Mindeord ved Hans Jægers baare
Det skulde unegtelig interessere mig, om hr. stiftsprovsten med dokumentet i haand vilde vise mig den høflighet at paavise de taktløsheter, den illojalitet, den obligate anerkjendelse, han finder i mine ord.
De av os som er kommet litt op i aarene, har ret som det er en vemodig oplevelse: vi læser i en avis, at en ungdomsven, som vi i mange aar har været borte fra, er avgaat ved døden, og der dukker uvilkaarlig op i vor sjæl mange fjerne minder, erindringer, som alle tar farve av naboskapet med døden. Og hvad værre er, stundom kommer der sammen med erindringerne ogsaa selvbebreidelser; her var kanske noget du burde ha fortsat, eller endnu pinsommere: her kunde du kanske ha gjort noget gagn som du ikke har gjort.
Det er meget længe siden at jeg stod Hans Jæger nær, og jeg er derfor kanske ikke den rette mand til at tale ved hans baare; men da jeg blev anmodet om det, kom der saa mange følelser over mig, og det faldt mig ind at er der noget menneske som ikke har forandret sig, som altid var og blev den samme, saa var det vel Hans Jæger.
Det billede av ham som har fæstnet sig i min sjæl, er mere end tredive aar gammelt. Han delte dengang — med den sans for matematik som altid var ham eiendommelig — sit liv i to omtrent nøiagtig like store halvdele. Den ene halvdel av aaret brukte han til at skaffe sig noget at leve av, den anden brukte han til at skaffe sig noget at leve for; fra februar maaned av sat han naglet til referentbordet i Stortinget som en av de anerkjendt dygtigste stenografer; men ved St. Hanstider pakket han sin kuffert og sin bokkasse og drog op til en gaard paa Nordre Land, hvor han blev sittende til Stortinget atter samledes. Foran sig hadde han sin kjæreste skat, sine bøker, — altid de samme, Kants, Fichtes, Hegels verker.
Han vilde finde en mening i livet.
Meget kom der ikke ut av disse spekulationer, — alt ialt en liten avhandling, «Kants fornuftkritik», som imidlertid staar for min erindring som et litet mesterverk av fortætningskunst, et finmasket net, hvor han paa et litet rum hadde indesperret alle Kants mange vanskelige tanker, uten at en eneste fik lov til at slippe ut.
I disse aar omgikkes jeg ham daglig naar han var i Kristiania, og han staar levende for mig. Jeg tror ikke jeg overdriver, naar jeg siger at Hans jæger var det mest ubetinget sandhetskjærlige menneske jeg har truffet; han var altid like forundret naar han opdaget at andre sa noget andet end den skjære sandhet, hans ord hadde i aldrig noget bi-erende, aldrig nogen anden hensigt end at være klare og nøiagtige avtryk av hans tanker. Hans lidenskap var logikken; med den logiske slutning angrep han alle livets problemer, og han var uovervindelig i vor ungdommelige diskussion, saa selv om han ikke altid hadde ret, saa blev det ialfald altid ham som fik ret.
Imidlertid gik det ham som saa mange andre, han fandt ved sine ihærdige spekulationer ikke nogen mening i det hele.
Og en god dag faldt det ham ind, at livet kunde brukes til noget andet end til at pønses over. Og saa gik han ut for at erobre det. Hans vaaben i kampen var ogsaa her den logiske formel; men da nu menneskelivet er bygget av mangfoldige andre elementer end den rene logik, saa rendte han, som ventelig var, gang paa gang sit hode mot den jernhaarde virkelighet. Men han gav sig ikke.
Naar nu verden engang ikke var fornuftig, saa gjaldt det at gjøre den fornuftig.
Og saaledes blev Hans jæger romanforfatter. Han manglet den egentlig skapende evne. Var han ganske fri for den lavtliggende løgn, som dækker og skjuler og fusker sig til kompromisser, saa var han paa den anden side ogsaa blottet for «den guddommelige løgn», uten hvilken intet fuldbaarent kunstverk kommer til verden. Han magtet ikke at skape kunstneriske monumenter; men derfor er hans verker ikke værdiløse, de blir staaende som menneskelige dokumenter; fremtidens kulturhistoriker eller aandshistoriker vil i dem finde en kilde, som paa grund av forfatterens hensynsløse blottelser kanske bedre end nogen anden vil gi indsigt i visse menneskelige sjælstilstande og enkelte sider av norske samfundsforhold i en bestemt tid.
Der var i Hans Jægers ansigt to smil, det ene sat om hans mund og var næsten aldrig borte; enhver som bare gik forbi ham maatte se det. Det var medlidende haan; smilet hos en mand som gik omkring alene og hadde ret likeoverfor den samlede menneskehets kompakte taapelighet; her hadde avleiret sig alle hans forbløffelser over at nogen gad si noget andet end den nøiagtige sandhet, og alle hans forargelser over at det næsten var umulig at finde et menneske som kunde forstaa de aller simpleste ting.
Men han hadde som sagt ogsaa et andet smil, som kanske ikke alle har set; det sat i hans øine og var en barnlig, hjælpeløs bøn om ømhet, det straalet ut fra varmekilden i hans væsen. Herfra kom ogsaa irregulariteten i hans liv — ti heller ikke Hans Jægers sjæl var nogen syllogisme — og underlig nok, denne mand, som i sin hensynsløshet aldrig tok i betænkning at si eller gjøre ting som kunde saare, han var selv saa ømskindet, saa saar at han i aarevis kunde gaa og lide under virkelige eller indbildte krænkelser. Slikt er ikke konsekvent eller logisk; men det kom allikevel fra de strøk i hans sjæl som ikke var de mindst værdifulde. .
Der vil bli fældt forskjellige og yderst avvikende domme om Hans Jægers virke; men den dom vil ingen fælde, at hans liv var virkningsløst. Og vi som stod ham nær eller hadde staat ham nær, vil ikke let glemme ham; naar vi tar frem vore minder, vil han træde ut av erindringshoben med sit utprægede fysiognomi, som en for sig selv, en personlighet — ikke blot ved sin ubønhørlige sandhetskjærlighet og sin logiske selvfølgelighet, men ogsaa med den varme i sit væsen, som gjorde at vi ikke bare undredes over ham, men ogsaa blev hjertelig glad i ham.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |