Lyst til Læsning
Boghylden er den Stige.
Som fører til at blive Overmandens Lige.
(H. Wergeland.)
Man kan ikke Andet end glæde sig ved den Rigdom af allehaande Skrivere, som vor Tid eier, og den Anledning Enhver derved kunde have til at erhverve lig Oplysning og Indsigt i de Ting, som man mest trænger Oplysning og Indsigt i. Men denne Glæde vil, idetmindste forendel, berøves os, naar vi alligevel høre saamegen Klage over Mangel paa Oplysning, endog af dem, der selv lider af en saadan Mangel. Dette kan forsaavidt være til vor Trøst, fordi det er vist, at man først da lægger sig Vind om en Ting, naar man indser det Gale i, at man ikke besidder den. Men denne Trøst er da ogsaa ganske tarvelig; thi der gives Folk i Hobetal, som ikke har den mindste Anelse om, at det ikke kunde være saa slemt, om de havde en Smule større Oplysning, end de har. Og derfor bliver ogsaa Skrifter, som godt kunde trænge at læses, agtede, eller rettere foragtede, som de gjør.
Sagen er nok forresten den, at man liden eller ingen Lyst har til at læse. Og saalænge man mangler Lysten, bliver endog de bedste Skrifter liggende som en død Skat, der Ingenting udretter. Thi voksne Folk kan man nu ikke længer tvinge til Bogen; og at lokke vil heller ikke gaa synderlig godt an. Det er ellers mærkeligt, at Bonden mest ringeagtet det; som angaar hans eget Stel. „Hvad er det at skrive om“, siger den ene; „det er noget vi ved før“. „Aa ja, de maa nu noget finde paa, for at have noget at gjøre“, svarer en Anden. – Ja, var det saa, at man vidste det før, da var det ikke stort til, at skrive saa meget; men deri tager man gruelig Feil. Et eneste Eksempel skal være nok.til at bevise min Paastand; og det skal jeg tage af Ting, som man skulde antage. Bonden var mest dreven i. Gutten lægger ialmindelighed ikke Mærke til, hvordan hans Far driver Gaarden, førend han selv skal begynde. Som nu Gamlingen det sidste Aar drev, saaledes begynder Sønnen; og paa samme Maade fortsætter han sit hele Liv. En Ager kan saaledes blive besaad med Byg f. Eks. i 10, 20, ja 30 Aar irad, udenat det falder ham ind, at det kanske kunde være godt, om det stakkers udpinte Jordstykke fik hvile ud enstund. Og saa klages der over, at man faar ikke slige Aar nu, som man i gamle Dage fik. Man kan da skjønne, hvormeget man ogsaa „ved“ i andre Henseender. Og Sligt skulde ikke være værdt at skrive om?
Endnu mere tager man Feil, naar man tror, at vore Skrivere sidder og „sætter sammen“ blot for at „have noget at gjøre“. Sandelig, jeg ved vist, Arbeidet mangengang er dem surt nok alligevel, om de ikke ogsaa skal have „Skam til Tak“. Havde de endda den Fornøielse, at deres Arbeide blev modtaget med Taknemmelighed, saa kunde det dog gaa, sligt det kunde. Men dette er langtfra Tilfældet. Jeg ved, hvordan det enkelte Steder er gaat „Folkevennen“. En eller Anden, der interesserer sig for „Oplysningens Fremme“, taler ved given Leilighed om dette Skrift, samt hvad dermed staar i Forbindelse, fortæller Noget af, hvad deri er at læse o. s. v. Er der 5 Personer tilstede, anser de det vel for en smal Sag at lægge til hver sin Ort for en Aargang. Men, naar Skriftet kommer, ser man gjerne paa Tittelbladet eller ogsaa et Par Linjer af selve Indholdet, og hvis disse ikke straks vækker ualmindelig Opmærksomhed, maa Skriftet, som saa beskedent og velment traadde ind i Huset, tage tiltakke med at slænges i en støvet Krog. Dette sker endog af Mænd, der er valgte til Medlemmer af Kommunalbestyrelsen eller paa andre Maader vil gjælde for Bygdens „største Hoveder“. Men, isandhed! et virkelig „stort Hoved“ foragter aldrig Læsning, var det end af simple, enfoldige Skrifter; dertil hører en vis Selvtillid og Selvklogskab, der alletider er Uvidenhedens trofaste Beskyttere. Hvorledes kan nemlig den tiltage i Oplysning, som har det Mundhæld: Vort med dine Raad; jeg ved nok før!? Og er ikke det akkurat det samme som at slænge hver eneste Bog, den være god eller slet, under Bænken? Og, naar den, der virkelig klager over sin ringe Oplysning, ogsaa gjør det samme, hvorfra vil han da den skal komme? Af Luften maaske? eller ved at læse et Tittelblad eller ved en anden liden Haandvending? Dog – jeg ved, hvoraf dette kommer; Lysten til Læsning er borte; Alt, hvad der kaldes Bog, er man ræd, ja maaske ofte ligefra Barnsben. Se, saa lidet benytter man sig af den herlige Læsekunst, som man har opofret næsten sin hele Skoletid for at faa Færdighed i. Endskjønt ialmindelighed Skolen næsten udelukkende er Skyld heri, skal vi dog ikke opholde os derved, da isaahenseende „Forsent er forspildt“ for den Voksne; hvad der for disse især er at gjøre, er at give og modtage Opmuntringer, hvilket sikkert vil have sin Nytte, naar det sker til rette Tid og Sted.
Med dig, velmente Læser, som i Ovenstaaende gjenkjender dig, vil jeg endnu snakke et Ord. Er du blandt dem, der mene at kunne nok før – dog saa indbildsk er du vel ikke – men jeg sætter, at du var det, da vilde jeg bede dig læse en Side eller blot en halv Side af en eller anden Bog, – saa tror jeg, du allerede skulde finde noget, som du ikke før vidste. Desuden maa vi mærke, at Læsning ogsaa har sin store Nytte i andre Henseender, end hvad der angaar at se noget Nyt ved hver Rand, man læser; men alt dette har jeg nu ikke Tid til at skrive om, og maaske heller ikke du til at læse. Men vil du gjøre dig saa smaa at læse i gode Skrifter, da skal du senere „sande med mig“. – Og er du blandt dem, der indser, at lidt mer Oplysning kunde gjøre dig godt, da ved jeg ingen bedre Raad at lægge dig, end hvad jeg nys nævnte, nemlig at læse gode Skrifter. Men her spørges der om Lyst, for at du kan have nogen Nytte og Fornøielse deraf; thi du ved jo, al „Lysten driver Værket“, som det heder. Men ikke maa du tænke, at du, naar du ikke har nogen Lyst, heller ikke faar den, ikke heller, at den kommer af sig selv; men ved at læse faar du den; mærk dette: Ved Læsning kommer Læselyst. Har du t. Eks. tvunget dig til al læse 2 Hæfter af „Folkevennen“ da vil nok del 3die smage dig saa taalelig godt, det 4de endnu bedre; og snart vil den blive anderledes modtaget og behandlet af dig, end før var Tilfældet; ja da vil du ogsaa lige ind i Raaskabhalsen for at trække frem de gamle Bøger efter din Far og Bedstefar, hvori du ogsaa vil finde mange gode Ord, der var andet værd end at kvæles af Støv og Kongrovæv; og hvad der er det Fornemste – du vil da ikke længer kaste Tiden bort med at klage over din Uvidenhed men fort væk læse i dine Fritimer for al tage igjen det Forsømte.
Ja – vil du, der ikke har Lyst til al gaa ind herpaa, formodentlig sige – men naar jeg ikke forstaar, hvad jeg læser, hvorledes kan jeg da faa Lyst dertil? Du har Ret: „At læse uden at forstaa er det samme som at pløie uden at saa“; og det er altsaa naturlig, at, skal Bogen blive dig en „god og tro Ven“, da maa du forstaa den. Jeg tror desuden, at Ulysten hos Mange ikke stikker deri, at de ikke fatter, hvad de læser; men skal Et være, da er det en ligesaa rimelig Grund, at de fleste Bøger efter deres Mening indeholder Vrøvl, Avissnak m. m. Ogsaa er den bagvendte Tanke saa ofte indgrod i Folks Pande, at det ikke er passende, at en Bog skal indeholde om Pløining, Saaning o. s. v., ligesom Papiret skulde være helligere til Sligt end vor Tunge hvormed vi dog taler om Saadant.
Du vedbliver maaske din Paastand, at du ikke forstaar, hvad du læser. Men har du ikke glemt at læse i Bog, saa gad jeg nok vide, om du som voksen Kar ikke skulde forstaa idetmindste Noget; og forstaar du Noget, da vil du ved at læse med Opmærksomhed og Eftertanke snart komme til at forstaa mere. Var det derom at gjøre, da vilde du nok ogsaa have Anledning til at spørge dig for, idetmindste naar Skolemesteren kommer paa Gaarden eller i Grandelaget. Man kan, hvad man vil, har man sagt; idetmindste slaar det aldrig Feil, at man her kan utrolig Meget, naar man for Alvor vil og derhos følger de velmente Raad, man saaofte giver, til at tage Sagen paa den rette Maade. Men Sagen er som oftest den, at man er døv, naar man ikke vil høre, og blind, naar man ikke vil se, men at man bar baade Øine og Øren, naar Lysten og Viljen er tilstede. – Man burde dog betænke, hvor glad man er, naar man har en god Ven, som man kan omgaas med, og som forstaar at gaa os tilhaande med Raad og Daad; ja saa tidt man raakes, vil man gjerne snakkes med lidt, selv om Samsnakket skulde angaa mindre vigtige Ting. Men isandhed! „man finder ei saa tro en Ven, som god og nyttig Bog“; thi naar hin Ven gaar bort fra os, kan vi putte denne Ven (Bogen) i Lommen og til hver Tid og under alle Omstændigheder tage den fram og hente Trøst, Opmuntring og Vejledning.
At, hvad der staar paa Prent
Saa sjelden blir betragtet
Og oftest ringeagtet,
Den Saa er vel bekjendt;
Thi ser man ikke Bogen
Med Støv bedækt i Krogen?
– Saa har det mig dog hændt.
Den Skrift, som Tanker bær
Fra mange Brødres Hjærte.
Om hvad dem Tiden lærte,
Os dog velkommen vær!
Det Modersmaal de tale
Fra Norges Fjeld og Dale –
Er Talen da ei kjær?
For fælles Ve og Vel
De Brødres Hjærter banke.
Det er en kjærlig Tanke
Ved Kyst, i Dal, paa Fjeld:
Hvor Brødre virke sammen
Og Gud med Ja og Amen
Velsigner – der er Held.
Men skal de Maalet naa:
Oplysning allevegne
I Norges Klippeegne –
Vi Forbund maa indgaa
At lytte til den Tale
Fra Hytte som fra Sale.
Fra Ung, fra Gubbe graa.
Til dette indsendte Stykke maa jeg føje et Par Ord, da jeg ellers frygter for, at enkelte Ytringer let kunde misforstaaes. Naar man nemlig paapeger en eller anden Fejl hos somme Folk og gjør sig Umag for at vise dem en rigtigere Vej og føre dem til bedre Indsigt, da mødes man ofte med det Svar: Vi er ikke slig som du beskylder os for at være; du farer med Overdrivelse, gir os forliden Lov og formegen Last og kjender ikke tilstrækkelig til den Sag, du skriver om!. – Nu er det sandt nok, at ogsaa slige Skrivere findes der tildels i Værden, men det er dog ligesaa ofte Tilfældet, at Skribenterne har Ret alligevel, omend mange Mennesker mener det Modsatte; ti Sagen er, at det tit er disse Mennesker selv, som mangler tilstrækkelig Kunskab. Enhvær ved, hvorledes det er med sig selv, sine Grander og Sambygdinger, men ikke altid hvorledes det er i Nabobygden, endsige i langt bortliggende Dele af Landet. Men nu kan det, som ikke passer paa et Sted, dog alligevel passe meget godt paa et andet; og derfor maa man ikke straks vrage en Skildring, blot fordi den enten er lysere eller mørkere end Forholdene paa det Sted, hvor En selv bor. I ethvært Land er der vel endel Forskjel mellem den ene Egn og den anden; men der er næppe mange Lande, hvor Forskjellen i alle Maader er saa stor som i Norge. Saaledes er det i Naturen, saaledes ogsaa i Folkelivet – ihenseende til Levevis, Sæder, Skikke, Mundsprog, Oplysning og Smag. Hvilken Forskjel er der ikke f. Eks. mellem Mjøsens Omegn og Norges Vestkyst! Hist for Øjet paa engang frugtbare, opdyrkede, smaabakkede Sletter af flere Mils Vidde, langt borte omgivet af jævne, lave Aaser; medens derimod ude ved Vesterhavet Fjæld paa Fjæld rejser sig op mod Skyerne, Øerne bestaar af uendelige, ufrugtbare Myrstrækninger, Alt er nøgent og graat, og kun hist og her en liden grøn Plet og en ussel Hytte. Hvilken Forskjel paa en vestenfjældsk Røgstue med et eneste Vindu, og en slig Herregaard, som Storbønderne paa Oplandet og tildels i Trøndelagen har – paa det fordanskede Bondemaal kring Kristiania, og det halv oldnorske Tungemaal f. Eks. i Hardanger – paa Sjøbondens sædvanlige Langsomhed, og det spillende Liv hos den poetiske Tellemarksbonde – paa den omhyggelige Renlighed i somme Fjældbygder, især i Østerdalen, og den forfærdelige Urenlighed i mangt et Hus paa Strilelandet – paa Klædedragten der, hvor man endnu har bevaret den gamle Simpelhed og nøjes med hjemmegjort Tøj, og der, hvor selv Bonden har Silke og anden bykjøpt Stas fra Taa til Top! Og hvilken Forskjel er der ikke ligeledes med Hensyn til Læsningen? Etsteds er Aviser, Romaner og Nasjonalsange Bondens daglige Tidsfordriv; et andetsteds kjender han næppe andre Bøger end Katekismen, Spørsmaalsbogen, enkelte Toskillingsviser og maaske en Sangbog af Peder Dass. Somme har ondt nok for at læse og satte, hvad der skrives, hvormeget Skribenten end nedstemmer sine Talemaader og sin Tone; medens andre Almuesfolk finder det næsten under sin Værdighed at læse et saa smaapuslende Folkeskrift. Kort sagt, Forskjellen mellem Bønder og Bønder er i vort Land saare stor.
Just denne uhyre Forskjel har man godt af at mindes, naar man læser ovenstaaende Stykke. Forfatteren mener tilvisse ikke, at der allesteds i Landet, eller hos alle Mennesker i en vis Bygd, er en saadan Ulyst til Læsning og Ukyndighed i Bogvejen, som han her ivrer imod. Men ligesaa vist har han Ret i, at de findes i Landet, ja findes endog mangesteds; – endog hos Folk, af hvem det „mindst skulde ventes“, er tildels Læselysten yderst liden, og Meningerne om Bøgernes Betydning hel underlige. Synes altsaa En eller Anden, at Indsenderens Skildring er for mørk, saa faar han huske, at det ikke overalt er ens.
Enhvær Bonde, enten han er meget eller lidet bogkyndig, kan imidlertid være forsikret om, at hværken Indsenderen eller jeg „vil ham tillivs“. At ikke Læselysten og Bogkunskaben er større end den er, er sandelig intet Under. Saaledes som Oplysningsvæsenet har været indrettet gjennem Tiderne, er det snarere mærkeligt, at den norske Almuesmand er kommen saa vidt i Læsning som ofte er Tilfældet. Selv i de mørkeste Bygder findes der gjærne En og Anden, som har drevet det utrolig vidt i at „læse og forstaa“; jeg har baade norden-, sønden- og vestenfjælds truffet mangen gammel, ærværdig Bondemand, som med megen Forstand har læst Bøger i Snese- eller endog i Hundredetal, og jeg har den Tro, at Læselysten hertillands vil blive meget almindelig og stor, saasnart blot Folk vaagner en Smule op af Dvalen. Til den yngre, opvoksende Slægt har jeg fornemmelig godt Haab, allerhelst hvor Præster og Skolelærere omgaas Folk flittig og venlig, og tar sig af Oplysningsværket med Liv, d. e. ikke med Trusel og Tvang men med Opmuntring og virksom Vejledning, ogsaa udenfor sin egentlige Kaldsgjærning i Kirke og Skole. Der er gudskelov endnu saa meget Godt i den norske Folke-Natur, at jeg er overbevist om, man med Varme og Udholdenhed kan udrette store Ting med vor Almue, vaade hvad udvortes Virksomhed. Bogkunskab og anden Oplysning angaar. Det gjælder mest om kraftige Sted, saa Folkeaanden vaagner – om en hjælpsom Haand og levende Eksempler for Øinene. Blot den norske Bonde faar se det for sig, hvad Gavn og Glæde der er i Tingen, saa gir han ogsaa efterhaanden Slip paa det Gamle og tilegner sig det Ny. Faar han, som jeg sikkert haaber, mer og mere Smag paa Læsning, sund Læsning, saa vil naturligvis ogsaa de mange underlige Meninger om Bøgerne og Bogskriverne falde bort af sig selv, ligesaavist som man hværken foragter Maden eller Kokkepigen, saasnart man blot har god Madlyst.
O. Vig.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |