Min vens bok/Tilegnelse
Steenske Forlag, (s. 5-7).
31. december 188..
Nel mezzo del cammin di nostra vita…
Paa midten av vort livs vei…
Dette vers hvormed Dante begynder den første sang i sin Guddommelige Komedie, kommer mig iaften i tanken, kanhænde for hundrede gang. Men det er første gang det griper mig.
Med hvilket vemod gjenkalder jeg det ikke i aanden, og hvor finder jeg det ikke alvorstungt og fyldt av mening! Det er fordi jeg denne gang kan anvende det paa mig selv. Jeg er ogsaa kommet til det punkt hvor Dante var da vor gamle sol gik inn i det fjortende aarhundredes første aar. Jeg staar paa midten av livets vei, hvis man antar at denne vei fører til alderdommen, og er lik for alle.
Herregud! Jeg visste jo, for tvve aar siden, at jeg skulde komme dithen: jeg visste det, men jeg følte det ikke. Jeg bekymret mig dengang om midten av livets vei som jeg bekymret mig om veien til Chicago. Nu da jeg har klatret bakken op, vender noget tilbake for at favne med et blik hele den strækning som jeg saa hurtig har tilbakelagt, og den florentinske digters vers fyller min sjæl med et saadant drømmeri at jeg gjerne tilbragte natten foran ilden med at fremkalde fortidens skvgger. Ak! de døde er saa flygtige.
Det er søtt at mindes. Nattens stilhet indbyder til det. Gjengangerne elsker den natlige ro, ti de er av naturen ængstelige og lette at skræmme, og de kræver mørket og ensomheten forat de skal komme og tale i sine levende venners øre. Gardinerne er trukket for vinduerne, portiererne falder i tunge folder paa tæppet. Kun en dør staar paa klem, derborte hvor mine øine uvilkaarlig vender sig hen. Der kommer en sløret hvitblaa lysning ut derifra; man hører jevne, lette aandedrag i hvilke selv jeg ikke kan skjelne morens fra barnenes.
Sov, I kjære, sov!
Jeg sitter ved den døende kaminild og drømmer, og dette hjem, med sovekammeret hvor natlampen lyser med sit skjælvende skin og hvorfra disse rene aandedrag fornemmes, staar for mig som et enslig herberge paa den store landevei hvorav jeg allerede har tilbakelagt den første halvdel.
Sov I kjære; imorgen skal vi drage videre!
Imorgen! Der var en tid da dette ord for mig indeholdt det skjønneste av alle tryllerier. Naar jeg uttalte det, saa jeg ukjendte, yndige skikkelser vinke til mig med haanden og hviske: »Kom!« Jeg holdt saameget av livet dengang! Jeg stolte paa det med en forelskets vakre tillid, og jeg trodde ikke at det kunde bli haardhjertet imot mig, livet som dog er uten forbarmelse.
Jeg anklager det ikke. Det har ikke saaret mig saa haardt som det har saaret mange andre. Det har endog, i sin dype likegyldighet, undertiden kjærtegnet mig. Til gjengjæld for det som det har tat fra mig eller negtet mig, har det skjænket mig skatter, mot hvilke alt hvad jeg begjæret kun var for aske og røk at regne. Og dog har jeg mistet haabet, og nu kan jeg ikke høre sagt: »imorgen!« uten at gripes av en følelse av uro og vemod.
Nei, jeg har ikke længere tiltro til min gamle ven livet. Men jeg elsker det endnu. Saalænge jeg faar se dets himmelske straale lyse paa tre hvite pander, paa tre elskede pander, vil jeg velsigne det og si at det er skjønt.
Der er stunder da alt forundrer mig, stunder da de enkleste ting gir mig mysteriets gysen.
Saaledes synes det mig i dette øieblik at erindringen er en vidunderlig gave, og at evnen til at kalde fortiden frem er likesaa sælsom som evnen til at se fremtiden, og mere velgjørende end denne.
Det er en velsignelse at mindes. Natten er stille, jeg har samlet glørne i kaminen og bragt ilden til at blusse.
Sov, I kjære, sov!
Jeg skriver ned min barndoms minder og jeg gjør det