Morderen fra mørket/3

III

TELEFONEN

– Skal du ikke høre efter i telefonen? spurte kapteinen med en stemme, som skulde være lavmælt og rolig, men som blev hæs og hviskende.

Ved at høre denne stemme gik der en kuldegysning gjennem apotekeren. Kapteinen hadde reist sig op og stod og stirret paa ham med et flakkende og usikkert blik. Apotekeren følte sig synlig ubehagelig berørt ved at staa overfor disse øine.

– Det ringte, mumlet han aandsfraværende. Samtidig saa han paa klokken. Det ringte, mumlet han igjen.

– Visst saa, utbrøt kapteinen og grep ham i armen. Der staar et menneske og venter i telefonen, ta dig sammen, mand.

Han saa igjen paa klokken. Den store viser hadde nu vandret etpar minutter ind i det sidste kvarter.

– Men han er jo død, sa apotekeren aandsfraværende og forvirret.

Kapteinen skjøv ham hvast tilside og gik mot telefonen.

– Død, hvæste han arrig, tror du det er en død mand som venter i telefonen, fordi om den ringte netop i dette øieblik.

Han grep mikrofonen og ropte unødig høit ind i trakten:

– Hallo! Er der nogen?

Der hørtes bare en fjern susen i telefonen; men ingen stemme.

– Hallo, ropte han igjen, svar for satan. Hvem er det?

Fremdeles intet svar. Men nu spurte ikke kapteinen flere ganger. Det syntes som om en besynderlig eftertænksomhet helt hadde grepet ham og baaret ham bort fra nuet. Hans øine hadde en fjern og lyttende stirren. Der var fremdeles ingen stemme i telefonen. Men kapteinen beholdt mikrofonen for øret. En sælsom susen fyldte trakten og randt ind i hans øre. Det var ikke andet end den sedvanlige susen som høres i en stum telefon. Men under den nervøse bevægelse, som hadde besat kapteinen, fik denne lyd en gaadefuld betydning. Det var likesom traaden spandt og spandt en uforstaaelig mumlen ut fra selve stilheten, en hemmelighetsfuld tilkjendegivelse fra dype og umaadelige strækninger.

– Hører du noget? spurte apotekeren.

– Nei, svarte kapteinen, jeg hører ingenting.

– Hvad lytter du efter da?

– Lytter jeg, spurte kapteinen. Han for uvilkaarlig sammen, idet han igjen fik øie paa apotekeren. Det var likesom denne længe hadde været borte for ham, som om han hadde været ganske alene med denne underlige lyd, der syntes at komme fra fjerne steder.

– Jeg har aldrig set nogen lytte saa intenst, sa apotekeren, idet han tok mikrofonen ut av den andens haand. Saa ropte han selv ind i trakten, men heller ikke han fik noget svar. Apotekeren satte sig derefter forbindelse med centralen for at faa vite, hvem som hadde ringt. Ringt? Ingen hadde ringt. Man visste ikke paa centralen, at der hadde været nogen opringning og kunde ikke gi nogensomhelst oplysninger. Apotekeren la mikrofonen ned.

– Det var en feil, sa han, det hænder ofte med telefonen. Især i urolig veir.

Han saa ut gjennem vinduet. Kapteinen saa ogsaa ut gjennem vinduet. Solens lys var nu dalt, likesom en lampe der skrues ned. Vintertaaken hadde lagt sig indunder himmelen, og de sparsomme og skjæve solstraaler formaadde ikke at gjennembryte en graa skybanke, som var trukket op fra syd. Men skybanken drev frem med blodige bremmer.

– Ser du, hvor himmelen begynder at bli rød, sa apotekeren. Det varsler storm. Jo, det er rigtig, at vi har urolig veir.

Skorstensrøken slog ned og drev som forrevne sotfiller forbi vinduerne.

– Det blir storm til kvelden; gjenmælte kapteinen.

Saaledes stod disse to mænd og talte aandsfraværende om et optrækkende uveir. Paa den maate skjulte de for hverandre noget bestemt, noget andet, som de begge to tænkte paa.

Apotekeren fik et pludselig hastverk. Han samlet sine papirer sammen og la dem i den sorte portefølje.

– Jeg er bestandig præcis, sa han, klokken er to nu og bankraadet venter. Derhenne kommer Larsson for at passe apoteket.

– Saa tar jeg aviserne, sa kapteinen. Du har jo læst dem og jeg vil gjerne se, hvad der staar.

– Javel, ta bare aviserne. Jeg behøver dem ikke længer.

De to venner fulgtes ad henad veien.

– Hvad vil du nu fortælle herrerne? spurte kapteinen.

– Jeg antar, svarte apotekeren, at herrerne i bankraadet allerede har læst aviserne og vet, hvad som er hændt. Men endnu forstaar ingen grunden. Naar jeg nu kommer og fremlægger mine papirer, vil jo alle skjønne det.

– Kunde ikke dette ha været hindret? spurte kapteinen.

Apotekeren svarte ikke paa en stund. Men idet de to herrer skiltes foran den lille landsbanks lokaler, sa apotekeren:

– Det er jo netop med saadanne muligheter for øie, at man har git mig dette hverv. Jeg er kontrollør i banken. Jeg har gjort min pligt. Ingen kan gjøre mere end sin pligt. Og der var ingen utvei.

– Nei, ingen, svarte kapteinen barsk og gik. Apotekeren saa efter ham og gjorde en bevægelse, som om han vilde kalde ham til sig igjen, fordi han nødig vilde være alene. Men saa grep han sig i det og gik ind i banken – underlig nølende og sammenknuget, likesom han bar paa en stor byrde.

Da kapteinen var kommet hjem i sine stuer, syntes han, at det alt var begyndt at bli mørkt, skjønt klokken ikke var mere end litt over to. Klokkeslettet konstaterte han gang paa gang. Det var med en viss forkjærlighet han trak klokken op av lommen og saa paa den. Og hver gang beholdt han den litt i haanden. En gang mumlet han:

– Besynderlig. Klokken var præcis et kvarter før to. . . . Og apotekerklokken gaar bestandig rigtig. Paa minuttet rigtig. Og nøiagtig et kvarter før to ringte telefonen. Og ingen svarte. Besynderlig. . . .

Da han satte sig i den makelige gyngestol og bredte avisen ut foran sig, kastet han et blik omkring i værelset. Det hadde aldrig faldt ham ind før, hvor hans værelser i grunden var mørke og lavloftede og stille. Lyset trængte kun dunkelt ind gjennem de smaa vinduer og de gammeldagse, sorte møbler tjente ikke til at gjøre værelset lysere. Da han satte avisen op foran sine øine, syntes han endog, at han hadde vanskelig for at læse trykket. Kanske var det allerede paa tide at tænde lampen. Han ropte paa sin husholderske: Maria! høit flere ganger. Men han fik ikke noget svar. Maria var ute og han befandt sig saaledes alene i leiligheten. Nuja, hvad var dermed at gjøre. Han gynget litt frem og tilbake. Saa maatte han finde sig i at læse ved dette elendige lys. Han hadde en besynderlig motvilje mot at paabegynde læsningen om doktor Flodins død. Men endelig tok han fat paa beretningen.

Nei. Der kunde ikke være nogen tvil. En dame, som kjendte doktoren, hadde set ham gaa ombord i færgen i Kjøbenhavn. En herre, som ogsaa kjendte ham, hadde efterat færgen var kommet ut paa sjøen, hilst paa ham i røkesalonen. Man hadde set ham ta frakke og hat av sig. Man hadde set ham gaa op paa dækket. Her hadde flere set ham springe overbord og forsvinde i mørket mellem de drivende isflak. Da var færgen omtrent midtveis mellen den svenske og danske kyst. Man hadde stanset færgen og redningsbaaten var blit utsat, men forgjæves. Man hadde ikke fundet den ulykkeliges lik. Strømmen hadde tat det. Derimot hadde man i røkesalonen fundet hans frakke, og av forskjellige papirer fremgik det, at han var doktor C. F. Flodin, svensk læge. Motivet ubekjendt.

Kapteinen la avisen ned og lænet sig tilbake i stolen.

Motivet ubekjendt —

Kapteinen saa i aanden bankraadsmøtet, hvor motivet fremlagdes for de alvorlige og forskrækkede og bestyrtede medlemmer. Der var falsknerier, underslæp, tyve tusen kroner foreløbig, sandsynligvis meget mere . . .

Han kvak pludselig til. Det var telefonen, som kimet. Atter hørte han denne skjærende lyd, som skar stilheten istykker saa den likesom splintredes i stumper omkring ham. Kapteinen skvat op fra stolen. En nervøs skjælven for heftig igjennem ham, og han kjendte hvordan hjertet dundret mot brystvæggen. Men i næste øieblik betvang han sin meningsløse bevægelse. Du er nervøs, mumlet han ved sig selv. Hvad er dette for en latterlighet. Du er satans saa nervøs. . . .

Telefonen stod i værelset ved siden av. Der fandtes ikke nogen dør mellem de to værelser. Men tykke portierer hang ned fra taket. Han ventet og lyttet. Kanske var hans husholderske kommet hjem. Saa kunde hun ta telefonen. Da han ikke hørte hendes kjendte slæpende trin, ropte han hendes navn:

– Maria! Maria!

Intet svar. Han gjentok ropet og la en ed til. Stilhet.

Saa maatte han selv ta telefonen. Han gik over gulvet og slog portiererne tilside.

Hvem kan det være, tænkte han.

Ved dette stumme spørsmaalg følte han igjen en forunderlig skjælven gjennemfare sig og det var likesom blodet strømmet iskoldt mot hans hjerte. Men han bet tænderne sammen, og forbitret over sin opjagede nervøsitet ilte han ind i værelset. Derhenne ved væggen paa et litet bord stod telefonen. Han stanset foran den. Han saa paa dens hvite nikkelklokke, som forekom ham at være et blodløst og koldt metaløre, som lukket sig over en forfærdelig hemmelighet, men som vilde aapne sig saasnart han rørte ved det.

Og drevet av en indskydelse som han ikke hadde stunder til at reflektere over, grep han med et frygtelig hastverk fat i telefonens ledningstraad og løsnet den fra væggen. Eftersom han trak den til sig, drysset kalkstøv og gammel maling ned paa hans haandled. Han drog forbitret og hidsig i traaden, men kunde ikke faa den slitt av. Den blev stadig længere, syntes han. Og, dertil kom en forfærdelig

fornemmelse, som igjen fik angsten til at gjennemisne ham: Han syntes han trak i noget levende, i en lang haand, som tilhørte et menneske. Og han ventet at se en skikkelse stige ut fra væggens sønderrevne tapeter. Samlende alle sine kræfter fik han endelig ledningstraaden revet over. Den faldt med jernkroker og kontakter klirrende ned paa gulvet. Da han vendte sig mot døren for at gaa ind i det første værelse, var han meget blek. I fliken mellem portiererne syntes han at noget bevæget sig derinde. Og da han kom ind i værelset, saa han, at gyngestolen, som han nylig var steget op av, endnu vugget. Vinterdagens skumring hadde nu seget ind i værelset, og dypt inde i denne skumring vugget den tomme gyngestol op og ned, som om nogen sat i den.

– Det er som om nogen sitter i den, tænkte han.

Men pludselig kom han til besindelse.

– Vogt dig nu, sa han til sig selv, idet han knyttet hænderne, vogt dig nu.

Og saa gik han med faste skridt hen til et skatol, som stod mellem de to vinduer. Han aapnet en skuffe og trak frem en liten giftmerket flaske og en tynd sprøite av glas. Efterat ha fyldt den lille sprøite, blottet han armen og førte sprøitens tynde spids under huden. Det hældende dagslys fra vinduet faldt indover hans ansigt. Og dette ansigt uttrykte da intet andet end den sørgmodige forstemthet, som er egen for kokainisten, naar han søker ro i det uundværlige.