Mitt Hjerte altid vanker
1. Mit Hjerte altid vanker
I JEſu Føderum,
Did ſamles mine Tanker
I deres Hovedſum:
Der er min Længſel hjemme,
Der har min Troe ſin Skat —
Jeg kan dig aldrig glemme,
Du ſøde Julenat!
2. Du, mørke Stald, ſkal være
Mit Hjertes Fryde-Slot;
Der kan jeg daglig lære
At glemme Verdens Spot;
Der kan jeg bedſt befinde,
Hvori min Roes beſtaaer;
Naar JEſu Krybbes Minde
Mig ret til Hjerte gaaer.
3. Men ak! hvad ſkal jeg ſige,
Naar jeg vil tænke paa,
At Gud af Himmerige
I Stalden ligge maa:
At Himlens Fryd og Ære,
Guds væſentlige Ord,
Skal ſaa foragtet være
Paa denne ſlemme Jord!
4. En Perle, der forgjettes,
Saa nøie ledes op;
Den blanke Demant ſættes
I gylden Krones Top;
Man kaſter ei en Drue
Blandt tørre Grene ned:
Skal jeg min Gud da sſke
I ſaadan Usſelhed?
5. Hvi ſkulde Herreſale
Ei for dig pyntet ſtaae? —
Du havde at befale,
I hvor du pegte paa —
Hvi lod du dig ei ſvøbe
I Lyſet ſom et Baand,
Og Jordens Konger løbe,
At kysſe paa din Haand?
6. Hvi lod du ei udſpende
En Himmel til dit Telt,
Og Stjerne-Fakler brænde?
O ſtore Himmel-Helt!
Hvi lod ſig ei tilſyne
En mægtig Englevagt,
Som dig i Silkedyne
Saa prægtig burde lagt?
7. Nei! JEſus faaer ſit Leie
I denne gode Juul,
Hvor Betlere de pleie
At lægge ſig i Skjul;
Det var end ei hans eget
Det Høe, hvori han laae —
Han havde ei ſaa meget.
Han kunde ligge paa.
8. Den Sag kan ei begribes.
At JEſus, Gud og Mand,
Saa meget hart indknibes
I Verdens Jammerſtand:
Han, ſom med Guddoms Vælde
Al Verden dømme vil,
Ei har det, han kan hælde
Sit arme Hoved til.
9. En Spurre har ſit Rede
Og ſikkre Hvile-Boe;
En Svale ei tør lede
Om Nattelys og Roe;
En Løve veed ſin Hule,
Hvor han ſin Roe kan faae:
Skal da min Gud ſig ſkjule
I Andres Stald og Straae?
10. Ak, kom! jeg vil oplukke
Mit Hjerte, Sjel og Sind
Med tuſind Længſels Sukke,
Kom, JEſu, dog herind! —
Det er ei fremmed Bolig,
Du har det ſelv jo kjøbt —
Saa ſkal du blive trolig
Udi mit Hjerte ſvøbt.
11. Jeg vil med Palmegrene
Dit Hvileſted beſtrøe:
Min Brudgom, dig alene
Jeg leve vil og døe.
Kom! lad min Sjel erlange
Sin rette Qvæge-Stund
At kysſe tuſind Gange
Din ſøde Roſenmund.
