Mitt Hjerte altid vanker
1. Mit Hjerte altid vanker
I JEsu Føderum,
Did samles mine Tanker
I deres Hovedsum:
Der er min Længsel hjemme,
Der har min Troe sin Skat —
Jeg kan dig aldrig glemme,
Du søde Julenat!
2. Du, mørke Stald, skal være
Mit Hjertes Fryde-Slot;
Der kan jeg daglig lære
At glemme Verdens Spot;
Der kan jeg bedst befinde,
Hvori min Roes bestaaer;
Naar JEsu Krybbes Minde
Mig ret til Hjerte gaaer.
3. Men ak! hvad skal jeg sige,
Naar jeg vil tænke paa,
At Gud af Himmerige
I Stalden ligge maa:
At Himlens Fryd og Ære,
Guds væsentlige Ord,
Skal saa foragtet være
Paa denne slemme Jord!
4. En Perle, der forgjettes,
Saa nøie ledes op;
Den blanke Demant sættes
I gylden Krones Top;
Man kaster ei en Drue
Blandt tørre Grene ned:
Skal jeg min Gud da sske
I saadan Usselhed?
5. Hvi skulde Herresale
Ei for dig pyntet staae? —
Du havde at befale,
I hvor du pegte paa —
Hvi lod du dig ei svøbe
I Lyset som et Baand,
Og Jordens Konger løbe,
At kysse paa din Haand?
6. Hvi lod du ei udspende
En Himmel til dit Telt,
Og Stjerne-Fakler brænde?
O store Himmel-Helt!
Hvi lod sig ei tilsyne
En mægtig Englevagt,
Som dig i Silkedyne
Saa prægtig burde lagt?
7. Nei! JEsus faaer sit Leie
I denne gode Juul,
Hvor Betlere de pleie
At lægge sig i Skjul;
Det var end ei hans eget
Det Høe, hvori han laae —
Han havde ei saa meget.
Han kunde ligge paa.
8. Den Sag kan ei begribes.
At JEsus, Gud og Mand,
Saa meget hart indknibes
I Verdens Jammerstand:
Han, som med Guddoms Vælde
Al Verden dømme vil,
Ei har det, han kan hælde
Sit arme Hoved til.
9. En Spurre har sit Rede
Og sikkre Hvile-Boe;
En Svale ei tør lede
Om Nattelys og Roe;
En Løve veed sin Hule,
Hvor han sin Roe kan faae:
Skal da min Gud sig skjule
I Andres Stald og Straae?
10. Ak, kom! jeg vil oplukke
Mit Hjerte, Sjel og Sind
Med tusind Længsels Sukke,
Kom, JEsu, dog herind! —
Det er ei fremmed Bolig,
Du har det selv jo kjøbt —
Saa skal du blive trolig
Udi mit Hjerte svøbt.
11. Jeg vil med Palmegrene
Dit Hvilested bestrøe:
Min Brudgom, dig alene
Jeg leve vil og døe.
Kom! lad min Sjel erlange
Sin rette Qvæge-Stund
At kysse tusind Gange
Din søde Rosenmund.