Nationalforskeren P. A. Munch/19
To aar efter (1850) forelaa den bebudede ordbok fra Aasens haand. Vi kan tænke os den begeistrede spænding Munch var betat av, da han første gang aapnet den. Men vi ser ogsaa skuffelsen rynke hans brede pande, da han opdaget at her var hans vidunderlige drøm om norrønatungens foryngelse gjort til skamme.
I sørgmodige ord, vistnok formulerte i ærbødige talemaater om «den talentfulde og utrættelige forsker» o. l., bebreider han utgiveren at han nu hadde svigtet kravet paa den strengt nationale skrivemaate som han jo selv indrømmet vilde skape «en fuldkommen og usvækket sprogform der vilde forholde sig til dialekterne saaledes som det svenske og danske skriftsprog forholder sig til den svenske og danske dagligtale». Av ængstelse for ikke at bli forstaaelig nok for bonden, som kun kjendte den gjængse danske og ikke den gamle norske bokstavering, hadde Ivar Aasen valgt at klæ sin gjengivelse av folkesproget i — dansk bokstavdragt. Munch pukket haardnakket paa «den rette oldnorske retskrivning» og skrev:
«Og dette maa — det paastaar vi — nødvendigvis til for at føre vort nationalsprog tilbake til dets rette standpunkt. Man maa begynde hvor man slap for 500 aar siden: der hører vort nationalsprog hjemme; man maa aldeles avkaste den danske klædning, der hænger om vort sprog som en stiv, latterlig konfirmationskjole om den raske bondegut, og iføre det den egte, ældgamle nationale dragt der kan fremhæve dets muskler og vise det i al sin ynde og kraftige symmetri. Dette klinger noget radikalt, men det maa til for at utrette noget klækkelig; halve forholdsregler vil ikke kunne løse opgaven» Og han peker paa det nygræske sprogs rette utvikling siden det for en mandsalder tilbake i tiden kastet sin uetymologiske, italieniserede dragt og atter iførte sig den klassiske gammelgræsks statelige klædning.
Arme Munch — denne bitre skuffelse at Ivar Aasen svigtet fanen just som han skulde ført nationalitetens sak frem til seir, blev ham et haardt slag. Den uegte lodning holdt, de to halvringer lot sig ikke sveise sammen.
Og saa kom Knud Knudsen. Samtidig med Aasens ordbok proklamerte denne maalrealist en
Ovenpaa den dype skuffelse kom bakslaget. Den radikale romantiker fra 48 var i 53 blit ræd for den aand han selv hadde mant frem. Nu lyder det: «Og for at hele folket skulde kunne opnaa det maal sprogreformatorerne opstiller, nemlig et virkelig fælles norsk skriftsprog, der begyndte hvor vi slap i det 15. aarhundrede, maatte hele nationen ha levet sig tilbake paa det 15. aarhundredes kulturtrin, eller maatte i det mindste ha steget ned til det samme kulturtrin paa hvilket almuen i vore mest avsides bygder befinder sig. Uten de behørige omgivelser vilde sproget ei kunne trives. Det norske sprog hr. K. gradvis vil ha gjennemført, vilde sykne hen i betrukne værelser, mellem mahogni-møbler, paa gulvtepper, med inden- og utenlandske aviser, vel fyldte bokhylder, under larmen av dampskibe, jernbaner og fabrikker. Det trænger til bjelkevæggen, peisen og røkstuen, kort alle det primitive folkelivs attributer. Det vilde befinde sig allerbedst i de gamle haller, med straabestrødd jordgulv og ljore, med ildstedet langsefter gulvet, øl— og mjødbollerne ved døren, drikkehornene paa bordet, overhode under det middelalderske liv og den middelalderske raahet … Man taler et forældet sprog fordi man befinder sig paa et forældet kulturtrin; men man bringes ogsaa umerkelig hen paa dette kulturtrin ved at leve sig ind i det forældede sprogs idékreds og tankegang.»
Man kunde fristes til alt gjette at Munch i sin friske norrøna-begeistrings dage virkelig hadde forsøkt at forfatte i det «nationalsprog» som han frydet sig over at finde rekonstruert i Aasens grammatik — han skrev jo svensk, tysk, engelsk og fransk med lethet, og har bevislig moret sig med at sætte op «originale» dokumenter paa oldnorsk. Om han virkelig har indlatt sig paa et slikt forsøk, kan det ialfald vel tænkes at han orde erfaringer svarende til den skildring som ovenfor er gjengit. Og saa har romantikerens norrøna-drøm efter opvaakningen omsat sig i den nøkterne trøst som har lagt ham følgende sætning i pennen: «Om jeg anlægger en antikvitetssamling, er det dog ei min hensigt at gaa i felten med de gamle sverd, smykke mig med de gamle hauger, skyte vildt med de gamle buer o. s. v.; like saa litt som det er min hensigt at bruke oldnorsk i daglig tale fordi jeg gransker det og fryder mig ved dets literaturs rike skatter, eller folkesproget fordi jeg benytter de herlige oplysninger det i sproghistorisk og derved middelbart i folkehistorisk henseende kan gi.»
Striden med Knud Knudsen førte Munch til at drøfte hans «landsgyldige» uttale av dansk-norsken. Som bekjendt hævdet Knudsen den østlandske tale og betoning som mønsteret; Munch var jo selv østlænding, men dømte allikevel østlandsk uttale fra teater eller talerstol forkastelig som «bred, plat, raa, uæstetisk». «Kristiania publikum har i den senere tid, da det fik høre den bergenske uttale paa teatret, fremdeles vist sit sunde instinkt ved at lytte til denne uttale, ei alene uten at dra paa smilebaandet, men og med øiensynlig velbehag. Det var naturlig, ti instinktet sa at man endelig her hadde faat den egte, nationale uttale at høre …… Opstiller vi den østlandske uttale og det østlandske ordforraad som rettesnor og hjælpemagasin, da utsætter vi os for tilsidst at forsvenske sproget …… Gjennem den bergenske uttale og mundart vil man saaledes umerkelig kunne faa norske ord og ordformer ind i skriftsproget, der, hentet fra østlændingens mund, vilde bli saa avstikkende at man umulig kunde befatte sig med dem.»
Her skimter vi Munchs endelige program for nationaliseringen av det skriftsprog Norge hadde fælles med Danmark. De tendenser til en ortofon (lydret) skrivemaate som han saa melde sig, fyldte ham med gru — det var i Februar-revolutionens og Thraniterbevægelsens nærmeste eftertid — derfor hører vi ham ogsaa sætte i med et forskræmt varselsrop: «Kan man ikke her ved første øiekast se analogien mellem ortofonismen og den politiske kommunisme, eller rettere sagt, er ortofonismen andet end kommunismen anvendt paa retskrivningen?»
Slutresultatet av den omstændelige, saavel praktiske som teoretiske drøftning lyder: «Kan man ikke tillike forandre sprogaanden, saa hjælper det litet at forandre de enkelte ord. Og da den nu ei kan forandres, uten aldeles at opgi sproget selv og aldeles at holde sig til folkesproget, saavel i leksikalsk som syntaktisk henseende, saa indsees det let, at saa længe det sidste middel ei ansees for tilraadelig, maa vi ta til takke med skriftsproget som det er, og anvende de nationale sprogelementer til dets bevarelse og rensning, men ei til dets omstøpning.»
Men om folkesproget — hvis gransker og gjenreiser nu hadde skapt en fælles skriftform som han døpte «landsmaalet»[1] — fastholdt Munch sit oprindelige norrøna-princip:
«En forhastet og overdreven norvagisation av skriftsproget vilde ei alene medføre den mislighet, at man derved egentlig intet ordentlig sprog fik, men det vilde ogsaa slaa en bro mellem skriftsproget og folkesproget der vilde ha dettes undergang til følge. Betragter vi vort folkesprog med stolthet, erkjender vi dets ælde, dets i de fleste og væsentligste henseender større renhet og egthet end selv den islandske mundart, er det os følgelig om at gjøre at vedlikeholde og bevare 3det, om mulig at rense og utdanne det, da bestaar dets eneste frelse i at holde det saa fjernt fra skriftsproget som mulig. Der bør ei være nogen bro imellem dem; det eneste allerede eksisterende skriftsprog hvortil det maa slutte sig, er det oldnorske. Det har allerede lidt skade nok ved den danske skriftsprogsortografi, hvori det har været indtvunget, og hvori det har gjort samme figur som den kraftige fjeldbonde, naar han avlægger sin lette klædelige folkedragt og ifører sig den lange sorte skolemesterkjole. Og derfor har Landstad gjort sig mest fortjent til vor tak, fordi han nu engang har brutt isen og været den første til at klæde vore herlige folkeviser i deres rette dragt.»
P. A. Munch blev staaende ved dette: «De sproglige kundskaper og kræfter, over hvilke vi her kan disponere, anvendes bedst og hensigtsmæssigst til de to ovenfor antydede formaal, det dansk-norske skriftsprogs bevaring og det norske folkesprogs utdannelse om mulig til et eget skrift sprog ved siden av hint.»
Man ser nu hvor langt, langt fremover hin fotnote av 1846 pekte og fremdeles peker.
- ↑ Dette ord kunde Ivar Aasen ha hørt Keyser bruke i sin første forelæsning over gammelnorsk literaturhistorie som betegnelse for et nationalsprog motsat latinen (se «Efterladte Skrifter» I, side 14); Aasen kom til Kristiania just det aar, forelæsningene blev holdt (1847).