Negeren med de hvite hænder/12

Gibson skulde avgjøre regningen, stak han i hemmelighet nogen penger til sin ven og bad denne betale. Saaledes saa det ut, som om det var kontoristen, som spenderte paa levemanden. Og kontoristen fandt sig i dette. Kanske var han ansat som hans »ven« paa de betingelser.

Saa vendte lille Gibson sig for at gaa. Han var i det øieblik oprømt, rødmende, glad, men hans ansigt skiftet hurtig og forfærdelig uttryk.

Det var, da han fik øie paa Nicolay Bewer.

Han blev dødblek med et og grep krampagtig omkring stolarmen, likesom han var bange for at falde omkuld.

XII.
Champagne først . . .

Den unge mand blev derefter staaende og stirre paa Bewer, stum av forfærdelse. Hans pludselige bleghet var saa forfærdelig, at selv Krag studset. Nu visste han, at der var alvorlige ting paafærde.

Og nu saa han igjen, at Maxim smilte, — et av disse smil, som synes at røbe baade triumferende ondskap og skadefryd. Krags kollega saa ned paa scenen, som om hele optrinnet ikke vedkom ham, Krag bladet i programmet. Tilsyneladende hadde altsaa ikke de to mænds møte vakt den ringeste opmerksomhet. Lille Gibson gik ind i mørket, ved garderoben, hvor hans blekhet ikke kunde ses. Maxim fulgte efter ham. Krag anstrengte sig til det yderste for at lukke sine øren for alle lyde utenfor, saa han kunde opfange, hvad de to talte om. De talte dæmpet, men samtidig ophidset, sammen, det vil si, Maxims stemme var mere rolig end den unge mands, som syntes hæs og skjælvende.

Det var ikke mulig for Asbjørn Krag at følge samtalen, men enkelte ytringer opfanget han dog.

Lille Gibson bebreidet den anden, at han fulgte efter ham; hvad Maxim svarte paa det, kunde ikke Krag høre, men av den unge mands svar forstod han, hvad der var blit sagt. — Lille Gibson sa:

— Jeg har ikke kunnet. Jeg har absolut ikke kunnet.

Så talte de end mere dæmpet sammen, og Krag opfattet bare sætningen: »Drive mig til det yderste«. Ytringen kom fra grosserersønnen. Litt efter lo Maxim, en haard og hjerteløs latter, og saa skiltes de, idet lille Gibson sa:

— Godt, om halvanden time. Det er en avtale.

— Præcis! ropte Maxim efter ham.

— Præcis! svarte Gibson og gik. Kontoristen fulgte ham som en tro hund, han hadde sikkerlig ikke opfattet stort av det hele.

Opdageren saa pludselig paa Asbjørn Krag.

— Færdig? spurte han.

Krag nikket.

— Ja, her har vi ikke mere at gjøre.

Men de blev allikevel sittende, indtil Nicolay Bewer og hans ledsager hadde faat tøiet paa. Maxim sørget for at fjerne sig i skyggen, altimens han kastet granskende blikke over til logen paa den anden side, hvor godseier Stokke sat. Han var fremdeles meget bange for at skulle bli iagttat av denne.

Saasnart Maxim var gaat, reiste ogsaa Asbjørn Krag sig.

Da de kom utenfor paa gaten saa de, at en automobil ventet. Krag kastet et blik ind gjennem vinduet i bilen. Derinde sat Gibson, blek og nervøs, alt i et banket han sig med sin stok under haken; han følte sig synlig ilde berørt av Asbjørn Krags øiekast.

Litt efter kom et brus av skjørter ut gjennem porten. Bildøren blev slaat op, og en glad latter lød. Det var Fiorella, som kom.

Krag hørte, at chaufføren fik besked om at kjøre til Continental. Nu var klokken halv tolv, vel det. Altsaa klokken et skulde de to mænd møtes. Det stemte med lukningstiden i Teaterkafeens anden etage. Først en glad soupé og derefter en alvorlig forhandling: saadan var der mening i tilværelsen.

Asbjørn Krag tok sin kollega under armen og spaserte med ham henover den mørke, folkeopfyldte gate.

— Jeg beklager atter, sa han, at det ikke blev os, som kom til at soupere med den skjønne. Men maaske vi træffer hende en aften senere. Jeg tror ikke, stykket er færdig med denne akt.

— Hvor gaar vi hen? spurte opdageren.

— Begripeligvis til Teaterkafeen, svarte Krag. De er vel sulten?

— Ikke saa sulten, som jeg er nysgjerrig, sa opdageren. Jeg maa tilstaa, at jeg skjønner ikke meget av dette.

Krag gik taus ved hans side en stund. Saa sa han pludselig:

— Jeg føler mig ikke vel tilmode. Jeg gaar her med en viss uhyggefornemmelse.

— Over hvad? spurte detektiven forundret, jeg synes dog virkelig, at alt ser temmelig lystig ut. En smuk dame, champagne, lystighet . . . .

— Ja, ikke sandt, sa Krag, fremdeles meget alvorlig, saadan er det i alle tragedier.

De fik et bord i Teaterkafeen like ved indgangen til separatværelserne. Krag saa ikke noget til Lille Gibson og hans vakre ledsagerske, men det hadde han heller ikke ventet. De sat naturligvis i kabinetterne.

Efter at ha bestilt mat og vin hadde han en liten privat samtale med en av kafeens funktionærer. Og fra nu av og eftersom maaltidet skred frem, fik han av denne funktionær regelmæssige, hviskende meddelelser.

— Champagnen flyter derinde, sa han til sin kollega, det er som paa den ytterste dag.

Opdageren var pludselig blit grepet av en ide.

— Kan De forstaa, spurte han, hvor fyren faar penger til al denne flothet fra? Han tjener da ved Gud ikke saa meget. Og hans onkel —

— Hans onkel er meget rik, svarte Krag.

— Meget vel, men selv om han er baade rik og elskværdig, saa er han dog ikke samvittighetsløs.

— Hvad mener De?

— Jeg mener, at det vilde være intet mindre end samvittighetsløst av en ældre mand at utstyre en ung, tankeløs fyr med penger for et saadant liv.

— Onkelen aner sikkert intet. Og desuten kan en mand som unge Gibson, med de utsigter, han har, leve længe paa gjæld.

Krag fik paa dette tidspunkt en ny melding fra funktionæren. Detektiven blev forbauset.

— Allerede, mumlet han halvt for sig selv, det hadde jeg ikke ventet.

Han la servietten fra sig paa bordet og henvendt til sin kollega fortsatte han:

— Kjære ven, jeg tror ikke, jeg kommer til at benytte Dem mere iaften. Jeg maa gaa videre paa sporet alene.

— Godt.

— Men De kan gjøre mig en tjeneste, hvis det falder sig saadan for Dem. Vil De lægge merke til, om min ven godseier Stokke kommer hjem før klokken 1.

— Det skal jeg. Saa kan jeg likesaagodt bli sittende.

Krag nikket til sin kollega og forlot hurtig spisesalen.

Ute i vestibulen skyndte han sig at iføre sig tøiet og ilte nedover trapperne. Fra Stortingsgaten svingte han ind i Klingenberggaten; han drog pelskraven opover ørene, for at ingen skulde se hans ansigt. Utenfor hotellets port stod en stor bil, og Lille Gibson var netop ifærd med at aapne døren for danserinden. De hadde gaat ned bakveien for ikke at vække opsigt ved at gaa gjennem den store spisesal.

Krag tænkte, at den unge mand vilde følge med i bilen, og han belaget sig allerede paa at kapre en anden og fortsætte forfølgelsen; men idet han langsomt dreier forbi, hører han, at Gibson tager avsked med danserinden, han er litt vinør, og hans stemme høres ophidset ut. Litt efter kjører danserinden alene bort i bilen. Den unge mand blir staaende en stund og se efter den til den forsvinder omkring hjørnet; saa vender han omkring.

Han gjennemroter først sine lommer, finder Cigarretter og fyrstikker og tænder. Derefter ser han paa sit ur, knapper frakken igjen og gaar hurtig nedover Klingenberggaten, forbi cirkusbygningen og dukker ind i de sorte krumme gater nede i Vika.

Det kunde se noget underligt ut, at han paa denne tid hadde erende i disse skumle gater; men Krag visste, at han bodde i Søgaten og maatte gjennem her for at komme til sit hjem.

XIII.
Tigeren ventes.

Asbjørn Krag fulgte trolig efter Lille Gibson, men skjønt der ikke var andre folk i gaterne, og skjønt han tydelig