M. Cl. Gertz, En ny Text af Sven Aggesøns Verker

Historisk Tidsskrift, femte række, fjerde bind, 1920 (s. 169-170).

◄ B. Erichsen og Alfr. Krarup, Dansk historisk Bibliografi, 3. Bind, Personalhistorie

C. Klitgaard, Den vendsysselske Skudehandel ►

journalHistorisk TidsskriftM. Cl. Gertz, En ny Text af Sven Aggesøns VerkerGrødahl & Søn1920Kristianiafemte række, fjerde bindM. Cl. Gertz, En ny Text af Sven Aggesøns Verker169-170

M. Cl. Gertz, En ny Text af Sven Aggesøns Verker, genvunden paa Grundlag af Codex Arnamagnæanus 33, 4to. Kbh. 1916.

I løpet av det siste halve snes aar har professor Gertz utgit en væsentlig del av den latinske middelalderlitteratur i Danmark (undtagen Saxo), og der er herved skapt det første kritiske grundlag for studiet av den (jfr. Hist. Tidsskr. 5 R. I 486 ff.). Det mest imponerende stykke av hele dette ypperlige arbeide er den nye utgaven av Sven Aggesøn, hvor man ikke vet hvad man skal beundre mest, den sikre metode eller den utrættelige skarpsindighet; det er ikke noget under, at han slutter boken med at si, at den »har sysselsat mig længe og voldet mig meget hovedbrud«.

Kjendskapet til Sven Aggesøns verker har hittil hvilt paa Stephanius’s, for sin tid meget brukbare, utgave av 1642; det haandskrift, Stephanius bygget paa, er siden gaat tapt. Men der eksisterer desuten i den arnamagnæanske samling et haandskrift fra slutten av det 16. aarh., sandsynligvis skrevet av Lyskander, men saa ubeskrivelig fuldt av feil, at knapt en eneste sætning gir mening. Avskriveren av dette haandskrift har aapenbart bare kunnet meget litet latin og ikke et gran middelalderlig palæografi og derfor forvansket sin kilde paa det frygteligste. Ingen har tidligere gjort dette makverk til gjenstand for nogen nærmere undersøkelse, før nu Gertz har tat sig av det og med sit indgaaende kjendskap til middelalderlig latin og palæografi og sin store evne til at gjøre konjekturer rekonstruert det tapte middelalderhaandskrift X.

Enhver historiker og filolog vil ha stor nydelse av at følge et i faglig henseende saa fortrinlig mesterstykke som dette^[1]; men dertil kommer, at de resultater som blir naadd, har adskillig værdi i og for sig. Det viser sig nemlig at det tapte haandskrift X har været adskillig bedre end det, Stephanius brukte (paa enkelte punkter lar det sig endog gjøre at komme helt tilbake til den for begge disse to fælles kilde, Z), og forskjellen mellem dem er ganske stor.

Den nyvundne tekst gjør det saaledes overmaade sand- synlig, at Sven Aggesøn – uagtet han neppe var geistlig – har studert i Frankrike, snarest i Chartres; det fremgaar baade av hans kjendskap til der meget læste forfattere som Qvintilian og Terents, og især av hans kjendskap til den sætning som skriver sig fra den berømte skolastiker Bernhard av Chartres: nos quasi nani super humeros gigantum sumus, vi er dverger som staar paa skuldrene av kjæmper (og derfor allikevel kan se længere end dem – brukt om forholdet mellem oldtidens store mænd og Bernhards egne samtidige). Hans læsning av klassiske og middelalderlige forfattere, og fremfor alt forholdet mellem Saksos og Svens forfatterskap trær ogsaa langt tydeligere frem av den nye tekst end av den tidligere.

Edv. Bull.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

↑ Som eksempel instar omnium paa Gertz’s skarpsindighet kan bare anføres følgende: Det fordærvede haandskrift har paa to steder det meningsløse uttryk debitum adeo persolvere; av Stephanius’s tekst ser man imidlertid, at det skal bety »at dø« (det heter her paa det ene sted supremum explere diem og paa det andet naturæ debitum persolvere), og Gertz konjicerer da, at det oprindelig har staat debitum Ade (genitiv av Adam) persolvere, betale Adams gjæld (i henhold til Guds ord til Adam efter syndefaldet i Genesis). Det svake punkt i konjekturen var imidlertid, at han ikke kjendte netop dette uttryk fra middelalderlig latin, og det var derfor en stor styrkelse for rettelsen, da Gertz i en av Kolsrud utgit sekvens fra Viborgkirken fandt verset Ade post soluit debitum cursu consummato. Det er næsten som et regnestykke, hvor man kan gjøre prøve paa rigtigheten.

[p169-1] Som eksempel instar omnium paa Gertz’s skarpsindighet kan bare anføres følgende: Det fordærvede haandskrift har paa to steder det meningsløse uttryk debitum adeo persolvere; av Stephanius’s tekst ser man imidlertid, at det skal bety »at dø« (det heter her paa det ene sted supremum explere diem og paa det andet naturæ debitum persolvere), og Gertz konjicerer da, at det oprindelig har staat debitum Ade (genitiv av Adam) persolvere, betale Adams gjæld (i henhold til Guds ord til Adam efter syndefaldet i Genesis). Det svake punkt i konjekturen var imidlertid, at han ikke kjendte netop dette uttryk fra middelalderlig latin, og det var derfor en stor styrkelse for rettelsen, da Gertz i en av Kolsrud utgit sekvens fra Viborgkirken fandt verset Ade post soluit debitum cursu consummato. Det er næsten som et regnestykke, hvor man kan gjøre prøve paa rigtigheten.

[1]