Negeren med de hvite hænder/34

store menneskemasse, han studerte hvert enkelt ansigt, som hans øine stødte paa, selve opvisningerne interesserte ham ikke det ringeste, og piskesmeldene og hestenes vrinsken syntes han at høre langt, langt borte.

Han var i en underlig træt stemning.

Samtidig med at han følte paa sig selv, at han maatte være i nærheten av løsningen, at han bare behøvte at strække haanden ut for at naa den, at han instinktivt anet, hvor den laa, saa maatte han dog indrømme for sig selv, at den kanske naarsomhelst kunde glide fra ham, fordi han savnet det meste, det haandgripelige.

I en av de fjerneste loger opdaget han generalkonsul Berger.

Ved siden av ham sad den unge, smukke fru Jeanette.

XXXIV.
Negeren.

Skoleryttersken Zenita var et av de første nummere efter pausen. Da hun red ind under fanfare fra orkestret, blev hun mottat med en sagte plaskregn av klappenfra logerne og parket. ,Skoleridt er ikke populært i, det høiere rader, og det vældig dundrende publikumsbifald var forbeholdt de andre nummere;

Hun var ung, og hun var smuk. Hun red en glinsende sort hest, et nervøst og fint dyr, som hun endnu ikke helt hadde herredømmet over. Det var tydelig, at hun ikke var høit dreven i kunsten, og at hendes skjønhet mere end hendeskunstridt gjorde hende til endel av publikums erklærede yndling. Hun fik stort bifald, og enkelte blomsterbuketter lagdes ind i manegen. Asbjørn Krag la merke til hendes bevægelser; ikke en eneste gang saa hun hen mot generallkonsulens loge. Hun var vel forberedt paa, hvem som sat der den aften.

Efter skoleryttersken fulgte de sedvanlige cirkusnummere, for det meste klovner, som tumlet sig i de sedvanlige og evig levende vittigheter. Saa kom nogen elefanter, som naar de reiste sig og gik paa to, lignet ældre frøkener, som løftet op for regnveir. Saa kom igjen klovner. Krag kjedet sig mere og mere. Saa kom et luftnummer, det var en ung gymnast i helt sort og med maske for ansigtet, som utførte nogen halsbrækkende akrobatiske øvelser høit oppe under cirkuskuplen. Paa plakaten kaldtes nummeret »Den sorte djæveh. Krag la merke til gymnastens øine, de skinte saa forunderlig, næsten feberglødende i den sorte maske. Hans øvelser var ogsaa livsfarlig vilde. Han høstet vældig bifald, huset rystet av trampen og haandklap. Men saa blev Krag træt av at strække nakken, og saa gik han.

Han tok veien gjennem ryttergangen for at komme hen til utgangen mot Tivolihaven. Bort ved staldene traf han den stedse smilende og livlige direktør, som han kjendte litt, og som han gav sig i snak med. Han spurte ham ut om personalet. Om den og om den. Om skoleryttersken. Hun var kommet for nogen dager siden, Zenita var bare et pseudonym, sa han, hun var i virkeligheten av fin tysk adelsfamilie. Men Krag kjendte disse reklamehistorier fra Cirkus og agtet ikke synderlig paa denne heller. Om hun var ugift. Ja. Hun levet meget ensomt. Hun hadde sin gamle tante med. Hun vilde inden et aar bli en meget berømt skolerytterske, direktøren hadde sin erfaring, han tok aldrig feil.

Mens de stod saadan og snakket, flokkedes en hel del unge piker omkring staldene. Det var balletten, som ventet paa signalet til at strømme ind i manegen. Flere av disse unge piker var vakre, men de hadde allesammen noget kuldskjært og frysende over sig, de var ikke vant til vort haarde klima, og ovenpaa deres tynde kostumer hadde de kastet kaaper eller frakker eller andre varme plag, som de tilfældigvis hadde faat fat i. Pludselig gik der en iling gjennem politimanden: Støttende sig mot et gymnastikapparat stod en ung liten balletdame, som næsten forsvandt i en graagrøn ulster. Den var saa lang, at den slæpte henad jorden.

— Se paa den lille der, sa Krag, hun er meget pen.

— Det er en liten kjøbenhavnerpike, svarte direktøren, hun danser ganske bra ogsaa.

— Men hvad er det for et plag, hun har paa sig, hun forsvinder jo ganske i det.

— Hun fryser, stakkars liten, sa direktøren, men det er jo heller ikke hendes. Han saa nærmere til og fortsatte: Hvad pokker, det er jo Zenitas.

— Skoleryttersken? Jeg trodde, det var en mandfolkulster.

— Slike ulstre, svarte direktøren, brukes inden artistverdenen av baade damer og herrer. De er meget varme, og de er jo litt kuldskjære av sig de smaa.

Krag saa nærmere paa ulsteren. Han tænkte sig om. En graagrøn ulster. Det kunde passe efter længden ogsaa. Og det var skolerytterskens. Generalkonsulens veninde . . . . En graagrøn ulster — Nei, det maatte være et tilfælde . . . Men tanken kom igjen . . . Skulde han da aldrig bli kvit den kombination? Ulsteren, manden med løvemasken, generalkonsulen, mordet . . . Der blev ringt paa balletten, en staldknegt hentet ulsteren, og piken forsvandt med de andre inde i den lysfyldte manege. Krag gik indom Teaterkafeen, hvor han hadde avtalt at spise til aftens med sin ven Stokke. Vennen var i straalende humør over at være blit halvandet hundrede tusen kroner rikere, han bød paa champagne. Men Krag var i daarlig humør hele tiden, ordknap og ubehagelig. Hans hjerne kredset stadig om dette ene, og han kunde ikke taale den tanke, at han hadde tat feil. Han gik tidlig hjem. Nu vilde han avvente, hvad der vilde ske natten efter paa politikemikerens laboratorium, for hvis ogsaa denne plan slog feil, saa vilde han staa paa fuldstændig bar bund. Allerede klokken 12 laa han i seng, men da han slet ikke kunde faa sove, grep han ned i avisbunken og begyndte at læse om mordet. Han hadde slet ikke læst noget om det endnu. Ved at læse avisernes beretning forekom forbrydelsen ham helt fremmed; han maatte smile. Hvor han dog hadde uttænkt det hele ganske anderledes.

Klokken blev over et, og pludselig gik telefonklokkens kimen som en kold splint gjennem hans hode. Krag hadde telefonen like ved sengen, men nummeret var kjendt kun av opdagelsespolitiet, saa Krag forstod, at naar det ringte paa denne tid av natten, saa maatte noget være hændt.

Krag grep hørerøret og gav sig tilkjende. Det var Ryberg, han kjendte straks stemmen.

— Hvor er De henne? spurte han.

— Paa opdagelseskontoret, svarte Ryberg, der er hændt noget merkelig, en mand er slaat overende og plyndret.

— Kalder De det merkelig. Er det generalkonsulen? spurte Krag, grepet av en tanke.

— Nei, svarte Ryberg, det er forvalter Boberg.

— Er han dræpt?

— Nei, men han har en stund været bevisstløs, men nu er han kommet til sig selv igjen og har kunnet avgi en forklaring, men den lyder høist utrolig.

— Har man stjaalet penger fra ham?

— Nei, men man har stjaalet hans tegnebok med nogen papirer i; han hadde ellers ingen andre penger paa sig end nogen sølvmynter, og de er i behold.

— Hvor er han overfaldt?

— I skraaningen ved Grubbegaten. Den patruljerende konstabel blev opmerksom paa, at et menneske laa og stønnet inde paa fortauget, og da han skulde se nærmere efter, saa viste det sig at være en bevisstløs mand. Ved en kollegas hjælp bragtes han til politikamret. Forestil Dem min overraskelse, Krag, jeg har i hele eftermiddag fulgt Bobergs spor, han har vandret hvileløs omkring fra kafé til kafé, men pludselig saa taper jeg sporet ganske klokken halv otte iaften. Jeg kunde absolut ikke finde ham igjen, jeg har jaget omkring som en vild mand og har været ved alle jernbanetog og i hans hjem flere ganger. Endelig gaar jeg herop paa politistationen for at forhøre konstablerne ved vaktskiftet, og mens jeg holder paa med det, saa kommer to politibetjenter bærende ind med ham. Han hadde faat et voldsomt slag i bakhodet.

— Høist merkværdig, sa Krag, hvad fortæller han. Hvor har han været?

— Han har været i cirkus.

— Umulig. Saa maatte jeg ha set ham der. Og videre?

— Ja, videre fortæller han, at han paa hjemveien i den menneskeøde Grubbegate pludselig merket sig forfulgt av en neger.

— En neger?

— Ja, av en høi neger, iført en ulster.

Krags fingre dirret svak omkring telefonen.

— Hvilken farve var det paa ulsteren? spurte han.

— Det kunde han ikke saa nøie avgjøre i mørket, men det forekom ham, at den var graa. Men nu kommer det merkeligste.

— La høre.

— Da negeren styrtet ind paa ham, la han merke til, at negeren hadde hvite hænder. Mere kan han ikke huske, for negeren gav ham et drabelig slag, saa han segnet om.

Krag avbrøt hurtig den talende.

— Jeg kommer, sa han, la ham ikke gaa.

Krag klædte sig paa i stort hastverk efter at ha telefonert til den nærmeste holdeplads efter en automobil. Da han en halv time efter ankom til politistationens opdagervakt, sat hans gamle bekjendt fra aagerkarlens kontor blek og skjælvende i sofahjørnet. j — Naa, De kjender mig igjen, ser jeg, sa Krag, da han opdaget den andens forskrækkede mine. Jeg visste nok, at i vi skulde møtes igjen. Og nu behøver jeg vel ikke at forklare Dem, hvorfor konstablerne hin eftermiddag saa villig stod paa min side.

— Jeg har ingenting gjort, stammet den dræpte aagerkarls medhjælper.

— Det paastaar jeg heller ikke, svarte Krag, vi taler om overfaldet nu. Hadde De ingen penger i tegneboken?

— Ingen.

— Hvad ellers hadde De paa Dem av værdisaker?

— Disse smaamynter i portemonnæen, og saa mit ur. Intet andet end tegneboken er stjaalet.

— Saa er det ikke rov, sa Krag, men De hadde vel papirer i boken?

— Ja, enkelte.

— Kunde disse papirer tænkes at ha værdi for nogen?

— Nei, slet ikke. Papirerne hadde ikke interesse for andre end for mig selv.

— Tænk Dem om en gang til. Skulde der ikke være et eller andet dokument iblandt?

Forvalteren tænkte sig om. Og pludselig bredte en dødelig blekhet sig over hans ansigt.

— Nei, hvisket han.

Men Krag saa, at han løi.

XXXV.
Skrækken.

Asbjørn Krag sa ikke noget til dette. Han bare betragtet taus forvalter Boberg, som sat der angst og usikker paa den haarde lærbetrukne sofa. Krag kunde se paa hans trætte ansigt og hans flakkende øine, at han i de sidste døgn ikke hadde hat det godt. Mon han selv hadde en følelse av, at han var under forfølgning? Ryberg saa spørgende paa sin kollega; — hvad skulde man gjøre med ham?

Krag spurte igjen:

— De er altsaa fuldkommen sikker paa, at der ikke i Deres tegnebok var et eller andet dokument, som kunde ha interesse for en eller anden?

Forvalteren smilte mat.

— Nei, sa han, en fattig mand som jeg har ikke denslags værdifulde dokumenter.

— Det er heller ikke den mulige pengeværdi, jeg tænker paa, sa Krag, men der kan ogsaa være en andenslags værdi i papirer. Det vet De nok. Husker De, da vi sidst traf hinanden. Da gjaldt møtet nogen brevet, som var i Deres vens besiddelse.

— Han var ikke min ven.

— Godt, Deres kollegas da.