Naar Sol gaar ned

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Johan Dahl (s. 13-14).

Lette Bølger glide hen paa Stranden,
Solnedgangen ſtrør ſit Guld paa dem,
Hav og Himmel ſmelte i hinanden,
ſvagt af Taagen glimter Maanen frem.
Atter ſidder jeg i Aftenſtunden,
mildt beaandet, under Granelunden;
atter Syner ſtaa paa Gyldengrunden
ſom Legender fra mit Fædrehjem.

Hiſt, hvor Dagen for mit Blik er dalet,
fandt min Sjel ſin Morgenrødes Egn,
og der har den i ſin Vaardrøm malet
lyſe Billeder og Runetegn.
Over Alt, hvad jeg fik danne ſiden,
og beſkjermede mod Tvivl og Viden,
ſkinne disſe Syner gjennem Tiden,
vinke mig fra deres Tryllehegn.


Ja, de vinke mig, naar Dagen helder,
mens min Pilgrimsvei vil nedad gaa;
og min Tankeſtrøm tilbagevælder
til ſit Udſpring, hvor mit Eden laa,
til en Havn, hvor Haab kan fæſte Anker,
hvor formildet Hjertebølgen banker,
til et Dyb af barnlig-fromme Tanker,
hvoraf Livet ſkal igjen opſtaa.