Det var langt borte i en afdal med mange varme kilder — kogende vand — og ellers kogende hedt i luften, saa en knapt kunde puste paa denne aarstid. — Vi var samlet til eksamen i en liden skolestue, hvor læreren hadde sin seng og sine madkar oppe paa nogen bjælker under taget, mid over døren. — Vi hadde netop sunget en salme. „Nu faar en af dere be om Guds velsignelse for os,“ siger jeg. Jakoba reiser sig — en liden spinkel fyr med tindrende øine — og saa bad han:
„Kjære Gud, vi skal ha eksamen idag, og du maa hjælpe os. Vi vil ikke bare at missionæren skal bli tilfreds med, hvad vi kan; vi vil allerhelst kunne saant, som du blev glad i os for. Velsign os derfor, amen!“
Dette var første gang, jeg saa og hørte Jakoba. Det viste sig snart, at han var en flink fyr, læste flydende og fortalte saa pent om den forlorne søn, at det var en fryd at høre paa. Han fik to billeder af Jesus, og dem var han svært glad for. — —
Eksamen var slut. Jeg hadde faat mig mad og kaffe. Nu tog jeg en liden tur edenfor byen for at trække frisk luft. Oppe paa toppen af et nedramlet fjeldstykke ser jeg en gut sidde paaskrævs og med en lang bambusstang i haanden. Det saa ud, som om han fisked her midt i stenrøsen, hvor der ikke var en braabe vand, end sige fisk da. Han ser mig komme, me fortsætter at „fiske“.
„Hvad fisker du efter?“ spør jeg.
„Jeg fisker ikke; jeg viser Fano mine billeder,“ svarer han.
Jeg forstod ingenting af dette og gik nærmere. Saa ser jeg nede mellem krattet en stakkars sammenkrøben mand, lidt graa i haaret, skidden som en gris og omtrent naken. Da han ser mig, reiser han sig og hilser, og jeg ser da, at hans ene haand er ganske uden fingre og fødderne uden tær. Det ar altsaa en stakkars spedalsk, som lever alene herude i stenuren.
„Jeg er syg, du maa ikke komme nærmere,“ siger han.
Jeg gaar alligevel nærmere for at faa se hans „hus“. Det er et jordhul indunder den store stenur, som Jakoba sidder paa. Der er en bunke skiddent græs. Det er hans seng. Ved siden af staar en vandkrukke og en gryde paa tre stene. Det er hele hans bohave. Aabningen til hulen stod ganske aaben; ingen væg eller dør for. Naar undtages hans smale, skidne livbælte, saa eied han ikke en traad af klær eller sengklær, ikke en stakkars mattefille engang. Jeg maatte naturligvis snakke med denne mand, og langt om længe fik jeg da vide adskilligt om ham.
Han hadde været velstaaende, hadde hat kone og to børn. Han var blit døbt for mange aar siden, men var atter faldt fra. Saa blev han spedalsk. Da gik konen fra ham. Slægtningerne tog hvad ahn eied, og jaged ham ud af byen. De to børn, han hadde, vidste han ikke hvor var blit af. Han begyndte at graate, da han fortalte om børnene. „Aa, de var saa deilige, disse barna mine,“ siger han, „en gut og en pige. Pigen er den ældste, og hun kunde læse. Men nu ved jeg ikke engang, om de lever. Saa laa jeg ude i skogen, sulted om dagen og frøs om natten,“ fortalte han. Saa rusled jeg over fjeldet og kom hid til denne by, men saa orked jeg ikke længer. Jeg fandt denne jordhulen, og her har jeg nu bodd alene i over to aar.“
„Men hvor faar du mad fra?“ spør jeg.
„Jo, i førstningen sad jeg her ude paa bakken og raabte paa folk, at de maatte forbarme sig over mig, og saa kasted de af og til nogen søde poteter bortpaa bakken til mig. Men saa blev jeg saa syg, at jeg ikke orked at gaa og hente, hvad de kasted ud til mig. Jeg trodde jeg skulde dø, og var forfærdelig ræd for at dø her alene; især om natten, naar hubroen tuded og gaupen for her og rusled omkring mig. Jeg var saa ræd, at den skulde komme og æde mig allerede, før jeg var død, saa jeg mange gange skreg af alle kræfter for at skræmme den. I min rædsel begyndte jeg at be til Gud. Jeg var jo døbt; men det var længe siden jeg havde bedt, saa jeg trodde det var fordi Gud var vond paa mig, at han lod saa meget ondt komme over mig.“
„Men det var min lykke, at jeg begyndte at be. Da hjalp Gud mig. Der ser du ham, som Gud sendte mig til hjælp og trøst;“ og han pegte paa Jakoba.
„Jakoba kom og bragte mig de poteter, jeg ikke kunde hente, og kasted dem ind i hulen til mig. Selv turde han jo ikke gaa ind til mig, og jeg kunde ikke gaa ud efter dem, syg og forsulten som jeg var. „Blev du mæt?““ spør han,
da jeg havde slugt poteterne i mig. „Jo da,“ siger jeg,„men jeg er saa forfærdelig tørst og kan ikke gaa ned til vandet.“ En stund efter kommer Jakoba tilbage med en krukke vand og sætter den foran hulen. Det gjorde forfærdelig ondt; men jeg kom mig da frem til vandet og drak. Saa krøb jeg ind i hulen igjen, takked Gud for hjælpen, og fordi han nu ikke længer var vred paa mig, og saa sovned jeg og sov hele natten uden frygt for hubro og gaupe og andet stygt. Jeg vidste jo, at Gud ikke længer var vond paa mig, og nu var jeg ikke ræd for at dø engang.“
„Dagen efter kom Jakoba tilbage med mad til mig. Senere bragte han mig ogsaa en gryde og ild, saa nu kan jeg koge selv. Jeg er ogsaa meget friskere ny, saa jeg har det bare godt.“
Videre fortalte han, at Jakoba altid om søndagene kom og fortalte ham, hvad ahn hadde hørt, og saa læste han af testamentet for ham. „Da sidder han altid deroppe paa stenen og jeg hernede, for at han ikke skal bli smittet af mig. Og idag kan du tro han har glædet mig. Han hadde faat billeder, sa han, og saa rakte han dem ned til mig med en lang bambus, saa jeg kunde faa se dem, og han sa, at det ene var Jesus, som velsigned smaa børn, og paa det andet ber Jesus for sine venner. Og saa siger han, at vi er alle Jesu venner, naar vi ber, og da ber Jesus ogsaa for os.“
Jeg talte længe med stakkars ulykkelige Fano, som dog selv var saa tilfreds og takked Gud.
Paa tilbageveien fulgte Jakoba mig.
„Hvad var det, som bragte dig til at hjælpe Fano?“ spør jeg ham.
„Jo, læreren talte engang med os om at gjøre Guds gjerning. Vi havde i lekse om den barmhjertige samaritan. Presten og leviten gik begge forbi Guds gjerning, fordi de bare tænkte paa sig selv. Samaritanen gjorde Guds gjerning, for han hjalp den ulykkelige. Saa hørte jeg en nat Fano skrige borte i hulen sin. „Nu dør han vist,“ sa folk. Da faldt det mig ind, at han hadde det vist vondt. At hjælpe ham var vist Guds gjerning, og saa bragte jeg mad til ham.“
„Men hvor faar du nu stadig mad fra til ham?“ spør jeg.
Jeg gaar omkring og tigger for ham, snart ho en og snart hos en anden. Men værst for Fano er det, at han ikke har lamba — et stort tøi gasseren ruller om sig — saa han fryser om natten, og myggene stikker ham skrækkelig, og her er ingen som har raad til at gi ham lamba.“
„Du skal faa lamba til Fano,“ loved jeg, og næste dag sendte jeg bud hjem til Ambato efter et stort lamba. Slig rigdom har han ikke eiet nu paa 2 aar. Nu føler han sig rig som en konge, og daglig takker han Gud.
End om vi kunde lære at takke Gud som han, og gjøre Guds gjerning som Jakoba!