Når skumringen synker

Jeg længes ei mer mod den store by
jeg står og ser fra min rude
mod kvældhimlens fred.
Jeg ruller gardinerne langsomt ned
og stænger alverden ude.

Min ungdom svandt i den store by,
men ei jeg længes tilbage.
Thi der har jeg grædt
mit hjerte så sygt og så dødsens træt
i tunge nætter og dage.

– – Du dybe, lægende ensomhed,
som altid omkring mig svæver,
jeg sænker mig ned
trygt i din store, velsignede fred, –
og hjertet taknemligt bæver.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.