evangelist var hjemme eller ei, og da folk paa nye steder, som regel, er meget nysgjerrige, blev evangelist Chu med. Der kunde heller ikke være tale om, at der var nogen tidsspilde for ham i dette, men heller det modsatte. Veien til P. gaar gjennem mange markedsbyer, saa endog paa veien var der rig anledning at forkynde Guds ord og sælge bøger. Som altid var mr. Chu utrættelig i mesterens tjeneste og lod ikke anledningerne til at tale til folk om Guds ord gaa forbi.
Da vi kom til Pin-chang var evangelisten ikke hjemme. Gadegutterne vidste dog, at døren med lethed kunde tages ned, saa vi slap at staa længe udenfor. Intet under, at her gang paa gang er stjaalet, tænkte jeg. Vi blev ikke lidet opmuntert, da vi i de flokke, som daglig kom, traf flere, som var glade ved at høre evangeliet, og nogle, som virkelig var søgende. I kapellet, som er ud mod gaden, talte Chu for mændene; vi hadde møde for kvinderne i et rum længere inde, saa vi ganske let kunde holde orden paa
dem. Dette var dok ikke efter smaagutternes smag; desyntes vi alle skulde være i kapellet. Nogle maaneder forud var miss Hagestande der, og da der intet tag var paa dette indre rum, var de tvungne at modtage kvinder saavel som mænd i kapellet. Paa nye steder er som sagt nysgjerrigheden stor; her var der ingen undtagelse fra denne regel. De kløv op paa bord, bænke og hverandres skuldre for at faa udlændingen bedre at se og talte i munden paa hverandre, saa de ikke kunde høre „mands maal“. Saa det var meget rimeligt at de skulde klage over, at det ikke var saa „morsomt“ nu som da.
Hele dagen hadde vi meget folk, og da de fleste i mørkningen var gaaet for at spise aftensmad, gik jeg ind i et lidet rum, hvor jeg spiste og sov for at hvile lidt. Hadde ikke været der lang stund, før jeg fik høre en kvinde tale med hævet stemme. Det var en besats ord, „Djævlesnak“. Jeg blev meget bedrøvet og bad til Gud for hende. Saa hørte jeg hende sige: Jeg er himlens konges 8de datter. Jeg har syndet mod ham, og han kastede mig ud af himmelens guld-port for at lide i 18 aar. Mrs. Tsen forsøgte at taletil hende om Gud; hun fik hende til at høre lidt, men den besatte var saa rap paa tungen, at det ikke var ligetil at haandtere hende. Mr. Chu, som hadde staaet udenfor døren og hørt, hvad hun sagde, kom ind og spurgte hende, om hun kjendte himlens konge. Hun pegede op og sagde: „Der oppe er han.“ Saa spurgte han hende, hvor hun skulde hen, naar de 18 aars straf var udstaaet. Hun sagde: „Til det store aanders fjeld.“ „Kom hid,“ sagde Chu, „skal jeg vise dig, hvor du gaar hen.“ Paa væggen hang der et bibelsk billede af den brede og den smale vei. Hun gik, og han forklarede for hende de to veie; hun blev synlig bedrøvet og sukkede tungt. Jeg følte saa stor trang til at bede, at jeg atter anraabte Gud om hjælp, før jeg gik ind til dem. Hun hadde begyndt at tænke; hun sa: „Hvad I forkynder er ret, men jeg gaar rundt og bedrager folk.“ Hun var nemlig en ud af de mangfoldige, som gaar fra hus til hus og ved magt fra djævelen helbreder syge, eller forestiller at de gjør det. Naar de skal helbrede tænder de lys og ofrer til djævelen, brænder røgelse, guld og andet papir, som forestiller penge, og saa slaar de hovedet mod jorden og beder at djævelen maa komme. De sætter sig saa paa en stol ved siden af den syge for at vente paa ham. Naar den har ventet en halv times tid, slaar de hænderne sammen, svælger luft og siger, at nu er djævelen i dem. Saa skal de finde ud, hvilken aand eller djævel den syge har syndet imod. De nævner omsider en ved navn; denne lover de at ofre til. Den syge faar tilslut en pille o. l.
Da vi talte videre til hende om at vende om fra den brede til den smale vei, var hun meget alvorlig. Derefter bad vi sammen og sang: „Take the name of Jesus with you.“ Evangelisten indbød hende at spise med dem for at være sikker paa, hun kunde overvære aftensmødet. Efter at hun hadde siddet stille og opmærksom under dette, var hun endda ikke færdig til at gaa; hun maatte faa vide mere. Efter en stunds forløb tog hun frem to af sine tryllemidler og gav os og sagde: „Nu skal det være slut med at tjene djævelen; jeg vil høre Gud til herefter.“ Vi blev meget glade og fortsatte samtalen; vi trodde, at hun ikke hadde flere tryllemidler, men ret som det var kom hun med en tredje ting og sa: „Jeg vil ikke ha denne heller; jeg vil gjøre som manden sa til mig i drømme i nat: „vaske mine hænder rene.“ At hun gjorde dette uden nogen paaskyndelse fra vor side gjorde glæden dobbelt stor. Da vi til slutning skulde takke og bede, knælede hun ned med os. Efter andagten bad vi hende stanse over natten; ti det var nær midnat. Der blev dog lidet søvn; hun hadde saa meget at fortælle om sit foregaaende liv og at spørge os om angaaende læren. Da hendes mang nogle aar forud døde, vilde svigermoderen, som saa mange svigermødre herude gjør, tvinge hende til at leve et liv i synd (utugt) for at skaffe dem levebrød. Dette negtede hun bestemt at gjøre. Derimod blev de forligte om, at hun skulde opta sin afdøde svigerfaders beskjæftigelse, nemlig ved trolddom at helbrede syge. De tryllemidler, hun hadde git os, hadde tilhørt ham. At det ikke var greit at møde svigermoderen efter de skridt, hun hadde tage,t var klart, men hun sa: „Gud vil hjælpe mig.“ Vi bad hende paa det indstændigste at komme paa skolen en stund; ti det er ikke ligetil at være elene kristen i et hedningeland, især naar kjendskabet til læren og de, som bringer den, ikke er større end det var i dette tilfælde. Hun lovede at komme. Til vor bedrøvelse fik vi siden høre, at hun virkelig hadde været paa vei hid, og at svigermoderen hadde sendt folk efter hende og bragt hende tilbage med magt. Haaber, at Gud snart vil aabne en udvei for hende.
Paa veien hjem fra P. fortalte mr. Chu, at en mand hadde sagt til ham, at han ikke skulde prædike Kristus saa meget, da folk ikke syntes om at høre saa meget om ham; derimod kunde han prædike Gud (Chang Di) og ud af de kinesiske klassikere. Chu hadde svaret, at Kina hadde havt klassikere saa længe nu, at de hadde hat tid til at vise sine frugter: kristendommen var heller ikke noget nyt, saa den ogsaa hadde vist sine, og efter frugterne af disse to at drømme, om man kun saa paa det ydre, vilde Kina være bedst tjent med at faa Kristus og kristendommen o. s. v.
Sandt er det, som I ofte hører, at kinesernes nød trodser al beskrivelse og at evangeliet er det eneste, som kan bringe lægedom og trøst; det har derfor været os en stor glæde, at missionsinteressen vokser saa hjemme.
En liden tildragelse til, før jeg slutter: I januar i en af de værste snestorme, vi har hat i vinter, var der en mand, der bor ganske alene nær vor station, som om natten drog sin hustru og et nyfødt barn ud af huset og lod dem begge fryse ihjel, fordi denne nyfødte lille var en pige og ikke gut. — Det vilde være aldeles frugtesløst for moderen at henvende sig til andre folk, da de tror, at hvis mødre gaar ind i nogens hus eller forbi nogens dør, før den lille er en maaned gammel, blir der sikkert dødfald paa samme sted snart. Til templerne, hvor tyve, røvere og tiggere er tilladt at være, var der heller ikke tale om at gaa, da gudernes brændende vrede vilde bli vakt. Da hun vist ikke hadde kjendskab til kristendommen, trodde hun vel, at de indfødte kristnes og vore døre ogsaa var fast tillukket mod sig. Døden kunde heller ikke imødesees som en befrier fra det onde. Nei, de har lært, at hver kvinde fra fødselen af, især de som dør under barnefødsel, er skyldig i, ved døden, at styrtes i et tjærn (lake) af blod, hvor der tørstige kun faar blod at drikke. Over dette tjærn er der et tykt mørke, og dets stank naar til skyerne. Da hendes mand var grusom nok til at dræbe hende, vilde hun knapt vente, at han skulde leie prester til at messe sig ud af denne elendighed. Der var saaledes ikke engang rum for et falskt haab for hende. Forkynd evangeliet var frelserens befaling. Maatte Gud i naade hjælpe os til at adlyde ham!