Nøisomhed

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
10
NØISOMHED
Originalens versemål.

Vanhellig hob! vig bort, jeg dig hader, bort!
og tand for tunge! sange, der aldrig før
blev hørt, som Musers prest vil nu jeg
synge for piger og ungersvende!

For herskervældet bøier sig folkets hjord
i frygt, men vældigst hersker for Juppiter,
hvis lyn giganters skarer knuste,
han, som med brynet kan verdner rokke!


En kan sin vingård strække så vidt han vil,
en frem til valg sig stille med adelsbrev,
en rene seders ry sig hævder,
en fik i mægtige venner støtte;

men høiest tind som laveste lag må dog
for verdensordnens evige lov tilslut
sig bøie ligt: ved den blir rystet
urnen, som altid kan mere rumme.

Et draget glavind, rede for syndig hals —
sligt syn gir bitter smag selv til lækrest mål;
ei fuglens sang, ei citrens toner
fængsler til synderens leie søvnen —

den blide søvn, som aldrig blir kjed af dig,
du simple landmand, under dit lave tag,
ved kildens bred, der løvet svaler,
når gjennem dalen en zefyr suser.


Lad nok med lidet være dit ønskes mål
da kan du rolig lytte til havets larm
og se på uveirs-svangre himmel
Bukkene stige og Bjørnen synke;

og høre rankens støn under haglens slag
og klynk, som evig lyder fra eng og skog:
om svigfuld jordbund, regn og tørke,
hundedagshede og nattekulde.

At havet snævres, fiskene føle får:
ti led af fastland vælger de rigmænd nu
på dybet tomt; did kjæmpeblokker
sænker de mylrende arbeidsskarer.

Men angst og anger flytter med herren ind
i nye bolig, fulgt af den sorte sorg:
mod dem kan pansret skib ei verge,
fast de til rytterens ryg sig hænger!


Når ei for livets plager jeg finder ly
i slot af frygisk marmor, i purpur-svøb,
som trodser solens glans, i duft af
Massiker-druer og persisk salve, —

bør da til hjem jeg bygge en herlig hal
i nutids stil med prunkende søilers rad,
bør min Sabiner-dal jeg bytte
bort for en rigdom, der sorg kun volder?


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.