Nationalforskeren P. A. Munch/17
Munchs dristige og seirrike fremstøt mot Oldskriftselskapets besørgelse av tekstutgaver og i oversættelser av norrøn literatur bragte straks fart i den tilsvarende virksomhet paa norsk grund. Alene hadde Munch og Keyser sikkert ikke orket alt som nu blev gjort; men heldigvis stod en likesaa villig som dygtig medarbeider netop færdig til at ta haand i hanke med, deres lærling, stipendiat Carl Unger. Denne unge forsker hadde — ved siden av sit arbeide med en gammelnorsk ordbok, hvis utgivelse dog blev stillet i bero, fordi det pengesterke danske Oldskriftselskap bebudet lignende haandbøker — særlig ofret sig for en bokstavtro granskning av de norske og islandske skindbøker. Derfor er da ogsaa den gjengivelse av disses tekster som blev hans lange livsgjerning, anerkjendt som mønstret for samtidens norrøne tekstkritik. Unger var baade i dette stykke og i sin grammatiske forskning en lærling av Munch; og begge holdt i endrægtighet fast ved det princip, at saa sandt den gamle literatur skulde gjøres tilgjængelig for den nation hvis fortid og hvis oprindelige sprog den avspeiler, da maatte de trykte læseutgaver lægges frem i en ensartet retskrivning. Alle de tilfældige smaa indbyrdes avvikelser mellem skindbøkernes forskjellige skriveres bokstavering burde jevnes ut. Dialektmerker og lignende for lærde filologer interessante smaa eiendommeligheter burde ikke trækkes med over i den trykte tekst, naar man agtet at aapne den dannede almenhet adgang til selv at læse bøker fra nationens guldalder. Dette var nemlig hvad disse vore grundlæggende nationalforskere holdt for tekstutgavernes maal.
Derfor sørget Munch og Unger ogsaa straks for at række dem — og de viste sig heller ikke at være faa — som vilde benytte denne adgang, et greit hjælpemiddel til at gjøre sig fortrolig med folkets gamle sprog; i fællesskap utarbeidet de en grammatik og en læsebok med glossar. Med flid søkte de her at fremstille det gamle sprog «ikke som noget fremmed og ubekjendt, men kun som den normale og oprindelige form for det almenbekjendte folkesprog» Samtidig gav de fuld leilighet til at forstaa slegtskapet mellem det norske sprog og de andre nationalsprog av samme rot, idet de gjorde den nye sammenlignende sprogforsknings resultater anskuelige for sine landsmænd.
Den fuldt videnskabelige utredning av dette lærde spørsmaal hadde Munch netop irettelagt gjennem en række forelæsninger paa universitetet, som han straks lot trykke i Oldskriftselskapets «Annaler» for 1846. Om denne utredning har hans efterfølger Gustav Storm uttalt, at den «var i sin tid et meget fortjenstfuldt arbeide; men endel av dens resultater maa nu berigtiges efter den senere forskning» — hvad selvfølgelig alle videnskabelige «resultater» maa; videnskap staar aldrig stille, dens egentlige væsen er et ustanselig fremad. 1 sin fremstilling av den germanske filologis historie erklærer den grundige tyske lærde Hermann Paul (1891) at Munch «tilkommer fortjenesten av først at ha paavist at det gammelnordiske sprog ikke, som man dengang almindelig antok, er hele det skandinaviske Nordens ursprog, men at det allerede bærer en særskilt norsk karakter.» Det var netop denne banebrytende avhandling som aapnet Munch døren til Berlins akademi. Han hadde her gjennemført sin mester Jacob Grimms sproghistoriske lære paa de nordiske sprog, og stillet op en stamtavle over alle germanske nationalsprog. Denne aabenbarte, at likesom det fælles gammeltyske ursprog var det fælles gammelskandinaviske ursprogs søster, saaledes hadde dette ganske som hint tidlig spaltet sig i to dattersprog: et øst- og sydnordisk (gammeldansk og gammelsvensk) og et vestnordisk (gammelnorsk og islandsk). Mellem de tre nordiske datterdattersprog gammeldansk, gammelsvensk og gammelnorsk var kun et lignende slegtskap som mellem de tyske datterdattersprog gammelhøitysk, angelsaksisk og gammelsaksisk.
Avhandlingen mundet ut i en begrundelse for den normal-retskrivning som gjennemførtes i de nye norrøne tekstutgaver, samt i en opfordring til de to nabofolk om at fæste «opmerksomheten paa det umiddelbare studium av oldsvensk og olddansk», hvis «selvstændige plads ved siden av norrønasproget» han nu hadde angit. Ret spisst bemerker han:
«Det forekommer mig unaturlig at den danske og den svenske først gjennem det norsk-islandske skal lære sit eget oldsprog at kjende; omvendt burde han først lære sit eget, og gjennem dette siden hint.»
I sin iver for at se sin formaning efterlevet tok Munch sig selv fore at hjælpe det østlige nabofolk, hvor netop da det nationale sprogstudium laa i dvale. Han forfattet paa svensk en fremstilling av «Forn-svenskans och forn-norskans språkbyggnad», som en kyndig svensk kritiker hilste velkommen, med den tilføielse at forfatteren gjennem dette arbeide «har gjort sig endmere fortjent til et høisæte i den skandinaviske sprogforskning.»
Samtidig utgav Munch til bruk for studerende en fremstilling av «Det gotiske Sprogs Formlære med korte Læsestykker og Ordregister», samt en «Kortfattet Fremstilling af den ældste nordiske Runeskrift». Sin tolkning av runeindskriften paa det berømte danske Guldhorn sendte han Akademiet i Berlin som indtrædelses-hilsen; denne tolkning betegner, ved siden av dansken Bredsdorffs litt ældre heldige forsøk i samme retning, et vendepunkt i runeforskningens metode, idet forstaaelsen av den «længere runerække» fra nu av var en given ting.