Nogle Bemærkninger til Norges Kirkehistorie

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
NOGLE BEMÆRKNINGER TIL NORGES KIRKEHISTORIE.
AF
K. MAURER.
(Oversat for Historisk Tidsskrift efter Forfatterens Manuskript).

Efterat Chr. A. Lange, R. Keyser og nærværende Forfatter havde skrevet sine Arbeider over Norges Kirkehistorie, og P. A. Munch i sit store Hovedværk i det mindste som Bigjenstand ligeledes havde havt den under Behandling, blev den norske Kirkes ældre Historie i længere Tid ikke indgaaende gransket. Først efter Forløbet af to-tre Tiaar ere A. D. Jørgensen og A. Chr. Bang paa dette Omraade traadte frem med nye og selvstændige Undersøgelser, og til disse slutter sig nu paa særdeles velkommen Maade Abs. Taranger’s Prisskrift om den angelsaksiske Kirkes Indflydelse paa den norske. For at fremholde min Opfatning ligeoverfor det sidstnævnte Arbeide har jeg her udbedet mig Ordet. Imidlertid er det ikke Hensigten at underkaste det en nøiagtig Prøvelse i alle dets Enkeltheder, men alene at redegjøre for en Række Hovedspørgsmaal, med Hensyn til hvilke jeg gjerne ønskede at skaffe mine egne, siden Fremkomsten af mit forrige Værk (1855–56) i mangt og meget uddybede eller forandrede Anskuelser et Udtryk.

Taranger’s Skrift lader sig passende skille i to Halvdele, hvoraf den første meddeler den ydre, historiske Oversigt og er udarbeidet paa Grundlag af de forhaandenværende historiske Kilder, medens den anden er af overveiende juridisk-dogmatisk Karakter og væsentlig støtter sig til de opbevarede Retsbøger. Ifølge Sagens Natur foranlediger den første færre Bemærkninger fra min Side end den sidste[1].

I.

I sit første Afsnit omtaler Forf. de nordiske Vikinger i England. Med Ret fremhæver han herunder den mægtige Andel, som den norske Gren af Nordgermanerne havde ved Siden af den danske i de paa engelsk Jordbund foretagne Indfald og Erobringer. Uden en saadan Andel vilde i Virkeligheden de Træk, der danne den norske Kirkehistories Begyndelse, ligefrem være uforstaaelige. I andet Afsnit behandles derpaa den angelsaksiske Kirke, saavel historisk i dens vaklende Overgange mellem bedre og slettere Tilstande –, som med Hensyn paa Kirkeforfatningen med dens Erkebispedømmer og Bispedømmer, Synoder, Kirker og Præstegjæld, dens Præster og dens Forhold til Statsmagten. Det tredie Afsnit handler om den norske Kirkes Grundlæggelse og skildrer altsaa Kristendommens Indtrængen i Norge i Tiden fra Kong Haakon den godes til Kong Olaf Haraldssøns Regjering. Herunder omtales ogsaa sidstnævnte Konges kirkelige Lovgivning. Det fjerde Afsnit vies de angelsaksiske Missionærer i Norge og staar følgelig i den nøieste Sammenhæng med det umiddelbart forudgaaende. Begge Afsnit skulle her underkastes en noget nærmere Granskning.

Som den ældste af de engelske Missionsbiskopper betegner Forf. hin „Sigefridus Norwegensis episcopus, monachus Glastoniæ“, som Vilhelm af Malmesbury opfører blandt de paa Kong Eadgar’s Tid (959–75) levende Biskopper. Denne kronologiske Angivelse havde man hidtil almindeligvis forkastet. Lappenberg vilde gjøre nævnte Siegfried til den samme som Svenskernes Apostel af dette Navn, der virkede i Begyndelsen af det 11te Aarhundrede. R: Keyser. Munch og jeg selv troede i ham at gjenkjende den Sigurðr monachus, der synes at tilhøre omtrent den anden Halvdel af det 11te Aarhundrede, og endelig holdt Jørgensen ham for den Biskop Sigurd, som Kong Knut sendte til Norge i Aaret 1029, og som atter forlod dette Land to Aar efter. Taranger mener derimod at kunne opretholde Vilhelms Kronologi, idet han henviser til Heimskr. Hákonar S. góða, Kap. 15, ifølge hvilket Sted Haakon ikke alene lod Præster, men ogsaa en Biskop komme over fra England. Denne Meddelelse er imidlertid lidet troværdig, saasom den hverken bestyrkes af Ágrip eller Fagrskinna, og derhos Snorre selv, ligesom Ágrip, senere hen kun taler om Præster, uden at nævne nogen Biskop. Heller ikke svarer den til de kronologiske Krav, idet Kong Haakons Omvendelsesforsøg skulle have fundet Sted længe før hans Død († 961) og altsaa i ethvert Fald tidligere end Kong Eadgars Regjering. Paa den anden Side opfører Vilhelm blandt sine Biskopper flere, der paaviselig først opnaaede Værdigheden efter denne Konges Død, og som tildels beklædte den langt ned i det ilte Aarhundrede. Da han nu øiensynlig hentede sine Angivelser fra Nekrologier, som alene pleiede at angive Dødsdagen, men ikke Dødsaaret, var en Feiltagelse med Hensyn til det sidste saameget lettere gjørlig, navnlig for Siegfrids Vedkommende, om hvem der blot var det ubetydelige Træk at berette, at han havde skjænket quatuor cappas til sit Kloster. Muligheden af, at hans Virksomhed i Norge først har tilhørt den anden Halv del af det 11te Aarhundrede, synes mig derfor ikke udelukket.

I det følgende omhandles ogsaa den Biskop Sigurd, som var Hirdbiskop hos Kong Olaf Tryggvesøn. Dog havde Forfatteren neppe behøvet at tage Anstød af, at denne hos Odd Munk og, som det kan tilføies, ogsaa hos Gunnlaug (Flatøb. Kap. 400, S. 511) tillige fører Navnet Jon, medens han hos Adam af Bremen saavelsom i Historia Norvegiæ alene optræder under Navn af Johannes. En nogenlunde samtidig svensk Konge hed jo paa engang Anund og Jakob og den bekjendte Danekonge baade Knut og Lambert. Derimod har Forf. Ret i at fastholde denne Sigurds Identitet med den svenske Siegfrid. – Under omtalen af Seljemændenes Legende polemiserer Taranger ligesom G. Storm mod S. Bugge i Anledning af den sidstes opfattelse af Navnet Sunnifa som Sunnoveifa og den deraf dragne Slutning, at tydske Missionærer her skulde have øvet Indflydelse. Paa Uenigheden herom Hvil jeg ved denne Leilighed ikke nærmere indlade mig, men kun til Berigtigelse af en S. 155 anført Bemærkning af modsat Indhold fremholde, at allerede Förstemann (Altdeutsches Namenbuch I S. 1129) har paavist Navnet Sunnoveifa, Sonnoveifa, i frankiske Diplomer fra det 6te Aarhundrede, og at ligeledes S. Bugge (i L. Daae’s Norges Helgener, S. 152, Anm. 2) har anført Vidnesbyrd for dets Benyttelse i Aaret 533, hvorimod i England Sonneva, Sunieva ikke er bleven paavist før den normanniske Erobring, en Tid altsaa, da frankiske Indflydelser allerede ere stærkt fremtrædende i Landet. Ogsaa Præsterne Theobrandus og Thermo eller Thangbrand og Thormod omhandles, men neppe paa rigtig Maade. Det er kun Thjodrek Munk, som giver dem de to første Navne, dog saaledes, at han ved Thermo tilføier: „quem illi materna lingva Þormoð appellabant“ (Kap. 12, S. 21), et Tillæg, som turde vise, at han vilkaarlig har latiniseret Navnenes Former. Derimod bruge Islæderne stedse Formerne Þormóðr og Þangbrandr, og navnlig findes de allerede begge hos Are i Henhold til de Beretninger, denne modtog af sin Pleiefader, Hall Thorarinssøn (død 1090), som selv erindrede, „at Þangbrandr scírþe hann þrévetran“ (i Aaret 999). Efter dette lader der sig neppe tvivle om Korrektheden af denne Form af Navnet, saameget mindre som ogsaa Historia Norvegiæ omtaler Thangbrandum presbyterum, medens den ikke nævner Thormod. Rigtigt er det vistnok, at Navnet Dankbrand ikke i Tydsk lader sig paavise; men vi have talrige med Dank- i første Stavelse sammensatte Navne, som f. Ex. Dankbald, Dankbert, Dankburg, Danktag, Dankfried, Dankhard, Dankhild, Dankmar, Dankrad o. fl., og da ogsaa -brand i anden Stavelse er ganske sædvanlig, sees Navnet at være fuldkommen regelret dannet. Paa den anden Side er det heller ikke let at indse, hvorledes Islænderne skulde være komne til denne Form, hvis Navnet Diotbrand havde foreligget dem, især da Navne som Thjodrek, Thjodolf, Thjodgerd, Thjodhild vare i fuld Brug. Men ere vi saaledes berettigede til at anse den islandske Tradition med Hensyn til Navnets Form for den sikkreste, maa den ogsaa blive at skjænke Tiltro i, at Dankbrand var fra Sachsen og ikke, som Thjodrek opgiver, fra Flandern. Til med Forf. at regne ham blandt de angelsaksiske Missionærer finder jeg endnu mindre Spor af Opfordring. Islænderne, de eneste der – som det synes, paa Grundlag af en kirkelig Kilde – meddele nærmere Oplysninger om Manden, lade ham komme til Danmark med en fra Bremen til Aarhus udsendt Biskop og herfra gjøre sit første Bekjendtskab med Kong Olaf, som dengang befandt sig paa Hærtog i Østersøen. Da han derpaa for en Drabssags Skyld maatte forlade Danmark og Tydskland, skal han være tyet til Olaf i England, hvor han blev dennes Hirdpræst. Om nogen Overgang i den engelske Kirkes Tjeneste er der saaledes fra hans Side ikke Tale. Tværtimod har kun den tilfældige Omstændighed, at Olaf dengang herjede paa de britiske Øer og ikke længere i Vendland, til Følge, at Sakseren opsøger ham der og ikke her og fra England drager med ham over til Norge. Hvilken Nation Thormod tilhørte, siges os derimod ikke. Om ham erfare vi overhovedet kun, at han med Gizur hvide kom over til Island, hvor han før Forhandlingerne paa Althinget læste en Messe. Det er et rent Fantasistykke, naar Forf. S. 164–65 kalder ham en engelsk Præst og i hans Optræden vil spore „et Pust af Osvald’s og Ælfheah’s Aand“ samt lader ham blive overdraget Omsorgen for den islandske Befolknings første Skridt paa den nye Troes Bane, under hvilken Virksomhed Døden skulde have overrasket ham!

I sin Omtale af Olaf den helliges Medhjælpere holder Forf. sig nogenlunde til de gjængse Angivelser. Om Biskopperne Grimkell og Sigurd eller Siegfrid samt Rudolf og Bernhard gjengiver han de kjendte Beretninger, ved hvilke blot kunde være at mærke, dels at Grimkell ifølge Odd (Flatbb. I Kap. 403, s. 516) skal have været en Søstersøn, ikke, som Thjodrek vil, en Brodersøn af den ovennævnte Biskop Sigurd eller Johannes, dels at hans Forfatterskab til den af G. Storm nylig opdagede Olafskollekt er af meget problematisk Art, ligesom da ogsaa Storm selv forsigtigvis har udtalt sig derhen, at man vel turde kunne betragte Biskop Grimkell eller en af hans Geistlige som Forfatteren. Imidlertid er der to andre og vægtigere Bemærkninger at gjøre. Efter Taranger’s Mening (S. 166) fremgaar det ikke af Magister Adams Beretning, at der paa Olafs Tid har virket nordtydske Missionærer i Norge, og i ethvert Fald skulle saadanne dersteds ikke have spillet nogen fremragende Rolle. Dette er dog vel formeget sagt. Adam yttrer (II Kap. 147) under sin Omtale af Erkebiskop Unwan (1013–29): „Archiepiscopus etiam alios viros doctissimos ordinavit in Norvegiam vel Suediam; alios vero ab Anglia ordinatos“ o. s. v. Han lader følgelig, med stærk Betoning af Forskjellen, ved Siden af de engelske Missionærer ogsaa Mænd, der vare ordinerede i Bremen, afgaa saavel til Norge som til Sverige. Overhovedet tager Forf., uagtet han (S. 178) betegner Adams Værk som den ældste saavelsom den bedste Kilde for den norske Kirkehistorie, det ikke destomindre noget let med hans Angivelser, og han meddeler derfor intet levende Billede af den tydske og den engelske Kirkes samtidige Virksomhed og Antagonisme i den nordiske Mission. Idet han altfor ensidig følger de nordiske Kilder, lader han upaaagtet, at disse hvile paa mundtlig overleverelse og for det meste først ere optegnede 150–200 Aar efter Begivenhederne, som de derfor nødvendigvis ere tilbøielige til at samle omkring nogle faa Personligheder, medens de til Gjengjæld forbigaa alle øvrige, samtidigt arbeidende Kræfter. Det andet Punkt vedrører Olaf digres Ophøielse til Helgen. Delvis efter E. Sars’s Foregang (Udsigt I S. 293, 2den Udg.), men med stærk Overdrivelse af dennes Tanke, bestrider Forf. (S. 169–70), at hin Ophøielse var et Produkt af politisk Beregning. Heri har han dog vel Uret. Indrømmes maa det naturligvis, at en saadan Beregning ikke havde kunnet slaa til, hvis ikke paa den ene Side religiøse Motiver havde stemt Folket eller i det mindste betydelige Dele deraf gunstigt for en Forherligelse af den faldne Konge, og paa .den anden Side – hvad der var Hovedsagen – Trykket under det forhadte Daneherredømme havde opfordret til Opstand mod dette. Men hermed er dog kun udtalt, at Folkets gjærende Utilfredshed dannede det Grundlag, som bragte Beregningen til at lykkes, og at man herved med Dygtighed forstod at benytte sig af Geistligheden og de religiøse Følelser hos et talrigt Parti. Med Hensyn til den ved Kanonisationen anvendte Form – Beslutningen fattedes af Kongen, Biskoppen og Folkeforsamlingen, – er forøvrigt at bemærke, at Retten til at erklære nogen for Helgen rigtignok først ved et af Pave Alexander III til Kong Knut Eriksson i Aarene 1171–80 udfærdiget Dekretale (hos Rydberg, Sverges Traktater I S. 94–98; jfr. c. 1 X de reliquiis III 45) udtrykkelig tillagdes Paven. Dog betegnede denne heri ingenlunde sin Ret i saa Henseende som ny indført, men tværtimod som en forlængst bestaaende. Vistnok var den nævnte Beføielse tidligere ogsaa bleven overdragen Biskopperne og de stedlige Synoder; men den strakte sig aldeles ikke til den verdslige Magt (jfr. Hinschius, Kirchenrecht IV S. 241–45). Jeg har desuden allerede forhen leilighedsvis (Island, S. 112) gjort opmærksom paa, at man vel paa Island endnu ned i det 13de Aarhundrede lod Kanonisationer foretage ved Biskop og Althing, men at disse ikke anerkjendtes af Erkebiskoppen i Trondhjem. Heller ikke de af Forf. (S. 171) anførte Steder af angelsaksiske Love godtgjøre, at den verdslige Magt foretog Kanonisationer; de vise kun, at den stillede bestemte Helgenfester under den verdslige Beskyttelse af Festdagshelligholdelsen.

Under Kong Magnus den gode lader endelig ogsaa Taranger tydske Missionærer blive sysselsatte i Norge. Kongens Sammenkomst med Erkebiskop Bezelin, hvorom Adam beretter, saavelsom den Virksomhed, der udfoldedes af den i islandske Sagaer og norske Biskopsfortegnelser omtalte Sakser Bernhard, vidne altfor tydelig olm deres Arbeide. For Kong Harald haardraades Tid holder Forf. sig naturligvis først og fremst til Magister Adam, men mere indgaaende behandler han kun de engelske Missionærer Asgaut og Osmund. Sidstnævnte, der var bleven opdragen i Bremen, og som altsaa dog vel heller turde være at henføre til den tydske end til den engelske Mission, synes det (S. 192) ligefrem at skulle blive regnet til Fortjeneste, at han i Sverige spillede en tvetydig Rolle og viste opsætsighed mod den tydske Erkebiskop, med hvilken han forøvrigt senere atter forsonede sig. Naar der imidlertid (S. 193) ogsaa fremsættes en Formodning om, at den Alfwardus, som Adam (III Kap. 53) nævner, har været en Englænder, Ælfweard, saa oversees herved, at allerede Munch (II S. 199 Anm. 1) i ham rigtigen har gjenkjendt den hellige Halvard. – Sluttelig finder jeg det ligeledes betænkeligt, naar Forf. (S. 194–99), i Anledning af Odds Bemærkning (Kap. 48, S. 317, i Fornm. Sögur X; i Munchs Udgave, Kap. 38, S. 39, læses ikke vedkommende Ord), at Mangelen paa tilstrækkelige Sprogkundskaber i høi Grad har besværliggjort Missionærernes Virksomhed, udtaler den Mening, at dette dog vel blot kan have gjældt de tydske Missionærer, idet ogsaa Kristnisaga fortæller noget lignende om Biskop Fredrik, og Kong Sven Estridssøn gjorde Erkebiskop Adalbert tilsvarende Forestillinger. De engelske Missionærer, som Forf. under Paaberaabelse af deres Navne antager for det meste have været fra Northumberland og af engelsk-nordisk Herkomst, mener han derimod neppe have havt at kjæmpe med betydelige Vanskeligheder af– sproglig Art. Paa Navnene er der imidlertid lidet at bygge, da disse jo som bekjendt i de forskjellige Lande og af de forskjellige Forfattere gjerne omsattes i de dem tilvante Former. De nordiske Kilders Grímkell, Adams Grimkil, vilde i angels. Optegnelser hede Grimcytel, et Navn, som virkelig ogsaa bæres af en Biskop af Sussex (S. 172 Anm. 2). Det norske Navn Sigurðr svarer til de tvende latinske Former Sigafridus og Sigwardus og vilde saaledes i Angels. lyde enten Sigeweard eller Sigefred. Hvad Osmund angaar, kaldes han vistnok med Rette saaledes i Historia Eliensis; men hos Adam (III Kap. 14, 15 og 70, samt IV Kap. 33) vexle Formerne Osmund og Æsmund, den vestgötiske Bispefortegnelse benævner ham Astmuþær, og Navnets oldnorske Form var Ásmundr. De norske Bisperækkers Ásgautr, Adam’s Asgotus eller Asgothus, var ifølge Flatøb. I Kap. 403, S. 516, en Søstersøn af Grimkel og altsaa formodentlig Angelsakser; men Navnets Form er nordisk og vilde i Angels. lyde Ôsgeât. Om ingen af disse Mænd berette Kilderne os, enten de stammede fra Syd- eller Nordengland, og det er derfor kun en vilkaarlig Antagelse af Forf. uden Videre at forudsætte det sidste. Naar endelig Vilhelm af Malmesbury bemærker, at den northumbriske Dialekt var uforstaaelig for de søndenfor boende Saksere, saa følger heller ikke deraf, at den var Nordboerne mere forstaaelig, og de af Forf. meddelte Sprogprøver udvise i Virkeligheden, som det da ogsaa var at vente, en langt større Afstand mellem den northumbriske bialekt og det oldnorske Sprog end mellem den samme og den syd- eller vestsaksiske Dialekt. I det 10de og lite Aarh. kan Nedersaksernes og Frisernes Sprog neppe have været Nordboerne, naturligvis med Undtagelse af de i England bosatte Daner og Nordmænd, mere uforstaaeligt end Englændernes, og i ethvert Fald gjør Odd Munk i sin Bemærkning ingen Forskjel mellem Missionærer af ulige Nationalitet.

Hverken paa Kong Olaf Kyrres Tidsalder eller paa oprettelsen af faste Bispesæder i Norge gaar Forf. nøiere ind, om han end ikke forsømmer at tilføie, at engelske Geistlige ogsaa i denne sildigere Tid virkede i Landet, og at den engelske Kirke saaledes vedblev at øve Indflydelse paa den norske. Mod denne Begrændsning af Emnet turde intet være at indvende, da den norske Kirkes Forhold til den engelske efter Istandbringelsen af en fast indenlandsk Kirkeordning i Virkeligheden bliver en helt anden end forhen. Overhovedet tør man – naar bortsees fra Enkeltheder, hvorom forskjellige Meninger kunne gjøre sig gjældende – betegne Fremstillingen af Norges Omvendelseshistorie som vellykket, undtagen forsaavidt angaar den allerede fremhævede Undervurdering af det tydske og danske Missionsarbeide. Dog kunde jeg tillige ønsket borte en vis Raskhed og Overdrivelse, som hist og her fremtræder saavel i Tankegang som i Udtryksmaade. Jeg nævner f. Ex., at Kong Eadmund (S. 9) betegnes som en af da faa fremmede Helgener, der blev optagne i den norske Kalender; man spørger uvilkaarlig, om da Jomfru Maria eller Petrus og Paulus, Johannes og Jacobus, Bartholomæus, Thomas, Matthæus, Laurentius, Michael o. s. v. – vare Nordmænd af Fødsel? Naar videre de i England optrædende lagemanni uden videre identificeres med de nordiske løgmenn (S. 28), eller der (S. 40) holdes fast ved den forlængst modbeviste Opfatning af Bretwafda-Titelen som betegnende en Overkonge, saa henviser jeg paa den ene Side til min Afhandling om „das angebliche Vorkommen des Gesetzsprecheramtes in Dänemark“, S. 389–94, og paa den anden til Kemble „The Saxons in England“; II S. 8–22 saavelsom til Bosworth-Toller, S. 124–5 og 131. Naar dernæst en Fortegnelse over Vitterlighedsvidnerne i et Diplom skal minde om Registret til en norsk (?) eller islandsk Saga (S. 98–99 Anm.), saa er herimod at bemærke, dels at de allerfleste deri forekommende Navne have rent angels. Former, dels at ethvert Personregister til en ældre tydsk Diplomsamling vilde opvise nøiagtig den samme Grad af Lighed. Fremdeles skal (S. 104) Erkebiskop Oswalds Optræden erindre om en nordisk Høvdings optræden paa Thinge, uagtet dog kun hans Veltalenhed kan afgive et Sammenligningspunkt. Biskop Rudolf skal (S. 182) paa sin „Residentsgaard“ i Borgarfjorden have holdt Skole for vordende Præster, medens Kilderne alene fortælle, at han boede paa Bær i Borgarfjorden og der efterlod tre Munke, o. a. lign. Alt dette er imidlertid Overilelser, hvilke man saameget mindre bør betone, som Forf. selv i sin Fortale udtaler sin Beklagelse over, at særlige Omstændigheder have umuliggjort ham en fornyet Overarbeidelse af Skriftet. Ved en saadan vilde Ujævnheder som de her fremhævede sikkerlig være bleven fjernede.

II.

I sit femte Afsnit skildrer Forf. den angelsaksiske Indflydelse paa den norske Kirkes Forfatning og i det sjette den angelsaksiske Indflydelse paa den norske Kirkes Praxis. Begge Afsnit tiltrænge indgaaende Omtale. Jeg forudskikker imidlertid en Bemærkning af almindeligere Indhold. De kirkelige Tilstande i det kristne Vest- og Mellemeuropa hvile som bekjendt paa et fælles Grundlag, omend dette i de forskjellige Lande i mangt og meget udviser mere eller mindre vidtgaaende Særegenheder. Naar det gjælder at fastslaa, hvorvidt og i Tilfælde hvilken Indflydelse Kirken i et bestemt Land har udøvet paa et bestemt andet Lands kirkelige ordning, kan det derfor ikke være tilstrækkeligt at godtgjøre, at der beggesteds fremtræder visse Ligheder i Forfatning og Skikke. Tværtimod maa det paavises, at disse Ligheder angaa Punkter, som tilhøre de særlige Eiendommeligheder hos det Kirkesamfund, der angives at have været det paavirkende. Samtidig maa det ogsaa undersøges, om ikke andre, for det samme Kirkesamfund karakteristiske Egenheder netop savnes i den Kirke, som derfra skal have modtaget Indvirkning. I denne Henseende synes mig nu Forf. ikke altid at være gaaet forsigtig nok til Værks. Ved Kildernes af ham, som det kunde ventes, omhyggelig efterforskede Terminologi kommer det desuden i Betragtning, at den nordiske Benævnelsesmaade saavidt muligt ogsaa maa jævnføres med den nedersaksiske og frisiske, medens paa den anden Side den høitydske først kommer i anden Række og kun behøver at tages til Hjælp, forsaavidt der enten ikke fra de førstnævnte lader sig fremdrage brugbare Vidnesbyrd, eller det gjælder germaniske Udtryk af almen Udbredelse. – Jeg vender mig dernæst enkeltvis til de vigtigere Emner, og skal i nærværende Stykke særlig behandle Kirkeforfatningen.

1. Forf. meddeler først (S. 203–17) en Oversigt over de ældre norske Kristenretter og drøfter i Tilslutning hertil det Spørgsmaal, hvorvidt de kunne være at aflede fra engelske Forarbeider. Jeg formaar imidlertid kun meget delvis at erkjende hans Resultater i denne Retning som rigtige. Vistnok forholder det sig saa, at Kristenretten i de norske Retsbøger, ligesom i de islandske og svenske, danne et eget, i Spidsen for det hele staaende Afsnit, medens en lignende Udskillelse af det kirkelige Lovstof fra det verdslige ikke er gjennemført i de danske og tydske Kilder. Ligeledes er det rigtigt, at i England først Kong Eadmunds Love (940–46), derpaa Kong Eadgars (959–75) og senere Kong Æðelreds (978–1016) og Kong Knuts (1016–35) i en vis Udstrækning skille de geistlige Bestemmelser fra de verdslige, samtidig med, at de geistlige stadig tiltage i Omfang Men heraf at slutte, at den norske Ret bar hentet denne Udsondring fra England, synes mig dog at gaa for vidt. Hensigten med Udskillelsen saavelsom Maaden, hvorpaa den er gjennemført, er nemlig paa begge Steder en høist forskjellig I Norge, Sverige og paa Island er den særskilte Behandling af Kristenretten i et eget Afsnit aldeles ikke noget enestaaende; tværtimod omfatter Retsbøgernes Inddeling i bálkar og þættir her ogsaa samtlige den verdslige Rets Bestanddele. Desuden hænger denne Inddeling i de nævnte Lande sammen med den eiendommelige Skik, at Lagmændene holdt Retsforedrag paa Thinge, og den gaar derfor uden al Tvivl, ligesom disse Foredrag selv, langt tilbage i hedensk Tid. I England derimod kjendte man hverken saadanne Retsforedrag eller Retsbøger med en saadan Inddeling. Meget mere havde man her foruden nogle Optegnelser af specielle Sætninger, Retssædvaner og Formler alene de efter Tidsfølgen ordnede Love af meget blandet Indhold, som enkelte Konger havde udgivet. Naar da i visse sildigere af disse Love de kirkelige Emner behandles adskilt fra de verdslige, saa staar denne Udsondring – ligesom Tilfældet er med det samme Afsnit i Leges Alamannorum og Bajuvariorum – fuldkommen isoleret. Den hænger ikke sammen med Grundlaget for Lovoptegnelserne, men er alene fremgaaet af den ganske naturlige Bestræbelse efter inden selve Retsbogen saa meget som muligt at sammenstille det ensartede Stof. Det er altsaa klart, at den i Norge traditionelle Fordeling af Retsemnerne allerede i og for sig og uden ethvert Hensyn til noget udenlandsk Mønster ved Overgangen til Kristendommen maatte have til Følge, at de kirkeretslige Bestemmelser blev bearbeidede i et særskilt Afsnit, og paa samme Maade synes ogsaa det kirkeretslige Afsnits Plads i Spidsen for den samlede Ret ene og alene at være en Arv fra Hedendommen, idet det for Ulfljotsloven lader sig bevise og for Gulathingsloven idet mindste i overveiende Grad sandsynliggjøre, at de allerede i hedensk Tid indlededes med Bestemmelser af religiøst Indhold. Der foreligger saaledes ikke den ringeste Grund for den Antagelse, at man i formel Henseende har fulgt et fremmedt Forbillede. Tværtimod viser den naturligvis i og for sig aldeles ligegyldige Omstændighed at den samme Indgangsformel „Þat er upphaf laga várra“, hvormed allerede Ulfijotsloven begyndte, ogsaa findes ligelydende anvendt i de norske Loves Indledningsord, hvor nøie man endog i de mindste Smaating holdt fast ved den indenlands nedarvede Skik og Brug. Paa den anden Side forstod det sig af sig selv, at Kristenrettens Indhold maatte blive at hente fra Udlandet. Alene rent undtagelsesvis kunde her enkelte Levninger af Hedenskabet, som f. Ex. Forskrifterne om visse Frigivelser eller lovbestemte Drikkelag, i kristeligt Tilsnit blive medtagne. Allerede de Ord, som i den forøvrigt fra Hedendommen arvede Formel følge umiddelbart efter det nysnævnte ældgamle Udtryk, danne Vidnesbyrd om den nye fremmede Lære, og herved kan da maaske, som Forf. antager, engelsk Indflydelse have gjort sig noget gjældende, uagtet rigtignok de af ham fremhævede Mindelser om angels. Vendinger i Grunden ikke naa længere, end Sagens Natur maatte føre med sig. Navnlig er der i angels. Love ikke Tale om de karakteristiske Bud at austr lúta og biðja árs ok friðar. Men heller ikke den leilighedsvis fremtrædende kirkelige Opfatning af Kongedømmet var noget særligt engelsk. Tværtimod i beherskede den ogsaa meget bestemt og udpræget det karolingiske Monarki og udbredte sig herfra over hele det kristne Vesten. Hvad angaar de norske Kristenretters øvrige Indhold, er dette ligesaa selvfølgelig betinget ved de kirkelige Lovbud; men hverken i Henseende til de enkelte Forskrifter eller til Fremstillingens Form lader sig efter min Opfatning nogen særlig Overensstemmelse med de angels. Love iagttage. Jævnfører man f. Ex., som ogsaa Forf. gjør (S. 208 og 216), Indholdet af Kristenretten for Viken med Indholdet af Kong Knuts geistlige Love, saa viser det sig strax, at de paa det første Sted udførligt behandlede Bestemmelser om Daab, Børneudsættelser og Barnemord (Borg. Kr. I Kap. 1–4), om Spiseforbud (Kap. 5) og den saakaldte fangstíð (Kap. 7), om Byggepligt i Henseende til de forskjellige Slags Kirker og Kirkegaarde, saavelsom om Gravstedernes Fordeling paa de forskjellige Stænder (Kap. 8–9) i de sidstnævnte intet Sidestykke finde; alene Forskriften om legrkaup har en Parallel i Cnût I § 13. Fremdeles mangler hos Knut Forskrifterne om de Biskoppen skyldige Pengebøder samt om de kirkelige Bansforbrydelser, saasom Trolddom og Afgudsdyrkelse (Kap. 16), endvidere Bestemmelserne om Ægteskabsbrud, Bigami og modvillig Skilsmisse saavelsom om Inkvisition i geistlige Sager (Kap. 17), uden forsaavidt de langt almindeligere affattede Advarsler mod Kjønsforbrydelser i Cnût I § 6, 3, § 7 og§ 24 træffe til at have noget lignende. Fastepaabudene i Borg. Kr. I Kap. 6 svare vistnok til de i Cnût I § 14–16 optagne; men de ere aldeles forskjellig formulerede. Forskrifterne i Borg. Kr. I Kap. 10–13 om Biskoppens og Præstens Pligter ligeoverfor sine Undergivne savne atter i Knuts Love ethvert Analogon, medens omvendt den i disse (I § 8 13) meget udførligt behandlede Forpligtelse for Lægfolk til at udrede kirkelige Afgifter hist kun i forbigaaende berøres. Ogsaa den af Knut med stor Strenghed indskjærpede Tiendepligt var oprindelig, som af Forf. selv anerkjendt, fremmed for de norske Kristenretter og kom først langt senere ind i disse. Bestemmelserne i Borg. Kr. I Kap. 15 om de forbudte Slægtskabsgrader have sin Parallel i Cnût I § 7. Derimod mangle her igjen næsten ganske de i Borg. Kr. I Kap. 14 meget udførligt udtrykte Forskrifter om Festdagenes Helligholdelse, idet Cnût I § 14, 15 og 17 kun indeholde Bestemmelser angaaende et Par smaa Enkeltheder. Paa den anden Side meddeler Borg. Kr. I Kap. 18 alene en temmelig kortfattet Bestemmelse om Vanhelligelse af Kirker og Kirkegaarde ved Blodsudgydelse, medens Læren om Kirkefreden og dens Krænkelse i Cnût I § 2–3 behandles langt vidtløftigere. De Forskrifter, som gives i Cnût I § 5–6 om den retslige Forfølgning af Geistlige, der have forgaaet sig, samt om Cølibatets Indskjærpelse, og det i § 22 indeholdte Paabud om at lære Credo og Pater noster finder i Borg. Kr. ingensomhelst Parallel. De salvelsesfulde Formaninger i Cnût I § 18–21 og 23–26 om at leve kristelig og punktlig at opfylde alle religiøse Pligter ere ligeledes Borg. Kr. fuldkommen fremmede, og overhovedet adskiller dennes sammentrængte, strengt juridiske Udtryksmaade sig meget fordelagtigt fra den udtværet belærende og moraliserende Tone i de fleste angels. Love. Det lader sig derfor ikke tænke, at de norske Retsbøgers Kristenretter i den Skikkelse, de have, skulde være hentede fra den angels. Ret, og selv om deres Indhold naturligvis i Hovedsagen er øst af udenlandske, skrevne eller uskrevne Retskilder og kun.i Enkelthederne afpasset og omarbeidet efter Nordboernes særlige Behov, saa staar dog ogsaa forsaavidt fremdeles det andet Spørgsmaal aabent, i hvilken Grad alene engelsk og ikke tillige,tydsk eller romersk Indflydelse har gjort sig gjældende; men dette Spørgsmaal har Forf. saagodtsom slet ikke taget under Overveielse.

2. Hvad angaar Biskoppernes Stilling (S. 217–46), kan jeg først og fremst ikke anerkjende de Slutninger, som Forf., til Fordel for sin Antagelse af en bestemmende Indflydelse fra den engelske Kirkes Side, drager af Kildernes Terminologi. Den norsk-islandske Titel biskup, byskup, kan ligesaa godt skrive sig fra Tydskland som fra England, hvilket strax bliver klart, naar man blot ikke, som Forf., holder sig til den høitydske Ordform bischof, men til den meget nærmere liggende oldsaksiske, allerede i Heljand Benyttede, saavelsom oldfrisiske Form biskop. Paa samme Maade kan Benævnelsen mustarí om større Kirker ligesaa godt være laant fra det nedersaksiske munster eller endog fra det latinske monasterium som fra angels. mynster. Heller kunde da de mere anseede Kirkers og navnlig Domkirkernes Betegnelse som Krist kirkjur eller ecclesiæ sanctæ Trinitatis være tagen fra England, skjønt jeg ligesaalidt anser dette for sikkert. Allerede Magister Adam fortæller (II Kap. 26), at Danekongen Harald Gormssøn begravedes i Roeskilde in ecclesia quam ipse primus construxit in honore sanctæ Trinitatis, og Søgubrot II Kap. 2 (Fornm. Søgur XI S. 419) oversætter disse Ord med at kristkirkju þeirri er hann sjálfr lét gjöra. Vi have følgelig her en dansk Krist- eller Trinitatiskirke, der havde reist sig under tydsk, ikke under engelsk Indflydelse. Omvendt indviede paa Island Thorhall Knapp sin Kirke i nafne föður ok sonar ok anda heilags (Flatøb. I Kap. 348, S. 441), uagtet den ikke var Kathedralkirke, men en ganske sædvanlig Privatkirke. Paa samme Maade forekommer ogsaa i Tydskland særdeles ofte Trefoldighedskirker, som hverken ere Dom- eller Kollegiatkirker.

Ikke heller kan jeg medgive, at allerede Olaf den hellige „utvivlsomt“ (S. 217) har tilsigtet en bestemt Diøcesaninddeling for sit Rige. Ligeoverfor Magister Adams udtrykkelige Angivelse, at der endnu omkring Aaret 1070 kun virkede Missionsbiskopper i Norge uden bestemte Stiftsgrændser, lader saadant sig allerede paa Forhaand vanskelig formode, og den eneste Grund, som Forf. anfører for sin Antagelse, synes mig ikke holdbar. Vistnok benytter Gul.lovens blandede Text i det til dens ældre Redaktion udtrykkelig henførte Kap. 9 to Gange Betegnelsen biskup várr, hvoraf man kunde slutte sig til Tilværelsen af en egen Biskop for Thingomraadet. Men de os foreliggende Brudstykker af den ublandede Olafske Redaktion udelade paa det andet Sted Ordet várr, medens de overhovedet ikke indeholde det første. Det ligger derfor nær at tænke, at Ordet ogsaa her kun skyldes en feilagtig Overførelse fra det umiddelbart forudgaaende Parallelsted, tilhørende den yngre Redaktion, ligesom det er øiensynligt, at det fra dette er kommet over i to andre Lovsteder (Kap. 15 og 33), af hvilke det sidste forøvrigt er ligelydende med den netop omtalte Slutning af Kap. 9. Bestemmelsen selv, som gaar ud paa, at Biskoppen aarlig skal besøge hvert enkelt Fylke eller i modsat Fald tabe sin Aarsindkomst derfra, gjenfindes derimod i de tre andre Kristenretter. Den kan imidlertid ret vel tilhøre en Tid, da der kun gaves Missionsbiskopper. uden nogensomhelst Stiftsgrændse, og den indbyrdes Afhængighed; som opstilles mellem Ydelse og Modydelse, synes mig endog særlig at passe for hint Tidsrum.

Idet jeg dernæst gaar over til Bispedømmernes Besættelse, saa er det ganske vist rigtigt, at den i Norge indtil over Midten af det 12te Aarh. væsentlig laa i Kongens Haand. Men Forf. bemærker selv (S. 225), at tilsvarende Tilstande under vedkommende Tidsperiode ligesaavel vare herskende i Tydskland som i England, og herom leverer da ogsaa Hinschius’s Kirchenrecht (II S. 530–38) talrige Vidnesbyrd. At samme Praxis befulgtes i Norge, kan følgelig ligesaa godt paaberaabes til Fordel for det ene som for det andet Forbillede. Som meget lidet heldig anser jeg i ethvert Fald den Betragtningsmaade af Eids. Kr. I Kap. 31, der af Forf. (S. 222–25) gjøres gjældende. Ordene „Sa skal biskup vera at stole, er konungr vill ok rettkosenn er til ok her er vigðr til stafs ok stols“, skulle nemlig indeholde svensk, ikke norsk Ret, og det af to Grunde: for det første fordi Udtrykket stafr ok stóll udelukkende skal være svensk, og for det andet fordi det kun er i Vestgötal. I Retlösæb. 2, at der tales om Bispevalg fra Bøndernes Side. At der paa sidstanførte Sted ved Siden af Ringen ogsaa nævnes Stav og Stol blandt de Insignier, ved hvilke Kongen indsætter den af Bønderne valgte i hans biskoppelige Embede, forholder sig nu vistnok saa, og ligesaa at staver oc stol i den Konge- og Bispefortegnelse, som et enkelt Haandskrift vedføier den vestergötske Retsbog, oftere bruges som Betegnelse for Bispeværdigheden (Vestgötal. IV 15 § 1; 16 § 3, 7, 9, 10 og 16), samt at den samme Anvendelse af disse Ord ogsaa vender tilbage i en anden gotisk Retsbog (Östgötal. Drapab. 14 § 2) saavelsom i Olaus Petri’s Oplysninger om upplandsk Ret (hos Fant, Scriptores, I 2, S. 245). Men dette udelukker dog ikke, at Stav og Stol ogsaa i Norge meget vel kunde tjene som Betegnelse for den biskoppelige Værdighed. I Virkeligheden sees stóll i norsk-islandske Kilder ofte nok brugt i denne Forstand, og det kan jo være, at den hyppigere Anvendelse af den fra Latin hentede Benævnelse paa Bispestaven, bagall, i Norge tidlig har fortrængt det allitererende Udtryk. Selv om man imidlertid ikke slutter sig til denne Formodning, vilde dets Benyttelse i Eids. Kr. i det høieste blot danne et Vidnesbyrd mere om den Slægtskabsforbindelse mellem de norske Oplandes og Sveriges Ret og Retsterminologi, hvorpaa jeg forlængst i min Artikkel „Gulaþingslög“ (Allgemeine Encyklopædie der Wissens. u. Künste, 97de Bind S. 33) har gjort opmærksom. Vil man gaa endnu et Skridt videre i denne Retning, kan man jo gjerne benytte det anførte Sted af Vestgötal. til Forklaring af det her omhandlede i Eids. Kr.; men i saa Fald tør man ikke overse, hvad Magister Adam (IV Kap. 33) udtaler ligesaavel om Norge som om Sverige, at Biskopperne vare bleven ansatte a rege vel populo, hvilket meget vel med Ph. Zorn (Staat u. Kirche in Norwegen S. 32–33) kan forstaaes derhen, at Deltagelsen i Bispedømmernes Besættelse i begge Lande tillaa Konge og Folk i Forening. Den Meddelelse, som gives i det bekjendte Stridsskrift fra. Kong Sverre’s Tid (Storm’s Udg. S. 22–23), at Kongerne tidligere enemægtig havde forføiet over Bispedømmerne, lader sig i Strid med denne Antagelse neppe opretholde; thi hint Stridsskrift kunde, da »det blot var rettet mod Geistlighedens Fordringer, meget vel lade Folkets Indflydelse paa Bispevalgene ude af Betragtning, saameget mere som den ligeoverfor Kongens Villie vistnok har havt lidet at betyde. Andre Beretninger om Bispedømmernes Besættelse i Aarene 1030–70 staa imidlertid ikke til vor Raadighed, og der lader sig altsaa herfra ingen Slutning drage til Fordel for den formodede gotiske Indflydelse paa den materielle Uddannelse – af de norske Oplandes Retsforfatning, ligesaalidt. som for nogen Deltagelse i Bispevalget fra en Rigsforsamlings Side, saaledes som det i England var Retsbrug. Det eneste, som kunde synes at fremgaa, er, at der ved Siden af den kongelige Indflydelse vel ogsaa, ligesom i Tydskland, toges Hensyn til Stiftsbefolkningens Villie. Ikke desto mindre forekommer det mig dog fremdeles tvivlsomt, om hin Udlægning af Stedet overhovedet er den rigtige. Klart er det i ethvert Fald, at Bestemmelsens sidste Ord umulig kunne være skrevne før 1152, idet her, d. e. i Norge, ikke før oprettelsen af Erkebispedømmet Throndhjem kunde vies nogen Biskop. Men maa det derfor ubetinget antages, at der foreligger en Tilføielse til Bestemmelsens ældre Ordlyd, saa er det nærliggende, herunder ogsaa at medtage de umiddelbart forudgaaende Ord, og følgelig at forstaa rettkosenn som henpegende paa et i Overensstemmelse med den kanoniske Ret foretaget Valg fra Domkapitlets Side.

Med Hensyn til Biskoppernes Titel bemærker Forf. med Ret, at de fra først af kun viedes sub titulo missionis, i hvilken Egenskab de dog tillige kunde kaldes hirðbiskupar d. e. Hofbiskopper, nemlig forsaavidt som deres Virksomhed betingedes af en nærmere Tilknytning til Kongens Person. Senere derimod – jeg tilføjer: vistnok i Kong Olaf Kyrres Regjeringstid (1066–93) – iværksattes en Deling af Riget i tre Stifter, hvoraf de to oprindelig benævnedes efter Landskaberne (Þrándheimr og Víkin), medens det tredie, der savnede et saadant Navn, blev betegnet efter det Sted, som anvistes Biskoppen til Bolig (Selja). Efter Fuldendelsen af de tre store Kathedralkirker, hvis opførelse den nævnte Konge havde paabegyndt, blev imidlertid Navnene paa de Byer, hvori disse laa (Niðarós, Osló, Björgwin), de endeligt bestemmende. Med fuld Føie føres ogsaa den for Diøcesanbiskopperne sædvanlig benyttede Betegnelse ljóðbiskup eller lyðbiskup tilbage til angels. leôdbisceop. Ordet betyder Biskop for et vist Distrikt, ganske paa samme Maade som det latinske plebanus eller vort tydske Leutpriester betyder Sognepræsten samt Leutkirche og Leuthof Sognekirke og Præstegaard. Titelen har saaledes ikke kunnet indføres i Norge før oprettelsen af de faste Bispedømmer, og den kom maaske endog først i Brug efter oprettelsen af Erkebispedømmet Throndhjem, i ethvert Fald altsaa paa en Tid, som ligger udenfor den Grændse, Forf. har trukket for sit Arbeide.

Om den kirkelige Lovgivning giver Forf. den rigtige oplysning, at den vistnok ifølge Landets Ret laa i Thingforsamlingernes Haand, men at der dog i Virkeligheden var sikret Episkopatet en betydelig Indflydelse derpaa saavel i Kraft af den Deltagelse i Lagthinget, som tilkom Biskopperne og deres Sognepræster, som i Kraft af den anseelige Vægt, der her navnlig pleiede at tillægges Biskopperne. Derimod kan jeg ikke erklære mig enig i, at man af Borg. Kr. I Kap. 18 og II Kap. 27 skal kunne slutte sig til en Adgang for Biskoppen til paa Kristenrettens omraade at optræde korrigerende ligeoverfor det Retsforedrag, som Lagmanden havde at holde paa Thinget. Naar nemlig dette Sted lader Retsbogen ende med Ordene: „Nu er kristinnrettr taldr slikr sem ver komom minni a; skorter nokkot a, þa bœte biskupar yfir með sinum rettindum (med boðorðum sinum ok rettindum)“, saa mener vistnok ogsaa jeg, at disse Ord ere tagne ud af det officielle Retsforedrag, og jeg er ogsaa af den Opfatning, at den Foredragende ligesaa vel i Norge som paa Island talte som Organ for Lagthinget, idet hans Foredrag ansaaes som bifaldt af dette, naar der ikke paa Stedet reiste sig Indsigelse derimod i Lagretten. Jeg antager følgelig ogsaa uden Betænkning, at Biskoppen, hvis Tilstedeværelse paa Borgarthinget visselig var ligesaa pligtmæssig, som den for Eidsivathinget udtrykkelig er bevidnet, paa samme Maade som enhver anden Thingmand var beføiet til at reise Indvendinger mod Foredraget, og jeg har saaledes intet at bemærke mod Forf., naar han i en anden Forbindelse (S. 208) tillægger Biskoppen en vis Kontrol med Retsforedraget. Men en Ret til at korrigere dette, som den her (S. 228) tilerkjendes ham, er dog dermed ikke given, og overhovedet turde Meningen af de ovenanførte Ord være en ganske anden, end den, der af Forf. søges lagt i dem. Skulde paa Island Retsforedraget gjøres til Gjenstand for Rettelser, saa skred man til den Forhandling, som betegnedes ved Udtrykket at rétta lög, og paa samme Maade maatte sikkerlig ogsaa i Norge enhver, der vilde angribe et Retsforedrag som urigtigt, andrage om en authentisk Faststillelse af den gjældende Ret fra Lagrettens Side. Det os her foreliggende Lovsted synes imidlertid aldeles ikke at have det Tilfælde for Øie, at der mod Retsforedraget skede Indsigelser, men derimod det herfra helt forskjellige, at den gjældende Ret i bestemte Tvivlsmaal overhovedet ikke gav noget afgjørende Svar. Heller ikke for dette Fald henvises dog Biskoppen til at foranledige en Thingbeslutning i Sagen, men tværtimod til af egen Magtfuldkommenhed at afhjælpe Mangelen ved en af ham selv udfærdiget Forskrift. “ Forsaavidt har allerede R. Keyser (I S. 208) opfattet Forholdet rigtigt; men naar denne Forf. dernæst udtaler den Formening, at det blot kan have været Hensigten at indrømme Biskoppen Adgang til at udstede en provisorisk Forordning, indtil den offentlige Lovgivning selv havde udfyldt den opdagede Lakune, saa turde Lovstedets Tanke atter være bleven i nogen Grad misforstaaet. Jeg tror herimod at burde fremhæve, at Staten ikke i Norge tilsigtede at drage den hele Række af kirkelige Bud ind under sit Lovgivningsomraade. Den indskrænkede sig i saa Henseende til at underlægge sig saadanne Emner, hvis religiøse Iagttagelse den ansaa det som sin Pligt at fremtvinge ved Hjælp af verdslige Midler. Alt andet overlod den Biskopperne saavel at regulere, som ogsaa – ved Hjælp af kirkelige Tvangstrudsler om Anvendelse af Kirkebod, Exkommunikation, Bann eller Interdikt – at skaffe behørig Lydighed. Desuden svare disse Forhold fuldkommen til den Kjendsgjerning, at Biskoppen paa den ene Side ingen Jurisdiktion besad in foro externo, medens paa den anden Side hans Myndighed in foro interno var aldeles uindskrænket.

Biskoppernes Visitatsreiser saavelsom Stiftssynoderne, der ligesom paa Island pleiede at afholdes paa Lagthinget, omtales fuldkommen rigtigt og give ikke Foranledning til nogen Bemærkning fra min Side. Anderledes forholder det sig derimod med den kirkelige Kaldsret. Med Hensyn hertil gjaldt – forsaavidt er jeg enig med Forf. – indtil henimod Midten af det 12te Aarh. den Regel, at den tilkom den enkelte Kirkes Eier, enten denne var en Privatmand, Menigheden eller Kongen, samt at alle Fylkeskirker tilhørte den sidste. Dog vare Fylkeskirkerne ikke, som Forf. (S. 238) antager, de eneste kongelige Kirker, idet jo ogsaa Kongen paa sine egne Gaarde kunde have Högendeskirker. Ved den anførte Regel holder nu fremdeles Borg.loven (I Kap. 12, II Kap. 23) fast, om den end kun udtrykkelig udtaler den i Anvendelse paa Herreds- eller i det høieste tillige paa Högendeskirkerne. Omvendt følger Frost.loven den nyere Regel og indrømmer (II Kap. 11) Biskoppen Ansættelsesmyndigheden ved samtlige Kirker, alene med Tilføielse af, at han har lovet Bønderne at tilstaa dem en Præsentationsret. Eids.loven (I Kap. 31, II Kap. 27) lader derimod efter min Opfatning Spørgsmaalet aabent. Dens Ord „hann skal oss kennimenn fa“ behøve ikke nødvendigvis at forstaaes som angaaende selve Kaldsretten, men kan ligesaa godt gjælde Biskoppens Pligt at sørge for, at der til enhver Tid haves det fornødne Antal Geistlige til Raadighed, en Pligt, der f. Ex. ifølge Biskop Paals Saga Kap. 11 udtrykkelig erkjendtes af Biskop Paal Jonssøn af Skaalholt. Ikke desto mindre vil Forf. i de citerede Ord se udtalt en uindskrænket Anerkjendelse af den biskoppelige Kaldsret. Endnu vanskeligere kan jeg imidlertid forlige mig med hans Udlæggelse af Gul.lovens Kap 15. Stedet lyder: „Nu er þat þvi næst at biskup varr skal kirkium raða, sem Olafr hinn helgi iatti Grimkeli biskupi a Monstrarþingi’, ok sva sem ver uurðum a satter siðan; biskup varr skal nu presta til kirkna allra setia“ osv. I disse Ord tillægges Kaldsretten Biskoppen ligesaa utvetydigt som i Frost.loven; men paa den anden Side betegnes dette, hvad allerede Zorn har bemærket, udtrykkelig som senere indført Ret, hvorhos der foruden Olaf den helliges Bestemmelse ogsaa paaberaabes andre, senere istandkomne Aftaler. At Biskoppen paa en Tid, da Kaldsretten endnu ikke tilhørte ham, dog allerede maa have øvet en meget vidtgaaende Indflydelse paa Kirkernes Forvaltning og deres Besættelse med Præster, forstaar sig af sig selv og var desuden en Følge af, at han altid havde at indvie de første og at ordinere de sidste. Naar Kong Olaf tilstod Biskop Grimkell Myndigheden at ráða kirkjum, kan dette derfor meget vel have indskrænket sig hertil og den ubetingede Kaldsret først efter 1152 være bleven føiet til Biskoppens ældre, mere begrændsede Rettigheder. I ethvert Fald vilde det staa i den mest afgjorte Modsætning til det hele Forløb af den kirke- og statsretslige Udvikling i Norge, hvis man med Forf. vilde antage, at allerede Olaf den hellige skulde have tilstaaet sine Missionsbiskopper en uindskrænket Kaldsret. En saadan Indrømmelse er derhos høist usandsynlig ogsaa af den Grund, at saavel Privateiendomsretten til Kirkerne som den deraf flydende Kaldsret paa Kong Olafs Tid var i fuld Brug i alle germaniske Riger (jfr. Hinschius II S. 621–28). I Overensstemmelse hermed kunde da ogsaa Biskoppen efter oldnorsk Lov alene afsætte Præsten formedelst –Uduelighed eller Forgaaelser mod Disciplin og Embedspligter. I Anledning heraf fremhæver Forf. med Ret, at de norske Kristenretter mere stræbe at beskytte Præsten mod vilkaarlige Overgreb fra hans Biskops Side, medens de angelsaksiske Love i overveiende Grad lægge Vind paa at beskytte Geistligheden mod den verdslige Befolknings Voldsomheder. Ogsaa dette staar imidlertid i Samklang med den Antagelse, at der i Norge fra først af er tilkommet Lægmændene en afgjørende Indflydelse paa deres Kirkers Besættelse med Præster.

Blandt Biskoppernes Indtægter nævnes foruden Gjæstingsretten særlig de i geistlige Sagsanlæg faldende Pengebøder, de for Biskoppernes Embedsforretninger udredede Sportler samt en Personafgift (reiða), hvis Sammenhæng med den hedenske Tempeltold medgives. Paa den, først en langt senere Tid tilhørende, Indførelse af Næringstienden gaar Forf. ikke ind, ligesom han med Hensyn til Hovedtienden indskrænker sig til en kort Gjengivelse af andres Meninger. I det hele slutter han sig i Henseende til det sidste Punkt til de af mig forsvarede Opfattelser. Megen Opmærksomhed fortjener i denne Sammenhæng et hidtil overseet Sted i de angivelig under Kong Eadgar udstedte Canones (Be dæ̂dbêtan § 15, Ancient Laws II S. 283), hvilket Forf. anfører blandt sine Tillæg (S. 420), og som godtgjør, at en af den hele Formue afgiven Kapitaltiende i England benyttedes som Kirkebod. For Hovedtiendens opkomst er dette Sted ligesaa betydningsfuldt som de af J. Fritzner i anden Udgave af hans Ordbog fremlagte Paavisninger ere det for dens senere Historie i Norge.

Alt vel overveiet lader det sig saaledes vistnok med Forf. sige, at de norske Biskoppers Stilling, bortseet fra deres Dotation, var aldeles ligeartet med de engelskes; men ganske det samme gjælder ogsaa med Hensyn til det tydske Episkopat i det 10de og Begyndelsen af det 11te Aarh., noget, som Forf. med Lethed kunde have overbevist sig om ved at slaa efter i Hinschius’s storartede Værk, der imidlertid synes ikke at være bleven ham bekjendt. Naar han iøvrigt (S. 246) med Ret tilbagefører Betegnelsen biskupa om Børns Konfirmation til angels. bisceopian, biscopgan, saa overser han samtidigt, at netop de ældste norske Retsbøger (Borg. Kr. I Kap. 15; III Kap. 6; Eids. Kr. I Kap. 32; II Kap. 28) ikke benytte dette Udtryk, men betegne Forretningen med det fra Latin eller Tydsk laante Ord ferma, samt at det i Erkeb. Jons Kr. Kap. 6 heder: „helgan su er ferming heitir, er sumir kalla biskupan“. Jeg henviser herom til B. Kahle, Die altnordische Sprache im Dienste des Christenthums (1890), S. 367, et Arbeide, som endnu ikke kunde være Forf. tilgjængeligt (jfr. herom hans Anmærkning S. 405).

3. Med Hensyn til Kirker og Kirkesogne (S. 246–71) vil jeg først og fremst bemærke, at Ordet kirkja ligesaa godt kan være hentet fra Tydskland som fra England. Sammensætningen kirkjugarðr svarer endog ganske til det tydske „Kirchhof“, medens det angels. cirictûn ligger fjernere. Omvendt svarer rigtignok Betegnelsen legrstaðr, d. e. Gravsted, til det angels. legerstôw. Ordet kirkjusókn, Kirkesogn, bemærker oprindelig Kirkebesøget, og i denne Betydning sees, som af Forf. paavist, ogsaa det angels. ciricsócn leilighedsvis brugt; men da Nordens verdslige Forfatning anvender þingsókn om Thingdistriktet, og der allerede i Hedendommen ligesaa godt taltes om at sœkja hof som at sœkja þing, turde det dog ligge nærmere at føre hine Udtryk tilbage til indenlandsk Oprindelse. Angaaende Kirkernes Bygningsmaade gaar Forf. med fuld Ret ud fra den Overbevisning, at den fra først af var de saakaldte Stavekirkers, og han mener – hvad rigtignok allerede N. Nicolaysen og paa en noget anden Maade ogsaa L. Dietrichson forud havde hævdet, at denne Bygningsstil skal være kommen over fra England. Rigtigheden heraf maa jeg lade staa derhen, da jeg savner de til Prøvelse.af denne Formodning fornødne kunsthistoriske Indsigter. Den sidstnævnte Forfatters særdeles lærerige, historiske Afsnit i hans under Udgivelse værende Værk (De norske Stavkirker, S. 80–176) behandler desuden Spørgsmaalet meget indgaaende. Derimod medgiver jeg gjerne, at de Indvendinger, som Forf. reiser mod den ofte og tidligere ogsaa af mig formodede Sammenhæng mellem de norske Kirkebygninger og Landets hedenske Templer, for største Delen ere begrundede. Efterat han allerede for Englands Vedkommende (S. 69–72) har søgt at godtgjøre, at der heller ikke der trods Pave Gregor den stores bekjendte Instruktion til Mellitus har fundet nogen omdannelse Sted af hedenske Templer til kristelige Kirker, bestræber han sig S. 250–51 for at paavise, at en saadan omdannelse ligesaa lidt er forekommet i Norge, og navnlig at oprettelsen af Fylkeskirker, Herredskirker o. lign. ikke kan afledes af den hedenske Tempelforfatning. Herved har jeg først at bemærke, at ogsaa jeg for længe siden er kommen til den Overbevisning, at vi om den oldnorske Tempelforfatning i Grunden vide saa godt som intet, og særlig at vi ingen Foranledning have til at antage, at der til hvert politisk Distrikt ogsaa har svaret et eget Tempel. Betegnelser som fylkishof eller heraðshof lade sig ikke kildemæssig bevidne, og höfuðhof bruges alene paa Island og der først efter Lovgivningen af Aaret 965 som teknisk Benævnelse paa en bestemt Klasse af Templer; for Norges Vedkommende derimod anvendes Ordet kun aldeles ubestemt som Betegnelse for et hvilketsomhelst større og betydeligere Tempel. Paa den anden Side lader det sig af den Kjendsgjerning, at det religiøse Fællesskab i Hedendommen faldt sammen med det verdslige, og at der paa Thinget ogsaa iagttoges religiøse Skikke, ingenlunde slutte, at der paa hvert Thingsted maatte staa et Tempel og til hvert Thingdistrikt svare et Tempeldistrikt. Endnu mindre kan der bygges nogensomhelst Slutning paa Frost. I Kap. 3. Vistnok overdrages det her Præsten at give Tegn med Klokken til Mødets Begyndelse paa Thinget; men denne Funktion tillægges saavel paa Island (Konungsb. Kap. 24; Járns. Þingfb. Kap. 3) som ifølge Landsloven (Þingfb. Kap. 4) ogsaa i Norge Lagmanden, og Frost. lovens afvigende Bestemmelse maa derfor vistnok hidrøre fra Kong Magnus Erlingssøns og Erkebiskop Eysteins i hierarkisk Aand ledede Lovgivning, saameget mere som Lovstedets Indgang udtrykkelig paaberaaber sig Bestemmelser af den sidstnævnte. Ogsaa med Hensyn til Besiddelsesforholdene ved de norske Templer savne vi Underrettelser, idet vi ikke fra den omstændighed, at samtlige Templer paa Island dannede Privateiendom i enkelte Familier, uden videre tør slutte tilbage til Norge, hvor Forholdene vare saa ganske anderledes. Men mangle vi saaledes enhver klar Indsigt i den hedenske Tempelforfatning, saa lader det sig heller ikke paa den anden Side paavise, at Templerne ved Folkets overgang til den kristne Lære ere bleven omgjorte til Kirker. Efter alt, hvad der berettes os af enkeltstaaende Træk, synes dette ikke engang i ringeste Mon sandsynligt. Derimod kan man ikke blot godtgjøre – ligesom det da heller ikke af Forf. oversees –, at Pave Gregors Anvisning i mange andre Punkter, f. Ex. med Hensyn til ölgerðir, virkelig blev befulgt; men det er ogsaa sikkert, at Kirkernes Opførelse rettede sig efter Landets nedarvede Inddeling i Fylker, Herreder osv., forsaavidt den ikke helt overlodes Privates Forgodtbefindende. I Enkelthederne bliver vistnok meget staaende uklart for os; men vi vide dog, at de to Olafer nærmest kun gjennemførte den almindelige Opførelse af Fylkeskirkerne, som derfor ogsaa i længere Tid vare de eneste Daabs og Begravelseskirker. Foruden disse opstod imidlertid allerede tidlig, takket være den mere eller mindre frivillige Virksomhed fra Kommuners og Privates Side, tillige Herredskirker og Högendeskirker, der vare Hovedkirkerne underordnede, ligesom de ogsaa stod tilbage for dem i Henseende til de gudstjenestlige Handlinger, som deri turde udføres. Efter Distrikternes Udstrækning, Folkemængde og vel ogsaa deres større eller ringere Uveisomhed indtraadte med Tiden forskjellige Forandringer. Dels reiste der sig, som paa Oplandene, Hovedkirker for hvert Trediedelsfylke, dels skaffede man, som i Viken, hvert Fylke to Fylkeskirker, dels ophøiedes hist og her enkelte af de mindre Distrikters Kirker eller endog af Högendeskirkerne til selvstændige Sognekirker, hvorved dog atter efter Omstændighederne de ældre Hovedkirkers Forrang fremfor disse yngre Sognekirker fremdeles i en vis Grad kunde bibeholdes. Nu minder vistnok denne Kirkernes Trinfølge om den i de angels. Love forekommende Skjelnen mellem hêafoðmynster, medeme Mynster, læsse mynster og feldcirice (Ædelr. VIII § 5; Cnût I § 3,2), hvorved der vanskelig kan sigtes til andet end Modsætningen mellem Kathedralkirke, Hovedkirke, mindre Menighedskirke og Privatkirke, navnlig da det sidstanførte Sted tillige betegner den mindre Kirke som en, der har ringere Gudstjeneste, men dog egen Kirkegaard, medens Feldkirken siges at være uden saadan Ligeledes adskiller et noget ældre Lovsted (Eâdgâr II § 1–2) den ældre Kirke, hvortil Menigheden sogner, fra en Herremands Privatkirke, til hvilken rigtignok ogsaa kan høre Begravelsesplads. Men den tilsvarende Trinfølge findes, som Forf. selv bemærker, i Grunden ogsaa uddannet paa Fastlandet, idet der her skjelnes mellem „tituli majores“ og „minores“, samtidig med at der indrømmes „ecolesiæ baptismales“ en Forrang fremfor andre Landskirker og særlig fremfor de enkelte Grundeieres „oratoria“ (jfr. Hinschius II S. 265–68). Den faste Indordning af denne Trinfølge i Landets verdslige Inddeling er imidlertid noget for Norge eiendommeligt; navnlig lader der sig i England hverken for scîr eller hundred paavise særskilte Kirker. At Kirkernes forskjellige Rang i Frost.lovens II Kap. 10 ogsaa faar sit Udtryk i Graderingen af den dem tilstaaede Retsbeskyttelse, tør derimod være at tilskrive engelsk Indflydelse. Vistnok godtgjøre de af mig tidligere paaberaabte Kildesteder, at ogsaa de forskjellige hedenske Templer tillagdes en ulige Grad af Hellighed; men heraf følger ikke, at dette stod i Forbindelse med nogen lovbestemt Klassifikation af Templerne, og den Skrivelse fra Pave Nicolaus II af Aaret 1059, der anføres af Forf. S. 260 efter Wilda’s Exempel (Strafrecht der Germanen, S. 251, Anm. 1, hvor dog Citatet skulde lyde: c. 6, causa XVII, qu. 4), ligger længere til Siden. Imidlertid vil det nedenfor blive paavist, at nævnte Forskrift i Frost.loven rimeligvis tilhører en meget senere Tid, end den, som her kommer i Betragtning. – Ved Spørgsmaalet om Kirkernes Dotation benytter Forf. sig (S. 267–71), til Sammenligning med den Olaf den hellige tilskrevne Ordning, af et i Virkeligheden meget nærbeslægtet Lovsted i en svensk Retsbog (Upplandslagens Kirkeb. 2), og med ikke mindre Ret erindrer han om den „mansus“, der efter frankisk og, som det synes, tillige efter engelsk Ret skulde lægges til enhver Sognekirke. Derimod ligger den Skik, som i det mindste for Islands Vedkommende er bevidnet, ogsaa at udstyre de hedenske Templer med Jordegods, forsaavidt fjernere, som det ikke lader sig paavise eller endog blot sandsynliggjøre, at der i saa Henseende har gjældt nogen vis Størrelse for Overdragelsen. Men et Tilknytningspunkt for den nævnte Dotationsbestemmelse turde man dog altid i denne Skik være berettiget til at søge. Paa den anden Side kan den de norske Biskopper og Præster indrømmede Fritagelse for Leding ret vel hænge sammen med den Skattefrihed, som i Frankerriget var tilstaaet Kirkens Eiendomme. Fra England lader den sig nemlig aldeles ikke aflede, da de kirkelige Eiendomme dersteds ikke vare unddragne fra „trinoda necessitas“ og saaledes heller ikke fra fyrd. Den Befrielse for personlig Hærfærd, som Geistligheden ogsaa i England forlangte, kan herimod saa meget mindre komme i Betragtning, som i Norge Sogne- præstens Fritagelse udtrykkelig ogsaa var udstrakt til hans Hustru, for hvis Vedkommende der jo dog ingen Tale kunde være om Forpligtelse til at drage i Hærfærd. Forf.s Tilbøielighed til ensidigen at udlede alt ligt og uligt fra England, falder saaledes netop i dette Punkt stærkt i Øinene.

4. I Henseende til Præsteskabet (S. 271–96) er der atter først og fremst ved Terminologien meget og mangt at bemærke. Selve Ordet prestr bør dog vel heller med Kahle (S. 317 og 332) afledes af oldsaks. prestar end af angels. preost. Derimod turde rigtignok Sammensætningen messuprestr være af engelsk Oprindelse, da de tydske Udtryk „Messpriester“ og „Messpfaffe“ blot synes at kunne paavises for en langt senere Tid. Angaaende Ordet hálfprestr holder jeg fast ved min tidligere Tolkning. Den islandske Betegnelse hálfkirkja forekommer, saavidt jeg ved, først i den sildigere Del af Middelalderen, f. Ex. i Flatøb. III (II hos Fritzner er Trykfeil) S. 561, for Aaret 1344. Naar man ved Siden heraf paa et eneste Sted, nemlig Sturl. VII Kap. 119, S. 343, finder brugt Ordet hálfprestr, saa bør det ikke med Forf. opfattes som „en islandsk Terminus“, men som Øgenavn. Stedets Sammenhæng „Jón Halldörsson, er hálfprestr var kallaðr“ viser dette tydeligt. Havde Ordet været en Titel, maatte der have staaet „Jón hálfprestr Halldórsson“. Ganske paa samme Maade nævnes i Biskop Gudmunds Saga Kap. 17, S. 439, en „Jón prestr, er kallaðr var Fljótabiskup“, og en „Þorsteinn Jónsson, er kallaðr var súðarsteinn“, hvorved naturligvis Ingen vil tænke paa nogen Titel. Da det nu derhos under Fortællingens Gang viser sig, at Manden virkelig var Præst, lader hans øgenavn sig vistnok blot forklare derved, at hans Udseende og Vandel ikke ansaaes at være særdeles præstelig Omvendt kan der heller ikke med Hensyn til Forekomsten af „Halvpræster“ i England drages nogen Slutning af den Omstændighed, at der paa et enkelt Sted i Domesdaybogen omtales „unus presbyter integer et duo dimidii“. Dette fremgaar – selv ganske bortseet fra Ordlyden – allerede deraf, at der paa det samme Sted, som ogsaa af Forf. anført, ligeledes nævnes halve „bordarii“, „villani“, „sochemanni“ o. fl. At den norske hirðprestr derimod svarer til den angels. hîredpreost, finder sin nærliggende Forklaring i den nordiske Hirdtjenestes Historie. Paa den anden Side gjengiver den norske Titel hœgendisprestr sproglig aldeles ikke den angels. handpreost, om denne end saglig overalt forekommer som Betegnelse for Kapellanen hos en eller anden Stormand. Ligesaalidt indsees det, hvad den angels. tûnpreost har at gjøre med Fylkes- eller Herredspræsten, da tûn hverken falder sammen med scîr eller hundred, men udgjør et langt snævrere Omraade. Ved Udtryk som djákn, subdjákn, klerkr, kapalín, kanóki, profastr saavelsom klaustr, munkr, nunna, ábóti, abbadís, ligger Afledelsen fra Latin ikke fjernere end fra Engelsk, og ligesaa tilstedelig er den fra Tydsk, forudsat at man ved Sammenligningen benytter de nedertydske Former og ikke, som Forf. gjør, de høitydske, – altsaa f. Ex.. provest, ikke probist. Endelig betegner det angels. Ord lâreow altid kun Læreren som saadan, ikke specielt den Geistlige, og det tjener saaledes ikke til for denne sidste at forklare Brugen af kennimaðr. Derimod tør vel múnkalíf, múnklíf, múnklífi hidrøre fra angels. munuclîf.

Med Hensyn til Præsternes personlige Stilling maa fremhæves, at Cølibatet ikke blot i England, men ogsaa i Tydskland, Frankrig osv. var Gjenstand for ligesaa liden Iagttagelse som i Norge (jfr. Hinschius I S. 148 o. flg.). Endog en Pave, Benedict IX, kunde jo omgaaes med den Tanke at gifte sig, uden derfor at nedlægge sin Myndighed! Hvorvidt Præsteværdigheden i Henseende til Drabs- og andre Bøder medførte nogen Forhøielse, og isaafald hvilken, maa staa derhen. Ifølge Gul.lovens Kap. 15 var det ikke Tilfældet; thi her udtales den Regel at „kennimenn varer skolo hafa mannhelgi slika sem hverr varr við annan her a lande“. Derimod heder det i Kap. 200, at Præstens Søn skal tage den Ret, som han er født til, naar han ikke opnaar samme Værdighed som sin Fader. Heraf maa altsaa sluttes, at denne værdighed førte med sig en Forhøielse af Retten. De øvrige Retsbøger indeholde ingen hidhørende Forskrifter; muligvis er Forhøielsen af Præstens Ret først indtraadt under Kong Magnus Erlingssön. – Vedkommende de norske Præsters Deltagelse i det offentlige Liv paaberaaber Forf. sig alene Frost.lovens I Kap. 3. Stedet omhandler Thingforsamlingens udvortes Ordensregler og siger ved denne Leilighed: „en prestr sá er bok skal ráða hann skal ringja mykla klokko, þá er hann vill með bók til þings ganga“. Forf. vil nu (S. 276 jfr. 265) ved denne bók forstaa Lovbogen, og af Udtrykket „ráða bók“ slutter han, at Præsten har indtaget en til Lagmandens svarende Stilling. Heri har han efter min Opfatning Uret. Vistnok er den Bog, med hvilken Lagmanden ifølge Landsl. Thingfb. Kap. 3 gaar til Thinget, utvivlsomt Lovbogen; men det udelukker ikke, at der paa det her omhandlede Sted kan sigtes til Evangeliebogen, paa hvilken de retslige Eder skulde aflægges (jfr. bókareiðr), og i ethvert Fald tilhører Bestemmelsen, som allerede ovenfor bemærket, først Erkebiskop Eysteins Tid og kan saaledes for det 11te Aarh. intet bevise. Med større Ret kunde man beraabe sig paa den Forskrift, at alle Præster, eller idetmindste et vist Antal af dem, skulde indfinde sig paa Lagthinget, hvorved de naturligvis bragtes i Berørelse med den her udøvede Lovgivning og Retspleie; men en saadan Forening af kirkelig og verdslig Virksomhed forekom trods alle den kanoniske Rets Forbud ligesaa godt paa Fastlandet som i Norge eller England (jfr. Hinschius I S. 137–39) og tør følgelig ikke særlig tilskrives engelsk Indflydelse.

Under omtalen af Præsternes Indkomster gjør Forf. (S. 277) Adam af Bremen Uret, naar han i dennes Opfatning af Gebyrers Erlæggelse for geistlige Embedsforretninger og navnlig for Sakramenternes Forvaltning, hvilket af Adam betragtes som Simoni, vil se et for vor gamle Magister eiendommeligt Træk Ifølge Adams egen Angivelse (1II Kap. 70) deltes denne hans Opfatning af hans Metropolitan, og i Virkeligheden var den et Udtryk for den ældre kanoniske Rets utvetydige Forskrifter (jfr. causa 1, qu. I, navnlig c. 1 samt 99–106; saavelsom X, de simonia, V 3, navnlig c. 8–10, 16–24, 29 og 36), hvilke legaliter forblev gyldige, indtil en Beslutning af det 4de lateranske Koncilium anerkjendte Beføielsen til at kræve Stolgebyrer, hvor de fra gammel Tid vare i Brug (c. 42, X anf. St.). At Adam derimod betegner dels Geistlighedens Havesyge, dels Mangelen af Tiende- pligt som Grund til, at der i Norden forlangtes Stolgebyrer, vidner kun om, at han meget vel indsaa den Modsigelse, hvori Kirkens ideale Fordring maatte staa til Livets materielle Krav, saalænge der ikke var sørget for Geistlighedens kirkeretlig forsvarlige Underhold. Før Tiendens Indførelse udgjordes den vigtigste af Præsternes Indkomster af en reiða eller lagagipt, der af Forf., som det synes mig, med Ret tillægges indenlandsk Oprindelse. Dertil kom desuden først og fremst den saakaldte Ólafssáð, hvori han vil gjenkjende den angels. ciricsceat, hvis Erlæggelse under Navnet chirchesed eller churchsed ogsaa fortsattes under det normanniske Herredømme. Da et Brev fra Kong Knut, meddelt af Florentius af Worcester (Monum. histor. Britann. I S. 597), omtaler „primitiæ seminum“ og tilføier „quæ Anglice ciricsceatt nominantur“, er det ikke ret forstaaeligt, hvorledes Forf. (S. 281 Anm. 2) kan betegne det som ubeføiet af R. Schmid at bringe churchsed i Forbindelse med Knuts „primitiæ seminum“. Fra Ólafssáð adskiller han derimod med Ret Ólafsskot eller Ólafstollr, en Afgift, som han overensstemmende med et senere Tillæg til den yngre Gul. Kr. (Norges g. Love II S. 336–37) opfatter som ploghaskott, og som efter hans Mening stammer fra den angels. sulhælmesse. Mod den sidste Antagelse synes dog flere Indvendinger at stille sig. Dels tilfaldt den engelske Plogafgift Sognekirken, medens den norske Ólafsskot allerede ifølge den ældste Kilde, som omtaler den, nemlig en Forordning for Viken af Kong Haakon den gamle, udrededes med to Trediedele til Metropolitankirken i Throndhjem og med en Trediedel til Kathedralkirken i Oslo. Dels beregnedes Afgiftens Beløb i England efter Antallet af Ploge, man forstaa nu herunder en Landmaalsangivelse eller selve Hestespandene, i Norge derimod efter Antallet af Kreaturer, uden at derved skjelnes mellem Trækdyr og øvrige Brugsdyr. Dels kan endelig Afgiften i Norge, hvor den synes at være indført ved en særskilt Bevilgning, ikke være opkommen før efter Aaret 1152, hvilket allerede fremgaar af dens nys nævnte Fordelingsmaade. Naar Forf. iøvrigt om Afgifter af denne Art fra arkivaliske Kilder meddeler et særdeles paaskjønnelsesværdigt Materiale, som i meget og mangt er af Interesse, saa overholder han herunder overhovedet ingenlunde de for hans Arbeide principielt optrukne Grændser. Og dog er det netop paa dette Omraade, hvor baade Tids- og Stedsforhold paa saa mange forskjellige Vis kunne have gjort sig gjældende, i særegen Grad nødvendigt at iagttage en omhyggelig Skjelnen. – Blandt Gebyrerne sammenstiller Forf. med fuld Ret det saakaldte legkaup eller legrkaup med den angels. sâwlsceat. Imidlertid burde ikke den Bemærkning være forbigaaen, at Begravelsesgebyrer ogsaa andetsteds vare ligesaa sædvanlige. For óleanarkaup og liksöngskaup ved han ingen engelske Paralleller at anføre, og heller ikke for det af ham uomtalte Gebyr for náttvaka og lignende Forretninger formaar jeg at paavise saadanne. Dette er dog naturligt nok, da Kirken, som bemærket, forkastede deslige Sportler som simonistiske. Dernæst sammenlignes, ligeledes med Ret, den islandske ljóstollr eller lýsitollr med den angels. leôhtgesceot; men urigtigt er det, naar Forf. (S. 289) vil finde den foreskreven i Biskop Gizurs Tiendelov af 1096. Vedkommende Bestemmelse er nemlig kun i Belgdalsbók og Arnarbælisbók, to Haandskrifter fra slutten af det 14de Aarh., bleven tilføiet Tiendeloven. Selve Afgiften er først indført ved Biskop Arnes Kristenret (Grimur Thorkelin’s Udg. Kap. 13, S. 78, og Kap. 15, S. 100–102; Norges g. Love V, Kap. 20, S. 31, og Kap. 22, S. 35–36); men enkelte Afskrivere af den ældre Kristenret have senere tillægsvis taget den med. Underligt nok omtaler Forf. under Præsternes Indkomster ogsaa Peterspenningen, uagtet den som bekjendt erlagdes til Pavestolen. Med Ret antager han, at den er kommen til Norge fra England af; allerede dens Betegnelse som rómaskattr peger hen paa det angels. rômfech, rómgescot, rômpening. Derimod er det vistnok forkjært, naar han ligesom Jørgensen (S. 540) vil lade denne Afgift blive indført allerede i Missionstiden istedetfor først som en Virkning af Kardinal Nicolaus Breakspeares Sendelse (1152), hvilket sidste hævdes af Munch (I 2, S. 637–38 og II S. 870), R. Keyser (I S. 226), mig (II S. 681 Anm. 394; jfr. Norwegens Schenkung an den hl. Ólaf, S. 8), Jon Sigurdsson (Diplom. island. I S. 206), Ph. Zorn (S. 96) og A. Chr. Bang (S. 152). Den nævnes ikke i nogen ældre norsk Kilde end Frost.loven II Kap. 20, en Lovtext, der gjennemgaaende viser Spor af at være omarbeidet under Erkebiskop Eystein, og vi erfare af to Skrivelser, som Pave Anastasius IV den 28de Nov. 1154 rettede til Sveriges Konge og Høvdinger samt dets Biskopper (Diplom. Suec. I Nr. 38, S. 56–58, og Nr. 820, S. 679–80; det første Brev nu ogsaa hos Rydberg I Nr. 38, S. 72–74, og her rigtigt dateret), at Kardinal Nicolaus dengang drev Peterspenningens Indførelse i Sverige igjennem. Heri ligger der tilstrækkelig Grund for den Antagelse, at den engelsk fødte Kardinal ogsaa i Norge har indført den i England forlængst sædvansmæssige Afgift under dens der brugelige Navn.

Om Præsternes Opdragelse og geistlige Uddannelse ved Forf. (S. 291–96) som en naturlig Følge af Mangelen paa kildemæssige Vidnesbyrd saagodtsom intet at berette. Han benytter imidlertid denne Leilighed til at bekjæmpe min Antagelse, der ogsaa deles af K. von Amira (i Paul’s Grundriss der germanischen Philologie II 2, S. 96), at man ikke før Slutningen at det 11te og Begyndelsen af det 12te Aarh. i Norge har havt skrevne Retsbøger. De Grunde, han gjør gjældende, synes mig imidlertid ikke bevisende, medens omvendt de af mig i Artikkelen „Gulaþing“ (ikke „Gulapingslög“) S. 388 o. flg., saavelsom i Afhandlingen „Die Entstehung der älteren Frostuþingslög“ S. 75 o. flg. fremlagte Redegjørelser ikke synes mig tagne i tilbørlig Betragtning. Af de bekjendte Ord i den yngre Eddas første grammatiske Traktat havde jeg saaledes sluttet mig til Usandsynligheden af, at der i Norge allerede i den første Trediedel af det 11te Aarh. skulde være bleven optegnet Love i det indenlandske Sprog, da det isaafald neppe vilde være tænkbart, at man paa Island omkring hundrede Aar senere, under Forsøget paa ved Hjælp af Runeskriften at afpasse det latinske Alfabet for Modersmaalet, havde paaberaabt sig Englændernes og ikke Nordmændenes Exempel. Ligesaa utroligt syntes det mig, at den samme Traktat under omtalen af de tidligste Arbeider i den dengang netop fremspirende islandske Litteratur ikke skulde have mindet om de et Aarhundrede ældre norske Retsmindesmærker, dersom saadanne virkelig havde været forhaanden. Videre henviste jeg til den Proces, som i Begyndelsen af det 12te Aarh. førtes mod Sigurd Ranesön, og hvori Parterne kun henholdt sig til Lagmændenes Erklæringer, ikke derimod til nogen skreven Lovbog, hvilket dog havde været at vente, om en saadan dengang havde været til. Ligeledes anførte jeg; at endnu ved Aaret 1164 Erling Jarl under sin Strid med Erkeb. Eystein vistnok paaberaabte sig „lögskrá þrænda“ og betegnede denne som „lög hins helga Ólafs“, men dog samtidig medgav, at de forskjellige lögbœkr ikke vare ganske lige af Indhold, en Omstændighed, som jo udelukker enhver Tanke paa en i authentisk Udfærdigelse foreliggende Lovbog, men som tværtimod lægger den Formodning nær, at der kun var Tale om private Retsoptegnelser, hvilke man alene af den Grund betegnede som Hellig Olafs Love, at man ansaa denne Konge som Rigslovgivningens Stifter og mente i hine Optegnelser at finde den af ham fastsatte Ret i det væsentlige rigtigt gjengiven. Jeg bemærkede ogsaa, at Paaberaabelsen af en i Throndhjem under Navnet Grágás opbevaret Lovbog, der skulde indeholde Olaf den helliges Love og være optegnet paa Befaling af Kong Magnus den gode, først dukker op i Aaret 1190 i Anledning af Striden mellem Kong Sverre og Erkeb. Erik, og at denne Angivelse øiensynlig først fra Sverres Saga har fundet Veien til Heimskringla og de øvrige Bearbeidelser af Kongesagaerne, idet man nemlig, omend med saare liden Rimelighed, troede at burde bringe optegnelsen af denne for Throndhjem bestemte Grágás i Forbindelse med Kong Magnus’s historisk bevislige Udsoning med de knurrende Bønder. Endelig betonede jeg ogsaa den Modsigelse, hvori hine to Beretninger om Graagaasen befinde sig til Thjodreks Fortælling og de kirkelige Meddelelser om Olafs Lovgivning (jfr. nu ogsaa Metcalfe, Passio et Miracula beati Olavi, S. 70–71), idet disse Kilder ligesaa bestemt henføre Optegnelsen af hans Love til Kong Olaf selv, som de førstnævnte til hans Søn, Kong Magnus. Tilføies kan her endnu, at intet af alle disse Vidnesbyrd gaa længere tilbage end til Erkeb. Eysteins Tid. At Forf. har gjendrevet denne Bevisførelse, kan jeg ikke erkjende, og allermindst kan jeg samstemme i hans Paastand om, at der skulde bestaa nogen paafaldende og for Alderen af Hellig Olafs Love afgjørende Overensstemmelse mellem Frost.loven og Kong Æðelreds Love. Til Jævnførelsen af Frost. II Kap. 10 med Æðelr. VIII § 1–5 skal jeg forøvrigt nedenfor komme tilbage.

5. Den kirkelige Strafferet behandler Forf. S. 296–318, men i mine Øine ikke paa fuldt tilfredsstillende Maade. Udgangspunktet burde dog vel her være taget i Forskjellen mellem forum internum, den kirkelige Bodsdisciplin, og forum externum, den egentlige Strafferet. Hvad den første angik, var Kirken i Norge som andetsteds fuldkommen fri og ubunden; men til Gjengjæld var den ogsaa udelukkende henvist til Anvendelsen af de kirkelige Tugtmidler, d. e. den kirkelige Bod og Censur, uden at Staten under Gjennemførelsen deraf laante den sin verdslige Arm. Retspleie og Lovgivning in foro externo tilstodes derimod den norske Kirke indtil videre overhovedet ikke. Tværtimod forbeholdt Staten sig baade i Straffesager og Civilsager den hele Lovgivnings- og Domsmyndighed ligesaavel over Geistlige som over Lægmænd. Kun forsaavidt tog den Hensyn til Kirkens Fordringer, som den indordnede en Række kirkelige Forseelser i sin egen Strafferet og desuden indrømmede Biskoppen en vis Disciplinærmyndighed ligeoverfor hans Geistlighed, dog med udtrykkeligt Forbud imod at anvende den af Kirken tilladte Pryglestraf (Gul. Kap. 15). I denne Henseende kommer det altsaa alene i Betragtning, hvilke kirkelige Forseelser Staten strafferetslig forfulgte, og hvilke de Straffe vare, som den truede Overtræderen med. Angaaende det sidste Punkt er kun at sige, at Statens Kristenret benyttede ganske de samme Straffe, som allerede fra gammel Tid havde været de sædvanlige i den verdslige Strafferet, altsaa Fredløsheden i dens to Grader og Pengebøderne. Herved tør jeg ikke lægge nogen Vægt paa, at den første i Kristenretten ofte fremtræder som Landsforvisning; dette er nemlig ogsaa Tilfældet i den verdslige Ret, og om der end netop i den ældste Kristenret, nemlig Vikens, meget hyppigt bruges Formelen „fare a land heiðit, ok kome aldri þar, sem kristnir menn ero“, saa udtaler sig herigjennem blot den Overbevisning, at Kristendom og Hedenskab ere uforenelige Modsætninger, uden at dette i nogen Henseende giver Fredløsheden en forandret Karakter. Rigtigt er det ligeledes, at Fredløsheden ofte kun indtraadte, naar den Skyldige undlod at efterkomme den nærmest paadragne Penge- eller Kirkebod, og at den ogsaa senere kunde afsluttes ved Pengebødernes Erlæggelse eller Kirkebodens Udførelse. Men heller ikke dette er noget, som ikke ligesaa godt kunde have fundet Sted i verdslige Straffetilfælde. Endelig er det at mærke, at ligesom i den verdslige Strafferet de mindre Sager afgjordes med en Pengebod til den skadelidte, og de større derhos betingede en saakaldet lögbaugr til Staten eller Formuens Forbrydelse til Deling mellem Kongen, Bønderne og den skadelidte, saaledes tilfaldt ogsaa ved kirkelige Forseelser kun de ringere Bøder Biskoppen udelt, hvorimod de anseeligere Bøder saavelsom forbrudt Formue skiftedes mellem ham og Kongen eller i Tilfælde ogsaa Bønderne.

Af de kirkelige Forseelser behandler Forf. enkelte særskilt og blandt disse især meget indgaaende Brud paa Kirkefreden (S. 304–14, jfr. s. 257–60). Han søger nemlig udførlig at paavise, at der bestaar en nøiere Sammenhæng mellem Bestemmelserne i Æðelr. VIII 1–5 og Frost. II Kap. 10, samt at de sidste i Hovedsagen allerede ere bleven indførte af Olaf den hellige. Efter min Opfatning er dette Forsøg dog fuldstændig mislykket. I Frost. II Kap. 10 skjelnes der først mellem de Fredsbrud, der begaaes i Krist- eller Mariekirken eller paa deres Kirkegaard, og de, der begaaes i Fylkeskirken og Högendeskirken eller paa deres Kirkegaarde, hvorved tillige er at mærke, at Frost.loven ikke kjender nogen Herredskirke. De førstnævnte Fredsbrud belægges med den strengere Fredløshed, og den Skyldiges Formue tilfalder i lige Dele Hellig Olaf og den jordiske Konge, d. v. s. Erkebiskoppen og Kongen. Den anden Klasse straffes derimod kun med en 15 Marks Bod, den tredie med en Bod paa 7½ Mark, begge til lige Deling mellem Biskoppen og Kirken, hvorhos den Skyldige maa holde sig borte fra Landet, indtil han har betalt Kirken dens Bod. Dernæst bestemmes imidlertid ogsaa, at der af den Skyldiges Formue før dens Deling mellem Konge og Biskop skal udredes til den fornærmede det dobbelte Beløb af hans personlige Ret samt til Kirken Omkostningerne ved dens nye Indvielse. Nu er det klart, at det Afsnit af Lovstedet, som angaar Krist- og Mariekirken, ikke kan være opstaaet tidligere end det Tidspunkt, da Kong Olaf Kyrre stillede sin Kristkirke tæt op til den af Kong Harald Haardraade byggede Mariekirke, hvorved begge Kirker fik fælles Kirkegaard, men heller ikke senere end det Tidspunkt, da Erkeb. Eystein flyttede Mariekirken til Helgesæter og paa dens og den ældre Kristkirkes Grund byggede sin nye Domkirke (jfr. mine Arbeider „Die Bekehrung des norw. Stammes“, I S. 649, Anm. 24, „Die Entstehung der Frost.lög“, S. 52–53, og „Gul. lög“ S. 16, saavelsom v. Amira, Vollstreckungsverfahren, S. 33–34). Denne Del af Stedet maa derfor vistnok ligesom saa mangt et andet Sted i Frost.loven tilhøre Eysteins ved Aaret 1164 istandbragte „Guldfjæder“. Skjønt Forf. er enig i denne Slutning, vil han dog føre Lovstedets Bestemmelser om Fredsbrud i Fylkes- og Högendeskirker tilbage til Olaf den helliges Kristenret og antager, at allerede denne har indeholdt en, omend ringere, Straf for det i Domkirken begaaede Fredsbrud. Heri skal da den paafaldende Overensstemmelse med Forskrifterne i Æðelr. VIII § 1–5 ligge, og den skulde lade sig forklare deraf, at de sidste have tjent som Forbillede for Olafs Kristenret. Denne Antagelse er det, mod hvilken jeg tror at burde reise Indvending. Ganske bortseet fra, at der paa Kong Olafs Tid ingen Domkirke fandtes i Norge, og at der følgelig dengang heller ikke kunde være Tale om noget i en saadan begaaet Fredsbrud, staar Forf.s Formodning ogsaa forøvrigt uden al Støtte i Kilderne. Disse pege tværtimod forsaavidt med stor Bestemthed i modsat Retning, som ingen af de andre Kristenretter ved noget af lignende Bestemmelser. Borg. Kr. I Kap. 18 lader Vanhelligelse ved Udgydelse af Blod afsones med en Betaling af 1, 2 eller 3 Mark, eftersom blot Kirkegaarden eller Kirkens Ydervægge eller ogsaa dens Indre besmittes med Blodflækker, og derhos skal denne Betaling tjene som Erstatning for den nødvendiggjorte nye Indvielse af Kirke eller Kirkegaard Paa samme Maade bestemmer Eids. Kr. I Kap. 37 og II Kap. 30, at i Tilfælde af en Kirkes eller Kirkegaards vanhelligelse ved forsætlig Udgydelse af Blod skal den Skyldige blot paa egen Bekostning lade Kirke eller Kirkegaard paany indvie af Biskoppen. Noget bestemt Erstatningsbeløb angives altsaa her ikke, hvorimod det tilføies, at hvis den Skyldige ikke vil eller kan udrede Betalingen, have Bønderne at lade Indvielsen foretage paa sin Bekostning, medens hin som fredløs maa holde sig borte fra Landet, indtil han har ydet dem fuld Erstatning for deres Udlæg. I Gul. Kap. 32 finde vi dernæst et nýmæli af Kong Magnus Erlingssön, ifølge hvilket Kamp i Kirke eller paa Kirkegaard, naar disse ere viede, belægges med en Bod af 3 Mark til Biskoppen foruden Erstatning af omkostningerne ved den nyes Indvielse. Derhos bliver den Skyldige úbótamaðr og hans samlede Formue inddragen, medmindre Konge og Biskop skulde ville lade større Mildhed raade. Hvad der efter Fradrag af de først opførte Udbetalinger bliver tilovers, gaar til Kongen, og bliver der intet Overskud, deles Formuen lige mellem ham og Biskoppen, i hvilket Tilfælde dennes Krav paa de først opførte Beløb naturligvis bortfalder. Hvilke Bestemmelser Retsbogens ældre Redaktion kan have indeholdt, vide vi ikke. Dog viser Sammenhængen, at det først var Kong Magnus, som henførte Forbrydelsen til úbótamál, og vi tør derfor vistnok tænke os, at Gulathingets ældre Ret kan have været ligeartet med Vikens og Oplandenes. I ethvert Fald kjender ingen af de tre Retsbøger en forskjellig Behandling af de forskjellige Slags Kirker i Henseende til deres Retsbeskyttelse, og hermed bortfalder det karakteristiske Moment for Jævnførelsen med den angels. Ret. Jeg er saaledes tilbøielig til at antage, at ikke blot en Del af Frost. II Kap. 10, men hele Lovstedet hidrører fra Erkeb. Eystein, og forsaavidt engelsk Ret er bleven benyttet ved dets Udarbeidelse, kunde dette tilskrives enten Kardinal Nicolaus eller Erkeb. Eysteins personlige Forbindelse med England. Der er imidlertid endnu et Punkt, som trænger til at belyses. I Frost. II Kap. 10 gives den Bestemmelse, at der tilkommer den krænkede dobbelt personlig Retsbod, ikke alene for Blodsudgydelse i Kirke, men ogsaa i alle andre Tilfælde, da en særskilt Fred var fastsat for Befolkningen. Nu siger Gul.Kap. 198, at en Mands personlige Ret fordobles paa tre Steder, nemlig paa Thinge, paa Kirkemøde og i Ølhus, saaledes de samme Steder, som ogsaa ifølge Frost. IV Kap. 58 tillægges Fortrinet i Henseende til Bødebeløb. Ligeledes tør man formode, at denne Rettens Fordobling i Kraft af Kirkefreden heller ikke har været ukjendt for Vikens og Oplandenes Retsbøger, hvis verdslige Lovafsnit ikke ere bevarede. At den overhovedet er ældgammel Ret, fremgaar deraf, at Thingfreden ogsaa paa Island havde den tilsvarende Virkning (Konungsb. Kap. 56, 61, 101 og 237, S. 97, 112, 177 og 182; Staðarhólsb. Kap. 322, S. 352–53, samt Kap. 375, S. 391), hvorhos samme Følge indtraadte ved Brud paa tryggðir (Konungsb. Kap. 113, S. 203) og ved Fornærmelser, som Tjenestefolk tillod sig ligeoverfor sin Husbonde eller dennes Hustru (sammest. Kap. 80, S. 136). Ogsaa i Landsl. Mannh. Kap. 18, Járns. Þingfb. Kap. 4 og Jonsb. Mannh. Kap. 19 knyttes fremdeles Rettens Fordobling til Brud paa større Fredhellighed, og den turde i det hele taget være at føre tilbage til indenlandsk Udspring og ikke med Forf. (S. 313) til engelsk Ret. Vi have ingen Grund til at antage, at den islandske Ret overhovedet og navnlig i sine Bestemmelser om Thingfreden er bleven paavirket fra England, og følgelig maa de for dennes Beskyttelse paa Island gjældende Regler være at henføre til hjemlige Rødder. Naar vi saa se de samme Regler vende tilbage ogsaa i norsk Ret og særlig i Gulathingets, hvorfra den islandske Ret omkring Aaret 930 udskilte sig, maa dog den Slutning være retfærdiggjort, at der i Gulathingslagen allerede ved dette Tidspunkt har gjældt tilsvarende Sætninger. At den samme Fordobling af Retten ogsaa i angels. Love knyttes til Krænkelsen af en større Fredhellighed, tør vi derimod ligesaa lidt lade os forvirre af som af en anden beslægtet Kjendsgjerning, nemlig at den longobardiske Ret straffer det efter erlagte Mandebøder og tilsagt Fred udøvede Drab paa en Modstander med de modtagne Mandebøders dobbelte Beløb, hvorhos den lader den samme Regel analogisk faa Anvendelse ogsaa paa Bøder for Slag og Saar (Ed. Rothar. § 143) og tillige „secundum antiqvam consuetudinem“ forordner Fordobling af Bøderne for alle „causæ regales“, der ikke underligge høiere Bødesatser (sammest. § 369; Liutpr. § 78; Ahistulf § 17). Heri saavelsom i den Omstændighed, at frisiske Kilder, som de saakaldte Rüstringer Küren (v. Richthofen, Friesische Rechtsquellen, S. 115), anvende Fordobling af Drabs- eller andre Bøder ved Thingfred eller, som Fivelgoer Küren (sammest. S. 284), ved Thing- og Kirkefred, eller at en Retsbog for Memmingen har samme Anordning med Hensyn til Retsfred og Hærfred (jfr. Osenbrüggen, Alemannisches Strafrecht, S. 47 og 50), ligger intet andet end tilfældige Overensstemmelser, der lettelig kunde indtræde navnlig paa Bødevæsenets Omraade, hvor man kun raadede over en begrændset Række af Talforbindelser. – Paa de øvrige af Forf. omtalte kirkelige Forseelser skal jeg her saa meget mindre indlade mig, som han selv kun har gjort dem til Gjenstand for en meget flygtig Behandling.

6. Kirkens Indflydelse paa Rettergangen omhandles S. 318–26. Da en jurisdictio in foro externo, som allerede bemærket, ikke var den norske Kirke indrømmet, komme herunder nærmest kun Disciplinærsagerne mod Præster i Betragtning. Den islandske Ret (Konungsb. Kap. 6, S. 21; Staðarhólsb. Kap. 16, S. 25; Skálholtsb. Kap. 10, S. 23; Staðarfellsb. Kap. 5, S. 71; Belgsdalsb. Kap. 8, S. 116; Arnarbælisb. Kap. 7, S. 166; o. fl.) lader i saadanne Tilfælde Althinget nedsætte en „prestadóm“, bestaaende af 12 af Biskoppen opnævnte Præster, for hvilke Biskoppen har at indbringe sin Klage, hvis Rigtighed han derpaa maa bevise ved Hjælp af et af ham og to Præster afgivet Veridikt. Søgsmaalet gaar ud paa en Bod af 3 Mark til Biskoppen; men i Tilfælde af manglende Erlæggelse skal der ved den verdslige Domstol indgives Klage over „dómrof“, og denne gaar ud paa Landsforvisning. I Norge omtales nogen saadan Præsteret ikke. Forf. anfører overhovedet kun et eneste Sted (Borg. Kr. I Kap. 12) som hidhørende. Det bestemmer, at Biskoppen alene under den Forudsætning tør afsætte en Præst fra hans Embede, at der ved Vidnesbyrd af de to i Syd og Nord nærmest ansatte Præster kan godtgjøres, at han formedelst Ukyndighed er ude af Stand til at forestaa det. Men herved turde en dobbelt Bemærkning være at gjøre. Ogsaa i Gul. Kap. 15 udtales, at Biskoppen ikke vilkaarlig kan fjerne en Præst fra hans Kirke „fyrir þvi at ver vilium eigi kirkiur varar at fekaupi gera“, og i Tilslutning hertil siges det, at Præsten for urigtig Angivelse af Fester og Faster saavelsom i det hele taget for ethvert Anstød mod Biskoppens kirkelige Forskrifter skal bøde denne 3 Mark og først i Tilfælde af gjentagne lignende Forseelser skal af Biskoppen kunne afsættes fra Embedet. Om Bevismaaden er der her ikke Tale Derimod kan man af den vedføiede Anmærkning, at Pryglestraf for Præsterne var afskaffet, fordi de havde samme mannhelgi som Bønderne, vistnok drage den Slutning, at Disciplinærstraffe ikke ilagdes Præsterne af den verdslige Ret. Det ligger da nær at erindre, at ifølge Eids. Kr. I Kap. 10 (jfr. Gul. Kap. 3) alle Præster saavelsom Biskoppen selv skulde indfinde sig paa Lagthinget, og at her ikke alene deres Forsyning af Bøger og deres hele Opførsel skulde undersøges, men at de sammesteds ogsaa skulde bøde for, hvad de havde forbrudt. Der holdtes følgelig, som af Forf. selv paa et andet Sted (S. 234–35) anerkjendt, ved Lagthinget et Slags Stiftssynode, og man tager neppe Feil ved at antage, at denne, ligesom Tilfældet var paa Island, under Biskoppens Ledelse har havt at øve Disciplinærjurisdiktion over Præsterne.

Da Fremgangsmaaden for Thingdomstolene i geistlige Sager og mod geistlige Personer ganske var den sædvanlige, gaar Forf. med Rette ikke derpaa ind. Dog gjør han en Undtagelse for Edens og Gudsdommens Vedkommende, idet disse Bevismidler stod under kirkelig Indflydelse. Han erklærer sig (S. 320–22), efter min Mening med Rette, mod den i sin Tid af E. Hertzberg udtalte Anskuelse, at Vidnernes Beedigelse i Norge først er opkommen sent og under kirkelig Indflydelse. Kun skulde han ikke undladt at nævne, hvad jeg allerede i en Anmeldelse af Hertzbergs Skrift (Krit. Vierteljahress. für Gesetzg. u. Rechtsw., Bind XVIII, S. 73–74) havde fremhævet, at Vidneed paa Island var i Brug ikke alene ifølge Graagaas, men ogsaa i Hedendommen, hvad den fleresteds opbevarede og vistnok fra den ældre Islendingabók hentede Edsformular danner et fuldgyldigt Bevis for; Med Hensyn til de i Norge anvendte Gudsdomme, Prøven med gloende Jern eller med Kjedeltag, formoder Forf. uden videre engelsk Oprindelse. Efter min Opfatning vilde Henvisningen til Tydskland ligge ligesaa nær, og i denne Retning peger det ogsaa mere, naar Guðrúnarkv. III 6, skjønt ikke netop hørende til de ældre Kvad, udtrykkelig betegner den tydske Kong Saxi som den, der forstaar at vie den sydende Kjedel til Prøven. Ganske ubegrundet synes det mig, som Forf. gjør, at tilskrive den paa Island 1006 og i Norge faa Aar efter stedfundne Afskaffelse af Tvekampen som processuelt Afgjørelsesmiddel engelsk Indflydelse. Ikke den ringeste Antydning i Kilderne støtter denne Antagelse. For Islands Vedkommende motiveres den nævnte Forholdsregel desuden tilstrækkelig allerede derved, at det her gjældende Edsvorneinstitut og Indførelsen af den saakaldte fimtardómr havde fjernet ethvert Behov for hint voldsomme Retsmiddel, og hvad Norge angaar, kan foruden Islands Exempel den ganske naturlige Bestræbelse efter at styrke Retsordenen i Forbindelse med Kirkens naturlige Modvillie mod Tvekampen have været det bestemmende. Grettes Saga bringer jo ogsaa Tvekampens Afskaffelse dersteds i udtrykkelig Sammenhæng med en videre gaaende Landefredslovgivning fra Erik Jarls Side.

7. Meget mager er Redegjørelsen for Kirkens Forhold til Ægteskabet (S. 326–31). I terminologisk Henseende bemærkes først, at Udtrykket gjöf, som i Gul.loven leilighedsvis bruges enstydigt med mundr, maa være indkommen i Texten ved Olaf den helliges Lovgivning, en Antagelse, som forud var bleven fremsat af E. Hertzberg. Forf. anser det som et Laan fra Engelsk, hvor gift siges allerede tidligt at være brugt om Brudeskillingen. Saavidt jeg ved, bruges Ordet dog kun paa et eneste Sted (Ine § 31) i Enkelttal og synes her ikke at betegne Brudeskillingen, men selve Giftermaalet, for hvilket rigtignok ellers Flertalsformen i Angelsaksisk pleier at anvendes, medens det tilsvarende norsk-islandske Ord gipt ogsaa i Enkelttal har den sidst anførte Betydning. Forøvrigt er det vistnok rigtigt, at den gjöf, som den unge Hustru modtog Morgenen efter Brudenatten (Gul. Kap. 51 jfr. 124), fuldkommen modsvarer den angels. morgengîfu; men en Morgengave forekommer ogsaa, snart som morghongæf, snart som hindradaghsgæf, i svensk Ret, og da den desuden er den ældre tydske Ret særdeles vel bekjendt, saa kan baade Tingen og Navnet meget godt tilhøre Norden selv eller, hvis de er indførte fra Udlandet, ligesaavel være hentede fra Tydskland som fra England. Heller ikke har det norrøne bruðhlaup sproglig noget at gjøre med det angels. brydlâc, idet lâc svarer til oldn. leikr, til oldn. hlaup derimod det angels. hlŷp. Skal det norrøne Ord endelig ikke være af indenlandsk Oprindelse, maa man derfor mere tænke paa det tydske „Brautlauf“, hvilket allerede træffes i Oldhøitydsk og i senere Nedertydsk optræder som brûtloft o. lign. Derimod synes rigtignok de for det religiøse Slægtskab anvendte Betegnelser guðsifjar, guðsifi, guðfaðir, guðdóttir, at være laante fra Angels., om der end ogsaa i Tydsk findes Ord, som minde derom.

I saglig Henseende er at bemærke, at der saavidt mig bekjendt i Norges ældre Tid intetsteds er Spor af, at Brudeparret viedes, eller endog blot, at Præsten var tilstede ved Brylluppet. Efter angels. Ret krævedes derimod Vielse (Schmid, Anhang VI § 8), idet saadan kun ved Indgaaelse af et andet Ægteskab var forbudt (Canones Ælfrici § 9). Forøvrigt var Indvielsen af det første Ægteskab en Fordring, der i Praxis opstilledes af hele den occidentalske Kirke (jfr. Freisen, Geschichte des canonischen Eherechtes, S. 129–34), dog kun „ad honorem“, ikke „ad necessitatem“, d. e. det var for Brudeparret ingen Retspligt at modtage „benedictio nuptialis“ (jfr. Hinschius IV S. 154), og denne blev ogsaa ved Indgaaelsen af det andet Gifte regelmæssig nægtet (Freisen, S. 672–76). Erkebiskop Jons Kristenret Kap. 41, som i Norge først paabyder kirkelig Vielse, udelukker den ligeledes udtrykkelig fra Anvendelse ved anden Gangs Ægteskab.

Meget utilstrækkelig er Forf.’s Fremstilling af de forbudte Slægtskabsgrader, hvorfor jeg desangaaende henviser dels til min Afhandling om „Die Berechnung der Verwandtschaft nach altnorw. Rechte“ (Sitzungsberichte der philos.-philol. u. histor. Classe der Akademie der Wiss., München 1877, S. 235–53), i hvilken navnlig ogsaa drøftes Forholdet mellem de norske Retsbøgers Forskrifter paa den ene Side og Æðelr. VI § 12 samt c. 3 X de cons. et affin. (IV 14) paa den anden, dels til de omhyggelige Redegjørelser hos Freisen, der ligeledes (S. 405) omtaler det sidstanførte Sted. For det religiøse Slægtskabs Vedkommende burde ogsaa Jon Olafssons flittige Arbeide „Diatribe historico-ecclesiastica de cognatione spirituali“ (Kjøbenhavn 1771) have været benyttet, da det med Hensyn til de nordiske Retsordninger meddeler meget, som er brugbart.

8. Endelig omhandles ogsaa (S. 331–35) Kirkens Forhold ligeoverfor de ufrie. Imidlertid indskrænker Forf. sig til. at paavise, at Frikjøbelsen og Frigivelsen af Trælle baade i England og Norge betragtedes som en fortjenstfuld Handling af kristelig Barmhjærtighed, en Paavisning, der selvfølgelig kunde gjøres for ethvert andet kristent Lands Vedkommende. De i Gul. Kap. 4–5 og Frost. III Kap, 19 omtalte Frigivelser hunde naturligvis i den samme Opfatning, selv om man skulde finde, at sandsynligheden taler for den af A. Gjessing og mig formodede Sammenhæng med tidligere Menneskeoffringer, hvilket ogsaa Forf. selv efter foreløbig Tvivl i et Tillæg (S. 420) giver sin Tilslutning. Frost.loven tilskriver dem jo udtrykkelig et af Landets Befolkning afgivet Løfte „til guðs þakka“ . Angaaende det Tidspunkt, som dette Løfte tilhører, ere Kilderne tause, og det synes derfor overflødigt at opkaste det Spørgsmaal, om det er kommet istand under Kong Olaf Tryggvesøn eller Olaf den hellige.

III.

Kortere maa jeg fatte mig med Hensyn til Kirkens Praxis, ikke som om denne skulde være mindre vigtig end Kirkeforfatningen, men alene fordi den ligger Omraadet for mine Studier fjernere. Jeg følger ogsaa her den Orden, hvori Forf. omhandler de enkelte Emner.

1. Hvad først angaar de syv Sakramenter (S. 337–43), saa indskrænker Forf. sig væsentlig til sproglige Bemærkninger. Han anfører rigtigt, at oldn. bleza, blezan, for benedicere, benedictio, kommer af angels. bletsian, bletsung; men han undlader at nævne, at vígsla, det i Norden sædvansmæssige Udtryk for ordinatio og consecratio, var af tydsk Udspring og langt borteliggende fra angels. hâdung (af hâd = ordo). For Daaben anvendes i Norge som paa Island Betegnelsen skírn, d. e. Renselse. Med det tydske Ord „Taufe“, hvilket som Oversættelse af det græsk-romerske „baptisma“ fra Goterne af er fælles for alle tydske Stammer, og som ogsaa i Norden under Formen „Daab“ gjenfindes i det mindste hos Danske og Svenske, hænger dette Udtryk ikke sammen. Derimod lader det sig nok bringe i Forbindelse med angels. fulluht, nemlig forsaavidt man, som allerede J. Grimm i en Anmærkning til „Andreas und Elene“, S. 136–37, har foreslaaet, vil anse sidstnævnte Ord for beslægtet med lat. „fullo“, en Valker, og mid.-lat. „fullare“, at valke, at rense: I Modsætning hertil holde dog andre (f. Ex. Ettmüller, Lex. Anglos. S. 349) det for en Sammensætning, fullwîht, og mene at burde henføre det til Verbet wîhan. Da fullere imidlertid i Mark. 9, 3 tjener til at oversætte det lat. „fullo“ (Skeat, The holy gospells, II S. 66), og det ogsaa ellers lader sig paavise som brugt i lignende Betydning, er jeg i Virkeligheden tilbøielig til, trods S. Bugges vægtige Autoritet for det modsatte, at holde fast ved den førstanførte Tydning. Derimod kan Betegnelsen funtr om Døbefadet ligesaa godt som fra angels. font umiddelbart udledes fra det til Grund tor dette liggende, latinske fons. Ligeledes svarer „hefja barn ór heiðnum dómi“ og det forkortede „hefja“ til det lat. „levare de sacro fonte“ saavelsom til vort tydske „aus der Taufe heben“. Om de ved Daaben iagttagne Former og meget andet hidhørende havde Forf. kunnet meddele meget mere, dersom han havde benyttet Jon Olafssons fortræffelige „Syntagma de baptismo“ (Kjøbenhavn 1770), og det samme gjælder ogsaa om Konfirmationen, hvis forskjellige Betegnelser ovenfor omhandledes. At Udtrykket skript, d. e. Skriftemaal, er fremkommet af det angels. scrift, kan neppe betvivles; derimod svarer játta syndir til vort tydske „beichten“ (oldhøit. bi-jehan). Ligeledes maa vel Nadverdens Betegnelse húsl, sjeldnere hunsl, være laant fra England, hvor hûsl bruges i samme Betydning; sproglig svarer vistnok dertil det gotiske hunsl, Offer, men er dog for fjernt liggende, da Ordet mangler i de øvrige tydske Dialekter og heller ikke i Norden nogensinde anvendes paa hedenske Offringer. Betegnelser som offra, messuvín, patena, kalekr, komme ikke i Betragtning, idet de vistnok umiddelbart gjengive Kirkelatinens „offerre“,. „vinum“, „patena“, „calix“, og desuden ogsaa minde om de tydske Ord „Opfer“, „Messwein“, „Patene“ og „Kelch“. Paa samme Maade kan olean ligesaa godt være opstaaet af det tydske „Ölung“, som af det angels. ele, hvorimod det enstydige Udtryk smurning, hvilket dog, saavidt jeg ved, kun er paavisligt i senere Kilder af islandsk Oprindelse, peger tilbage paa angels. smyrels, hvis det da overhovedet bør antages at være af fremmed og ikke af selvstændig nordisk Dannelse.

2. I det følgende behandles derpaa Gudstjenesten (S. 344–404), hvorunder imidlertid tillige omtales meget og mangt, som man ikke netop vilde søge under denne Overskrift. Ogsaa i dette Afsnit møde os først adskillige terminologiske Anførsler uden al Beviskraft. Ord som þjónasta, embætti, messa, predika, kunne ligesaa godt være hentede fra Tydskland som fra England, ligesom man i Tydskland ikke mindre end i England talte og taler om „Messesang“. Udtrykkene þyðing og skýring om Homilier svare endog netop til de tydske „Deutung“ og „Erläuterung“, men ikke til noget angels. Ord. Interessantere er den korte Meddelelse (S. 344–45), at de ældste norrøne Homilier, forsaavidt de ikke ere originale, vistnok have Berørelse med Ælfric’s angels. Homilier, men dog ikke kunne være hentede fra disse. Tværtimod maa deres fælles latinske Kilde søges i Gregor’s eller Beda’s Homilier saavelsom i den af Paulus Diaconus paa Karl den Stores Befaling istandbragte Homiliesamling. Om dette Punkt vilde det være kjærkommet at erfare mere. – Benævnelserne paa de kirkelige Klædninger, Bøger og Brugsgjenstande skal jeg ikke nærmere omhandle. Dels gjælder det her Udtryk, der ere tagne lige ud fra Kirkelatinen, som f. Ex. stola, dalmatika, saltari (psaltarium), corporall, kantiki (canticum), bagall (baculus), eller ligesaa godt kunne være laante fra Tydsk som fra Engelsk, som f. Ex. messuserkr jævnført med det tydske „Messgewand“ og angels. messehrægel, gjörð jævnført med det tydske „Gurt“ eller „Gürtel“ og angels. gyrdels, og paa samme Maade handbók, messubók, söngbók, pistlabók, skrín, biskupsstafr. I begge Slags Tilfælde er saaledes vedkommende Benævnelsers engelske Udspring ubevislig Ved andre Ord tør denne derimod vistnok ansees som sikker, som f. Ex. ved yfirsloppr, handklæði, redingabók, reykelsi, bjalla, kertistikka; men selv isaafald kan deres Indførelse i Norge ligesaa vel tilhøre en senere Tid som den her omspurgte. Paa samme Maade forholder det sig med Benævnelserne paa Bønnetiderne. Prím og nón ere laante fra Latin, medens miðdagstíð, aptantíð og náttsöngstíð have Forbilleder i Tydsk som i Engelsk. Men ogsaa ótta og undorn besidde sine Paralleler baade i Tydsk og Engelsk, og navnlig ere uhta og undorn paavislige allerede i Heljand. Da desuden det første betegner Dæmringen og det sidste et Mellemmaaltid, ligemeget enten det indtoges om Morgenen eller Aftenen, kan der heller ikke lægges nogen Vægt paa, om det ene eller andet Udtryk her eller der betegner en Morgen- eller Aftenstund. Hos Grotefend (Zeitrechnung des deutschen Mittelalters u. der Neuzeit, Bind I), hvis Værk Forf. dog endnu ikke kunde benytte, men derhos ogsaa i Schiller og Lübben’s middelnedertydske Ordbog samt i Doornkaat Koolman’s østfrisiske, finder man begge Ord omtalte og paaviste, ikke at tale om, at ved saa almindeligt udbredte, germaniske Udtryk tillige den Antagelse ligger nær, at de ligeledes have været oprindeligt hjemmehørende i Norden.

Mere indgaaende omhandles den kristelige Tidsregning (S. 348–53). Forf. gaar ud fra den Forudsætning, at Nordboerne fra først af have havt en Uge paa fem Dage, hvilket ogsaa af andre har været antaget (f. Ex. J. F. W. Schlegel, Juridisk Encyklopædie, S. 541 Anm.; Finn Magnusson, Lex. Mythol., S. 753; Gudbrand Vigfusson under fimt). Derimod mener han, at Ugen paa syv Dage er kommen til dem med Kristendommen fra England af. Jeg lader det her staa hen, hvorledes det forholder sig med hin Uge paa fem Dage; men jeg fremhæver, dels at Ugens Betegnelse som vika ogsaa gjenfindes i oldsaks. wica og oldfris. wice, ligesom Ordet overhovedet er fællesgermanisk, dels at den Omstændighed, at de ældre nordiske Benævnelser paa de syv Ugedage med Undtagelse af Lørdagen (laugardagr, þváttdagr) øiensynlig ere hentede fra Latin, ikke udelukker Muligheden af, at de hos Nordboerne som hos de øvrige Germaner ere blevne indførte før omvendelsen til Kristendommen. At Syvdagesugen allerede i det 10de Aarh. var Islænderne bekjendt, fremgaar af Are frodes Beretning om den dengang opnaaede Forbedring af Kalenderen (Íslendingabôk Kap. 4; jfr. L. Larsson, Ældsta Delen af Cod. 1812 in 4to, S. 7–8), og da vi vide, at Biskop Jon Agmundssøn af Hole allerede i Begyndelsen af det 12te Aarh. med stor Skarphed optraadte mod Brugen af Dagsbenævnelser som óðinsdagr, þórsdagr o. s. v., istedet for hvilke han vilde have anvendt de kirkelige annarr dagr, þriði dagr (feria secunda, tertia) o. s. v., staar det neppe til at antage, at hine ældre Benævnelser kun et Aarhundrede tidligere vare blevne bragte ind i Landet af Kirken selv. Allerede J. Grimm har i sin Mythologie (4de Udg. 1 S. 101–8; jfr. III S. 45–48) en vigtig Udtalelse om dette Spørgsmaal. Han henviser nemlig til, at Gregor af Tours (Hist. Franc. III Kap. 15) anser Betegnelsen af „dies dominicus“ som „dies solis“ for barbarisk, d. e. tydsk. Kun paa denne Maade bør det ogsaa opfattes, naar det i Gul. Kap. 16 og 20 heder: „hinn siaunda dag hvern er heilagt ok kollum ver þann sunnudag“, samt: „hinn siaunda dag hvern skolom ver varna við kiotvi, þann kollum ver friadag“. Vistnok omtaler Gudbrand Vigfusson (Corp. poët. bor. I S. 428), at de ældre Benævnelser paa Dagene først optræde hos Arnor Jarlaskald, altsaa ved Midten af det 11te Aarh. Men S. Bugge bemærker herimod med fuld Ret (Arkiv f. nord. Filol. IV S. 121–23), at deres tidligere Indførelse, f. Ex. i Hedendommens sidste Tid, derved ingenlunde udelukkes, og han erklærer ogsaa forsigtigen, at denne Indførelse kan have fundet Sted enten fra England eller fra Nordtydskland af. For det oldn. frjádagr, oldsv. freadagher, kan vistnok den angels. Form frigdæg, frigedæg ligge til Grund, men dog ogsaa ligesaa godt en ikke paavisbar oldsaxisk Form eller endog det oldhøitydske frîatag. I ethvert Fald peger Ordet sunnudagr hen paa Benævnelsernes Indførelse til en Tid, da ved Siden af sól endnu brugtes sunna, et Ord, hvis Anvendelse tidlig indskrænkedes til det digteriske Sprog, og som forøvrigt i det høieste bibeholdtes i enkelte Stedsnavne. Allerede den ovenfor nævnte Cod. 1812 ser sig i sin ældste Del (S. 39, L. 10) foranlediget til at give den forklarende Bemærkning, at „sunna heiter sol oc er viþ hana kendr drottens dagr“. Den samme Codex, et af de allerældste islandske Haandskrifter, bruger tillige (S. 3, L. 5) Benævnelsen miðvikudagr, hvilken ogsaa gjenfindes i den ældste islandske Kristenret (Konungsb. Kap. 12 og 15, S. 29 og 32). I den sidste er Dagenes kirkelige Betegnelsesmaade overhovedet den herskende, og fra Kirkelatinens „media septimana“ synes Udtrykket over Tydskland at være kommet til Norden. Skjønt det derfor er nærliggende at tænke paa Biskop Jon Agmundssøn, faar det imidlertid staa derhen, om dette Ord virkelig først er bleven indført i den senere Tid.

At Onsdagen omvendt dog ogsaa i Nordtydskland fordum var opkaldt efter Wodan, viser sig endnu i Benævnelser, der ere bevarede i meget yngre Dialekter.

Ansættelsen af Aarets Begyndelse til den 25de December var ikke blot i Brug i Norden og Eng1and, men ogsaa i Tydskland og det endog saa afgjort, at Grotefend (I S. 205) ligefrem kan sige: „Tydskland er at anse som Hovedsædet for Aarets Begyndelse med Julen“. At derimod det oldn. missari eller misseri kun besidder en sproglig Parallel i det angels. missare, missere, er vistnok rigtigt; men allerede J. Grimm har dog (Mythol. II S. 630–31) bemærket, at Regningen efter Halvaar synes at være fællesgermanisk, og da Ordet forekommer saa tidligt som i Guðrunarkv. I 8 og 9, samt II 14, og endog i Hávam. 60 saavelsom i en Strofe, der lægges Olaf den hellige i Munden (Flatøb. II S. 341), og da det desuden i det anførte Sted af Islendingabók forudsættes brugt omkring Midten af det 1Ode Aarh., kan det saare vel have hørt hjemme i Norden selv. I ethvert Fald synes – hvad allerede Gudbrand Vigfusson har modsat sig – dets Afledning af lat. „semestris“ at være utilladelig. Den oldn. Betegnelse af Kalendarium som rím lader sig ikke blot knytte til angels. rîm, gerîm; thi ogsaa i Oldhøit. og Oldfris. er rîm = numerus paavislig, ligesom det af det i Heljand forekommende Adjektiv unrîm = utællelig tillige lader sig formode i Oldsax. Endelig er den Skik, at Festdagenes Tilsigelse sker ved et særligt, af Præsten omsendt Kors, ikke kjendt fra England, medens den i Norge øiensynlig er bleven indført for at tilfredsstille de praktiske Behov og under Forbillede af, hvad der brugtes ved Thingsammenkaldelserne. Derimod har den ved Siden af Korsbudstikken ligeledes anvendte, præstelige Forkyndelse af Festdagene i sönghúsdurum sit Analogon i England (jfr. S. 349 og 363).

Den kirkelige Festkalender omhandler Forf. (S. 353–72) temmelig udførligt. Naar dette dog ikke sker paa tilfredsstillende Maade, finder det sin Undskyldning i de store Vanskeligheder, som ledsage Emnet. Jeg vælger derfor her at gaa min egen Vei. Udgangspunktet tager jeg i de ældre norske Retsbøgers Adskillelse mellem to Klasser af Festdage, en høiere og en ringere. De Dage, der høre til den høiere Klasse, skulle helligholdes paa samme Maade som Søndagen; forud for dem gaar der Faste og nónhelgi, og Krænkelse af Helligholdelsen er belagt med en Bod paa 6 Øre. Forud for de til den anden Klasse hørende Dage bliver derimod hverken fastet eller iagttaget nónhelgi, og for deres Vanhelligelse udredes kun en 3 Øres Bod. I Gul. Kap. 16–18 og Frost. II Kap. 24–25 og 28 udtales denne Skjelnen bestemt, hvorhos de til hver af Klasserne hørende Festdage fuldstændig opregnes. Men ogsaa de to andre Retsbøger kjende Forskjellen, kun at de indskrænke sig til at opregne Festerne af høiere Orden, medens de ikke anføre de ringere. Borg. Kr. I Kap. 14 og III Kap. 19 (i II mangler Festkatalogen paa Grund af en Lakune i Haandskriftet) angive nemlig først en Række Dage, som „aller eru iamdyrir sunnudegi, 6 aura hverr“, og hvis Vigilie skal feires. Derpaa tilføies, omend kun i III Kap. 19, „en aðrer messudagar þeir sem helgir eru halldner a 12 manaðom, þa er 3 aura dagr hverr“; dog skjelnes der ogsaa i I Kap. 14. mellem 3 og 6 aura dagar, og det siges, at man skal bøde „sliku sem dagriki er til“. I Eids. Kr. I Kap. 9 og II Kap. 8 opregnes ligeledes kun de Festdage, som ere ligesaa hellige som Søndagen, have en Vigilie forud for sig og i Tilfælde af Krænkelse betinge en 6 Øres Bod; men ogsaa dette forudsætter jo, at der ved Siden af de anførte havdes andre Festdage, som ikke de nævnte Egenskaber tilkom. Forf. henviser til, at der ogsaa i Æðelr. V § 14–15 og VI § 22 skjelnes mellem Fester med og uden forudgaaende Faste, og i Virkeligheden gjør Kirken overalt Forskjel paa de enkelte Festers „dignitas“ (jfr. Grotefend I S. 60). Ikke desto mindre er den udprægede retslige Karakter, som denne Skjelnen i de norske og, jeg tilføier, de islandske Retsbøger har faaet, fremmed for angels. Ret og heller ikke, saavidt jeg ved, paavislig i noget andet Land. Den synes saaledes først at have uddannet sig i Norden selv.

Jævnførelsen mellem de forskjellige Retsbøgers Festrækker vanskeliggjøres derved, at kun Gul.loven og Frost.loven opregne begge Klasser af Festdage, medens Borg.loven og Eids.loven, som sagt, indskrænker sig til at nævne Festerne af høiere Orden. Men selv bortseet herfra, har man at komme tilrette med den dobbelte Omstændighed, at Festkatalogen øiensynlig er bleven udviklet i Tidens Løb, og at Retsbøgerne, som desuden tilhøre meget forskjellige Tider, i det mindste delvis kun foreligge os i korrumperede Texter. Begge disse Træk vise sig meget tydelig under omtalen af Julefesten. Gul. Kap. 18 sætter den til 6 Dage, hvilke imidlertid opføres blandt de ringere Feste. De 6 Dage ere Julehelgens fire første, altsaa den 25de–28de December, samt „atte dagr iola“ og „þrettande dagr“, altsaa Epiphania og Circumcisio Domini, den 1ste og 6te Januar. Paa de øvrige Dage tør man drage Omsorg for sit Kvæg. Netop de samme Dage nævner Cod. A. af Borg. Kr. (I Kap. 14), dog saaledes, at de her henregnes til Festerne af høiere Klasse; Cod. B. derimod angiver ligesom III Kap. 19 de fem første Dage „i iolum“ og forøger følgelig Festdagenes Antal med en. Forklaringen herpaa bringer Eids. Kr. I Kap. 9 og II Kap. 8. Disse opføre under de høiere Fester foruden ottende og trettende Dag Jul ogsaa første Juledag, Stephansdagen, Johannesdagen, Barnamessa og Thómasmessa, d. e. den 29de December. Sidstnævnte Dag, Festen for den hellige Thomas af Canterbury (død 29de Dec. 1170), der først erklæredes hellig Askeonsdag 1173, er altsaa den femte Juledag, som ogsaa ifølge Borg.lovens yngre Text havde føiet sig til de tidligere fire. Endelig lader Frost. II Kap. 34 Julefesten staa helt udenfor Klasseinddelingen, idet den bestemmer, at dens fire første Dage samt ottende og trettende Dag skulle høitideligholdes som Fester af høiere Orden, og den femte til syvende samt den niende til tolvte som Fester af ringere Orden, hvortil endnu med Hensyn til Arbeidsforbudet kommer visse formildende Forbehold til Gunst for Kvægholdet. Nu er det klart, at Julefesten, en af Kristenhedens fornemste, heller ikke i Gul.loven nogensinde i sin Helhed kan være bleven tællet blandt de ringere Fester, og saaledes er det vel kun ved en under Kompilationen af vor foreliggende Text indløben Feil, at den er kommen ind blandt disse. Sandsynligvis ere i den ældre Redaktion Juletidens 6 større Høitidsdage ligesom i Borg.loven og Eids.loven blevne opregnede under Fester af høiere Orden, og de 7 andre under Fester af ringere Orden, hvis de sidste da ikke ligesom i de to andre Retsbøger have været uopregnede. I den yngre Redaktion turde Julefesten derimod, ligesom i Frost.loven, have været særskilt omhandlet, og Forvirringen dernæst være opstaaet ved en forkjert Sammenarbeidelse af begge Texter. Lignende Vanskeligheder møde os med Hensyn til Paaskefesten. Ogsaa denne omhandler Frost. 11 Kap. 30 særskilt. Den forbyder før Paaskesøndag og Onsdag i Paaskeugen under en Bod af 6 Øre ethvert Arbeide; for Mandag og Tirsdag i Paaskeugen tillader den derimod visse Fjøsarbeider og straffer forøvrigt Forbudets overtrædelse blot med en Bod paa 3 Øre. I Gul. Kap. 18 omhandles ogsaa Paaskefesten under Festerne af ringere Orden, men paa fuldkommen utilfredsstillende Maade. Først forbydes enhver Begravelse paa de 4 Dage, Skjærtorsdag efter nón, Langfredag, Paaskeaften indtil nón, og hele Paaskedag. Forbudets overtrædelse belægges med en Bod af 3 Øre. Derpaa heder det imidlertid, at man Mandag og Tirsdag i Paaskeugen kan udføre det mest fornødne Arbeide for Kvæget, hvorimod Onsdagen atter skal være „all heilagr“, d. e. udelukke ethvert Arbeide. I Borg. I Kap. 14 opfører Haandskr. A kun den „æfste dagr pascha“ blandt Festerne af høiere Orden, Haandskr. B og III Kap. 19 istedet derfor den „fjorði dagr pascha“; ved begge Udtryk er at forstaa Onsdagen i Paaskeugen som Festens fjerde og sidste Dag, der jo ogsaa i Frost.loven og Gul.loven særlig udmærkes. Paafaldende er kun, at de 3 andre Dage ikke nævnes, og at Gul.loven med Hensyn til første Paaskedag kun bestemmer, at der paa den ikke skal finde Begravelser Sted. I Eids.loven omtales Paaskefesten overhovedet ikke. Endnu værre er Forholdet med Pintsefesten og alt, hvad med den staar i Sammenhæng. I Frost. II Kap. 31 nævnes først „gangdagr hinn litli“ eller „hinn fyrsti ok litli“ som en Dag, paa hvilken man skal faste og indtil Middag ogsaa hvile. Derpaa opføres tre „gangdagar“, hvorom det samme gjælder, medens den fjerde, „uppstigningardagr drottins vars“, d. e. Christi Himmelfartsdag, skal høitideligholdes som en Søndag. Hermed stemmer, at Forbudets Overtrædelse paa de tre første Dage, altsaa fra Mandag til Onsdag, bødes med 3 Øre, paa Himmelfartsdagen med 6 Øre. Med Chr. Lange, som i Forordet til Diplom. norv. I 2, S. XXXV–VI kort og greit har drøftet Gangdagenes Betydning, vil jeg lade uafgjort, hvorvidt der her som ellers ved „gangdagr hinn litli“ bør forstaaes den 25de April, den romerske Kirkes „Litania major“, hvilken ogsaa tildels betegnedes som „Kruczegang der minneste[2], eller den første af de i det følgende nævnte tre gangdagar. Vist er det i ethvert Fald, at disse under Benævnelserne „Litaniæ minores“, „Kreuztage“ eller „Gangtage“, vare den tydske Kirke ligesaa bekjendte, som for den angelsaksiske dens „gangdagas“ og „gangwuce“. Himmelfartsdagen (þórsdagr i gangdögum, helgi þórsdagr) regnes ogsaa i Borg. I Kap. 14 og III Kap. 19 saavelsom i Eids. I Kap. 10 og II Kap. 8 til de større Fester, medens Gul. Kap. 18 lader „gagndagahelgr“ feire saaledes, at man tør arbeide til Middag paa dens tre første Dage, men skal helligholde hele Thorsdagen. I Frost. II Kap. 33 nævnes derimod vistnok Pintsesøndag som en Dag, paa hvilken visse bestemte Almisser skulde uddeles, samtidig med at Pintsemandag i Kap. 25 henføres til de ringere Fester; men bortser jeg fra en i Kap. 26 omtalt Forskrift, der er !udfærdiget af Pave Alexander III efter Kong Magnus’s, Erling Jarls og Erkebiskop Eysteins Andragende, altsaa mellem Aarene 1161 og 1179, indeholder Frost.loven ingen videre Oplysning om Pintsefestens Feirelse, ligesaalidt som der findes nogen saadan i de tre andre Retsbøger. Udeladelsen af Pintsesøndag og den ulige Behandling af Paaskefesten og Gangdagene tyder paa, at Texterne ogsaa i denne Retning kun ere blevne os overleverede i gjentagne Gange afændrede og lemlæstede Skikkelser. Maaske vare de bevægelige Fester oprindelig ikke medtagne i Festkatalogen, men omtalte særskilt, hvorimod senere nogle dem vedkommende Bestemmelser deri ere blevne indflettede, medens andre feilagtigen helt udelodes, begge Dele i de forskjellige Retsbøger paa forskjellig Vis. – Hvad dernæst Helgenfesterne angaar, opregner Gul. Kap. 17 fjorten, Frost. II Kap. 24 sexten af høiere Orden. Naar Borg. I Kap. 14 efter Haandskr. A nævner hele enogtyve, efter Haandskr. B og 111 Kap. 19 endog toogtyve Dage af høiere Orden, saa reducere dog ogsaa disse sig til fjorten Helgendage, idet i A sex og i B, ved Tilføielsen af den hellige Thomas af Canterburys Dag, syv Juledage samt i begge desuden Paaskeonsdag ere medregnede. Endnu eiendommeligere forholder sig Retsbogen for Oplandene. Først opregner Eids. I Kap. 9 og II Kap. 8 som Festdage af høiere Orden tyve Dage, hvilke imidlertid, naar man fratrækker de syv Julefesten tilhørende samt Himmelfartsdagen, reduceres til tolv. Allerede her fremtræder dog en Forskjel mellem I Kap. 9, Haandskr. A, og II Kap. 8 paa den ene Side og I Kap. 9, Haandskr. B, paa den anden. I de første staar nemlig ved Enden af Opregningen at læse: „17 Mariu messa fyrri, 18 Michialsmessa, 19 er allra heilagra messodagr, 20 Niculas messa“, medens det paa sidstnævnte Sted heder: „17 er Marteins messa, 18 er Niculas messa, 20 er crossmessa um varit eptir paskær, hon er iamheilogh sunnudegi, þvi at hon er logtekin a eiðzifuaþingi.“ – I Haandskr. B er altsaa Mariumessa hin fyrri, d. e. Festen for Assumptio Mariæ (15de August), der ogsaa hos os i Tydskland betegnes som „Frauentag der ersten“, saavelsom Mikkelsmesse og Allehelgensdag bleven strøgne eller, om man saa vil, ombyttede med Mortensdag og Korsmessen om Vaaren; derhos er Nr. 19 udeladt og Nikolasmessen kommen paa urigtig Plads i Rækken. Imidlertid synes disse Afvigelser dog kun at skyldes en Fordærvelse af Texten. At der under Nr. 20 opføres krossmessa um várit, kan saaledes kun bero herpaa; thi da Fortegnelsen iøvrigt er ordnet efter Tidsfølgen, kunde den umuligt faa sidste Plads, og den er desuden allerede opført under Nr. 9. Samtidig falder ogsaa Festens dobbelte Betegnelsesmaade i Øinene. Tillægget „um várit“ er den i Norden sædvanlige, hvorimod „eptir páskar“ svarer til det tydske „Kreuztag nach Ostern“. Maaske har Meningen alene været at gjøre en Tillægsbemærkning om Festen, i hvilket Tilfælde altsaa blot Forbindelsen med No. 20 vilde være feilagtig. Under denne Forudsætning lod det sig da antage, at Tallet egentlig havde Hensyn til Nikulasmessa, samt at med Nr. 19 ogsaa den derunder anførte Allra heilagra messa er udfaldt, – endvidere, at den i alle de øvrige Retsbøger til de større Festdage henregnede Mikjálsmessa har været opført som No. 18, hvorimod Marteinsmessa som No. 17 enten ved Feillæsning kan være kommen ind istedetfor Mariumessa eller med Hensigt være bleven sat i dens Sted. Dog er det sidste rigtignok lidet sandsynligt, da Mariumessa fyrri ogsaa i de tre andre Retsbøger tælles blandt de større Fester. Jeg skulde saaledes være tilbøielig til at emendere: „17 [Mariumessa, istedetfor Marteinsmessa], 18 [Mikialsmessa, 19 er allra heilagra messa en] Niculasmessa er 20“, hvorpaa da den om Korsmessen handlende Bemærkning vilde følge som Tillæg. Efter opregningen af de tyve Dage tilføies der imidlertid i I A og II endnu en Bemærkning: „en þo at Mariumessa i fasta se eigi i sinum stað skipað, þa skulu ver hana sva halda sem sunnudag ok æfre Mariumesso ok sva Magnusmesso um varet“. Her betegnes altsaa først Maríumessa í föstu (langafóstu), d. e. den tydske „Frauentag in der Fasten“ eller annunciatio Mariæ (25de Marts) som indført senere end de foran opregnede, hvilket stemmer med, at den i Borg.loven mangler og i Gul.loven kun opføres blandt de ringere Fester, medens Frost.loven tæller den blandt de høiere. Det samme gjælder dernæst ogsaa Mariumessa hin æfri eller siðari, „Frauentag der lateren“ eller „der letzteren“, „der hinderen“, Nativitas Mariæ (8de September), saavelsom Magnúsmessa um várit, d. e. Festen for Magnus Eyjajarl, der feiredes den 16de April. Af de to sidstnævnte Fester mangler atter Marias Fødsel i Borg.loven, medens den i Gul.loven regnes blandt de ringere, i Frost.loven derimod blandt de høiere. Man tør derfor uden Betænkelighed antage, at begge Mariafester oprindelig have været henregnede til de ringere Festdage og først senere ere rykkede op i den høiere Klasse. Hvad angaar Magnusmessen, der høitideligholdtes til Ære for Jarlen Magnus af Orknøerne, myrdet den 16de April 1115, saa blev den paa Øerne selv først indført 1135, da han erklæredes for Helgen. I Frost.1oven sættes den blandt de ringere Fester og i Gul.loven ikke engang blandt disse. I I B lyder den tilsvarende Bemærkning saaledes: „En þo at Mariumessa se her eigi tolld, þa skulu ver hana þo halda sem sunnudag, ok er nonhelgr firi“. Her betegnes følgelig kun en Mariafest og da vel Marias Bebudelse, som senere indført, medens der endnu ikke er Tale hverken om den anden Mariafest eller om Magnusmessen. Man ser saaledes ikke alene, hvorledes nye Festdage i Tidens Løb indføres, men ogsaa hvorledes Fester af anden Klasse senere flyttes op i første, og det kan med dette for Øie ikke forundre, at Festrækken i vore fire Retsbøger frembyder mangehaande Uligheder. Af de tolv høiere Kirkefester, som Eids.loven oprindelig kjendte, af de fjorten i Gul.loven og Borg.loven, og de sexten i Frost.loven, regnes i Virkeligheden kun otte af alle fire Kilder samstemmig til Festerne af høiere Orden. Disse ere Jónsmessa eller Jónsvaka (24de Juni), Petrsmessa eller Petrsmessa ok Páls (29de Juni); Seljumannamessa eller Festen for de Helgener, som’ hvile i Kinn og selja (8de Juli), Ólafsmessa hin fyrri (29de Juli), Lafranzmessa eller Laurentiusmessa (10de August), Maríumessa hin fyrri eller Marias Himmelfart (15de August), Mikjálsmessa (29de September) og Allra heilagra messa (1ste November). Tre andre Dage tælles kun af Borg.loven, Eids.loven og Frost.loven blandt de høiere Fester, medens de i Gul.loven regnes til de ringere. De ere Kyndilsmessa, den tydske „Mariæ Lichtmess“ (2den Februar), Krossmessa um várit til Minde om det hellige Korses Gjenopdagelse (3die Mai) og Hallvarðsmessa (15de Mai). En fjerde Dag, Andreasmessa (30te November), regne Borg.loven, Gul.loven og Frost.loven til de høiere, hvorimod Eids.loven ikke nævner den, uden at dog deraf lader sig se, om den maaske ikke har stillet den i anden Klasse. Endvidere er det blot i to af Retsbøgerne, Eids.loven og Frost.loven, at Nikulásmessa (6te December) regnes til de høiere Fester; i Gul.loven opføres den blandt de ringere, og det lader sig ikke afgjøre, om ikke ogsaa Borg.loven gaar samme Vei. Paa den anden Side medtage Borg.loven og Gul.loven Tveggja postola messa um haustit eller Symonis ok Judæ (28de Oktober) blandt de høiere Fester, medens Frost.loven stiller den blandt de ringere. Endelig maa fremhæves, hvad allerede ovenfor tildels berørtes, at Frost.loven i Rækken af de større Festdage ogsaa indsætter Maríumessa í föstu og Maríumessa hin œfri, d. e. Marias Bebudelse og Marias Fødsel (25de Marts og 8de September), hvilke begge i Gul.loven regnes til de mindre, og som ogsaa i Eids.loven først tillægsvis henføres til de høiere, at blandt de i Eids.loven først tillægsvis nævnte, høiere Fester ogsaa Magnúsmessa optræder, hvilken i Frost.loven regnes til de lavere – samt at Frost.loven sætter Ólafsmessa hin œfri (3die August) blandt de høiere Fester, medens den i Gul.loven kun staar blandt de ringere. Efter alt dette bliver der endnu fire Dage tilovers, som Gul.loven regner til de høiere, Frost.loven derimod til de ringere Fester. Disse ere Jakobsmessa (25de Juli), Bartholomæusmessa (24de August), Matthæusmessa (21de September) og Thómasmessa (21de December). I Borgloven og Eids.loven nævnes de ikke, idet den i Borg.loven og Eids.loven opførte Thomasmessa, som før paavist, er Festen for Thomas af Canterbury, feiret den 29de December. Som Høitidsdage af ringere Orden opregner Frost.loven ligeledes sexten, Gul.loven derimod sytten. Af disse ere i denne Forbindelse otte fælles for begge Retsbøger, nemlig Pálsmessa, d. e. Pauli omvendelse (25de Januar), Matthiasmessa (24de Februar), Tveggja postola messa fyrst i sumri, d. e. Philippi et Jacobi (1ste Mai), Bótólfsmessa (17de Juni), Svitunsmessa (2den Juli), Krossmessa hin œfri eller um haustit til Minde om Korsets Ophøielse (14de September), Marteinsmessa (11te Oktober), hvilken, som ovenfor nævnt ogsaa, skjønt vistnok blot ved en Feiltagelse, er kommen ind i Eids.loven, og Clementsmessa (23de November). Dertil kommer syv Dage, som Gul.loven henfører til de ringere Fester, Frost.loven til de høiere. Disse ere: Kyndilsmessa, Maríumessa í föstu, Krossmessa um várit, Hallvarðarmessa, Ólafsmessa hin œfri, Maríumessa hin œfri og Nikulásmessa. Den sidste optræder ogsaa i Eids.loven som større Høitidsdag ved Siden af Maríumessa í föstu og Maríumessa hin œfri, hvilke, som nævnt, begge betegnes som senere indførte. Kyndilsmessa, Krossmessa um várit og Hallvarðarmessa gjælde derimod foruden i Eids.loven ogsaa i Borg.loven som større Fester. Endvidere høre hid to Dage, som kun Gul.loven kjender, Brettifumessa (11te Januar) og Knútsmessa (10de Juli), af hvilke dog den første tillige nævnes i et i Viken udfærdiget Diplom (Dipl. Norv. III Nr. 69) og saaledes vel ogsaa her har været overholdt som Fest af lavere Orden. Omvendt stiller Frost.loven blandt de ringere Fester fem Dage, som Gul.loven regner til de høiere, nemlig Jakobsmessa, Bartholomæusmessa, Matthæusmessa, Tveggja postola messa um haustit og Thómasmessa; af disse staar dog Simonis et Judæ Dag ogsaa i Borg.loven blandt de høiere Fester. En Høitidsdag, nemlig Magnúsmessa, anfører Frost.loven som hørende blandt de ringere, medens den, som ovenfor saaes, i Eids.loven tillægsvis findes nævnt som optagen blandt de høiere og i de andre Retsbøger mangler. Endelig er der to Fester, som Frost.loven har for sig selv, nemlig Gregoriusmessa (12te Marts) og Margrétarmessa (20de Juli). – Af denne Sammenstilling ser man, at der i Tidens Løb er indtraadt Ændringer i Festkatalogen. Naturligvis kunde disse blot besluttes af den lovgivende Myndighed i de enkelte Lagthingsdømmer; men den partikulære Udvikling, som saaledes her fandt Sted, stod netop derved i Samklang med de tilsvarende Retsforhold i hele den øvrige Kristenhed (jfr. Hinschius IV S. 280–82). Selv i endnu langt sildigere Tid anerkjendte den kanoniske Ret Biskoppernes Beføielse til i samraad med Stiftets Indvaanere særskilt for dette at indføre Høitideligholdelse af visse andre Dage ved Siden af de almindeligt feirede Fester (c. 1, Dist. III de consecr.; c. 5 X de feriis, II 9).

Sammenligne vi nu, som Forf. ved Hjælp af Ferd. Piper’s Skrift „Die Kalendarien und Martyrologien der Angelsachsen“ (1862) har gjort, de norske Festfortegnelser med de engelske, saa bliver Resultatet følgende: Allerede blandt de otte større Høitider, som samtlige norske Retsbøger have fælles, og som altsaa dog vel maa have tilhørt den norske Festrækkes oprindelige Bestanddele, befinde sig to særskilt norske, nemlig Seljumannamessa og Ólafsmessa hin fyrri. Enten nu den første af disse er bleven indført under Kong Olaf Tryggvesøn eller Olaf den hellige (jfr. L. Daae, Norges Helgener, S. 156–60), saa er det i ethvert Fald sikkert, at Olafs Hellighed først erklæredes et Aar efter hans Død, d. e. i Aaret 1031, og at Høitideligholdelsen af den 29de Juli som hans. Dødsdag i det tidligste blev lovlig fastsat i Aaret 1035. Naar derfor Gul.loven udtrykkelig betegner sine fjorten Festdage af høiere Orden som indførte paa Mostrarthinget af Kong Olaf og Biskop Grimkell, saa er denne Angivelse ialfald for Olafsmessens Vedkommende urigtig. Desuden lade de to Fester sig under ingen Omstændighed føre tilbage til England. Det sidste gjælder naturligvis ogsaa om Ólafsmessa hin œfri, hvis Indførelsestid jeg ikke formaar at fastslaa. At den alene i Frost.loven henregnes til de høiere, men i Gul.loven samt vistnok ogsaa ifølge Vikens og Oplandenes Ret blot til de ringere Festdage, finder sin ligefremme Forklaring deri, at Hellig Olaf var det thrønderske Bispedømmes særlige Skytspatron, hvis Legeme derhos hvilede i dets Domkirke. Som særskilt norske og altsaa ikke hentede over fra England.komme dernæst ogsaa i Betragtning Hallvarðarmessa og Magnúsmessa Eyjajarls. Hvad den første angaar, er at bemærke, at Hallvard Vebjørnssøn ifølge de islandske Annaler led Døden i Aaret 1043, og at han formodentlig maa være bleven erklæret hellig under Kong Harald Haardraade (1046–66), idet Adam af Bremen (III Kap. 53) allerede af Kong Svend Estridssøn erholdt Beretning om de Undere, som indtraf ved hans Grav. At hans Festdag baade i Borg.1oven og i Eids.loven og Frost.loven regnedes blandt de høiere og kun i Gul.loven blandt de ringere, maa vistnok forklares deraf, at Oplandene oprindelig tilhørte Oslo Stift, i hvis Domkirke Helgenen hvilede, og at hans Egenskab af Hellig Olafs Sødskendebarn ogsaa har bragt ham i nærmere Forbindelse med det thrønderske Bispedømme. Derimod kjendes Magnúsmessa, der, som ovenfor nævnt, feiredes til Ære for den 1115 myrdede og 1135 som Helgen anerkjendte Magnus Jarl, kun i Frost.loven som en ringere og i Eids.loven som en høiere, men først senere indført Høitid. Til disse norske Helgendage slutter sig endnu en anden, som rigtignok ikke er viet en norsk, men en dansk Helgen, nemlig den af Gul.loven blandt de ringere Fester opførte Knútsmessa, d. e. Danekongen Knud Svendssøns (død 1086) den 10de Juli feirede Dødsdag. Som en senere indført, omend ikke særskilt nordisk Fest er jeg ogsaa tilbøielig til at betragte Nikulásmessa. Vistnok var Biskop Nicolaus af Myra, en af den græske Kirkes Hovedhelgener, allerede tidlig bekjendt ogsaa i Vesteuropa; men hans Dyrkelse kom dog her og navnlig tillige i Norden først rigtig i Brug, efterat hans Ben i Aaret 1087 vare blevne overførte til Bari. Desuden tyder den Omstændighed, at Nikulásmessa i Eids.loven og Frost.loven regnes til de høiere, i Gul.loven derimod til de ringere Fester, hen paa, at den er bleven vedtagen ved lokale Lovbeslutninger. Senere indført er endelig ogsaa den paa 29de December faldende Thómasmessa, hvilken kun kjendes af Eids.loven og Borg. I B og .III, men her som Fest af høiere Orden. Da Erkebiskop Thomas, som allerede omtalt, først blev kanoniseret i Aaret 1173, kan han heller ikke i Norge tidligere være naaet ind i Festrækken. Vise disse Exempler uigjendrivelig, at den norske Helligdagsfortegnelse i flere Henseender forandredes efter Tid og Sted, og at der i samtlige Retsbøger optræder flere Fester, som i Olaf den helliges Dage endnu ikke vare til og ikke fra England kunne være indførte, saa fattes der paa den anden Side heller ikke i Norges Festkalender, jævnført med den angelsaksiske, meget betegnende Huller og Udeladelser, hvilke aldeles ikke kunne bringes i Overensstemmelse med Olaf den helliges Tidsalder. Saaledes berette Kongesagaerne os, at den hellige Martin af Tours umiddelbart før Mosterthinget viste sig for Kong Olaf Tryggvesøn i Drømme og tilsagde ham sin Hjælp ved Omvendelsesværket, naar han til Gjengjæld vilde love for Fremtiden at lade de gamle, hedenske Sammenskudsdrikkelag vie til den Herre Christus, St. Martin selv og alle andre Helgener. Efter dette var det da at vente, at den her omhandlede Helgens Høitidsdag ved Olaf digres faa Aarti senere istandbragte Kristenret havde været blandt de første, som var bleven indført, saameget mere som den ogsaa feiredes af den engelske Kirke (11te November). Ikke destomindre optræder Marteinsmessa alene i Gul.- og Frost.loven og her blandt Festerne af ringere Orden, medens den kun i en variant af yderst tvivlsomt Værd til Eids. I B regnes blandt de høiere Fester. Videre skulde man efter Forf. vente blandt de af Olaf den hellige og Biskop Grimkell indførte Fester først og fremst at se nævnt de særskilt engelske. Men vi finde alene omtalt den paa Synoden i Cloveshove Aar 747 indførte Gregoriusmesse (12te Marts) og det blot blandt Frost.lovens ringere Fester; derimod mangler den paa samme Synode indførte Fest for den hellige Augustinus, Angelsaksernes Apostel (26de Mai), den kort efter hans Martyrdød (755) indførte Fest for den hellige Bonifacius (5te Juni), den af Kong Offa 793 indførte Fest for den hellige Albanus (22de Juni), den under Kong Æpelred Aar 1008 indførte Fest for den hellige Eadward (18de Marts), samt endelig Festen for den hellige Dunstan (19de Mai), der neppe først er bleven indført ved Cnût I 17 § 1. Ligeledes mangler den særskilt engelske Hlâfmæsse, den senere saakaldte Lammas, d. e. Festen for St. Peter i Fængslet (1ste August), paa hvilken der, formodentlig af Hensyn til Indhøstningstiden, indviedes Brød, – fremdeles den hellige Cuðberts Dag (20de Marts) o. fl. a. Derimod gjenfindes rigtignok blandt Gul.- og Frost.lovens ringere Høitider to andre Fester for engelske Helgener, som Piper (S. 77 og 78) har paavist omend ikke i Englands almindelige, saa dog i dets Klosterkalendarier, nemlig Abbed Botulf’s Dag (17de Juni) og Biskop Sviðhun’s Dag (2den Juli). Man ser, at ligesom den norske Festrække har at opvise Helgener, som ere den engelske fremmede, saa savner den omvendt andre, der ere karakteristiske for denne. Naar der da ikke desto mindre mellem begge bestaar en vidtgaaende Overensstemmelse, saa lader dette sig simpelthen forklare deraf, at begge i lige Grad hvile paa det almindelige romerske Grundlag. Allerede i kirkelige Lovbud fra den karolingiske Tid finde vi derfor aldeles tilsvarende Festfortegnelser, som f. Ex. i Statuta Bonifacii (hos Hefele Conciliengeschichte, III S. 586–87), i Achenersynodens Beslutninger af Aaret 809 (sammesteds S. 753) og i Biskop Hatto af Basel’s Capitula af 822 (anført hos Hinschius, IV S. 280–81, Anm. 6). Fra det 10de Aarh. have vi lignende i Dingolfingersynodens Acter af Aar 932 (Monum. Germ., Legum III, S. 483), og endnu i det 12te Aarh. gik Bestemmelsen i Biskop Hatto’s Capitula med liden Forandring over i Gratian’s Dekret (c. 1, Dist. III de consecr.). Paa sidstanførte Sted, hvilket jeg som det lettest tilgjængelige benytter til Jævnførelse, opregnes som Festdage, der almindelig skulle feires: Natalis Domini, S. Stephani, S. Johannis Evangelistæ et Innocentium, altsaa Julefestens fire første Dage med den i Eids.loven anvendte Betegnelsesmaade, dernæst S. Silvestri (mangler i Norge), saavelsom Octava Domini et Theophaniæ. d. e. áttándi og þrettándi dagr jóla; videre Purificatio S. Mariæ d. e. Kyndelsmesse, sanctum Pasca cum tota hebdomada (altsaa en noget længere Høitideligholdelse end i Norden); Rogationes trium dierum et Ascensio Domini, d. e. de tre gangdagar og helgi þórsdagr, sancti dies Pentecostes, d. e. hvitasunnudagar, S. Johannis Baptiste, d. e. Jönsmessa, duodecim Apostolorum et maxime sanctorum Petri et Pauli, d. e. Pétrsmessa ok Páls, S. Laurentii, d. e. Lafranzmessa, Assumptio S. Mariæ og Nativitas S. Mariæ, d. e. Maríumessa hin fyrri og hin œfri, Dedicatio S. Michaelis Archangeli, d. e. Mikjálsmessa, omnium sanctorum, d. e. Allraheilagramessa, og endelig S. Martini, d. e. Marteinsmessa. I denne Fortegnelse ere saaledes, naar man bortser fra de særskilt norske Helgener, alle de Fester optagne, som de fire norske Retsbøger overensstemmende regne til de større Høitidsdage og endvidere Kyndilsmessa, der i tre af dem regnes til de større, i den fjerde til de ringere, Maríumessa hin œfri, som Frost.loven og tillægsvis ogsaa Eids.loven regne til de større, Gul.loven derimod til de ringere, samt Marteinsmessa, som Frost.- og Gul.loven sætte blandt de ringere, Eids.loven derimod blandt de anseeligere Fester, og som dog vel i Norge oprindelig maa have tilhørt de sidste. Silvesterdagen bliver følgelig tilbage som den eneste, i Dekretet opførte Dag, der i de norske Retsbøger udelades. Men netop denne savnes ogsaa hos Hatto af Basel og Burchard af Worms, og ligeledes mangler den i Angelsaksernes almindelige Kalender, medens den rigtignok gjenfindes i deres Klosterkalendre. Ifølge det her anførte byder saaledes Indholdet af den norske Festkalender intet Støttepunkt for den Antagelse, at den skulde stamme fra England.[3] Derimod forholder det sig vistnok saa, at Høitidens Udstrækning for Søndagens og de den ligestillede Festers Vedkommende fra den foregaaende Aftens nón til den Festen paafølgende Dags Morgendæmring (Gul. Kap. 16; Eids. I Kap. 12; 11 Kap. 9; Frost. II Kap. 24) er foreskreven ganske paa samme Maade i Eâdgâr II § 55 og Cnút I § 14, medens den kanoniske Ret (c. 1, Dist. III de consecr.; c. 1–2, X de feriis, II 9) lader den vare „a vespera ad vesperam“. Men herved tør dog paa den anden Side heller ikke oversees, at endnu . Pave Alexander III i Modsætning til den nævnte Regel henviser til „diversarum regionum consuetudinem“ som en efter Omstændighederne gjældende Ordning, og det er derfor ikke udelukket, at der ogsaa udenfor England kan være bleven afveget fra hin almindelige Forskrift. Omvendt gjenfindes i alle Lande Forbudet mod Arbeide, Handelssamfærdsel, Retsforhandlinger o. lign. paa Høitidsdage, hvad Hinschius (IV S. 279 ff.) meddeler talrige Vidnesbyrd om. Navnlig vender ogsaa i den tydske Ret den Sætning tilbage, at en Træl, som frivillig overtræder Forbudet, skal lide legemlig Straf, medens den Frie ilægges Pengebøder, en Bestemmelse, der forøvrigt flyder af Sagens egen Natur. Bodens Størrelse og Forbudets hele kasuistiske Redaktion udviser imidlertid i de norske og de engelske Kilder ingensomhelst Overensstemmelse. Endelig er heller ikke med Hensyn til Terminologien den engelske Indflydelse saa gjennemgribende som af Forf. (S. 366–71) antaget. Festdagens Betegnelse som hátið staar oldsaks. hôgetîdi ligesaa nær som angels. heáhtîd. Det særligt i Angels. forekommende freôls, freôlsdæg, er i Oldnorsk ikke paaviseligt, og omvendt synes oldn. helgr, helgidagr at være af indenlandsk Oprindelse, idet det paa det inderligste er sammenvoxet med den hele Retsterminologi. De enkelte Festers Betegnelse som messa, Messe, var ogsaa i Tydskland den gamle, nedarvede. Et Blik i Grimm’s Wörterbuch VI S. 2112, i Schmeller’s Bayer. Wörterbuch I S. 1667–68, samt nu ogsaa i Grotefend I S. 122, vilde have leveret Vidnesbyrd i Overflod, saasom Kriuzesmesse, Kristmess, sant-Johannismisse, Gertrudenmesse, St. Petersmesse o. lign. De endnu brugelige Betegnelser „Kirmes“ og „Mariæ Lichtmess“ staa saaledes ingenlunde isolerede. For vigilia bruges dels messuaptann og messunótt, hvilke ligesaa godt kunne være af tydsk som af engelsk Herkomst, dels vaka. Det sidste minder om angels. wæcce, men kan ogsaa være ægte nordisk, og herfor taler desuden Sprogbrugen saavel paa Island som i norske Dialekter (jfr. Gudbr. Vigfusson h. v.; I Aasen s. v. voka). Af lat. „octava“ er oldn. áttandi dagr, áttidagr, ligesaavel Oversættelse som det angels. se eahtada dæg eller det tydske „der achte Tag“. Jól som Betegnelse for Julefesten svarer vistnok til angels. geôl, men ligesaa vel til den gotiske Kalenders jiuleis, hvorfor det vel tillige, hvad ogsaa Forf. synes at anerkjende, har været hjemmehørende i Norden selv. Derimod turde Juleaftenens Betegnelse som „nóttin helga“ være af tydsk Oprindelse; i ethvert Fald er det angels. Udtryk miðwintres mæssedæg fremmedt for Norden. At endelig Helligtrekongersdag i Norge hed þrettándi dagr, ikke som i England og Tydskland den tolvte Dag, beror kun paa den forskjellige Maade at tælle paa. Navnet páskar er hentet fra det latinske Kirkesprog, hvorfra det ogsaa i Tydskland og England flersteds gik over i Almuesproget. Derimod er den i disse Lande brugelige Betegnelse eâster, „Ostern“, i Norden ikke bleven optagen. Omvendt er den stille Uges Betegnelse som dymbilvika eiendommelig for de nordiske Lande, for Sverige og Danmark ligesaavel som for Norge og Island. Den hviler imidlertid, som Gudbr. Vigfusson og Fritzner have vist, paa samme Grundtanke som den tydske og franske Benævnelse „stille Woche“, „semaine mûette“. Dymbill, der ikke, som Vigfusson mener, er en Fordreielse af det engelske „dumb-bell“, men en Afledning af dumbr, betyder den Trækolbe, hvormed man under disse Dage, der jo skulde være stumme og stille, som Tegn paa Sorg anslog Klokkerne. Af Ugens enkelte Dage skylder – ligesom i Tydsk og Engelsk – palmsunnudagr Kirkelatinen sit Navn. Skíri Þórsdagr er vel at betragte som en Oversættelse af „der weisze Donnerstag“, under hvilken Benævnelse den ellers i Tydsk saakaldte „grüne Donnerstag“ ifølge Grotefend oftere i saksiske og frisiske Diplomer optræder. Den engelske Benævnelse „sheer Thursday“, som i Angels. intet Forbillede har, turde derimod være at føre tilbage til nordisk Paavirkning, ligesom jo ogsaa „Thursday“ selv minder om þórsdagr, ikke om þunresdæg. I ethvert Fald har Ordet ligesaa lidt noget at gjøre med Daaben, som Kahle S. 356 mener, som med den af andre fremholdte „Skjæring“ af Haar og Skjæg. Langafrjádagr, den tydske „Charfreitag“, svarer til angels. langafrigedæg. Dog opgiver Grotefend ogsaa for Tydskland Betegnelsen „Langer Freitag“. For Pintsefesten brugtes i Norden Navnet „hvitasunna“, „hvitasunnudagr“, svarende til det eng. whitesunday. Dog har allerede Forf. rigtig bemærket, at Angelsakserne anvendte det kirkelige Navn pentecosten, og at der kun paa et eneste Sted i et Haandskrift af Annalerne istedet derfor læses „on Hwitan sunnan dæg“ (Earle’s Udg. S. 205). Betegnelsen staar i den bestemteste Modsætning til den tydske Sprogbrug, ifølge hvilken Søndagen Invocavit og senere ogsaa, i Tilslutning til den kirkelige Terminologi, Søndagen efter Paaske benævnedes „weiszer Sonntag“ (dominica in albis). Den synes imidlertid at have udviklet sig selvstændig i Norden selv og først herfra at være kommen over i Engelsk. Paa den ene Side knytter den sig til den gamle, kirkelige Sædvane kun at lade Daaben foretage paa de høieste Festdagen især Paasken og Pintsen, en Sædvane, som dog forsvandt, efterat Barnedaaben var bleven den saagodtsom eneherskende (jfr. Hinschius, IV S. 34–36), men paa den anden Side ogsaa til den Skik at lade de nydøbte under og otte Dage efter Daabshandlingen bære hvide Klæder (jfr. Jon Olafsson, Syntagma de baptismo, S. 96–116). Disse hvítaváðir synes at have gjort et ganske særeget Indtryk paa de hedenske Nordboer, idet de vistnok kun herfra have hentet den hyppigt anvendte Benævnelse „Hvítakristr“ saavelsom maaske ogsaa Navnet „Hvítramannaland“. Det kan derfor heller ikke forundre, at Pintsedagen i Norden kaldtes Hvítasunnudagr, ganske paa samme Maade som i Kirkesproget Betegnelsen „Albe“ eller „Albaria hebdomada“ brugtes om Ugerne efter Paaske og Pintse samt Betegnelserne „Dominica in albis“ eller „post albas“ eller „Alba paschatis“ om Søndagen og „Sabbatum in albis“ eller „infra albas“ om Lørdagen efter Paaske (jfr. Ducange, ed. Henschel, I S. 164; Grotefend I S. 4., 42, 43 og 171). I ethvert Fald betragtedes Pintsefesten i Norden som ganske særdeles velsignelsesrig (Húngrvaka Kap. 2, S. 61–62; Thómass. II Kap. 18, S. 318). Derfor kaldtes Pintseugen ogsaa helga vika. Maaske har man, som af Gudbr. Vigfusson formodet, af Hensyn til det raaere Klima i Norden fortrinsvis henlagt Daabstiden til Pintsen istedetfor til Paasken. Om de saakaldte gangdagar, saavel gangdagr hinn fyrri, litli eller eini, d. e. den 25de April, som de tre senere, der faldt umiddelbart før Himmelfartsdagen, er det fornødne ovenfor bemærket. Forf. oplyser imidlertid meget rigtigt, at den første er taget fra den romerske Kirkepraxis, de sidste derimod fra den frankiske, og at de alle først indførtes i England paa Synoden i Cloveshoe (747). Endelig bærer Himmelfartsdagen snart efter engelsk Skik Navnet helgi þórsdagr eller þórsdagr i gangdögum, snart efter tydsk Skik Navnet uppstigningardagr eller uppstigudagr. Den sidste Betegnelse har dog Forf. med Uret ladet upaaagtet.

Fastedisciplinen omhandles S. 372–90. Dog indskrænkes Fremstillingen til de almindelige, i Loven paabudte Faster, hvorimod Anvendelsen af Faste som et kirkeligt Bods- og Revselsesmiddel lades uomtalt. Denne Begrændsning af Emnet retfærdiggjøres dels derved, at der ikke for den norske Kirke som for den islandske er bleven opbevaret Pønitentialbøger, dels ogsaa ved, at andre Kilder, hvoraf Bodsdisciplinens Haandhævelse i nogen Grad fremgaar, først for en langt senere Tid staar tilraads (jfr. Bang. S. 214–17). Som almindelig paabudt Fastetid kjendte man ligesom andetsteds først og fremst Fredagen, som derfor ved Siden af frjádagr ogsaa kaldtes föstudagr, og dernæst den under Navn af langafasta umiddelbart forud for Paasken gaaende Qvadragesimalfastetid. Om den sidste ytrer Forf. i Tilslutning til min Afhandling „Ueber die norwegisch-isländischen gagnföstur“ (1881), at man, som overhovedet i den occidentalske Kirke, ogsaa i England og Norge lod den begynde snart med Søndagen Invocavit, fra hvilken der var 40 Dage til Paaske, snart med Askeonsdag, hvorfra man til Paaske regnede 40 virkelige Fastedage, naar de mellemkommende Søndage, da der ikke fastedes, blev fratrukne. Dog gik man tillige i enkelte Anvendelser endnu længer tilbage, nemlig til Quinquagesima, Sexagesima eller Septuagesima, hvorved Sexugersfasten altsaa gjordes til en Syv-, Otte- eller Niugersfaste. Af de Terminer, som i Norden særlig lade sig paavise, var den niugentlige Faste kun paabudt for Geistlighed og Klosterfolk, medens den for Lægmænd nærmest blot benyttedes som Bodsmiddel. Ifølge selve Loven derimod gjaldt dens to første Uger kun med Hensyn paa det ægteskabelige Samkvem som en afstængt Tid. Den syvugentlige Faste begyndte med Søndagen før Askeonsdag som „caput jejunii“. Den skulde iagttages af alle og enhver, dog saaledes, at Brud paa Fastepligten i den første Uge var belagt med ringere Bod end.i de følgende. Endelig kaldes den sexugentlige Faste særlig allra manna fasta (Borg. I Kap. 6; II Kap. 2; III Kap. 3). Forf. fremhæver, at 40-Dages Fasten ogsaa i Ecgberts Confessionale Kap. 37, S. 163, betegnes som „ân ofer eall folc“. Det maa imidlertid tilføies, at ogsaa den tydske Kirke kjender en aller manne Fasten og en aller manne Fastnacht i Modsætning til en Herren- eller Pfaffenfassnacht (Grotefend I S. 55–57). Forøvrigt har den norske Fastedisciplin mange Berøringspunkter med den engelske, medens der rigtignok samtidig ogsaa lader sig paapege nærmere Tilknytninger til den tydske og romerske. I ethvert Fald har det af sig selv forstaaelige Udtryk langafasta intet at gjøre med angels. lencten; der vel betegner enhver Qvadragesimalfaste, men især den før Paaske, og som svarer til vort tydske Ord „Lenz“. De to øvrige Qvadragesimalfaster, som andetsteds vare i Brug, nemlig den før Jul og den efter Pintse, komme, ligesom Tilfældet er med de i andre Lande opførte Høstfaster, i Norge kun i Betragtning som anvendbare paa den ægteskabelige Afholdenhed eller i den kirkelige Bodsdisciplin. Hvad dernæst angaar det ligeledes hidhørende Ord gagnföstur, d. e. „Modfaster“, saa betegnedes hermed dels de sidstnævnte Qvadragesimalfaster i deres Egenskab af Forberedelsestider for de paafølgende større Høitider, Julen, St. Hans og Mikkelsmesse, dels de to første Uger af den lange Faste som Forberedelsestid for denne. Betegnelsen selv er ellers intetsteds paaviselig, i England ligesaalidt som i Tydskland.

For det tredie er at nævne Qvatemberfasterne. De for dem brugelige Betegnelser imbrudagr, imbrudagavika, imbruvika, henvise til England, hvor Navnet lyder ymbrendæg, ymbrenwuce. Iagttagne blev Qvatemberfasterne imidlertid ligesaavel i Fastlandets Kirkesamfund som i det engelske. Dog var deres Observants ikke overalt den samme, indtil Pave Urban II i Aaret 1095 underkastede dem en ensartet Anordning. I de ældre norske Retsbøger finder man endnu kun Paabudet om, at der paa imbrudagar skal fastes (Borg. I Kap. 6; II Kap. 2; III Kap. 3) samt en Forskrift for Præsten om særskilt at forkynde dem (Borg. I Kap. 13; III Kap. 20), tildels ledsaget af den Bemærkning, at de vende tilbage fire Gange om Aaret (Eids. I Kap. 10 og 27; II Kap. 23). De Tider, paa hvilke de indtræffe, nævnes derimod ikke. De ældre islandske Retsbøger (Konungsb. Kap. 15, S. 33; Staðarhólsb. Kap. 32, S. 42, osv.) og ligesaa de af de yngre norske Kilder, der indeholde hidhørende Bestemmelser (Nyere Borg. Kr. Kap. 12; Nyere Gul. Kr. Kap. 20; Jons Kr. Kap. 27), følge Pave Urban II’s Forskrifter, saaledes som de ere optagne i c. 4 Dist. LXXVI. Hver Gang blev der fastet i tre Dage (Frost. III Kap. 20; Homilíubók, ed. Wisén, S. 35–36), uden at dog disse Dage i norske Kilder angives. Muligt er det altsaa, at Festdagene vare Onsdag, Fredag og Lørdag, som Ecgbert siger i sine Dialoger; men ligesaa muligt er det, at man bør tænke sig Onsdag, Torsdag og Lørdag ved Siden af den selvfølgelige Fredag Efter Grotefend (ed. 1 S. 32; ed. 2, I S. 160–61) skulde der virkelig fastes fra Onsdag til Lørdag, og ligeledes nævne Fritzner (II S. 206) og Fr. Brandt (II S. 362) som de paagjældende Dage Onsdag, Torsdag og Lørdag.

Til Slutning maa endnu mindes om de Vigiliefaster, som skulde iagttages forud for visse større Høitider, og hvorom allerede ovenfor under Omtalen af Festrækken er handlet. – Overhovedet ansaaes Fasternes Iagttagelse som noget saa væsentligt, at det allerede om Kong Haakon den gode udtrykkelig berettes, at han ikke alene ser feirede Søndagene og fastede paa Fredagene, men ogsaa med stor Iver søgte at indføre Overholdelsen af begge Dage i sit Rige (Heimskr. Haakon d. godes Saga, Kap. 15 og 17). – Forøvrigt faldt selve Fasten i flere forskjellige Grader efter Arten og Mængden af, hvad der kunde nydes. I Regelen gjaldt paa en Fastedag kun Kjødspise som forbudt. Saaledes indskjærper f. Ex. Gul. Kap. 20 for Fredagen blot at „varna við kiotvi“. Fisk og „hvítr matr“ eller lacticinia, d. e. Melk og Æggespiser, ansaaes følgelig forsaavidt for tilladte. Strengere var derimod den saakaldte þurrfasta, under hvilken der alene turde spises þurr matr, d. e. Vegetabilier og Fisk, men ikke Lacticinier (Konungsb. Kap. 17, S. 36; Staðarhólsb. Kap. 35, S. 45 o. fl.; jfr. ogs. Jons Kr. Kap. 25 og 28). Endnu strengere var den Faste, hvorunder man blot turde nyde Vand og Brød; den betegnedes med Ordene vatnfasta og at vatna. Paa visse Dage havde man kun Lov til at nyde et enkelt Maaltid (einmælis, einmælt), paa andre igjen kun to Maaltider (tvímælis, tvímælt). Begge Regler forekom ogsaa i andre Lande. Ligeledes svarede det for nogle Dage givne Paabud-om at faste indtil nón (Frost. II Kap. 31.) til den almenkirkelige Forskrift, at Fasterne skulde vare „a vespera ad vesperam“. Med Hensyn til Straffen gjordes der for de strengere Fastedages Vedkommende Forskjel mellem Nydelsen af Kjød og blot af hvid Mad (Eids. I Kap. 27; II Kap. 23–24; jfr. Jóns Kr. Kap. 28); men ved selve Straffeansættelsen gaa de forskjellige Retsbøger hver sin Vei og indtage baade ligeoverfor engelsk og tydsk Ret en selvstændig Holdning. Hvad endelig de Personer angaar, der vare forpligtede til at faste, gjaldt oprindelig den Sætning, at saadan Pligt paalaa alle friske Folk, som havde fyldt tolv Aar (Eids. I Kap. 27; II Kap. 23; Frost. II Kap. 32, 39, 41; ligesaa Konungsb. Kap. 16, S. 35; Staðarhólsb. Kap. 33, S. 43, osv.). At nævnte Alder stemmer med den, der opgives i en angels. Homilie, tør jeg dog ikke lægge nogen Vægt paa, da der jo heri alene kommer tilsyne en Konsekvents af den almindelige Myndighedsalder, og denne i ældre engelsk og norsk-islandsk Ret tilfældigvis var den samme. Allerede i Frost. II Kap. 39 have andre Haandskrifter istedet indsat den senere norske Myndighedsalder, 15 Aar, og i Biskop Thorlaks Fastepaabud anføres den senere islandske, 16 Aar. I Jóns Kr. Kap. 27 er den romerske Myndighedsalder, 14 Aar, bleven den afgjørende, idet kun enkelte Haandskrifter have beholdt den ældre 12-Aarsalder. Nyere Borg. Kr. Kap. 12, nyere Gul. Kr. Kap. 20 og Biskop Arnes Kr. Kap. 30, S. 186, tale derimod kun om „fulltíða menn“ uden Angivelse af Aldersaar. Omvendt synes den almenkirkelige Bestemmelse, der forpligter til Afholdenhed fra det 7de og til streng Faste fra det 21de Aar af, først at være af meget sildigere Oprindelse.

Meget eiendommelig uddannet er Læren om de forbudne Spiser (S. 390–96); men heller ikke med Hensyn hertil synes Forf. at gaa dybt nok. Hvad der først falder i Øinene, er, at dette Emne i den islandske Ret behandles meget mere indgaaende end i den norske. Saaledes trækkes hist Grændsen mellem de som Fastespise gjældende Fiske og de andre Dyr, hvis Nydelse paa Fastedage er forbudt, paa en særegen Maade, idet Hvaler henregnes til Fiskene, hvorimod Hvalros og Sælhund ikke anerkjendes som Fastespise, og de Hvalarter, der gaa under Navnene hrosshvalr, náhvalr og rauðkembingr, opføres som fuldkommen uspiselige (Konungsb. Kap. 17, S. 36; jfr. Kap. 16, S. 34; Staðarhólsb. Kap. 35 og 32, S. 45 og 43, osv.). Ogsaa Kongespeilet betegner imidlertid de tre sidste Arter samt desuden svínhvalr og andhvalr som aldeles uspiselige (Kap. 12, S. 29 og 30–31) og angiver som Grund, at Kjødet af de to sidstnævnte saavelsom af náhvalr er skadeligt for Menneskene, og at de to andre. Arter ere menneskefiendske og nære sig af Menneskekjød. Desuden stadfæster dette Værk (Kap. 16, S. 41), at Hvalros og Sælhund gik for Kjødspise og ikke som Hvalerne for Fastespise, uagtet de ligesom Fiskene leve i Vandet, og de vel ogsaa betegnedes som Fiske. Forøvrigt tilføies det, at Hvalrossen af Grønlænderne regnes til Hvalerne, medens Værkets Forfatter selv mener at burde henføre den til Sælhundene. Denne Bemærkning viser, at Vanddyrenes Klassifikation, uagtet den foredrages under omtalen af Grønland, sker fra norsk Synspunkt, og ifølge dette var altsaa Klassifikationen i Norge og paa Island den samme. Videre gjaldt paa Island (Konungsb. Kap. 16, S. 34; Staðarhólsb. Kap. 32, S. 43) som tilladt Kjødet af Bjørne, saavel den brune som Isbjørnen, samt af stort Vildt, Hjort eller Rensdyr; desuden Kjød og Æg af Svømmefugle, Høns og Ryper, derimod ikke af Fugle med Rovklør, d. e. Rovfugle som Ørn, Falk, Høg og Ravn, naturligvis fordi disse nære sig af Aadsler. Ligesaa var Kjødet af Heste, Hunde, Katte, Ræve og Klodyr forbudt. Overtrædelse af Forbudet var belagt med Straf af Landsforvisning. At disse Bestemmelser i det mindste delvis stamme fra Norge, fremgaar af, at der nævnes Skovbjørne, Hjorte og Rensdyr; de sidste forekomme nemlig paa Island kun siden deres Indførelse i Slutningen af forrige Aarhundrede, og de første have dersteds aldrig havt Tilhold. Det er derfor i Modsætning hertil paafaldende, at de norske Retsbøger ikke alene mangle den hele Forklaring om Vanddyrene, men at de ogsaa med Hensyn til Landdyrene kun udtale, at man tør æde alle vilde Dyr saavelsom ogsaa alle Fiske og Fugle (Frost. II Kap. 42) eller alle Husdyr undtagen Heste, Hunde og Katte (Borg. I Kap. 5; II Kap. 2), eller endog indskrænke sig til blot at forbyde Hestekjød (Gul. Kap. 20). Allerede heraf lader det sig under Jævnførelse med, hvad der om den islandske Ret anførtes, slutte, at de norske Texter kun foreligge os i forkortet og omarbeidet Skikkelse. Herpaa tyder da ogsaa en Iagttagelse, der af Forf. paapeges. I umiddelbar Tilknytning til Forbudet mod Nydelse af Heste, Hunde og Katte udtaler nemlig Borg.loven, at man i yderste Hungersnød, naar man i fulde syv Dage ikke har smagt Mad, ogsaa har Lov til at spise Hunde og Katte. Hertil føies den Bemærkning: „heldr skal hann hund eta en hundr ete hann“. Denne Yttring gjenfindes i Eids. I Kap. 29, II Kap. 25, hvor den sættes i Forbindelse med de samme Undtagelsesspiser, til hvilke her desuden føies Hestekjød; derimod forudskikker denne Lov intet Forbud mod under almindelige Omstændigheder at nyde deslige Dyr. I Gul. Kap. 20 forekommer Sætningen „heldr skal hann hund eta, en hundr ete hann“ endog i en Sammenhæng, hvor den aldeles ikke hører hjemme. Den fremadskridende Fordærvelse af Texten lader sig saaledes tydelig forfølge. – Men ogsaa Nydelsen af Dyr, som i og for sig gjaldt som tilladte, kunde under visse Omstændigheder være forbudt. Borg. I Kap. 5 (i II Kap. 2 lemlæstet) udtaler først den Regel: „nu skulu menn hvatki eta sveita ne svidda“, og giver dernæst den Definition, at „þat heitir alt svidda, er sva verðr dautt, at eigi gange manns handaverk till“ (jfr. „nu skal þat allt eta ok nyta, er sva verðr dautt, at manns handaverk ganga till“). Den paafølgende Kasuistik viser imidlertid at denne Definition ikke er udtømmende. Bryder nemlig et Kreatur Halsen, medens det staar i Baasen, eller kvæles det sammesteds af Klaven eller Fæstebaandet, findes det dødt i en Brønd, falder det ned fra en Bro, gaar det i en Fælde eller omkommer det paa usikker Is, drukner det under Svømning, slaaes det ihjel af Bjørn, bides det af Hund eller Ulv, eller anfaldes det af Horn eller Hov, saa kan Kjødet benyttes. Styrte Dyrene udfor Fjeld eller dræbes de ved, at Vinden kaster Trær over dem, kan Kjødet spises, hvis der er flydt Blod fra dem, men ikke, hvis de dø, uden at Blodet rinder. Ligeledes er det forbudt at spise Dyr, som ihjelslaaes af Lynild. I Tvivlsmaal skal man indhente Naboernes Raad, og Undtagelse fra Forbudet skal indtræde, naar en Mands eneste Ko bliver sviddauð. Paa samme Maade heder det i Eids. I Kap. 26, II Kap. 22: „Det er alt spiseligt, hvor Værk af Menneskehænder foreligger, hvad Klaven kvæler, eller som falder fra Broen, eller som omkommer med et kantrende Fartøi, eller som ledes ud paa usikker Is, eller som træffes af et faldende Træ, som en Mand skjærer eller lægger Ild i, eller som dør ved, at det staar fast i Bækken eller falder i en Brønd, det er alt spiseligt; alt er tilladt at spise, hvis Dødsaarsag er paa det rene (er syn er bane til); derimod er alt svidda, som Vansindsanfald dræber eller Lynet ihjelslaar, eller som angribes af en pludselig Sygdom; det er ikke spiseligt.“ Atter anderledes lyder Gul. Kap. 31. Stedet begynder med Ordene: „M ... it er oss kviðiat at eta“, og Forf. har (S. 393, Anm. 2, og S. 421) med S. Bugge’s og Kr. Kålund’s Hjælp paa overbevisende Maade fastslaaet, at der skal læses mortit, hvilket svarer til angels. myrten, d. e. morticinum. Som svidda betegnes imidlertid her ethvert Dyr, hvis Dødsaarsag ikke kjendes, hvorimod alle de Dyr gjælde for spiselige, der bides ihjel af Ulve, slaaes af Bjørne, bides af Hunde, drukne i flydende Vand, falde udfor Fjeld eller kvæles af Klaven, dog saaledes, at der forbeholdes en bestemt Behandling af det døde Kreatur eller tildels ogsaa en bestemt Ydelse til Kirken. Endelig heder det ganske I paa samme Maade i Frost. II Kap. 42, at man tør spise, hvad Bjørnen slaar, eller som falder udfor Fjeld; ligeledes naar et Kreatur stanger et andet ihjel, naar det kvæles i Baasen eller omkommer ved at kastreres, naar det bides af Hunde eller Ulve, drukner i Sø eller Ferskvand eller falder i Brønd. Fremdeles har man Lov til at æde Kalve, der have faaet Fodring i tre Dage, saavelsom Dyr, der falde i Myr eller Ur, samt alle de, hvis Dødsaarsag kjendes, forudsat at de ikke ere døde af Sygdom. Ogsaa den ældre islandske Ret har tilsvarende Bestemmelser (Konungsb. Kap. 16, S. 33–34; Staðarhólsb. Kap. 32 og 52, S. 42–43 og 60, osv.), og den kjender ligeledes Ordet svidda. For Spiselige gjælde her ikke alene alle de Husdyr, som slagtes, men ogsaa de, der omkomme paa anden Maade, naar man blot ved, hvorledes det gik for sig (ef maðr veit, hvat verðr), og det ikke er svidda, saaledes altsaa hvad der drukner i Vandet eller dræbes ved Sne- eller Stenskred eller i Storm osv. Ligeledes kunne Kalve spises, naar de ere blevne tre Dage gamle, ja endog tidligere, naar de kun have taget Næring til sig; i sidste Fald skal dog Femtedelen afgives til de fattige, og det samme gjælder alle ikke slagtede Dyr. Forøvrigt tør intet Dyr spises, som bevislig har dræbt et Menneske, og selv et Svin, som har fortæret Heste- eller endnu værre Menneskekjød, har man først Tilladelse til at spise efter længere Tids Forløb. Det antoges nemlig da, at det igjen havde udskilt den forbudte Næring. Ifølge Gul. Kap. 30 skal tillige Kvæg, hvormed der er bleven drevet Bestialitet, druknes og ikke spises. Endelig bestemmer Frost. II Kap. 42 og 43, at den Mad eller Drikke, hvori der er faldt noget urent, først skal nydes, efterat den er bleven bestænket med Vievand og delt med de fattige, hvorhos den, der forsætlig maatte have fremkaldt Forurenselsen, belægges med Straf. Den sidste Bestemmelse gjenfindes atter i den islandske Ret (Konungsb. Kap. 16, S. 35; Staðarhólsb. Kap. 34, S. 44 osv.). Jævnfører man nu disse forskjellige Lovbud med hinanden, er det klart, at de alle pege tilbage paa et fælles Grundlag, der blot i de forskjellige Retsbøger er blevet omarbeidet paa ulige Maade. Det tør maaske formodes, at Kasuistikken, hvori Overensstemmelsen stærkest fremtræder, væsentlig har tilhørt dette Grundlag, medens de uheldige Konstruktionsforsøg først hidrøre fra en senere Tid, enten man nu derved har lagt Hovedvægten paa, om „manns handaverk“ forelaa, eller om „sýnn er bani til“, eller om Blod var flydt. Ligeledes tør det maaske formodes, at hint fælles Grundlag har tilhørt Olaf den helliges Lovgivning. Naar derimod Forf. strax vil henføre vedkommende Bestemmelser til engelske Kilder, saa mangler herfor ethvert Bevis. Af Terminologien lader sig intet slutte. Skjønt nemlig Betegnelsen mortit, der for Gul.loven er bleven gjort sandsynlig, kan være afledet af angels. myrten, saa kan den dog ligesaa godt stamme umiddelbart fra det latinske „morticinum“, og skjønt Betegnelsen af Blodet som sveiti erindrer om angels. swât, har man dog ved Siden heraf oldsaks. og oldfris. swêt samt oldhøit. sweiz. Ogsaa i middel- og nyhøitydsk bruges Udtrykket ligesaa vel om Blod som om „sudor“. Hvad endelig angaar svidda, saa findes dertil hverken i Angels. eller andetsteds nogen Parallel, ligesom Ordet ogsaa i Oldn. hidtil er uopklaret. Heller ikke beviser det af Forf. paaberaabte Indhold af det saakaldte Pønitentiale Theodori II 11 og Pønitentia1e Ecgberti XIII 4, 5 og 10 (hos Schmitz, Die Bussbücher und die Bussdisciplin der Kirche, S. 544–45 og 584–85), jævnførte med Forskrifterne i de norsk-islandske Retsbøger, det allerringeste til Fordel for disse Forskrifters engelske Oprindelse. Først og fremst er nemlig at bemærke, at de to Sæt Kilder ikke ere fuldt ligeartede. De engelske tilhøre alene Kirkens indre Disciplin, hvorfor de ogsaa kun belægge overtrædelsen af sine Bud med Kirkebod. De nordiske tilhøre derimod den verdslige Ret og belægge derfor Anstød mod sine Sætninger med verdslige Straffe. Dertil kommer, at Bestemmelserne indbyrdes ere helt forskjellig affattede. De nordiske Kilders Kasuistik er langt-fyldigere end de engelskes, medens det omvendt kun er disse, der omtale Harer og Bier samt hvad der er „intinctum a familiari bestia“. For det tredie stride de to Kilderækker endog mod hinanden. Nydelsen af Hestekjød f. Ex. erklæres vistnok af Pseudo-Theodor som ikke sædvanlig, men dog ikke som forbudt, medens det i Norden straffedes paa det allerstrengeste som aldeles hedensk. Paa den anden Side tillade de nordiske Kilder udtrykkelig at spise Dyr, som rives ihjel af Rovdyr, medens Pseudo-Theodor ligesaa udtrykkelig forbyder dette. Maaske kan man med Forf. i den sidste Afvigelse se en Nordboerne af klog Eftergivenhed indvilget Formildelse af den strengere, engelske Disciplin; men for den førstanførte strækker en saadan Forklaring ialfald ikke til. Endelig er Ligheden – og dette er selve Hovedsagen – i samme Grad fremherskende mellem de nordiske og Fastlandets Forskrifter, som mellem hine og de engelske, hvad igjen ganske naturlig betinges deraf, at de alle hvile paa den almene Kirkes fælles Disciplin. De jødiske Spiseforbud anerkjendes som bekjendt ogsaa i det nye Testamente i det mindste forsaavidt, at der ogsaa her kræves Afholdelse fra Blod og det kvalte (πνικτοῦ καὶ του ἁιματοσ, ἁιματοσ καὶ πνικτῶν, Apost. Gjern. 15. 20 og 29). Heri finder det sin Forklaring, at hidhørende Bestemmelser have trængt ind i de forskjelligste Kildekredse. Dog ere disse atter i meget og mangt indbyrdes afvigende, idet de dels ere udgaaede fra ulige Forarbeider, dels aabne et vist Spillerum saavel for lokale Sædvaner og Behov som for individuelle Betragtningsmaader. Saaledes indeholde f. Ex. en irsk Canonsamling fra Slutningen af det 7de eller Begyndelsen af det 8de Aarh. flere hidhørende Forskrifter[4], der dog for største Delen ere strengere end de nordiske Retsbøgers, og det samme gjælder en Række andre irske og oldbritiske Bodsordninger, der findes aftrykte hos Wasserschleben, Die Bussordnungen der abendländischen Kirche (1851)[5]. Ogsaa de Bodsbøger, som af Schmitz ere sammenfattede under Betegnelsen den romerske Gruppe, indeholde lignende Bestemmelser[6], og det samme er Tilfældet med hans Bodsbøger af blandet Indhold, altsaa de frankiske Bodsordninger[7]. Derimod behøve vi her ikke at gaa ind paa det indviklede Stridsspørgsmaal, om én bestemt Gruppe af saadanne virkelig, som Schmitz vil, lader sig udskille og henføre til romersk Oprindelse, eller om det ikke heller med Wasserschleben, Dove, Löning o. fl. bør antages, at ogsaa de herhen regnede Bodsbøger ere af engelsk og frankisk Herkomst og kun have faaet det oftere anførte Navn af „Pønitentiale Romanum“, fordi man deri troede at se den occidentalske Kirkes almindelige Ret i Modsætning til de lokale Observantser hos Irer; Skotter, Græker osv. Gyldigheden inden Frankerriget er nemlig for de nævnte Bodsordningers Vedkommende ligesaa sikkert fastslaaet som for hine andres, der bære Beda’s, Theodor’s og Ecgbert’s Navne, og da ogsaa tilsvarende Bestemmelser indeholdes i endnu yngre Værker, der aldeles utvivlsomt ere af frankisk Oprindelse, som f. Ex. den 915 afdøde Regino af Prüm’s Værk „De synodalibus causis et disciplinis ecclesiasticis“ II Kap. 376–78 og 443 (ed. Wasserschleben, S. 358–59 og 388), og den 1025 afdøde Burchard af Worms’s „Corrector“, Kap. 116–19 og 230–31 (hos Wasserschleben, Bussordnungen, S. 654–55 og 677), saa kan der ikke herske nogen Tvivl om, at den tydske Kirke ligesaa godt som den engelske kunde have indvirket paa den nordiske Disciplin i dette Punkt.

Under Omtalen af Almisserne (S. 396–403) er det ikke undgaaet Forf., at den oldn. Betegnelse almusa, ölmusa, ligesaavel kan være hentet fra lat. eleemosyna, som fra angels. ælmesse, ælmysse, jeg tilføier: eller som fra oldsaks. alamôsna, oldfris. ielmisse og oldhøit. alamuosan. Bortseet fra Terminologien blive imidlertid kun Bestemmelserne i Frost. II Kap. 32–33 Gjenstand for hans Behandling. I Kap. 32 foreskrives først, at enhver, der har fyldt tolv Aar, skal faste Aftenerne før Marias Himmelfart og Allehelgensdag paa Brød og Salt „til árs ok friðar ok til heilsu öllum mönnum“. De Fødemidler, som Bønderne og deres Hustruer paa Grund af dette Fastepaabud ikke tør nyde, skulle imidlertid paa selve Festdagen gives til de fattige. Idet Lovstedet derpaa videre fastsætter, naar og hvor Maden skal afleveres, og hvorledes den skal fordeles blandt de fattige, fremgaar det ogsaa, at Forskriften ligesaavel gjaldt den enslige Mand som de egentlige Bønder. I Kap. 33 følger dernæst nogle lignende Bud. Paa Pintsedag og ligesaa paa St. Hansdag skal hver Bonde og Bondekone give „sinn leif ok sufl a“, d. e. en Leiv Brød med Tilbid, den enslige Mand derimod en Penning. Desuden skal hver Bonde ved Mikkelsmesse give en korndeild, en fuld Bonde en skeppa, en einvirki, enten han er Præst eller Lægmand, en halv skeppa og en einleypr maðr en Penning. Denne Ydelse kaldes udtrykkelig Almisse, og da det siges, at enhver enten skal give eller modtage den, er det klart, at den skulde uddeles til de fattige. Endelig tilføies det ogsaa, at den samme Bod, som var foreskreven for at unddrage sig den her omtalte Pligt, ligeledes skulde anvendes, naar man unddrog sig for at udrede Ólafskorn, eller som en variant udtrykker det, „korndeild hins heilaga Olafs konungs“. Det er paatageligt, at det ved alle disse Ydelser gjælder Almisser, som kun efter Gjenstand og Udredselstid vare ordnede paa forskjellig Vis, og som desuden dels stod, dels ikke stod i Forbindelse med en Faste. Angaaende den med Fasten forud for . Allehelgensdag forbundne Gave henviser Forf. med Føie til den Parallel, som den islandske Ret (Konungsb. Kap. 13, S. 31; Staðarhólsb. Kap. 28, S. 39–40, osv.) i saa Henseende byder. Ogsaa forøvrigt kjender denne matgjafir. Navnlig forordner den, at de paa to Qvatemberaftener indsparede Maaltider skulle fordeles blandt de fattige (jfr. min Bog „Island“, S. 292–93). Naar derimod Forf. her atter mener at burde gaa tilbage til engelske Forbilleder og Olaf den helliges Lovgivning, kan jeg ikke følge ham. Den Skik at anvende de under Fasten ubenyttede Næringsmidler i velgjørende Øiemed er, som han selv anerkjender, inden Kirken ældgammel, og der lader sig derfor af dens Forekomst i England intet slutte. Ligesaa lidt behøver, som allerede ovenfor bemærket, Henlæggelsen af Aldersgrændsen for Fastepligten til det tolvte Aar paa nogen Maade at føres tilbage til England. Heller ikke kan en lignende Slutning drages af den Omstændighed, at der ved en enkelt Anledning paabydes at give „leif ok sufl“, hvormeget end i engelske Diplomer „hlâfa oc sufla“ fremtræder som en sædvanlig Ydelse. Ordet sufl var nemlig øiensynlig fællesgermanisk. Graff og Massmann paavise med samme Betydning oldhøit. sufil, sufila, sufili og pîsufilî, og den Forskrift, ikke blot at give tørt Brød, men ogsaa noget paa dette, var i Norge ligesaa naturlig som i England. Det islandske Bud, ikke at give bare Fisk, er udsprungen af den samme Tankegang. Iøvrigt gjør der sig mod at tilbageføre de omtalte Forskrifter til Olaf den helliges Lovgivning og dennes angels. Forbilleder yderligere gjældende de betænkelige Omstændigheder, at de alene forefindes i de alleryngste norske Retsbøger, at de omhandle det saakaldte Ólafskorn, hvorom der dog umulig i Olaf den helliges egne Love kunde være Tale, og at af de sex Fester, som vedkommende Lovsteder opføre – forudsat, at vi med Forf. henlægge Olafskornets Udredsel til en af de to Olafsmesser – hele fem i den Anvendelse, hvorom der her spørges, ere ukjendte for de angels. Kilder. Disse fem ere Marias Himmelfart, Allehelgensdag, Pintsedag, St. Hans og Olafsdagen. Herimod kan ikke komme i Betragtning, at det ved omtalen af Marias Himmelfart heder, at man skal „fasta til árs ok friðar ok til heilsu öllum mönnum“; thi ligesom i Frost. III Kap. 19 Veiudbedringerne ere traadte i Stedet for de tidligere Frigivelser af Trælle som et Gud velbehageligt Værk, kunde ogsaa her Fasterne og Almisserne være blevne satte i Stedet for en eller anden ældre Ydelse og i Sammenhæng hermed de gamle hedenske Velsignelsesord fremdeles være blevne bibeholdte. Tilbage til Sammenligning bliver altsaa kun den ovennævnte korndeild á Mikjálsmessudag eller, som Navnet andetsteds lyder, Mikjálskorn, og denne Udredelse mener Forf. med stor Bestemthed at kunne sætte i Forbindelse med en Forordning, der udstedtes af Kong Æþelred paa en Synode i Haba i et af Aarene 1009 eller 1015 (Æþelr. VII; hos R. Schmid, S. 240–42). Heri har han imidlertid efter min Opfatning fuldkommen Uret. Nævnte Forordning udfærdigedes under stor Krigsnød og havde til Hensigt gjennem alle Slags Løfter at tilkjøbe sig Guds Hjælp mod de nordiske Hærmænd. Blandt andet lovedes for tre forud for Mikkelsmesse gaaende Dage en streng Vandfaste. Som den latinske Text Kap. 2 § 3 og det angels. Tillæg § 1 udtrykkelig bemærke, vare de tre Dage Mandag, Tirsdag og Onsdag før Festen. Allerede heri aabenbarer der sig en Forskjel ligeoverfor Frost.loven; thi i denne er der ikke Tale om nogen tre Dages Faste før Mikkelsmesse. Vistnok regnes den i Kap. 24 til de Fester, som indledes med nónhelgr; men hermed sigtes kun til den simple Vigiliefaste, ikke til nogen tre Dages. Ovenikjøbet viser baade Forordningens hele Indhold og i Særdeleshed Angivelsen af tre bestemte Ugedage som Fastedage, at Æþelreds Bud kun havde til Hensigt at iværksætte en enkelt Gangs Bodsøvelse i et enkelt Aar. Dette maa have været enten 1009 eller 1015, saasom Mikkelsdag netop i begge disse Aar faldt paa en Torsdag Frost.lovens Forskrift gjaldt derimod for alle Aar. Endelig paabyder den engelske Forordning ethvert Familieoverhoved at udrede en hîde-pænig eller denarius de omni caruca og enhver tjenende Mand en pænig eller denarius, hvorhos der tillige er Tale om, at heâfodmen eller thayni skulde erlægge Tiende (Tillægget § 5; den lat. Text Kap. 1 § 2). Den indkomne hîde-pænig skulde deles i tre Dele (Tillægget § 2), hvilket formodentlig vil sige, at den, som Tilfældet var med den engelske Tiende, skulde deles ligt mellem Kirken, Præsten og de fattige Sluttelig bestemmes det ogsaa (den lat. Text Kap. 2 § 2; Tillægget § 4), at den Mad, som indspares ved den tre Dages Faste, skal uddeles blandt de fattige. Men om denne til Fasten svarende Mad ved atter Frost.loven intet, ligesaalidt som om den hîde-pænig eller den Tiende, der af Familieoverhoveder og þegnas skulde udredes, hvad enten man nu ved den sidste vil forstaa en Indkomsttiende eller en Hovedtiende. Derfor svarer heller ikke den Udredsel af en Penning, der ifølge Frost.loven er paalagt enslige Folk, til den angels. hîde-pænig, men tværtimod til Familieoverhovedernes korndeild, hvorom igjen den engelske Forordning paa sin Side ikke ved noget. Som Sammenligningspunkt bliver da kun tilbage, at der i begge Lande ved Mikkelsmesse skulde erlægges en Ydelse, hvis Udbytte i det mindste delvis kom de fattige til gode Men Ydelsen var i Norge staaende, i England derimod kun paatagen for et enkelt Nødsfald, den var i Henseende til sin Gjenstand i de to Lande høist forskjellig anordnet, og den tilfaldt i Norge med sit hele Beløb, i England kun for den mindste Del de fattige Dette synes mig dog at være for lidet for derpaa at bygge en Slutning om en stedfindende historisk Sammenhæng mellem begge Forskrifter, saameget mere som Mikkelsmesse paa vidt forskjellige Steder fastholdtes som en gammel Rentebetalingsdag. Forøvrigt anmærker jeg, at det allerede af Fritzner (under Ordene korn og korndeild, Mikjálskorn og Mikjálstollr, Olafs-fé, -korn, -sáð, -skattr, -skott, -tollr; II S. 331, 696 og 887–88) med Anførsel af talrige Vidnesbyrd er bleven paavist – ligesom det da heller ikke af Forf. lades uomtalt –, at Mikkelskornet i Tidens Løb gik over til at blive en Indtægt for Kannikerne i Throndhjem, og at ogsaa den i Borg.loven nævnte Ólafssáð senere kan være bleven til den i Viken forekommende Olafsskat (Ólafsskattr, Olafstollr). Rigtignok er der paa den anden Side ogsaa en Mulighed for, at Udredsler af ganske anden Art end Olafskornet eller hint sydnorske Ólafssáð oprindelig have baaret St. Olafs Navn. Dette lader sig saaledes exempelvis paavise at have været Tilfældet med den saakaldte „sancti Ólafs skattr“, hvorved der forstodes en Afgift, som ydedes fra Sverige af i Henhold til et der aflagt Løfte.

Endelig omhandles ogsaa (S. 403–4) Begravelsen, dog kun ganske kort og udelukkende med Hensyn paa Terminologien. Om Udtrykket legrstaðr er ovenfor det fornødne blevet bemærket. At der til oldn. gröptr svarer et angels. græf, har Forf. rigtig anført. Derimod har han undladt at omtale, at ogsaa oldsaks. graf allerede forekommer i Heljand. Ligesaa kunne liksöng, náttsöng, kista med samme Ret ansees hentede fra lat. cantus funebris, cantus nocturnus, cista, som fra angels. lîcsang, nihtsang, cyste, og for náttvaka har allerede Forf. selv ved Siden af angels. nihtwæcce henvist til det tydske nachtwacha. Paa samme Maade svarer þró ikke blot til angels. þrûh, men ogsaa, omend ikke ganske i Lyd, til oldhøit. truha, der ligeledes anvendes som Betegnelse for en Ligkiste.

3. Til Slutning kommer ogsaa den dogmatisk-theologiske Sprogbrug under Drøftelse (S. 404–12). Udgangspunktet for en Granskning heraf kan være dobbelt. Enten kan man indskrænke sig til at undersøge det temmelig overfladiske Spørgsmaal, fra hvilken Kant denne Sprogbrug i Norden sandsynligvis er bleven paavirket, eller man kan trænge dybere ned og stille sig til Opgave at besvare det Spørgsmaal, hvorledes Uddannelsen af denne Sprogbrug overhovedet har fundet Sted, i hvilken Udstrækning fremmede Ord ligefrem ere blevne overførte ved Laan eller omvendt Landets eget nedarvede Ordforraad viser sig at være anvendt, samt endelig hvorvidt dette ordforraad maa antages at være bleven udfyldt ved Hjælp af mere eller mindre selvstændige Nydannelser. Aabenbart har Forf. ikke helt klargjort sig disse forskjellige Muligheder, og dette turde igjen delvis hænge sammen med, at han, skjønt beklagende sig over den store Mangel paa Forarbeider, ikke i tilbørlig Grad har benyttet de allerede forhaandenværende. Med det ovenfor gjentagne Gange anførte Skrift af Bernh. Kahle (1890) blev han først bekjendt under Trykningen af sin egen Bog og kunde saaledes ikke deraf for sit Arbeide drage nogen Nytte. Men ogsaa to ældre, i lignende Retning gaaende Værker, nemlig Rud. von Raumer’s „Die Einwirkung des Christenthumes auf die Althochdeutsche Sprache“ (1845) og vedkommende Afsnit af W. Krafft’s „Die Anfänge der christlichen Kirche bei den germanischen Völkern“ (1854), I S. 267–326, ere forblevne uanvendte, uagtet Forf.’s Fremstilling ved deres Hjælp vilde kunne være bleven lagt meget dybere. I Virkeligheden er det, han bringer, af ringe Omfang, og for den af ham antagne, udelukkende engelske Indflydelse paa den ældste norske Kirke er det ikke bevisende. En kort Undersøgelse af hans Paastande er tilstrækkelig til at godtgjøre dette. En udtømmende Drøftelse af Emnet vilde derimod kræve et indgaaende Studium af nordisk, engelsk eg latinsk Homilieliteratur, for hvinet jeg savner de fornødne Forudsætninger.

Betegnelserne for Hedninger og Kristne saavelsom for Hedenskab og Kristendom ere gjennemgaaende de samme hos alle germaniske Stammer og kunne følgelig ligesaagodt være blevne tilførte Nordboerne fra Tydskland som fra England Med Hensyn til den hellige Skrift er det derimod ganske rigtigt, at den regelmæssig betegnes som heilög ritning, hvilket stemmer med angels. hâlig gewrit, men ikke med det tydske Udtryk. Men ligesaa rigtigt er det ogsaa, at ved Siden heraf, omend kun sjeldnere, findes Betegnelsen heilög skript, og at den Omstændighed, at førstanførte Udtryk foretrækkes, simpelt hen lader sig forklare deraf, at skrífa fra først af mere brugtes om Fremstilling ved Billeder end ved Skrift. Naar dernæst det gamle og nye Testamente benævnes hin forno ok hin nýjo lög, saa kan lög her ligesaagodt oversætte oldhøit. ēwa, oldsaks. ēo, som angels. æ̂ eller æ̂v. Betegnelsen guðspjall for Evangelium eller for Guds Ord overhovedet har ogsaa sit modsvarende i oldhøit. gotspel og oldsaks. godspell og kan altsaa være kommen fra Tydskland ligesaa vel som fra England. Om Grundordet senere har givet Foranledning til et større eller mindre Antal Afledninger og Sammensætninger, og om disse have antaget denne eller hin Form, turde i saa Henseende være ligegyldigt. Benævnelsen spámaðr for Prophet, lader sig ligesaalidt aflede fra England som fra Tydskland, men er opstaaet indenlands og har formodentlig allerede i Hedendommen været brugt om dennes Sandsigere. Noget lignende gjælder den anden Halvdel af Sammensætningen sálmaskáld, hvormed Psalmisten betegnedes. Dens første Halvdel var saavel i Norden som i Tydskland og England laant fra Latin. Apostel heder i Oldn. postuli, hvilket staar oldhøit. postul nærmere end det regelmæssigt benyttede angels. apostol og i det mindste ikke fjernere end det sjeldnere forekommende angels. postol. I Oldsaks. formaar jeg ikke at paavise Ordet. En Christi Discipel betegnes i Oldn. som lærisveinn, hvilket vistnok staar angels. leorningcniht nær og ligger fjernt fra oldhøit. iungiro, oldsaks. iungaro. Men det er klart, at der her kun foreligger en Oversættelse af Vulgata’s „discipulus“, og at den i begge Lande kan være bleven udført selvstændigt, saa at man ikke behøver at tænke paa noget Laan. Fra lat. „martyr“ er ogsaa det oldn. pínslarváttr eller píningarváttr oversat ligesom den hellige Stephan’s Betegnelse som frumváttr fra „protomartyr“. For intet af disse Udtryk byder, saavidt jeg ved, hverken England eller Tydskland noget Forbillede. Ganske ubrugbare til derpaa at bygge slutninger af hvilketsomhelst Indhold ere dernæst ogsaa Udtryk som oldn. flóð for Syndflod – ved Siden af angels. flôd staar oldsaks. flôd og oldhøit. fluot – eller oldn. ørk – hvilket ligesom angels. earc og oldhøit. arca eller archa er en ligefrem Gjengivelse af Vulgata’s „archa“ – eller höfuðfaðir og höfuðbiskup – der blot ere Oversættelser af Erkefader og Erkebiskop eller henholdsvis „patriarcha“ og „archiepiscopus“ og saaledes kunde opstaa ligemeget i Norden som i England.

Benævnelserne paa Gud, guð, dróttinn, herra, lade sig ligesaavel sammenstille med tydske som med engelske Ordformer. Imidlertid synes ingen af dem at bero paa Laan. Navnlig hørte guð utvivlsomt allerede hjemme i den nordiske Hedendom. Derimod er det vistnok sikkert, at lávarðr er indført fra England; men dette er – hvad selve Ordformen viser – først skeet sent. Epitheta som hár, heilagr, sannr, mildr, almáttigr, allsvaldandi saavelsom Betegnelsen himnakonungr have, som Forf. selv erkjender, sine Paralleler i Tydsk som i Engelsk. Det samme gjælder imidlertid Betegnelserne þrenning og eining for Guds Treenighed og Enhed, og ikke mindre Betegnelser som guð faðir eller skapari himins ok jarðar. Paa samme Maade forholder det sig med Frelserens Benævnelser. Navnene Jesus og Kristr ere givne i Skriften selv, og med Hensyn til Sammensætningen Hvítakristr er ovenfor det fornødne bemærket. Lausnari svarer i Betydning og Ordlyd ligesaa godt til oldhøit. urlosare som til angels. alŷsend, og græðari i Betydning ligesaa godt til oldsaks. heliand eller oldhøit. heilant som til angels. hælend, samtidig med at dets Ordstamme er lige fjern fra begge. Ligesaa uafgjørende ere Betegnelserne eingetinn, sonr manns eller guðs lamb. De betinges af Skriften og Troeslæren og maa derfor overalt vende tilbage. Om Christi Lidelse bruges Udtrykket píning eller pínsl, der er dannet af lat. „poena“ og gjenfindes foruden i angels. pînung, i oldsaks. pîna og oldhøit. pîne. I Heljand bruges Ordet ogsaa særlig om Korsfæstelsen. Som Betegnelse for Korset gjælder i Norden regelmæssig det af lat. „crux“ dannede kross, medens Angels. herfor har rôd, idet cross først kom i Brug i Middelengelsk. Undertiden forekommer rigtignok ogsaa i Oldn. i samme Betydning róða eller róði; men dette er sjeldent, og Sammensætningen róðukross synes at antyde, at Udtrykket ikke ansaaes for ganske forstaaeligt. Ogsaa Ordet gálgi anvendtes om Korset, ligesom angels. gealga (jfr. S. Bugge, Studien, S. 291–96). Men alle tre Benævnelser, crûci, rôda og galga, findes ogsaa i Heljand benyttede Side om Side, medens i Oldhøit. kun anvendes kruzi og galgo. Vigtigere kunde det synes, at Christi Tornekrone i Oldn. kaldes þyrnihjálmr, da dette minder om angels. se þyrnene helm. Men Udtrykket er ikke et almindelig benyttet. Det er kun paavist paa et eneste Sted, nemlig i den af Unger udgivne „Gammel norsk Homiliebog“, S. 6314, der hviler paa et i Norge omkring Aaret 1200 istandkommet Haandskrift (jfr. Katalog over den Arnam. Haandskriftssaml. II s. 32), og det tør da let være Tilfældet, at Ordet i dette Værk er blevet hentet ud af Ælfrîc’s Homilier, hvor dets Forbillede er at finde. I ethvert Fald have de ældste Optegnelser, den Stockholmske Homiliebog og det gamle Brudstykke af Physiologus, ikke det anførte Udtryk, men derimod þorngiorþ (Larsson, Ordförrådet, I S. 383). De almindelig benyttede Betegnelser ere dels þorngjörð eller þorngerð dels þyrnikóróna, þyrniskóróna, þyrnikrúna eller þornkrúna. Men som man vil se, gjengive eller oversætte disse det latinske eller tydske Udtryk, „corona spinea“, „Dornenkrone“. Fremdeles ere oldn. upprisa og uppstigning som Betegnelser for Opstandelsen og Himmelfarten simple Oversættelser. Allerede Heljand kjender Verberne arîsan for „resurgere“ og ûpstîgan for „ascendere“. Oversættelse er ogsaa den hellige Aands Navn heilagr andi. Da Ordet „Geist“ i det nordiske Sprog, ligesom i det gotiske, mangler, overførtes hverken angels. hâliggâst eller oldsaks. hêlag gêst, hvorimod det tilsvarende nordiske Ord indsattes istedetfor “spiritus“.

Verden heder paa Oldn. veröld eller miðgarðr. Forf. har allerede rigtig bemærket, at begge Udtryk ligesaavel forekomme i Tydsk som i Engelsk, og jeg tilføier kun, at der særligt i Heljand lader sig paavise saavel werold som middilgard. At gaa ind paa Afledninger og Sammensætninger af veröld er til ingen Nytte; de kunne med det samme Behov for Øie overalt have dannet sig selvstændigt, uden at man er nødt til at tænke paa umiddelbare Laan.

Med Hensyn til Betegnelserne for Englerne er det først og fremst forkjært, at Forf. kun sammenstiller oldn. engill og angels. engel med oldhøit. angil og poto. Det bør ikke oversees, paa den ene Side at ogsaa Angels. foruden engel tillige har angel, og paa den anden Side at i Oldhøit. den omlydte Form engil lige fra Slutningen af det 8de Aarh. optræder sammen med den uomlydte og fra Midten af det 9de Aarh. bliver den ene brugelige. Raumer har, S. 378, allerede gjort dette gjældende, og ligeledes findes i Förstemann’s Namenbuch Navne, sammensatte med Engil-, paaviste indtil op i det 8de Aarh. Endvidere maa ikke lades ud af Betragtning, at oldsaks. engil allerede forekommer i Heljand. Sammensætningerne höfuðengill og varðengill ere naturligvis atter blotte Oversættelser af „archangelus“ og „angelus tutelaris“. Det er derfor ligegyldigt, om det første af disse Udtryk lyder „Erzengel“, som i Tydskland, eller heâhengel, som i England, eller höfuðengill, som i Norden. Hvad Djævelen angaar, er det at bemærke, at oldn. djöfull eller, som den ældste Form er, diofoll ikke alene staar Side om Side med angels. deofol, deoful, og oldhøit. diufal, tiufal, men ogsaa med oldsaks. diubhal, diubhul og fris. diovell. I begge Retninger ligger Tilknytningen lige nær, hvorhos den i sidste Instants fører tilbage til Vulgata’s „diabolus“. Udtryk som oldn. andskoti og fjándi, d. e. Fiende, trænge derimod ingen Forklaring; de ere ligefremme Oversættelser.

For Synd haves allerede i Oldn. Ordet synd. Sandsynligvis er det hentet udenfra, men stemmer dog vel heller med oldsaks. sundia end med angels. synn. Ogsaa oldn. sök og skuld svare ligesaa godt til oldsaks. saka og skuld som til angels. sacu og scyld. Sammensætningerne höfuðsynd og höfuðlöstr ere kun Oversættelser af „Hauptsünde“, „Hauptlaster“, d. e. „peccatum capitale“. Endnu mindre fører den blotte Opstilling af tretten hos Ælfric omtalte Hovedsynder ligeoverfor det samme eller maaske noget større Tal i den oldnorske Homiliebog S. 64 til nogetsomhelst. De to Rækker stemme indbyrdes ikke med hinanden, og desuden opregnes der paa andre Steder (S. 47 og 55) i det samme Haandskrift kun otte Hovedsynder, hvilket svarer til Systemet i de angels. Bodsbøger (jfr. Schmitz S. 191–92). I andre Skrifter nævnes endog. blot syv Hovedsynder (Konungssk. Kap. 47, S. 112; Hirðskrá Kap. 28 og oftere), og der tiltrænges følgelig en nærmere Undersøgelse af de kirkelige Kilder for at fastslaa, hvorfra denne eller hin Opregning kan være bleven Norden tilført. – For Tro har det oldn. Sprog Ordet trúa eller trú, hvilket ligger ligesaa fjernt fra angels. geleâfa som fra oldsaks. gilôbo og oldhøit. galauba, gilauba. Her foreligger saaledes i ethvert Fald intet Laan, men en Anvendelse af et indenlandsk Ord, der i Sag, omend ikke i Herkomst, var tilsvarende. Derimod er oldn. leiðrétting saavelsom ogsaa snúing ligesaa umiddelbare Oversættelser af lat. „conversio“, som Tilfældet er med angels. gecirring, gecyrring, gecyrrednes eller med oldhøit. bicherda, hvormed ogsaa stemmer det oldsaks. Verbum bikêron. Længere til Siden ligger Sammensætningen siðbót, hvilken imidlertid heller ikke saa meget betegner Omvendelsen i religiøs Forstand som Forbedringen i sædelig Henseende. – Benævnelserne paa de kristelige Dyder bero selvfølgelig paa Oversættelser, idet man dels benyttede Ord, som allerede forud vare i Brug, dels dannede nye. Paa Laan behøver man ikke at tænke, selv om de anvendte Udtryk optræde i alle eller flere germaniske Sprog, idet nemlig heri ligesaa let den oprindelige Sprogbeslægtethed kan yttre sig. Saaledes kan f. Ex. Benævnelsen góð verk gjenfindes overalt, fordi at „god“ og „Værk“ ere fællesgermaniske Ord. Omvendt gjengives „timor dei“ i Oldn. med ræðsla guðs, i Angels. med godes ege, i Oldhøit. med forhta gotes, ligesom i Gotisk gudfrygtig heder guda-faurhts. Her har altsaa hvert Folk for „timor“ indsat sit eget, vanlige Udtryk. „Humilitas“ oversættes i Oldn. med auðmykt eller litillæti, i Angels. derimod med eadmôdnys, i Oldsaks. med ôdmôdi, i Oldhøit. med odmuoti eller deomuoti, „misericordia“ i Oldn. med miskunn, i Angels. mildheortnys, i Oldsaks. med ginâtha, i Oldhøit. med ginâda eller irbarmherzida. Det oldn. náð synes først meget senere at have dannet sig gjennem Laan fra Tydsk af. „Caritas“ heder i Oldn. ást eller elska. Sidstnævnte Ord er eiendommeligt for Norden, hvorimod det første vistnok sproglig svarer til angels. âst, oldsaks. anst, oldhøit. anst og got. ansts, men bruges i en anden Betydning[8]. „Spes“ gjengives med oldn. ván, angels. vên, oldsaks. wân, oldhøit. wân og got. vens, dog tildels med noget afvigende Bibetydning. For „patientia“ bruges i Oldn. þolinmœði, i Angels. þolmôd eller geþyld, i Oldsaks. githuld, i Oldhøit. gedult, alle dannede af samme Rod, men paa ganske forskjellig Maade. Det samme er Tilfældet med Gjengivelserne af „justitia“, oldn. réttlæti eller réttvisi, angels. rihtvîsnyss, oldsaks. rehtnussi, oldhøit. rehtnissa. Derimod er oldn. reinlifi for „castitas“ en selvstændig Dannelse, der kun fjernt minder om angels. clænnyss og intet har at gjøre med oldhøit. chûski eller det oldsaks. Adverbium cûsco. Naar endelig „veracitas“ i Oldn. oversættes med sannsögli, hvormed lader sig jævnføre det rigtignok anderledes dannede angels. sôdfæstnyss, saa bør det ikke oversees, at i Heljand sôð og wâr, d. e. „verus“, bruges om hinanden, medens derimod i Oldhøit. wâr staar alene.

Hvad sluttelig det andet Liv angaar, gjør Forf. først opmærksom paa, at den i nordiske Kilder oftere optrædende Adskillelse mellem þessi heimr og annarr heimr, þetta ljós og annat ljós (Exempler hos Fritzner I S. 771 og II S. 545) ogsaa har Paralleler i den angels. Literatur. Herved er dog at mærke, at Skjelningen mellem en himmelsk, en jordisk og en underjordisk Verden i det hele taget ikke er de kristelige Anskuelser fremmed, samt paa den anden Side, at ogsaa Hedendommen allerede pleiede at holde ud fra hinanden tre eller endog hele ni Verdener. Desuden hørte Forestillingen om et himmelsk Lys, lux æterna, der kunde modsættes denne Verdens Lys, hjemme i den almindelige kirkelige Sprogbrug og fandt endog Støtte i enkelte Steder af Skriften (jfr. f. Ex. Lucas 16, 8; I Timoth. 6, 16). Ligesaa lidt lader sig noget slutte af Betegnelser som himinríki for Himmelrige, hit eilifa líf for det evige Liv, sæla og fagnaðr for Salighed og de himmelske Glæder, likami ok sál for Legeme og Sjæl. Alt dette er Udtryk, som betingedes af Kirkens Lære og Betragtningsmaade, og som derfor nødvendigvis maatte vende tilbage under væsentlig samme Skikkelse i alle kristne Lande, uden at man vilde være istand til at afgjøre, fra hvilket Land de ere blevne det enkelte Folk tilførte. Ikke engang det oldn. Navn paa den yderste Dag, dómsdagr, behøver netop at hidrøre fra angels. dômesdæg, idet oldhøit. tuomestag og oldsaks. dômtag ligeledes lade sig paavise. Ogsaa det oldn. hel og helviti som Betegnelse for Helvede og Helvedesstraffen gjenfindes ikke alene i angels. hee, helle og hellewîte, men tillige i got. halja, oldhøit. hella og helliwizzi samt oldsaks. hella, hellia og helliwîti.

Af det ovenfor fremstillede sees det, hvorledes der ved Tilveiebringelsen af et særskilt dogmatisk-theologisk Sprog blev gaaet frem. Saavidt muligt hentede man Betegnelserne for de nye kirkelige Begreber og Forestillinger fra Landets eget Sprog og skyede herunder ikke engang at optage Hedendommens religiøse Udtryk i det nye Troessystem, naar de blot ikke i dette forekom altfor anstødelige. Ved Siden heraf søgte man, hvor det ansaaes nødvendigt, og da navnlig hvor det gjaldt abstrakte Begreber, at hjælpe sig ved Nydannelser, idet man enten tyede til Sammensætninger af indenlandske Ord eller til Afledninger af indenlandske Ordstammer i Overensstemmelse med de hjemlige Sproglove. Kun undtagelsesvis besluttede man sig til i mere eller mindre forandret Form at overføre fremmede, især fra det latinske Kirkesprog hentede Ud- tryk. Men ligesom det i sidste Fald var Tilfældet med det umiddelbare Laan, kunde i første Fald Sprogslægtskabet mellem de forskjellige germaniske stammer bevirke, at de af disse anvendte Betegnelser ofte blev hinanden temmelig lige. Paa den anden Side turde dog vel ogsaa de i Omvendelsesværket deltagende Missionærers Sprog og maaske endnu mere Sproget i de Skrifter, hvoraf Greistlighed og Folk øste sin religiøse Kundskab, have fremkaldt en mere overfladisk Benyttelse af Fremmedord. Hvor stærkt det ene eller det andet Moment gjorde sig gjældende, er vanskeligt at udrede. Endnu vanskeligere at afgjøre er det imidlertid, hvorvidt i Tilfælde af Laanoverførelse det latinske Kirkesprog eller de tydske og engelske Forkynderes Sprog har øvet den væsentligste Indflydelse. I sidstnævnte Henseende besværliggjøres Undersøgelsen desuden ved den dobbelte Omstændighed, at den oldsaksiske Dialekt, der dog visselig taltes af de fleste tydske Missionærer i Norden, dels var den angelsaksiske nær beslægtet, dels kun i utilstrækkelig Grad er Efterverdenen bekjendt. Havde Forf. skjænket den større Opmærksomhed istedetfor blot at jævnføre de oldnorske og angelsaksiske ordformer med de høitydske, vilde han vistnok strax have indseet, hvor svagt et Grundlag hans Afledelse af den nordiske Sprogbrug fra den engelske hviler paa.

IV.

Skal nu til Slutning det væsentlige Udbytte af de ovenfor anstillede Drøftelser kortelig sammenfattes, saa bliver det følgende:

De engelske Missionærers Virksomhed i Norge har Forf. skildret med levende Farver. Derimod har han i Modsætning hertil altfor meget ladet træde i Baggrunden de tydske Forkynderes ikke mindre virksomme Arbeide, der rigtignok for det meste kun kjendes af Adam af Bremens sparsomme og nøgterne Angivelser, medens de langt sjeldnere omtales i de livligere berettende islandsk-norske historiske Kilder. I Særdeleshed har han lagt altfor ringe Vægt paa Olaf den helliges meget bestemte Tilslutning til Erkebispestolen i Hamburg, betinget som den var dels af Kongens fiendtlige Stilling ligeoverfor det dansk-engelske Monarki dels af den nordiske Missions, af Kurien iværksatte Indordning under det nævnte Erkebispedømme. Og dog give saavel Magister Adams Meddelelser som de ældre islandske Biskoppers Levnetsbeskrivelse i denne Retning særdeles oplysende Veiledning. Den samme Ensidighed gjør sig gjældende ved Jævnførelsen af den kirkelige Forfatning og Praxis i England og Norge. I det langt overveiende Antal af Tilfælde, hvori Forf. tror at kunne paavise en iøinefaldende Overensstemmelse mellem norsk og engelsk Ordning, har man for sig enten almengjældende Ret og fælles Skik og Brug for hele den vesteuropæiske Kirke, eller ialfald Tilstande, som paa vedkommende Tid ligesaa vel fandtes i Tydskland eller Frankrig som i England og Norge. Forsaavidt derimod virkelige Eiendommeligheder foreligge, ere disse langt hyppigere særskilt norske, end de ere fælles for den norske og den engelske Kirke. Hvad særlig den kirkelige Terminologi angaar, saa har Forf. kun lykkes at opnaa Udseendet af en ganske særdeles nøie Forbindelse mellem Norden og England, ved at han har forsømt at benytte den forhaandenværende Adgang til Jævnførelse med det oldsaksiske og oldfrisiske Sprog, uagtet disse ifølge Sagens Natur her maatte komme langt mere i Betragtning end det oldhøitydske.

Naar jeg altsaa forsaavidt stiller mig polemisk overfor Forf.’s Resultater, har jeg dog ikke dermed til Hensigt at bestride den meget fremragende Andel i Norges Omvendelse, som tilkommer den engelske Mission, eller at benægte enhver Indflydelse fra dens Side paa ordningen af de kirkelige Tilstande i Landet. Min Mening er tværtimod kun at fremhæve, at ogsaa den tydske Kirkes Indflydelse paa den norske i mange Tilfælde lader sig paavise ved Siden af den engelskes, medens det i andre og langt talrigere Tilfælde ikke kan afgjøres, om den ene eller anden bør ansees som given, og dernæst at der i atter andre Tilfælde foreligger Nydannelser af heltigjennem selvstændig Karakter, hvilke dels ere blevne knyttede umiddelbart til Nordens nationale Udvikling, dels skyldes Hensyn til Landets og Folkets særlige Behov. Ligesaa lidt ere mine mange Betænkeligheder ligeoverfor Forf.’s Fremstilling til Hinder for, at jeg uforbeholdent anerkjender hans Arbeides betydelige Fortjenester, samtidig med, at jeg ogsaa indrømmer, at den af mig bekjæmpede Ensidighed i Emnets Behandling paa Sæt og Vis kan siges at være foranlediget ved den ham stillede opgaves Ordlyd. Spørgsmaalet gik alene ud paa at skildre den angelsaksiske Kirkes Indflydelse paa den norske, og Fristelsen til udelukkende at rette Blikket paa det indbyrdes Forhold mellem disse to Kirkesamfund med Tilsidesættelse af Norges Forbindelser med andre Landskirker laa saaledes nær. Desuden var denne Begrændsning af Opgaven i sig selv fuldkommen hensigtssvarende. Ved at indskrænke Undersøgelsesomraadet blev det for Stoffets Bearbeider først muligt at underkaste det en mere indgaaende Granskning, og ved ensidig at rette Blikket paa en enkelt Side af det hele Spørgsmaal blev hans Øie i væsentlig Grad skjærpet for Iagttagelser inden denne snævrere Synsvidde. I Virkeligheden foreligger der nu til Bedømmelsen af Forholdet mellem den engelske og norske Kirke et rigt Materiale samlet og foreløbigt bearbeidet, og i ret mange Henseender er der ogsaa allerede indvundet sikkre Resultater. For senere Forskninger vil Opgaven da blive dels at fuldstændiggjøre og uddybe de hidtil fastslaaede Kjendsgjerninger ved nøiagtigere at skjelne mellem de forskjellige Tiders Foreteelser saavelsom ved at medtage de Emnet vedrørende islandske Kirkeforhold, dels ogsaa tilbørlig at begrændse de vundne Resultaters Betydning ved mere indgaaende at klarlægge de almenherskende Tilstande i den romersk-katholske Kirke, navnlig inden dennes tydske og endnu særligere dens nordtydske Gren. For at bidrage min Skjærv til denne Fortsættelse af Arbeidet paa den nordiske Oldkirkes Historie har jeg nedskrevet ovenstaaende Bemærkninger. Jeg lægger imidlertid Pennen til Side med det oprigtige Ønske paa dette Omraade endnu ret ofte at møde en saa dygtig Medarbeider som A. Taranger.

München den 1ste Juni 1892.

K. Maurer.



PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. De af Oversætteren anvendte Forkortelser ville forstaaes af sig selv; dog hidsættes for de med Emnet mindre bekjendte Læsere, at Frost. staar for Frostathingsloven, Gul. for Gulathingsloven, Borg. for Borgarthingsloven, Eids. for Eidsivathingsloven, Kr. for Kristenret, angels. for angelsaksisk, oldsaks. for oldsaksisk, oldhøit. for oldhøitydsk., oldfris. for oldfrisisk, oldn. for oldnorsk.
  2. Ansættelsen af gangdagr litli hos Thorkelin, Diplom. Arnam. II S. 262 og 265, til den 1ste Mai er allerede berigtiget i Norges g. Love III S. 19 og 23 og hos Munch, IV 2 S. 264, Anm. 2.
  3. Sikkre Resultater ville først kunne erholdes, naar andet Bind af Grotefend’s Værk, som skal bringe Diøcesan- og Ordenskalendre samt Helgenfortegnelse, i sin Helhed foreligger. Andet Binds første Afdeling udkom vistnok under nærværende Afhandlings Trykning, men for sent til med Fordel at kunne benyttes.
  4. Wasserschleben, Die irische Kanonensammlung (1874), LIII Kap. 3; LIV Kap. 1, 6–14.
  5. Pønitentiale Gildæ, Præf. § 13. S. 106; Canones Adomnani, Kap. 1–14, S. 120–22; Kap. 17–20, S. 122–23; Canones Hibernenses, I Kap. 12–20, S. 137–38.
  6. Se saaledes Pønitentiale Valicellanum I Kap.–91, S. 314; Kap. 93–94, S. 317; Kap. 96–98, S. 318–20; Valicell. II Kap. 64–68, S. 380; Kap. 70–71, S. 382; Casinense, Kap. 81–86, S. 415; Romanum, Kap. 44, S. 480 og 488.
  7. Pønitentia1e Cummeani Kap. 1, § 14–32, S. 616–18; Capitula judiciorum, Kap. 23 § 1–3, S. 668–69; Pønitentiale Parisiense, Kap. 77, S. 689; Kap. 79–85, S. 690; Kap. 87–89, S. 690–91; Merseburgense, Kap. 84–86, 119–20, 143, 149–51 (hos Wasserschleben, S. 400, 403, 405 og 406; Bigotianum, Kap. 5, § 4–12 (sammesteds S. 446–47).
  8. Omvendt anvender Angels. for „amor“ og „caritas“ lufu, Oldsaks. minna, minnia og Oldhøit. minna, medens Betydningen af det oldn. minni igjen ligger i en helt anden Retning.