Lysræd
Den tid jeg gik i skolen
var mod nok i mit sind, —
at sige, så længe til solen
gik under bag bergets tind.
Men lagde sig nattens skygge
udover ås og myr,
da skræmte mig spøgelser stygge
fra sagn og fra eventyr.
Og bare jeg lukked øjet,
jeg drømte så meget og mangt, —
og alt mit mod var fløjet —
Gud vide må hvor langt.
Nu er der en forandring
med alting i mit sind;
nu går mit mod på vandring
ved morgensolens skin.
Nu er det dagens trolde,
nu er det livets larm,
som drysser alle de kolde
rædsler i min barm.
Jeg gemmer mig under fligen
af mørkets skræmsels-slør;
da ruster sig al min higen
så ørnedjerv som før.
Da trodser jeg hav og flammer;
jeg sejler som falk i sky,
jeg glemmer angst og jammer —
til næste morgengry.
Men fattes mig nattens foerværk,
jeg véd ej mit arme råd; —
ja, øver jeg engang et storværk,
så blir det en mørkets dåd.