Mindesang

Alfers Hjem ved klare Sunde,
fagre Danevang,
atter steg fra dine Lunde
Bjarkemaalets Klang;
atter lød det over Strande
mægtigt gjennem Nordens Lande:
Vaagner Mænd til Prøvestunden,
Dagen er oprunden!

Dag for Danmark, glandsfuld stegen
over blodig Bal,
for dit Lys en Sky er vegen
fra hver nordisk Dal.
Da din Glands ved Thyres Gjerde
faldt paa skarpe danske Sværde,
klang det og fra Klippetoppe:
Norden Sol er oppe!

Nu er Haabets Varsel sandet;
viet er vor Pagt,
Forsterlagets Blod er blandet
paa dets Grændsevagt.
Mellem Dans og Svens Bolde
faldt der Mænd paa røde Skjolde,
Mænd, som bar i Arm og Værge
Malm ra vore Bjerge.

Minderige Aandeskare
i den danske Hær,
alle slagne Mænd, som vare
Nordens Vidner der,
Tankerne ved Eder dvæle
alvorsfulde, seiersæle;
over Eders Æreminder
Solopgangen skinner!

Det kan dybest Sorrig lindre,
standse Savnets Graad;
som en KRaft i Folkets Indre
lever Eders Daad,
lever, naar i nye Farer
Heltes Æt sin Arv bevarer,
gjenopstaaer paa Fædrejorden
til et Værn for Norden.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.