Negeren med de hvite hænder/27

XXVII.
Pels.

Efter danserindens besynderlige ord indtraadte lang taushet. De kom endog overraskende paa Asbjørn Krag; han blev sittende i flere minutter og stirret tankefuldt frem for sig.

— Forstaar jeg Dem ret, spurte han endelig. De siger, at den mand, som reiste sig henne ved bokreolen og vendte sig mot Dem, han hadde intet menneskeansigt?

— Det er rigtig, hvad jeg siger, svarte Fiorella, idet hun gyste, manden hadde intet menneskeansigt.

— Og dog var det et menneske? spurte Krag.

— Og dog var det et menneske. Hans skikkelse var en mands, hans klær var en mands, hans hænder var en mands. Men hans ansigt —

Fiorella fuldførte ikke sætningen; det var likesom hun manglet ord for at kunne beskrive det merkværdige syn.

— Saa De længe paa dette ansigt? spurte Krag.

— Ikke meget længe, svarte Fiorella, han kom meget langsomt gaaende mot mig og jeg veg forfærdet tilbake saadan som man viker tilside, naar man tror at se et spøkelse. Da han kom helt hen mot mig, virket han saa frygtelig paa Hvad der mere hændte kan jeg ikke huske; det første jeg saa, da jeg kom til bevissthet, var Deres ansigt. mig, at jeg faldt besvimet om.

Men jeg formoder, at han rolig har gaat forbi mig og har latt mig ligge der. Jeg kunde jo ikke være farlig for ham.

— Jeg kan ikke glemme dette ansigt De har set, sa Krag, kan De beskrive det.

— Det var et dyrs ansigt, svarte danserinden, en jaguars eller leopards. Haaret fra hodet faldt nedover halsen, øinene var store og vilde.

— Øinene laa maaske dypt inde i hodet? spurte Krag.

— Nei, nei, svarte Fiorella, saa vilde jeg med engang ha forstaat, at det var en maske. Men ogsaa øinene var et dyrs, en stor kats eller en tigers. Jeg vet ikke; men jeg husker endnu deres glans, som skiftet i det grønne. Det var kanske det frygtelige blik i disse øine, som fik mig til at falde om.

Krag smilte, et merkelig fjernt smil, som røbet, at hans tanker var langt borte.

— Det er en merkelig fortælling den De der kommer med, mumlet han.

— De tror mig kanske ikke? spurte danserinden ængstelig.

Krag var taus en stund. Saa svarte han, halvt likegyldig, halvt aandsfraværende:

— Jo, naturligvis tror jeg Dem, — hvis De hadde fortalt mig en mindre fantastisk historie, saa kanske jeg hadde været i tvil, men nu tror jeg Dem. Kan De huske nogenlunde nøiagtig, hvordan dette menneske med dyreansigtet ellers saa ut?

— Haarene i ansigtet var rødlige, begyndte danserinden, mere husker jeg ikke —

— Og jeg interesserer mig slet ikke for, hvordan hans maske saa ut, svarte Krag, hvordan var ulsteren?

— Gulbrun og lang, den rak ham til anklerne. Da han vendte sig mot mig, saa jeg at den ikke var igjenknappet.

— Ah, sa la De vel merke til klærne indenfor?

— Det var sorte selskapsklær, forklarte danserinden, jeg husker, at jeg saa en diamantnaal i hans skjortebryst.

Manden kom altsaa fra selskap; det kan stemme, mumlet Krag.

— Kan det stemme? spurte lille Gibson overrasket, han hadde hele tiden i fuldkommen taushet hørt paa sin venindes fortælling.

— Ja, med tiden, mente jeg, svarte Krag utaalmodig, klokken var jo henved fire; han er kommet fra selskap.

— Han var av middelshøi vekst, fortsatte danserinden, kanske var han litt førlig; men det tør jeg ikke saa sikkert avgjøre; andet husker jeg ikke om ham.

— Vil De saa si mig, spurte Krag, hvorfor De ikke fortalte mig dette straks?

Danserinden saa forundret paa ham.

— Behøver jeg at fortælle Dem alt? spurte hun — for saa maatte jeg jo ha oplyst Dem om alt det øvrige, — at jeg var gift med ham, som laa død derinde, at jeg hadde spillet denne ynkelige rolle mot min elskede. Jeg undres, om der kan være tilgivelse for mig.

Krag reiste sig.

— Det er ikke mig, som skal tilgi Dem, sa han kort. Hvor længe blir De i byen?

— Jeg blir her, svarte hun, saa længe De ønsker det. Foreløpig er der ingen uten mig, som skal ha at vite, hvad der er sket.

— Jeg skal huske paa det.

— Godt, De skal faa høre nærmere fra mig.

Men hvis jeg nu blir indkaldt som vidne?

— Jeg skal sørge for, at De ikke blir indkaldt. Asbjørn Krag tok sit tøi paa. Han skulde netop forlate leiligheten, da hans øine faldt paa en avis, som laa henslængt paa et bord ved døren. Grepet av en tanke aapnet han avisen.

— Venter De at finde noget der? spurte Gibson.

— Det er en morgenavis, bemerket Krag, optat av at gj ennemløpe spalterne.

— Javel, og der staar ikke noget om mordet.

— Jeg søker heller ikke noget om mordet, svarte detektiven.

Hans øine hadde fundet frem til en liten artikel midt paa anden side, og han læste den med stor interesse. Gibson stod bak hans ryg.

— Er De medlem av regattaklubben? spurte Gibson.

— Nei, svarte Krag — det var netop en artikel om regattaklubben, han læste — men denne notisen interesserer mig allikevel. Jeg ser, at klubben har hat generalforsamling igaar.

— Ja, i rococosalen i Grand. Efterpaa har der været middag.

— Er De medlem av den klubben?

— Ja, svarte Gibson.

— Har De været paa nogen av generalforsamlingerne?

— Ja, paa flere.

— Pleier der bestandig at være fest efterpaa?

— Som oftest.

— Hvor længe varer disse selskapeligheter?

— Aa, til ved tre-tiden om natten. Nogen av deltagerne gaar hjem tidligere, men klokken halv fire er det ialfald slut.

Asbjørn Krag la avisen sammen.

— Det er godt, sa han, farvel.

Han var tilsynelatende saa sterkt optat av sine funderinger, at han ikke la merke til de to andres omsorgsfulde hilsen.

Gibson lyste ham nedover trapperne. Da Krag kom ned paa gaten tok han straks veien til

Grand hotel. Nattevakten slap ham ind. Det var stilt og lukket i hotellet.

— Væk direktøren, sa Krag.

Nattevakten s a a paa ham, kjendte ham igjen og forsvandt opover trapperne.

Nogen minutter efter kom direktøren nedover med elevatoren.

— Jeg hadde endnu ikke lagt mig, sa han, jeg sat optat med regnskaperne. De kommer sent.

— Jeg kommer sent, svarte Krag med en mine som om det var ham knusende likegyldig, hvor sent han kom.

Direktøren førte ham ind i et av sideværelserne.

— De hadde selskap i nat, sa Krag.

— Ja, en generalforsamlingsmiddag.

— Hvor mange gjester var der?

— En sytti-otti.

— La mig høre, hvilke —

Direktøren smilte.

— Jeg kan ikke huske dem allesammen, sa han.

— Saa nævn nogen navne!

Direktøren begyndte at regne op.

— Doktor den, grosserer den, konsul dit, —

— Var generalkonsul Berger der.

— Ja, det er sandt, utbrøt direktøren, han ogsaa.

— Naar gik han?

— Klokken halv fire.

— Bestemt?

— Jeg tror det ganske bestemt, for han var blandt de sidste. Han kjørte bort i sin egen vogn, som stod utenfor og ventet paa ham.

— Alene?

— Ja, alene.

— Hvorledes var han klædt?

— Gala, selvfølgelig.

10 — Negeren med de hvite hænder.

— Ulster?

— Nei, pels.

Asbjørn Krag sænket øienlaakene halvt igjen.

— Pels, mumlet han, det er godt. Undskyld, at jeg kaldte paa Dem. Farvel, hr. direktør.

— Godnat, svarte direktøren, idet han lukket ham ut.

Paa gaten blev Krag staaende en stund og tænkte sig om. En enlig nattevandrer, som gled forbi, kunde høre ham staa og mumle for sig selv:

— Altsaa pels, hm, altsaa pels.

Saa kapret han en automobil og kjørte hjem.

Allerede ute paa gaten saa han, at der brændte lys i hans arbeidsværelse.

Det kunde bety, at enten sat nogen og ventet paa ham, eller ogsaa laa der breve eller telegramer til ham.

Han gik op og laaste sig ind. Han tænkte, at muligens sat Ryberg derinde. Men værelset var tomt.

Derimot laa der to brever paa hans skrivebord.

De var bragt ved bud, han kunde se det, fordi de manglet frimerker.

Skriften utenpaa det ene brev var en dames. Skriften utenpaa det andet en steil og kraftig mandfolkskrift.

Men det eiendommelige var, at begge konvolutterne var var nøiagtig like, blaa, tykke og aristokratiske.

Krag aapnet det første brev, som var skrevet av en dame.

Han læste det igennem og blev forundret. Men endnu mere forundret blev han da han læste det andet.

Det ene brev var fra fru Jeanette, kunstnerinden.

Det andet fra hendes mand generalkonsul Berger.

Og det fremgik tydelig av indholdet, at de begge hadde skrevet til Asbjørn Krag uavhængig av hverandre.

XXVIII.
To breve.

Asbjørn Krag læste brevene endnu en gang igjennem og rystet uforstaaende paa hodet. Det første brev lød saaledes:

»Hr. Asbjørn Krag. Jeg har telefonert efter Dem

flere ganger idag, men jeg har ikke kunnet træffe dem. Der er hændt noget underlig, som har gjort mig meget urolig, og jeg maa absolut tale med Dem. Jeg kommer imorgen formiddag, kl. 11.

Deres

J. B.”

Det andet brev lød saaledes:

«Min herre!

I anledning en paafaldende merkelig hendelse tillater jeg mig at søke Deres bistand imorgen klokken halv et.

Ærbødigst

G. Berger,

generalkonsul».

Detektiven maatte uvilkaarlig smile, da han hadde læst disse to brever fra mand og hustru. De var skrevet paa samme slags brevpapir, paa generalkonsulens private papir. Men Krag gjettet paa, at det ene brev var skrevet fra hjemmet og det andet fra kontoret; — det var forskjellig slags blæk.

Saa blev han pludselig alvorlig.

— Paa denne maate, tænkte han, vender vi altsaa tilbake til vort utgangspunkt. Jeg visste nok, at det ikke var rigtig at kaste bort som saken uvedkommende nogen av de mennesker, som engang var blit flettet ind i dens net.