Den første jeg blev bejendt med var Emma Dahl. Hende traf vi i Kristiania under vort besøg i Norge. Det var i januar 1901. Hun fulgte med os tilbage til Paris for at lære fransk og ellers forberede sig til reisen, og i mai maaned drog vi sammen ud til Madagaskar. Frøken Dahl hadde allerede før været der, da hun i seks aar hadde arbeidet i det Norske Missionsselskabs tjeneste i indlandet. Paa grund af nedbrudt helbred maatte hun nedlægge arbeidet for en tid. Hun glædet sig nu til at ta det op igjen.
Straks Emma Dahl kom til Fort Dauphin overtog hun bestyrerindeposten ved pigeasylet der. Denne stilling hadde hun i fire aar. Det første aar alene, senere assisteret af søster Jørgine. Mens frøken Dahl endnu var i Norge, hadde det været hendes stadige bøn til Gud, at han vilde aabne veien for hende og la hende faa vende tilbage til missionsmarken. Bønhørelsen kom i form af et kaldsbrev fra Den forende kirkes missionsbestyrelse. Men midt i glæden over at hun nu skulde faa reise tilbage, var der en stor skuffelse — det var som bestyrerinde for pigeasylet hun var kaldt.Det var ikke den gjerning hun hadde ønsket. Men lydig bøied hun sin vilje ind under Guds vilje og gik for at tjene ham der, hvor han pegte. Hun var særdeles godt skikket til denne gjerning. Børnene elsket hende. De kaldte hende altid „Mama“. De hadde tillig til hende. Det var ikke længe før de forstod, at hun aldrig var saa optat, at hun ikke kunde finde tid at snakke med dem om dette eller hint, som laa dem paa hjerte. De hadde stor respekt for hende og vidste, at hun var bestemt. Dersom de hadde gjort galt, saa bar hun ikke riset forgjæves.
Saa kom den tid, at Den forende kirke overtog Manatenina station. Der var ingen madnlig missionær at sætte der, og det blev besluttet, at Emma Dahl skulde sendes did. Nu fik hun da det arbeide, som hun saa længe hadde ønsket. Og med iver tog hun fat. Hun var vant med skuffelser, og de udeblev heller ikke nu. Neppe hadde hun faaet arbeidet ved denne sation nogenlunde igang, før oprøret brød ud og hun maatte forlade Manantenina. Først efter tre maaneders forløb fik hun vende tilbage. Det syn, som da mødte hende, kan lettere tænkes end beskrives. Alt laa brak. Nu var det at ta fat igjen, om end langt anderledes tungt end første gang. Naar hun paanyt hadde faaet arbeidet igang, begyndte kræfterne at svigte. Synet paa det ene øie blev daarligt, og det stod snart klart for hende, at hun holdt paa at bli blind. Hun maatte forlade sit kjære arbeide og reise hjem til Norge. Vi haabet alle, at hun ved en operation skulde faa synet igjen. Men doktorens erklæring lød anderledes. Synet paa det ene øie var for bestandig borte, det andet var ogsaa daarligt, men ved at bruge stor forsigtighed kunde hun kanske faa beholde det.
Det er tungt at miste synet; tungest for en, der, som Emma Dahl, altid maatte være sysselsat.
Ved hjemreisen tog hun med sig en liden gasserpige. Octavia er hendes navn. Jeg tror, det nu er frøken Dahls livsopgave at gi denne pige en kristelig opdragelse og en god uddannelse, saa at om det er Guds vilje, dette barn skal faa fortsætte den gjerning paa Madagaskar, som frøken Dahl med saa tungt hjerte maatte nedlægge.
Ved vor ankomst til Fort Dauphin stod Carolina Nilsen sammen med sin bror pastor Isolany og familie færdig til at reise hjem for efter otte aars haardt arbeide at søge lidt hvile og forandring. Miss Nilsen er Den forende kirkes første kvindelige missionær. Hun var det, som fik pigeasylet derude igang. Og det var intet let arbeide, især i de dage, da alt hvad de hvide gjorde, blev betragtet med mistænksomme øine. Den pene lille flok af net klædte, beskedne smaapiger, som kom os imøde, vidnet straks om, at hendes arbeide ikke hadde været uden frugt. Og hvor de smaa var gla i hende! „Miss Lina, miss Lina!“ hørte du, hvor du gik. Selv saa hun meget træt og overanstrengt ud. Straks efter sin tilbakekomst til Amerika blev hun meget farlig syg og var døden nær. Det knæk, hun da fik, var aarsag til, at hun i længere tid ikke kunde tænke paa at reise ud igjen. Nu for en tid siden bestemte hun sig til at opta arbeidet igjen, men blev atter hindret af sygdom.
Den som afløste Emma Dahl som bestyrerinde af pigeasylet var søster Jørgine Mjøvik. Hun kom til Madagaskar sidst i oktober 1902. Hun var sterk og frisk, hadde mod, vilje og kræfter. Imod den almindelige regel led hun ikke af malaria de første aar derude. Var kanske endog uforsigtig mangen en gang uden at det hadde nogen slemme følger. Asyldjgerningen elsket hun, og var altid sammen med børnene. Naar hun var borte fra asylet, om det saa var bare i nogle dage, længtet hun tilbage. Hun gik aldeles op i sit arbeide.
En dag kom der bud, at søster Jørgine var syg. Søster Jørgine syg? Var det muligt? Jo desværre, det var nok muligt. Hun hadde faat sit første, og det et meget haardt, anfald af feber. Hun kom op igjen og forsøgte at arbeide som før. Men fra den dag var det ikke længer den samme kjække søster Jørgine. Det var bare det, at hun ikke kunde komme sig rigtig til kræfter igjen, syntes hun. Og saa koldt som det med et var blit derude paa Madagaskar — hun smaafrød bestandig. — Det var feberen, som ikke vilde slippe taget. Saa begyndte hun at hoste. Det var bronkit, sa doktoren; med forsigtighed vilde hun komme over det. Resten er snart fortalt. Det gik op og ned, nogle dage bedre, saa værre igjen, indtil det gik op for os, at søster Jørgine hadde lungetæring.
Saa blev hun sendt hjem, skjønt selv ønsket hun at faa dø derude paa Madagaskar. Paa diakonissehospitalet i Chicago fik hun den alle bedste pleie, som læger og søstre kunde yde hende, men forgjæves. Det gik stadigt nedover, indtil endelig forlæsningens time kom, og hun fik slippe hjem. Den første af Den forende kirkes missionærer, den første af diakonissernes søsterfolk, at indgaa til hvilen, som er beredt for Guds folk.
Søster Jørgine er død. Men mindet om det, hun var for os derude og det, hun var for gasserne, lever efter hende. Velsignet være søster Jørgines minde!
Ved diakonissehjemmet i Chicago er der en gassisk pige, som uddanes til at optage bibelkvinde-gjerningen paa Madagaskar. Det er Marie Magdalene, som søster Jørgine tog med sig til Amerika. I lighed med Emma Dahl var det søster Jørgines ønske at om muligt denne gasserpige skulde fortsætte der, hvor hun ikke magtet mer.
Je husker en liden samtale jeg overhørte derude en dag. Det var et par af missionærene, som diskuterte bibelkvinde-spørgsmaalet. Hvad slags kvinder skulde være bedst skikket til det arbeide? Den ene hævdet med stor ivrighed, hvor nødvendigt det var, at bibelkvinden ogsaa forstod sig paa sygepleie. Han sa: „Lad dem sende ud saa mange diakonisser som de bare kan faa fat paa, dem har vi altid plads for. Lærerinder derimod kan vi godt undvære.“ „Glemmer du da Nellie Dahl,“ sa den anden. „Nei, det gjør jeg ikke — men der er ikke mange som Nellie Dahl.“ Og det er sandt. Det er faa, som kan fylde sin plads slig som hun.
Jeg vil her fortælle lidt for at vise, hvor underlige Guds styrelser ofte er.
Oprindelig var det Nellie Dahls søster, som hadde bestemt sig til at reise ud i arbeidet for hedningerne frelse. Men saa blev hun syg, og det saa ud til at gaa stadigt nedover med hende. Nellie kjæmpet med Herren i bøn om, at hendes søsters liv maatte spares. Men det gik fremdeles nedover. Saa en nat gjorde hun Herren det løfte, at dersom det var hans vilje i naade at spare søsterens liv, saa vilde hun, for at vise sin taknemmelighed, reise ud til Madagaskar og ta op den gjerning, som hendes søster hadde maattet opgive. Søsteren blev bra. Og høsten 1905 drog Nellie Dahl sammen med Bjeldes og Trygstads ud til Madagaskar. Hun har indtil ifjor arbeidet ved pigeasylet i St. Luce, hvis bestyrerinde hun har været siden søster Jørgine reiste hjem. Men nu da asylet paa befaling af den franske regjering er lukket, har hun begyndt at arbeide som bibelkvinde i Ft. Dauphin. Hun var særdeles godt skikket for den stilling hun har indehat i disse aar, og hun er ikke mindre vel skiket til den gjerning hun nu har. Ved siden af arbeidet i byen underviser hun daglig konerne til evangelisteleverne ved Halvorsens skole. Hun er varmhjertet som faa og vil kunne udføre et velsignet arbeide iblandt de store saavel som iblandt de smaa.
Engang jeg var paa besøg ved St. Olaf College var der en, som sa til mig: „Ser du den dame, som staar der øverst ved døren, ved siden af bordet?“ „Jo da.“ „Det er Caroline Thompson. Hun skal være meget interesseret i Madagaskar-missionen.“ Omtrent otte aar senere kom der brev ud til os fra missionsbestyrelsen herhjemme, som fortalte, at nu hadde de kaldt og skulde snart udsende to diakonisser fra vort diakonissehjem i hicago, nemlig søster Caroline Thompson og søster Mette Hagen. Ja, den Caroline Thompson hadde jeg set, skyndte jeg mig naturligvis med at oplyse. „Og hvad slags menneske var det?“ „Hvordan saa hun ud?“ osv. osv. i det uendelige. „Jo,“ sa jeg, „det var et lidet blegt, taalmodigt væsen af det slags, som taaler og tier.“ Hvor grundigt jeg hadde tat feil fik vi se, da hun kom. Hun er hverken liden eller bleg. Taalmodig er hun nok, men tie — nei, det gjør hun ikke. Hun snakker fuldt saa meget som den næste.
Da vi reiste hjem, hadde hun været derude i to aar. Det første aar var hun ved pigeasylet i St. Luce, det andet aar ved gutteasylet i Fort Dauphin. Og ved siden af dette var hun begyndt at undervise en klasse i kirken hver formiddag. Hun gik ogsaa rundt i byen et par gange i ugen paa husbesøg. Søster Caroline er optimist, hun ser alt fra den lyse side. Og det kan komme vel med. Spør hende, om det er tungt at være missionær, og hun vil svare, at det er det herligste arbeide, hun ved. Hun er nu ansat som bibelkvinde i Tsivory, pastor Petersens station.
Søster Mette Hagen er en sjelden kvinde. For mig staar hun som idealet af, hvad en sand diakonisse bør være. Stille, beskeden og alvorlig. En af dem, hvis blotte nærværelse synes at udbrede fred og lindre nød. Jeg føler mig overbevist om, at der er mangen en syg, som har ligget med ansigtet vendt mod døren og ønsket, at det maatte være søster Mettes tur at komme ind. Hun er en af dem, som i stilhed opofrer sig for andre, udfører
saa mange smaa tjenester, lægger saa mange ting til rette,letter hbyrder og tar bort snublestene. Sammen med søster Caroline kom hun ud til Madagaskar sidst i mars 1907 og var indtil ifjor ansat ved pigeasylet sammen med Nellie Dahl. Og nu da dette er nedlagt, er hun ansat som bibelkvinde i Ranomasana, pastor Trygstads nye station.
Anna Wilhelmson hadde jeg ikke set. Hun kom ud til Madagaskar just en maaned efter vi var reiste derfra. Men i en noksaa nær fremtid haaber jeg ogsaa at lære hende at kjende. Hun er for tiden i Fort Dauphin. Da hun er født paa Madagaskar vil det nok falde let for hende at lære det gassiske sprog og ellers komme sig ind i forholderne derude. Haaber hun vil faa arbeide til stor velsignelse.
Se, dette er bare nogle smaa træk. Jeg skulde ønske, at I kunde bli bekjendt med disse kjække unge kvinder, som har ofret saa meget og daglig forsager saa meget. Har du tænkt paa alle de ømme baand, som maatte skjæres over, da de reiste ud? Og hvorledes de staar alene deruder? Vi kan ikke gjøre for meget for disse kvinder. Hvad de har været for mig personlig skal jeg ikke forsøge at sige. Men jeg er meget taknemlig over at ha været sammen med dem i disse aar. Husk paa dem, og bær dem frem for naadetronen som om det var eders egne søstre, eders egne døtre.
Gud velsigne vore kvindelige arbeidere derude paa Madagaskar.