Mit hjerte

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Til dig, hvis vaakne sans er ung, usyndig —
hvis drømmeøine taler om en higen,
du ikke har — og dog er evig yndig —

Fra mig, som aldrig, aldrig riktig lærte
med mandens mod og ærlighed at knuse
mit eget dødsbestemte, tunge hjerte!

Ja, jeg skal lære det, skjønt dypt begravet
det strømmer, fuldt af mørke melodier,
der stiger og forvirrer mig, som havet!



Du ømme lille — dine hvite hænder
de drømte jeg som blomster mot min pande,
der blek af sine knuste verdner brænder.

Og du skal tilgi mig — for jeg, jeg tømte
min kalk tilbunds — du tilgir mine drømme,
fordi jeg ikke vidste, hvad jeg drømte!

Fordi jeg aldrig, aldrig helt tør vove
at huske, at naturen har begrænset
min fryd til tonen i de dype skove!

at livet — for min sang om verdens skjønne —
ja, mine lidenskabelige sange —
kun skal mig med mit eget digt belønne.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.