Negeren med de hvite hænder/30

det besynderligste. Nu kommer egentlig det, hvorfor jeg har søkt Dem.

Krag hævet igjen haanden advarende iveiret.

— Jeg vet, hvad der kommer, sa han, forbryderen hadde efterlatt sig noget.

— Ja, ja, nikket hun ivrig. O i det samme famlet hun frem nogen papirer.

— Et hemmelighetsfuldt tegn, maaske, spurte Krag, nogen gaatefulde kryds paa et stykke papir, en blodplettet

— Nei, nei, intet av dette. Nede ved vinduet fandt jeg knivdisse papirer. Det er aldeles tydelig, at forbryderen ikke har efterglemt dem med vilje. Han har mistet dem, i det samme han klatret ut av vinduet.

Fru Jeanette rakte ham papirene.

Neppe hadde Krag kastet et blik paa dem, før han reiste sig heftig.

Det var lille Gibsons falske veksler.

XXX.
Hvorfor knælte han.

Fru Jeanette saa, at Asbjørn Krag var blit sterkt bevæget ved at se disse papirer mellem sine fingre.

— Hvad er det, ropte hun, synlig forskrækket over, at en eller anden ulykke skulde være indtruffet.

Men Krag hadde i et øieblik ganske glemt hendes tilstedeværelse, saa optat var han blit av papirerne. Han talte dem, et, to, tre, fem, jo ganske rigtig, de var der alle fem. Han sa det ogsaa halvhøit.

— De er der alle fem, mumlet han.

— Hvad, saa kjender De jo papirerne.

— Ja, frue, jeg kjender dem. Jeg har ikke set dem tidligere, men jeg ville ha git meget for, at de tidligere skulde ha været i min besiddelse. Det ville ha forhindret megen ulykke.

— Jeg forstaar mig ikke paa slike papirer. Er det ikke veksler?

— Jo, det er veksler. V

— Jeg har set litt paa dem. Der staar et kjendt navn under hvert av dem, godseier Gibson, den rike Gibson, er det ikke ham?

— De har fuldkommen ret, frue. Men det kan neppe ha været ham, som har avlagt det mystiske besøk i Deres mands leilighet inat. Men De har ogsaa læst et andet navn paa vekslerne, ikke sandt?

— Jo, svarte hun med en gysen, Nicolay Bewers.

— Rigtig, det er hos ham, vekslerne har været diskontert.

— Saa har kanske forbryderen stjaalet dem hos ham. Saa er han kanske en forbryder allikevel.

— Kanske, svarte Krag. Kjære frue, hvad sa saa Deres mand til dette mystiske indbrud.

— Han sa slet ingen ting. For han ved ikke noget om det.

— Ah, virkelig.

— Da jeg fandt papirerne der, forklarte fruen, saa blev jeg saa bange ved at se hans navn, hans mener jeg, ikke godseierens, jeg trodde, at den djævel igjen ville være paafærde, og saa utslettet jeg alle spor efter indbruddet. Min mand har skrevet ved skrivebordet idagmorges; han har ogsaa talt de penger, han har liggende der, og da han intet har nævnt, forutsætter jeg, at han heller ikke har savnet noget.

— Høist rimeligt.

— Og nu er jeg altsaa kommet for at spørge Dem: Er der noget paafærde, kan jeg frygte noget nyt angrep fra det forfærdelige menneske eller nogen av hans haandlangere. Er han virkelig død, eller hvorledes hænger det sammen?

— De har intet mere at frygte, svarte Asbjørn Krag, Nicolay Bewer er død og hans haandlangere magtesløse. Al hans forfærdelige magt blir begravet med ham. V

— Jeg aander lettet, svarte hun; men kan De saa forklare mig, hvad den mystiske forbryder vilde i min mands arbeidsværelse inat.

— Det kan jeg slet ikke forklare Dem, svarte Krag alvorlig, for det ved jeg ikke endnu. Men siden ingen skade er sket, saa behøver De jo ikke at være bange.

— Det er jeg heller ikke længer nu, da jeg har talt med Dem.

Hun reiste sig.

— Og papirerne? spurte hun.

Asbjørn Krag pekte paa kaminen.

— Husker De, sa han.

Hun nikket.

Krag veiet papirerne.

— Slike papirer brænder godt, sa han.

Hun gav ham haanden.

— Og naar de er brændt, svarte hun, saa glemmer man dem, baade papirerne og det navn, som stod paa dem.

— Ja, sa Krag alvorlig, saa glemmer man baade det ene og det andet navn, frue — eller ogsaa husker man dem begge to.

Hun saa paa ham.

— De er en klok mand, sa hun, og De er en god mand. Hvor De maa være farlig, naar De vil. Han hjalp hende tøiet paa og fulgte hende ut i entreen; utenfor ventet en lukket automobil, som førte hende bort.

Klokken var nu blit et, og Krag skulde netop hen i telefonen for at ringe til opdagelseschefen, da entreklokken paany kimte. Det var Ryberg, som kom.

Krag fik ret i sin spaadom dagen i forveien. Ryberg bragte melding om, at agronom Boberg i al hast var tat ind til byen igjen. Han hadde kjørt like til sit værelse i Deichmansgaten og sagt, at han skulde reise med utenlandstoget klokken 6. Krag spurte, om agronomen hadde nogen anelse om, at man fulgte ham i hælene, og Ryberg forklarte, at det trodde han ikke. Men for sikkerhets skyld hadde han latt en anden av de yngre betjente passe paa ham, mens han gik op til Krag for at avgi melding og erholde nye instruktioner.

— Har De ellers været ute av døren idag? spurte Ryberg.

— Slet ikke, svarte Krag.

— Og saaledes ikke opnaadd noget?

— Jo, jeg har opnaadd meget.

— Hvad da?

— Jeg ved hvem morderen er.

Ryberg sperret øinene op.

— Eller rettere sagt, forklarte Krag, jeg tror med bestemthet at vite, hvem han er.

— Og dette har De opnaadd ved at holde Dem inden fire vægge?

— Ikke ganske. Jeg har opnaadd det ved at tale med en dame.

— Ah, er der ogsaa en dame med i spillet.

— Nei, svarte Krag, men allikevel forekommer det mig, at jeg har faat løsningen saa let, at det hele klaffer saa altfor godt sammen, at der allikevel er en liten tvil i min sjel.

ll — Negeren med de hvite hænder.

— Lad mig høre, sa Ryberg.

— De husker generalkonsul Berger?

— Ja, han, som vi blev enige om, kunde være morderen.

— Men som vi ogsaa blev enige om ikke kunde være morderen.

— Krag gik ivrig frem og tilbake paa gulvet.

— Lad os nu se, fortsatte han, hvorledes generalkonsulen tar sig ut efter dette regnestykke. Danserinden Fiorella, som saa morderen, men ikke kjendte ham, fortæller, at han var en middelshøi mand iført en lang, gulbrun ulster.

— Det kunde jo passe paa generalkonsulen.

— Hold fast paa den. Mordet blev begaat klokken fire eller rettere sagt klokken 3,50, ti minutter før fire. Klokken tre forlader generalkonsulen en middag i Grand hotel og kjører alene bort.

— Iført en gulbrun ulster, utbryder Ryberg ivrig.

— Nei, svarte Krag, iført en sort pels.

— Au, der knækker leddet.

— Ja, men kun for et øieblik. Generalkonsulen kjører bort i sin egen vogn. Denne vogn kjører hjem uten generalkonsulen klokken halv fire. Generalkonsulen er gaat av underveis med det paaskud, at han vil spasere en tur — hvad han forresten pleier.

— Død og plage. Nu glider det igjen.

— Klokken halv fem, en halv time efter mordet kommer generalkonsulen hjem. Han er da iført en gulbrun ulster. Indrøm, Ryberg, at det ser underligt ut.

— Høist paafaldende.

— Men regnestykket er ikke færdig hermed. Nu kommer det mest interessante. Klokken 12 inat begaar en mystisk mandsperson indbrud i generalkonsulens private arbeidsværelse i hans villa. Generalkonsulens frue blir tilfældigvis vidne til indbruddet, men uten at forbryderen aner det. Den mystiske forbryder stjæler ingenting, en stor pengesum ligger urørt, men han gjennemroder generalkonsulens skuffer, det er tydeligt, at han leder efter noget, kanske et dokument, og det er sandsynligt, at han ikke finder, hvad han søker. Men henne ved vinduet finder saa fruen en liten pakke dokumenter, som hun fuldt og fast tror, at forbryderen har tapt. Det er denne lille pakke her. Det er nogen falske veksler, som var i den myrdedes besiddelse umiddelbart før mordet.

— Ved De det med vishet? spurte Ryberg bevæget.

— Absolut sikkert.

— Hvad slutter De saa?

— Hvad andet kan man slutte derav, hvis man gaar ut fra, at generalkonsulen er morderen, end at han har hat disse papirer liggende i sit skrivebord, og at den mystiske tyv har rodet dem ned paa gulvet.

— Men isaafald, sa Ryberg forfærdet, isaafald er han jo morderen; du store Gud —

— Han flygter gjennem vinduet.

— Hvad synes De saa om regnestykket? spurte Krag.

— Jeg synes, det stemmer paa alle punkter.

— Javist, javist. Men netop det, at det stemmer saa forbandet, gjør mig mistænksom.

Krag var en stund taus. Saa sa han.

— Nei, Ryberg, nei, kjære ven, det stemmer allikevel ikke. Man lader ikke saadanne papirer ligge i et skrivebord.

Og hvad skulde generalkonsulen netop med disse papirer og ikke med de andre. Jeg tror allikevel, fortsatte Krag, at vi maa se litt nærmere paa den nye mand.

— Hvilken?

— Den mystiske indbrudstyv, som knælte i haven.

Det er slike papirer, man straks brænder.

— Knælte han i haven?

— Ja, han knælte i haven og strakte hænderne bønfaldende mot himlen. De skal se, Ryberg, at her ligger hele sakens kjerne: Hvorfor knælte han — Hvad er det? De sidste ord var rettet til Krags tjener, som nu kom ind med et visitkort. Paa kortet stod der:

C. P. Berger, generalkonsul.

XXXI.
Besøket.

De to politimænd saa paa hinanden.

— Livet er dog allikevel merkværdig fuldt av tilfældigheter, sa Ryberg; nu staar vi her og taler om denne mand og vi er begge enige om, at alt samler sig om at utpeke ham som morderen. — Og saa kommer dette kort ind. Krag gav besked til tjeneren om at den besøkende skulde føres ind i arbeidsværelset. Detektiven selv stillet sig saadan frem, at generalkonsul Berger straks ved sin indtræden maatte faa øie paa ham.

— Vent litt, hvisket Krag, saa skal De faa se et forbauset ansigt.

— Hvorfor? Mener De, at generalkonsulen vil bli forbauset ved at se Dem?

— Ja.

— De har maaske ikke truffet ham tidligere?

— Jo. En gang. Men tal ikke saa høit, advarte Krag, han kunde ellers høre os. Han er allerede i entreen.

— Naa har De set ham?