Negeren med de hvite hænder/32

— Tror De, at jeg har hat det mindste med denne forbrydelse at gjøre?

Asbjørn Krag svarte ikke straks.

— Jeg mener med selve mordet.

— De har neppe selv tat direkte del i mordet.

— Neppe?

— Ja, jeg sier neppe, fordi De kanske uten selv at vite om det har hat en finger med i spillet. i — Fordi jeg har været implicert i entreprenør. Nicolay Bewers forretninger?

— Ja.

Generalkonsulen trak paa skuldrene.

— Ja, hvad saa? spurte han.

— Saa følger derav, svarte Krag, at De maa si mig den hele sandhet, fordi jeg er overbevist om, at hvad De vet om Bewer og hans forretninger og hans hensigter, vil opklare alle de skjulte punkter ved denne merkelige sak.

— Men om jeg nu ikke vil bidrage til en saadan opklaring, spurte generalkonsulen.

— Naa, saa har det allikevel ikke nogen avgjørende betydning.

— Det gad jeg dog se paa!

— Fordi jeg vil, svarte Krag.

XXXII.
Skyggen.

Generalkonsul Berger lot ikke til at bli det ringeste forbauset over Asbjørn Krags selvsikre tone. Han var ikke engang støtt. Han snodde tankefuldt sin knebelsbart og sa om litt:

— Vi kan umulig komme til enighet, naar vi paa den maate stamper paa hver vor side av elven. Jeg er forretningsmand, og jeg ser handel i alt, hvad jeg foretar mig. De er ikke forretningsmand, men De har forhaabentlig allikevel en viss forstaaelse av, at det nu og da kan ha sine fordele at gaa ind paa et mindelig forlik fremfor detxandet.

— Fremfor »det andet«P spurte Krag, hvad mener De dermed?

— Det er dog ganske klart, hvad jeg mener: Naar to har hver sine interesser at forsvare og ikke kan bli enige og ikke vil opgi sine interesser, saa maa der nødvendigvis bli fortsat strid.

— Ah saaledes, forstaar jeg Dem rigtig, naar jeg mener, at der ligger en trusel i Deres ord?

Generalkonsulen saa op.

— Ja, sa han.

Litt efter nikket han:

— De har forstaat mig ret.

Men der var slet ikke noget truende i hans tonefald. Han talte ganske almindelig, som om han var ifærd med at diskutere en ubetydelig forretning. I sit stille sind beundret Krag denne store og uforstyrrelige ro.

— Men De maa vite, svarte detektiven, at jeg endnu aldrig har tat hensyn til trusler.

— Meget vel. Kjender De mig?

Krag smilte.

— Ja, jeg kjender Dem iallefald saa godt, sa han, at jeg ikke kan la mig skræmme av Deres fremragende stilling i Samfundet eller av Deres anerkjendte forretningstalent, eller av Deres hensynsløshet, den skal være mægtig, har jeg hørt.

— Men jeg har store hjælpemidler til min disposition. De har ikke i denne sak optraadt fuldstændig lojalt. De har skjult meget for politiet, som kunde tjene til opklaring. Jeg engagerer de dygtigste advokater, jeg gaar angrepsvis tilverks. Jeg begynder med Deres bedrageri likeverfor mig, jeg kalder folk til vaaben mot visse hemmelige politimænds utrolige frække indblanden i forretningsmænds dispositioner, jeg sætter himmel og jord i bevægelse, pressen, organisationen, statsmagterne. De har kjæmpet med farlige mænd før, ganske vist, men det har været en anden slags kamp, det har været med vaaben i haand, det har været Deres kamp mot samfundets fiender, men jeg snur det hele om, jeg vil utrope for alverden, at nu er det jeg, som forsvarer fredelige borgere mot skjulte fienders indbrudd. De har beæret mig med at si, at jeg er hensynsløs. De aner endnu ikke, hvor hensynsløs jeg er.

Asbjørn Krag sat og nikket til hver sætning, som om generalkonsulen rigtig talte ut av hans hjerte.

— Vil De saa ha denne kamp? spurte forretningsmanden.

— Hvorfor ikke, sa Krag, den later til at kunne bli ganske interessant.

— Der skal ikke gaa mange dager, før jeg har ødelagt Dem, sa konsulen.

— Virkelig, jeg tror ikke, der gaar nogen dager. For kampen vil være avgjort straks i begyndelsen.

— Hvorledes?

— Jeg lar Dem arrestere som mistænkt for mord.

— Bah. Det gjør De ikke. Jeg kan bevise mit alibi.

— Gjør det.

Konsulen kræmtet ærgerlig, han lænet sig over mot Krag og hvisket:

— For pokker, mand, kan De da ikke forstaa, at det er netop det, jeg saa nødig vil. De maa tro mig paa mit ord, naar jeg siger, at jeg ikke har slaat denne motbydelige fyr ihjel og ikke har det mindste med den ting at bestille.

O

— Det tror jeg ogsaa. Det tror jeg absolut.

Den anden rykket forbauset tilbake.

— Og endda truer De med at ville la mig arrestere.

Krag smilte.

— Ja, fordi De skjuler noget for mig, sa han, hvis De sa den hele sandhet, saa kunde jeg faa vite, hvad jeg nu ikke vet. Men samtidig har jeg saa mange indicier mot Dem, at jeg naar somhelst kan forsvare at la dem arrestere. Vil De høre nogen —

Krag fortalte nu, hvad han hadde faat vite om konsulens deltagelse i regattaklubbens middag, om hans avreise, hjemkomst, om ulsteren og om den kompromitterende time mellem halv fire og halv fem om natten. Konsulens forbauselse var for første gang paatagelig.

— Det er meget, sa han, men De er jo ogsaa opdager. Men jeg kan allikevel bevise mit alibi.

Pludselig reiste han sig.

— Er det Deres hensigt at bringe dette i anvendelse imot mig?

— Det er De, som har villet kampen, svarte Asbjørn Krag undvikende.

— Det vil skade min forretning uhyre.

— De kan jo bevise Deres alibi.

— Men allikevel.

Krag trak paa skulderen.

— Hvad hensynsløshet angaar, sa han, saa tror jeg, at jeg kan maale mig med Dem; De skulde ikke prale av denslags.

Konsulen var taus en stund.

— Meget vel, sa han, jeg skal stille Dem et forslag. Skal vi handle?

Krag bød ham uten videre haanden.

— Gjerne.

— Det er av overordentlig vigtighet for mig, sa konsulen, at mit navn eller min forretning ikke blir blandet op i denne affære. Jeg skal gi Dem en oplysning, som kan være av vigtighet for Dem og Deres ven. Av stor vigtighet. Jeg sælger denne oplysning til Dem. Men jeg forlanger som betaling, at De lar mig ifred. Lover De mig det?

— La mig først høre, hvad De har at fortælle mig, svarte

Krag, og saa vilde jeg rigtignok gjerne vite, hvem De sigter til med »min ven«.

— Jeg sigter til godseier Stokke.

— Ah, jo, det er min ven. Krag hadde slet ikke tænkt paa ham; nu følte han, at han igjen fik forbindelse med en av sakens mystiske punkter.

— Jeg kan fortælle Dem hemmeligheten med gaarden, sa konsulen.

— Kan De det, svarte Krag, saa er handelen avsluttet.

Konsulen skulde til at forklare sig nærmere, da Asbjørn Krags tjener viste sig med et litet kort. Tjeneren gik igjen, der var intet svar og Krag læste paa kortet: »Generalkonsulens bil venter utenfor, og der sitter en dame i den, skjult bak de tykke gardiner. Ryberg.« Han er flink, tænkte detektiven, idet han krammet kortet sammen. Høit sa han henvendt til konsulen:

— Fortsæt.

— Hemmeligheten visste bare to mænd om, sa konsulen, nemlig foruten mig selv ogsaa aagerkarlen. Vi overbød hinanden.

— Dere overbød hinanden, jeg forstaar ikke —

— For at faa gaarden.

— Naa ja, det husker jeg, var der saadan voldsom værdi ved den gaarden?

— Ikke ved selve gaarden, men ved dens marker. En spekulant maa arbeide med mangeislags midler i vore dager. Jeg har ogsaa mine skjulte hjælpere, som De vel har forstaat. Og gjennem disse skjulte hjælpere fik jeg vite, at en stor del av Stokke gaards marker skal eksproprieres for den nye jernbane. Det er absolut sikkert.

— Spioner i departementerne, mumlet Krag.

— Spioner hvor De vil, svarte konsulen, men jeg hadde nu den vishet, og jeg visste, at det gav gaarden en øket værdi av mindst 150,000 kroner. Derfor kunde jeg godt strække mig saa langt som til at by et halvt hundred tusen mere end den var værd. Men uheldigvis kom Maxim til. Han maa ogsaa ha faat vite det. Her har De grunden til min optræden i denne sak, andet og mere er der ikke. Nu kan De gaa til Deres ven og fortælle, at han er 150,000 kroner rikere, end han visste om.

— Det er jo glædelig, sa Krag.

— Agter De saa at skandalisere mig efter dette?

Krag reiste sig.

— Min kjære herre, sa han, De har set for mørkt paa situationen. I virkeligheten har det aldrig været i mine tanker at skandalisere Dem. Jeg er ikke til for at bringe ulykker istand, men for at forebygge ulykker. Den oplysning, De nys har git mig, er av vigtighet for mig. Den sparer mig endel arbeide, fremforalt sparer den mig for at spille mere komedie med Dem. De har hat en mellemmand, ikke sandt, som har git Dem disse værdifulde oplysninger. Og hans navn er —

— Han er en skygge, svarte konsulen.

— Ah, en skygge.

— Ja, en navnløs.

— Saa kan vi kalde ham hr. Navnløs. Hvad skal vi gjøre med ham?

— Hvis De finder ham, sa konsulen smilende, saa kan De gjøre med ham, hvad De vil.

— Men alt dette, bernerket Krag, bringer mig jo ikke den ringeste klarhet over selve hovedtingen: Hvem er aagerkarlens morder? Det er ogsaa en navnløs. Kan det være den samme?

Konsulen blev pludselig alvorlig og tankefuld.

— Skyggen, mumlet han, du store Gud, det er jo umulig.

— Har De aldrig tænkt over, spurte Krag, hvordan aagerkarlen hadde faat de samme oplysninger som Dem?

— Jeg tænkte, at ogsaa han hadde sine forbindelser. De vet, i alle byer findes denslags folk, som lytter ved dørene, som er godvenner med vaktmestre, som bringer papirer til og fra. Han hadde vel ogsaa en saadan.

— Godt, sa Krag, De har git mig en ide, nu gjælder det at finde skyggen, den navnløse.

— Det overlater jeg til Dem.

— Og saa alibiet?

Konsulen gjorde sig færdig til at gaa.

— Det kan jeg selvfølgelig ikke fortælle Dem. Det var jo netop derfor, jeg ikke vilde bli blandet op i denne sak.

Asbjørn Krag lo.

— Ler De virkelig?

— Ja. Hvis jeg gjætter rigtig, vil De saa si ja? spurte

Krag. Konsulen saa sig om.

— Her er ingen, som hører os, sa Krag.

— ujæt, sa konsulen.

— Alibiet, sa Krag, det sitter nede i automobilen.

Generalkonsulen hadde en sort dokumentmappe under armen, og denne mappe faldt pludselig med et brak i gulvet. ==XXXIII.
Cirkus.==

Asbjørn Krag var pludselig høfligheten og elskværdigheten selv. Han bøiet sig ned og gav generalkonsulen tilbake den mappe, som han hadde tapt.

— Endelig, sa Krag, endelig lykkedes det mig at bringe Dem ut av fatning.

Konsulens øine skinnet merkelig bak brilleglassene.

— Denne gang er jeg ikke alene forbauset, sa han, jeg er fortryllet.

Krag la haanden paa hans skulder.

— Og hvorlangt tror de saa De vilde være kommet ved at sætte himmel og jord i bevægelse?

— Aa, hvad, det var dog bare en trusel.

— Da ber jeg Dem lægge den samme betydning i min trusel, som jeg nu lægger i Deres.

— Tak.

Generalkonsulen grep i dørhaandtaket.

— Men De glemmer avtalen, sa Krag, De skulde jo svare ja, om jeg gjættet rigtig.

— Jeg siger nei, absolut nei. De har gjættet galt.

— I betragtning av, at alibiet er en dame, svarte Krag smilende, saa erklærer jeg mig tilfreds. Paa gjensyn.

— Jeg vil gjerne hilse paa Dem igjen, sa generalkonsulen forbindtlig, men først efterat denne sak er forbi. Jeg har planlagt en forretningsreise til London.

— Naar reiser De?

— Om etpar dager.

— Godt. Det skal jeg huske paa. Det kan jo være, vi fandt den navnløse, og formodentlig har han mere bruk for et alibi end De.