Negeren med de hvite hænder/18

XVIII.
Den nye gaate.

Aagerkarlen var blit skutt gjennem hjertet. Asbjørn Krag kunde se merket av kulen i hans stivede skjortebryst. Nede paa gulvet ved hans venstre side laa revolveren. Krag gik langsomt ind i værelset, nærmet sig den døde og la haanden paa hans pande.

Døden maatte være indtraadt for nogen faa minutter siden. Over den dødes ansigt laa der utbredt ro. Det var, som om døden var kommet pludselig; han hadde ikke set den ind i øinene, han hadde ikke anet den komme.

Krag gik hen til den anden side av bordet, stillet sig op med hænderne paa ryggen og betragtet den dræpte.

Krag hadde oplevet mange overraskelser i sit liv, han var hærdet; men han kunde allikevel ikke undlate at føle sig bevæget over pludselig at staa overfor denne døde.

— Han var heldig, mumlet detektiven, døden var barmhjertig. Han skulde være hængt.

Saa gik han tilbake igjen til værelset ved siden av, hvor danserinden fremdeles laa besvimet paa gulvet. Han famlet sig fremdeles langs væggene, indtil han fandt den elektriske knap, som han dreiet paa, saa værelset blev oplyst. Han saa nu, at han befandt sig i en forøvrigt tarvelig møblert salon. Han aapnet døren ind til det næste værelse. Det var ganske tomt for møbler, men vinduerne var dækket av gardiner. Bedrageri, mumlet detektiven, — det skulde bare se ut, som om leiligheten var møblert. I virkeligheten var den det ikke.

Saa gik han ut i korridoren og fortsatte ut til kjøkkentrappen. Entredøren stod aapen.

Han lyttet nedgjennem trappen, men hørte intet.

Saa gik han tilbake igjen til værelset med den døde. Aagerkarlen sad saa forunderlig rolig der i stolen ved skrivebordet. Det var likesom han ventet paa ham.

Krag hadde under sin vandring omkring i værelserne ikke flyttet paa en eneste gjenstand. Nu tok han et nøie overblik over tilstanden i værelset. Stemplet ind i sin hukommelse, hvorledes den døde sad, og hvorledes danserinden da laa. Saa tok han sit ur op av lommen og konstaterte, at klokken var nøiagtig 4.15. Aagerkarlen var blit skutt omkring kl. 4, muligens nogen faa minutter tidligere.

Situationen i værelset overbeviste detektiven om, at leiligheten efter mordet var blit plyndret.

Her var altsaa foregaat et mord med efterfølgende røveri.

Først paa dette tidspunkt gik Krag ind i det tilstødende værelse og løftet den besvimede danserinde op paa en chaiselongue, som stod ved den ene væg. Hun stønnet svakt. Hun var ved at komme til sig selv. Krag bekymret sig foreløpig ikke mer om hende, men lot hende ligge paa chaiselonguen.

Det var endnu ikke faldt ham ind at fundere over, hvem morderen kunde være. Foreløpig var han altfor optat med at redegjøre for den øieblikkelige situation. Men en flygtig tanke gled dog gjennem hans hjerne: Hvis skuddet hadde vækket nogen, og nogen av husets folk nu kom ilende, saa ville han bli mistænkt for at være morderen, fordi han saa umotivert befandt sig alene her i den dræptes værelse. Det var endnu aldrig hændt ham, at han var kommet saa hurtig til et sted, hvor en stor forbrydelse var blit begaat.

Han tegnet paa sin blocknote følgende rids av situationen:

Han sløifet alle de møbler, som ikke paa en eller anden maate hadde forbindelse med selve forbrydelsen, og noterte kun skrivebordet og to stoler ved dette bord. Danserindens plads, da han fandt hende, antegnet han med et kryds.

Fra korridoren førte en dør ind til mordværelset. Denne , dør var lukket, men ikke stængt i laas. Likeoverfor denne dør var skrivebordet, et stort massivt skrivebord, dækket med grøn bai. Ved bordet, nærmest døren, stod en læderbetrukket armstol. Den var tom. Paa den anden side av bordet stod en lignende stol. I den sad den døde. Utover skrivebordet laa nogen papirer iuorden. Skrivebordets skuffer var trukket ut og indholdet spredt utover. Flere papirer laa paa gulvet.

Krag undersøkte først de papirer, som laa paa gulvet; det var breve, tyske og engelske forretningsbreve. Krag saa paa dem og la dem saa tilbake paa gulvet igjen, nøiagtig i samme stilling, som han fandt dem.

Men paa gulvet ved den tomme stol fandt han en gjenstand, som satte hans tanker i en bestemt retning, og straks avsløret for ham hvorledes mordet maatte være foregaat.

Den gjenstand, han fandt, var et hvitt silkelommetørklæ. Lommetørklædet var merket med et indsydd G. Det var svakt parfumert. Krag bredte lommetørklædet ut og opdaget, at det hadde to huller, hvert hul var saa stort som en tiøre. Han la lommetørklæde op i lommen. Inde i forstod han, hvordan forbrydelsen var foregaat.

Morderen hadde siddet likeoverfor aagerkarlen ved skrivebordet og talt med ham. Uttrykket i den dræptes ansigt tydet ikke paa, at samtalen hadde været av nogen ophidsende natur. Men den anden hadde siddet der med den bestemte plan om at dræpe aagerkarlen.

Saa, paa et vist punkt av samtalen, hadde han trukket sit lommetørklæde op av lommen. Ind i dette lommetørklæde hadde han skjult revolveren, og saa hadde han skudt aagerkarlen ned med et eneste skud tversover bordet.

Efterpaa hadde han saa plyndret hans gjemmer.

Nu var Krag kommet saa langt som til at kunne bestemme, hvorledes mordet var foregaat. Han arbeidet paa den maate. Ordnet alt lagvis, som i et arkiv. Først nu dukket det spørsmaal op hos ham:

Hvem kan da morderen være?

Og dette spørsmaal efterfulgtes av andre:

Hvorfor har den fremmede dræpt ham?

Hvad talte de to om?

Hvorfor dukker pludselig danserinden, Lille Gibsons elskerinde, op her?

Hvad har bevirket hendes bevisstløshet?

Asbjørn Krag stanset op en stund og tænkte efter. Han maatte indrømme for sig selv, at han foreløpig savnet ethvert holdepunkt. Han ante ikke, hvem forbryderen kunde være.

Det kunde ikke være Gibson. Det kunde ikke være skuespillerinden.

Men danserinden?

Krag gik hen i døren og saa nærmere paa hende. Hun laa fremdeles urørlig paa chaiselonguen, men hun aandet mere regelmæssig. Sandsynligvis var hun nærved at komme til sig selv.

Hun hadde sit ydertøi paa.

Krag erindret, at han hadde fundet yderdøren aapen. Han husket ogsaa skridtene, som han hadde hørt fjerne sig utad kjøkkentrappen, idetsamme han selv trængte ind gjennem entreen.

Det kunde ikke være nogen anden end morderen, som gik. Hvad var foregaat?

Krag sammenlignet igjen klokkesletterne. Og saa fastslog han følgende punkter:

Først var aagerkarlen kommet hjem fra sit møte med Lille Gibson.

Han hadde ikke gaat tilsengs, fordi han ventet besøk.

Den, som han ventet, hadde været morderen.

Morderen var først kommet.

Derefter hadde danserinden kommet. Hvorfor og i hvilken hensigt?

Var det for at redde, Gibson?

Eller var hun aagerkarlens sammensvorne?

Hun var kommet ind i leiligheten, hadde set den dræpte, muligens ogsaa morderen og hadde faldt besvimet om.

Derefter var saa han selv, Krag, kommet.

Saavidt han nu kunde se, hadde ikke mordet nogen forbindelse hverken med Gibson, med skuespillerinden eller med Stokke med generalkonsul Berger.

En ny og forfærdelig hemmelighet var kommet til.