Morgenbladet/1863/145

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Professor Peter Andreas Munch er afgaaen ved Døden i Rom anden Pintsedags Aften. Hans Familie har opholdt sig der, siden den fulgte ham for nogle Aar siden, da han med offentlig Stipendium benyttede Vatikanets Bibliothek for sine historiske Forskninger. Han var nu reist til Italien, for at hente Hustru og Børn, glad over at kunne nyde nogen Rekreation efter sine anstrængte Arbeider. Hans Bekjendte havde her gjennem Breve Underretning om, at han i Midten af Mai havde lidt af nogle Dages Forkjølelse og Ildebefindende. Det var et apoplektisk Anfals, der endte hans Liv. Saaledes er Indholdet af Telegrammet fra Konsul Bravo til Indredepartementet. Sønnen, Lieutenant ved Skarpskyttergarden i Stockholm, skal nu hente Familien hjem.

Professor P. A. Munch er Søn af Præsten Edvard Munch, der i længere Tid var Stiftsprovst i Christiania. P. A. Munch er født her i Byen den 15de Decbr. 1810, og kom 1823 ind i Skiens Skole, hvorfra han dimitteredes i 1828 og i Mai 1834 underkastede han sig juridisk Examen. Han havde allerede i sine sidste Skoledage lagt sig efter vort gamle Sprog og Literatur, og Historien i Almindelighed og Fædrelandets i Særdeleshed blev snart hans Yndlingsfag. I April Maaned 1835 giftede han sig med Natalie Linaae, som han nu efterlader som Enke med fire uforsørgede Døttre. I 1837 udnævntes han til Lektor ved Universitetet efter Professor Steenbloch, og i 1841 til Professor.

Professor Munch var i sin Retning ubestrideligt ikke alene Norges, men ogsaa hele Nordens største nulevende Historiker. Men Intet vilde være mere urimeligt end at sammenligne ham med sine berømteste fremmede Samtidige f. Ex. Macaulay og Guizot. De, navnlig den første, behandlede ganske andre Tidsaldre og Samfundsforholde, og tildels i ganske andet Øiemed. En Historiker har først at bringe paa det Rene Begivenhederne og deres nærmeste, mere udvortes Aarsagsforholde. Dette er vel hans uafviselige, men ikke hans sidste og høieste Opgave. Denne gaaer ud paa at fremstille de dybere liggende Lov, som, mangengang skjult og langsomt, men uimodstaaeligt beherske selve Udviklingens Gang. Til dette Arbeide gik hine Mænd med Statsmandens og Filosofens Indsigt i Samfundets Væsen, og Macaulay tillige med Digterens Evne til at læse i Menneskets Hjerte og tegne dets Handling. Munch var hverken Statsmand eller Digter og mindst af alt Filosof. Det var sjeldent han indlod sig paa en dyberegaaende Betragtning af Samfundsforholdene eller engang paa en livlig Skildring af Begivenheder, som ikke kunde hentes ud af Sagaerne og gjengives næsten med dens Ord, og naar han enkelte Gange gjorde Forsøget, faldt det oftest, især hvis det gik i den første Retning, mindre heldigt ud. Isaa Henseende stod han tilbage for sin Landsmand og Kollega, Professor Rudolph Keyser, for Svenskernes Professor Carlsson og endnu mere for Geijer. Hans Stil var jevn og klar, men kun undtagelsesvis fyndig, Gangen i hans Fortælling ligefrem og redig men uden Præg af kunstnerisk Bevidsthed.

Indtager Munch saaledes end ingen fremragende Plads som historisk Forfatter, saa staar han derimod som paa Historieforskerens mere umiddelbare Gebet saa høit, at man i denne Henseende vel skal have vanskeligt ved at opvise hans Overmand. Han besad i usædvanlig Grad alle de Evner, som udkræves for den rent historiske Granskning. Hans Arbeidskraft, hans Hukommelse og hans Sprogtalent vare forbausende, og satte ham istand til at samle en Sum af Lærdom, der for almindelige Mennesker var næsten ufattelig. Alle sine Evner og Kundskaber brugte han med den lykkeligste Lethed. Men hans Begavelses mest glimdrende Side var dog hans Skarpsindighed og Talent til at kombinere Kjendsgjerninger. Det var som om intet, der kunde tjene til Bevis for en Mening, formaaede at skjule sig for ham, og med hvilkensomhelst Gjenstand han sysselsatte sig, forstod han altid, endog om Stoffet var af den mest overvældende og kaotiske Beskaffenhed, at bringe Sammenhæng tilveie og at sammenstille Enkeltheder paa den mest overraskende Maade. I fuld Følelse af denne Overlegenhed satte han sig det som sin Hovedopgave at gjennemgaa og indtil den yderste Detail kritisk at bearbeide alle Beretninger om og Bidrag til vort Fædrelands Historie, og det saaledes at han efter den Ytring af Niebuhr, han har brugt til Motto, fremstillede “ikke de nøgne Resultater, der blot afstedkomme blinde Meninger, men selve Undersøgelserne i hele deres Omfang“. Han har gjennemforsket vore egne Oldskrifter og Dimplomer med den yderste Omhyggelighed, tegnet op hvor hver Konge og hver fremragende Mand har opholdt sig paa enhver Dag, han findes nævnt, udarbeidet Mængder af Slægttavler, gjennemgaaet alle russiske, byzantinske, tydske, franske og engelske Krøniker, hvor der har været Haab om at finde noget til Oplysning om Norge eller bekjendte Normænd. Og Udbyttet af hele dette Apparat meddeler han igjen i stor Udførlighed, sammenstillet paa den sindrigste Maade. Paa denne Maade har han inden sit Omraade udvundet en Mængde Resultater og Hypotheser, der tilsammentagne danne den største Skat, nogen nordisk Historiker har efterladt sig. Hans Undersøgelser om den skandinaviske Stammes Indvandring i dens nuværende Bopæle og Fremstilling af deres ældste Historie ere bekjendte over hele Europa, og alene det sidste af hans Arbeider, Skildringen af det dunkle og tilsyneladende lidet interessante Tidsrum fra 1320—1396 vilde være nok til at gjøre ham navnkundig. Adskillige af hans Hypotheser manglede den fuldstændige Begrundelse, enkelte og deriblandt den at Danmarks Befolkning er af blandet gothisk og ren nordisk Herkomst, forekommer os at være usandsynligt. Uagtet denne Hypothese kun har videnskabelig Betydning, paadrog den ham de Danskes Forbittrelse, der undertiden udartede til smaalig Chikane. Men ingen af Danmarks Historikere har hidtil magtet at imødegaa den med tilstrækkelig Styrke, og i Bevidstheden om sin store Overlegenhed mødte han Drillerierne med en fuldkommen olympisk Sindsro.

Professor Munch stod igjennem flere Aar i Forbindelse med dette Blad, og har af og til for kortere Tidsrum fungeret som dets Hovedredaktør. Hvad han har skrevet for samme er dog hovedsageligt Artikler vedkommende videnskabelige eller litterære Spørgsmaale.

Det Tab Landet ved hans Bortgang har lidt er saameget smerteligere, som han i sit Hovedværk netop var kommen til et Tidsrum, der maaske frembyder de største Vanskeligheder. Men hvad han allerede har udrettet, er saa meget, at det at have besiddet ham, er et større Held en et saa lidet Samfund som vort, har Ret til ofte at vente. Vi tvivle derfor heller ikke paa, at Statsstyrelsen vil komme hans ulykkelige Efterladte til Hjælp paa en for Landet og den Afdødes Fortjenster værdig Maade.



PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.