Hopp til innhold

Mythiske Sagn i Norge

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Mythiske Sagn i Norge.
Af
J. K. Christie.

Ifjor Sommer tilstillede Forf. mig en paabegyndt Afhandling “Om norske Folkesagn og deres Forhold til Asemytherne og Historien“, som Tidsskriftets indskrænkede Rum ikke tillod mig at optage heel. Men da det overlodes mig deraf at gjøre et Udvalg, og jeg haaber ikke derved at skade Forf. s ligefuldt hidtil ufuldendte Arbeide, meddeles her det 2det Afsnit, som af Forf. er betitlet Mythiske Sagn. Det her udeladte 1ste Afsnit er af et almindeligere, hovedsagelig raisonnerende Indhold, “Om Sagn, Historie og Mythe i Forhold til hverandre“, og staaer, saavidt jeg skjønner, ikke i nogen saadan uadskillelig Forbindelse med det her meddeelte, at dette jo kan læses og benyttes uden Kjendskab til hiint.

Udg.

1. Sagn om Aser og Guder.

Kun yderst faa og dunkle Spor ere blevne tilbage af Guderne, saaledes som de i den førchristne Tid vandrede med Guddomsfjed blandt og over Norrønafolket; Munkeiveren og Præstesnuheden omskabte dem snart til Trolde, Menneskeslægtens arglistige og fortørnede hævntørstige Fiender, som engang havde havt Forfædrene i sin Vold og eftertragtede at gjenvinde – og hævne Tabet af – det forrige Herredømme; ja den udslettede inden faa Aarhundreder endog deres Navne godtsom ganske af Folkemindet. Saaledes var Odin allerede i Snorre’s Dage bleven til en Trold eller Djævel, der skulde have fristet Olaf Tryggvesøn paa Augvaldsnæs Aar 997; selv Thor, Asaismens eller vor Fædrenemythelæres oprindelige Billede for Virkeligheden og Sandheden i Livet, han den stærke Gud, der giver Tilværelsen Realitet og Livet sit factiske Værd, siden Symbolet for Daadtidens Kjæmpen, – Normandens gjæve Styrkegud, indgroet i Folkeaandens inderste Tro, – han, hvis Minde skulde synes at maatte overleve mange Aarhundreders Angreb, er allerede i Olaf Tryggvesøns Kongesaga bleven til en Trold, der roende i en Knag (et Slags kort og bred Baad hos de Gamle) egger det Fartøis Mandskab, for hvilket han viser sig, til Forfølgelse, men ingen anden Egenskab viser end en overvættes Aarefærdighed og Kraft; tilsidst vælter han, paa Veien til at indhentes af de under Christi Bistand ham for mægtige Forfølgere, Knagen over sig og forsvinder. Hvor nedværdiget er her ikke Guden! Der fattedes endnu blot, at man skulde fornedre ham til en ligedan afskyelig Seidmand, som Odin, (Snorre i Ynglingasagaens 7de Kapitel), forat den saakaldte Gothicismes eget Livsbillede skulde være paa det skammeligste blevet Løgnens Offer. Bedre, naar Galt skal være, er han da behandlet i Kjæmpeviserne (Peter Syv’s Saml. Part. 1 No. 22), hvor han er bleven til en Ridderhelt og Mythen om hans Reise til Thrym forat hente sin bortstjaalne Hammer gjort til en Ridderfortælling, i hvilken Hr. Thord af Hafsgaard (Thor af Asgaard) ledsages til Tossegreven (Thursernes Hersker, d. e. Thrym) af Lokke Leiemand (Loke), som her er ophøiet til Thors Broder.

Men selv saaledes forbleve Guderne ikke i Folkets Sagn og Sange. Ingen af Aserne overlevede deres historiske Ragnarøk, – idethøieste de To, Thor og Loke, om hvilke nærværende Forfatter kun har Lidet at føie til Det, Faye (Norske Sagn S. 3–6) har meddelt. Dog ville vi erindre, at Tordenen endnu mangesteds, f. Ex. i Nordmøre og det Meste af søndre Throndhjems Stift, kaldes Thorslaatten, d. e. Thors Musik[1], hvilket minder om hans larmende, høittonende Vogn, hvis Brag var Thordønen, d. e. Thors Døn, dumpe Larm, – og at Thor (se Munch’s „Nordens gamle Gude- og Heltesagn“ S. 79) „i en norsk Vise hedder Thorekel, i en svensk Thorekar[2]“. Og om Loke siger Munch sammesteds S. 24: „Sagnet om ham har baade i Norge, Danmark og Sverige vedligeholdt sig til vore Tider. Han kaldes hos os paa flere Steder endnu Laake, Laake Lagensøn (Lauføisøn)“. Navnet Laake Lagensøn peger ligefrem paa Asalokes Herkomst: han var nemlig Søn af Jætten Farbaute og Jættekvinden Lauføi, d. e. Lagen i Sagnet[3].

Hvad Thor oprindelig i Mythen var, have vi allerede i de foregaaende Linier antydet. Hans Navn udledes udentvil rettelig af þora, at turde, altsaa: Thor er Den, der tør, hvad Livet vil, at Mennesket skal øve, – han er Tilværelsens Sandheds, Livets, Livsformaalenes Virkeliggjørelses Personification, Realiteten i Livet (se Grundtvig Nordens Mythologi 2 Udg. 1832, S. 397, – Wiborg, Mythologi S. 48 ff.) Derfor bor han i Thrudvang[4], d. e. Sandhedens, Styrkens Hjem, og rammer med sin Kraftens Mjølner Alt, hvorimod han sigter; han er Sandhedens rammende Magt. Derfor hedder det om ham, at han aldrig farer med Løgn; derfor gjøres han i de sildigste Myther til Odins og Jords Søn, d. e. Fosteret af Verdensaandens (Odins) Forening med Materien, „Jord, hvori Livets Aande er indblæst“, hvad og han, Menneskelivet i dets ideelle Realitet, i Sandhed er i Asalæren; derfor er han i de Livets Kjæmpen behandlende Myther Jetternes knusende Fiende, Løgnens og det Ondes seierrige Forfølger og Midgaardsormens, Verdensslangens Bekjæmper, „Midgaards Værge“, ved hvis Fald ogsaa hans eget Liv har opfyldt sin Bestemmelse, som alt Jordliv ved Seieren over Synden og den aandelige Død. Siden nedsteg han altmere fra sin Høide som Livssandhedens Gud til Kraftens Heros, ei altid seirende, som og Sandheden i Jordlivet mangengang ikke er klartseende nok mod Illusionen (Skrymer) og alle dens andre Fiender, – indtil han omsider, efterat Christendommen i Norden havde begyndt sin hærgende Forfølgelse paa engang mod Aserne i Aandens og Asadyrkerne i Materiens Verden, gjordes til et gaadefuldt, altmere af Erindringen gaaende Væsen, om hvilket Ideen tilsidst er saaledes sammensvunden eller rettere forflygtiget, at der, foruden i det høist mærkelige thelemarkske Sagn, hvormed Faye begynder sin Samling, nu kun hist og her staaer en skjælvende Skygge tilbage af denne underbare, engang Norden beherskende og Norrønacharakterens dybe, alvorsfulde og stærke Stræben betegnende Kraftgestalt. Nu veed man ei mere at skjelne ham fra Jutullerne, om hvem vi straks skulle tale, – ja saavidt er det kommet: Sagnet har endelig stillet Sandhed og Løgn sammen i en Gruppe.

Loke nævnes fleresteds paa samme ubestemte Maade, som Faye omtaler; men noget hans Væsen mere specielt charakteriserende Sagn kjender jeg ikke. Loke, Lopte (af logi, Lue) er utvivlsomt oprindelig den skarpsynede Verdenskløgts snedige, men i sine Virkninger ofte, som i sin dybeste Grund altid, ødelæggende, fordærvelige, fra den ophøiede moralske Sandhed Individet ligemeget som de historiske Resultater fjernende Gud, fager og lys, men ogsaa ulykkebringende som sit Billede Ilden, der allesteds er ligesaavel Aandslysets som Fordærvelsens Symbol, Jehovahs Glorie og Helvedes Marterflamme. Han er den listige, uretfærdige Klogskab i Dydens laante Dragt, Jetternes Ætling, der bænker sig i Gudernes Forsamling (i det sildigere Mythesprog). Derfor ledsager han ofte Thor paa hans Tog: Sandheden virker ved Kløgtens Hjælp. Men ogsaa derfor besnærer Loke Guderne og bringer dem til Synd og Fald, som vi lære af Mythen om Asgaards Bygning og Gudernes Svig mod Thursen, der byggede den; thi Verdens Viisdom er Guds Viisdom imod, – „denne Verdens Børn ere klogere end Guds Børn“ ogsaa i verdslig Betydning, og den opadstræbende Aand, hvis ideelle og verdenshistoriske Liv var Gudernes Vita, besnæres af den snedige Verdens Fristelser; – derfor er han og i Ragnarøke Heimdals, d. e. den rene og aarvaagne Aands Fiende. Nu begribe vi, hvorfor just den allegoriserende, genealogiserende Mythe maatte lære, at han var af Jetteæt, Afkom af Gudsfiendeslægten, Slethedens stærke Væsener, hvilken, knæsat af Odin, vel maatte undfange Lyset i sig, mens dog Jettenaturen i ham let lærte ham at misgestalte Indsigten til ful, rænkefuld ond og skadefro Kløgt, som alligevel bærer slet Frugt og aldrig tilfulde dølger sin Lavhed, altsom den og Verden gaa frem, men forfølges og fordrives, som Loke til Fossen Frananger, naar Erfarenheden gjennemskuer den, og omsider fanges om ikke i, dog ved eget Garn.

Loke kunde følgelig i Grunden ingen Uret lide under Munkeforfølgelsen; det Onde i ham traadte kun stærkere, om end fortegnet, frem i det Maleri af ham, som nu fremstilledes, og – ja virkelig viser sig i hans Historie endog det med Middelalderens skjæve Livsopfatning ret vel stemmende Fænomen, at denne Tid har adlet Asaoldets Tvetydighed (se den ovenanførte Kjæmpevise). Djævelsk i Oprindelse er han i det sildigste Sagn kun bleven tilbage som en diabolisk Aand uden bestemt Historie, ligesaa uklart, som – ja endnu uklarere end Thor fattet, stundom forvekslet med den i Folketroen hellerikke klart opfattede Satanas selv. – Af de andre Aser vides Ingen endnu at leve i Sagnene.

To andre mythiske Figurer ere derimod endnu med svagt Liv til og tænkte som et Slags Tidsguddomme: Thorre og Goa; men begge ere de efter Mytherne af Jøtunæt. Thorre, nu kaldet Thørre, raader for Aarets første og hans Datter[5] Goa, nu kaldet Gjøa eller Gjø, for dets anden Maaned, hvorfor ogsaa Januar endnu i vor Almanak hedder Thorre eller Thorsmaaned og Februar Goa-, Gjø- eller Gjøemaaned. Det hedder om disse i et just ikke meget gehaltrigt eller skjønt, men ialfald i det Throndhjemske temmelig bekjendt Vers:

Thørren med sit Skjæg
lokker Børn udfor Væg;
Gjøa med sit Skind
jager Børn ind.

Ifølge Fornjot’s Saga ofrede man i Aarets første Maaned til Thorre, og Thorre anstillede, da hans Datter pludselig forsvandt, et Offer en Maaned senere end sædvanligt, „og blev siden denne Maaned kaldet Goemaaned“. Efter denne Saga’s Fremstilling er Thorre en finsk Guddom (d. e. efter sin Død forgudet) og Sneens, d. e. Finnernes gode Aars, Skiførets Giver. I Fundinn Noregr hedder det, lidt anderledes: Thorre var en stor Blotmand eller Afgudsdyrker; han anstillede hvert Aar ved Midvinter en Ofring, som man kaldte Thorreoffer; deraf fik Maaneden Navn. En Vinter hændte det sig ved denne Ofring, at Goa pludselig forsvandt. Man drog da ud at opsøge hende; men hun fandtes ikke igjen, og da den Maaned var forløben, lod Thorre anstille et Offer, for derved at faa Underretning om, hvorhen Goa havde taget Veien; Dette kaldtes Goaoffer. – Man seer let, at begge disse her citerede Steder ville historisere forhaandenværende Myther. Ellers deriveres Navnene af þorri, den fornemste Del af Noget, hvorfor Vinterens koldeste Maaned, fra Midten af Januar til midti Februar, i Allegoriens Tid blev hans, – og Goa af gjæast, titte frem, – om Jorden, der i Goemaaned, fra Midten af Februar til midti Marts, begynder at titte frem igjennem den optinende Sne (cfr. Krøningssvärd’s „Nordisk Sagobibliothek“, I, S. 36–39; Gejer, Svea Rikes Häfder I, S. 467–469). Disse Gudeskabninger, der ingen Plads have i den rene Asamythecyklus, ere saaledes charakteristiske Træk fra den sidste, Alting allegorisk fremstillende Mythetid, hvor Digteren skabte og Folket vel just ikke almindelig antog mangeslags nyfødte Væsener. At de forresten virkelig ere laante fra et finsk Troessystem, tør jeg ikke ligefrem benegte, skjønt jeg ingen positiv Grund kjender til at tro det og Fornjots Saga er i saa Maade aldeles ingen Hjemmel. Ialfald ere de frit benyttede af en falskhistorisk Allegorik.

Spørger man om Meningen af hine, vor og ikke Oldets Tid tilhørende Rim, som dog opbevare Mindet om Troen paa Guddomme eller raadende Aander, da turde Svaret være: Thorren, Januar til Februar, med sit Rimskjæg, sin Snevinter og Torfrost lokker Børn ud til vinterlige Fornøielser; men Gjøa, Februar til Marts, med sit Skyhylle, Skyskind, sit Tøveir og sin Regn jager dem ind fra disse friske Lege til Stuens Ly.

Bemærkes bør det, at Bonden ikke binder disse Navne til Almanakmaaneden, men til første og anden Nymaane i Aaret, saa Gjøa kan begynde langt ude i Februar og række til sent i Marts.


2. Sagn om Jutuller.

Ere Aserne døde, da leve deres Fiender Jetterne desto friskere i Nordens Sagn, dog ikke mere under Jettenavnet. Jette, egentlig Jotun eller Jøtun, er i Sagnet forvandlet til Jutul, Jøtul, med en i flere Ord paaviselig Overgang fra n til l, og den særegne Jetteslægt, der kaldtes Bergriser, Frostjøtuner (hvilket sidste Navn nu ikke mere er til), er nu bleven ganske identisk med den al- mindelige for alle Mythens Arter generiske Benævnelse Jøtul, saa disse Navne ere Synonymer[6]. Navnet Bergrise, Bergrese, sommesteds, som f. Ex. i Stavanger Amt, en almindelig Benævnelse, betegner baade Væsenerne og deres Ophold i Bjergene; Rese, der ellers er det brugelige paa disse Kanter, er, uden nogen saadan Bibetegnelse, aldeles svarende til Jøtul eller Jutul, som der ere ukjendte Ord. Det er ligetil det gamle Rise, af hvilket man da og paa Karmøen, hvor der kun findes smaa og faa Fjeldknatter (Bjørgane i Nordost og Skudesnæsfjeldet i lang Strækning i Syd), og hvor altsaa Jutullerne ikke kunde faa sine sædvanlige Boliger, men hvor derimod findes en Mængde anseelige Gravhøie, der tildels af Overtroen befolkedes med Jutuller, har dannet Navnet Haagrese, d. e. Haugrise[7]. Under Begrebet Trold, der i sig indbefatter alle mægtige overnaturlige Væsener (modsat Tuske, Tuskety eller Tusketøi, Tuft eller Utyske om de mindre, mere puslende og drillende, fortredende Væsener) hører Jutullen som et af de mægtigste, og Thursenavnet, der utvivlsomt ogsaa betegner Jætten, gjenfinde vi endnu i Ordet Haugthusse, men hvormed man nu dels betegner en Haugbu, d. e. en Haugboer, en Trold med uvis Charakter og Egenskaber, mindre uhyre i Skikkelse og Kræfter end Jutullen og ofte simpelthen det Samme som en Underjordisk, – dels en Person, der efterat have (efter Overtroen) været indtagen af en Haugbu eller af en Bjergtrold (Bonden siger et Bergtrold, et Navn, der tillægges Jutullen, forsaavidt han tænkes at bo i Bjergene) eller af en Underjordisk, kommer frem igjen blandt Folk, men da altid som en tosset (thurset), forvirret Skabning som en „Forgjort[8]“, – dels endelig figurlig om enhver keitet Person uden Folkevid og Folkeskik. Jutulkvinden hedder Jutulgjente, Jutulkjærring, eftersom hun er ugift eller givt, og med et fælles Navn Gyvri, Gjøgra, i Hardanger Gyge eller Gygur, aldeles udtalt som det Gamle gygr.

Wiborg vil udlede Jøtun af Oldn. éta, at æde, og Thurs af møsogothist þaursjan, at tørste, hvoraf følger, at Jettevæsenet bliver det lave, dyriske Begjærs. Disse Etymer tør nærværende Forfatter ikke erklære for de bevislig rigtige, hvorvel han subjectivt godkjender Wiborg’s Mening. Saameget er af alle Jettemyther klart, at Jøtunen, Thursen[9] er Personificationen af Alt, hvad der modstaar og modstrider Aandens hellige Virken og Livets Lutrelse – af Alt, hvad der er Guddommelighedens Fiende, den raa Sandselighed, Dyriskheden i Menneskenaturen den lave Hengiven til Nydelser under aandig Søvn – denne mægtige Jette, der idelig æsker Sandhedens, Aandens Thor til bister Kamp – „Kjødets Sands er Fiendskab imod Gud“. Saaledes staa Jetterne for os i en Mangfoldighed af Myther; de ere uden det høiere Aandslys, der begriber Tingene og bruger dem fornuftigt i fornuftige Øiemed: – Thrymer veed ei bedre at anvende sit Guld end til Halsbaand for sine Hunde; Suttung har ei bedre Brug for Visdomsdrikken end at sætte den ind i Hvitbjørg i Forvaring istedetfor at drikke sig til Inspiration og poetisk Klarblik af den, og Thrym forstaar ei bedre at benytte Thors Mjølner, Sandhedens Hammer, efterat han har faaet den i Vold, end at han graver den ned i Jorden, – han er ei for at bruge Sandhedens Vaaben, og han er derhos som den Lade, der grov det Pund, han fik ihænde, ned i Muld istedetfor at aagre med det. De stræbte efter at eie Freya og Idun, men kun af Kjærlighed til Skjønheden, som falder i Øinene, ikke fordi de fattede den høiere dem iboende Aandigheds Skjønhed. Og da Freyr besnæredes af Kjærlighed til Jettekvinden Gjerda, solgte han sit Sværd for sin Elskov – i Syndens Dalilaskjød mister Simson sin Styrkes Lokker, Livets Gudddommelighed forspildes ved Sandseligheden, og vel bærer det Spaadommen om Gudernes Fald og Synken i sig, naar

„paa yndige Sletter
gik Aser med Jetter
i syndige Fred.
– – – – –
Aser ei hvæsse
i rygende Esse
de Sværde til Kamp;

af Guldet de smedde
de Ringe saa brede
til Jettemø’rs Arm;
i blomstrende Enge
de rede sig Senge
ved Jettemø’rs Barm.“
(Grundtvig, Nordens Mythologi 1808, S. 38.)

Thi naar Dyd og Jordiskhed, Aand og Kjødelighed slutte Fred, maa Dyden dø og Aanden begraves. Med raa Kraft, lav Trods, plump Magt og arrigt Mod, der dog skjalv ligeoverfor Asathor, som Synden altid skjælver for den hellige Sandhed, stillede Jetterne sig fiendtlig imod Sandhedens Guder, faldt delvis, men Slægten stod, som det Onde i Livet, alligevel stedse mægtig over for dem og hvilede ei, før den stormede over Bifrøst og sank i evig Død ved Jordlivets Guders Fald, medens derimod Disse opstode til det forklarede Liv i Uforkrænkeligheden. – Hermed stemmer nu og paa det Skjønneste, at den sildigste Mythetid med allegorisk Sandhed anviste disse lysskye Trolde Bo i det kolde, mørke Jøtunheim, adskilt fra Asgaard ved den aldrigfrysende Ifingaa, d. e. oversat Tvistens aldrig stivnende eller standsende Væld, der skiller Sandseligheden, Sletheden, Lavheden og Dyriskheden paa den ene fra Aandigheden, det rene Liv paa den anden Side. Dette Forfædrenes dybe, klare og religiøsrette Blik paa Jordlivets Forhold, Strid, Ende og himmelske Forklarelse skulde vi ikke miskjende ved falsk Opfatning af Ase- og Jettemytherne; men med den oven fremsatte Udtydning af deres Indhold tør vi udentvivl modsige Faye, naar han, S. 7, siger: „Jetter betragtes i den nordiske Mythologi som chaotiske Væsener, der beherske Jordens kolde og mørke Steder ere ældre end Guderne og dem fiendske.“ Unegtelig haves i de sildigste Myther et Udsagn, som det, Oehlenschläger i Thors Reise til Jotunheim saaledes gjengiver:

„Hist Jetterne er Jetter
og det fra Arilds Tid.
Før Aserne de leved
med megen Vælde stor,
da ikke tænkt var blevet
paa Mjølner og paa Thor.“

Men naar Edda lærer, at Alting, Himmel og Jord, Guder, Dværge, Mennesker og alt Andet har sit Udspring fra Jetterne, er dette paatagelig et Digt fra den allersidste, allegoriske, rationalistiskdogmatisk theologiske Periode, hvilket kun skal betegne, at Tingenes første Oprindelse er ufattelig skjult i Mørke, d. e., efter Eddaernes Billedsprog, frembragt af Mørkets (saavel det legemlige som aandelige og Forstandens Mørkes) Aander Jetterne. (Man se herom de før citerede Verker af Grundtvig og Wiborg). Nei, som hinandens directe og nødvendige Modsætninger ere sikkerlig Guder og Jetter samtidig avlede i Folkefantasien, og Begrebet Jette uden As leder kun til Negation af Dyd og et ædelt Livsformaal uden noget tilsvarende Positivt – Noget, den umiddelbare Følelse maa modsætte sig, og som ingen Fornuft vil indrømme paa Grund af Begrebernes nødvendige supplementariske Sammenhæng og Vekselbetingethed og ifølge den almindelige Tænknings og Begribens Love. Begreberne Ondt og Godt betinge hinanden saa fuldkommen, at det ene ikke kan være i Bevidstheden uden det andet, og at altsaa de Væsener, i hvilke Fantasien ubevidst levendegjorde det ene Begreb, maa være fremstaaede samtidig med dem, hvori det andet personificeredes. Den eneste Maade at faa Jetterne til at blive ældre Væsener paa, end Aserne, maatte da være at gjøre Begrebet om dem til en Overlevering fra et ældre Folk end Asadyrkerne og af disse enkelt og uden sit Modsvarende adopteret i deres Troeslære; men dette kunne vi ikke med tilstrækkelige Grunde godtgjøre. Megetmere ere sikkerlig de allegoriske Jettemyther i hvilke man har troet at se Spor af en historisk Fortidsslægt og dens Traditioner, kun at betragte som den seneste Mythetids selvbevidste Indklædning af dunkle historiske Sagn eller endog historisk rationalistiske Drømme i mythisk Gevandt. Stærkoddermythen er et allerede før nævnt Exempel Allerede deri, at man har tyet til de senere Sagaer for at finde Bestyrkelse for, hvad man har troet at opdage i Eddaerne, f. Ex. til Olaf Tryggvesøns Kongesaga, hvor der omtales nordpaa Landet boende store, stærke, rødhaarede Troglodyter, eller i Fornjot’s Saga, hvor man finder en Svade Jotun og hans Søn Rolf i Berge, og deraf søger Beviser for, at en Asafolket forudgaaende, jetteagtig Befolkning i Norge har efterladt sig mythiske Levninger, skulde man dog vel se Svagheden i dette Slags historiske Argumentation, da Intet kan være klarere, end at de Forfattere, til hvilke man her tyer som til Auctoriteter netop have været besatte af den samme historiserende Mani eller bragte ind paa samme historiske Forvildelse, som de senere Mythefortolkere, og have med Vold og Magt bortræsoneret al Betydning af Myther af denne Art uden en historisk[10], retsom om det var tænkeligt, at et til kraftig Selvvirksomhed modnet Folk gjennem mange og lange Sekler skulde finde Tilfredsstillelse for sin Tro i Tilbedelsen af blotte historiske Fænomener, som det selv allerede forlængst havde oplevet. Dog – efter det mythologiske Studiums nuværende Standpunkt vil det være overflødigt her at udbrede sig vidtløftigere i denne Materie.

Jetterne vare langtfra altid egentlig onde, kun aandløse, dyriskraa Kraftvæsener uden Ædelsands. Saa ere og Jutullerne vedblevne at være i Sagnene ligetil vore Dage, stundom ret godslige, ligesom overhovedet det sandselige, kun for jordisk Nydelse og sine Lidenskaber levende Væsen mangengang i sin Sjæl forener med denne Slaphed en Godhjærtethed, der, om den var parret med aandig Klarhed og moralsk Kraft, skulde avlet en fornuftig Fromhed, en Forsoningens Balder. Af dette Væsen eier Sagnets og Eventyrets Jutul endnu det Meste, i flere Fortællinger. At han, efter Folkesagnet, er stærk, men aandløs, – at han endnu frygter Thorslaatten, den han tidlig lærte at bæve for, medens Thor slog ham sønder og sammen med sin Hammer, omgjordet med Styrkens Belte, – at han er rig, men uden Indsigt til at gjøre Rigdommen til mere end blot døde Skatte, – at han er vredladen og vild: Dette sees af de Sagn, Faye har meddelt, og gjenkjendes fra Asalæren. Ligesaa er det gjenkjendelige Træk fra den, at han ikke taaler Solens Lys, at han holder Buskap af det store Slags o. M. desl. Sildigere Tilsætning er det naturligvis, at han ikke taaler at høre sit Navn nævne af Christenfolk, men derved forgaar, – at han hader Kirker og Kirkeklokkeklang, – at han dør som sit eget Hads og sin egen Vredes Offer under Forfølgelsen mod hvad Christent er. Det hedder nu, at Jutullens overvættes store Kreaturer ere sorte, og at Faarene og Bukkene i hans Flok ere store som naturlige Kjør, – at Jutullen, selv i sin Godmodighed, ikke kan fornegte Jettenaturen og derfor selv advarer dem, han, for Jutul at være, har behandlet godt, forat disse kunne undgaa hans Efterstræbelser. Saaledes fortæller – rigtignok kun et Eventyr men som dog bærer klare Mærker i sig af at være udsprungen af Folkets fra Asatiden dybtindgroede Tro, om en Jutul Følgende: Først gav han en Mand, der bad ham til Fadders, en rig Faddergave aldeles paa samme Maade, som skildres i et hos Faye, S. 18, om Jutullen i Jonshornet meddelt Sagn, uagtet han selv, af Frygt for den store Tambour (Thor) i Barselfærden, som engang tidligere ved en lignende Leilighed havde kastet sine Trommestokke efter ham og dermed knust hans Laarben, ikke kunde komme til Festen; men da dernæst Manden, glad og munter, skulde gaa, bad han ham skynde sig bag Jutulstuens Dør, en stor Jerndør[11], fordi Jutullen, ifølge en uimodstaaelig Trang, maatte afskyde en Pil efter enhver Christen, han saa – Stundom nævnes de og som Trolde, der „lugte Christenmands Blod“ og, naar de kunne, tilintetgjøre disse forvovne Gjæster om de have vovet sig ind i deres Boliger. I alt Dette gjenkjende vi Træk fra Asasagnet: Saaledes viste Geirød kun maadelig Gjæstfrihed mod Thor, da Loke lokkede ham did uden Handsker, Styrkebelte og Hammer; Jetten Hymer stirrede saa hvast mod den Bjælke, bag hvis Paahæng Thor og Tyr, der under hans Fraværelse vare komne i hans Bolig, havde gjemt sig, at Bjælken brast itu, og da han siden havde givet Thor den Kjedel, han vilde have, og Guderne derpaa droge bort, mylrede snart Veien bag dem af Hymers onde Udsendinger. – At imidlertid Jutullerne ere enfoldige og let lade sig narre, beviser blandt Andet følgende Eventyr som vi ikke betænke os paa at meddele her, da det bærer saa stærke Spor af en gammel Mythe i sig – et Eventyr om Drengen, der søgte Tjeneste hos Jutullen, hvilket lyder saaledes:

En rig Jutul havde taget ind til sig en vakker christen Pige, og vilde tvinge hende til at blive hans Kone. For at befri hende og vinde sig baade Brud og Bo gik en ung Karl at opsøge Jutullen, fandt ham ude i Marken og bød sig her til at gaa i hans Tjeneste. – „Vil Du være min Dreng, maa Du være rap paa Foden“, sagde Jutullen; „følg mig hjem, om Du kan, saa skal vi snakkes om Tjenesten“. – „Jeg skal prøve“, svarede Gutten. Jutullen lagde dygtig i Vei; men den Anden greb fat i hans Kofte og lod ham trække sig afsted, og saa let var Gutten, at Jutullen ikke mærkede det. Men da de kom henimod Jutulhuset, tog Drengen Fart, mens Troldet sakkede paa, og var til Dørs før sin vordende Husbonde. „Du har Benene med Dig, saa liden Du er“, sagde Jutulen; „men her skal Mere til. Min Dreng skal hver Kveld tømme sit Grødfad. Kan Du det“? – „Jeg skal prøve“, svarede Gutten igjen; „jeg lægger sagtens saa pas i mig som Du“. – De kom tilbords, og Jutullen, der ikke var tilfreds med, at Puslingen var bleven hans Mester i den første Prøve, havde ladet sætte et fuldt saa stort Fad for Drengen, som for sig selv. Nu tog han til sig med ægte Jutulappetit; men Gutten lod kun, som han spiste og øste Alt, hvad han tog fra Bordet, baade Grød og Skjør, ned i en stor Lædersæk, han havde luret under Bordet, og da endelig Jutullen, sved og trutten, slog Madspjeldet igjen[12], begyndte Drengen først sit rette Maaltid og klarede sin Portion. „Æde kan Du som en Karl“, sagde Jutulen grætten; „men kan Du og gjøre Ret for Føden, Du Tommeliden? Er der vel Magt i Dig“? – „Prøv mig“, var Svaret; „jeg orker vel altid saameget som Du Gamling og vel saa. Kan Du kryste Vand af Kampesten, saa kan nok jeg“. Sligt tyktes Jutullen grove Ting, om sandt var, og var det ikke, saa stygt Skryd, som han snart skulde straffe. Han gik da endnu samme Kvelden ned til Elven og hentede sig et Par Kampestene, store og runde, mens Gutten tog frem af sin Madskræppe en fersk Melkost, der lignede en Kampesten i Skikkelse og Farve, men endnu havde megen Valle i sig. Jutullen begyndte Prøven og krystede Huden ud af sine stærke Næver uden at faa anden Vædske end sit eget Blodvand til at dryppe fra Stenen; men Drengen trykkede let Vallen ud af den nyøstede Ost. „Stærk er Du, det er vist“, sagde den saarhændede Jutul; „imorgen skal vi prøve dit Arbeidsto. Nu vil vi gaa tilsengs“. – Han anviste Gutten sit Leie og Hver gik til sit; men Troldet mumlede i Skjægget: „Den Karlen er bedre i Ryne end i Syne; faar jeg ham i Huset, kan det stikke ham baade det Ene og det Andet, og han vil en vakker Dag skamraske mig. Men derfor er der vel Raad, han skal ikke blive gammel efter denne Kveld“. Dette hørte Gutten vel; han krøb derfor uformærket under Sengen, lagde den store Grødsæk op i den og gav sig saa til at snorke paa Lædssom[13] i af alle Livsens Kræfter. Da stod Jutullen sagte op, tog en stor Hammerøkse, gik hen til Sengen og gav Sækken en Dask saa vældig, at Skjørret og Grøden skvat ham høit over Ørerne. „Lig der nu“! gren han fornøiet; „der traf jeg Grautvommen godt“! Derpaa lagde han sig glad til Ro og snorkede snart for Alvor, skjønt hans eneste, midt i Panden staaende Øie blev ved at være aabent og brændte som en Glo i Mørket. Nu listede Drengen sig frem, greb en Jernstang, der stod henne i Stuekrogen, og drev den med al sin Magt igjennem Jutullens Øie, saa den gik tvertigjennem hans tykke Hjerne og han laa stendød paa Flekken. Og nu var baade Bruden og al Jutullens Rigdom Guttens, og han levede siden i Herlighed og Glæde med sin Kone.

Dette er jo ganske tilsnittet som et Eventyr og hører forsaavidt ikke hjemme i denne Afhandling; men baade charakteriserer det Jutullens Væsen, saaledes som Sagnet ogsaa skildrer ham, ligesom et lignende om en anden Jutul, der vilde kjøbe en Grødstenskjedel (som, nys tagen af Ilden, endnu holdt Kog, da Jutullen kom til), men istedetfor at faa Kjedlen lod sig af dens Eier ismelte Blyøine, for, som det indbildtes ham, at han kunde se at finde lignende Kjedler – et Experiment, der tog Livet af ham –, og derhos er det af den Grund mærkeligt til Vidne om Jutultroens Ælde og Udspring fra Mythen, at vi i Fortællingens Hovedindhold mindes om, og i forandret Skikkelse gjense den hele Eddamythe om Thors Vandring til Utgard, hans „Reise til Jotunheim“. Rigtignok have Thor og Utgardeloke i Eventyret byttet Rollerne, som Mythen har tildelt dem, eller rettere: Utgardeloke kommer i Jutulskikkelse til at overtage baade Thors, Lokes og Thjalfes Roller, men Thor i Drengens Person Utgardelokes og Huge’s, Loge’s og Edla’s. Thjalfe’s Kapløb med Huge (hugi), Loke’s Kapspisning med Loge (logi), og Thors Basketog med Edla (elli), ligesom hans frugtesløse Slag med den ellers saa tungt rammende Mjølner imod Skrymers (Skrømterens) Pande, førend de kom frem til Utgard, gjenkjendes, mener jeg, i Jutullens og Drengens Kapgang, Kapspisning, Styrkeprøve og tilsidst Jutullens Hamren med Hammerøksen paa Grødsækken. Eventyrets Udtryk Hammerøkse, som er taget lige ud af Eventyrfortællerens Mund, er i saa Maade saare mærkeligt. Det Hele er da rimeligvis intet Andet end en forvansket Thorsmythe, forresten tilhørende Asarationalismens sidste, Guderne fast spottende Tid[14].

At Gygren som Søster ikke gjør sin Broder Jutul Skam, men ligner ham baade i Sind og Skind, sees saavel af Faye’s Sagnsamling, som af andre gjængse Sagn om hende. Naar hun stundom skildres som havende lang Hale, hvilken hun ikke godt kan skjule, ligner hun Huldra; men dette Væsen er nu langtfra saa gigantisk som Gygra og adskiller sig ved mange Egenskaber fra hende. Vi faa, dersom jeg kommer til at fortsætte disse Linier, om ikke langt længer fremme fat paa hende.

At Gygren, for Dame at være, har en Jutullens Søster værdig Appetit, og at hun medrette hører til Storæder- (Jette-) Slægten, beviser blandt Andet Sagnet om Baardsøns Kone:

Dalsbygden er en Tværdal, der stikker nordvestlig op fra Osbygden, nordligst i Tolgens Præstegjeld i Østerdalen, og skjærer sig ud imod Holtaalen øverst i Guldalen. Her boede en Jutul Baardsøn, der eiede Sæteren Mostukorsvolden. En Dag saa han, en Fjerding borte, en Ren gaa i Mostukorshøgda i Vandgrøvtdalen, lagde en mod den og skjød Pilen i den. Da han kom hjem med sit Bytte til Sæteren, fortærede hans Kone i et eneste Maaltid hele Renen, undtagen Bogerne og Laarene, – rigtignok et dygtigt Undtagen; dog blev alligevel Maaltidet forsvarligt.

Ved det af Faye S. 10 meddelte Sagn om Jutullen paa Hestmandø, et Sagn, som Hr. Nicolai Lund i sin „Reise i Nordlandene og Finmarken i Sommeren 1841“ har forsøgt at give en sentimental Charakter, der ialfald har Fortjenesten af at være komisk – og i Sammenhæng med dette Sagn ogsaa det S. 11–12 hos Faye meddelte Sagn om Vaagekallen maa vi opholde os en Smule, da det paa Tjøtø berettes i en ikke alene fra den lundske Papirkjolepynt befriet, men ogsaa fra Faye’s Fremstilling meget forskjellig Skikkelse. Hr. Student H. Brodkorb, barnefødt og opdragen i sine første Aar paa Tjøtø, har engang havt den Godhed at meddele mig en mærkelig Variation af Sagnet, og da denne ikke er omtalt i Faye’s Verk, hidsættes Sagnet efter Hr. Brodkorb’s Meddelelse og med hans Borgen for denne Fremstillings nøiagtige Overensstemmelse med Fortællingen paa Tjøtø:

„I gamle Dage boede paa Tjøtø en Jutulkvinde, Lekkemøen kaldet. I denne forelskede en Jutul sig, som boede længer nordpaa, paa Vaage“. Som nu en Dag Lekkemøen sad paa den store Slette, som danner den nordøstlige Del af Tjøtø (Lekkeenget) og bagede Fladbrød, overraskedes hun af den paatrængende Beiler og maatte i al Hast flygte fra Bagstefjæl, Kjevle og Spaa[15], hvilke Ting forvandledes til Sten og endnu ere at se paa Øen. Hun skrævede nu over den omtrent halvanden Mil brede Fjord, som løber ind sydfor Tjøtø, og tog saa Flugten videre sydover til Lekø. Jutullen blev rasende, spændte sin Bue og skjød tversigjennem Torghatten efter Lekkemøen; men Pilen standsedes derved saameget i Farten, at den ikke rak frem, men faldt ned ved Møens Fødder. Imidlertid sank denne af Mathed og Angst over at se den kommende Pil sammen i en halv siddende Stilling, og i denne forvandledes hun af den harmfulde Jutul til en Klippe og sees saa endnu paa Lekø. Men en anden Jutul hævnede siden Møen og forvandlede hendes Frier til et Bjerg, det noksom bekjendte Vaagekallen.

Saa lyder Sagnet. Tjøtøens nordøstlige flade Strækning benævnes endnu Lekkeenget. Her staar en 33⁄4 Alen høi Bautasten, der paavises som Lekkemøens Kjevle; længer sydpaa Øen findes en temmelig bred Stenhelle, der staar i en noget skraa opreist Stilling og siges at være hendes Bagstehelle, og tæt ved denne staar en firkantet 21⁄2 Alen høi Bautasten, der skal være hendes Spaa. Paa Øens sydligste Pynt sees i Fjeldet ved Stranden en Fordybning som Sporet af en Hæl, og ligeoverfor paa den anden Side af Fjorden, findes ligesom Spor af Taaen paa en Fod. De andre her nævnte Steder omtaler ogsaa Faye.


3. Solerøgubben.

En Jutul, om hvem der synes at have existeret en Mængde Sagn, og som maaske staa i nogen Sammenhæng med det nordligste Østerdalens Bebyggelseshistorie (hvorom vi vel siden engang komme til at tale), er Solerøgubben, hvorom det kun lykkedes mig at faa ordentlig Besked saavidt følgende Traditioner berette:

Solerøen er den store Ø i Fæmundssøen. Her boede længe en Jutul Solerøgubben kaldet. Han eiede vide Strækninger paa Vestkanten af Søen og stødte med sine Eiendomme sammen med Rendølernes (længer ude i Østerdalen). Paa disse hans Eiendomme, i Nærheden af Fæmundssøen, ligger et Fjeld, Buhøgda, og ligeoverfor, paa østre Side af Søen, er Svukkufjeldet, i en Afstand fra det andet af et Par Mile. Østenfor Svukkufjeldet strækker sig Fjelddalen Revlingdalen, i hvilken dengang en anden Jutul, Ole Revlingen boede. Disse To kom i Strid sammen; Ole steg op paa Svukku, Solerøgubben paa Buhøgda og kastede Stene mod hinanden, saa at derved dannedes de to lange imod hinanden fremspringende Odder Graaodden paa østre og Munkefoden paa vestre Side, og udenfor den sidste ligger et paa samme Maade og ved samme Leilighed opkommet Skjær, Munkefodskjærret, hvorved Farten gjennem Sundet her bliver farlig og Rummet trangt. – Efter en anden Fortælling dannedes dette Skjær af de Stene, disse to Jutuller bare sammen, mens de vare Venner, forat lægge en Bro over Søen. Ole Revlingen flyttede, hedder det, siden til Rendalen. – Fæmundsøen har altsaa, ligesom saamange andre Vande og Sunde, sin Jutulbro. Om deslige Sagn se Faye S. 15–16.

Inden jeg gaar videre i Meddelelsen af Sagnene om Solerøgubben, bør jeg bemærke, at virkelig ikke blot Adskilligt af hvad der berettes om ham, men ogsaa om andre slige Væsener i den Trakt, vel rettest fik sin Plads blandt historiske Folkesagn eller egentlig i Faye’s Rubrik om Kjæmper, og ligesom ville aabenbare sig som forvirrede historiske Traditioner fra Overgangstiden mellem Christen- og Asadom, istedetfor at være sande mythiske Sagn, ligesom det maa anføres, at Folket i de østlige Grændsedale mellem Christianias og Throndhjems Stifter intet tydeligt Begreb forbinder med Jutulnavnet, men rentud erklærer al den tidligere, hedenske Befolkning i Landet for at have været af Jutulslægt – en mythiskhistorisk Vildfarelse der visselig har sin Grund først i Mythens allegoriske Behandling og siden i den voldelige historiske Fortolkning af enhver Mythe, indtil Fortolkningen holdtes for afgjort vis, – og derhos yderst mærkværdig til Bestyrkelse for den oven ytrede og her gjentagne Mening om slige historiske Fortolkningers Svaghed.

Med Rendølerne, der fra Arilds Tid af have havt og ligetil den Dag idag have Fiskerettighed i Fæmundssøen og Fiskehytter paa Fæmundsstranden, saa disse ordentlig danne en liden Gade langs Sydkanten af Vandet, kom Solerøgubben i Strid angaaende denne Ret, idet Hine paastode, at han uhjemlet holdt sig paa det bedste Fiskemed[16] i Vandet og holdt det skjult for de andre Fiskeberettigede. Rendølerne anfaldt ham engang pludselig i saa talrigt et Følge, at han maatte flygte, og da de kom for hart ind paa ham, kastede han sin Okse fra sig ud i Søen med de Ord: „Den, der finder min Økse igjen, finder ogsaa med det Samme mit Fiskeøre“. Men uagtet man stundom har syntes at skimte det blinkende Bileblad i Vandet fra Solerøen af, har dog endnu Ingen kunnet gjenfinde den, og det herlige Fiskemed er derfor endnu fremdeles ubekjendt, hvor møisomt man har ledt; thi slig Ørretfangst som Solerøgubbens er aldrig siden spurgts i Fæmund.

Denne Strid uagtet blev alligevel Gubbens Datter gift til Lomnæs Gaard i Rendalen. Men hun vantreves her og sang:

Pænt æ de i Lomnæs Lie;
men pænar de paa Fæmundssie (side),
der Storoksan has Far gjik sombedst[17].

Og vist var det Storokser, hendes Fader havde i sin rige Buskap; thi den bestod af Elgdyr. (Dette Træk om Jutullernes store Kjør er fuldkommen harmonerende med Mythen).

En Juledagsmorgen drog Gubben i Graadagningen hjemmefra til Throndhjem. Han satte sine Staalskier (efter Andres Fortælling Elfenbensskier) paa ved Kampen eller Kuvola (lidt nordenfor Fæmund) og havde en Elgbog (d. e. en Elsdyrsbov) paa Ryggen til Reisekost. Da han havde givet sig i Fart med Skistaven, gik det saa strygende afsted, at Elgbogen, som i Tilløbet slog ud fra Ryggen, ikke igjen kom ind til Kroppen før ved det Sted i Guldalen, som efter denne Hændelse fik Navnet Bogen, og er det Sted, hvor det nuværende Skydsskifte Bogen, 61⁄4 Mil fra Throndhjem, er beliggende. Og inden man ringede sammen i Domkirken i Byen (d. e. overalt i det Throndhjemske Byen Throndhjem), var Gubben inde der. I sit Lossement (Logis) sagde han: „Her kommer vel en liden Hundehvalp efter mig imorgen; den bellede (d. e. orkede) ikke følge med, Stakkel! Naar den kommer, saa sørg vel for den“! Næste Dag kom Hvalpen frem, veirede sin Husbondes Far (d. e. Spor) lige til hans Logis og for ind og krøb under Bordet; men saa ret liden var den just ikke; for da den skulde frem igjen og reiste sig, løftede den med sin Ryg Bordpladen af Korsfoden. Solerøgubbens Skier staa endnu gjemte i en hul Træstamme paa Solerøen, og Den, der finder dem, – men han maa være synen (d. e. fremsynet) – kan rende lige fort som han. Ulykken hermed er nu den, at Stammen, hvori de staa, er af saadant Træslags, at ingen anden Økse end Solerøgubbens egen bider paa den, og at man derfor ikke kan faa Skierne ud, førend man finder den i Søen udslængte Økse; men den er jo saa ful at faa. Denne samme Gubbe stod i Handelsvenskab med en anden ligedan Karl paa Os, Gaarden, hvorpaa Kirken i Tolgens nordligste Annex staar, og leverede Denne en Tønde Elgmarv i Tusk mod en Tønde Smør. Da Christendommen just dengang udbredtes over Dalene og Oplandene, sendtes Lensmanden fra Hornsæt op for at hente baade Osgubben (hvis Stuetomt med Spor af Arnested[18] endnu vises paa Gaarden Os’s Tomter tæt sydøst for Husene og kaldes Jutulstuen), og Solerøgubben ned i Bygderne, forat man kunde føle deres Tro paa Tænderne og christne dem. Denne Sidste var borte, da man kom og bortførte hans Kone og Datter, tilligemed fire Kjør. Han kom dog snart hjem, satte efter de Bortrøvede over Nærdalen (en østlig Sidedal, der skjærer ind i Os eller Ous Annexsogns Nordkant[19], fik dem her isigte paa en Bakke, Stilbakken, lagde an med sin Arbust (d. e. Armbrystbue) og sigtede paa Lensmanden. „Nu smald det i Arbusten hans Far[20]“, sagde Datteren. Moderen svarede: „Nei, det klang i Klaven til Løpros“ (en Ko) Men i det Samme stod Pilen tversigjennem Lensmanden; han faldt og ligger begraven i den endnu synlige Grav, Lensmandsgraven kaldet, omtrent 800 Skridt fra Stilbakken. Solerøgubben havde her altsaa gjort et priseligt Bueskud.

Om lynsnare Skifarter af grumstore, stærke Hedninger netop paa samme Tid, hvortil disse Sagn henlægges læses oftere i vore Sagaer; se t. Ex. Arnljot Gellina’s Reise med Olaf den Helliges Sendemænd, (Ol. Hell. Saga 137 Cap.; Snorre, Ol. H. S. 151 Cap.) En førchristelig Befolkning, hvor tynd den end maa have været, have vi temmelig god Grund til at antage; men derom paa andet Sted. Tiden, hvori disse Scener ere hensatte, maatte ellers være omkring 1020, da Oplandene bleve christnede af Olaf den Hellige, ligesom nys før ogsaa Thrøndelagen der rigtignok 997 fik Præster af Olaf Tryggvesøn, men alligevel længe efter holdt stærkt ved Hedenskabet.


4. Sagn om Bjergaander.

Et eget Slags Væsener anviser Folketroen Ophold i de Bjerge, som indeholde Malmgange. Disse have forsaavidt i ydre Væsen nogen Lighed med Jutullerne, som de ere kjæmpestore, stærke, rige og boende i Bjerge; men ved Siden af nogen Overensstemmelse i Charakter, fornemmelig hvad Træghed og aandløs Rugen over de døde Skatte istedetfor fornuftig Virken med dem angaar, er der dog mellem disse Bjergaander og Jutullerne adskillig aandelig Forskjel. De ere derimod nære Frænder med Tydskernes Berggeister, som raade over hele Bjerges og Trakters Malmrigdomme, f. Ex. der Harzgeist og Erzbjergenes Rübezahl. De ere hos os i Almindelighed, naar de ikke ægges, fredelige, stille Væsener, som gjerne yde af deres Rigdom, bestaaende i Erts eller gedigent Metal (dog hos os aldrig forarbeidet), naar man først har fundet Tryllemidlet, hvorved man faar Magt over dem. De ere ogsaa varslende og vise sig, naar en Grubearbeider staar for Fegden. Saaledes har Grubegubben i Kongensgrube, oppe i Ruggeldalen, to Mile nordlig for Røros, et Par Gange, og den i Storwarzgruben (Røros Verks ældste, rigeste og nærmeste Grube, 3⁄4 Mil østenfor Bjergstaden) flere Gange vist sig, straks for Nogen ved en eller anden Ulykke satte Livet til dernede. Den Sidste har ogsaa for endel Aar siden vist sig for en Mand fra Lilleelvedalen og til ham, efter hans egen Meddelelse, sagt: „Vel er jeg rig; men jeg har en Søster i Tyldalen, som hedder Thron; hun er langt rigere, og kan Du faa fat paa en ganske kulsort Kat og en ganske kulsort Hane, og gaar Du med dem op i Thronfjeldet[21], saa skal de vise Dig, hvor Du maa grave efter Skatten hendes, og da skal Du blive Rektør (Direkteur) for et kuslig (d. e. overmaade) stort Kobberverk“. Katten fik Manden fat paa; men altid var der en og anden hvid eller spraglet Fjæder paa alle de sorte Haner, han kjøbte, og det var derfor intet Under, at han aldrig fandt Døren til Frøken Throns Pengekjelder. Andre Folk skulde nu siden være saameget klogere og mente, de uden Kattens og Hanens Hjælp havde fundet Indgangen, og virkelig begyndte de for nogen Aar siden at skjærpe i et Kobberleie i Thronfjeldet og lovede sig Guld og grønne Skove af Kobbergevinsten; men de have siden faaet andre Tanker og klage nu stygt over Storwarzgubbens Usandfærdighed; thi Ertsen i Thronfjeldet er saa fattig, at snart Ingen mere er stærkttroende nok til at haabe paa en lønnende Grubedrift der. Dog – Storwarzgubben har jo sine Ord i Behold; det er Hanen og Katten, Alt kommer an paa.

Hvor nødig disse Bjergaander, naar de ikke engang ere blevne bundne ved Tryllemidlers Tvang, yde deres Skatte til Menneskerne, beviser følgende Sagn:

En Mand var endog borte i Hummelfjældet (allernordligst i Tolgens Præstegjeld, paa Grændsen mod Røros). Som han for frem, fik han i Saalakinden, en Fjældknat i Bjerget, østenfor Narren, se noget Stærktglindsende, der lignede store Istapper, hænge ned fra en Brink. Forundret over at se disse paa Sommertid gik han nærmere og fandt da, at de formentlige Istapper vare det blanke, gedigne Sølv. Belæsset med Byrde, som han var, kunde han ikke straks afhugge Noget, men satte en Syl fast i Bjerget til Mærke, at han kunde finde Stedet igjen. Dog – Bjerggubben, der snart bemærkede, at han uforsigtig havde ladet Nogen faa Øie paa Lidt af sin Herlighed og at han snart vilde være udsat for en begjerlig Søgers paatrængende Besøg, skyndte sig at skaffe Mærket bort. Da Manden kom hjem, fandt han den samme Syl, han nys havde stukket fast i Fjeldet, staaende i sin Stuevæg, og fandt aldrig mere det kostelige Sted igjen, hvormeget og hvorofte han end søgte. Og ligesaa er det gaaet med Flere, som i Hummelfjeldet have seet rige Kobberanvisninger, men forspildt den eneste Leilighed til at drage sig dem til Nytte. Saaledes skjød en Rypeskytter fra Erlien, 1⁄4 Mil nordenfor Tolgen, en Ladning saa rakt imod Fjeldet, at han blottede den blanke Kobbervæg i Bjergsiden; for ham viste Hummelfjeldgubben sig, sagde, at han vel vidste, han engang maatte ud med Kobber i svare Mængde, men at den Tid ikke endnu paa lang Tid kom, og viste ham derpaa et Rensdyr borte i Aasen, hvorefter han skulde skyde. I det Samme Iægeren vendte sig, forsvandt Gubben, og Kobbergangen i Fjeldet var fra nu af uigjenfindelig skjult for ham. – At her er bundløs Ertsrigdom inde, er da ogsaa blandt Andet af den Grund hævet over al Tvivl, at efter almindelig Fortælling en af hine reisende Tydskere, der vide alle Ting, skal have spaaet om Hummelfjeld: „Naar den Ko malker, bliver Norge rigt[22]“. Ellers er Spaadommen, vi her have citeret, et sandt Orakel; thi at Norge er fattigt, vide vi altfor vel, og skal det vente paa Hummelfjeldets Malken for at blive rigt, kan det vare evindelig.

Og saa i et Bjerg tæt ovenfor Syrstad i Orkedalen, hvor de to Bække Sya og Sorga løbe ned og forene sig, maa der bo en rig Aand, der forstaar at gjemme længe og godt paa sin Eiendom; det hedder nemlig herom:

Imellem Sy og Sorg
find’s mere Guld end i hele Norg’.

Desværre har man heller ikke indtil denne Dag løst Trolddommen, der lukker Bjerget over denne Rigdom.

En anden, mindre Art af Bjergaander, som man i Rørosgruberne benævner efter den enkelte Ort eller Gang, hvori Aanden bor, og til hvilken hans Magt og Virksomhed indskrænker sig, som f. Ex. Angelsgubben, den i Angelsorten i Storwarzgruben herskende Aand, ligner de tydske Bjergaander die Kobolde. De ere drillesyge, lunede Blaakaller; men de have, mig bekjendt, ingen anden Historie, end at de, naar de unde en Arbeider Godt, vise ham rige Malmgange og godt Bjerg at bore i, medens de derimod, naar de ere vrede paa En, lokke ham til at bore i ussel Kis, trodsigt Bjerg eller fore ham rent paa falskt Spor, ja forstyrre ham iblandt ved Stenkast og Vanddryp og le ham ud, naar han har stræbet forgjeves.

Begge disse Slags ere udentvivl Omplantninger af tydsk Overtro, som indførtes til os ved det tydske Belæg, der tildels brugtes til de norske Bjergverkers første Drivt, og hvoraf vor Bjergverksterminologi endnu bærer kun altfor mange Spor, idet de allerfleste Termini ere rent Tydsk. Ville vi søge noget Tilsvarende i vore Myther, hvis Slægtskab med de germaniske vi nok vide om, men hvis Lighed med dem i Enkelthederne vi ikke kunne afgjøre, da maa de helst kun sammenlignes med Vetterne, d. e. de Aander, som man tænkte sig at bo i enhver Ting i Naturen, lig Grækernes og Romernes Nymfer, Dryader, Najader, Oreader o. s. v. og udgjøre, bestemme Tingenes Væsen; saaledes hedder det t. Ex. i Vegtamsqvida, cfr. Gylfeginning, at Frigga tog Ed af „Ild og Vand Jærn og Malme, Stene og Jord, Træer og Sol, Fugle og Dyr, Edder og Orme, kort alle Vetter.“ De bleve visselig til i den sildigere Mythetid under Kosmologiens Drømmefilosofemer og fik, ulig de andresteds omtalte Skytsaander under samme Navn, (f. Ex. Islands Landvetter, Snorre Ol. Tr. S. Cap. 37, hvoraf det synes, som havde disse snart Skikkelse som Drager, snart som Øgler, Orme, Fugle, Dyr og endog vare Bjergriser og andre Jetter) ingen dem tillagt historisk Virksomhed, men vare kun Tingenes iboende Væsen. – Med Bjergrisen Rimthursen, der vel i samme mythiske Tid fik sin Tilværelse og henvistes til at bevogte de kolde, øde Bjerghuler, synes Ingen af dem at have noget Fælles; de træde nemlig aldrig frem anderledes end som Malmenes Aander, hvem Kløgten tryllebinder, saa de maa aabne Bjergenes Skjød, og som da snart ere gavmilde mod Bjergmanden, snart drille ham og lade ham hamre de tunge Hammerslag og sprænge de drønende Miner uden anden Vinding end Echoets spottende Latter over hans frugtesløse Arbeide.


5. Sagn om Reien og Gardsvaarden.

Et Væsen, der volder megen Skræk i Hardanger og er meget stærkt og farligt, kjendes under Navnet Reien, utvivlsomt den Samme som Føreren for den andresteds velbekjendte Asgaardsreia, Asanerfærd, hvorom Faye S. 62–66 giver Underretning. I Hardanger er, som sagt, Reien et enkelt Væsen, en mægtig Karl, som Asgaardsreia’s Fører Gurorysse (rise?), Reiserova, Rumpeguro, Thron, Sigurd Snaresvend paa Grani[23], Guro Gunnarsdatter og hvad det nu er for snart mandlige, snart kvindelige Navne, den har, mens i Thelemarken og andresteds hele Færden kaldes enten Askrei, Asanesfærd, Asgaardsrei eller Aaskerei. Om Reien har Hr. Bergmester Sexe godhedsfuld meddelt mig Følgende: „Reien er ude Juleaften og ager, saa man hører Braget langveis fra. Da maa Ingen gaa ud om sin Dør“; thi ellers bliver han fakket og ført Gud ved hvorhen, og „han kan være glad, om han adaare kan komme tilbage saa tynd som Skyggen af et Skelet“. Folk, som ere ude, naar Reien farer over Egnen, lure den undertiden „ved at kaste sig vidaaben paa Marken, saa lange de ere, og tilbageholde sin Aande“. Reien snuser og snøvter da rundtom En, undersøger nøie, om man aander, og naar den paa denne Maade ikke sporer noget Livstegn, siger den: „Daut, daut“! og gaar sin Vei. Den sætter ikke gjerne over Agre; ligeledes har den megen Respect for Døre med Kors paa“. – Til de varslende Væsener sees efter denne Meddelelse hverken Reien eller dens Følge at være tænkt i Hardanger, hvad den dog andresteds er (se Faye, S. 62–65).

Til Beskyttelse mod Reien er Gardsvaarden (i Hardanger udtalt: Garsvoren), en stor og stærk Skytsaand paa hver Gaard. Om ham meddeler Hr. Sexe: Naar Reien har taget et Bytte og Gardsvaarden kommer efter det og træffer paa den, bliver der en alvorlig Kamp, saa Larmen fra Stridspladsen høres paa vid Afstand; Træerne knækkes som Straa og Jorden skjælver i lange Frastande. Gardsvaarden fravrister da Reien sit Offer, men er meget haard under sine Venskabsbeviser; thi „han tager“, siger Sexe, „tit sine Clienter langt ude i Marken og smider dem lige hjem i Gaardstunet. Man ser ham om Aftenen ikke sjælden som en stor, kraftfuld Karl staa og læne sig ind til Husene og lægge Albuen op paa Tagene. I sine Gjæsteværelser havde man gjerne en forsvarlig Seng opredt for ham, hvori Ingen turde lægge sig. Engang var en vantro Mand saa forvoven, at han lagde sig i denne Seng. Han blev togange kastet frem af Sengen med Lempe; men da han trediegang steg op i den, blev han befordret ud igjen med saadan en Fart, at han monne faa Troen i Hænderne“.

Et Væsen som Gardsvaarden maa det have været, en Færdselmand inde paa Svenskegrændsen ved Røros kom ud for, da han en Nat paa Vintertid satte sin Hest ind paa en tom Sæter, gjorde Ild op i Stuen og satte sig paa Sløen (d. e. Sengbænken, Slagbænken) for at ryge sin Pibe. Snart følte han en tung Haand slaa ham paa Skulderen, idet en Stemme sagde: „Stig tur Rumma mine“! Han flyttede straks Plads og vedblev sin Smøgen henne paa Peisen (Gruen, Skorstenspladen, Ildstedet), og – til Gjengjeld for Føieligheden, maa man tænke – fandt han sin Hest paa det Bedste baade stellet og foret, da han tog den frem igjen.

Forskjellig fra den her beskrevne Gardsvaard er den i Urda, 1ste B., S. 146 omtalte Gardsvaard i den gamle Stue paa Kvale i Sogn, hvilken er af Nisseart.

Reien kommer af reið, Ridt, og det synes derfor paafaldende, at man i Hardanger forandrer Reiens Færd fra Ridt, som i de christiansandske Sagn, til Agen. At de hardangerske og christiansandske Sagn hænge sammen, er klart, og at de directe pege hen paa Asatroen ligesaa. Men hvorledes de forholde sig til denne – ja det er derimod desmere uklart. Faye holder det „maaske mest rimeligt, at vi i den (Asreien) gjenkjende Valkyrierne, der gjerne vare tilstede ved Hildursleg og Mandedrab (eftersom nemlig, se hans Sagn, Asreien sommesteds er tilstede ved Slagsmaal og ler varslende i Slagsbroderlaget), og som ved Christendommen have faaet denne Gestalt, da saavel de som de øvrige Guder bleve til onde Aander og Djævelens Engle“. Men Navnet Asanerfærd (d. e. Asernes Færd), Asreia (Asaridtet), Asgaardsreia (Asgaardsridtet, d. e. Asgaards Befolknings Ridt) tyder ikke særligt hen paa Valkyrierne, men paa hele Asamagten, Asaskaren, der fordum daglig red sammen eller dog kom sammen (ved Urdabrønden), men, fortrængt fra Verdensstyrelsen ved Christendommen, maaske forvandledes til sligt et Følge af onde Væsener, som gjør sin Runde i Mørket og søger, hvem det kan opsluge. Kun bliver det paafaldende, at den sommesteds føres af et kvindeligt Væsen; at vi imidlertid som tidligere antydet, i Anføreren Sigurd Snaresvend paa Grani kunde gjenkjende Asernes Øverste, Odin, turde maaske være mere end en blot løs Gisning. Den hardangerske Rei synes at være Asanerfærdens enestaaende Høvding.

At Reien, som en Trold, skyr Korsene over Dørene og paa Husene, er ganske i sin Orden; thi Korset har beseiret Asavældet og skrækket Aserne bort, – og hermed er den Skik i Sammenhæng, som endnu har vedligeholdt sig mangesteds f. Ex. paa hele Vos, at give Vindskierne, Vindbordene, en saadan Forlængelse, at de oppe ved Mønen paa Husene danne et Kors, oftest prydet med eiendommelige Forziringer. Hvorfor Agrene indgyde Reien Respect, er derimod ikke godt at sige.

Gardsvaarden er Gaardens Værge; men hvorfra han skriver sig, ved Herren og ikke jeg. Husvetterne ere meget mindre, svagere Skytsaander. Om der er nogen Forskjel paa Gardsvaarden og Tunvaarden (d. e. Tunets, Gaardsrummets, Gaardstomtens Værge), der ogsaa omtales i Hardanger eller om de ere de samme, skal jeg endnu ikke kunne sige.

Endnu et Uhyre, hvis Historie er mig ganske dunkel, er Julegjeden. Vist er det dog, at den i mange Egne af Landet tænkes som et ondt og mægtigt Væsen i Gjedeskikkelse, der færdes helst i Julen, ødelægger Folk og især er gridsk efter Smaabørn. At den Skik at klæde sig ud som Julegjed i Julegilderne eller til Vintermoro og Vinterskræk for Børn og da gjøre alskens Løier – har sin Grund i denne Overtro, derom er vel ingen Tvivl; men den Paastand, at Troen paa „Julebukken“ skulde være en til vore Folkestammers Inderste fremtrængt Bachkustro’s Efterspøgen og Julebukløierne et Slags Efterligning af Bachkusfesten, er saa bizard, at den neppe kan være alvorlig ment og sandsynligvis kun er en spøgende Ordleg, der har sin hele Grund i Lydligheden mellem Bachkus og Buk.

Her maa jeg nu tage Afsked med Folkesagnene; naar det vil lykkes mig at sammenskrabe de Materialier igjen, der engang laa mig for Haanden, men ere blevne forstyrrede, til Bearbeidelse og Exempelbelysning af de andre overnaturlige Væseners Charakter og Historie og til Samlingen af historiske Sagn i de østlige Fjelddale er uvist; kanske er ogsaa Forholdet mellem min Lyst til at fortsætte det her paabegyndte Arbeide og det til dets Bedømmelse competente Publikums Lyst til at læse en saadan Fortsættelse saa beskaffent at det er rettest, jeg her for stedse slutter.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Slaat betegner almindelig i de norske Dialekter en Dands, helst Polskdands, Springedands.
  2. ↑ Kal, Karl betyder rundtom i Landet en Mand, Karl, og er ligetil det samme Ord som Kar d. e. Karl af en og samme gamle Rod. At Thors og andre Guders Navne forekomme i Dagenes og i mangfoldige Gaardes og Steders Navne, er Folket ubevidst; det tænker derved sletikke paa noget opkaldt Væsen, og dette vedkommer altsaa ikke os, naar vi undersøge, hvad Folkesagnet veed om Guderne.
  3. ↑ Hans Moder kaldes ogsaa Nál. Men denne hans Stamtavle hører, som overhovedet enhver mythisk Genealogi, til den blotte Mytheallegorik, der ikke selv just saameget betegner som derimod indeholder Bidrag til Opklarelsen om Mythefigurernes oprindelige Betydning; idet Disse fremtræde som rene mythiske Væsener, ere de naturligviis Alle kun Aandens umiddelbare Fostere uden Herkomst, oprindelige, sande og evige Guder. Farbaute er Skibsføreren, Billednavn paa Vinden, og Laufey betyder Løvø, – Nál betyder Naal, ogsaa Barnaal, – Loki, logi, Ild; altsaa betegner det allegoriske Slægtregister at Ilden – det maa da ialfald være en allerede optændt – fremgaaer af Vindens Samkvem med Løv og Barnaale, d. e. med Skov og brændbare Sager overhovedet, parte pro toto posita – en flau og intetsigende Allegori.
  4. ↑ Jfr. Engl. true, sand, og þrottr, stærk, af þroa, forøge, hvoraf Odin ogsaa har et af sine Tilnavne.
  5. ↑ Dette deres Slægtskab kjender forresten Sagnet nu ikke til.
  6. ↑ Hvormeget i hinanden gaaende Sagnets Begreber om Mythens særegne Arter af Væsener er, beviser, blandt Andet, ei blot disse Navnesammenblandinger, men især den mærkelige Benævnelse i Ryfylke og paa Jæderen Alvpil, d. e Alfpil, paa Bautastene, som ellers ogsaa der kaldes Resapilar, og have disse Navne af de gjængse Fortællinger, at Jøtuller have udskudt eller med Haanden kastet slige Stene enten efter Kirker, Christne eller andre Fiender f. Ex. Jon i Jonshornet i Hardanger, Lekemøsagnet o. fl. Alferne og Jetterne ere altsaa blevne Et – Lys og Mørke, ren Klogskab, Kløgt og Aandselendighed ere forvekslede! Et Liv for Alferne værre end Døden!
  7. ↑ Saaledes benævnes de i en Række paa Blotheiens Ryg liggende store Kjæmpehøie Resahaagane, og i en af dem, ved hvilken der i en rhombisk stensat Grav staaer Blotheiens eneste Bantasten eller her kaldet Alvpil, og som stundom benævnes Guttormshaagjen (fordi man har gjættet og nok derved fremtvunget Sagn om, at den 957 her paa Øen faldne Prinds Guttorm Eriksøn er høilagt i den), siges en Haagrese at have boet, om hvilken der fortælles et lignende Sagn angaaende Opførelsen af Augvaldsnæskirken, som det af Faye S. 11–15 om Throndhjems Domkirke anførte og ellers paa hundrede Steder i og udenfor Norge forekommende. Dette Sagn har jeg meddelt i Urda, 2 B. 4 H. S. 330–331 og hvortil her henvises.
  8. ↑ En Person, som man tror saaledes har været indtagen til Trolde og igjen er udsluppen som en Fjante, kaldes ogsaa en Troldtekin, Haagtekin, Bergtekin, eller Indtekin, og han beholder, hedder det, ofte Evnen til at se Trolde siden, hvor de ere, men usynlige for almindelige Menneskeøine.
  9. ↑ At Thurs og Jøtun ere Et, sees blandt Andet af Voluspá, hvor det hedder, at Thursemøerne komme fra Jøtunheim.
  10. ↑ Overhovedet erkjende slige Mythefortolkere kun historiske og naturvidenskabelige Personificationer og Drømmerier i Mytherne og lukke Øiet for deres Poesi.
  11. ↑ Om slige stærke Jutulboliger i Bjerghuler fortælle flere Sagn; som Exempel henvises til Sagnet om Bremsnæshulen paa Averøen. Et andet Slags Jutulstuer, Jættestuer, kjender man tilstrækkelig især fra Danmark, som de vide Gravkammere i Stendysserne over Jorden; Kraft omtaler en saadan, nu ganske ødelagt paa vestre Bukkenø nordved Stavangerfjorden, paa Gaarden Alvestads Mark.
  12. ↑ Et plat nordenfjeldsk Udtryk, der betegner at ræbe af Mæthed; man ligesom slaar Spjældet til i Røret til Mavesækken.
  13. ↑ Lædssom, Dialektord af: lade som; paa Lædssom altsaa = forstilt, paa Skrømt.
  14. ↑ At dette Eventyr ikke er en ny Gjenfødning red den senere Tids Bekjendtskab med Oldliteraturen, derom er jeg overbevist. Eventyret, som jeg for nogle Aar siden gjenfandt i Guldalens øverste Fjældbygd, opfriskede hos mig Erindringen om samme Fortælling i Forældrehusets Barnekammer (i Christiansund), hvor den gamle Fortællerske fremkom med det som en Hukommelsesskat fra hendes egen Barndom, og min Moder erindrede at have hørt det i sin Ungdom i Meldalen eller Hevne; det tilhører altsaa hele Almuen, idetmindste i en stor Deel af det Throndhjemske.
  15. ↑ Paa Bagstefjælen eller det flade Bret tyndbages Fladbrødet til Lever (Leiver) med den tykke, runde, i begge Ender med et tyndt Skaft forsynede Kjevle, hvorefter det tages med den lange, omtrent pølsepindformede Spaa af Fjælen og føres paa den runde, paa en Brandfod hvilende Jernhelle, Bagstehellen, for at steges.
  16. ↑ Et Med kalder Fiskeren det Mærke, han har paa et bestemt Sted af Kysten for at kunne lægge sig paa en god Fiskegrund.
  17. ↑ Efter en anden Beretning giftedes hun til Hornsæt længer oppe i Dalen, og sang her:
    Vakkert æ de i Hornsæts Lie,
    naar Kodn (Korn) aa Aaker staar somvakrast;
    men vakrar va de i Fæmundslie,
    naar Storoksan has Far gjik sombedst.
  18. ↑ Naar Sagnet her omtaler Arnested, beviser det noksom sin Svæven uden historisk Trohed; Arnesteder og Norges Christningstid have, som Enhver veed, Intet med hinanden at skaffe. Navnet Jutulstue maa her tages i en anden Betydning end den vante antiqvariske. Det hele Mærke af Jutulstuen bestaaer i et mosgroet Spor af en gammel Husetomt med et lidet sort Hul midti. Om Sagnets historiske Mulighed ville vi først da tale, naar vi faa fat paa de renthistoriske Sagn fra disse Egne.
  19. ↑ Munthe kalder i sine topografiske Anmærkninger til Snorre, Aall’s Overs., III, S. 205, dette Annexsogn Dalsbygden; men Dalsbygden er kun en liden Del af Os.
  20. ↑ Denne charakteristiske Brug af Gen. af pers. Pron. bag det styrende Substantiv istedetfor det ellers brugelige Possessiv som Omskrivning for Genitivsendelsen af det førststaaende styrede Substantiv kan ikke være fremmed for Dem, der have iagttaget Dialektformerne nordenfor og omkring Dovre og Vandskillet. Formen forefindes siden lige til Nordkap og indtil Søndmøre. [Denne Sprogform bruges og, saavidt jeg veed, i samtlige Christiania-Stifts Mundarter.

    Udg.]

  21. ↑ Thronfjeldet er det store Fjeld, der skiller Lilleelvedalen paa vestre fra Tyldalen paa østre Side, begge i Tønsæts Præstegjeld.
  22. ↑ Nogle Sagnet uvedkommende Ytringer om Tydskernes og enkelt navngiven Tydskers Virksomhed i vort Bergverksvæsen har jeg her tilladt mig at udelade.

    Udg.

  23. ↑ Dette Navn er især mærkeligt for sin Henspillen paa Edda. Blandt Odins Tilnavne finde vi Sigtyr og Svegder, begge lignende Sigurd, og Hrosharsgrani kaldes hans Hest, hvoraf der Grani; paa den kunde han vel være en Snaresvend. Efter Faye, S. 62, Anm., bliver da Guri, hvis Sigurd er Odin, ingen Anden end Frig. Navnet Thron kunde maaske betyde Thor.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Mythiske_Sagn_i_Norge&oldid=237815»