Hopp til innhold

Min vens bok/Dialog om eventyrene

Fra Wikikilden
Oversatt av Peter Rokseth.
Steenske Forlag (s. 172-204).
II
DIALOG OM EVENTYRENE
LAURE, 0CTAVE, RAYMOND
LAURE

Purpurstripen som strakte sig over vesterhimmelen er blegnet og hele synsranden er badet i et orangegult skjær; over den hvælver himmelen sig blek og grøn. Der kommer den første stjerne frem; den er ganske hvit og den skjælver... Men nu ser jeg en anden og atter én, og om en liten stund kan man ikke længer tælle dem. Parkens trær er sorte og synes større end de er. Den lille sti som løper derhenne mellem haktornhækkene og hvorav jeg kjender hver sten, synes mig i denne stund dyp, eventyrlig og gaadefuld, og jeg indbilder mig uvilkaarlig at den fører til egne som de man ser i drømme. Hvilken herlig aften! og hvor det er deilig at aande! Jeg hører paa dig, fætter; tal til os om eventyr, siden du har saa meget rart at si os om dem. Men for Guds skyld fordærv dem ikke for mig. Jeg varskur dig om at jeg elsker dem. I den grad at jeg er en liten smule vred paa min datter naar hun spør mig om »det er sandt, det med troldene og féerne«.

RAYMOND

Hun er et barn av tiden. Tvilen vokser frem hos hende før visdomstænderne. Jeg hører ikke til den samme skole som denne lille filosof i kort kjole, og jeg tror paa féer. Féerne er til, kjære kusine, eftersom menneskene har skapt dem. Alt hvad vi ser i tanken er virkelig: det er endog det ene virkelige. Om en gammel munk kom og sa mig: »Jeg har set djævelen; han har hale og horn«, vilde jeg svare den gamle munk: »Min fader, hvis vi vilde anta at djævelen tilfældigvis ikke var til, saa har De skapt ham; nu er han visselig til. Vogt Dem for ham!« Tro paa féerne, kusine, paa troldene og alt det andet.

LAURE

Tal til os om féerne og la det andet være. Du sa nyss at der findes lærde mænd som gir sig av med eventyrene. Jeg kan ikke for det, men jeg er forfærdelig ræd at de ødelægger dem for mig. At ta lille Rødbætte bort fra barnekammeret og føre hende til Videnskapsselskapet! Skulde man ha hørt maken!

OCTAVE

Jeg trodde at nutidens lærde var mere kræsne; men jeg ser at I er godslige folk som ikke ringeagter meningsløse og barnagtige skrøner.

LAURE

Eventyrene er meningsløse og barnagtige; det er visst. Men jeg har meget ondt for at indrømme det, for jeg synes de er saa vakre.

RAYMOND

Indrøm det, kjære kusine, indrøm det uten frygt. Iliaden er ogsaa barnagtig, og den er det skjønneste digt man kan læse. Den reneste poesi er den som er skapt av de barnslige folk. Folkene er som nattergalen i visen: de synger smukt saa længe de er lette om hjertet. Naar de ældes, blir de lærde, alvorlige og bekymrede, og deres beste digtere er ikke længere andet end pragtfulde frasemakere. Fortællingen om Tornerose er visselig barnagtig. Det er netop derfor den ligner en sang av Odysséen. Hin skjønne enfold, hin barneaarenes guddommelige uvidenhet som man ikke finder igjen i de klassiske tidsaldres litterære frembringelser, staar endnu i duftende blomst i de folkelige sanger og sagn. La os som Octave skynde os med at tilføie at disse fortællinger er meningsløse. Hvis de ikke var meningsløse, vilde de ikke være fortryllende. Merk Eder vel at de meningsløse ting er de eneste som tiltrækker, er de eneste som er skjønne, de eneste som gir livet ynde og som hindrer os fra at dø av kjedsomhet. Et digt, en statue, et maleri som er fornuftig, vilde faa alle mennesker, selv alle fornuftige mennesker, til at gjespe. Se bare, kjære kusine, paa garneringerne paa dit skjørt, disse folder og læg, disse puffer og kantiljer, hele denne lek av stoffer er meningsløs, men den er fortryllende. Jeg gir dig min kompliment.

LAURE

Tal ikke om pynt, det forstaar du dig ikke paa. Jeg medgir at man ikke maa være altfor slet og ret fornuftig i kunsten. Men i livet...

RAYMOND

Der er intet skjønt i livet uten lidenskaperne, og lidenskaperne er meningsløse. Den vakreste av alle er den meningsløseste av alle: kjærligheten. Har vel Romeo og Julie en gnist av sund fornuft i hodet? De er bedaarende. Der findes en lidenskap som er mindre meningsløs end de andre, det er gjerrigheten; derfor er den avskyelig hæslig. »Det er bare gale folk som morer mig«, sa Dickens. Ve den som ikke nu og da ligner Don Quixote og som aldrig har tat vindmøller for kjæmper! Hin høisindede Don Quixote var sin egen fortryller. Han trodde at naturen var like stor som hans sjæl.

Det er ikke at være daare ! Daarerne er de som aldrig ser for sig noget vakkert og stort.

OCTAVE

Det forekommer mig, Raymond, at denne meningsløshet som du beundrer saa høit, har sin kilde i fantasien og at det som du netop har sagt os i en glimrende og paradoksal form, helt enkelt kan oversættes saaledes: fantasien gjør et følsomt menneske til kunstner og et tappert menneske til helt.

RAYMOND

Du uttrykker noksaa nøie en av siderne av min tanke; men jeg vilde gjerne vite hvad du forstaar med ordet fantasi og om det efter din mening er evnen til at forestille sig det som er eller det som ikke er.

OCTAVE

Jeg er en mand som kun forstaar at dyrke min aker, og jeg taler om fantasien som den blinde om farver. Men jeg tror at den kun da fortjener sit navn naar den gir nye former eller nye sjæleliv, kort sagt naar den skaper.

RAYMOND

Fantasien, saaledes som du definerer den, er ingen menneskelige evne. Mennesket er helt ute av stand til at forestille sig det som det hverken har set eller hørt eller følt eller smakt. Jeg følger ikke med moden og holder mig til min gamle Condillac. Alle vore forestillinger kommer fra sanserne, og fantasien bestaar ikke i at skape, men i at føie sanseindtrykkene sammen.

LAURE

Vover du at si det? Jeg kan, naar jeg vil, se engler.

RAYMOND

Du ser barn med gaasevinger. Grækerne saa kentaurer, sirener, harpyer, fordi de først hadde set mennesker, hester, kvinder, fisker og fugler. Swedenborg, som var begavet med fantasi, beskriver planeternes beboere, Marsboerne, Venusboerne og Saturnboerne. Han gir dem ikke en eneste egenskap som ikke findes paa jorden; men han føier disse egenskaper sammen paa den mest forrykte maate; han taler hele tiden i vildelse. Se derimot hvad en enfoldig fantasi gjør: Homer, eller rettere sagt den ukjendte rapsode, lar en ung kvinde stige op av det hvite hav »som en sky«. Hun taler, hun jamrer sig med en himmelsk ro! »Ak, mit barn, sir hun, hvorfor har jeg fostret dig... Jeg fødte dig i mit hus til en ussel skjæbne. Men jeg vil gaa til den sneklædte Olymp... Jeg vil gaa til Zeus' kobberborg, jeg vil omfavne hans knær, og jeg tror at han vil la sig bøie«. Hun taler, det er Tetis, hun er gudinde. Naturen gav kvinden, havet og skyen; digteren forenet dem. Al poesi, alt trylleri ligger i saadanne lykkelige sammenstillinger. Se en maanestraale lister sig ned gjennem det dunkle løv og hen over birkernes sølvhvite bark. Straalen skjælver, det er ingen straale, det er en fés hvite klædning. De barn som faar se den, vil flygte bort, grepet av en vidunderlig skræk. Saaledes fødtes féerne og guderne. Der er ikke i den overnaturlige verden et atom som ikke findes i den naturlige verden.

LAURE

Du blander jo Homers gudinder sammen med Perrault's féer!

RAYMOND

De ene som de andre er av samme ophav og av samme natur. Disse mægtige konger og høviske prinser, disse prinsesser der er skjønne som dagen, disse trold som morer og skræmmer de smaa, var fordum guder og gudinder og fyldte menneskehetens barndom med glæde eller rædsel. Tommeliten, Askepot og Ridder Blaaskjæg er gamle, ærværdige fortællinger, som kommer til os langt, langt borte fra.

LAURE

Hvorfra?

RAYMOND

Hvad vet jeg om det? Man har villet, man vil endnu bevise at de stammer fra Baktrien; man mener at de er opfundet under dette ugjestmilde lands terebinter av hellenernes, latinernes, kelternes og germanernes omvankende forfædre. Denne teori er blit knæsat og forsvaret av lærde mænd som, om de tar feil, i det mindste ikke tar feil med letfærdighet. Og der skal et godt hode til med videnskabelig strenghet at bygge op forvirrede hjernespind. En polyglot alene kan tale over sig paa tyve sprog. De lærde mænd som jeg nævnte, taler aldrig over sig. Men visse kjendsgjerninger vedrørende de eventyr, fabler og legender som de holder for indogermanske, sætter dem i en uløselig klemme. Naar de har svedet for at bevise at Askepot kommer fra Baktrien og at fortællingen om Mikkel Ræv er særegen for den jafetiske race, saa finder nogen reisende Mikkel Ræv igjen hos zulukafferne og Askepot hos papuanegrene. Deres teori lider grusomt derved. Men teorierne blir kun avlet og sat i verden for at lide formedelst de kjendsgjerninger som skal passes ind i dem, for at søndervrides i alle sine led, for at svulme op og tilslut briste som ballonger. Det er allikevel noksaa sandsynlig at eventyrene, og særlig Perrault's eventyr, stammer fra menneskeslegtens allerældste overleveringer!

OCTAVE

Jeg avbryter dig, Raymond. Skjønt jeg har fulgt litet med i nutidens videnskap og er mere optat av korndyrkning end av lærde materier, læste jeg i en meget velskreven liten bok at troldene (ogres) ikke var andet end de ungarere som i Middelalderen herjet Europa og at sagnet om Ridder Blaaskjæg hadde tat form efter den kun altfor sandfærdige historie om hin uhyrlige marskalk de Raiz som blev hængt under Karl den syvende.

RAYMOND

Alt det har vi gjort om, min kjære Octave, og din lille bok, som har til forfatter baron Walckenaer, duer kun til at lave kræmmerhus av. Det er sandt at ungarerne oversvømmet Europa som græshopper. i slutten av det ellevte aarhundrede. Det var nogen frygtelige barbarer; men den form deres navn har faat i de romanske sprog motsætter sig den avledning som baron Walckenaer foreslog. Diez gir ordet ogre (trold) en ældre oprindelse; han lar det komme fra det latinske orcus, som ifølge Alfred Maury er av etruskisk herkomst. Orcus er helvedet, den altopslukende gud, som næres av menneskekjød og foretrækker spædbarn i vuggen. Hvad Gilles de Raiz angaar, saa blev han ganske rigtig hængt i Nantes i 1440. Men det var ikke fordi han hadde tat livet av syv hustruer; hans kun altfor sandfærdige historie ligner ikke paa noget vis ridderens, og det er at gjøre Blaaskjæg stor uret at forveksle ham med hin avskyelige marskalk. Ridder Blaaskjæg er ikke saa sort som man gjør ham til.

LAURE

Ikke saa sort?

RAYMOND

Han er slet ikke sort, eftersom han er solen.

LAURE

Solen som dræper sine hustruer og som selv blir dræpt av en dragon og en musketer! Det er latterlig! Jeg kjender hverken Eders Gilles de Raiz eller Eders ungarere; men det forekommer mig meget naturligere at tro som min mand at en historisk begivenhet...

RAYMOND

Kjære kusine, det forekommer dig naturlig at ta feil. Den ganske menneskehet er som du. Hvis vildfarelsen syntes alle meningsløs, vilde ingen ta feil. Det er den sunde fornuft som gir anledning til al falsk bedømmelse. Den sunde fornuft lærer os at jorden staar stille, at solen gaar rundt om jorden og at menneskene som lever paa den anden side av kloden gaar med hodet ned. Ta dig iagt for den sunde fornuft, kusine. Det er i dens navn alle dumheter og alle forbrydelser er begaat. La os sky den og vende tilbake til Ridder Blaaskjæg, som er solen. De syv hustruer han dræper, er de syv morgenrøder. For hver av ukens dage gjør solen naar den staar op, ende paa en morgenrøde. Det himmellegeme som besynges i de vediske hymner har vistnok i den galliske fortælling antat en feudaltyrans grusomme træk; men det har bevaret et attribut som vidner om dets urgamle herkomst og som i denne onde landjunker lar os gjenkjende en fordums solgud. Skjægget som han skylder sit navn, dette skjæg som har veirets farve, identificerer ham med den vediske Indra, verdensaltets gud, den straalende og tordnende gud som lar det regne over jorden og hvis skjæg er av himmelens blaa.

LAURE

Kjære fætter, du maa fortælle mig om de to stridsmænd, hvorav den ene var dragon og den anden musketer, ogsaa er indiske guder.

RAYMOND

Har du hørt tale om Asvin'erne og Dioskurerne.

LAURE

Aldrig.

RAYMOND

Asvin'erne hos hinduerne og Dioskurerne hos grækerne forestilte de to skumringer. Saaledes befrier i den græske myte Dioskurerne Kastor og Pollux Helena, morgenlyset, som Theseus, det er solen, holdt fanget. Dragonen og musketeren i fortællingen utfører den selvsamme bedrift naar de befrier sin søster, fru Blaaskjæg.

OCTAVE

Jeg negter ikke at disse fortolkninger er sindrige; men jeg tror at de savner ethvert grundlag. Du sendte mig netop tilbake til min havreaker med ungarerne. Nu vil jeg til gjengjæld fortælle dig at dit system ikke er nyt og at min salig bestefar, som var en ivrig læser av Dupuis, Volney og Dulaure, i dyrekredsen saa oprindelsen til alle gudsdyrkelser. Den brave mand pleiet, til min stakkars mors store forargelse, at si til mig, at Kristus var solen, og hans tolv apostler aarets tolv maaneder. Men har du, min kjære videnskapsmand, hørt hvorledes et kløgtig hode gjorde Dupuis, Volney, Dulaure og min bestefar tilskamme? Han anvendte deres teori paa Napoleon (den førstes) historie og beviste ad den vei at Napoleon aldrig hadde levet og at hans historie var en myte. Denne helt som kommer til verden paa en ø, seirer i østlige og sydlige trakter, taper sin magt i Nordens vinter og blir borte i havet, det er, sa hin skribent hvis navn jeg har glemt, det er selvfølgelig solen. Hans tolv marskalker, det er dyrekredsens tolv himmeltegn, og hans fire brødre er de fire aarstider. Jeg er ræd, Raymond, at du likeoverfor Ridder Blaaskjæg bærer dig ad som hint kløgtige hode likeoverfor Napoleon den første.

RAYMOND

Den skribent du taler om, hadde et kløgtig hode som du sir, og var en mand med megen viden ; han het Jean-Baptiste Pérès. Han døde som bibliotekar i Agen i 1840. Hans merkelige lille bok Hvorledes Napoleon aldrig har eksistert blev, hvis jeg ikke husker feil, trykt i 1817.

Den er ganske rigtig en meget sindrig kritik av Dupuis' system. Men den teori, hvorav jeg for Eder kun har gjort en enkelt og følgelig ikke bevisende anvendelse, er bygget paa den sammenlignende grammatik og mytologi. Brødrene Grimm har, som du vet, samlet Tysklands folkesagn. Deres eksempel er blit fulgt næsten i al1e lande, og vi eier nu skandinaviske, danske, flamske, russiske, engelske, italienske, zuluanske eventyrsamlinger. Naar man læser disse eventyr av saa forskjellig oprindelse, lægger man med forbauselse merke til at de alle, eller næsten alle, kan føres tilbake til nogen ganske faa urformer. Det og det skandinaviske eventyr synes kopieret efter det og det franske eventyr som igjen gjengir hovedtrækkene fra et italiensk eventyr. Nu er det umulig at tænke sig at disse likheter skyldes en række gjentagne laan fra folk til folk. Man har da formodet, som jeg nyss sa, at folkeslagene eiet disse fortællinger før de skiltes ad, og at de opfandt dem i urolds tid under sin hvile i den fælles vugge. Men da man ikke har hørt tale om nogen trakt eller nogen tidsalder i hvilken zulukaffere, papuanegre og hinduer beitet sine okser i fællesskap, maa man tro at menneskeaandens opfindsomhet i dens barndom overalt er den samme, at de samme syn har avlet de samme indtryk i alle primitive hjerner, og at menneskene som i like grad var underkastet sult, kjærlighet og frygt og har himmelen over hodet og jorden under føtterne, alle har uttænkt de samme smaa dramaer for at gjøre sig rede for naturen og skjæbnen.

Ammestuefortællingerne var i sin oprindelse intet mindre end billeder av livet og verden, egnede til at tilfredsstille meget barnslige væsener. Disse billeder tok næsten like former i de hvite, de gule og de sorte menneskers hjerner.

Med denne reservation tror jeg vi gjør best i at holde os til den indogermanske overlevering og gaa

tilbake til vore stamfædre i Baktrien uten at bekymre os om de øvrige menneskeracer.
OCTAVE

Jeg følger med fornøielse med. Men tror du ikke at et saa dunkelt emne ikke uten fare kan gives en samtales tilfældigheter ivold?

RAYMOND

Sandt at si tror jeg at en fortrolig samtales tilfældigheter er mindre farlige for mit emne end en skreven avhandlings logiske utviklinger. Men misbruk ikke denne tilstaaelse mot mig; jeg tar den tilbake, det forbereder jeg dig paa, saasnart du gjør mine til at paaberope dig den paa min bekostning. Fra dette øieblik vil jeg kun gaa frem med bestemte paastande. Jeg vil unde mig den fornøielse at være viss paa hvad jeg sir. Kom ihu det. Jeg tilføier at om jeg motsir mig selv, hvad der er meget sandsynlig jeg kommer til at gjøre, vil jeg omfatte min tankes to fiendtlige barn med en og samme kjærlighet, forat jeg kan være sikker paa ikke at gjøre uret mot det av dem som er det egtefødte. Kort sagt jeg vil være skarp, affeiende og om mulig fanatisk.

LAURE

Vi faar se om den mine klær dig. Men hvad bringer dig til at paata dig den?

RAYMOND

Erfaringen. Den viser mig at den mest vidtgaaende skepsis ophører der hvor enten talen eller handlingen begynder. Saasnart man utsir noget, paastaar man noget. Man faar finde sig i det. Det gjør jeg. Jeg vil derfor spare Eder for alle »muligens«, alle »om jeg saa tør si«, alle »paa sæt og vis« og andre sprogets mantiljer som en Renan alene med anstand kan smykke sig med.

OCTAVE

Vær gjerne skarp og avfeiende. Men læg for Guds skyld litt orden i din fremstilling. Og la os faa høre hvad din tesis er, nu da du har valgt én!

RAYMOND

Alle de som forstaar at sysselsætte sin aand med lærde studier paa dette omraade har i eventyrene gjenkjendt gamle myter og gamle tankesprog. Max Müller har sagt (jeg tror at kunne gjengi hans ord nøiagtig): »Eventyrene er mytologiens dialekter fra idag, og hvis de skal gjøres til gjenstand for et videnskabelig studium, er det første arbeide man maa gjøre at føre hvert nulevende eventyr tilbake til en ældre legende, og hver legende tilbake til en oprindelig myte«.

LAURE

Har du da gjort det arbeide, fætter?

RAYMOND

Hvis jeg hadde gjort det kjæmpearbeide, vilde jeg ikke ha hat et haar igjen paa hodet, og jeg vilde ha hat den fornøielse at se dig gjennem fire par briller i en grøn pandeskjærms beskyttende skjær. Det arbeide er ikke blit gjort; men der er samlet tilstrækkelige materialer til at de lærde har kunnet overbevise sig om at eventyrene ikke er opdigtelser hen i det blaa, men at de tvertimot som Max Müller sir, »i mange tilfælder er fæstet med alle sine røtter til det oprindelige sprogs og den oprindelige tænknings første spirer«. De gamle avfældige guder, som begyndte at gaa i barndommen og blev sat utenfor enhver befatning med menneskenes gjøren og laden, tjener endnu til at more smaagutter og smaapiker. Det er bestefædres og bestemødres opgave. Gives der nogen opgave som sømmer sig bedre for disse himmelens og jordens fordums herrer i deres alderdoms dage? Eventyrene er vakre religiøse digt som er glemt av menneskene, men ihukommet av de fromme oldemødre med det gode minde. Disse digt er blit barnslige, men er fremdeles fortryllende i den gamle spinderskes mund naar hun fortæller dem for sine sønners smaabarn som sitter sammenkrøpet omkring hende foran peisen.

De hvite mænds stammer skiltes ad. Nogen slog sig ned under en lysende himmel langs hvite odder som omskylles av et blaanende hav hvis brusen er som sang. Andre drog ind i den dystre taake som ved Nordhavets strand forener himmel og jord og hvorigjennem man kun skimter uvisse, uhyrlige gestalter. Andre igjen leiret sig paa de ensformige stepper hvor deres magre hester græsset; atter andre la sig til hvile paa den haarde sne med et firmament av jern og diamanter over sit hode. Der var nogen som drog hen for at plukke guldblomsten paa den haarde granit. Og Indiens sønner kom og drak av alle Europas floder. Men overalt, i hytten eller under teltet eller foran risilden paa steppen, gjentok barnet fra fordum, som nu var blit oldemor, de fortællinger som hun hadde hørt i sin barndom for de smaa. De var om de samme personer og om de samme hændelser; men fortællersken gav uten at ane det sin beretning farverne fra den luft som hun saa længe hadde indaandet og fra den jord som hadde næret hende og som snart skulde ta hende i sin favn. Stammen fortsatte sin vandring under farer og strabadser og efterlot bak sig henimot østerland den gamle oldemor, stedt til hvile blandt de andre døde. Men fortællingerne som var utgaat fra hendes nu isnede læber, fløi op som Psyches sommerfugler, og disse smaa skrøpelige udødelige væsener satte sig paany paa gamle spinderskers munde og straalte for de vidtaapne øine paa nye smaa ætlinger av den gamle race. Og hvem fortalte da om Askepot for smaapikerne og smaagutterne i Frankrige, »i det milde Frankrige« som heltesangen sir? »Det var Gaasemor«, svarer landsbyens lærde, Gaasemor som spandt og spandt og fortalte og fortalte. Saa begyndte de lærde at søke. De gjenkjendte Gaasemor i hin dronning Gaasefot som stenhuggerne fremstillet paa portalen til Vor Frue kirke i Nesles i bispedømmet Troyes, paa portalen til Sanctæ Benignæ kirke i Dijon, paa portalen til Sankt Portianus-kirken i Auvergne og Sankt Peters kirke i Nevers. De har identificert Gaasemor med dronning Bertrade, kong Roberts gemalinde; med dronning Bertha med klumpfoten, Karl den stores mor; med dronningen av Saba der som avgudsdyrkerske hadde bukkeføtter; med Freia med svanefoten, den skjønneste av Nordens gudinder; med Sankta Lucia hvis legeme var som hendes navn – lys. Men det er at søke langt væk og more sig selv med at gaa vild. Hvem er Gaasemor, om ikke vor fælles oldemor og vore oldemødres oldemødre, enfoldige, godhjertede, sterkarmede kvinder som røgtet sin daglige dont med fordringsløs storhet og som naar de blev indtørkede og graa av ælde, da de som cikaderne hverken hadde kjød eller blod, sat og snakket i peiskroken under den tilrøkede takbjelke og underholdt smaabarnene i huset med de lange beretninger som fik dem til at se tusen ting? Og den folkelige poesi, markernes, skogenes og kildernes poesi fløt frisk fra den tandløse gamles læber,

– – – lik de klare, rene vande
som vælder tvangløst frem av jordens kilder.

Paa forfædrenes væv, paa den gamle indiske rending, broderte Gaasemor kjendte billeder: slottet og de tykke taarne, den straatækte hytte, de frugtbare marker, den dunkle skog og de skjønne kvinder, féerne som var landsbyboerne saa velkjendte og som Jeanne d'Arc vilde ha kunnet se om aftenerne ved kildens bred under det store kastanjetræ... Naa, kusine, har jeg saa fordærvet eventyrene for dig?

LAURE

Fortsæt bare, jeg er lutter øre.

RAYMOND

Hvad mig angaar, hvis jeg hadde at vælge, vilde jeg gjerne gi et helt bibliotek av filosofer hvis jeg bare fik beholde Æselskind. I hele vor litteratur er det bare La Fontaine der som Gaasemor har følt hjemstavnens charme, landlivets sterke, dype poesi. Men tillat mig at samle i en bundt nogen vigtige iagttagelser som ikke maa spredes omkring i samtalens springende løp. De første sprog var helt og holdent i billeder og gav alt det liv som de gav navn. De begavet himmellegemerne, skyerne – »de himmelske kjør« –, lyset, vindene, morgenrøden med menneskelige følelser. Av det billedrike, levende, beaandede ord fødtes. myten, og av myten eventyret. Eventyret skiftet ustanselig form; ti forandring er tilværelsens første lov. Det blev opfattet efter ordet og bokstaven og støtte lykkeligvis ikke paa kloke mennesker som omsatte det til allegori for i samme nu at dræpe det. De gode folk saa i Æselskind intet andet end Æselskind, hverken mere eller mindre. Perrault søkte intet andet i hende. Saa kom videnskapen, som med et blik omfattet mytens og eventyrets lange livsløp og sa: »Morgenrøden blev til Æselskind«. Men den bør tilføie at saasnart Æselskind var opfundet, fik hun sit særlige karakterpræg og levet for egen regning.

LAURE

Nu begynder det du sir at staa klart for mig. Men siden du nævner Æselskind, vil jeg tilstaa at der i hendes historie er noget som støter mig i høieste grad. Er det en inder som har git Æselskinds far hans skjændige lidenskap for sin datter?

RAYMOND

Hvis vi trænger dypere ind i mytens mening, saa vil blodskammen som forfærder dig, synes dig ganske uskyldig. Æselskind er morgenrøden; hun er solens datter, eftersom hun utgaar fra lyset. Naar man sir at kongen er forelsket i sin datter, betyr det at solen ved sin opgang haster efter morgenrøden. Paa samme vis forfølger i den vediske mytologi Prajapati, skapningens herre, beskytter av alt det skapte og enstydig med solen, sin datter Ushas, morgenrøden, som flygter for ham.

LAURE

Din konge kan være saameget sol han vil, han indgir mig avsky, og jeg kan ikke tilgi dem som opfandt ham.

RAYMOND

De var uskyldige og følgelig umoralske... Forfærdes ei, kjære kusine, det er fordærvelsen som har avfødt moralen, paa samme maate som det er vold og overgrep som har gjort loven nødvendig. Den følelse som kongen nærer for sin datter, og som med religiøs enfold er blit respektert av overleveringen og Perrault, vidner om eventyrets ærværdige ælde og fører det tilbake til Ariens patriarkalske stammer. Blodskammen betragtedes uten avsky hos hine uskyldige hyrdefamilier hvor faren kaldtes »han som beskytter«, broren »han som hjælper«, søsteren »hun som trøster«, datteren »hun som melker kjørne«, manden »den sterke« og hustruen »den standhaftige«. Hine oksehyrder fra solens land hadde endnu ikke opfundet blufærdigheten. Blandt dem var kvinden uten fare, fordi hun var uten mysterium. Patriarkens vilje var den eneste lov som tillot eller negtet manden at ta med en hustru i vognen med det hvite oksespand. Om foreningen mellem far og datter nødvendigvis var sjelden, saa ansaaes den ikke for fordømmelig. Æselskinds far vakte ingen skandale. Skandalen er et særkjende for civiliserte samfund, den er til og med ett av disses kjæreste tidsfordriv.

OCTAVE

Jeg lar dig snakke væk. Men jeg er ganske viss paa at dine forklaringer ikke duer. Moralen er mennesket medfødt.

RAYMOND

Moralen er videnskapen om sæderne; den skifter med sæderne. Den veksler fra land til land og forblir ingensteds i ti aar den samme. Din fars moral, Octave, er ikke længere din. Og hvad de medfødte ideer angaar, saa er de et drømmefoster.

LAURE

Hvis det behager herrerne, saa lar vi moralen og de medfødte ideer fare, for alt det er meget kjedelig, og vi vender tilbake til Æselskinds far som er solen.

RAYMOND

Husker I at han i sin stald midt blandt de ædleste hester med kostelige skaberaker og »stive av guld og baldyringer, opfødde et æsel som naturen hadde skapt saa forunderlig, sir eventyret, at dets leie, saa langt fra at være tilsmudset, hver morgen var dækket av blanke dalere og vakre gulddukater av alle slag?« Hint østerlandske æsel, onager, dsjiggetai eller zebra, er ingen anden er solens ganger, og guldmynterne som den dækker sit leie med, er lyspletterne som himmellegemet strør ut over trærnes løv. Selve dets skind er ogsaa et tydelig sindbillede som fremstiller skyen. Morgenrøden hyller sig i den og forsvinder. Husker I det vakre optrin da Æselskind i sin kaape som er farvet med himmelens blaa, blir set av den vakre prins som la øiet til nøklehullet? Denne prins, kongens søn, er en solstraale...

LAURE

Som lister sig ind gjennem døren, det vil si mellem to skyer, ikke sandt?

RAYMOND

Man kan ikke træffe det bedre, kusine, og jeg ser at du forstaar dig fortræffelig paa sammenlignende mytologi. – La os ta det enkleste av alle eventyr, fortællingen om den unge pike som lar to roser, to perler og to diamanter falde ut av munden. Denne unge pike er morgenrøden som bringer blomsterne til at springe ut og bader dem i dug og i lys. Hendes onde søster som utspyr padder, er taaken. – Askepot, som er blit sort av asken fra gruen, det er morgenrøden som formørkes av skyerne. Den unge prins som tar hende tilegte, det er solen.

OCTAVE

Saaledes er Ridder Blaaskjægs hustruer morgenrøder, Æselskind er en morgenrøde, den unge pike som lar roser og perler falde ut av munden, er en morgenrøde, Askepot er en morgenrøde. Du viser os ikke andet end morgenrøder.

RAYMOND

Ja, for morgenrøden, Indiens straalende morgenrøde, er den rikeste kilde til den ariske mytologi. Den forherliges i de vediske hymner under mangfoldige navn og former. Saasnart natten bryter ind, kalder man paa den, venter man paa den under haab og bæven:

»Vil morgenrøden, som før var vor veninde, komme igjen? Vil nattens magter overvindes av lysets Gud? Men hun kommer, den skjære unge mø, »hun nærmer sig hvert hus«, og enhver glæder sig i sit hjerte. Det er hende, det er Dyaush' datter, den guddommelige hyrdinde som hver morgen fører til græsgangene de himmelske kjør, fra hvis tunge yvre der drypper en frisk og livgivende dug ned paa den tørre jord.

Som man besang hendes komme, besynger man hendes flugt, og hymnen forherliger solens seir.

»Atter har du øvet en stor og mandig bedrift, o Indra! Du slaar Dyaush' datter, en kvinde som er vanskelig at beseire. Ja, Dyaush' datter, den ærerike, morgenrøden, har du, o Indra, den store helt, sønderrevet.

»Morgenrøden styrtet sig ned fra sin knuste vogn, da hun frygtet at Indra, tyren, skulde stange hende.

»Hendes vogn laa der isønderslaat, og selv flygtet hun langt bort derfra«.

De oprindelige indere dannet sig om morgenrøden et skiftende, men altid levende billede, og et avsvækket og forvansket gjenskin av dette billede er endnu synlig i de eventyr som vi nys talte om, likesom ogsaa i Lille Rødhætte. Farven paa hætten som den lille pike bærer, er et første tegn paa hendes himmelske oprindelse. Det opdrag man gir hende, at bære et brød og en krukke smør, gir hende en viss likhet med Veda'ernes morgenrøde, som var budbringerske. Med hensyn til ulven som æter hende op ...

LAURE

Saa er det en sky.

RAYMOND

Nei, kusine. Det er solen.

LAURE

Kan solen være en ulv?

RAYMOND

Den altopslukende ulv med den glinsende pels, Vrika, den vediske ulv. Glem ikke at to solguder, grækernes Apollo Lykios og latinernes Apollo Soranus, hadde en ulv som attribut.

OCTAVE

Hvordan har man kunnet sammenligne solen med en ulv?

RAYMOND

Naar solen uttørrer brøndene, forbrænder engene og svir skindet paa de stønnende oksers magre rygger, er den da ikke en glupende ulv? Ulvens pels skinner, dens øine lyser; den viser hvite tænder, dens kjæver og dens lænder er sterke: den utgaar fra solen ved glansen i pelsen og i øinene og ved den ødelæggende magt i kjæverne. Du frygter litet solen, Octave, i dette fugtige land vor epletrærne blomstrer; men den lille Rødhætte, som kommer fra det fjerne, har vandret gjennem varme egne.

LAURE

Morgenrøden dør og fødes paany. Men den lille Rødhætte dør for ikke at komme igjen mere. Hun gjorde uret i at plukke nøtter og lytte til ulven; men er vel det grund nok til at hun skal ætes op uten barmhjertighet? Var det ikke bedre om hun traadte ut av ulvens buk, som morgenrøden av natten?

RAYMOND

Din medynk, kusine, er meget aandfuld. Lille Rødhættes død kan ikke være endelig. Gaasemor husket ikke rigtig eventyrets slut. I hendes alder er det tillatt at glemme noget. Men oldemødrene i Tyskland og England vet godt at lille Rødhætte dør og gjenfødes som morgenrøden. De fortæller at en jægersmand aapnet dyrets buk og trak frem barnet, som var like rød i kinderne. Hun satte store øine og sa:

– Aa, hvor ræd jeg var og hvor det var mørkt derinde!

Paa din datters værelse bladet jeg for et øieblik siden i én av de billedbøker som engelskmanden Walter Crane tegner med saa megen fantasi og humor. Denne herre har en paa samme tid forfinet og likefrem indbildningskraft; han har forstaaelse for legender og kjærlighet til livet; han høiagter fortiden og sætter pris paa nutiden. Det er engelsk aand. Det hefte som jeg bladet i, indeholder tekst og billeder til Little Red Riding Hood (englændernes lille Rødhætte). Ulven sluker hende, men en gentleman farmer i grøn kjole, gule knæbukser og kravestøvler anbringer en kule mellem ulvens to lysende øine, aapner med sin jagtkniv dyrets buk, og barnet kryper ut, frisk som en rose.


Some sportsman (he certainly was a dead shot)
Had aimed at the Wolf when she cried;
So Red Riding Hood got safe home, did she not?
And lived happily there till she died.

Det er den riglige sammenhæng, kusine, du hadde gjættet den. Hvad angaar Prinsesse Tornerose hvis eventyr er saa fyldt med enfoldig og dyp poesi...

OCTAVE

Det er morgenrøden!

RAYMOND

Nei. Tornerose, den bestøvlede Kat og Tommeliten hører til en anden gruppe ariske legender, til dem som symboliserer kampen mellem vinter og sommer, naturens fornyelse, Adonis' evige eventyr, eventyret om hin verdens rose som uophørlig visner hen og blomstrer op paany. Tornerose er ingen anden end Asteria, La tona's skjære søster, hun er Kora og Proserpina. Folkefantasien hadde en lykkelig indgivelse da den gav lyset skikkelse av det som lyset kjærlighetsfuldest kjærtegner paa jorden, en vakker ung pikes skikkelse. For min del elsker jeg Tornerose som jeg elsker Virgils Eurydike og Eddaens Brynhilde, av hvem den ene blev stukket av en slange, den anden av en torn, for at føres tilbake fra de evige skygger, den græske av en digter, den nordiske av en kriger, begge forelskede. Det er de lysende sagnhelters fælles lod at falde livløse om ved berøringen av en spiss gjenstand, torn, klo eller tén. I en legende fra Dekkan, som er nedskrevet av miss Frere, stikker en liten pike sig paa en negl som en Rakshasa har latt tilbake i en dør; hun falder straks som død til jorden. En konge gaar forbi, kysser hende og vækker hende tillive. Det er særtegnende for disse vinterens og sommerens, mørkets og lysets, nattens og dagens dramaer at de altid begynder paany igjen. Fortællingen saaledes som den er gjengit av Perrault, begynder paany naar man tror at den er endt. Tornerose gifter sig med prinsen og faar med ham to barn, den lille Dag og den lille Morgenrøde, Hesiods Aithra og Hemera, eller om I vil Phoibos og Artemis. Under prinsens fravær truer hans mor, som er et trold, en Rakshasa, det vil si den natlige skræk, med at æte op de to prinsebarn, de to unge lys, som frelses ved sol-kongens tilbakekomst. Tornerose har i Vestfrankrige en landsens søster hvis historie enfoldigen fortælles i en meget gammel vise som jeg vil fremsi for Eder:


Da jeg var hos min far,
Lillepjalt,
saa ung og saa liten,
ban sendte mig tilskogs,
Lillepjalt,

At plukke nøtter, stakkars liten,
ah, ah, ah, ah, ah,
Lillepjalt,
hop i pjalt.

Han sendte mig tilskogs
at plukke nøtter mange!
Men skogen var for høi,
den skjønne var for liten...

Ak, skogen var for høi,
den skjønne var for liten.
Hun stak sin haand saa fin
paa tornetaggen grønne ...

Hun stak sin haand saa fin
paa tornetaggen grønne...
Da fingeren blev saar og øm,
saa sov den skjønne ind...

Da fingeren blev saar og øm,
saa sov den skjønne ind...
Paa mørke skogsti red
tre riddersmænd saa brave...

Den første av de tre,
han sa: »Jeg ser en pike«.
Den anden av de tre,
han sa: »Hun sovnet ind«.

Og den anden av tre,
Lillepjalt,
han sa: »Hun sovnet ind«.

Den siste av de tre,
Lillepjalt,
han sa: »Du lille pike
skal bli min hjertenskjær«.
Ah, ah, ah, ah, ah!
Lillepjalt,
Dans du Lillepjalt.

Her er den guddommelige legende sunket til fornedrelsens siste trin og, hvis mellemleddene manglet, vilde det være umulig i denne landsens Lillepjalt at gjenkjende det himmelske lys som sturer i den lange vinter og atter faar liv mot vaaren. Persiens heltedigt, Schahname, fortæller os om en helt hvis skjæbne ligner prinsesse Torneroses. Isfendiar, som ikke kan saares av noget dyr, skal dø av en torn som han faar i øiet. Balders historie i den nordiske Edda frembyr endnu mere paafaldende likheter med sagnet om Tornerose.

Som féerne ved kongedatterens vugge sverger alle guder for gudebarnet Balder at hindre alt som er paa jord fra at skade ham. Men mistelténen, som ikke vokser paa jorden, er blit glemt av de udødelige, likesom den gamle kone som sat i det øverste taarnkammer og spandt, blev glemt av kongen og dronningen. En spindetén saarer den skjønne; en misteltén dræper Balder :

- Saa ligger Balder død, og rundt omkring ham ligger i haug sverd, fakler, spyd og lanser som guderne for at more sig hadde kastet paa Balder, hvem intet vaaben kunde ramme eller saare ; men i hans bryst stod den skjæbnesvangre misteltén som Loke, den træske, gav Høder og som Høder skjøt ut uten ond tanke.

LAURE

Alt dette er meget vakkert; men har du ingenting at si om den lille hund Puf som laa paa prinsessens seng? Jeg synes der er noget belevent over Puf: den blev opfostret i markisernes skjød, og jeg tænker mig at madame de Sevigné kjærtegnet den med de hænder som skrev saa vakre breve.

RAYMOND

For at gjøre dig tillags vil vi gi den lille hund Puf himmelske stamfædre; vi vil føre dens stamtræ tilbake til Sarama hundinden som søkte efter morgenrøden, og hunden Seirios, stjernernes vogter. Det kan man vel kalde en vakker avstamning. Det staar bare Puf tilbake at bevise sit adelskap for at bli antat som stiftsdame i et hundernes Remiremont. En firbenet d'Hozier vilde alene eie sakkundskap nok til at bringe hendes herkomst paa det rene. Jeg vil nøie mig med at at peke paa en av sidegrenene paa dette stamtræ. Finsk sidegren: den lille hund Fló, til hvem dens herskerinde sa tre gange paa rad:

»Gaa, min lille hund Fló, og se om det snart er dag«.

Tredje gang begynder dagen at gry.

OCTAVE

Jeg maa beundre den lethet hvormed du anbringer dyrene og menneskene i eventyrene paa himmelhvælvingen. Romerne var ikke rappere til at sende sine keisere op blandt stjernebillederne. Hvis du faar raade, kan markien av Carabas ikke undgaa at bli solen i egen person.

RAYMOND

Tvil ikke paa det, Octave. Hin fattige, ydmygede person som vokser i rigdom og magt, det er solen som stiger op av taaken og lyser i den klare middagsstund. Merk denne omstændighet: markien av Carabas stiger op av vandet for at iføre sig en straalende klædning. Det er umulig at fremstille solen ved et tydeligere sindbillede.

LAURE

Men i eventyret er markien en viljeløs person som ledes av andre; det er katten som tænker og handler, og det er ikke andet end retfærdig at denne kat faar være et himmelsk væsen som hunden Puf.

RAYMOND

Den er et himmelsk væsen, og likesom sin herre forestiller den solen.

LAURE

Det er jeg glad for. Men har den som Puf sine slegtspapirer i orden? Kan den bevise sit adelsskap?

RAYMOND

Som Racine sir: »Fakler lyser ei altid ved brudegildet«.

Det kan være at den bestøvlede kat nedstammer fra de katter som trak Freias, den nordiske Venus' vogn. Men takrendeskriverne sir intet om det. Man kjender en meget gammel solkat, den ægyptiske kat, som er Ra. Den taler i et begravelsesritual, oversat av herr de Rouge, og sir: »Jeg er den store kat som sat i livstræets gang i An, hin nat da den store strid blev kjæmpet«. Men den kat er en kusjiter, en søn av Kam. Den bestøvlede kat er av Jafets race, og jeg indser ikke hvorledes man skulde kunne knytte dem sammen.

LAURE

Hin store kusjiter-kat som taler saa gaadefuldt dit begravelsesritual, gik den i støvler og tigget?

RAYMOND

Ritualet sir intet om det. De støvler som markiens kat gaar med, svarer til de syvmilsstøvler som Tommeliten tar paa sig og som symboliserer lysets hastighet. Tommeliten var, ifølge den lærde Gaston Paris, oprindelig en av de ariske guder som førte og stjal de himmelske okser ganske som hint Hermesbarn hvem vasemalerne gir en sko til vugge. Folkefantasien plaserte Tommeliten i den mindste stjerne i den Store Bjørn. A propos støvler, I vet at Jacquemart, som lavet saa vakre kobberstik, fik istand en rik samling fottøi. Hvis man vilde ta ham som mønster og lave et museum av mytologisk fottøi, vilde man kunne fylde mange skap. Ved siden av syvmilsstøvlerne, Hermesbarnets sko og mester kats støvler, maatte man sætte den voksne Hermes' hæl-vinger, Perseus' sandaler, Athenes guldsko, Askepots glastøfler og den lille russiske Marias smale, lave tøfler. Alle disse fotbeklædninger uttrykker hver paa sit vis lysets hastighet og himmellegemernes løp.

LAURE

Det er vel ved en feiltagelse at man er kommet til at si Askepots tøfler var av glas? Man kan ikke tænke sig sko som er lavet av samme stof som karafler. Sko av graaverk[1], det vil si forede sko, er det lettere at tænke sig, skjønt det er et daarlig paafund at gi saadanne sko til en pike som skal paa bal. Askepot maatte med dem faa altfor klumpede føtter, og for at danse saa varmt klædt paa føtterne maatte hun ha været en dansegal liten dame. Men de unge piker er alle dansegale, de danset gjerne paa blysaaler.

RAYMOND

Kusine, jeg advaret dig jo mot at lite paa den sunde fornuft. Askepot hadde tøfler ikke av graaverk, men av glas som er like saa gjennemsigtig som et Saint-Gobainspeil, som bergkrystal og kildevand. Disse tøfler var fortryllede, som du vet, og det forklarer det hele. En karet ruller ut av et græskar. Græskarret var fortryllet. Det er det motsatte som vilde være forbausende. Den russiske Askepot har en søster som skjærer av sig stortaaen for at faa tøffelen paa. Denne plettes av blod og aabenbarer saaledes for prinsen den ærgjerrige pikes heltemodige bedrageri.

LAURE

Perrault nøier sig med at si at de to onde søstre gjorde alt de kunde for at faa foten ind i tøffelen, men at det ikke lykkedes dem. Jeg synes bedre om det.

RAYMOND

Det var det Gaasemor ogsaa mente. Men hvis du var slaverinde, vilde du ikke ha en saa forfinet smag, du vilde være litt grusom, og den avskaarne stortaa vilde ha faldt helt i din smag.

OCTAVE

Nu har Raymond længe talt til os om fé-eventyrene, men han har endnu ikke sagt et ord om selve féerne.

LAURE

Det er sandt. Men det er bedre at la féerne forbli i sit vage, gaadefulde blaa.

RAYMOND

Du frygter, kusine, for at dine lunefulde skapninger, som snart er gode og snart er onde, som er unge eller gamle efter behag, som behersker naturen og altid synes færdige til at gaa op i den, ikke vil finde sig i vor nysgjerrighet og undslipper os netop i det øieblik da vi tror at gripe dem. De er skapt av en maanestraale. Kun løvets susen forraader at de gaar forbi, og deres stemme blander sig med kildernes rislen. Hvis man vover at gripe en flik av deres guldkaape, staar man igjen med en haandfuld tørre blade. Jeg vil ikke være saa ryggesløs at forfølge dem; men deres blotte navn skal aabenbare for os deres væsens hemmelighet.

, paa italiensk fata, paa spansk hada, paa portugisisk og provensalsk fada og fade, og fadette paa den Berry-dialekt som George Sand har gjort kjendt, kommer av det latinske fatum, som betyr skjæbne. Féerne er fostret av den mildeste og mest tragiske, den inderligste og mest vidtspændende opfatning av menneskets liv. Féerne er vore skjæbner. En kvindeskikkelse passer godt til skjæbnen, som er omskiftelig forførende, bedragerisk, fuld av farer, ufred og trylleri. Det er visselig sandt at en fé er gudmor til hver og en av os og at hun luter sig over vor vugge med lykkelige eller frygtelige gaver som vi faar beholde hele vort liv. Om I spør Eder selv hvad menneskene er, hvad der skaper dem og hvad de skaper, vil I finde at den inderste grund for deres lykkelige eller usalige tilværelse er en fé. Claude behager fordi han synger godt; han synger godt fordi hans stemmebaand er harmonisk bygget. Hvem satte de harmoniske stemmebaand ind i Claude's strupe?. Det gjorde féen. Hvorfor stak kongedatteren sig paa den gamle kones spindetén? Fordi hun var livlig og vilter... og fordi féernes raad vilde det saaledes.

Det er netop hvad eventyret svarer, og den menneskelige visdom gaar ikke længere end dette svar. Hvorfor, kusine, er du vakker, aandfuld og god? Fordi en fé gav dig godhet, en anden forstand og atter en anden ynde. Det skedde som de hadde sagt. En hemmelighetsfuld gudmor bestemmer ved vor fødsel alle vort livs handlinger og alle dets tanker, og vi blir lykkelige og gode i det mon som hun har villet det. Friheten er blendverk, og féen er sandhet. – Mine venner, dyden, saavel som lasten, er en nødvendighet man ikke kan unddra sig... Aa, bli ikke støtt. Om dyden er ufrivillig, er den derfor ikke mindre skjøn og fortjener ikke mindre at tilbedes.

Det man elsker i godheten, det er ikke den møie den koster, det er det den gjør.

De vakre tanker er utstraalinger fra vakre sjæle, der spreder om sig sit væsens kjerne, likesom dufterne er smaa bestanddele av blomster som forflygtiges. En ædel sjæl kan kun gi os ædelhet at indaande, paa samme vis som en rose kun kan utsende rosenduft. Saaledes har féerne villet det. Giv dem tak, kusine!

LAURE

Jeg hører ikke længere paa dig. Din visdom er avskyelig. Jeg kjender féernes magt; jeg kjender deres luner, de har ikke sparet mig, mere end andre, for indre svakheter, sorg og møie. Men jeg vet at over dem, over livets tilfældigheter, svæver den evige tanke som indgav os troen, haabet og kjærligheten. – God nat, fætter.

ENDE
  1. Fransk verre »glas« og vair »graaverk« har samme uttale.