Hopp til innhold

Min vens bok/André

Fra Wikikilden
Oversatt av Peter Rokseth.
Steenske Forlag (s. 146-155).
I
ANDRÉ

I kjendte doktor Trévière. I husker hans brede, aapne og lyse ansigt og hans vakre, blaaøiede blik. Han hadde en stor kirurgs haand og sind. Man beundret hans aandsnærværelse i vanskelige situationer. En dag mens han i studenternes nærvær foretok en operation, faldt den halvt opererte patient hen i den yderste avmagt. Kropsvarmen svandt, cirkulationen ophørte; manden holdt paa at dø. Da grep Trévière ham i begge armer, bryst mot bryst, og rystet med en bryters kraft det blødende, lemlæstede legeme. Saa tok han igjen sin operationskniv og haandterte den med den forsigtige dristighet som var ham egen. Blodomløpet var igjen bragt i virksomhet, og manden var reddet.

Naar han tok sit hvite forklæde av, blev Trévière paany den troskyldige, godmodige mand. Alle likte hans hjertelige latter. Nogen maaneder efter den operation som jeg netop har omtalt, kom han, mens han prøvet en kniv, til at tilføie sig et stik, som han ikke la noget bret paa, men der gik blodforgiftning i saaret og han døde to dage efter, i en alder av seks og tredive aar. Han efterlot sig hustru og et barn som han tilbad.

Hver eneste soldag kunde man under granerne i Boulogne-skogen se en ung dame i sorg sitte og brodere, mens hun over brodernaalen holdt øie med en liten gut som laa paa alle fire mellem sin spade, sin trillebør og nogen smaa sandhauger. Det var fru Trévière. Solen kjærtegnet hendes ansigts varme blekhet, og et overskud av sjæl og liv strømmet ut av hendes beklemte bryst og ut av hendes store, mørke, guldstænkede øine. Hun tok ikke blikket bort fra sit barn, som naar han vilde vise hende »sandkakerne« han hadde lavet, løftet sit rødhaarede hode og sine blaa øine, farens hode og øine.

Han var lubben og rødmusset. Da han vokste op, blev han tyndere, og hans fregnede kinder blev blekere. Det gjorde hans mor urolig. Undertiden naar han sprang omkring i skogen og lekte med sine smaa kamerater og han kom forbi den stol hvor hun sat og broderte, kunde hun gripe ham i flugten, ta ham under haken uten at si et ord, granske med rynkede øienbryn dette lille ansigt og ryste umerkelig paa hodet, mens han paany fløi avsted. Om natten stod hun op ved den mindste støi og blev staaende lutet over den lille seng. Nogen av hendes mands gamle lægekamerater beroliget hende. Barnet var ikke andet end svakelig. Men det trængte til at komme paa landet.

Fru Trévière pakket sine kufferter og reiste til Brolles, hvor hendes mands forældre bodde. For I vet at Trévière var bondesøn og at han til han blev tolv aar gik paa jagt efter trostereder naar han vendte hjem fra skolen.

De blev hilset velkommen under spekeskinkerne som hang under taket i den tilrøkede stue. Mor Trévière, som sat sammenkrøpet ved gruen uten at slippe stekepanden av hænderne, saa med mistroiske øine paa pariserinden og hendes barnepike. Men hun fandt den lille svært søt og sin far op av dage. Den brave far Trévière, der han sat mager og stiv i sin tykke trøie, var meget glad over at se sin sønnesøn André.

Man var endda ikke færdig med at spise aften, og André kysset allerede stormende sin bestepapa, hvis hake stak og stak. Saa kløv han like frem op paa gamlingens knæ, satte næven i kindet paa ham og spurte hvorfor det var hult.

– Fordi jeg har mistet tænderne.

– Hvorfor har du mistet tænderne?

– Fordi de var blit sorte, saa jeg saadde dem i akeren for at se om der ikke kunde vokse hvite op.

Og André lo av hjertens lyst. Bestefars kinder, det var noget ganske andet end mors, det!

Man hadde git pariserinden og den lille stasværelset, hvor bryllupssengen stod som de brave folk bare hadde ligget en gang i, og eketræsskapet som var proppet med dækketøi og linned og forsvarlig laast. Den lille seng som før i tiden hadde været brukt til husets barn, var blit tat ned av loftet til sønnesønnen. Man hadde sat den i det luneste hjørne, under en hylde med syltetøiskrukker. Fru Trévière gjorde som den ordenskvinde hun var, fem og tyve runder paa det knirkende plankegulv. Men hun opdaget til sin sorg at der ingen klædeshænger var.

Væggene og bjelketaket var hvitkalkede. Fru Trévière fæstet sig ikke ved de farvelagte skilderier som livet op i dette vakre rum; men hun fik over bryllupssengen se et billede som fremstillet smaagutter i sort trøie og hvite bukser og med et hvitt bind om armen; de gik opover gulvet i en gotisk kirke med et vokslys i haanden. Derunder læste hun denne formular hvor navn, datum og underskrift var utfyldt med blæk: Jeg undertegnede bevidner at Pierre Agenor Trévière har gjort sin første altergang i sognekirken i Brolles den 15. mai 1849. Gontard, sogneprest.

Enken læste dette og trak et dypt suk, ett av disse en klok og modig kvindes suk som ved siden av kjærlighetens taarer hører til jordens skjønneste skatter. De som er elsket burde ikke dø.

Da hun hadde klædt André av, sa hun til ham:

– Nu maa du bede din aftenbøn.

Han hvisket:

– Mor, jeg holder av dig.

Og efter denne andagt lot han sit hode falde ned, knyttet hænderne og sovnet blidelig ind.

Da han vaagnet opdaget han bakgaarden. Overrasket, forundret, henrykt, fik han se hønsene, koen, den gamle enøiede hest og grisen. Han var især optat av grisen. Og fortryllelsen holdt sig dag efter dag. Naar man skulde spise, var det saavidt man fik ham ind, tildækket med halm og møk, med spindelvæv i haaret og søle i støvlerne, sort paa hænderne, skrammet paa knærne, rød i kinderne, leende og lykkelig.

– Rør mig ikke, dit lille udyr! ropte hans mor til ham.

Og der vanket kjærtegn uten ende.

Naar han sat paa bænkenden foran bordet og hugget ind i et vældig kyllinglaar, saa han ut som en liten Herkules som slukte sin kølle.

Han spiste uten at merke det, glemte at drikke og snakket ustanselig.

– Mor, hvad er en grøn kylling for noget?

– Det kan ikke være noget andet end en papegøie, svarte pariserinden meget letsindig.

Saaledes blev André forledet til at kalde sin bestefars ænder for papegøier, hvilket gjorde hans beretninger overmaade dunkle.

Men det var ikke let at bilde ham noget ind.

– Mor, vet du hvad bestefar har sagt mig? Han sir at det er hønerne som laver eggene. Men jeg vet godt at det ikke er. Jeg vet jo at det er frugtmanden i Avenue de Neuilly som laver dem; og saa blir de bragt til hønerne for at de skal varme dem op. For hvordan skulde hønerne kunne lave egg, mor, naar de ikke har hænder?

Og André fortsatte med at utforske naturen. Naar han vandret med sin mor i skogen, gjennemlevet han alle Robinson Crusoe's stemninger. En dag mens enken sat under en ek ved veikanten og arbeidet paa sit broderi, fandt han en muldvarp. En muldvarp er et stort dyr. Det er vistnok sandt at denne var død. Den hadde endda blod paa snuten. Hans mor ropte :

– André! vil du værsaagod la det fæle dyr være. Skynd dig og se derop i træet. Og han fik øie paa et ekorn som hoppet fra gren til gren. Hans mor hadde ret, et ekorn er vakrere end en muldvarp.

Men det var altfor hurtig væk, og André spurte om ekornene hadde vinger. En forbigaaende, hvis mandige og frimodige ansigt var indrammet av et vakkert mørkt skjæg, løftet i det samme paa sin straahat og stanset foran fru Trévière.

– Goddag, frue; hvordan staar det til? Det er længe siden vi saaes ! Er det Deres lille gut? Han er meget søt. Jeg hørte si at De bodde her hos far Trévière... Undskyld. Jeg har kjendt ham saa længe.

– Vi er kommet hit fordi min lille gut trængte landluft. Jeg kan godt huske at De bodde paa disse kanter allerede dengang min mand endnu levet.

Da enkens stemme blev usikker, sa han alvorlig:

– Jeg vet det, frue.

Og han sænket uvilkaarlig hodet som for i forbifarten at hilse mindet om en stor sorg.

Saa fortsatte han efter et øiebliks taushet:

– Det var den gode tid! Hvor mange brave folk har ikke forlatt os siden dengang! Mine stakkars landskapsmalere! Min stakkars Millet! Nok om det. Jeg er stadig malernes ven, som alle kalder mig dernede i Barbizon. Jeg kjender dem alle. Det er nogen prægtige mennesker.

– Og Deres fabrik?

– Min fabrik? den skjøtter sig selv.

André kom springende og trængte sig mellem dem.

– Mor! mor! under en stor sten her er der en masse smaa dyr. Der er mindst en million, kan du tro!

– Ti stille og gaa og lek, svarte hans mor tørt.

Malernes ven fortsatte med sin vakre varme stemme:

– Det er hyggelig at træffes igjen! Mine venner spør mig ofte om hvor det er blit av den vakre fru Trévière. Nu skal jeg fortælle dem at hun fremdeles og mere end nogensinde er den vakre fru Trévière. Paa gjensyn, frue.

– Farvel, hr. Lassalle.

André kom igjen springende.

– Mor, er det saa at alle dyr hører den gode Gud til? Er der ogsaa dyr som hører djævelen til?

»Mor! du svarer mig ikke... Hvorfor svarer du ikke?«

Og han trak hende i skjørtet. Da skjændte hun paa ham.

– André, du maa ikke avbryte mig naar jeg taler med nogen. Forstaar du?

– Hvorfor skal jeg ikke det?

– Fordi det ikke er velopdragent.

Der blev nogen taarer som endte med et kys og et smil. Det blev en vakker dag. Paa landet kan man undertiden se en regntung luft gjennemtrænges av solens straaler. Det stemmer en vemodig og glad.

Nogen dage senere, under et høljende regn, avla hr. Lassalle et besøk hos enken.

– Goddag, frue. Nei, se far Trévière, frisk og kjæk som altid?...

– Skroget er endnu godt, men benene er skrale.

– Og mor Trévière staar altid med næsen i gryten og smaker paa suppen. Det sømmer sig en god matmor.

Denne likefremme tiltale bragte den gamle kone til at smile, og hendes øine tindret i det rynkede ansigt.

Han tok André paa fanget og knep ham i kinderne. Men gutten rev sig pludselig løs og kløv i stedet op paa bestefarens knæ.

– Du er hesten... Jeg er postføreren. Hyp, hyp! Fortere, fortere!...

Besøket var forbi og enken og den besøkende hadde ikke vekslet fire ord, men mellem deres blik var der krydset glimt, lik kornmoen som springer mellem himmel og jord i de varme sommernætter.

– Kjender du denne herre godt, far? spurte den unge dame i en likegyldig tone.

– Jeg kjendte ham før han fik bukser paa baken. Og alle her i egnen kjendte jo hans far. Prægtige mennesker i ett og alt, hæderlige og redelige. De er ganske formuende. Hr. Philippe... (vi kalder ham hr. Philippe) har hele seksti arbeidere i sin fabrik.

André trodde at øieblikket var inde til at gi sin mening tilkjende:

– Han er styg, manden, sa han.

Hans mor svarte ham heftig at hvis han ikke hadde andet end dumheter at si, var det bedre at han tidde stille.

Fra da av vilde tilfældet at fru Trévière skulde møte hr. Lassalle paa alle veier og stier.

Og André's mor blev urolig, rastløs og tankefuld. Hun for sammen ved vindens raslen i løvet. Hun glemte sit paabegyndte broderi og fik for vane at silte med haken støttet i den hule haand.

En høstaften, mens et vældig uveir med lange hyl blaaste indover fra havet og henover far Trévière's hus og hele egnen, skyndte enken sig at sende ut piken som tændte i kaminen og faa André i seng. Mens hun trak av ham uldstrømperne og varmet hans frosne smaa føtter i sine hænder, sat han og lyttet til stormens dumpestønnen og regnets pisken mot ruterne, og han slog begge armer om hendes hals.

– Mor, sa han, jeg er ræd.

Men hun gav ham et kys:

– Vær ikke urolig; sov du, min lille gut.

Saa gik hun hen og satte sig ved ilden og begyndte at læse et brev.

Efterhvert som hun læste, fik hun farve i kinderne; hendes aandedræt blev varmere. Og da hun hadde læst det ut, blev hun liggende tilbakelænet i stolen med livløse hænder, som fortapt i en drøm. Hun tænkte:

– Han elsker mig; han er saa god, saa aapen, saa ærlig. Vinteraftenerne er meget lange naar man er alene. Han har vist sig saa finfølende overfor mig! Han har sikkert et godt hjerte. Det kan jeg se bare paa den maate hvorpaa han har fridd til mig.

Da møtte hendes øine attesten for den første altergang. Jeg undertegnede bevidner at Pierre Agenor Trévière...

Hun slog øinene ned.

– En kvinde kan ikke godt opdrage en gut helt alene... André skal faa en far.

– Mor!

Dette rop som kom fra den lille seng, fik hende til at fare sammen.

– Hvad vil du, André? Du er svært urolig iaften?

– Mor, jeg tænkte paa noget.

– Du skulde hellere sove... Hvad tænkte du paa?

– Papa er jo død?

– Javisst, stakkars barn.

– Da kommer han ikke mere igjen?

– Ak nei, det gjør han ikke, min kjære gut.

– Mor, det er heldig allikevel. For jeg holder saa meget av dig, skjønner du, mor? saa meget at jeg holder av dig for begge to. Og hvis han kom tilbake, kunde jeg ikke længere holde det mindste av ham.

Hun betragtet ham en stund med bekymring og sank igjen ned i lænestolen, hvor hun blev sittende urørlig med hodet støttet i hænderne.

Gutten hadde allerede sovet i mere end to timer til stormens hylen, da hun gik bort til hans seng og sukket dypt:

– Sov! Han kommer ikke igjen.

Men to maaneder senere kom han allikevel igjen. Han kom igjen med hr. Lassalle's, husets nye herres, brede solbrændte ansigt. Og den lille André begyndte paany at bli blek og mager og hensygnende.

Nu er han frisk igjen. Og han holder av sin barnepike som han før holdt av sin mor. Han vet ikke at hans barnepike har en kjæreste.