Nattetanker
Naar Nattens Fred vil sløre
mit sorgindviede Blik,
da synes jeg at høre
Dandsemusik.
Da kan jeg dog ei slumre;
thi Mindets Lyst og Kval
bringer mig til den lumre
klangfyldte Sal.
Hvor Livet, rigt udfoldet,
sin Glædeskalk mig bød,
og hvor jeg førte i Skjoldet
Rosernes Glød.
Da seer jeg atter tindre
et Blik, der ømt og vist
kastede i mit Indre
Længselens Gnist.
Jeg seer min Sjels Gudinde
med det vingede Fjed,
og føler min Taare rinde,
og bæver derved.
Jeg hører hende hviske
i Dandsens Larm og Iil,
jeg seer det rosenfriske
smeltende Smiil.
Da kan ei Natten sløre
mit sorgindviede Blik;
da synes jeg at høre
Dandsemusik.
Fjernt bag mig ligger Glæden
som en blaalig-farvet Kyst;
jeg har annammet isteden
Vemodens Lyst.
Den maler, hvor jeg mødes
med Vaarens Alfehær,
en høstlig Aftenrødes
dæmpede Skjær.
Hvor Glædens Kilder spille
i den klangfyldte Sal,
indfletter den en stille
Sørgechoral.
Ved Nat, naar Nuet tier,
dybt maner mig dens Kald,
da aabner den og indvier
Mindernes Hal.
Den dvæler der og bringer
sin bittersøde Drik,
mens i mit Indre klinger
Dandsemusik.