ryggen fri.
Efvebaad trækkes forbi en fos.
Endnu er den fri. Ingen chausseer, ingen bane, ingen sluser, ingen damper, ingen hoteller, ingen turiststrøm har jaget urtiden udaf Pasvigdalen.
Vi fører ind i vor ønskebog: en friluftssommer langs Pasvig med børse og stang og telt og baad. Det var et liv for en gammel mohikaner det.
En af Storfjordens mange udskjæringer i Syd-Varanger er Bøgfjord. Den tog vi ind. Fra sit indre brede bassin sender den Klosterfjorden ind i øst til Elvenes, hvor den mægtige Pasvig suser ud, i vest sender den Langfjorden ind, hvis dalføre ved vand og elv og tilslut en veistump efter 4 mile fører ind som den bekvemmeste adgang til Pasvigdalen.
Mellem Langfjord og Klosterfjord ligger Kirkenes, Side:Nordland og Finmarken.djvu/78 Side:Nordland og Finmarken.djvu/79 Side:Nordland og Finmarken.djvu/80 lappernes by og tilslut faa en strygende elvefart ned til Elvenes.
Der staar i Boris—Gleb et gammelt kapel, lidet, af svært tømmer, fra 1579, indviet helgnerne Boris og Gleb, to kongesønner, der blev dræpt for sin kristentro's skyld af sin bror i 880. Denne helligdom, som laa paa norsksiden af elven, kunde selvfølgelig ikke profaneres ved en flytning. Ved grænsereguleringen i 1826 fik derfor russerne tiltusket sig 4 kv. km. paa norsk side.
Boris—Gleb: Kapel, prestegaard og „skotteby“.
I 1872 byggedes et stort, lyst, smukt kapel i ægte russisk stil. I 9 maaneder af aaret er her slet ingen menighed, og i de 3 vaarmaaneder, skoltelapperne bor i sin by for laksefiskets skyld, kunde den menighed, der er at finde i kirken, godt sidde paa en eneste bred mands skulder.
Men baade i de 9 og de 3 maaneder gaar den russiske mes86 sin regelmæsige gang og det rige klokkeverk under kuplerne blander sine smukke klange ind i elvevinden, der suser om skoltelappernes hytter, men klokkerne Kalder ikke, de bare forkynder, at det med Vorherre det besørges nu af presten og klokkeren, og hvad disse har besørget, kommer dem alle til gode.
Om vinteren hugges et hul i elveisen til „fornyelsens bad“, fortæller Magdalene Thoresen, med et taug om livet for ikke at rives ind under isen tar fornyelsens offer sin dukkert. Virkningen heraf regner de sig alle tilgode. En for alle, og alle for en.
Den skoltelapmenighed, som her blir saa rigelig betjent, tæller 140 sjæle. Presten skal være en energisk skolemand; de 3 maaneder, lapper er i Boris—Gleb, undervises der paa kraft, ikke mindst i russisk. Presten og hans familje kan godt norsk, presten fører dessuden en meget paaagtet pen i den russiske presse, blev mig fortalt, og jeg undersøgte derfor straks paa et afsides sted, om jeg havde nihilistiske og oprørske papirer paa mig.
Skoltelapperne et let at skjelne fra andre lapper. Mere tæt og plump, med grove træk, svær vekst af haar og skjæg. Den almindelige lap har jo ikke skjægvekst. Skolte-navnet skal komme af, at mange lapper før led af en hudsygdom i hodet, saa de blev blanke midt i issen. Nu tildags er denne berømte skaldethed mere omsnakket end seet. Rensligheden er jo større, — om ikke netop stor. At skaldetheden skulde være et tegn paa en race som degenererer, det protesterer vistnok alle skaldede nordmænd mod.
Vi overvar en messe. Færden fyldte kapellet til trængsel, men ikke med høitidelighed, en messe som opvisning for nysgjerrige kan vanskelig bli det. Det er et lyst og høitideligt sted kapellets indre, hvor kor og alter optar en uforholdsmæssig stor plads, efter det vi er
En skoltelap
vant med. Men det er jo ikke en gudstjeneste med menigheden, men for den, som huset er indrettet efter. Det brede alter med de mange hellige ram og billeder er pragtfuldt, og presten som ellers ligner en skipper, blir i sit ornat til en pragtfuld skikkelse. Klokkernes harmonier klang smukt udover skog og skolteby, og messen begyndte. Det var en uhyggelig fart, hvormed prestens og klokkerens trænede tunger vælted den pladskende russiske ordstrøm fra munden, en ensdurende strøm, der vistnok ikke længer reguleredes fra hjernen og tanken, men fra rygmarven, akkurat som cyklistens pedaler. Og automatisk gaar presten sine marscher til og fra de mange helgener og hellige steder i alteret, — marscher og vendinger og brede korsninger og dybe buk. Det er en varm forretning selv for en automat, naar automaten har astma. Det er underligt at tænke paa, at slig gaar denne automatmesse hele aaret sin regelmæssige, lovbestemte gang her i ødemarken, — prest og klokker i koret, menigheden langt oppe i Pasvigdalen, — om somren er der da turister i kirken, og en dusør at tjene, men da tror jeg Vorherre stænger sin luge i himlen.
Efterpaa fulgte presten os hen i det gamle kapel, og med resterne af sin hæse stemme foreviste han for de faa stykker, som om gangen kunde faa plads i det trange, mørke rum, de billeder og merkeligheder, det gamle alter bærer. Det var disse egnes første missioner som bygged dette hus, munken Trefan, der i sin grav har faaet en rig flor af sagn over sig.
Nedturen til Elvenes fik nogle anledning til at foreta i baad, disse fladbundede, langstævnede baade, som de indfødte med koldblodig færdighed styrer nedover den strygende Pasvig.
Paa Elvenes bodde den bekjendete lensmand Clerk. Side:Nordland og Finmarken.djvu/85 Side:Nordland og Finmarken.djvu/86 tryk, kan jeg ikke dømme om, men at den giør indtryk kan jeg bevidne. Saa intenst som man selv havde oplevet det føler man, hvordan mørket knuger som et blylaag paa hjernen, og man foretaar den forløsningens jubel den dag solskivens øverste rand er set fra de høiereliggende punkter, hilset af fæstningens sa1ut, og skolerne gir fri.
Vardøhus
Vardøhus ligger i et hjørne af byen, smukt ved sundet og peger udover de ældgamle mure med sine gemytlige gamle støvleskafter af no'en kanoner. Siden værnepligten ogsaa blev Finmarken til del kan den gamle fæstning briske sig med lidt mere militært liv, idet den er sæde for underofflcersskolen. Men fordi om der blinker no'en flere knapper og rasler lidt flere sabler langs de gamle smukke volde, saa er Vardøhus fremdeles en hyggelig liden idyl al en fæstningsantikvitet.
Side:Nordland og Finmarken.djvu/88 Side:Nordland og Finmarken.djvu/89 Vardø og Vadsø. Hammerfest er starteren af den norske ishavsfangst. I begyndelsen af tyveaarene udrusted den flaader paa omkr. 70 skibe med 7—800 mand. Der var dengang omkring de store polarøer Spitsbergen, Beeren Eiland, Novaja Semlja rigdoms masser af hvalros og sæl. Nu er fangstflaaden fra Hf. omkr. 20 fartøier med 200 mand, fortjenesten omkring 110 000 kr.
Hammerfest.
Vi behøver ikke gaa til Sverres tid for at styrkes af sagaer om birkebeinernaturer. De norske ishavsgaster den dag idag er gode nok til det brug. Eniflæng: Sivert Brækmo, seiler i en liden aaben baad, kun med en ung gut til følge, til Spitsbergen for at hente en baad, kommer vel frem, henter sin fangst, seiler hjemover, men opunder Nordkap maa han vende for veiret og lænse undaf gjennem Ishavet til Spitsbergen igjen, Side:Nordland og Finmarken.djvu/91 nord løb fjorden tilhavs. Derude stod himmel og hav i ild, til langt ind i sundet, hvor kysterne varmed sine sorte næsetipper i ildmørjen. Som en gylden flod strøg sundet indover langs Sørøens bratte bredder, og naar øiet langsomt fulgte med stod fjordbundens brede mure i varmt rødt, — det var en stund i midnatssolens land.
Midnatssol ved Hammerfest.
De livlige grupper — blodet suste jo af festtumlen — blev helt stille, som var de blet lamme baade i ben Side:Nordland og Finmarken.djvu/93 Side:Nordland og Finmarken.djvu/94
/ Smukkere baad paa den norske kyst findes ikke, og ingen anden baad „staar“ slig til sine omgivelser med den ranke reisning og slanke bygning. Den ligger paa vandet som en svane, elegant og fornem i linjen, smidig i bevægelsen, let for aarerne, og i rum vind en seiler som ingen anden. Og let at trække paa land, ogsaa en baaddyd der nord, da baadene gjerne landsættes. Det er en baad med mange fortrin foruden sin skjønhed og ædle afstamning.
Men siden den dækkede listerbaad er kommet i brug ogsaa der nord, har nordlandsbaaden ikke kunnet med sin skjønhed skjule sine svagheder.
Den duer ikke til krydsning, og den bratte, noget bagoverbøiede stavn vasker voldsomt naar der er lidt sjø, saa mandskabet, særlig halskarlen, kan sidde vaade til skindet trods oljehyren.
Nordlandsbaad.
I 1863 fik fiskeopsynschefen i Lofoten den første dækkede listerbaad op til prøve. Denne er i ganske anden grad fremkommelig i al slags veir og farvand, skarp krydser, knap og let i vendingen. Den er ikke
saa let at ro, men de faa gange der er stille opveies af Side:Nordland og Finmarken.djvu/96
„Fem seilende jægter“.
Ved otte-ni-tiden om morgenen damped vi gjennem det smukke Rotsund indenfor Uløen, forbi handelsstedet Havnes ind paa
Parti fra Lyngen.
Lyngenfjorden. Netop her ved Havnes skal man ikke forsømme sig. Lyngenhalvøens takkede, sneskinnende tindegjærder retover paa fjordens sydlige bred har man her i passe afstand, saa man ikke blot ser det nærmeste geled, men ogsaa de bagre geledder af høiere og høieste tinder. Der er høit op til de luftige tindekroner, henpaa 6000 fod de høieste. Og det er ikke som i Jotunheimen, at tindens top kun er et par tusend fod over dalen, den staar ved. Tinderne her vest render lige op af sjøen eller op af troldgrydedale, der ikke ligger høit over sjøfladen. Lyngenhalvøen er derfor en herlig heim for tindestigere; her som ellers er det udSide:Nordland og Finmarken.djvu/101 Side:Nordland og Finmarken.djvu/102 Side:Nordland og Finmarken.djvu/103 har beskrevet byen som en lang gade med en isbræ i hver ende. Det er bræen paa Skulgamstinden nord paa Ringvassø og et snefjeld sydpaa ved Bensjordtind.
Tromsø.
Naar man kommer nordenfra, fra Finmarkens magre, nakne kyster, virker Tromsø, saadan hastig seet en soldag og impressionistisk indført i hukommelsen, som en grøn-ø sydfra som her nordpaa uden at la sig overmande har arrangert sig overordentlig virkningsfuldt med høifjeldet og sneen, saa det strenge er under skjønhedslinjen blit til høihed.
Hvalfanger Ingebrigtsen fra Tromsø maa være en isbjørn og ishavet maa være deiligt, naar han ikke en sommer heller vil la sig selv harpunere af myggen paa Side:Nordland og Finmarken.djvu/105 Side:Nordland og Finmarken.djvu/106 Side:Nordland og Finmarken.djvu/107 Side:Nordland og Finmarken.djvu/108 Side:Nordland og Finmarken.djvu/109 Side:Nordland og Finmarken.djvu/110 fra østlandet kan neppe komme fra det uden at mindes det ialfald som et schok paa øinene.
Det er klassisk jord man staar paa, kong Sigurds og Øisteins gamle tingvolde, her har mangt et stolt langskib faret fra og til Bjarkøys og Trondarnessets mægtige høvdingsæder. Og her bygger en nutid som ogsaa kan skyde langskibe paa sjø.
Dengang Tromsøen blev valgt til anlægsplads for en by, var der først tale om Harstad, men da byggegrunden her var privat eiendom, blev Tromsøen foretrukket.
Harstad.
Harstad har i „de lokale forholde“ lykkelige betingelser for at kunne bli en by. Ligger lunt og beskyttet, midt i amtets tættest bebyggede del, er et naturligt centrum for et stort og folkerigt opland, der har gode betingelser for et udviklet jordbrug.
Side:Nordland og Finmarken.djvu/112 Side:Nordland og Finmarken.djvu/113 til den; ogsaa der vil man mindes, at Øistein var konge i Norge“.
Den nuværende kirke er antagelig fra første halvdel af følgende aarhundred.
Petter Dass synger om den:
Den kirke har noget at sige,
Grundmuret og bygget hel kunstrig af sten,
I ganske Nordlanden er neppelig éen
Som skatte-? at være dens Jige.
Trondenes kirke.
Omkring kirkegaarden har der været en 5 m. høi mur, med 2 taarne, overhvælvede trapper, brystvern, som der kun er levninger igjen af.
Kirken paa Trondenes var den mægtigste og rigeste i det nordlige Norge. Paa Senjen (hvor der nu er 1) hørte 6 kirker under den, den havde 14 kapeller og store jordegodser, og var udstyret med ikke liden pragt. Sokkel og indfatning om døre og vinduer af klæbersten, mellem langskib og kor søilerækker og buer som i Trondhjemsdomen. Kirkens mange altere i skib og kor var prydverker af træskjærerkunst, ligesaa de 12 store høitidelige rigt skaarne egestole for kanniker, bisp og de kongelige. Side:Nordland og Finmarken.djvu/115 Side:Nordland og Finmarken.djvu/116
Narvikbanen: Norddalsbroen.
Bardo- og Maalselvedalen.
Byen er en nyrydning i amerikansk maalestok, og bærer jo præg af ufærdigheden. Men der er liv og fart, haab og mod og dvgtigs kræfter. Alle de mange „væsener“, som er maskineriet i en bys samfundsorden, kommer hurtig istand. Det er en by, hvor det maa være interessant at være borger, her er grundlæggerarbeide at øve sig i for en hver art af dygtighed.
Det er heller ingen sag for en by at ta spurt i starten, naar den ældste mand i staden er — 42 aar.
Fra Nordlands hovedstad skynder vi os hjem. Det er regn, taage og hylende vind.
De syv søstres smukke rad paa Alstenøen, Alstadhaug gamle prestegaard, Petter Dass's poetiske tomter fik vi dog held til at passere i bra veir. En nordlandsk student svinger en pengebøsse til indtægt for det mindesmerke, der skal reises for hr. Petter her paa hans egen grund.
I regn, i mørke, i hylende vind slutted Torghatten sit gjenlydshvælv over den sidste friluftstale, over den sidste friluftssang.
Og saa vil jeg slutte. D. v. egentlig s. slutte uden slutning. For midnatssolens land kan man nok begynde paa, men der skal et længere lærred end mit, skjønt mange kan finde det langt nok, for at komme til slutningen.
Falder dette hefte i haanden paa nogen af mine reisefæller, lægger jeg beslag paa nogen linjer til for at vække mindet om vor sidste aften ombord, afskedens og mindernes fest, idet propellen skynder sig med at slaa de sidste slag ind ad Trondhjemsfjorden.
Ved Alstadhaug prestegaard findes at se
syv søstre som fletter sine lokker i sne.
Trangt og tarveligt var det i „festsalen“ et lasterum agter, men hvad gjør det, naar sindene er til eksplosionens grad fyldte af festlig glæde med islæt af vemod.
Færden var endt, dens straalende billeder fyldte til trængsel hvert sind; men færdeni havde git os det, som fik hjertet til at svulme større og varmere, det var hjerternes mening der sang ud i: Ja, vi elsker dette landet. Den legio af skaaler og taler var ogsaa som fyldte af elektricitet; men sterkest tror jeg han traf hjerternes mening og løste den ud, dansken, dr. Aage Friis. Og lige idet han sætter sig efter sin tale, der saa dybt havde grebet, sprætter han op igjen, og paa sin fyndige og varme maade bryder han ud: „Og saa lad mig endnu engang faa høre eders herlige fædrelandssang“.
Og slig har jeg aldrig hørt den sang bli sunget.
Det var som færdens hele sum af indtryk og stemninger, og ikke bare dens, men alle de af et livs gjennemlevelser, der kan gi en saadan stund dens styrke, bruste ud i dens ord og toner:
Ja, vi elsker dette landet
som det stiger frem,
furet, veirbidt over våndet,
med de tnsend hjem.
Skoltegamme.
Sommeropholdssted for laksefiske i Bøgfjord.
væsentlig prof. A. Helland: Lofoten og Vesteraalen.
—„—Tromsø amt.
O. Nicolaisen: Nordlandske sagn og eventyr.
Petter Dass: Nordlands trompet.
I.
Nordlandskartet er tegnet for bogen af lærer, kartograf hr.
Ivar Refsdal. Specialkartet — Østvaagø, har Refsdal tegnet
efter et korrekturark fra geografiske opmaaling; det er
saaledes det første korrekte kart over denne egn der
foreligger trykt.
II.
Kartet over Finmarken er overladt af dr. Reusch — Brøggers
forlag. Fra samme kilde er billederne paa s. 47, 63, 67 og 68.
III.
Fra Aschehougs forlag er udlaant af Holmboes illustrationer
til Nordlands trompet billederne paa s. 16, 93, 95, 112 og 119.
IIII.
Fra Cammermeyers forlag: af prof. R. Collett s. 34, Gudm.
Stenersen s. 37, fra E. Wessel s. 74, 75, 81 og skoltegammen.
V.
Af studentfærdens serie ved Norsk familjejournal: paa s. 23,
26, 27, 28, 29, 38, 41, 79, 85, 87, 88, 98, 102, 109, 115 og
Nordkaps-billedet paa bindet.
VI.
Af studentfærdens serie ved Norsk skoletidende: paa s. 3,
12, 62, 69, 73, 90.
En hjertelig tak til forlæggere, kunstnere og andre for den velvilje, hvormed de har stillet sine billeder til disposition og paa anden maade vist imødekommenhed overfor dette arbeide. Lige1edes en tak til de nordlændinger, der velvillig har gjennemlæst manuskriptet og hjulpet mig med oplysninger.
Skoltegamme.
Sommeropholdssted for laksefiske i Bøgfjord.
Nordland og Östvaagö
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |