Mors Juleaften
„Saa kan jeg da endelig
sætte mig ned
og unde mig selv
et Øiebliks Fred.
For nu har jeg rendt
fra det tidligste Gry
i Kjøkken og Kjelder,
paa Loft og i By,
og da kan man nok
være træt, naar det kvelder
Men lad mig nu tænke, —
for det var jo slemt,
om noget der endnu
kanhænde var glemt:
Stegen er stegt,
der er paasat til Grød,
i Skabet staar Syltetøi,
Godter og Mjød.
Præsenter til Gutterne,
Tulla og Far
og Tante Johanne
og Guri jeg har.
Og Træet er færdigt.
Nei, hør, hvor de smaa,
de dundrer og sparker
paa Døren! — — Naa, naa,
se nu maatte Olemand
ei være slem!
— vi kan jo ei tænde,
før Far kommer hjem!
Aa ja, det er tidt
baade brysomt og svært,
— men er dog igrunden
saa inderlig kjært;
og Hyggen drar halve
Læsset for mangen.
— Men tys! — der er Far
— kan jeg høre paa Gangen!“