Min vens bok/Spøkelserne
Steenske Forlag, (s. 9-11).
De mennesker som har sagt mig at de intet husker fra sin barndoms første aar, har forbauset mig meget. Jeg for min del har bevaret levende minder fra den tid da jeg var en ganske liten gut. Det er visselig kun spredte billeder, men de trær netop derved frem med desto større glans mot en mørk og hemmelighetsfuld bakgrund. Skjønt jeg endnu har langt igjen til alderdommen, synes disse minder, som jeg elsker, komme fra en uendelig fjern fortid. Det staar for mig som om verden dengang var i sin nyhets pragt og klædt i friske farver. Hvis jeg var en vildmand, vilde jeg tro at verden var like ung eller, om I vil, like gammel som jeg. Men til min ulykke er jeg ingen vildmand. Jeg har læst mange bøker om jordens ælde og arternes utvikling, og jeg maaler med tristhet individernes korte bestaaen paa slegternes lange liv. Jeg vet derfor at det ikke er meget længe siden jeg laa i min sprinkelseng i et stort kammer i et gammelt, forfaldent hus, som senere er revet ned for at gjøre plass for Kunstakademiets nye bygninger. Det var der min far bodde; han var en beskeden læge og en stor samler av naturens rariteter. Hvem er det som sir at barn ingen hukommelse har? Jeg ser det endnu for mig, dette kammer, med dets blomstrede, grønne tapet og et vakkert skilderi i farver, som forestillet, det fik jeg senere vite, Paul som bærer Virginie over vadestedet paa den Sorte Flod. I dette rum oplevet jeg merkværdige eventyr.
Jeg hadde, som sagt, en liten sprinkelseng som om dagen stod i et hjørne og som min mor hver nat satte frem paa gulvet, uten tvil for at den skulde staa nær hendes egen, hvis umaadelige omhæng fyldte mig med frygt og forundring. Det var en hel affære at bringe mig i seng. Det maatte ske med bønfaldelser, kjærtegn og taarer. Og det var ikke slut med det: jeg pleiet at undslippe i bare skjorten og hoppet omkring som en vilter kanin. Min mor fik fat i mig under en stol eller et bord og la mig tilsengs. Det var meget muntert.
Men ikke saasnart laa jeg under dynerne før en mængde personer, der var min familie fuldstændig fremmede, gav sig til at danse rundt omkring mig. De hadde næser som storkeneb, bustede barter, fremstaaende, spisse maver og ben som nogen haner. De viste sig fra siden, med et rundt øie midt i kindet, og bar paa koster og spid, gitarer og sprøiter og andre instrumenter som jeg aldrig hadde set. Stygge som de var, burde de ikke ha latt sig se; men jeg maa yde dem den retfærdighet at de sneg sig lydløst frem langs væggen og at ikke én av dem, ikke engang den mindste og siste, som hadde en blæsebelg i enden, nogensinde tok et skridt henimot min seng. En eller anden magt holdt dem tydeligvis tilbake ved væggen, som de gled hen langs uten at de syntes at være av nogen nævneværdig tykkelse. Det beroliget mig litt. Forresten holdt jeg mig vaaken. Det er ikke i denslags selskap, forstaar I vel, at man faar blund paa øinene. Jeg holdt mine vidt aapne. Og allikevel (det var et nyt mirakel) fandt jeg mig med én gang igjen i det solfyldte kammer, hvor jeg ikke saa nogen anden end min mor i lyserød morgenkjole, og uten at jeg paa nogen maate visste hvordan natten og spøkelserne var forsvundet.
– For en syvsover du er! sa min mor og lo.
Og jeg maatte vist være en stor syvsover.
Igaar, mens jeg slentret langs kaierne, saa jeg i butiken hos en kobberstikhandler én av disse mapper med groteske billeder hvori lotringeren Callot øvet sin fine, haarde radernaal og som nu blir sjeldne. I min barndoms tid dækket en skilderihandlerske, madam Mignot, som bodde like ved os, én hel væg med dem, og jeg saa paa dem hver dag naar jeg gik ut med barnepiken og naar jeg vendte tilbake; jeg matet mine øine med disse vanskapninger, og naar jeg laa i min lille sprinkelseng, gjensaa jeg dem uten at ha forstand nok til at gjenkjende dem. Han var en stor tryllekunstner, Jacques Callot!
Den lille mappe som jeg bladet i, gjenopvakte hos mig en hel svunden verden, og jeg følte stige op i min sjæl noget som en støvsky fyldt med vellugt hvori jeg saa elskede skygger drage forbi.