Mitt Hjerte altid vanker

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

No. 85.
Mel. Jeg raaber faſt o HErre &c.

1. Mit Hjerte altid vanker
 I JEſu Føderum,
Did ſamles mine Tanker
 I deres Hovedſum:
Der er min Længſel hjemme,
 Der har min Troe ſin Skat —
Jeg kan dig aldrig glemme,
 Du ſøde Julenat!

2. Du, mørke Stald, ſkal være
 Mit Hjertes Fryde-Slot;
Der kan jeg daglig lære
 At glemme Verdens Spot;
Der kan jeg bedſt befinde,
 Hvori min Roes beſtaaer;
Naar JEſu Krybbes Minde
 Mig ret til Hjerte gaaer.

3. Men ak! hvad ſkal jeg ſige,
 Naar jeg vil tænke paa,
At Gud af Himmerige
 I Stalden ligge maa:

At Himlens Fryd og Ære,
 Guds væſentlige Ord,
Skal ſaa foragtet være
 Paa denne ſlemme Jord!

4. En Perle, der forgjettes,
 Saa nøie ledes op;
Den blanke Demant ſættes
 I gylden Krones Top;
Man kaſter ei en Drue
 Blandt tørre Grene ned:
Skal jeg min Gud da sſke
 I ſaadan Usſelhed?

5. Hvi ſkulde Herreſale
 Ei for dig pyntet ſtaae? —
Du havde at befale,
 I hvor du pegte paa —
Hvi lod du dig ei ſvøbe
 I Lyſet ſom et Baand,
Og Jordens Konger løbe,
 At kysſe paa din Haand?

6. Hvi lod du ei udſpende
 En Himmel til dit Telt,
Og Stjerne-Fakler brænde?
 O ſtore Himmel-Helt!
Hvi lod ſig ei tilſyne
 En mægtig Englevagt,
Som dig i Silkedyne
 Saa prægtig burde lagt?

7. Nei! JEſus faaer ſit Leie
 I denne gode Juul,
Hvor Betlere de pleie
 At lægge ſig i Skjul;
Det var end ei hans eget
 Det Høe, hvori han laae —
Han havde ei ſaa meget.
 Han kunde ligge paa.

8. Den Sag kan ei begribes.
 At JEſus, Gud og Mand,

Saa meget hart indknibes
 I Verdens Jammerſtand:
Han, ſom med Guddoms Vælde
 Al Verden dømme vil,
Ei har det, han kan hælde
 Sit arme Hoved til.

9. En Spurre har ſit Rede
 Og ſikkre Hvile-Boe;
En Svale ei tør lede
 Om Nattelys og Roe;
En Løve veed ſin Hule,
 Hvor han ſin Roe kan faae:
Skal da min Gud ſig ſkjule
 I Andres Stald og Straae?

10. Ak, kom! jeg vil oplukke
 Mit Hjerte, Sjel og Sind
Med tuſind Længſels Sukke,
 Kom, JEſu, dog herind! —
Det er ei fremmed Bolig,
 Du har det ſelv jo kjøbt —
Saa ſkal du blive trolig
 Udi mit Hjerte ſvøbt.

11. Jeg vil med Palmegrene
 Dit Hvileſted beſtrøe:
Min Brudgom, dig alene
 Jeg leve vil og døe.
Kom! lad min Sjel erlange
 Sin rette Qvæge-Stund
At kysſe tuſind Gange
 Din ſøde Roſenmund.